torsdag den 28. august 2014

Lad der blive lys


Jeg er skabt til at skrive. Det er sådan det er.
Det er meningen, at jeg skal sætte ord på. Forklare verden. For mig. For børnene. For dem, som gider lytte, og måske kan finde mening i mine ord - selvom jeg ikke altid selv kan.

Jeg har altid skrevet. 
Faktisk kan jeg ikke huske verden, før den blev fyldt med ord?
Jeg har altid beskrevet verden med ord. Mange ord, store ord, små ord, stille ord, grimme ord, smukke ord. Men altid med ord.

Ord er et stærkt redskab, hvis man forstår at bruge dem.
I biblen blev hele verden (intet mindre) skabt med ord. "Lad der blive lys", sagde Gud - og så blev der lys. Ord er magtfulde, pragtfulde og fulde af muligheder.
Men ord kan også være begrænsende - fordi de stadig bare er ord.

Jeg tror efterhånden jeg er ved at være dér, hvor jeg tør stole på, at jeg behersker ordene. At de lystrer mig. Beskriver dét de skal, på den måde jeg synes er rigtigst.

Men jeg er stadig meget ærefrygtig over ordene, og den virkelighed de skaber.
Der er mange følelser på spil, når jeg sætter ord på.
Jeg spekulerer meget over ikke at såre med mine ord. Jeg spekulerer meget over ikke at skubbe mennesker fra mig med mine ord. Jeg spekulerer altid meget over, hvordan jeg kan balancere min (egoistiske) trang til at skrive - og samtidig stole blindt på, at jeg stadig er elsket.

Jeg spekulerer i det hele taget meget. I ord.
Lange tirader af sætninger flyder gennem mine tanker hvert minut af mine vågne timer.
Det jeg kan med ord, når jeg er bevidst - kan jeg desværre ikke nær så godt, når jeg giver slip og blot lader tankeordene flyde.
Den virkelighed mine ubevidste ord skaber, er ikke altid et særlig rart sted at befinde sig. For mig.

Jeg har indset, at hvis jeg nogensinde vil gøre mig forhåbninger om at få mine indre og ydre ord til at spille sammen, så må jeg gøre noget.
Jeg skal have hjælp til at finde sammenhængen. Jeg skal have et puf i ryggen til at stole på, at dét jeg skaber med mine ord er godt. At jeg er god nok. Med ord.

Så det har jeg gjort - eller rettere; jeg har taget tilløb til at gøre noget ved det.

Jeg hørte engang om et par, der gik i parterapi når de havde det vildt godt med hinanden - simpelthen for at komme konflikterne i forkøbet.
Det giver god mening.
Det er når man har det rigtig godt, at man har overskud til at tage sig af skjulte udfordringer.

Det bliver et temmelig ordrigt efterår, kan jeg mærke. På den gode, konstruktive måde.


fredag den 22. august 2014

Samme manege. Nye artister.




Nogle gange har jeg det som om, jeg er med i et cirkus, der opfører præcis den samme forestilling igen og igen og igen - men bare med nye artister, efterhånden som de gamle bliver skiftet ud.

Samme manege, samme numre - bare med nye artister.
Det er stadigvæk den samme snurrende angst i maven, når de unge artister kravler op i trapezen og laver hvirvlende vovestykker. Det er stadig den knivskarpe følelse af bekymring, når løvetæmmeren går ind i buret, og sætter rovdyret på plads.
Det er stadig den samme brusende larm i øret, som forvirrer og gør det svært at skelne de enkelte stemmer mellem hinanden.
Samme eksplosion af forløsning, når de flyver gennem luften, og igen lander sikkert på benene.

Samme manege, samme numre, samme føleleser - men nye artister.

Og lige for øjeblikket er det mine unge artister, der forlanger at jeg skal sætte mig ud på tilskuerrækkerne.
Det var ikke fordi jeg egentlig havde et valg. Men deres tid er kommet, mener de. Og som altid, må de gamle artister overlade pladsen til de unge, der står på spring for at udfordre egne evner.
Manegen er deres, siger de. Jeg har kæmpet med mine løver, svunget mig i mine trapezer og fejret mine succeser. Siger de.
Nu er det deres tur.

Så modvilligt har jeg trukket mig herud på de kolde plastiksæder, hvor jeg så til gengæld kan sidde på første række med hjertet oppe i halsen, når de - mine unge artister - laver halsbrækkende krumspring, og brølende sætter sig op imod vilddyr.

Jeg er (mere eller mindre pænt) blevet bedt om ikke at blande mig - selvom jeg adskillige gange har tilbudt dem, at jeg gerne vil træne med dem.
Nix. Kan selv. Vil selv.

Så her sidder jeg, midt i et cirkus der fortsætter igen og igen og igen, og holder vejret, mens mine unge artister kaster sig ud i vovestykker, som jeg selv kan huske fra dengang, jeg selv var ung og manegen trak i mig.

Følelsen af at befinde mig i et cirkus, hvor alting bliver genudsendt med en generations forskydning er temmelig stærk for tiden.
Jeg føler mig pludselig oldgammel. Og mega bekymret. Og ret stolt.
Men sgu også ret bekymret. Jeg kan nemlig godt huske, hvordan det var at være ung artist.

Og det er - vitterligt - lidt af et balancenummer.

onsdag den 20. august 2014

2 år længe leve!



  • Nej, du skal ikke løbe med en gaffel.
  • Nej. Ikke kravle op i vindueskarmen.
  • Nej, kun 1 bil med i seng.
  • Nej, nej, nej, ikke strikke på mit strikketøj. (Men tak for hjælpen, tror jeg nok?)
  • Nej, ikke stikke hænderne ned i røremaskinen, når den drejer rundt.
  • Hov, nej. Ikke springe over på mig fra din Trip-Trap stol.
  • Nej, tøjet skal blive nede i skuffen. Ja, det hele!
  • Nej, ikke vikle mors garn rundt om halsen.
  • Nej, ikke lege med lyspæren. Jeg ved godt, den lige lå ude i skabet, hvor du kunne nå den, men altså.
  • Nej, det skab er ikke til dig.
  • Nej. NEEEJ. Ikke putte tandbørsten i toilettet.
  • Nej, puslespil er ikke til at tygge på.
  • Nej, heller ikke til at smide med.
  • Nej, du må ikke slå din storesøster. Nej, det er ikke det samme som en krammer.
  • Nej, du må ikke selv se Day of The Dead på Netflix
  • Nej, ikke pille ved stikkontakterne.
  • Nej, ikke råbe for sjov i opgangen.
  • Nej, ikke flytte skamlen over til reolen, så du bedre kan nå de ting, du ikke skal pille i.
  • Nej, ikke stå op på lågen på opvaskemaskinen.
  • Nej, det dér er altså at bide, ikke at kysse.
  • Nej, ikke røre ved ovnen, når den er varm.
  • Nej, nej, nej. Ikke dreje på knapperne på komfuret.
  • Nej, ikke FaceTime selv. Ja, jeg ved godt, du gerne vil snakke med Farmor...

Jeg er den ONDESTE mor i verden!


torsdag den 14. august 2014

Med flag og afskedshilsner

Det er altså ikke mig, der er lille.

Der har været en hel syndflod af skolestart-billeder overalt jeg har kigget i denne uge.
Små, nuttede trolde med alt for store tasker og dannebrogsflag og store, store øjne.
Alle sociale medier har være smadret til med artikler om skolereform, børnepædagogik, politisk flexen med muskler, og et arsenal af velmente råd til nybagte skole-forældre.

Kæft, jeg husker hvordan det var at være lærer i august. 
ALLE har en holdning til skolen, for ALLE har selv gjort sig erfaringer med at gå i skole. Og ALLE har lov til at sige deres mening, uanset hvor velbegrundet den er - eller ej. (Længe leve ytringsfrihed!)
I august er alle lærere offentlige skydeskiver - og jeg tør slet, slet ikke tænke på, hvordan det må være for lærerfolket i år, med skolereform og det hele?

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen:
Jeg tager SÅ meget hatten af for de modige mennesker, der stadig kan finde op og ned i lærergerningen.
Jeg kunne ikke, det knækkede mig over i to. Jeg tog i stedet kujon-stien og stak af for flere år siden.
Især i denne august måned er jeg særligt taknemmelig over den beslutning.
Og fuld af beundring over de virkelig modige, stærke og nødvendige mennesker, der stadig har noget at kæmpe med (og for!).


Nå, men hov? 
Jeg fik mig vidst rodet ud i en hel anden snak end den, jeg havde planlagt.
Jeg ville sige noget om skolestart, og endte igen med at snakke om mig selv. 
Pffftt. Det sker fandme hver gang. 


Vi har også haft skolestart herhjemme på matriklen.

Frøken Feodora er sprunget ud i 3. klasse, og sfo for de store børn. Nu må hun selv bare gå hjem, hvis hun vil. Hun vil gerne. Jeg vil ikke. Så hun må blive hængende i sfo lidt endnu - indtil jeg henter hende sikkert og forsvarligt.
Hun kunne sikkert sagtens finde ud af det. Jeg kan ikke...

Mellemknægten ligner en, der har sprunget flere klasser over, og startede i mandags i 8. klasse et hoved højere, end da han gik på sommerferie.
Hvad der sker inde i hans hovede ved jeg til gengæld ikke særlig meget om. Han er lige så fåmælt som han plejer.

JunkieMor: "Har du haft en god dag?" 
Knægt: "Ja"

JunkieMor: "Hvordan var det så at have samfundsfag for første gang?"
Knægt: "Fint"

JunkieMor: "Hvad har du så af planer nu?"
Knægt: "Ud"


Til gengæld havde vi endnu en langlemmet, filosofisk halvvoksen knægt, der tog hul på sit nye liv som gymnasieelev i mandags.
Gymnasiet. Seriøst!?
Han er lige så gammel lige nu, som jeg var dengang jeg mødte hans far. Og det kan jeg slet, slet, slet ikke forholde mig til. 
Eller til det faktum, at han formentlig kun bliver hængende her i nærheden et par år endnu, inden han ikke længere gider bo hjemme.

Måske burde det med skolestart i virkeligheden være omvendt?

Det burde være vores store børn, som vi sender afsted med flag og blomsterbuketter og sang. 
Man kan jo for katten ikke være sikker på, om de overhovedet kommer hjem igen, når først man har sendt dem ud af hoveddøren?

(Kæft, hvor er det godt at jeg stadig har både Frøken Feodora og Bob at klamre mig til lidt endnu!)


mandag den 11. august 2014

Jeg kunne også bare holde min kæft?



"På et tidspunkt bliver man nødt til at enten at gøre noget ved det - eller at holde sin kæft."

Det sagde hun til mig, min veninde.
Ok - måske sagde hun det ikke i helt så strenge vendinger, men det var altså dét jeg hørte.

Enten holde sin kæft.
Eller gøre noget ved det.

Ingen anden mellemvej. Ingen halve løsninger. Ingen svinkærinder. Ingen overspringshandlinger.
Holde kæft. Eller gøre noget.

Selvfølgelig var det ikke noget, hun bare lige sagde ud af det blå.
Vi talte selvfølgelig om noget helt specifikt.
Og allerede nu opstår fornemmelsen af, at jeg taler udenom. Væver. Har svært ved at komme til sagen.

Og det var jo lige præcis derfor hun sagde som hun gjorde...

Vi talte om mig. (surpriiiise?)
Og vi talte om, at jeg stadig drømmer om at skrive.
Ikke bare skrive morgensider eller dagbog. Heller ikke den lidt mere forpligtende blog, eller de skriveopgaver der følger med mit arbejde.
Nej, vi talte om, at jeg stadig - på snart 10. år - drømmer om at skrive bøger.

Én eller anden blev jo nødt til at sige det. Og nu var det så hende, der havde mod nok til at sige det lige præcis så direkte, som jeg havde brug for at høre det.

Hold kæft, Trine. Eller gør noget ved det!
Ikke mere udenomssnak. Ikke flere krumspring. Bare gør det!
Og hvis ikke du gør noget ved det, så stop med at tale mere om det. Slut. Prut. Finale. Kom videre.
Blev der sagt.
(Ok - igen; ikke i helt så skarpe vendinger, men på min blog med mine regler, var det altså måden det blev sagt på. Fordi det var dét jeg havde brug for, at hun sagde.)

Jeg kunne bare holde min kæft.
Tja, hvorfor ikke? Jeg kunne såmænd bare holde min kæft, og acceptere at historierne dukker op og vil fortælles.
Så kunne jeg more mig lidt over dem i mit stille sind, måske fortælle dem til nogen, som gad lytte - og så glemme dem igen.
Men det kan jeg ikke. Har prøvet. Men det går ikke væk.
Hverken historierne, eller den uforståelige trang til at ville fortælle dem vidt og bredt.

Trangen til at skrive brænder i mig. Jeg væltes omkuld af historier, der larmer højrøstet for at blive fortalt.
De invaderer mine tanker, og fletter sig ind i min opfattelse af virkeligheden omkring mig.
Men jeg springer buk og leger kispus med dem, og forsømmer enhver anledning til at skrive dem ned, skabe substans i dem, lytte alvorligt til dem og gøre noget ved dem.
En gang imellem fortæller jeg dem til folk, der gider lytte. Det er også en slags ventil - og deres reaktioner på mine historier er altid god.
Men jeg kommer aldrig så langt, at jeg får samlet mig sammen til rent faktisk at sætte mig til tasterne og skrive.

Det føles helt overvældende farligt at sige det højt.
Hej, jeg hedder Trine, og jeg vil gerne udgive en bog. Eller flere. Helst mange. Hundrede. Mindst.
Bare det at skrive det her på bloggen føles farligt.

Jeg er så skide blokeret, og jeg aner ikke hvordan jeg skal komme over det?

Jeg har en meget, meget lang række erfaringer med afvisninger - både oldgamle og lidt mere friske.
(bla bla bla - og det er så hér jeg rigtig begynder at væve og være uklar....)
I min krop er der lagret en række eksempler på, at når jeg stikker snuden lidt for meget frem, måske bliver lidt for grebet af en stemning, eller bliver fokuseret på et helt særligt mål - så vanker der hug.
Jeg har fået af vide, at jeg er egoistisk og selvcentreret. Jeg har fået af vide, at man 'bedre kunne lide mig før', og jeg er blevet afvist ret kategorisk.

Det har selvfølgelig ikke direkte noget med min skrivetrang at gøre - men det er lagret i mit system, som erfaringer der viser, at jeg gør folk omkring mig sure, når jeg gør dét jeg gerne vil.
Min krop har lagret, at jeg fylder for meget, ikke passer ind, larmer for meget og i øvrigt er mega egoistisk, sådan at ville sætte mig selv i centrum på den måde.

Så det er farligt at skrive. Meget farligt.
Og - hold nu fast - tænk, hvis jeg kunne finde på at skrive noget som var direkte kritisk. Så ville verden falde sammen, og jeg ville blive udstødt af hele det etablerede samfund. Mindst.
Sådan kan det i hvert fald godt føles, når jeg kigger indad.

Enten skal man holde sin kæft - eller også skal man gøre noget ved det.

Jeg har seriøst overvejet meget, meget kraftigt at holde min kæft.
Men jeg kan ikke.
Jeg kan ikke tie stille. Jeg kan ikke lade være med at være udadvendt og social. Jeg er en kæmpe mundfuld med kæmpestore armbevægelser (blandt mange andre ting) - og jeg bliver nødt til at skrive, for ellers går jeg i stykker.

Så jeg bliver nødt til at gøre noget ved det.
Selvom hele min krop skriger til mig, at verden falder sammen, at folk holder op med at elske mig, at jeg bliver udstødt og prisen er alt, alt for høj. Jeg bliver nødt til at skrive.
Kan ikke forklare hvorfor. Men jeg skal skrive. Det skal jeg simpelthen bare.

Jeg ved, at jeg skriver godt. Jeg ved ikke om jeg skriver hysterisk overvældende jordskælvsrystende godt. Det er vel i grunden heller ikke mig, der skal afgøre det? Men jeg ved, at jeg skriver sådan nogenlunde ok.
Og jeg ved, at historierne er der.

I har været pisse søde alle disse år, og har sagt det til mig gang på gang.
Jeg er jer taknemmelig.
Jeg vandt oven i købet den der pris, som stadig griner mig lige op i fjæset, fordi det var mig selv der skrev, at ord er handlingens skygge.

(For helvede, Trine? Hvornår forstår du det??)

Gider I lige være søde at holde godt fast i verden for mig? For nu gør jeg altså noget ved det!








mandag den 23. juni 2014

I øvrigt..


YARNFARM in Horsens

  • Fik jeg en have. Glemte jeg helt at sige det? Nå, men det gjorde jeg altså, og jeg er ved at gå en lille smule baglæns i spagat over hvor glad det gør mig... 
  • Har jeg snart fødselsdag. Og er igen i år fuldstændig flad for ideer til, hvad jeg skal ønske mig? 
  • Har jeg lige sendt ungerne afsted til deres sidste skoleuge i denne omgang. Snart hedder det 3. og 8. klasse. Og gymnasiet. What?!
  • Så jeg dette blogindlæg ovre hos Maria. Og fik helt lyst til at lave et lignende indlæg. Bare lige pånær, at der stor set kun ville være billeder af mig, der enten sidder foran min computer, mig der vasker hullede tennissokker str. 44 -  eller mig, der spiller Candy Crush. Det er der vist ingen der gider læse...
  • Har jeg fået lyst til at sy igen. Gad vide om jeg overhovedet kan huske hvordan man gør længere?
  • Drømmer jeg om et hvidt, enkelt og ryddeligt hjem. Men kigger mig omkring herhjemme, og må konstatere, at det vist ikke bliver i det her liv? Og er vist egentlig også alt for boheme til at det ville holde i mere end en uge.
  • Overvejer jeg i samme omgang seriøst at lave en de-clutter aktion igen. Men ved ikke, om jeg kan slippe afsted med at smide flere af Fyrbøderens ting væk, uden han begynder at klage.
  • Skal jeg være tante igen. Til december. Yey. Elsker småbitte babyer. Og endnu en anledning til at strikke småbitte bløde pakker.
  • Er jeg mega-mega-mega træt af, at vi planlagde Bob så elendigt, at hans fødselsdag fra nu af og mange år fremover altid vil falde sammen med Nibe Festival. Mega dårlig planlægning dér..
  • Er jeg begyndt at løbe. Sgu. På den regelmæssige og - halllåå - ultrasunde måde. Med løbesko og Endomondo og hele moletjavsen. Totalt karakterbrud, I know! Ved ikke lige helt hvad der stikker mig? Men jeg har tabt mig, og føler mig seriøst godt tilpas med det. Overvejer faktisk at blive ved?
  • Har jeg ferie lige om lidt. 14 dage i sommerhus med alle ungerne og Fyrbøderen i hånden. Vi skal nå en helvedes masse ingenting, holde fødselsdag for Bob og ellers bare lidt mere ingenting. Have dejlige mennesker på besøg. Spise lidt for mange jordbær. Blæse sæbebobler. Læse og strikke og pjatte og lege. Bade. Bygge sandslotte. Og spise lidt flere jordbær. Ahh.
  • Er hende hér lige blevet 9 år. Seriøst. Ni år? 

  • Og ham hér bliver sgu 2 år om en uges tid... 



fredag den 20. juni 2014

Eksistentiel ensomhed



Da jeg studerede havde jeg en rigtig nær veninde, som jeg foretog mig alt sammen med.
Alt. Faktisk.
Vi sad altid ved siden af hinanden til forelæsninger, var altid sammen i pauserne, grinede af de samme jokes, strikkede de samme ideer, inspirerede hinanden i vores påklædning, skrev alle vores eksamensopgaver i fællesskab, sås i tide og utide, og tvang vores familier til også at ses og holde af hinanden.
Vi tænkte de samme tanker, havde samme drive, sparkede hinanden videre og grinede af det hele imens.

Jeg følte mig som en del af en helhed sammen med hende.
Og da verden drejede og forandrede sig, og vi ikke længere havde hinanden på tæt hold følte jeg mig amputeret, halveret.

Jeg sørgede i flere år over tabet af hendes nærhed og dét vi havde sammen.
Det er et par skilsmisser, et par børn og det som føles som et par liv siden. Hun bor i den anden ende af landet nu (og det gør jeg jo sådan set også...), og der er ingen ond vilje i den måde tingene formede sig på - de ændrede sig bare, fordi verden omkring os gjorde.

Men følelsen af det vi havde dengang er stadig meget levende i mig.
Følelsen af at høre sammen med én, der ved hvad man selv tænker, inden man får sagt det højt. Som driver én videre med kærlig kritik, forstår både kvaler og lykke, og inspirerer.
Det var første gang jeg oplevede, at vi - når vi var sammen om at gøre noget - kunne gøre det endnu bedre, end hvis jeg bare havde gjort det alene.

Forstå mig ret - det handler om kærlighed og fællesskab - men i en anden bøjning end det, man har med sin mand.
Det her er en anden følelse, som i sin form og sin beskrivelse minder utrolig meget om et kærlighedsforhold - men hvor omdrejningspunktet ikke er kærlighed og sex, men et eksistentielt åndsfællesskab.
Det handler om spejlet, man holder op foran sig selv. Følelsen af at høre til, at man har fundet sin stamme, sin tribe - sit eksistentielle tilhørssted.

Lige siden har jeg ledt efter den følelse igen.
Men verden har ændret sig, og det har jeg også.

Jeg tror ikke jeg finder lige præcis den følelse igen.
Jeg har fundet andre følelser, andre eksistentielle tilhørssteder - andre veninder af samme kaliber, som jeg elsker højt for dem de er, og det de giver mig lov til at være for dem.

Men der er en forskel.
Og forskellen består i, at der er ét meget tydeligt område, som jeg ikke kan se genspejlet, når jeg holder spejlet op.

Jeg vil noget med det her liv. Jeg vil ikke nøjes med blot at være her. Jeg vil gøre mit allerbedste for at trække nogen spor efter mig, mens jeg er her.
Måske kun små skrammer i overfladen? Måske dybe plovfurer?
Jeg ved ikke hvorfor, men det er sådan det er - og jeg er holdt op med at stille spørgsmål ved det. Jeg ved bare med mig selv, at det er af enorm betydning i mit liv, at jeg får sat et aftryk mens jeg er her.

Jeg tror ikke jeg finder den følelse igen - som jeg havde dengang sammen med hende.
Så meget er jeg ved at være klar over.
Verden har drejet for mange omgange, jeg er blevet en anden. Mere voksen. Mere moden. Mere erfaren. Mere vidende. Mere kynisk, måske?

Jeg ved nemlig godt - efter at have sloges med det i flere år - at jeg er en ener.
Det er vi såmænd allesammen - men hånden på hjertet og jante aside - der går ikke mange rundt i verden af min slags.
Det er et spørgsmål om modenhed, tror jeg. Alder, måske? At turde være sig selv, at turde følge egne drømme, egen vilje. Ikke være bange for andres dom eller kritik. Og heller ikke være bange for anerkendelsen.

Men det er ved at gå op for mig, at når man i så høj grad er blevet en ener, så er der helle ikke noget spejl i verden, der kan spejle én tilbage igen.
Jeg er blevet så meget en ener, at illusionen om at finde en sjæleveninde, en soulmate, én der drømmer de samme kreative drømme som mig, og har nosser nok til også at handle på dem - hun findes formentlig kun i min fantasi.

Jeg sørgede i mange år over tabet af mit venskab, og det går op for mig lige nu, at jeg stadig sørger - men over erkendelsen af, at hverken dét venskab, eller et der ligner, vil komme igen.

Jeg har gået og ventet på det.
Ventet på at et venskab af den kaliber ville dukke op igen, så jeg kunne komme i gang igen med alle de drømme, som jeg skulle dele med hende.
I min drøm ville der ikke være grænser for al den kunst vi skulle lave sammen, alle de bøger vi skulle skrive, alle de workshops vi ville finde på at holde, al den undervisning vi skulle revolutionere.

Men hun kommer ikke.
Det føles enormt sørgmodigt at tænke sådan, men måske er det den voksne, kyniske side af mig, der endelig er ved at indse noget.
Det åndsfællesskab jeg higer efter - det kommer ikke. Ikke foreløbig i hvert fald.

Og den næste tanke er meget værre. Men nødvendig.
For grunden til at jeg har ventet og ventet - og higet og higet efter én at dele vanvittige, kreative drømme med - er fordi jeg er bange for at gøre det selv.

Jeg har klamret mig til en gammel illusion om, at jeg kun kan noget, hvis jeg gør det sammen med andre. Og det er på tide at sige stop nu, selvom det gør SÅ ondt at erkende, at det fællesskab, den følelse af tilhør og gensidig åndsfællesskab, kun har levet i min egen fantasi.

Jeg er ikke færdig med at sørge - lidt - over den erkendelse.

Men når jeg er færdig med det, og det bliver jeg, så er det på tide at gøre alt dét, som jeg har ventet med at gøre, i håbet om at 'hun' ville dukke op lige om lidt.
Skrive alle de bøger. Lave al den kunst. Holde alle de workshops. Revolutionere den undervisning.

Hvis jeg ellers kan finde modet til det, her i min eksistentielle ensomhed?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...