onsdag den 30. marts 2016

Mols - here we come...


Nå ja.

Så købte jeg i øvrigt lige et sommerhus. Sammen med mine søskende.
Hele den anarkistiske kokklan om ét sommerhus - det bliver sjovt, gør det.

Vi har snakket om det i hundrede år, Fyrbøderen og jeg.
Hvor vi skulle 'gøre af os selv', når vi engang om føje år endlig er færdig med at betale af på gammel gæld, og måske rent faktisk får råd til at eje noget.

Vi troede i lang, lang tid at vi gerne vil købe et hus til den tid.
Men vi kigger os omkring, og får pludselig øje på, at de eneste der er tilbage i storfamilien til den tid er os to gamle - og Bob. Resten af flokken vil være i fuld gang med at leve deres egne liv.
Og hvad skal vi så med et stort hus, med værelser nok til alle?

Næh, jeg tror vist vi er lejlighedstyper for real.
Vi elsker vores lille skæve lejlighed, heroppe under himlen. Vi har boet her i 3 år nu. 3 år? Tiden flyver afsted - og vi er vilde med lyset heroppe, hvor vi bor lige midt i alting, og alligevel så mange etager over niveau, at ingenting rigtig rører os heroppe.

Men havehunger har der været en del af.
Vi har kigget på kolonihaver. Og byhaver. Og flere kolonihaver. Og sommerhuse. Og flere kolonihaver.

Men sådan - lige pludselig - ud af det blå dukkede løsningen op i form af min meget kærlige og generøse Bonusmor, der gerne ville hjælpe hele sin kæmpsestore børneflok med at skabe rammerne for et fælles sted.
Det tog mindre end 14 dage fra ideen blev født til vi kunne skrive papirerne under.
Nok sætter vi pris på vide rammer og en vis anarkistisk frihed i min familie. Men vi er knagme effektive, når der er noget, der skal gøres!
Så nu ejer vi sgu et sommerhus i fællesskab.

Eller... hus og hus er måske så meget sagt.
Ved første øjekast er det mest af alt en samling småskæve skure på et ret tilgroet grund.

Vi brugte et par dage derude i påskeferien, og forunderligt nok, så dukker der et vaskeægte og superlækkert sommerhus frem, når man får skrabet de øverste lag af skidt og alger væk.

Det bliver en perle - og vi kommer til at bruge så meget tid derude, alle mand.
Og på den måde giver det hele alligevel så fin, fin mening med at bo lige her under himlen, og have et sted på landet, hvor vi kan stikke af og makke i noget, og være sammen hele flokken.

Vi leder stadig efter det rigtig navn til vores sted.
Min kløgtige søster foreslog 'Alkohøj', fordi det er en sammentrækning af alle vores efternavne.
På én eller anden måde virker det navn bare allerede totalt godkendt, men jeg ved ikke om det får lov til at bestå i længden. Selvom... prøv lige og smag på det... 'Alkohøj' er det sejeste navn til et sommerhus!

Nu skal det bare lige blive lidt mere sommer - helst i en fart, ik!?



fredag den 18. marts 2016

Mor-syg



Det må være svært at være tre år, tænker jeg tit.
Bob er både stor og lille på samme tid. Kan ingenting og alting selv. Vil det hele og alligevel ikke. Synes selv han forstand på verden og ved bedst, men kan alligevel blive væk i vores egen lejlighed.

3 år. Det er en tough tid.
Måske er det derfor han lider af den altfortærende mor-syge for tiden. (Også for tiden...)

Intet virker, hvis ikke mor er med. Jeg skal se ham spise, jeg skal putte sammen med ham når han sover - og helst i de voksnes seng, jeg skal hente, jeg skal lytte til alt hvad han har at fortælle i løbet af en dag (og det er altså ikke så lidt endda!) - og jeg skal holde ham i hånden mens han skider. Hvis han selv fik lov til at bestemme.

Jeg tror måske jeg har haft små børn i for mange år til at det hidser mig op.
Undskyld Bob, jeg synes du er verdens mest vidunderlige 3-årige, og jeg elsker dig op til månen og tilbage igen - men de dage, hvor jeg gider holde nogen i hånden, når de går på toilettet er altså ovre.

Tror sgu jeg er blevet for gammel til det her pjat. Det var sjovt nok, da jeg var 23 og sprængfyldt med energi til at klatre i træer og være på hele tiden.
Men helt ærligt - jeg er nok bare blevet lidt for magelig? Eller for gammel? Måske er det i grunden ét fedt.

Men det er Bob (heldigvis?) ret ligeglad med, han stiller de præcis samme krav om nærvær som en hvilken som helst 3årig gør, uanset om jeg gider eller ej.

Og det er det vidunderlige ved at have en 3årig i huset - jeg bliver trukket op af min magelige sofa og bedt om at være tilstede konstant.

Lidt mindre holden i hånd ude på toilettet, tak. Men ellers er det sgu ret ok at have en 3årig. Pånær når jeg eksploderer af 'AAAARGGGHHH' og irritation over at være PÅ konstant.

Det værste ved at have så mange børn, at jeg efterhånden ikke gider hidse mig op over den her slags ting er, at jeg jo ved det går over.
Jeg bliver irriteret i dag over at han kræver så meget af mit nærvær hele tiden. Men i morgen er han væk. Ude i verden. Igang med sit eget liv.

Jeg ser det udspille sig for øjnene af mig i den øvrige børneflok.
De er store og små på samme tid. Kan alting og ingenting selv. Vil det hele, og vil alligevel ikke, når det kommer til stykket.

Men morsygen er forsvundet. Jeg er ikke længere inviteret med, og det er som det skal være.
Alting har sin tid, også morsyge.

torsdag den 17. marts 2016

8 år er lang tid at savne


Hej far.

Jeg drømte om dig.
I lang tid, i mange mørke nætter drømte jeg om dig.
I begyndelsen, da alting var sort og tungt, drømte jeg at du var syg. Du lå i din seng. Jeg kunne ikke hjælpe dig, og i mine drømme råbte du om hjælp bagved mure af glas, hvor jeg kunne se din mund og din angst, men ikke høre dine ord.
I de drømme var du så tynd og lignede ikke min rigtige far, og jeg vidste du ville smuldre, knække midt over, hvis jeg rørte ved dig, eller forsøgte at tale til dig.

Og endelig, en ny nat drømte jeg en anden drøm.
Vi hoppede. Højt. Meget højt. På en kæmpestor trampolin. Dig og mig.
Du hoppede så højt, at jeg blev bekymret, men du lo og du lo så skægget bølgede, og holdt dig på maven af grin. Og så rakte du mig hånden og viste mig, hvordan man skulle gøre.

Jeg troede i lang lang tid, at jeg snakker med mig selv, når jeg snakker med mig selv.
Men jeg har opdaget at jeg snakker med dig.
Jeg fortæller dig alle de ting, som du godt ved, og som du aldrig vidste.
Og stiller dig alle de spørgsmål, som jeg ville ønske jeg kunne få svar på.

Jeg savner dig så hårdt, at jeg nogengange tror, at min sjæl slår sprækker af det.
Men du ligner igen min rigtige far, når jeg drømmer om dig. Både i mine nattedrømme, og resten af tiden.

mandag den 14. marts 2016

Til gengæld var den næsten dobbelt så dyr...


Damen i Matas kiggede på mig, med sit krystalklare falkeblik, diskret omkranset af douchede pasteller og en knicskarp eyeliner.

Jeg kunne næsten mærke, hvordan porerne i min hud trak sig sammen af bare forskrækkelse, og jeg overvejede om det mon ikke var ansigstbehandling nok i sig selv, at blive underkastet hendes kritiske blik.

Den formfuldendte mund løftedes let i den ene side, og de perfekt optegnede læber krusedes til et næsten usynligt smil.
Jeg var pinligt opmærksom på, at hun nåede at løbe hele mit ansigt over med blikket, i løbet af det splitsekund hendes smil varede.

"Jeg tror du vil blive glad for denne her i stedet", smilede læbemunden uden øjne og rakte mig en lillebitte krukke med creme. "Den er til den lidt mere.. modne... hud".


fredag den 11. marts 2016

Episk shit kender ikke til banaliteter



Rumors.

Amazing plade!

Sidder og lytter til den her, fredag eftermiddag med forårssol i øjnene, og mine drenge, der slænger sig i sofaen.

Det er en virkelig lækker plade. Virkelig lækker.
Totalt anmelderrost og på alle lister over 'Plader du skal høre, inden du dør' - og den slags.

'Rumors' er sådan en af de ting, som jeg ville ønske jeg havde skabt.
Tænk, at kunne skabe noget så sublimt. Noget, som eftertiden betegner som et episk, skelsættende, tidstypisk og banebrydende værk.

Det må være en vild følelse, når man opdager det. For sådan noget vil man aldrig opdage i fødselsøjeblikket, men først blive i stand til at se retrospektivt.
(Og heldigvis for det, egentlig. Ellers ville mit ego helt sikker stikke voldsomt af med mig...)

Men 'Rumors' er et besynderligt album.
Den blev skrevet og indspillet mens diverse bandmedlemmer lå i skilsmisse fra hinanden på krysd og tværs.
Og desuden kogte de omkring i kokain-tåger.

Jeg spekulerer virkelig over det, mens jeg sidder her og lytter.
Hvordan gjorde de det?
Og ikke mindst - hvorfor?

Hvorfor blev de ved? Hvorfor stod de op hver dag og gik i studiet. Øvede. Inspillede.
Hvor fik de energien fra? Hvad var det for et flow de var i?

Jeg forsøger at forestille mig, hvordan det må have været.
Sidde der og øve præcis de samme numre, igen og igen og igen. Tage dem om. Finde på nye muligheder, nyt materiale.
Igen og igen og igen - og det sammen med blandt andet det menneske, som du er ved at blive skilt fra.

Havde det ikke været nemmere at give op?
Hvad fik dem til at blive ved?

I en vanvittig kaotisk situation, hvor alting har sejlet rundt - hvad i alverden har så fået dem til at blive. Fortsætte med at gøre det de gjorde. Spille videre. Skrive videre.
Kokain-skæve og skilsmisse-frustrerede - og alligevel skabte de et af 70'ernes mest fantastiske albums.
Et album, der er gennemarbejdet, godt håndværk. Lyrisk skarpt og ørehængende melodisk.

Og på ét eller andet tidspunkt har de besluttet sig for at udgive den plade, selvom de måske har tænkt at det var den sidste de skulle lave.

Det tænker jeg godtnok også en del over.
Jeg synes selv jeg har svært ved at ’sige farvel’ til mine projekter – mine hjertebørn – selvom jeg hverken er skilsmissefrustreret eller knokkelskæv.

Hvornår er et værk færdigt? hvornår er det klar til at forlade kunstnerens hænder? 
Hvornår er kunstneren nået så langt med sit værk, at hun trækker vejret dybt ind og siger: Nu. Nu er det færdigt.

Trampedach sagde: Et billede bliver aldrig færdig – men på et eller andet tidspunkt holder jeg bare op med at male mere på det.

Fleetwood Mac har velsagtens haft det på samme måde – kaos eller ej? 
På et eller andet tidspunkt har de besluttet, at nok var nok – og udgav.

Det er svært at afslutte ting.
Én ting er at give slip på dem – men det er en helt anden og meget værre/større følelse at sende noget af sig selv ud i verden, og lade det leve sit eget liv.
Vil det blive godt modtaget. 
Kan modtageren lide det, eller hader de det? 
Vil jeg fortryde at jeg sender det ud nu, og ikke først lidt senere, når jeg har gjort lidt mere ud af det. Eller måske først endnu senere – så kan jeg nå at gøre det perfekt, inden det skal ud og møde verden og vurderes.

Hmmm.
Måske er det faktisk lige præcis dér forskellen ligger. 
Det er måske bare nemmere at sende sit hjerteblod ud i verden, når man er skrællet ind til knoglerne af følelse-orkaner og heftige mængder kokain.

Måske? Jeg ved jo af gode grunde ikke hvad de tænkte, dengang i 77.

Men jeg tænker over det, når jeg sidder og lytter til min vinyl, her knap 40 år senere.
De skabte noget vigtigt - noget, der betød noget for dem selv - selvom de stod midt i et kaotisk virvar.
Og jeg sidder her, knap 40 år senere, og synes stadig det holder. 
Teksterne, musikken, opsætningen, gennemslagskraften.

Gad vide om jeg nogensinde kommer til at skabe noget, som andre vil sidde og kigge på om 40 år og tænke: Gad vide, hvad hun tænkte?

Man kan aldrig vide, om det man skaber kommer til at holde i 4 dage eller 40 år.
Uanset om man er musiker, forfatter, håndstrikker, mor eller billedkunstner.

Jeg tror ikke vi skaber for fremtidens skyld.
Jeg tror vi skaber for vores egen skyld. For nutidens skyld. 
For at kunne holde ud at være lige præcis midt i det liv der leves lige nu, formoder jeg.

Skilsmisser, kokain eller bare ganske almindelig hverdag.

Episk shit kender ikke noget til den slags banaliteter. 

Og det er jeg sgu i grunden ret glad for. 
Så kan jeg nemlig sidder her i forårssolen og lade mig rive med i tankevirvar over en 40 år gammel udgivelse, og håbe på, at noget af det jeg skaber giver mening, der hvor det skal. 

onsdag den 9. marts 2016

Nøgen!


Jeg har flået tøjet af min blog og efterladt den bar, ømskindet og helt nøgen.

Ingen grafiske lag på lag.
Ingen kurvede visuelle gevanter.
Ingen skjulte agendaer.

Kun ord.

Sådan blev den tænkt i sin tid, da den blev skabt.
Ren, stærk, ærlig og enkel i sit udtryk. Intet at gemme sig bag, og intet til at pynte på sandheder

Kun ord.
Nøgne ord, ærlige ord.
Mine ord.

mandag den 7. marts 2016

Alt er godt.


Fordi jeg følte mig så taknemmelig og lillebitte og stolt og glad og lykkelig over alt det hele.
Alt det vi får lov til at være en del af. Alle de mennesker, som vi får lov til at kende og holde af. Børnene, som bliver så store, at det næsten er ubærligt.
Al den kærlighed, der fylder vores liv. Mulighederne. Det hele.

Det ramte mig fuldstændig rent, som jeg lå der i går.

Så jeg lå med min kind mod hans bryst og tudede ned i hans armhule, mens han mumlede ae-ord i mit hår.
Lykke-tud.
Lykkelig.