torsdag den 28. januar 2016

Det er derfor jeg aldrig handler...


Det slår aldrig fejl...
HVER evige eneste gang jeg ved en fejl kommer til at bevæge mig ind i et supermarked, så sker følgende:

Første går skydedørene op, og jeg bliver fuldstændig bombaderet med farver og lyde.
Jeg går ca. 2 skridt ind i butikken, og bliver distraheret af ét eller andet tingeltangel, som fanger min opmærksomhed.
Lidt længere henne er der noget andet tingeltangel, som jeg også lige bliver nødt til at se, hvad er. Skiltene råber til mig, der er mennesker, der synes jeg står i vejen, og mine sanser er på overarbejde.
Og hvad er nu det for noget, der ligger derovre - hvad kan man bruge det til?

Inden jeg får set mig om har jeg glemt hvad jeg skulle handle, og er faret fuldkommen vild i de endeløse rækker af overflødigheder, indtil en venlig sjæl peger mig i retning af kassen - og udgangen.

Jeg kommer altid hjem med paniksved og kun halvdelen af det jeg skulle bruge - plus en hel masse lort, som jeg ikke aner hvad er til.

Det er også cirka sådan hele resten af mit liv føles nogen gange...


onsdag den 20. januar 2016

Lader være

Jeg kan faktisk godt panikke lidt over ikke at gå i panik.
Når roen føles lurende.
Når stilheden bliver for tyst.

Hvad er der galt? mumler jeg til min egen skygge.
Leder efter støv at hvivle op.

Fraværet af drama panikker inden i mig.
Bekymrer mit hjerte med urolig angst.
Skærer grimasser af rolig fattethed, mens mit indre tordner.

Mørket snor sig ind i min øregang, og hvisker til mig at tid kun er til låns.
Vanviddetspanikken er kun et åndedrag herfra.
Jeg kan selv vælge, om jeg går derhen.

De fleste dage lader jeg være.

mandag den 11. januar 2016

Et liv uden Bowie




Jeg har tudet over Bowie i dag.
Lige som resten af verden, tror jeg.
Det greb mig hårdhændet om hjertet, da han i videoen kravlede tilbage i sit dunkle kabinet, med en vanvids-gestus.
Tilbage i mørket. Tilbage til den bizarre verden, som han i virkeligheden hører hjemme i.
Mørket, vanviddet, genialiteten.
Uden for vores fatteevne.

Mon han vidste det? At Lazarus ville blive hans sidste udspil?
Jeg har hørt den på repeat i dag. Dén og Space Oddity.

Det er virkelig interessant at lægge mærke til, hvor stor impact ét menneske har haft på så mange - og hvor forskelligt vi hver især har givet ham en særlig plads.
De sociale medier strømmer over med fortællingerne i dag. Alle poster quotes og historier om deres særlige forhold til ham.

Ingen har levet et liv uden Bowie. Og nu er det dét eneste vi alle bliver nødt til.


fredag den 8. januar 2016

Hestemulehår splittet på langs



Jeg lovede mig selv sidste år, at jeg ville skrive mere herinde, end jeg havde gjort året før.
Det gjorde jeg så... næsten.

onsdag den 6. januar 2016

Kan du holde dig selv ud, freak!?


Det er gået helt galt.

FULDSTÆNDIG galt!

Det startede for et år eller to siden.
Nogen provokerede mig så meget, at jeg snørede et par løbesko i ren arrigskab, og til min store overraskelse gav det komplet mening for min krop, det der med at løbe.

Jeg ved det... Det lyder fuldstændig usansynligt, men er altså ganske sandt.
Fyrbøderen har altid rullet på jorden af grin over min løbestil, der på en god dag mest af alt minder om Phoebe... (De dårlige dage taler vi ikke om hér...)
Men ikke desto mindre er det altså sandt. Jeg løber. Regelmæssigt. Og jeg kan oven i købet li det.
True story!

Men så gik det yderligere galt.
Jeg blev syg. Stress-syg og bekymringssyg og fysisk syg.
Så jeg røg min sidste smøg og aftalte med mig selv, at nok var nok. Det er 4 måneder siden nu.
Jeps. Røgfi i fire måneder. Det betyder blandt andet, at jeg har sparet fucking 3500 kroner - og rent faktisk ikke længere tror jeg skal dø, hver gang jeg tager de der løbesko på.

Og for at det ikke skal være løgn, så har vi fået sådan en aftale med de der kasse-mennesker fra Aarstiderne, så vi nu spiser 200 % mere grønt og mindt 50 % mere økologisk end vi gjorde for bare et par måneder siden.

Og i går stod jeg og gloede på mig selv i spejlet uden en trevl på kroppen. Og lige dér - midt på maven - der sad der sgu en skygge jeg ikke har set før.
Tror fanden om ikke det var en muskel!!!???


Men så var det også, at jeg gik direkte ud i fryseren og hentede en stor bøtte is, som jeg kværnede foran fjernsynet - bare lige for at kunne holde mig selv ud.


mandag den 7. december 2015

Når en kvinde lærer at kvinde sig op.

At balancere et liv, hvor man skal tage hånd om både et fornuftigt børneliv for alle involverede parter, et fornuftigt arbejdsliv for alle involverede parter og et fornuftigt kærlighedsliv for alle involverede parter kræver at en kvinde lærer at kvinde sig op.

For at sige det mildt: 2015 har været et lorteår.
2015 er stadig et lorteår, hvis jeg må være så fri.
Men som med alle andre lorte, så tygger man sig lige så stille igennem dem bid for bid - og den her lort er snart ædt færdig.
Og heldigvis for det.

Mit helbred har fucket gevaldigt med mig. Både mit mentale og mit fysiske.
Stressen fik ram på mig endnu engang. Depressionen (og frygten for den) gnaver dagligt i min bevidsthed. Sygdom - og angten for at være alvorligt syg har stjålet mit mentale overskud.
Mine mange børn har krævet min opmærksomhed og omsorg (med rette! For det er derfor jeg er her!)

Bid for bid har vi gnasket os igennem.
Den her lort er snart ædt op. Og jeg GIDER ikke flere lorte nu!

Men det kræver at en kvinde lærer at kvinde sig op - for at passe på alle involverede parter.

Og den her kvinde er blevet nødt til at lære at sige NEJ.

Hvis jeg skal håndtere de udfordringer der har været - og som helt sikkert bliver ved med at dukke op (for sådan er livet jo, tju hej) - så bliver jeg nødt til at passe på den vigtigste ressource jeg har. Mig selv.
Hvis jeg ikke passer på mig selv, så kan jeg intet. Og lige nu er der bare stadig brug for at jeg stepper op, og gør dét der skal til.

Så det gør jeg. Dét, der skal til.
Men resten bliver jeg nødt til at sige nej til.
Tak - men nej.

Jeg kan holde til én arbejdsopgave om dagen. Jeg kan holde til ét socialt arrangement om ugen - og please, helst kun i 2 timer, for ellers smelter min hjerne. Jeg kan håndtere at arbejde hjemmefra, men er ikke helt overskudsagtig nok til at sidde i et åbent kontorlandskab. Jeg kan lige akkurat overskue min mand og mine børns behov og ønsker og kys og snak.

Jeg har det rigtig, rigtig godt med det. Det passer mig godt at være kravlet lidt herind i min safezone.

Men der er bare stadig nogen, der ikke synes det er helt i orden - når jeg nu plejer at være så udadvendt og initiativrig, og når man nu har forventninger til hinanden, og sådan.

Og det er så nok der, hvor en kvinde bliver nødt til at kvinde sig rigtig-rigtig meget op og sige:
Det er ok, at de har det sådan. Men det kan jeg simpelthen ikke deale med uden at gå i stykker igen.
Og jeg er min egen og børnenes vigtigste ressource, så jeg bliver nødt til at passe på mig (!) for en stund.

Det er nok den sværeste del ved at kvinde sig op. Men jeg er blevet så vant til at æde lort, at den her nok også skal blive klemt ned.
Velbekomme.



mandag den 23. november 2015

Liste over fuldstændig uvirkelige ting, jeg har hørt mig selv sige i dag:


1:
"Er det ikke ved at være tid til at du tager den snak med din far om at flytte ned til ham permanent? Du skal jo ikke blive ved med at være en del af 7/7-ordningen af høflighed overfor mig, skat. Og i øvrigt tror jeg faktisk også du er ved at være gammel nok til at træffe den slags beslutninger selv og i ligeværdigt samspil med os."

2:
Og så er der ikke flere ting



(Fuck!)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...