onsdag den 1. juli 2015

Jordskred, hurlumhejhuse og stille stirren


Og afsted røg det. Manuskriptet.

Indeni føles det.... vildt!!! Crazy!!! Som jordskred i tordenvejr, som hurlumhejhuse og rutchebaner.

Udenpå... hmmm... Not so much.
Sendte en mail. Svusssjjjjj. Drak en øl. Gik ud i solen og hjem til hele børneflokken. Spiste lidt pasta. Læste lidt højt, sang et par godnatsange - og .. tja... gik tidligt i seng.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet?
At der ville stå en parade klar med konfettirør og klapsalver?

Men det er jo fuldstændig usynligt for den ydre verden, at jeg FUCKING! NÅEDE! MIN! DEADLINE!
Den vildeste deadline, jeg nogensinde har stået med. Fuldstændig alene.
Det hele er nærmest foregået inde i mit hoved - og selvfølgelig har jeg plabret løs til alle, som har gidet høre på mig.
Men målet. Afslutningen. Deadlinen. Den har kun været min. Min alene.

Og i dag sidder jeg og kigger lidt tomt ud i luften, tror jeg.
Der er stadig ting, der skal gøres. Bogen er bestemt ikke færdig endnu - men nu er størstedelen af mit arbejde gjort.
Men jeg er færdig. Færdig!
JEG nåede det. JEG gjorde dét, som jeg havde sat mig for at jeg ville gøre!

Jeg har tvivlet meget. Kæft, jeg har tvivlet!
Og tudet af angst over både afslutninger, og følelsen af at hele min faglighed er på spil med den her bog. Jeg er gået ind og ud af panik, så det nærmest har været helt hverdagsagtigt at smelte fuldstændig midt på gulvet, for fødderne af hvem som helst, der bare lige har vovet at spørge mig, hvordan det stod til.

Og alle jeg kender, som arbejder med kreative processer, har fortalt mig, at det er fuldstændig ravende normalt. Det panikker mig også en lille smule - og samtidig trøster det mig en del.
At det rent faktisk ikke er mig, der er mere bims end jeg plejer - men at reaktionen er helt naturlig, fordi der er så meget på spil, når man øser sig selv og alle sine intentioner ned i en bog.

Fyrbøderen sagde det til mig i går. "Det har nok været den mest heftige deadline, jeg nogensinde har set", sagde han.
Han var ikke spor bebrejdende (sådan noget gør han det slet ikke i, den dejlige mand. Jeg tror faktisk slet ikke han kan finde ud af den slags), men jeg hørte det godt, alligevel.
Det HAR været den mest heftige deadline. Nogensinde.

Jeg kan mærke det på børnene, der har hevet lidt ekstra meget i mig de seneste uger. På min familie og mine veninder, der er begyndt at spørge, hvor katten jeg mon blev af? På hele strømmen af nyheder og informationer, som er gået fuldstændig hen over hovedet på mig.

Men hold op, hvor er jeg også bare vildt stolt. Allermest på indersiden.
Og når jeg lige om lidt er færdig med at sidde og stirre lidt tomt ud i luften, så går det formentlig op for mig, at det er blevet sommer, og børnene har fri, og vejret er smukt, og vi har i øvrigt fået alt for få is.



onsdag den 24. juni 2015

At have en far, der kan flyve

Der var dengang, hvor han bildte mine drenge ind, at der var tigere inde i skoven bag huset, og de i flere år ikke turde gå derind alene.

Der var også dengang, hvor jeg blev student, og hvor han forærede mig en 'Frøken Jensens Kogebog' i studentergave.

Der var dengang til julefrokosten hvor snapsen var både rigelig og våd, og hvor de pædagogise diskussioner bølgede frem og tilbage. Og til sidst fik han nok (formentlig fordi han ikke fik ret), og rejste sig resolut fra bordet og udbrød, at "Hvis der ikke er nogen, der gider diskutere ordentlig, så går jeg fandme i seng".

Der var dengang, hvor det godt kunne ske det kunne knive med en gaffel, og hvor skal du Hen'rik, jeg skal ned I'talien og gi'rafferne to'mater.

Der var også dengang, hvor han ville demonstrere overfor hele sine måbende børneflok hvor højt han kunne vende en pandekage i luften, og vi stor på ræd og række med næserne klistret mod vinduet, og han gik ud i haven og vendte pandekagen så højt i luften, at vi blev bange for om den nogensinde ville komme ned igen.

Der var også dengang, hvor han besluttede sig for at lære mig at isolere.

Der var også dengang, hvor han udstyrede os med skarpe knive og træ, og synes det var verdens bedste idé, at vi gik på jagt efter de skeer, han vidste vi ville finde inde i træet.

Der var også dengang, hvor jeg blev gift og han ikke var med til brylluppet. Og dengang, hvor jeg blev gift igen, og hvor han heller ikke var med til brylluppet.

Eller dengang, hvor han altid til jul læste dét helt særlige kapitel fra Emil fra Lønneberg højt for os, om Emil, der gjorde kål på julen og inviterede alle fattiglemmerne til at komme og spise al den gode mad. Og kommandusen i ulvefælden, og Emil som nok i virkeligheden var en engel.

Der var også dengang, hvor han havde en sindsyg kat der hed Otto og boede alene uden møbler på en stor faldefærdig gård på Mors. Og købte en pakke rugbrød, en leverpostej, en lørdagskylling, en pose chips og en stor flaske Fanta, som vi levede af i de weekender min søster og jeg var hos ham.

Der var dengang, hvor han hamrede i tangenterne på klaveret, og med høj og skarp stemme udbasunerede, at "Den signede dag med fryd vi ser".

Der var også dengang, hvor vi til en anden julefrokost var kommet til at blive hængende lidt for længe, og hvor han stod op næste morgen, og brølede "Hvem FANDEN har drukket alle mine øl???" så højt at alle - trods tømmermænd - vågnede og skammede sig.

Der var også dengang han købte en båd og døbte den Martha efter sin mor.

Der var også dengang, hvor han fandt alt sit gamle Märklin frem fra de støvede gemmere på loftet, og hev det hele ud på det store bord og byggede en kæmpemæssig togbane, som ingen af børnene måtte lege med.

Der var også dengang, hvor han altid tog telefonen med ordene 'Ja, det hamsjel'

Der var også dengang, hvor han besluttede sig for at ville bygge en sækkepibe. Og en lut. Og en drejelire. Og en nyckelharpa. Og en kopi af en arkæologisk lur.

Der var også dengang, hvor han lavede de bedste pizzer, med den sprødeste bund som verden endnu har set.

Der var også dengang, hvor den langtidledige langhårede hippie pludselig var blevet til en lektor med en cand.pæd i sløjd.

Der var dengang, hvor telefonen altid ringede om søndagen, fordi han bare lige skulle høre til os allesammen.

Der var også dengang, hvor han hang som en lillebitte fugl højt oppe under himlen, fastspændt i sit seletøj og med dragen på ryggen som et farvestrålende fabeldyr, der holdt ham fast under sin bug, og jeg stod nede på jorden og synes han var så utrolig langt væk, og kneb øjnene sammen og tænkte, hvor underligt det var at have en far, der kunne flyve.






søndag den 21. juni 2015

Ønsker fra den midaldrende mand



Nå.
Men jeg er så ét af den slags mennesker, der har fødselsdag lige om lidt.
Og jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal ønske mig?

Helt seriøst. Det er ikke bare noget jeg siger i et forsøg på at lyde ydmygt uselvisk. Jeg aner det vitterligt ikke?
Jeg er holdt op med at bruge makeup. Jeg er holdt op med at købe cd'er og dvd'er. Jeg har allerede en hel stabel bøger, som ligger uåbnede og venter på at blive læst. Jeg går efterhånden kun i Ecco-sko, og dem vil jeg sådan set helst købe selv, så jeg er sikker på de passer. Og tøj - nåja, det bruger jeg heldigvis stadigvæk, men jeg har glemt at holde mig opdateret på moden det seneste årti (eller to), og mit skab bugner i forvejen af sorte t-shirts...

Her er, hvad jeg foreløbig kan komme i tanke om:

  • Nye baberblade til min ladyshawer
  • Strømpebukser uden hul på storetåen
  • En guldfisk - helst levende. 
  • Åh. Eller endnu bedre - en vandmand i et akvarium? Ja?
  • En bil
  • En rengøringsdame, som også gider lave mad til storfamilien. Og vaske tøj. Og bygge lego med Bob, når jeg ikke gider. Måske ønsker jeg mig i virkeligheden bare en mor mere?
  • Kage!
  • Ja - kage! Det var et godt ønske. (Phew. Så var der i hvert fald ét konkret ønske...)
  • En fryser fyldt med frys-selv-is
  • Min helt egen personlige assistent, hvis eneste opgave bliver at følge lige efter mig, og minde mig om, hvor jeg har lagt mine nøgler og dankort.
  • At jeg kunne spille guitar. Eller i det mindste bare ukulele?
  • Underlægningsmusik til mit liv. Allerhelst leveret af Jacob Bellens. 
  • Strømper og underbukser (Åh, gud. Jeg er blevet en midaldrende mand?)

lørdag den 20. juni 2015

Brutalt


Der er mennesker omkring mig i mit liv, som det gør ondt på for tiden.
Rigtig ondt.
Den slags ondt, der kan flå hjertet ud og skære det op med en sløv kniv, vende vrangen ud på det og sætte det oven på hovedet - så man går rundt med sin rå, brutale, vrangvendte smerte synligt for alle og enhver, som en klistret blødende hat.
Den slags ondt!

Deres smerte gør mig så ondt.
Jeg bliver afsindigt vred, og får lyst til at stille mig midt på gaden og skrigebande min frustration ud, og ruske noget hårdt i ren afmagt over, at nogen jeg holder af skal stå med så meget smerte.

Allerhelst ville jeg tage det fra dem, ik? Berolige dem med varme tæpper, et knus og en kop varm rødvin, og så ellers barikadere mig ved deres hoveddør bevæbnet med løveklør og strikkepinde til at stikke øjnene ud på enhver, der vovede at nærme sig!

Det er så pisse uretfærdigt! Pisse hamrende uretfærdigt! Men jeg kan ikke gøre noget ved hverken forsvunden lykke, knuste hjerter eller dødsfald. Jeg bestemmer ikke den slags. Hverken over kærlighed eller død.
Selvom jeg i glimt ville ønske jeg kunne.
For så skulle de få det hele tifold tilbage igen, skulle de, med renters rente - plus en undskyldning og et løfte om at de aldrig skal opleve den slags smerte igen. Nogensinde.

Suk.
Jeg ved det. Vi kan ikke leve det her satans liv uden at vi bliver nødt til at miste. Os selv. Kærlighed. Mennesker, vi elsker. Troen på det gode i andre. Håbet om at smerten forsvinder igen.
Det er fandme brutalt nogengange. At være i live.

torsdag den 18. juni 2015

I øvrigt



  • Hører jeg den her på repeat i dag. Ok, gammel traver, måske. Men den svarer ret præcist til, hvordan det gnistrer under huden på mig lige for tiden.
  • Har jeg tabt mig. En hel del, faktisk. Kigger ned af mig selv, og konstaterer at jeg pludselig kan se mine hofteben igen. Nå, hov? Det var dér I var. Dem har jeg ikke set i flere år... Det er nok dét, som deadline-stress kan gøre ved én. 
  • Bliver jeg smadder irriteret over den her valgkamp. Eller nok mest over tonen. Og over alle de røster, der forsøger at overbevise andre om, at deres stemme er placeret forkert. Jeg er SÅ færdig med at bilde mig ind, at det er min opgave at lave andre mennesker om. Selvfølgelig stemmer jeg (!) - men jeg gider simpelthen hverken blande mig i debatten, eller prøve at pådutte andre mine holdninger. Og det gælder i øvrigt ikke kun valget!
  • Er jeg gået i gang med at læse 'Kunsten at være kvinde' af Caitlin Moran igen. Nok mest i et forsøg på at forstå, begribe, at det der med at turde være sig selv, holde af sig selv præcis som man er,  er en menneske-ting. Ikke kun en kvindeting. Og så fordi hun er hysterisk sjov!
  • Løfter jeg blikket fra al mit strik, og må konstatere, at mine børn faktisk er blevet så store, at de godt kan tåle jeg fortaber mig for en stund.
  • Er Bob startet i børnehave, uden hverken palaver eller pis. Vi troede han skulle køres ind, stilfærdigt og med god tålmådighed - men allerede første dag blev Fyrbøderen sendt hjem igen efter en halv time, og siden har han bare hoppet glad ind ad døren. Altså Bob, ik? Jeg tror sgu at Fyrbøderen hoppe-dage er ovre...
  • Bliver jeg 39 lige om lidt. Jeg glæder mig fandme mere og mere til jeg skal fylde 40. Har hørt rygter om at sexen kun bliver bedre ;-)
  • Aner jeg intet om, hvad jeg skal ønske mig? Seriøst - jeg har ALT. Det skulle da lige være det par Doc Martens jeg også glemte at ønske mig sidste år. Eller året før. 
  • Skal jeg fandme snart til at tjene nogle penge. Jeg har været pisse sur på penge, fordi de er ONDE. Men det er gået op for mig, at penge også er vejen til muligheder. Og muligheder er godt og nødvendigt. Og sjovt. Det modsatte af ondt. Så hvor gerne jeg end vil leve af kærlighed, kage og karma - så er det på tide at få lavet om på mit pengesyn, så der kan begynde at rulle nogen gysser ind!
  • Kage? Hvem sagde kage?
  • Fik vi taget de mest fantastiske billeder til bogen. Det eneste billede jeg ikke er sådan helt tilfreds med er dét af mig. Men hey? Hvis der skal være plads til ét fesent billede, så lad det for min skyld bare være dét - når nu de andre billeder bare er blevet så lækre.
  • Holdt jeg lige præcis en halv dags fri i går, inden Universet serverede endnu en udfordring (i form af en husleje, som jeg faktisk ikke aner, hvordan jeg skal betale pt) i skødet på os. Og sjovt nok går jeg mindre og mindre i panik for hver gang det sker. Jeg tror faktisk jeg er ved at lære det efterhånden. At det ordner sig. For det gør det. Altid.

onsdag den 17. juni 2015

Min egen bindegale makker


Det var en fuldstændig sindsyg dag i går.
Måske ikke udenpå - ude i den virkelige verden.
Men indeni føltes det som om jeg dansede rundt i tylskørt på glødende lava, med en kæmpestor lyserød drink i hånden. Med parapy i, that is! Uden at spilde...

Det var en hektisk dag.
Jeg fløj rundt med strik hængende efter mig i lange baner, og forsøgte at koordinere både fotografen, overblikket, stylingen, frokosten, børnemodellerne, tidsplanen og mit lava-dansende-hjerte.
Glødende. Brændende. Dansende. Jublende. Angstdirrende.
(Der er både billeder og updates fra fotoshoot lige her)

Det er så vildt! Det er det altså.
For i går - i går! - stod jeg pludselig med det hele mellem hænderne og SÅ, hvordan alt dét som indtil nu kun har været luftige fantasier og hemmelige dokumenter på computeren blev til virkelighed, lige dér for øjnene af mig.

Første gang det gik op for mig, at man rent faktisk kunne overveje at lave en bog, var dengang for 1000 år siden, da jeg gik på seminariet.
Min sjælefrænde-veninde og jeg talte om, at det kunne være sjovt at lave en anderledes strikkebog. Vi fandt ideer og inspiration i magasiner, tesktilprøver og på nettet (ja, det var før Pinterest. Endda før Facebook, forstå det hvem der kan! ;-) - og klippede klistrede det hele ind i en notesbog, hvor vi gjorde os mange overvejelser om hvem, der ville synes sådan en strikkebog kunne være sjov at udgive.

Det var så vidunderligt at deles om det. At vi i fællesskab kunne sidde og kigge på den bog, vores fælles drøm, som jo næsten lå der i noterne og føltes som virkelighed.
Det er så trygt og rart, når man har nogen at følges med. Nogen, som kan se det samme som én selv. Nogen, der udfordrer. Motiverer. Anerkender. Står lige ved siden af. Går med.

Men som det ofte sker, så drejede verden en halv omgang. Og der gik tid. Og hun forsvandt.

Jeg har været en del af fællesskabet hele mit liv.
Min barndom har været præget af fællesskabet med min familie, mine søskende. Og da jeg blev teenager fandt jeg fællesskabet sammen med den mand, som jeg senere giftede mig og fik 3 børn sammen med. I min studietid havde jeg fællesskabet sammen med sjælefrænde-veninden. I min skilsmisse fandt jeg fællesskab med andre, hvis situation lignede min egen.
Jeg har et helt særligt, nærende fællesskab med min Fyrbøder. Jeg har online fællesskaber der føles som rigtige ægte veninder, IRL fællesskaber, tætte veninder og netværk, jeg har fællesskab med de dejligste kolleger i både det ene og det andet firma jeg arbejder for. Og så videre. Og så videre.

Fællesskaber.
Jeg næres og drives af fællesskabet. Jeg har brug for fællesskab for at føle mig tryg og elsket og imødekommet. Og for at have et sted at øse noget af al den kærlighed tilbage, som jeg nogen gange synes jeg er ved at flyde over med.

Jeg tror jo - helt grundkerne-overbevisning - at vi i fællesskab kan skabe noget, som er større end det vi hver især kan hver for sig.

Men måske? Måske har jeg været så stædigt insisterende på at ville være 'fælles' om alting, at jeg har glemt hvordan man står selv?
Måske er det en hønen eller ægget - ting. Jeg ved det ikke.

Jeg har været så bange, SÅ bange for at stå selv. Og det er pudsigt, ik? For selvom jeg godt ved jeg kan, så har jeg ikke turde.
Måske også til dels, fordi jeg har været overbekymret for om 'fællesskaberne' ville opfatte det som noget ekstremt egoistisk, noget virkelig u-elskeligt, hvis jeg tillod mig at gøre noget selv.
Jeg tror faktisk, jeg har været så bange for at skulle se mig selv i øjnene, gå vejen selv, at det har været den største blokering af dem alle.

Det var en meget voldsom og stor sorg for mig at miste fællesskabet med min sjælefrænde-veninde dengang.
Hun var min kreative makker. Min bindegale strikke-fabulere-filosofere-vi-gør-det-sgu!-makker. Jeg sagde: "Hey, jeg har en vild idé", og hun sagde "Spejl!".
Jeg tror ikke jeg forstod dengang, hvor omfattende det var. Men jeg tror, at jeg begynder at forstå det nu.
Alle de drømme vi delte. Al den sparring og gensidige udveksling af de faglige eksplosioner, kreative processer og følelser.

Af alle de fællesskaber jeg stod i - så var fællesskabet med hende dét, der kom tættest på 'mig'. Vi lignede hinanden så meget, at det næsten kunne være svært at skelne mellem hendes tanker og mine egne. Hvor hun sluttede og jeg begyndte.
Det var så trygt. Så uendelig lykkeligt. At kunne dele, ligne, hjælpe, støtte sig op ad.
Hun var det spejl, som jeg havde allermest brug for dengang - for at turde kigge mine kreative, vidtflyvende, crazy ideer i øjnene. Det blev nemmere at turde se på, når hun stod der overfor mig og spejelde sig den anden vej.

Men bagside af den slags symbiotisk fællesskab er forblændelsen af, at man intet kan uden den anden. At det faktisk betyder, at man ikke længere kan skelne sine egne tanker og følelser fra den andens. Jeg troede jo ikke jeg kunne selv - da jeg ikke længere havde hende at støtte mig op ad.

Det har taget mig 13 år at komme hertil.
Hvor jeg i går stod og kiggede på at min drøm - MIN drøm, og MIN bog - blev til billeder og virkelighed, lige dér for øjnene af mig.
Det er både meget meget stor stolthed, og en udendelig sørgmodighed der fylder mig.

Jeg tror måske i virkeligheden aldrig jeg bliver helt færdig med at sørge over tabet af hende. Fordi hun fik mig til at føle mig mindre alene i min crazy, vidtflyvende kreative skabertrang.

Men jeg tror også det har været utrolig vigtigt for mig at lære, at jeg godt kan stå selv. At jeg turde gå hele vejen - kun med mig selv som min egen bindegale strikke-fabulere-filosofere-jeg-gør-det-sgu!-makker.
Jo. Jeg er både stolt og sørgmodig i dag.

Jeg vil gerne dele.
Alt, faktisk.
Med dem som har mandsmod og hjerte til at turde dele med mig.
De allerstørste følelser. De crazy ideer. De vidtflyvende, fabulerende, endeløse overvejelser. Afmagten. Vegelsindet. Stemningsskiftene. Kærligheden. Skabertrangen. Glædesrusen. Sørgmodigheden. Usikkerheden og ukueligheden. Det hele.

Men jeg tror det har været så utrolig vigtigt, så utrolig sundt for mig at lære, at min vigtigste makker - er mig!

søndag den 14. juni 2015

Det bedste karakter jeg nogensinde i mit liv har fået


Det er crazy days.
Jeg er sindsygt langt forbi grænsen for, hvor min komfortzone befinder sig. Sindsygt lang forbi.

Jeg tror ikke jeg har haft det så vanvittigt siden jeg engang for 100 år siden skulle til min allerførste eksamen på seminariet.

Jeg havde klare mig ret godt op gennem folkeskolen. Ret godt, faktisk. Var ikke specielt i tvivl om, at selvfølgelig var der ting, jeg ikke var nær så god til som andre, men der var altså en del, som jeg forstod, og var i stand til at gøre rigtigt.

Men så startede gymnasiet - og af virkeligt uransagelige årsager havde jeg valgt en matematisk linje. Ja, doh?! Om jeg forstår, hvad der gik gennem hovedet på mig dengang?
Og desuden fik jeg en kæreste halvvejs inde i 2. g - som boede i den anden ende af landet.
You do the math... (for det gjorde jeg fandme ikke dengang!):
Jeg brugte hele min gymnasietid på at fjolle rundt med ham københavneren, og ikke særlig meget på hverken det faglige eller sociale liv dér, hvor jeg var.

Resultatet blev en virkelig elendig studentereksamen. Virkelig elendig!
Faktisk så elendig, at jeg op til de sidste eksaminer i 3. g måtte regne og kalkulere med, hvilke karakterer jeg skulle have i de sidste fag, for overhovedet at få huen på.
Jeg klarede mig igennem med nød og næppe. Gennemsnit på 6,8. Jeg tror, jeg må være den eneste matematiske student i danmarkshistorien med et solidt 03 i matematik?!

Det fik lov til at kravle rigtig meget ind i min bevidsthed, dengang. At jeg var elendig til at gå til eksamen, at jeg ikke duede til at gå i skole. Jeg tror faktisk, at jeg endte med at fortælle mig selv, at det var løgn, dét der med at hovedet var skruet bare sådan nogenlunde på mig.

Der gik en del år, før jeg overhovedet gad (turde?) forholde mig til at tage en uddannelse.
Jeg startede på læreruddannelsen et par år efter jeg blev student, men sprang fra igen inden det blev for alvor alvorligt.

Men så begyndte det alligevel at trække i mig.
Jeg ville gerne mere. Vide mere. Forstå mere. Udvikle mig.

Og da jeg startede på seminariet skete der noget virkelig ufatteligt:
Lige pludselig gik det op for mig, at jeg ikke bare var god til at studere - men jeg var virkelig, virkelig god til at studere.
Alt dét faglige stof, som jeg troede ville kede mig. Alle de fag, jeg troede jeg for dum til at forstå. Al den debat og studiearbejde, som jeg troede jeg ville hade. Jeg ELSKEDE det.

På første år skulle vi til eksamen i mit yndlingsfag hos min absolutte all-time yndlings-underviser.
Og lige dér besluttede jeg, at jeg ville bryde med min egen historie, og score den bedste karakter man overhovedet kunne.
Ikke for nogens skyld. Hverken min mand, mine børn, mine fremtidige elever, min lærers skyld eller noget som helst. For MIN skyld.

Jeg ville edderbroderme bevise overfor mig selv, at jeg havde taget fejl af mig!

Jeg husker det stadig helt vildt tydeligt. Emnet jeg læste op på. Opgaven jeg skrev. Alle mine argumenter.
Jeg begravede mig i fagligt stof og fulgte efter de mest usansynlige spor, der kunne lukke endnu mere op for det emne, jeg skrev om. Jeg blev fuldstændig opslugt. Betaget. Dybt fascineret af, hvordan meningen med det hele bare lå lige dér i bøgerne og ventede på, at jeg skulle finde mønsteret og sætte det sammen.
Dén følelse havde jeg aldrig-aldrig haft nogensinde før.
Jeg kunne SE det. Jeg kunne se, hvordan det hele foldede sig ud lige dér foran mig i alle de mange forskellige bøger og artikeler, der lå spredt ud over bordet. Det eneste jeg skulle var bare at samle dem op, og sætte ord på. Mine ord.

Jeg tror faktisk - hvis jeg lige lukker øjnene og graver lidt i hukommelsen - at jeg endda stadig kan huske i hvilken rækkefølge argumenterne skulle falde inde ved eksaminationen.
Jeg kan huske at yndlingslæreren et par uger inden eksamen sagde til mig, at han ville gå i flæsket på mig derinde, fordi han gerne ville hjælpe mig med at komme helt derud til kanten - og over.
Jeg kan huske, at jeg endda tog tid på mig selv - stillede et minutur på lige præcis det antal minutter eksamination skulle vare, og så stillede jeg mig under bruseren og sagde alle mine argumenter højt ud i vandet, for at teste om jeg kunne nå at få det hele med på den afmålte tid.

Jeg fik 13. Mit første 13-tal nogensinde. Det bedste 13-tal jeg nogensinde i mit liv har fået.
Ikke for nogens skyld. Hverken for min mand, mine børn, mine fremtidige elever, min lærer eller nogen som helst.
For MIN skyld!

Det er præcis den samme følelse jeg sidder med i disse dage.
Det hele folder sig ud - crazy, vanvittigt, opslugende, betagende - lige dér foran mig. I garnenderne, de pædagogiske overvejelser, formidlingsspekulationerne, strikkefasthederne, exelarkene og materialevalgene lige dér på bordet foran mig.
Min opgave er at samle alle enderne op, og sørge for at finde mønstrene og sætte dem sammen. Jeg kan SE det!
Og nu er slutspurten sat ind. Jeg er ved at sætte ord på. Mine ord.

Det er crazy, crazy, crazy days!
Jeg har de mest fantastiske mennesker omkring mig, der ikke bliver bange for hverken alle de sindsyge følelsesudsving eller at jeg fortaber mig for omverden.
Fyrbøderen er intet mindre en magisk vidunderlig, og helt seriøst - jeg kan INTET uden hans tro på mig, anerkendelse og kærlighed.

Der er ikke nogen, der skal give min bog karakter. Heldigvis.
Den skal leve sit eget liv, når jeg lige straks slipper den ud i verden.
Jeg ved godt, at den også kommer til at blive målt og vejet - og jeg ved faktisk ikke endnu, hvordan jeg kommer til at have det med det.

Men lige nu er det mest følelsen fra dengang, der fylder mig:
Jeg KAN fandme dét her. Og i virkeligheden er resultatet kun halvdelen af den her proces. Det er hele min vej herhen, der er den anden halvdel.
Det her er min bog. For min skyld. Også for en masse andres skyld: for min mands skyld, mine børns skyld, mine fremtidige elevers skyld.
Men allermest for MIN skyld.
Og jeg giver mig selv 13. Lige hér. Lige nu.

Og så kan tirsdag og fotoshoot ellers bare komme an. Jeg er klar!



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...