onsdag den 25. februar 2015

Hey, tal pænt?



"Nej, mor. Jeg ikke tale pænt. Jeg tale som LØVE! ROOAAAARR!...."

Og så var den diskussion vist slut.

lørdag den 10. januar 2015

Dobbelt op af det hele, tak!

www.hverdagsjunkie.dk

Jeg er en meget, meget glad dame i disse dage.
Der sker så mange fantastiske ting på én gang, at jeg hvirvler rundt i en overstadig jubeltango, og kan næsten ikke helt finde hoved og hale i det.

Where to start?

Jo - jeg kan jo starte med, at min dejlige Fyrbøder ENDELIG har lyttet rigtig godt og grundigt til sine drømme og sit hjerte.
Derfor brugte vi hele den lange juleferie på at snakke os rigtig grundigt igennem alle detaljerne, så han 1. januar kunne lukke op for sin helt egen iværksætterdrøm.
Det dejlige, grundige, loyale menneske har (ikke overraskende) en ambition om at ville gøre en forskel, og hjælpe med det, han er allerbedst til.

Det går hurtigere end vi nogensinde havde turde håbe på, og hans telefon er allerede begyndt at kime med spændende forespørgsler og konkrete opgaver.
Det har taget lidt tid for ham at lytte rigtig efter, hvad hans drømme består af. Men da han skruede ned for alt det der ydre støj, så var den der endelig, drømmen - i sin helt rene, fine udgave.
Og det var som om, at noget bare sagde plop', da alle brikkerne faldt på plads.
Det er slet ikke svært nu - det var kun vejen derhen, der var lang og snirklet. Og når jeg kigger på ham ser han bare rigtig glad ud, på den der måde man ønsker, at alle man holder af ville se ud.
Han fortjener det mere, end jeg har ord for. At få lov til at mærke, hvor vigtig han er, hvor dygtig han er, at han kan lykkes med at gøre det, som er hans hjerte-projekt.


Det var også i den lange, stille juleferie at jeg besluttede, at det bliver i år, jeg holder op med at gøre flere undskyldninger og krumspring:
Jeg er skabt til at skrive, og jeg tror altså fuldt og fast på, at der er nogen som har brug for dét jeg skriver. Så jeg sagde det højt til Fyrbøderen, og skrev det også på min facebook forleden:

"I år bliver året, hvor jeg kommer til at udgive noget til børn. Jeg ved endnu ikke hvilken bog jeg kommer til at udgive - men jeg ved bare, at det kommer til at ske!"

Der gik to dage. Faktisk gik der ikke engang to.
Men nu ved jeg hvilke bøger jeg kommer til at udgive i år. Til børn.
Og ja, det er altså med vilje, at jeg skriver bøger i flertal. ;-)

Jeg har ikke lov til at fortælle noget mere konkret endnu. Selvom jeg allermest har lyst til at skrige det højt til alle, der overhovedet kommer i nærheden af skrigeradius.
Men... jeg kan sige så meget, at det bliver bøger, som kommer til at handle om noget af dét, som jeg har allemest erfaring med, og dét som gør mig allermest lykkelig.


Og jeg er GLAD. Jeg er så glad, at jeg faktisk næsten ikke helt forstår det?
Og også lidt bekymret. Og lidt beklemt. Og lidt præstationsangst. Og lidt stolt. Og lidt overstadig.
Men mest af alt bare glad. Vildt glad.

Vi går begge to rundt herhjemme, og kigger lidt fjogede på hinanden. Sker alt det her virkelig - lige for næsen af os?
To freelancere på samme matrikel. Store, men realistiske mål. Ikke bare én, men flere bøger, der skal udgives. Tanker om at erstatte hjemmekonteret med et rigtigt arbejds-studio. Arbejdsglæde i så rige mål, at det næsten er tarveligt.

Men jo, det sker. Ikke kun lige for næsen af os, men rundt om os, inde i os, hvirvlende, dansende, forvirrende, fortryllende.
Jeg er en meget, meget glad (og forvirret) dame i disse dage.
Med en mindst lige så glad (dog knap så forvirret) mand.

fredag den 9. januar 2015

Din jærv



Aftensmad. Springbønnen Bob er færdig med at spise for længst.
De voksne forsøger at overbevise ham om, at man skal blive siddende ved bordet, indtil alle er færdige med at spise - men projektet lykkes ikke helt.
I hvert fald springer bønnen ned fra bordet, og kaster sig ind i stuen på hovedet i en kasse legetøj.

2 1/2 øjeblikke senere springer han ind til spisebordet igen, bevæbnet med en legetøjsbil og en kæde af træklodser, trukket på snor, som han behændigt har slynget over armen som en slags gigantisk armbånd.

Springbønne: "Jihaaaa. Din jærv".

Gammelmor: "???"
Kigger forundret på barnet, og vrider desperat hjernen for at forstå, hvad han mon mener.

Springbønnen gentager: "Din JÆRV", mens han vifter med bilen og klodserne.

Gammelmor forsøger at få øjenkontakt med Gammelfar på den anden side af spisebordet, men der er ikke meget hjælp at hente.
Imens drøner Springbønnen rundt om spisebordet i en underlig blanding mellem gadedrengeløb og rejehop.

"Hiijaaaa. Din jærrrrv"

Gammelmor: "Din jærv? Er du en jærv?"

Springbønne: "Diiiiin JÆRV. Hijaa".

Gammelmor til Gammelfar: "Din jærv? Jærv? Ved du hvad han mener?"

Gammelfar tøvende til Gammelmor: "Øh...nej? Gør du? Hvorfra ved han, hvad er jærv er?"

Springbønnen springer igen rundt om bordet i hop, denne gang sidelæns med den ene arm hævet højt over hovedet.
"Din jæææærv".

Gammelmor:"............"

Gammelfar: "............."








8 minutter senere. Springbønnen er over alle bjerge, og har mindst nået at lege 3 andre lege i mellemtiden.


Gammelfar: "Nåååeeeeeehh! Han sagde NINJA!!?"


onsdag den 7. januar 2015

Optursdage

www.hverdagsjunkie.dk


Selv min gungrende hovedpine kan ikke fjerne opmærksomheden fra, at jeg tilsyneladende har været forfulgt af en utrolig stribe held de seneste par dage.

Det startede stille og roligt tidligt i går morges, hvor jeg tankede diesel til under 8 kr! En hel tank, for at det ikke skal være løgn?!
Jo jo - en lille ting, men en ret heldig ting i freelanceøkonomien.
(Min vestjyske svigerfar ville være SÅ stolt af mig, hvis han vidste, at jeg lagde mærke til den slags utroligt vigtige detaljer!)

Da jeg landede på Cirkus-kontoret til første arbejdsdag efter en lang ferie, ventede der mig utrolig mange spændende nye opgaver. Hu hejsa, og tjullihop!
Og så fik vi tilmed tilrettelagt mit arbejde sådan, at jeg har hele dage (dage! Jeg siger det bare! DAGE!) til at arbejde med alt det der andet, jeg også roder med. (De der småting, som handler om at ville skrive og strikke og holde workshops og alt sådan noget... )

Og for at det ikke engang skal være løgn, så har jeg sgudda lige fået mig mit helt eget skrivebord på kontoret. Et helt skrivebord. Bare til mig?!

Og så toppede dagen med, at jeg fik mail med et svar fra et forlag, jeg har vovet mig til at kontakte. Og i den mail var der en idé til 'noget', som jeg selv har gået og tænkt på i rigtig lang tid. Og et udtryk for en rar, gensidig (og lovende, tror jeg godt jeg tør påstå?) interesse.

Men SÅ klappede jeg altså også computeren sammen og brugte resten af dagen på at hækle, for ikke at komme til at jinxe noget som helst.

Jeg troede, at min heldige dag var i går.
Men heldet fortsatte i dag, hvor jeg blev ringet op af et helt andet forlag. Med et forslag. Til noget noget.
(Det er ikke offentliggjort, så jeg MÅ simpelthen ikke sige noget. Og jeg hader selv, når folk de skriver sådan noget pjat, men nu gør jeg det altså selv. Rundstyk!)

Og solen skinner. Og jeg har drukket kaffe med Karina, som jeg også har planer sammen med.
Og måske er mit held slut nu.
Men der har altså også været mere end rigeligt - på halvanden dag dukkede der så mange ideer og muligheder op, at jeg har nok til det næste halve år. Mindst.

Så nu tillader jeg mig at nyde den sidste rest af mine optursdage og alt mit held.
Jeg ved godt, at der venter hårdt arbejde på den anden side af heldet - hvis alle drømmene og ideerne skal realiseres.
Men ikke i dag. I dag skal der lige nydes færdig, og måske drikkes en kop kaffe mere. (Ha, det er løgn. Jeg kommer til at drikke 10. Mindst.)

For 7 dage siden besluttede jeg, at det bliver i år jeg kommer til at udgive noget til børn. Nu, 7 dage senere, ser det faktisk ud til at jeg er endnu tættere på min drøm end nogensinde før!
Så jo. Optursdage!


fredag den 26. december 2014

Forduftet



Jeg tror, man bliver nødt til at bevæge sig væk, for at man kan finde hjem igen.

Den lave vintersol trak i mig, og jeg måtte ud.
Jeg tænker godt, når jeg går - høj musik i ørene, og bare lige ud efter næsen. Uden plan om, hvor jeg skal ende, eller hvilket formål turen skal have.
Det er som om alle de flyvske, formløse tanker dumper på plads i de rigtige former og kasser, når de bliver raslet godt igennem, efterhånden som det ene skridt tager det næste.

De glødende skygger trak i mig, lokkede mig videre ned af næste sti og rundt om næste hjørne - og inden jeg fik set mig om, vandrede jeg rundt af gamle veje, hvor fortiden ligenede sig selv.

Er det ikke besynderligt (og dejligt befriende) som fortidens rædsler har det med at fordufte, og kun efterlade sig et spor af svage fornemmelser?
Som jeg gik der og kiggede ind bagved vintersolens skygger, synes det pludseligt så uendelig langt borte - det liv og den sorg, der boede dér.
Forduftet. Nu kun en svag fornemmelse.

Hvor er der sket meget siden da. Og så.. alligevel ikke?
For skallen af det forduftede liv er stadig præcis den samme. I bund og grund er det kun småbitte detaljer, som er ændret. De fysiske rammer. Den mand, jeg deler dem med. Min alder. Og min glæde ved det hele.

Det er sundt at blive lokket ud i lav sol, og pludselig genfinde forduftede liv. Det er så dejligt at blive mindet om hvor man var, så man kan vende hjem med vinterglæde og frostkolde kinder til det liv, som er.

torsdag den 25. december 2014

Til min Fyrbøder


Hverdagsjunkie.dk

Nattemørket sænker sig, og søvner pusler blidt
Din arm den hviler trygt om mig.
Dit hjerte slår mod mit.

I støvets stilhed vågner de, og kigger sagte frem
De skyggvæsner, stille, små
der lever i vort hjem.

Møjsommeligt de kribler rundt, og samler bløde skygger
fra ømme ord og kærlighed.
Den dags tusind lykker.

Af ømme skygger bygger de en bro til himlens kant.
Hver skygge stables ovenpå
den som de lige fandt.

En skyggebro af herlighed, uendelig og fin
vokser af den kærlighed,
som er din og min.

Mod himlens kant den strækker sig, men vil den aldrig nå.
For natteblød uendelighed
for evigt vil bestå.

Din arm den hviler trygt om mig, vi følges skridt for skridt
ad skyggebroens spinkle vej.
Dit hjerte slår mod mit.

Min kærlighed til dig er som en bro af nattens skygger.
Uendelig, og sart og fin
Du gir mig tusind lykker.

søndag den 21. december 2014

Baglæns mønstre


Jeg øver videre på det der jul. Det går sådan nogenlunde ok.
Så lang tid jeg bare ikke behøver hverken høre radio, bevæge mig ud i julemylderet eller spise andet end konfekten.

Men det er nok i virkeligheden ikke julen, som dét handler om.
Jeg har nemlig opdaget noget, som har været en virkelig, virkelig stor overraskelse for mig.

Jeg er introvert.
(Whaaaaaat??? Hvad er du? Nej, men seriøst?)
Meget mere introvert end jeg nogensinde havde troet. Eller.. jeg har faktisk aldrig nogensinde tænkt på mig selv som andet end ekstremt ekstrovert.
Altså som i EKTREMT ekstrovert. Udadvendt, altid talende, altid haft behov for at være sammen med andre mennesker, altid fundet oceaner af energi i store forsamlinger, altid elsket at diskutere, altid været den første til at råbe JA, når nogen foreslog ét eller andet festligt - og hvis ikke de gjorde, så skulle jeg da nok selv sørge for det kom til at ske.

Nå, men det er jeg jo så faktisk ikke.
Det er altså en underlig størrelse, den der selvopfattelse. Jeg har troet jeg var ekstrovert. Og har handlet ud fra min bedste overbevisning om at det var sådan jeg var skruet sammen.
Måske - som flere også har været inde på - fordi det er forventet af os alle, i et samfund, som måske ikke lige helt ved, hvad vi skal stille op med de 'stille typer'.

Der er flere af mine veninder, der har følt sig nærmest helt lettede over, at der endelig er kommet én eller anden form for begreb og forståelse for, hvad det vil sige at være introvert.
Jeg tror selv jeg første gang stiftede bekendtskab med det på Anna Skyggebjergs blog.
Vi har talt om det i flere år, efterhånden.
Jeg har også brugt begreberne til at forklare mine store drenge én af de mest grundlæggende forskelle på de to - og hvordan de grundlægende fungerer forskelligt.

Og alligevel. Alligevel.... Har min selvopfattelse været, at jeg er ekstrovert.
Og hold nu kæft, hvor har det kostet mig mange kræfter. Det kan jeg se nu. Det kunne jeg ikke tidligere.
Jeg har været ekstremt social og foretagsom og udadvendt - og efterfølgende har jeg ramt en dødningelignende tilstand, hvor jeg ikke har kunnet bevæge mig, og nærmest er blevet ramt af social angst i flere uger/måneder - fordi jeg har haft opbrugt samtlige mine kræfter på at forsøge at være noget, jeg troede jeg skulle være.

Det er først for ganske nylig at det er gået op for mig, hvor introvert jeg i grunden er.
Jeg har i flere år troet, at jeg lænede mig op af noget depressivt, når jeg 'stak af' fra familien og søgte hen mon stille, åbne vidder og højt til himlen.
Jeg troede, at jeg har været en ekstremt elendig veninde, når jeg midt i gode, dybe, vigtige samtaler pludselig har mærket et enormt stort behov for bare at komme hjem i seng i stedet for.
Jeg har tænkt 1000 gange, at jeg har været en skod-elendig mor, når jeg har gemt mig på badeværeslet, fordi jeg ikke orkede ét eneste 'moooaaarrr????' mere dén dag.

Men det er jeg ikke. Hverken depressiv eller en dårlig veninde/mor. Jeg er bare mere introvert, end jeg troede.
Jeg snakkede med min dejligste veninde om det forleden. Hun er én af dem, som har oplevet at noget vigtigt er faldet på plads, efter hun har fået sat ord på, at hun ikke er forkert, bare fordi hun nyder sit eget selskab.
Hendes eneste kommentar var: "Nå, men det har jeg da vidst længe. Vidste du ikke selv det??"

Og nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Underligt nok.
Men nu hvor jeg kan se det - og de baglæns mønstre pludselig tegner sig tydeligt op - så giver det så god mening.
Uhyggelig god mening.

Det vil jeg så lige gå i seng og tygge lidt videre på. Med en kop kaffe, noget konfekt og min notesbog.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...