torsdag den 21. maj 2015

Nødvendige møder og forførende hvisken


Midt i mit turbulente jordskælvsrystende efterår mødte jeg en meget, meget inspirerende forfatter.

Hun stod midt i sin bogproces. Ikke hendes første bog - men måske den vigtigste hun har skrevet indtil videre.
Jeg stod lige på tærsklen til min allerførste bogproces - IRL. For i tankerne og på tasterne har jeg skrevet hundredevis af bøger, som ingen øjne endnu har set.

Jeg tror der er en mening med den slags møder. Vi møder dem som vi er klar til at møde. 
Måske kan vi ikke se det i øjeblikkt, men i efterrationaliseringen går det ofte op for i mig, hvor vigtigt lige præcis det menneske var lige dér.

På samme måde med hende. 
For hun sagde noget til mig dengang, som jeg ikke har forstået før nu. 

Det handler om afslutninger. Om at nå sine deadlines. Når noget vigtigt slutter.
Hun beskrev, hvordan hun hver gang en bog nærmede sig sin afslutning blev nødt til at starte på en ny. Lige dér, midt i al tumulten med at få gjort den første færdig og sendt ud i verden.
Uden at ville det - men at det nærmest sprang på hende og hagede sig fast til hende. 

Det er afsindigt svært, når noget slutter. Når man skal sige farvel, lukke ned, acceptere at det var sådan tingene blev.
Og måske er det nødvendigt for hjertet at kickstartes. Forelske sig i en ny bog. Begrave sig i et helt andet tema, en helt ny vinkel, nye ord og vinkler. Nye fortællinger, der afløser de gamle. Med ny næring, ny inspiration, ny vilje.

Jeg tror, jeg forstår hvad hun mener. 
Tror. For forståelse er et meget stort ord, som man skal passe på med ikke at kaste i grams.
Jeg tror, jeg forstår hvad hun mener.

For lige her midt i mine deadlines og afslutninger - så dukker de op igen. Jørgen og Luna. 
De lister sig ind i mine drømme, de pusler i mine tanker, de hvisker mig forførende i øret. Og danser. 

Og jeg danser med, omend lidt forsigtigt. 
Jeg har nemlig en fornemmelse af, at de er nødvendige for mig lige nu - præcis som det var nødvendigt for mig at møde den eftertænksomme forfatter i efteråret.

tirsdag den 19. maj 2015

Mundkurv!


Jeg har været stille herinde utrolig længe.
Det er ikke fordi jeg ikke har noget at sige. Nok snarere tværtimod...

Kender I godt det der med at sidde og bide sig i knoerne, for at holde sig i skindet?

Jeg sidder MIDT i noget. Og det er kæmpestort og megavildt og... og ... og... ALT det, jeg har talt og talt og talt om i tusinde år.

Jeg er ved at skrive noget.

En bog. En rigtig bog.
Faktisk.

Ja, I knooooow?????!!!!

Men jeg har fået strenge ordrer på, at jeg ikke må sige noget. Til nogen. Overhovedet.

Så det prøver jeg naturligvis at lade være med.
Det lykkes ikke helt. Ikke hele tiden, i hvert fald.
For jeg er ved at flyde over af indestængt wuptifuckinghuu og jubeltango og præstationsangst og deadlinestress og endnu mere præstationsangst og pisse mega meget wuptifuckinghuu.

Og jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal gøre af det?
Når jeg nu ikke må sige det til nogen.

Og af ren og skær frygt for at komme til at sige noget forkert, har jeg været nødt til slet ikke at sige noget overhovedet. I hvert fald lige om dét.
Så jeg plabrer løs, hvor som helst, om Horsens og streetart og Teaterpassagen og kontorkollektiver og børnemylder og teenagere og genbrugswin og Fyrbøderen og øl og lidt mere om Horsens.
Simpelthen for ikke at komme til at sige noget, jeg ikke må.

Men lige om lidt er det 1. juni. Og i det fine exelark (!!!) jeg har fået tildelt fra forlaget står der højt og tydeligt, at fra 1. juni må jeg sige lige præcis hvad jeg har lyst til.

Arrrggh!!!

mandag den 18. maj 2015

Gamle tårer


Sent i går aftes sad jeg på kanten af min seng, ude af stand til rigtig at gå til ro.
Sad lidt og kiggede mig omkring, lidt rastløs, lidt træt. Jeg ledte efter noget, uden rigtig at vide hvad.
Mit blik faldt på reolen ved sengen. Min hylde. Den hylde jeg uden tøven ville redde som det første, hvis huset brændte. På hylden står alle mine loyale notesbøger vagt skulder ved skulder, som tyste vidner om alle de ord og tanker og følelser jeg nogensinde har rummet.

Jeg ved ikke hvad der trak i min arm, men jeg rakte ud og tog en tilfældig bog ned. Slog op på en tilfældig side. Uden tanke. Blot en tilfældig handling.

Mine egne ord flød ned over siden. Bogstaver og ord dansede rundt i ét stort flimrende virvar, jeg kunne genkende skriften og genkende det rod de afspejlede.

Siden jeg slog op på var fra 16. maj 2009.
Jeg skrev om mit arbejdsliv. Om mit ægteskab. Om stress. Om hemmelige tårer på lærerværelset. Om ting, jeg ikke forstod. Om ting, jeg forventede af mig selv - og mente, at andre forventede af mig. Ting, der gjorde mig ulykkelig. Usikker. På mig selv som lærer. Som mor. Som hustru. Som menneske.

Jeg genkendte det instinktivt. Angsten flød direkte gennem papiret, ind gennem furerne i mine fingerspidser og sivede iskoldt videre ind i mit hjerte.

Nu tror jeg ikke specielt meget på tilfældigheder.
Der var en grund til at det netop var den bog, den side jeg slog op på.
Jeg sad der med mine egne tårer i hænderne, og mærkede i et hjerteslag omfanget af min egen frustration. Dengang.
Og mærkede tillige lettelsen ved at kunne lukke bogen igen, og stille den tilbage på sin plads sammen med alle de øvrige sjælevogtere.

Et lille glimt. En lille reminder.
Jeg er det rigtige sted. Lige hér.
Det er nok nødvendigt med den slags påmindelser i ny og næ. Måske i de perioder, hvor eksplosionerne står i kø, og virkeligheden overstiger hvad som helst, jeg nogensinde har turde drømme om.
Jeg er lige her. Og det er godt. Det er rigtig, rigtig, rigtig godt!

Jeg kan godt se på mine seneste blogindlæg og de tætskrevne sider i notesbøgerne, at jeg er i gang med noget. Noget farvel. Noget erkendelse af,  hvor meget jeg rent faktisk har flyttet mig på de sidste 6 år.
Men.
Sent i går aftes satte jeg gamle tårer tilbage på hylden, og søvnen derefter føltes legende, let og rig.





mandag den 13. april 2015

Matrikel Synkronitet


Det er SÅ pudsigt, som tingene nogengange bider sig selv i halen.

Netop som jeg tager hul på et nyt kvadratmeter-kapitel i Horsens, så dumper der en mail ind i min inboks med et gammelt kvadratmeter-kapitel fra Falster, som bare lige ville sende en hilsen og skrive hej.
Lige præcis, som jeg sad dér og tænkte over hvordan vi prioriterede i 'gamle dage' og i gamle liv - kontra hvordan vi prioritere nu og i dette liv.

Jeg synes, det er tankevækkende. Og faktisk også lidt hyggeligt.

fredag den 3. april 2015

Mikroskopisk revolution bygget af kærlighed og intuition


Der er gået cirka 3 måneder og en snas, siden Fyrbøderen og jeg sad midt i vores øko-hippie-ét-barns-jul og kiggede på hinanden.
De store unger var sendt afsted på skiferie med den anden halvdel af deres forældre, og jeg var (endelig) færdig med at slås med mit eget julehad, og havde fundet én eller anden fred med den.

Der var helt stille omkring os. Alle holdt jul alle mulige andre steder, og vi trængte så meget til bare at være fuldstændig i fred, og få samlet op på et efterår, der havde halset bidsk afsted, med tungen hængende ud af halsen.


Vi brugte 14 dages julefred på at tale om fremtiden. Kæmpestore drømme, småbitte ideer.
Jeg sagde noget om forfatterambitionerne. Han lyttede og nikkede.
Han sagde noget om iværksætterambitionerne. Jeg lyttede og nikkede.

Og så lagde vi en kabale af den tossede, intuitive slags.
Værdikabale. Livsfilosofikabale. Drømmekabale.

Man kan nå vidt omkring på sådanne 14 dage, hvor resten af verden for en gangs skyld er helt tyst, og rødvinen er rigelig.
Det gjorde vi også. Vildt, vidt - og videre.

Lige dér traf vi en beslutning. Den havde været undervejs længe, og vi har talt om den i tusindevis af dens mange, forskellige afskygninger.
Men der i stilhedsmørket, nåede vi den, beslutningen -  og et håndslag på at vi vil gøre alt hvad vi kan, for at imødekomme en helt enkel, skærende klar livsfilosofi:

Vi ønsker - fra nu af og i al fælles fremtid - at træffe alle vores beslutninger på baggrund af kærlighed og intuition.


Det lyder afsindig enkelt. Det er det måske i grunden også?
Men den enkle har en tendens til at fortætte sig i utroligt komplekse konsekvenser, når man lufter det ude i den frie, virkelige verden.

Men hvad vil det sige?
Kærlighed og intuition - hvordan pokker gør man det?

For os handler det om at skabe et liv, hvor vi mærker efter inden vi regner efter. Hvor vi siger drømmene højt - og ikke mindst handler på dem.
Det må aldrig være pernitten hverdagspragmatik som penge, tid, geografi, mursten osv osv, som afgør om et håb, en drøm, en ambition, et ønske kan realiseres.

Hvis vi ønsker os noget i vores liv, så er vores filosofi - og beslutningen, der fulgte lige i kølvandet - at vi kan alt vi drømmer om, når vi handler med kærlighed og empati overfor hinanden og andre, og stoler på at vores intuition er den stærkeste kraft.
Det handler om at lytte til hjertet. Hverken mere eller mindre.

Vi gav håndslag og skålede på vores beslutning.
Det føltes godt, og ikke spor farligt - især fordi jeg deler det med det menneske i hele verden, som nok i grunden er den eneste, der rent faktisk forstår mine snørklede refleksioner.

Allerede i den allerførste uge blev beslutningen sat på prøve...

Overvejelsen blev helt ind i hjertet nærværende, da Fyrbøderen blev nødt til at skære helt ind til benet i sin overvejelse om, hvordan kan man springe ud i et liv som selvstændig, og samtidig holde fast i et ønske om, at det aldrig må være grådighed efter penge, der driver værket?

Og for mit vedkommende blev jeg i dén grad konfronteret med, at jeg har talt og talt om at skrive bøger - men turde jeg mon gå derhen, hvor mine drømme rent faktisk bliver ægte virkelighed?



Der er gået 3 måneder nu.
Alt går sindsygt stærkt, og samtidig føles det som om verden lister sig afsted i lige præcis det helt korrekt afmålte tempo.

Beslutningen holder!
Vi er sprunget ud i frit fald i en tilværelse, hvor vi vover at træffe beslutninger udelukkende baseret på en intuitiv fornemmelse for, hvad der føles godt og rigtigt og kærligt og klogt.

Det er frit fald. Det føles som frit fald. Det gør det - virkelig.
Sindsygt, vildt - og stilfærdigt, logisk.

På 3 måneder har vi bundet så mange sløjfter på løse ender og sat så mange punktummer for gamle måder at tænke og handle på - at det næsten føles som en hel livstids refleksioner kogt ned til én eneste lillebitte og næsten usynlig revolution.

Men på de samme 3 måneder har vi realiseret Fyrbøderens iværksætterdrøm, min forfatterambition - og en stort fælles drøm om at lave en kreativ virksomhed sammen.

Det er vildt, vidt - og videre.
Og samtidig føles det som det mest logiske vi nogensinde har gjort.
Ingen af os kender vejen vi går ad, men vi går ad den sammen. Og nok kan vi ikke se de næste trin vi skal træde på, men indtil videre har vejen vist sig for os, når vi har vovet at træde derud.
Vi tror på det. Det gør vi virkelig.
En lillebitte mikroskopisk og næsten usynlig revolution bygget af kærlighed og intuition.



mandag den 30. marts 2015

At falde. At flyve.


Man kan føle sig så uendeligt lillebitte, når man står for foden af en kæmpestor mur, der blokerer hele ens udsyn. Ingen vej undenom. Ingen vej igennem. Ingen vej hen over.

Jeg vidste det godt. Jeg skulle over den mur. Det ville koste mig livet, hvis jeg blev hvor jeg var. Jeg ville sygne hen for foden af den, skrumpe ind til en støvet, dårlig efterligning af mig selv.

Jeg havde endda selv bygget, den. Muren. Det var næsten det værste af det hele.
Så stod jeg der og stirrede på en ørken af sten, møjsommeligt stablet ovenpå hinanden. Kendte hver sten. Kaldte dem ved navn. Følte deres hån og skuffelse over mig.
Jeg delte skuffelsen. Så uendlig. Så uoverstigelig.

Jeg tror faktisk jeg havde forventet, at nogen ville forære mig en stige?
Men der kom aldrig nogen.
Der var kun mig. Og muren.

Så jeg blev nødt til at bygge en stige af spejlets splinter, flagrende tanker og splejsede håb.
De mindste splinter. De flygtigste tanker. Det stærkeste håb. Stigen blev nødt til at bære hele min vægt, og jeg havde kun dette ene forsøg.

Med lukkede øjne byggede jeg. I vildskab byggede jeg.
Indigneret. Forfærdet. Med hjertet siddende i halsen og vildskaben brændende i blodet. Stolede fuldstændig på mine hænders intuition, og samlede al mit mod til at acceptere, at stigen ville bære mig, uanset hvor vakkelvorn og uigennemtænkt den måtte være.
Den skulle bære. Den måtte bære. Der var ikke andre options. Byg. Eller dø.

Jeg byggede, til blodet sprang, og holdt stakåndet vejret da jeg skælvende satte fra og løftede mig et skridt tættere på himlen. Men stigen holdt. Den holdt. Den holdt!
Jeg holdt stigen, og stigen holdt mig. Opad. Bare opad.
Jeg ved ikke helt hvordan det lykkedes mig at komme op til toppen, men det gjorde jeg.

Udsigten var... mageløs.
Hjertelammende overvældende, frygtindgydende smuk.
Højdeskræk falder til jorden i sammenligning med den vildskab det var at stå på kanten af verden deroppe, og kun lige akkurat holde balancen.
Vinden piskede mig i ansigtet, og hvirvlede mit hår, tordnede mig i ørene. Blæsten ruskede larmende i mig.

Og dér - mens jeg klamrede mig til den yderste kant af murens indbildte tryghed - gik det op for mig, at der ikke var nogen vej ned igen.
Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme ned på den anden side af muren. Jeg havde ikke skænket det en tanke i min desperate iver efter at forcere murens massive uoverstigelighed.
Igen: jeg havde måske forventet at der ville dukke endnu en stige op - helt af sig selv.

Der var ingen vej ned. Ingen vej op. Ingen vej videre.
I et desperat moment fortrød jeg, at jeg overhovedet havde kæmpet mig derop. Jeg var kommet så langt - og alligevel ikke kommet spor videre.

Men bjergtaget af den barske udsigt og vinden, der sled mine sanser i stykker, slap desperationen sit tag i mig, og blev i stedet afløst af en brusende, forførende trang til at gå nærmere, nærmere, nærmere kanten.
Kunne jeg ikke bare at kaste mig ud?

Jeg er faldet så mange gange før. Aldrig rigtig helt med vilje - men alligevel har hvert fald lært mig, at jeg aldrig er gået helt i stykker.

Mit hamrende hjerte gjorde udslaget. Spring, hviskede det.
Jeg sprang ikke. Så modig tror jeg alligevel ikke jeg er.
Men jeg lukkede mine øjne, lyttede til mit hjertes hvisken, samlede mig alt mit mod... og lænede mig fremover.
Der var ikke andre veje. Jeg ønskede ikke andre veje.

I det frie fald er det ikke længere muligt at afgøre, om jeg falder eller flyver. Begge dele. Eller ingen af delene? Måske bevæger jeg mig slet ikke? Måske hænger jeg bare i en stor fortættet bobbel af ingenting,

Muren opløste i øvrigt sig selv i det samme øjeblik jeg slap. Forunderligt at se noget så velkendt, noget så trygt, og noget så forhadt fordufte med et blink.
Men væk er den. Hver en velkendt sprække. Hver en fortærsket fure. Hver eneste sten, som så møjesommeligt var blevet stablet, så nøje studeret.

Jeg falder. Jeg flyver. Jeg trives.
Det føles faktisk hverken som at flyve eller at falde. Det føles som frihed.
Og som jeg skrev i går:

Det frie fald er vel kun farligt, når der er en bund man kan ramme?







fredag den 27. marts 2015

Free



Det er kun farligt at kaste sig ud i frit fald, hvis der rent faktisk er en bund, man kan ramme, ik?




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...