Er vi der snaaart??

Interviewet var ikke svært.
Det var den der fotosession heller ikke, da det kom til stykket.

Men ventetiden er en kælling! Og jeg aner stadig ikke hvornår artiklen kommer i Alt for Damerne.

Hvis der er nogen af jer der hører noget, så sig lige til, hva?!
Imens går jeg lige ind og bider i en pude.

Eftertænksomme Asparges...

Så blev hun 8 år, vores lille SkrigeSkinke.

Altså. Lige pånær hun ikke skriger længere. Eller på nogen måde længere er en skinke...

Hun er faktisk blevet det modsatte af en SkrigeSkinke. En eftertænksom asparges, tror jeg.
Men det slipper jeg nok ikke afsted med at kalde hende.

Men dét hun ikke længere skriger, taler hun til gengæld. Munden står aldrig stille på det pigebarn.
Og nu er hun 8, og har flere og flere mærksværdige betragtninger på den verden vi lever i.
Hun undrer sig over - og kommenterer på - ALT!

Men sjovt nok er det eneste hun aldrig studser over vores lidt brogede kludetæppe af en familie?
For Karen er det den største selvfølgelighed i verden, at hun har én stor familie, som 'bare' er fordelt på to matrikler.
Hun spørger aldrig undrende. Synes aldrig, det er mærkeligt at have fire forældre. Veksler fint mellem at være storesøster til den ene bror den ene uge, og den anden bror den anden uge.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at Karen synes hun har to fædre og to mødre - hun ved godt, hvem af os, der lavede hende i sin tid. Men jeg tror, at den eneste forskel på hendes bonusmor og mig, er det faktum at det var mig, der fødte hende.

Ind imellem dukker tanken op om at det er svært at dele sine børn/sit barn med en anden kvinde, som også er deres mor. Måske især i forhold til Karen, den eneste pige i flokken af brødre.
Men jeg kigger lidt på tanken, og bliver hver gang lige overrasket over at det faktisk slet ikke er svært!
Karen plukker og doserer selv de kvaliteter og input fra os alle fire, som hun lige står og har brug for.
Og Karens bonusmor giver hende lige så ufattelige mængder kærlighed og opmærksomhed som jeg gør - og i virkeligheden tror jeg vi lapper over hinanden og supplerer hinanden rigtig godt?

Lad os se, hvor længe dén går? For lige så meget 'vores pige' hun er lige nu - lige så meget kommer vi garanteret til at slås med hende om meget få år!
En barndom med (to fædre og) to mødre er tryg og omsorgsfuld - men et teenageliv med (to fædre og) to mødre er sikkert noget helt andet...

Ej... jeg fandt lige det allerførste blogindlæg jeg skrev om hende, Feodora.
Nuårh, der er sket meget siden. Og dog?

Dilemma splilemma

Jeg tænker sgu stadig en del over det der med at have reklamer, sponsorater og produktomtale på sin blog.

Jeg mener stadig det samme som jeg hele tiden har gjort om den slags - men synes mine holdninger bliver afprøvet og nuanceret, når jeg løbende taler med både andre bloggere og bloglæsere om emnet.

Én af de ting jeg spekulerer over handler om forbrugeradfærd og det ansvar vi/jeg har som bevidste forbrugere.
Jeg har et medie til rådighed - bloggen hér - hvor jeg uden indblanden fra nogen som helst, kan fortælle lige præcis hvad jeg mener om hvad som helst.
Og jeg mener sgu mange ting om meget!
Jeg spekulerer lidt over, om ikke det er en skam, at jeg ikke benytter mig noget mere af den platform jeg har til rådighed til at sige lige præcis hvad jeg mener - også når det handler om de varer jeg putter i kurven?

Jeg synes jo at jeg ikke er til salg, mine holdninger er ikke til salg - og at de aldrig bliver det.

Men det ender jo med, at jeg aldrig omtaler noget som helst 'købeligt' - hverken positivt eller negativt - fordi jeg frygter det kan læne sig op ad markedsføring, og diverse spekulationer om hvorvidt jeg er betalt eller ej.
Det synes jeg er en skam. For - jeg siger det lige igen - jeg mener fandme meget om mange ting. Både godt og skidt!

Eksempel: Jeg har købt et par ultrafine sko på en webshop. Men jeg skriver ikke om dem, fordi andre bloggere i andre sammenhænge har lavede sponsorerede indlæg for den pågældende webshop. (Jeg fik også tilbuddet, men takkede nej).
Det er sgudda lidt træls - for det er et par røvfine sko, som jeg faktisk gerne vil vise frem og anbefale. Og webshoppen gav førsteklasses service og lynhurtig levering.
Det kunne jeg egentlig godt have lyst til at fortælle om.

Og den næste overvejelse ligger i lige direkte forlængelse heraf;
Er det ikke plat-åndsvagt, at jeg så har takket nej til at få en klækkelig rabat på lige præcis de sko, som jeg alligevel ville ha købt - 'bare' fordi jeg er bekymret for om jeg sælger min sjæl for ussel mammon?
Jeg vil sgu da gerne have en bid af kagen - det er da sjovt og spændende, at jeg som blogger kan gøre min (tini tiny) indflydelse gældende, i forhold til at præge samfundsstemningen og forbrugeradfærd.
Det er da interessant, at jeg som blogger kan få fordele ved at have en ærlig mening om den verden vi lever i, og de produkter vi anvender.

Lige nu er det jo blevet til, at jeg aldrig nogensinde fortæller om ting jeg har købt, eller viser billeder af ting jeg er glad for og stolt af - fordi jeg ikke vil så nogen form for tvivl om, hvorvidt det er betalt af mig selv, eller om det er noget jeg har modtaget ét eller andet for at omtale.
Det er faktisk blevet lidt træls. Og har været det gennem længere tid.


Jeg tænker. Ikke dermed sagt jeg har en færdig-fin løsning, eller et svar på den geniale måde at bevare sin integritet, benytte sig af det medie der er stillet mig til rådighed - og samtidig få en bid af de fordele, der er tilgængelige for dem som gerne vil bruge dem.
Jeg overvejer lidt, om jeg skal mene noget andet - sådan helt officielt - end jeg har gjort hidtil. Men jeg kan sgu ikke gennemskue det.

Argh. Gid det var lidt mere gennemskueligt.
Og gid jeg ikke altid tænker så meget over tingene, altså...

Snart 8 og på vej på pension

Mor:
"Ha, Karen - kan du huske dengang du var lille, hvor du var så hidsig du kunne skrige i timevis? Hvor i alverden er det temperament blevet af?"

Karen:
(*suk*) "Tja, det ligger tilbage i barndommen"

En historie som trænger til at blive fortalt

Sådan ser man ud, når man har tøj- og identitetsparanoia fordi man skal have taget billeder til Damebladet

Jeg har skrevet en del sammen med en journalist de seneste uger - for der er en historie, der trænger til at blive fortalt!
Det er naturligvis historien om skilsmissen, jeg mener.

Jeg har af flere omgange og i mange forskellige sammenhænge forsøgt at sætte ord på alt dét som har gjort min/vores skilsmisse til noget særligt.
For den er noget særligt.
Og den historie har jeg længe haft lyst til at dele med andre, der måske kan finde en snert af håb, trøst og forklaring i vores historie.

Jeg tror ikke at jeg har været klar til at sætte så mange ord, og så mange præcise ord på, som jeg har gjort denne gang.
Men jeg var klar til det nu, og det har været en god og spændende proces at forklare til en helt udenforstående, hvad der har været på spil og hvad der skete med mig både under og efter krisen.

Artiklen bliver bragt i Alt for Damerne i løbet af sommeren.
Jeg ved endnu ikke hvornår - men jeg har fået lov til at se det endelige udkast af den færdige udgave, og jeg er meget meget tilfreds.
Jeg har fået lov til at fortælle de ting om vores skilsmisse som jeg synes er de absolut vigtigste;
- man kan blive skilt på en måde, hvor børnene ikke kommer i klemme i de voksnes konflikt
- man kan blive skilt og stadig bevare respekten for hinanden, og accepten af at kærligheden stadig findes, omend i en anden form
- at et forlist ægteskab ikke er en definitiv afslutning - men også en mulighed for at starte et nyt kapitel på et delt forældre- og venskab i en ny fortolkning
- at det er muligt at blive glad igen. Rigtig glad. Som i nærmest lykkelig.

Jeg er glad og spændt på at se artiklen på tryk! Det gør mig så glad at få bekræftet, at det ikke kun er mig der synes det er en fortælling som fortjener at blive fortalt videre.

Jeg ringede til Overblikket, og fortalte at han lige skulle vide at jeg har skrevet sammen med en journalist, så han ikke selv skulle opdage det, eller høre fra alle mulige andre at hans skilsmisse pludselig var i et dameblad - men at jeg bare lige ville forsikre ham om, at jeg har fortalt om ham og det vi havde sammen med respekt.
Hans svar var: "Det behøver du ikke forsikre mig om, det ved jeg godt, Trine!"

Jeg er helt på det rene med, at vores skilsmisse og måde at være hinandens på ikke nødvendigvis er den rigtige for andre end os selv. Det er ikke en entydig sandhed jeg forsøger at missionere!
Men mit håb er, at jeg med denne fortælling kan vise et alternativ til den gængse opfattelse af hvordan det er at blive og være skilt.

Forleden lørdag kom der så også en fotograf forbi og tog billeder til artiklen - og dét var godtnok en ... hmm... skal vi ikke bare sige en NY oplevelse.
Jeg bliver aldrig særlig god til at stå der og 'se ud'.
Men billederne er blevet rigtig gode (ok - der er nogle af dem som er rigtig dameblads-agtige, og jeg kan næsten ikke genkende mig selv i det setup), men da jeg lige var kommet mig over den værste tøj- og identitetsparanoia lykkedes det faktisk at nyde oplevelsen.

Uh. Jeg glæder mig til at se artiklen på tryk!
Men allermest glæder jeg mig røvmeget over, at den historie bliver fortalt vidt og bredt. Det var på tide, og denne gang var jeg klar.

Smut over til Meraki i stedet

Vi bringer en lille servicemeddelelse:

Jeg ved ikke, om der stadig er nogen af jer, der læser med herinde i håb om at fange et glimt af noget strik eller andre kreative projekter?

I så fald går I forgæves - for alt hvad der har med mine kreative udskejelser at gøre bor nu på min kreative blog, Meraki.

Og dette var en servicemeddelelse. God dag til jer!

Snip snap snude...

Klip klip!

- og det var det!

Ikke flere børn til mig, tak!

Det var et lillebitte indgreb - det tog ikke meget mere end 10 minutter.
Men et lillebitte indgreb, som dog havde krævet en del overvejelser forinden.

En sterilisation er ikke bare lige noget, man sådan bare gør.
Jeg har gennemført hele graviditeter uden at blive undersøgt lige så grundigt, og udspurgt lige så omfattende som til denne operation.
"Er du nu sikker?"
"Hvad nu, hvis din livssituation ændrer sig igen?"
"Er du nu helt sikker? HELT sikker"

Og så skulle der underskrives blanketter i flere eksemplarer, og holdes oplæg om jura og om fraskrivelse af ansvar.
Jeg var noget overrasket over hvor svært det faktisk var at forklare både min læge og sygehuset, at jeg er fuldt ud bevidst om den beslutning jeg har truffet.
Min læge overhørte mit ønske hele to gange, inden jeg selv greb til handling og kontaktede hospitalet. Måske var han utryg? Måske er det normal procedure at overhøre den slags ønsker for at være helt sikker på, at ønsket er stærkt nok? Måske er det normalt at skulle bede om hjælp til dette mere end én gang, før de tænker man er helt klar?
Jeg ved det ikke. Men det er også ligemeget, for det lykkedes til sidst, og det er det vigtigste.

Selve det fysiske indgreb er meget, meget lille. Det voldte mig ikke mange kvaler.
Æggelederne bliver brændt over, så æggene ikke kan komme igennem, og dermed ikke bevæge sig videre ned i livmoderen og blive befrugtet.

Jeg var spændt på det psykiske indgreb.
Jeg var spændt på om jeg ville reagere, og hvordan jeg så ville ha det.
Men både før, under og nu her, bagefter, har jeg ikke været et sekund i tvivl om at det er én af de bedre beslutninger jeg har truffet!

Det handler om at tage ejerskab over sin egen krop og sin egen virkelighed.

Jeg har fire (!) fantastiske børn med to vidunderlige mænd.
Jeg er 36 år, og har været igang med at få børn i mere end 15 år.
Jeg har sammenlagt været gravid mere end 3 år - og ammet i næsten lige så lang tid.

Jeg synes mit job her er fuldført!
Og den følelse jeg sidder med nu er en stor, tung og varm tilfredshed over de liv jeg har givet, og den omsorg jeg har ydet.
Det er nok til flere kvinders liv, og det er endda kun mit eget ene vi taler om her.

Jeg er tilfreds og stolt og fyldt med kærlighed og taknemmelighed.

Men min krop er min!
Der skal ikke være flere mennesker der har andel i den - end dem jeg selv vælger at ville dele den med (so to speak ;-)

Jeg glæder mig SÅ meget til resten af mit liv, hvor jeg ikke behøver frygte uønskede graviditeter, hvor jeg ved at jeg kan danse frit og længe, fylde mig med al det junk jeg overhovedet har lyst til, ryge alle de (forbudte) smøger jeg har samvittighed til, og være skideligeglad med om jeg drikker en øl for meget.
Min krop er min. Og kun min.

Det er garanteret ikke den rigtige beslutning for alle. Men det var den helt, helt, helt rigtige beslutning for mig, og for os.
Vi skal til at være voksne nu. Ikke flere småbørn.
Men et liv fyldt med stolthed og kærlighed over de fire vi har.
Og plads til at lege, uden at skulle bekymre os!

Og ja, BabyBob bliver aldrig nogens storebror. Det tænker jeg en del over.
Men én skal jo være Sidsten, og det blev ham. Og sådan helt ærligt, så tror jeg han er den bedste til det - for hvordan kan man nogensinde eftergøre noget som er SÅ perfekt? (Nej, vel!?)

Vores eneste mening kan faktisk lige stadig

Det er hvad min blog består af!

Du kan også wordle din blog - lige her!

Jeg har også lavet en på Meraki. Der står lidt af det samme. Og dog...