mandag den 30. marts 2015

At falde. At flyve.


Man kan føle sig så uendeligt lillebitte, når man står for foden af en kæmpestor mur, der blokerer hele ens udsyn. Ingen vej undenom. Ingen vej igennem. Ingen vej hen over.

Jeg vidste det godt. Jeg skulle over den mur. Det ville koste mig livet, hvis jeg blev hvor jeg var. Jeg ville sygne hen for foden af den, skrumpe ind til en støvet, dårlig efterligning af mig selv.

Jeg havde endda selv bygget, den. Muren. Det var næsten det værste af det hele.
Så stod jeg der og stirrede på en ørken af sten, møjsommeligt stablet ovenpå hinanden. Kendte hver sten. Kaldte dem ved navn. Følte deres hån og skuffelse over mig.
Jeg delte skuffelsen. Så uendlig. Så uoverstigelig.

Jeg tror faktisk jeg havde forventet, at nogen ville forære mig en stige?
Men der kom aldrig nogen.
Der var kun mig. Og muren.

Så jeg blev nødt til at bygge en stige af spejlets splinter, flagrende tanker og splejsede håb.
De mindste splinter. De flygtigste tanker. Det stærkeste håb. Stigen blev nødt til at bære hele min vægt, og jeg havde kun dette ene forsøg.

Med lukkede øjne byggede jeg. I vildskab byggede jeg.
Indigneret. Forfærdet. Med hjertet siddende i halsen og vildskaben brændende i blodet. Stolede fuldstændig på mine hænders intuition, og samlede al mit mod til at acceptere, at stigen ville bære mig, uanset hvor vakkelvorn og uigennemtænkt den måtte være.
Den skulle bære. Den måtte bære. Der var ikke andre options. Byg. Eller dø.

Jeg byggede, til blodet sprang, og holdt stakåndet vejret da jeg skælvende satte fra og løftede mig et skridt tættere på himlen. Men stigen holdt. Den holdt. Den holdt!
Jeg holdt stigen, og stigen holdt mig. Opad. Bare opad.
Jeg ved ikke helt hvordan det lykkedes mig at komme op til toppen, men det gjorde jeg.

Udsigten var... mageløs.
Hjertelammende overvældende, frygtindgydende smuk.
Højdeskræk falder til jorden i sammenligning med den vildskab det var at stå på kanten af verden deroppe, og kun lige akkurat holde balancen.
Vinden piskede mig i ansigtet, og hvirvlede mit hår, tordnede mig i ørene. Blæsten ruskede larmende i mig.

Og dér - mens jeg klamrede mig til den yderste kant af murens indbildte tryghed - gik det op for mig, at der ikke var nogen vej ned igen.
Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme ned på den anden side af muren. Jeg havde ikke skænket det en tanke i min desperate iver efter at forcere murens massive uoverstigelighed.
Igen: jeg havde måske forventet at der ville dukke endnu en stige op - helt af sig selv.

Der var ingen vej ned. Ingen vej op. Ingen vej videre.
I et desperat moment fortrød jeg, at jeg overhovedet havde kæmpet mig derop. Jeg var kommet så langt - og alligevel ikke kommet spor videre.

Men bjergtaget af den barske udsigt og vinden, der sled mine sanser i stykker, slap desperationen sit tag i mig, og blev i stedet afløst af en brusende, forførende trang til at gå nærmere, nærmere, nærmere kanten.
Kunne jeg ikke bare at kaste mig ud?

Jeg er faldet så mange gange før. Aldrig rigtig helt med vilje - men alligevel har hvert fald lært mig, at jeg aldrig er gået helt i stykker.

Mit hamrende hjerte gjorde udslaget. Spring, hviskede det.
Jeg sprang ikke. Så modig tror jeg alligevel ikke jeg er.
Men jeg lukkede mine øjne, lyttede til mit hjertes hvisken, samlede mig alt mit mod... og lænede mig fremover.
Der var ikke andre veje. Jeg ønskede ikke andre veje.

I det frie fald er det ikke længere muligt at afgøre, om jeg falder eller flyver. Begge dele. Eller ingen af delene? Måske bevæger jeg mig slet ikke? Måske hænger jeg bare i en stor fortættet bobbel af ingenting,

Muren opløste i øvrigt sig selv i det samme øjeblik jeg slap. Forunderligt at se noget så velkendt, noget så trygt, og noget så forhadt fordufte med et blink.
Men væk er den. Hver en velkendt sprække. Hver en fortærsket fure. Hver eneste sten, som så møjesommeligt var blevet stablet, så nøje studeret.

Jeg falder. Jeg flyver. Jeg trives.
Det føles faktisk hverken som at flyve eller at falde. Det føles som frihed.
Og som jeg skrev i går:

Det frie fald er vel kun farligt, når der er en bund man kan ramme?







fredag den 27. marts 2015

Free



Det er kun farligt at kaste sig ud i frit fald, hvis der rent faktisk er en bund, man kan ramme, ik?




søndag den 22. marts 2015

Kosmisk spindelvævspoesi


Universets hastige uendelighed.
Det kosmiske spindelvæv.
Tåger af gas trækkes sammen, og tænder stjernelys i mørket.

Mørkt, usynligt stof falder frit sammen i et rum uden bund eller tyngdekraft.
Falder tværs gennem det lysende stof og reagerer ikke, bremses ikke, forstås ikke.

Stof mod stof.
Lange tynde strenge hvilende på overfladen af ubegribeligt store bobler af tomhed.
Lægger sig til rette i kosmos.

Poetisk uforståelighed og blændende orddans gemmer sig sært på uventede steder.
Også i artikler om trevlede kosmiske tråde og moderne astrofysik.

Jeg forundres af skønheden og den mening i ordene, som jeg ikke begriber.
Forførende forvirrende. Forførende smukt!




torsdag den 19. marts 2015

Af voldsom frygt vokser det største mod

Jeg har det for vildt. Streetart

Hudløse og frygtløse ord.
De fylder i gamle bøger og blogindlæg.
Vilde, viltre, voldsomme tanker og holdninger har brændt sig fast på papiret og i en glemt bevidsthed om smerten, de beskriver.

Det er barsk læsning, når jeg bladrer tilbage. Både her på bloggen og i mine højt skattede livsjournaler. Barsk. Og medrivende.

Jeg skrev mit hjerte ud. Hele min sorg. Hele min eksistens. Spiddet i ord. Affyret uden frygt og uden sigte.
Jeg tager mig selv i at sidde og stirre på forbløffende formuleringer, sammensat af mig, men uden genkendelse. Skrev jeg virkelig det? Evnede jeg virkelig at betvinge sproget, så hvert ord dirrede af smerte, og hvert ord ramte som et projektil?

Jeg havde intet at miste. Alt var alligevel tabt, og alt var at vinde.
Den form for overlevelsesinstinkt skærer alt overflødigt fra. Der var ingen plads til mellemregninger eller lange forklaringer. Der var kun ordene at klamre sig til, i det oprørte hav jeg kæmpede for ikke at drukne i.

Det er fascinerende at bladre rundt og stirre sin egen frygtløshed lige direkte ind i øjnene. Som et rovdyr trængt op i en krog fandt jeg en instinktiv frygtløshed i ordene, som jeg ikke tror jeg siden har evnet. Jeg bladrer, og det stirrer mig lige op i ansigtet, Råt, smukt, fascinerende og forfærdenlig skræmmende.
Ud af stor sorg vokser stor kunst - har jeg hørt.
Og ud af voldsom frygt vokser det største mod.

Jeg savner det mod.
Nu. Hvor alt er vundet, og jeg har alt at miste.

Jeg ønsker mig aldrig den smerte igen. Jeg ønsker mig aldrig nogensinde derhen, hvor hele min eksistens er på spil, og ordene er den eneste planke at klamre sig til for ikke at drukne.
Hvordan finder man modet, når man ikke er livstruet? Hvordan skriver man ægte, når man ikke længere er afhængig af ordene for at overleve - men leve?

Jeg spekulerer over, om det kun er muligt at skrive så jorden ryster, når man står midt i et vulkanudbrud?



onsdag den 18. marts 2015

Når hjertet husker det hjernen glemmer



Jeg havde bare en mega underlig dag i går.
Rastløs. Irritabel. Forvirret.

Det undrede mig helt vildt meget?

Jeg har ikke (mere end normal) grund til at være hverken forvirret eller rastløs for tiden - faktisk tværtimod. Der er godt flow i både kærligheden og arbejdslivet (ohhh, yaeh! Rigtig godt flow, faktisk!). Så hvorfor pludselig sådan en underlige ikke-dag, lige midt i det hele?

Jeg kunne ikke koncentrere mig om at strikke. Forsøgte at finde strikketøjet frem af flere omgange, men hver gang sad jeg bare og gloede på det, og kunne ikke huske hvad jeg var i gang med?
Så forsøgte jeg at lege lidt med Boblingen. Cirka samme succes-rate. Kaffen smagte mærkeligt. Fyrbøderen irriterede mig. Jeg ville ud og nyde solen, men da jeg kom udenfor var det koldt og træls, og så gad jeg heller ikke dét alligevel.
Hvad fanden skete der lige?

Midt i min forvirring og rastløshed nåede jeg forbi alle de sædvanlige ting på tjeklisten for dårlige dage.

Ja? Tjeklisten! Har du ikke sådan én?
Nå - men det har jeg. Belært af talrige emotionelle erfaringer har jeg efterhånden fundet ud af, at der er visse gengangere, som jeg lige så godt kan tjekke af, inden jeg farer helt op i det røde felt og skaber postyr og rabalder...

Tjeklisten:

1. Kan jeg være gravid?
Ok, den er rimelig åndsvag, måske især fordi jeg ikke KAN blive gravid. Men reaktionen lever bare stadig i bedste velgående. Spørgsmålet er, om den tanke ikke er ret nærværende for praktisk talt alle kvinder, der oplever at alting pludselig begynder at opføre sig mærkeligt?

2. Kan jeg være depressiv?
Angsten lever. Hver dag. Fordi jeg aldrig, aldrig, aldrig skal derhen igen. Så alle reaktioner bliver vejet på en lille guldvægt; er det sundt/normalt/realistisk eller ej.

3. Har jeg husket at få noget at spise i dag?
Ja, for jeg glemmer det konstant. Med store humørudsving til følge. Ikke særlig voksent, I know. Men ret almindeligt for mig.

4. Er der noget jeg har glemt at lytte til?
Spole, spole, spole tilbage. Er der noget, som jeg har overset? Et menneske, jeg har glemt at ringe til? En veninde, som trænger til opmærksomhed? Et barn, der har brug for min omsorg. Har jeg kysset min mand i dag? Har jeg husket at fylde energi på mit eget hjerte? Hvad har jeg overset?


... Men.
Tjek tjek tjek tjek.
Der var intet atypisk ved tjeklisten i går. Stadig lige så rablende unormal som jeg plejer.

Og så gik den dag. Sådan lige akkurat, med hiv og sving. Ikke en dag som var noget særligt, eller noget særligt bekymrende. Bare en unormalt træls dag.

Til gengæld vågnede jeg i morges, og vidste lige præcis, hvad det var!

I går var det 17. mart.
I går var det 7 år siden min far døde. Lige præcis i går.

Jeg tænker på ham rimelig ofte. Han er allestedsnærværende i min egen opfattelse af, hvem jeg er, når jeg er mig.
Og jeg vidste godt, at datoen nærmede sig - men jeg havde glemt det igen, i min travlhed med at leve. (Og hurra for det, i øvrigt!)

Det er vildt besynderligt, er det ikke?
At kroppen husker på den måde?
Det kan godt være, at min hjerne var beskæftiget med en masse andre ting og sager. Men min krop fortalte mig, at dagen i går var forvirret og rastløs. Modløs. Humørsyg. Ked af det.

Forbandet og forunderligt.
Jeg var midt i noget andet, men min krop bad mig stoppe op. Bare lige for en dag. Og da jeg ikke lyttede, så sørgede hele systemet for at stoppe mig alligevel.
Forunderlige hjerte, som husker når hjernen ikke gør.

Forunderlige sorg, som aldrig slutter - men får nye harmoniske nuancer for hvert nyt år, hvert nyt forår.

fredag den 13. marts 2015

Der er ingen mening i savsmuld


Der var engang, hvor jeg sad og stirrede ind i savsmuldstapetet i jagten på at finde én eller anden form for mening med alting.

Det var også dengang, hvor alle mine ideer holdt op og forsvandt.
Det var også dengang, hvor mine hænder lå stille og mine ord svandt ind i takt med tapetets tavshed.

Der er ingen mening i savsmuldstapeter. Kun savsmuld.

Det var dengang hvor jeg mest af alt var skræmt ved tanken om, at jeg aldrig nogensinde ville få én eneste idé igen. Aldrig nogensinde igen ville gribe en hysterisk impulsiv tanke og gøre den konkret. Aldrig igen ville antænde jetmotoren med ord og latter og energi.
Der var vitterligt ingen mening. Heller ingen ideer. Stadig kun savsmuld.

Det var også dengang, hvor en velmenende veninde sagde: "Husk at skrive alle dine ideer ned, for en dag løber du tør, og så får du brug for at huske de gamle."

Jeg endte med at tro, at savsmuld ville blive min fremtid. For altid.

Men.

Hvis jeg skal beskrive én af de største, mest lykkeligste erkendelser i hele min voksne bevidste eksistens, så må det være, at jeg fandt meningen og ideerne igen.
Lige der i savsmulden.

Mine ideer holder aldrig op og forsvinder. Mine hænder ligger aldrig stille, og mine ord vil altid strømme rigeligt.
Der var mening i savsmuldstapetet. Mening. Og ideer.

Jeg ved nu, at selvom mine ideer forsvinder igen - så kommer de tilbage.
Og mange gange er det de allervigtigste ideer, der forsvinder. Bare lige for en stund. Som dengang.
For de bedste ideer og den bedste mening er dem, som kommer tilbage. Stærkere. Vigtigere.

Jeg er holdt op med at skrive mine ideer ned.
Jeg stoler blindt på at de bedste kommer tilbage igen.

tirsdag den 10. marts 2015

e



Nå, men det har ellers været en fin dag i dag.
Bare sådan stille og rolig, du ved. Ikke noget særligt Bare en tirsdag.

Hvad jeg har lavet?
Ah. Arbejdet lidt. Gloet lidt på facebook. Fået verdenshistoriens bedste idé. Betalt for at få tæsk af en clairvoyant. Fundet et e i min elevator. Drukket lidt for meget kaffe. Glemt at spise min frokost.
Du ved, bare sådan en ordinær tirsdag...



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...