mandag den 23. juni 2014

I øvrigt..


YARNFARM in Horsens

  • Fik jeg en have. Glemte jeg helt at sige det? Nå, men det gjorde jeg altså, og jeg er ved at gå en lille smule baglæns i spagat over hvor glad det gør mig... 
  • Har jeg snart fødselsdag. Og er igen i år fuldstændig flad for ideer til, hvad jeg skal ønske mig? 
  • Har jeg lige sendt ungerne afsted til deres sidste skoleuge i denne omgang. Snart hedder det 3. og 8. klasse. Og gymnasiet. What?!
  • Så jeg dette blogindlæg ovre hos Maria. Og fik helt lyst til at lave et lignende indlæg. Bare lige pånær, at der stor set kun ville være billeder af mig, der enten sidder foran min computer, mig der vasker hullede tennissokker str. 44 -  eller mig, der spiller Candy Crush. Det er der vist ingen der gider læse...
  • Har jeg fået lyst til at sy igen. Gad vide om jeg overhovedet kan huske hvordan man gør længere?
  • Drømmer jeg om et hvidt, enkelt og ryddeligt hjem. Men kigger mig omkring herhjemme, og må konstatere, at det vist ikke bliver i det her liv? Og er vist egentlig også alt for boheme til at det ville holde i mere end en uge.
  • Overvejer jeg i samme omgang seriøst at lave en de-clutter aktion igen. Men ved ikke, om jeg kan slippe afsted med at smide flere af Fyrbøderens ting væk, uden han begynder at klage.
  • Skal jeg være tante igen. Til december. Yey. Elsker småbitte babyer. Og endnu en anledning til at strikke småbitte bløde pakker.
  • Er jeg mega-mega-mega træt af, at vi planlagde Bob så elendigt, at hans fødselsdag fra nu af og mange år fremover altid vil falde sammen med Nibe Festival. Mega dårlig planlægning dér..
  • Er jeg begyndt at løbe. Sgu. På den regelmæssige og - halllåå - ultrasunde måde. Med løbesko og Endomondo og hele moletjavsen. Totalt karakterbrud, I know! Ved ikke lige helt hvad der stikker mig? Men jeg har tabt mig, og føler mig seriøst godt tilpas med det. Overvejer faktisk at blive ved?
  • Har jeg ferie lige om lidt. 14 dage i sommerhus med alle ungerne og Fyrbøderen i hånden. Vi skal nå en helvedes masse ingenting, holde fødselsdag for Bob og ellers bare lidt mere ingenting. Have dejlige mennesker på besøg. Spise lidt for mange jordbær. Blæse sæbebobler. Læse og strikke og pjatte og lege. Bade. Bygge sandslotte. Og spise lidt flere jordbær. Ahh.
  • Er hende hér lige blevet 9 år. Seriøst. Ni år? 

  • Og ham hér bliver sgu 2 år om en uges tid... 



fredag den 20. juni 2014

Eksistentiel ensomhed



Da jeg studerede havde jeg en rigtig nær veninde, som jeg foretog mig alt sammen med.
Alt. Faktisk.
Vi sad altid ved siden af hinanden til forelæsninger, var altid sammen i pauserne, grinede af de samme jokes, strikkede de samme ideer, inspirerede hinanden i vores påklædning, skrev alle vores eksamensopgaver i fællesskab, sås i tide og utide, og tvang vores familier til også at ses og holde af hinanden.
Vi tænkte de samme tanker, havde samme drive, sparkede hinanden videre og grinede af det hele imens.

Jeg følte mig som en del af en helhed sammen med hende.
Og da verden drejede og forandrede sig, og vi ikke længere havde hinanden på tæt hold følte jeg mig amputeret, halveret.

Jeg sørgede i flere år over tabet af hendes nærhed og dét vi havde sammen.
Det er et par skilsmisser, et par børn og det som føles som et par liv siden. Hun bor i den anden ende af landet nu (og det gør jeg jo sådan set også...), og der er ingen ond vilje i den måde tingene formede sig på - de ændrede sig bare, fordi verden omkring os gjorde.

Men følelsen af det vi havde dengang er stadig meget levende i mig.
Følelsen af at høre sammen med én, der ved hvad man selv tænker, inden man får sagt det højt. Som driver én videre med kærlig kritik, forstår både kvaler og lykke, og inspirerer.
Det var første gang jeg oplevede, at vi - når vi var sammen om at gøre noget - kunne gøre det endnu bedre, end hvis jeg bare havde gjort det alene.

Forstå mig ret - det handler om kærlighed og fællesskab - men i en anden bøjning end det, man har med sin mand.
Det her er en anden følelse, som i sin form og sin beskrivelse minder utrolig meget om et kærlighedsforhold - men hvor omdrejningspunktet ikke er kærlighed og sex, men et eksistentielt åndsfællesskab.
Det handler om spejlet, man holder op foran sig selv. Følelsen af at høre til, at man har fundet sin stamme, sin tribe - sit eksistentielle tilhørssted.

Lige siden har jeg ledt efter den følelse igen.
Men verden har ændret sig, og det har jeg også.

Jeg tror ikke jeg finder lige præcis den følelse igen.
Jeg har fundet andre følelser, andre eksistentielle tilhørssteder - andre veninder af samme kaliber, som jeg elsker højt for dem de er, og det de giver mig lov til at være for dem.

Men der er en forskel.
Og forskellen består i, at der er ét meget tydeligt område, som jeg ikke kan se genspejlet, når jeg holder spejlet op.

Jeg vil noget med det her liv. Jeg vil ikke nøjes med blot at være her. Jeg vil gøre mit allerbedste for at trække nogen spor efter mig, mens jeg er her.
Måske kun små skrammer i overfladen? Måske dybe plovfurer?
Jeg ved ikke hvorfor, men det er sådan det er - og jeg er holdt op med at stille spørgsmål ved det. Jeg ved bare med mig selv, at det er af enorm betydning i mit liv, at jeg får sat et aftryk mens jeg er her.

Jeg tror ikke jeg finder den følelse igen - som jeg havde dengang sammen med hende.
Så meget er jeg ved at være klar over.
Verden har drejet for mange omgange, jeg er blevet en anden. Mere voksen. Mere moden. Mere erfaren. Mere vidende. Mere kynisk, måske?

Jeg ved nemlig godt - efter at have sloges med det i flere år - at jeg er en ener.
Det er vi såmænd allesammen - men hånden på hjertet og jante aside - der går ikke mange rundt i verden af min slags.
Det er et spørgsmål om modenhed, tror jeg. Alder, måske? At turde være sig selv, at turde følge egne drømme, egen vilje. Ikke være bange for andres dom eller kritik. Og heller ikke være bange for anerkendelsen.

Men det er ved at gå op for mig, at når man i så høj grad er blevet en ener, så er der helle ikke noget spejl i verden, der kan spejle én tilbage igen.
Jeg er blevet så meget en ener, at illusionen om at finde en sjæleveninde, en soulmate, én der drømmer de samme kreative drømme som mig, og har nosser nok til også at handle på dem - hun findes formentlig kun i min fantasi.

Jeg sørgede i mange år over tabet af mit venskab, og det går op for mig lige nu, at jeg stadig sørger - men over erkendelsen af, at hverken dét venskab, eller et der ligner, vil komme igen.

Jeg har gået og ventet på det.
Ventet på at et venskab af den kaliber ville dukke op igen, så jeg kunne komme i gang igen med alle de drømme, som jeg skulle dele med hende.
I min drøm ville der ikke være grænser for al den kunst vi skulle lave sammen, alle de bøger vi skulle skrive, alle de workshops vi ville finde på at holde, al den undervisning vi skulle revolutionere.

Men hun kommer ikke.
Det føles enormt sørgmodigt at tænke sådan, men måske er det den voksne, kyniske side af mig, der endelig er ved at indse noget.
Det åndsfællesskab jeg higer efter - det kommer ikke. Ikke foreløbig i hvert fald.

Og den næste tanke er meget værre. Men nødvendig.
For grunden til at jeg har ventet og ventet - og higet og higet efter én at dele vanvittige, kreative drømme med - er fordi jeg er bange for at gøre det selv.

Jeg har klamret mig til en gammel illusion om, at jeg kun kan noget, hvis jeg gør det sammen med andre. Og det er på tide at sige stop nu, selvom det gør SÅ ondt at erkende, at det fællesskab, den følelse af tilhør og gensidig åndsfællesskab, kun har levet i min egen fantasi.

Jeg er ikke færdig med at sørge - lidt - over den erkendelse.

Men når jeg er færdig med det, og det bliver jeg, så er det på tide at gøre alt dét, som jeg har ventet med at gøre, i håbet om at 'hun' ville dukke op lige om lidt.
Skrive alle de bøger. Lave al den kunst. Holde alle de workshops. Revolutionere den undervisning.

Hvis jeg ellers kan finde modet til det, her i min eksistentielle ensomhed?

tirsdag den 27. maj 2014

Fra børn og fulde folk??


Mig:
Hej bror - Mellemknægten tror ikke på, at du er blevet FCK'er fordi vi totalt indoktrinerede dig da du var lille...

Bror:
Haha. Ved næsten ikke hvad jeg skal sige. Er også fuld, det er vel også din skyld så. Eller hvad?

Mig:
Hahahaaaaa... haha. Flad af grin!

Mig:
'Undskyld'?

Bror:
'Tak'?

mandag den 19. maj 2014

Akut havehunger




Det hjælper ikke på det, foråret!
Som en trofast lille hund, der kigger logrende og forventningsfuld på mig, så dukker den troligt op, lige så snart luften bliver lidt mildere, og de lyse timer bliver flere og flere.

Min akutte have-hunger har nået et radikalt og efterhånden usundt niveau.
Jeg vil SÅÅÅ gerne have en have. Bare en lille én. Min helt egen, lillebitte plet. Med plads til krukker og krydderurter og skvalderkål og gummistøvler.

Vi har ikke engang en terrasse. Ikke engang en altan, hvor man kan hænge en lille kasse op. Ikke engang en vindueskant, hvor der kan hænge en lille, fin plante og hygge sig.
Til gengæld har jeg stueplanter, som jeg rask slår ihjel, fordi jeg glemmer at vande dem. Og et par enkelte sukkulenter, der heldigvis stortrives med misrøgt.

Allerede sidste sommer kunne vi (eller nok mest jeg) mærke længslen efter en lille bid jord at trampe rundt på. Det er blevet værre i år.
Det skal bare være en lille, fin og rodet have, hvor der gerne må vokse skæve buske, lidt ukrudt og hækken er så tilpas høj, at man kan være sig selv. Med et lille hus, som vi lige akkurat kan møve os ind i alle mand, hvis det skulle regne.

Der er rigeligt med haver, som vi gerne må låne og slænge os i, men det er bare aldrig det samme, vel? Jeg vil gerne flytte buske og lave en bålplads og plante jordbær og slå græs og hive skvalderkål op, og jeg tror vores familie vil synes det er en smule træls, hvis jeg kommer anstigende med den slags forventninger i deres haver.

Jeg har haft have (og hus) i rigtig mange år, og jeg har virkelig nydt den langsommelige proces med at se, hvordan årstiderne forandrer omgivelserne, og hvordan alting langsomt vokser frem og tager form. Jeg har aldrig været særlig ferm i en have - men jeg har nydt den lillebitte smule, som jeg har kunne finde ud af.
Siden 2008 har jeg boet til leje, først alene og siden sammen med Fyrbøderen, og det passer rigtig godt til os og vores tempo, men for hvert forår vokser havehungeren i mig, og det er snart ved at være tid til, at jeg igen skal eje min egen have.
Det er altså bare ikke det samme, når det ikke er éns egen have. Desværre. Gid det var.
Uden jeg kan forklare det, så ved jeg, at jeg bliver nødt til at have en have som er vores egen. Min egen!


Der er bare lige ét problem. Eller.. det vil sige, der er faktisk to.

Det ene (lille) problem er, at Fyrbøderen ikke er helt det samme sted som mig i længslen efter at bruge alle sine sommerdage på at ligge med røven i vejret og ordne ukrudt, eller være død-og-pine forpligtet på at klippe hækken inden Sankt Hans.
Det er ok. Hans drømme behøver ikke være de samme som mine.
Han behøver faktisk ikke engang gøre noget som helst i den have, han må hjertens gerne bare nøjes med at være ham, der står ved grillen og sørger for der er øl på køl.
Det er helt ok med mig!

Men det andet problem er lidt mere reelt - for der går lang tid - meget lang tid - før vi nogensinde får råd til at købe noget som helst, der rimer på jordbærbed.

Vi har en meget klar plan; nemlig at få afviklet ALT vores gamle gæld så hurtigt som overhovedet muligt, så vi kan realisere endnu flere af vores drømme - af den slags, som kræver penge.
Vi knokler for det, og den realistiske udsigt er, at vi i 2018 (endelig) får råd til at købe vores egen have - og det hus, der følger med.

Det er fedt at have så konkret et mål at stræbe efter, og vi er megastolte over al den vej vi indtil nu har tilbagelagt.
Der er bare stadig utrolig langt til 2018, og især de dage, hvor havehungeren hiver i mig, og råber til mig, at jeg spilder min tid, når jeg sidder inde i en lejlighed, uden at foretage mig noget nyttigt, noget af værdi.

Så vi snakker utrolig meget om andre muligheder for tiden.
Jeg tror mest det er mig, der snakker - og Fyrbøderen der lytter. En have er nok i grunden mest min drøm.
Så jeg snakker om kolonihaver og kolonihaver og kolonihaver. Og han lytter høfligt, og svarer sødt på de rigtige tidspunkter, og tager med mig ud og kigger på samtlige kolonihaver, der er til salg i hele byen.
Og jeg drømmer og fabulerer, men når det kommer til at træffe en beslutning om at gøre det, så bliver det rigtig svært, på trods af at man får rigtig meget kolonihave for pengene hér i Horsens.

For de penge en kolonihave ville koste - ville svare til, at vi kunne komme et helt år tættere på vores drømme om et rigtig hus.

Og hvad gør vi så?
Sparer vi sammen til en kolonihave, og skubber vores drømme om et rigtig hus med en rigtig have endnu et år længere ud i fremtiden?
Det ville føles som et lille nederlag at skulle føje endnu et år til den trælse pulje. Til gengæld ville vi have et dejligt sted at være, hvor børnene (og jeg) kunne komme på græs, som ville give en god modvægt til lejlighedslivet.

Eller spænder vi ballerne, og finder trøst i tanken om, at når vi når 2018, SÅ skal den have på alle havetangenterne, og det er den helt store drøm, vi er nået i mål med?

Uanset hvad - så bliver det ikke i år, tror jeg. Men jeg tror vi bliver nødt til at lægge en plan, for ellers sidder jeg her igen - endnu mere desperat og havehungrende - næste forår.

"The best time to plant a tree was 20 years ago. The second-best time is now!!"

Men hvilket træ skal vi plante - og vi kan kun vælge ét af dem?
Jeg er i tvivl. Og det er Fyrbøderen også. Og jeg ville ønske, jeg kunne se løsningen.
Og imens sidder jeg stadig hér i lejligheden og føler mig en smule unyttig, mens havehungeren hiver i mig.

Det er fandme godt, at jeg kan strikke. Ellers var jeg gået bananas af indestængt udlængsels-energi for længst!

tirsdag den 13. maj 2014

Mouthful of wasps


Man skulle tro, at der var helt stille i mit hovede.
Ingen blogindlæg i mere end en måned? Det må da være et tegn på manglende ord?

Men jeg er så fuld af ord, at jeg brækker mig ud over den første og bedste som spørger mig om ét eller andet ligegyldigt. Ord ord ord. De vælter ud af mig, uden omsvøb og ind imellem uden omtanke.

Ordene flommer ud af min mund i en lårtyk ståle, og hvis de ikke lige kommer ud af min mund, så hvirvler de rundt inde i mit hovede, som tusinde forvirrede hvepse, der flyver desperate mod hjerneskallens vinduer. Ord ord ord. Bzzzz. Summm. Ord. Flere ord. Ord ord ord.
Desperate efter at komme ud, slippe fri.
De er fuldstændig ligeglade med deres egen sikkerhed, de vil bare UD! NU!

Jeg kan blive så træt af at høre på mig selv. Virkelig.
Hold nu kæft, Trine. De giiiider ikke høre mere om strikkeri eller undren over børn, der vokser, eller mad du glemmer at spise, eller én eller anden koncert du var til for en million år siden, eller eller eller hvad du ellers lige slynger tilfældigt ud.
Nej. Vent. JEG gider ikke!

Jeg! Gider! Ikke! Høre! Mere! På! Mig! Selv!

Nogle gange forsøger jeg at aftale med mig selv, at i dag vil jeg prøve at være lidt mere stille.
Hvis vi fx. skal til ét eller andet, måske et familiearrangement, kan jeg godt aftale med mig selv på forhånd, at i dag vil jeg være lidt mindre talende, lidt mere lyttende.
Så bliver jeg så stolt af mig selv - lige indtil hoveddøren bliver åbnet, og den første og bedste tante spørger mig om ét eller andet ligegyldigt (måske siger hun endda kun 'goddag'), og inden jeg får set mig om, så har de forvirrede hvepsetanker spottet en udgang fra deres indetrængte fængsel, og beslutter på samme tid at flyve ud på én gang, og rammer det stakkels uforberedte menneske med sværm-styrke.

Jeg kan hele tiden høre mig selv tale, og samtidig kan jeg høre en anden stemme - som faktisk også er min - der tsk'ende irettesætter mig.
Men så er jeg jo kommet igang med at snakke, og ordene flyver ukontrollerbare afsted i en forvirrende sværm, og af én eller anden grund bliver jeg nødt til at gøre det færdig, som vi er taler om, før jeg kan smække fælden i, og spærre hvepsene inde igen.
Og hver gang skammer jeg mig en smule bagefter, over at have taget et andet menneske som gidsel i mit hvepsedrama.

Jeg gider ikke høre mere på mig selv. Snak snak snak. Hele tiden.
Min hjerne pisker rundt med ord og ord og ord, og jeg tror desværre, at de bliver ved med at svirvle rundt derinde, hvis ikke de kommer ud? - Men jeg gider simpelthen ikke høre mere på mig selv.

Så nu har jeg fået tinnitus.
En dejlig, mind-blowing hyletone, der ringer og synger og forvirrer - men som i det mindste distraherer mig fra hvepsesværmen.

Jeg ved ikke hvad der er værst? Hvepsesværmen, tinnitus - eller det faktum, at det er min indere møgkælling (du ved, hende der altid sidder og taler nedsættende om mig/dig) der bestemmer inde i mit hovede?

Årh crap! Jeg gider ikke mere. Hold nu kæft, Trine. Hold nu bare kæft!

mandag den 17. marts 2014

Forræderisk levende!


Den morgen han døde gik jeg ud i verden i dyb forundring over, hvordan alle andre kunne se så uberørte ud?
Hvordan kunne de køre bil, handle mælk, snakke om ligegyldigheder, se så upåvirkede ud - uden at opdage, at verden selvsamme morgen havde krøllet sig sammen, rettet sig ud igen og aldrig nogensinde igen ville være den samme?

Jeg kiggede på andre mennesker, og spekulerede over, om de mon kunne se det på mig? At jeg nu var én af den slags mennesker, der ikke længere havde en far.

Solen skinnede nådesløst ned over os, da vi gik en tur gennem byen, så fyldte med ord og tanker og følelser i en stor sammensmeltet sammensurium.
Selvom der var så meget at sige, var der ikke flere ord. Ikke mere at gøre. Ikke andet end en stor, skærende smerte, og en tavs forløsning på en lang og sej kamp, som ingen af os vandt, men som alligevel var nødvendig, og gav os en form for fred.

Den stakkels sol skinnede ned på os fra sin plads på den krystalblå himmel - den havde sikkert ikke andet at stille op. Småfuglene sang, fordi de ikke havde hørt nyheden endnu. Forårsblomsterne voksede stadig lige insisterende i skjul bag urt og busk, fordi det var det eneste for dem at gøre.

Og vi gik.
Midt i det hele, der så så ubekymret, så uberørt ud.
Forræderisk levende. Som om verden havde lavet en skjult aftale om, at den blev nødt til at tage over, der hvor vi var blevet nødt til at slippe.

De sidste 6 år har morgensolen badet ned på mig hver gang det blev den 17. marts.
Skærende, ubarmhjertigt, nødvendigt.
For livet fortsætter.
Hvert minut, hver dag, hver måned, hvert år - hver ny store livssituation, hvert nyt barn, hver ny lykkelig begivenhed, hvert nyt øjeblik, hvor vi kommer i tanke om ham, savner ham, skælder ham ud.

Livet fortsætter. Foræderisk levende.

Og den skjulte aftale verden har lavet om at fortsætte, har også sneget sig ind i mig.
Jeg er ikke den samme jeg var for 6 år siden. Min sorg er ikke den samme, som den var for 6 år siden.

Mon han ved det?
Mon han ved, at vi savner ham, selvom han nogen gange var en kæmpe klaphat. Mon han ved, hvor meget jeg længes efter at fortælle ham, hvor lykkelig jeg er? Mon han forstår, hvor taknemmelig jeg er for den mand jeg deler mit liv med, og den kærlighed, der var lige så stædig, som foråret var for 6 år siden.
Ved han, hvem jeg er nu? Ville han synes jeg er blevet et ok menneske? Ville han være stolt af mig? Af os alle?

Mon han ved, at han har fået endnu 2 børnebørn?
Ved han, forstår han? - at nu hvor han ikke selv er her længere, har vi lov til at lave vores helt egen fortælling om hvem børnenes morfar var? Ved han godt, at han er verdens sejeste morfar i dén fortælling, vi giver videre til vores børn - og at vi faktisk fryder os en lille smule over, at han ikke længere kan fucke det billede op, eller sige os imod?

Livet er sgu så levende, at det virkede som en hån mod os for 6 år siden.
En hån og en trøst på samme tid. For det er det, liv bliver nødt til at være.
Levende. Forræderisk, men levende.




søndag den 16. marts 2014

En teenagemors bekendelser...


Da jeg var 17 år blev jeg kæreste med Thomas. Han var sød, og lige så ung som mig selv.
Vi havde helt styr på det. Ok, måske boede han i den anden ende af landet, men hey, det var da bare en bustur væk.

For et par uger siden havde jeg den store glæde (og angstprovokerende erkendelse) at lægge hjem og ryggrad til, at min egen 16-årige teenager havde sin kæreste på besøg.
Hun er sød. Hun er lige så ung som han. De har helt styr på det. Og ja - de bor i hver sin ende af landet, men hey, det er jo bare en togtur væk...

Jeg hverken kan eller tør tænke på, hvordan det må have været for vores forældre - dengang.

"Hej, glædelig weekend - nå, men jeg smutter igen, for jeg tager lige over og besøger min nye kæreste i Jylland. Hvem hendes forældre er? Hvorfor er det vigtigt - stoler du ikke på mig? Nej, de tager selvfølgelig ikke stoffer. Tror jeg...  De er da helt sikkert fine mennesker, når de nu kan være forældre til sådan en engel, ikk?!"

Jeg har virkelig måtte holde mig i skindet, for ikke at spæne ind på internettet og google løs. Og det er KUN fordi Fyrbøderen har holdt mig i et fast skruestik, at jeg ikke er fløjet hen og ringet til hendes forældre, og spurgt dem om de GODT LIGE var klar over, hvad vores unger har gang i.

Så - kort sagt:
Jeg har holdt mig i skindet - og opført mig lige så anstændigt og fornuftigt, som vores egne forældre gjorde dengang.
De stolede på os. Nu er det min tur til at stole videre - på min egen teenager.

Det er svært - ikke delen med at stole på den store teenager - men måske mere at stole på mig selv i min egen teenage-forælderrolle.

Det skal nok gå. Jeg har gode forbilleder at læne mig op af. Forbilleder, der engang turde stole på mig, og giver mig mod til at stole videre.
Næste gang jeg ser dem må jeg hellere huske at give dem en high-five, og fortælle dem, at jeg vist (endelig) forstår....





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...