lørdag den 18. oktober 2014

LYT!

”Hun kalder på ham!”

”Hvad mener du?”

”Hun kalder på ham. Lige nu. Jeg hørte det.”

Jeg kan næsten ikke stå stille. Hele min krop bobler af en indestængt latterenergi, og jeg har lyst til at hoppe og danse for at få det ud. Ud af systemet. Ud i verden. Ud i virkeligheden. Ud til dig. Jeg har lyst til at dele det med dig.

”Luna?” Nu smiler du også. ”Det er Luna du mener, ikke?”


”Hun kalder på ham. Hun lyder så glad, og hun kalder på ham. Hun kommer hjem nu. Det lover hun.”

onsdag den 15. oktober 2014

Bob, din røver



'














16 billeder.
Er det for meget?
Bare lige lidt?

Jeg kan ikke gøre for det. Men han er SÅ LÆKKER, den dreng. Jeg kunne æde ham i én mundfuld, simpelthen bare fordi han er så blød og dejlig og mild og glad og hysterisk og fjollet og stædig og kærlig. Alt sammen på én gang.
Han er lavet af chokolade og kærlighed. Og han véd det.
Han kan sno os alle sammen om sin lillefinger. Og han véd det.

Gode, milde, smukke, dejlige, glade Bob.

tirsdag den 14. oktober 2014

Om at blive set for dén man er...



Og sådan ser man altså ud, når tager tilløb til at gøre dét som man troede ville få hele verden til at implodere, og hjerne til at bryde sammen i små flager, som - puff - ville forsvinde ud i vinden og intetheden.

Kom nu, Trine. Du kan ikke bare sidde dér og stirre ordene perfekte. De bliver ikke bedre nu, og hvis du tror, de skal være de smukkeste ord et forlag nogensinde har set, så får du aldrig sendt den mail.
Kom nu. Gør det nu bare. Vi holder dig.

Det var stemmerne fra de smukke, nærværende kvinder fra Hjertebanken der talte i mine tanker.
Og lige ved siden af mig stod hun - hende, som sagde dét der til mig om at holde min kæft eller gøre noget ved det.



Sådan et øjeblik skal foreviges, sagde hun. Så det gjorde hun.

Lige her. Lige her. Klikker jeg på send.
Og fordi jeg gik i panik og baglås, så sørgede min dejlige veninde for at danse en jubeldans for mig. Og da jeg stadig var i panik og baglås, så dansede hun sgu lige én mere. Og gav mig et knus. Og råbte hurra.

Og jeg døde ikke. Verden står (vistnok?) stadig. Min hjerne er (vistnok?) stadig intakt.

Mail til et forlag. Med et forslag til den børnebog, som Karina og jeg har gået og puslet med.

Bogen handler om at finde sine egne rigtige farver.
Den handler om at blive ked af det, når man får kritik. Om at ville gøre så mange mennesker glade på én gang, at man til sidst glemmer, hvem man selv er.
Men den handler også om håb. Om at blive set, for den man er. Og om at ville anstrenge sig for de rigtige menneskers skyld.
Dem, som får én til at føle sig smukke.

Illustration af Karina Bækkelund

Tingenen hænger sammen. Som altid. Selv, når jeg ikke ser det.

Og mailen er faktisk allerede besvaret. Der tænkes i den anden ende.
Det er til gengæld slet ikke svært - for nu er det ude af mine hænder. Jeg har gjort, hvad jeg kunne.

Og verden står stadig. Tak fordi I holdt den for mig!

tirsdag den 7. oktober 2014

Forunderlige oktober



Og så blev det oktober.
Rørende, skræmmende, foruroligende, forunderlige oktober.

Oktober 2011 trådte jeg ud i mit liv som selvstændig. Og blev gravid.
Oktober 2013 fik jeg et spark i sjælen, da det der blogindlæg indhentede mig som en boomerang.

Og oktober 2014 er ingen undtagelse. Hvorfor skulle det i øvrigt også være anderledes i år? Alligevel har jeg har ventet med tålmodig bekymring og spænding på om oktober mon ville dukke op i år?

Men vi tyvstartede oktober allerede i september. Og i august. Måske også lidt i juli. Og resten af året.
Oktober er ikke længere et kryds i en kalender - oktober er blevet en grundklang i mit følelsesregister.
Lyttende, nysgerrig.
Parat til at hilse på efterårssolens lyssætning, der kaster så skarpe skygger, at man kan skære sig på dem.

Jeg ved godt, hvad der er på spil. Nu opdagede jeg det - endelig.
Oktober er kærlighed.


lørdag den 4. oktober 2014

Fyrbøder

Ved siden af mig sidder han i min sofa uden at blinke, målløs, åndeløst, bevægelseslammet mens hastigheden pludselig blev ændret fra kaos til uendelig.
Han lokker mig drillende så langt ud over kanten for normal, at ord ikke rækker.
Han bærer mit lys, han puster til flammen.
Han puster forsigtigt til mig, og jeg vælter med et kæmpetyst brag af hengivenhed.

Han spørger mig hvad lykken er, og jeg svarer 'nu'.
Jeg spørger ham hvad meningen er, og hans svar er 'nu'.

Han er den blinde plet for mit øje, der gør det umuligt for mig at stille skarpt. Han er den nærende ilt der luftigt, klart, blidt, mildt bærer mig på hænder og fødder.
Han er mine 70.ooo favnes fnisende hybris!

Han er fyrbøderen, der sætter mine historier fri.
Han åbner lugen ind til de ulmende gløder og pusler ganske nænsomt om flammen. Lægger brændet omhyggeligt tilrette og vogter med nidkærlig omhu at ilden tager ved, men ikke tager over.

Han er min bonderøv. Min tidsrøver. Min hjemstavns-floskel.
Min Horisontudvider. Min Livsnyder. Min Ærlighed. Min blide Vedholdenhed. Min upbeat Rolighed. Min insisterende Overraskelse. Min Fakkelbærer. Min Fyrbøder.

Min.


Ordene her skrev jeg for snart 5 år siden. Intet og alt er det samme. 
Jeg ville skrive præcis det samme, hvis det var i dag ordene skulle falde. 
Jeg har ingen og alle ord til at beskrive hans kærlighed. Han gør mig svimmel og ør af lykke.

tirsdag den 30. september 2014

15 shades of I Love You

Jeg elsker dig.

Virkelig. Det gør jeg.
Men jeg hører også alt det, du ikke siger, når du siger det.

Tænk, at blot 3 ord kan indeholde tirader af betydninger. De samme tre ord i præcis den samme rækkefølge. Gang på gang.
Med en ny betydning, for hver gang det blev sagt.

Jeg elsker dig.
Gør du?
Hvad betyder det? Virkelig?



Jeg elsker dig.
Farvel og undskyld. Jeg er lige på vej ud af døren, og jeg ved godt vi ikke har fået talt sammen her til morgen, fordi der skete tusinde ting på én gang.

Jeg elsker dig.
Faktisk ved jeg ikke om jeg elsker dig. Men jeg vil helt vildt gerne knalde dig. Må jeg nu?

Jeg elsker dig.
Jeg er skidesur på dig, og jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal få det sagt. 

Jeg elsker dig.
Ti stille! Bare TI STILLE!

Jeg elsker dig.
Godnat. Jeg orker altså hverken at snakke eller knalde.

Jeg elsker dig.
Hvis jeg nu siger det, holder du så op med at græde? 

Jeg elsker dig.
Hold kæft, hvor gør du mig glad lige nu.

Jeg elsker dig.
Ja. Jeg ved godt jeg gjorde det modsatte af, hvad vi havde aftalt, og du har god grund til at være tosset på mig. Men kan du ikke se, at jeg gjorde det for din skyld... 

Jeg elsker dig.
Hmm. Hvad siger du? Hmmmm.... vent lige... hvad?... Undskyld, hvad sagde du?.... Mnnnn.... ja-ja.

Jeg elsker dig.
Du må ikke gå. Nej, vent - bliv her. Nej nej nej, du må ikke gå fra mig. Jeg er rædselsslagen for at være alene.

Jeg elsker dig.
Lad være med at brokke dig. Kæft, hvor er du utaknemmelig. Du er heldig, at du overhovedet har mig.

Jeg elsker dig.
Kan vi ikke nok snakke om noget andet end mig nu? Jeg kan ikke lide, at du kigger på mig på den måde, som om jeg ikke er god nok. Se, jeg elsker dig. Er du så ikke glad igen nu?

Jeg elsker dig.
Tak for at minde mig om, at jeg intet ville være uden dig.

Jeg elsker dig.
Vil du ikke nok holde om mig, og sige det så jeg kan mærke du mener det?

Jeg elsker dig.
Jeg. Elsker! Dig.

søndag den 28. september 2014

Leap of faith



Det er lige præcis så hjerteskærende udfordrende og godtgørende, som jeg havde forventet.
Coachforløbet. Hjertebanken. 

Mange af de følelser der dukker op føles umiskendeligt som dem, jeg mærkede da jeg havde det allerværst, var allemest sårbar, depressiv, forvirret og ulykkelig.
Det skræmmer mig af helvede til.

Men når jeg kigger på dem, følelserne, så kan jeg godt mærke, at de er anderledes. Jeg er anderledes. 
Jeg er ikke bange for, hvad de gør ved mig. Helt fysisk mærkes de anderledes. 
Knap så skarpe. Knap så farlige.
Jeg genkender angsten og bekymringen, men opfatter samtidig meget klart, at de ikke vælter mig omkuld og sparker løs på mig, mens jeg ligger ned. 
Ikke denne gang. Det får de ikke lov til.

Det er nemlig mig, der selv har valgt at gå derhen denne gang. 
Jeg har selv taget springet. The big leap of faith - i mangel af en bedre formulering på dansk.

Jeg har følt mig så mega blokeret i lang tid efterhånden. Haft svært ved at finde ordene, og når de endelig kom, har jeg ikke haft modet til at gå med dem - hele vejen. 
Jeg har været uhørt kritisk overfor mig selv. Talt grimt om dét jeg har skrevet til mig selv. Kritiseret og rakket ned. Peget på alle fejlene, rystet på hovedet over hvor ligegyldigt det har været. Sammenlignet med ting, jeg tidligere har skrevet og peget alle de steder ud, hvor jeg i hvert fald ikke har ramt den samme nerve, den samme intensitet. Sammenlignet med alle andre, der skriver - og peget på alt det de kan, som jeg bestemt ikke kan. 
Det er rædselsfuldt at have det sådan, skulle jeg lige hilse og sige.
Og jeg har været hunderæd, for at den der indre kritiker måske havde ret. 

Til sidst blev det faktisk sådan, at jeg ikke engang fik ideerne til at gnistre - for selv en idé kunne jeg tale  langt ned under gulvbrædderne.

Jeg leder stadig efter en logisk forklaring på, hvad det er som har blokeret mig, og flyttet mit mod til at skrive (og være) ægte, ærlig, autentisk.
Jeg kan ikke finde en enkel forklaring. Lige nu øver jeg mig i at acceptere, at der ikke nødvendigvis behøver være en enkel forklaring - men at det bare er sådan tingene er. 

Men jeg nægter at acceptere, at det skal blive ved med at være sådan. 
Den virkelighed vil jeg ikke bare lade stå uimodsagt. Sgu!
Fyrbøderen sagde noget til mig i går, som virkelig rystede mig - på den der måde, man kun ryster, når man føler sig utrolig set og anerkendt.
Han sagde: "Trine, du flygter jo ikke fra tingene, ikke engang når de gør ondt. Når du får et slag, så dukker du dig ikke - tværtimod, du bliver jo stående og tager imod, og læner dig oven i købet direkte ind i det."

Han har ret. Og det er derfor jeg bliver nødt til at skrive igen. 

Den mur der er vokset frem foran mig er lige så høj som den er bred. 
Jeg kan gå og gå til begge sider, uden at finde en vej udenom den. Jeg kan ikke grave mig under, og jeg kan ikke hoppe over den.
Jeg har forsøgt (og guderne skal vide, at jeg har forsøgt!) at løbe den frontalt ned, den ene gang efter den anden. Igen og igen har jeg knaldet hovedet direkte ind i den.
Men sådan en mur kan simpelthen ikke løbes ned, uanset hvor mange gange jeg prøver.
Så nu bygger jeg en stige i stedet for. 
Jeg kan ikke bygge den alene, så meget blev klart for mig - og holdnuop, hvor kan jeg allerede mærke, at coachforløbet sætter det byggeri i gang.

Og så... så sker der ting, som lige præcis sker på de helt rigtige tidspunkter.
Jeg er holdt op med at spørge hvordan det hænger sammen, for det gør det bare.

Så i går mødtes jeg med en virkelig talentfuld og superinspirerende illustrator, som for noget tid siden fik lov til at læse én af de historier jeg har skrevet. Og med i lommen havde hun to fantastiske billeder - af min fortælling. 
Hendes smukke illustrationer ramte mig lige i hjertekulen.
Historien handler nemlig om at blive set, som den man er - og turde vise sine sande farver. 
Jeg skrev den for et stykke tid siden, da jeg sad og slog mig selv i hovedet med alt dét, jeg ikke synes jeg kunne, og alle de ord jeg ikke mestrede. 
Det kostede mig meget mod i det hele taget at vise hende historien, og alligevel har hun ramt den så fint og så inderligt med sin streg.

Jo, måske virker det bedst at kalde det et leap of faith.
For jeg glemte muren for en stund, og sprang ud i noget, jeg ikke vidste hvad var. Og nu sidder jeg med en illustreret historie i hænderne, som fortjener at blive holdt af og læst - fordi den allerede virker. Især på mig.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...