Snip snap snude...

Klip klip!

- og det var det!

Ikke flere børn til mig, tak!

Det var et lillebitte indgreb - det tog ikke meget mere end 10 minutter.
Men et lillebitte indgreb, som dog havde krævet en del overvejelser forinden.

En sterilisation er ikke bare lige noget, man sådan bare gør.
Jeg har gennemført hele graviditeter uden at blive undersøgt lige så grundigt, og udspurgt lige så omfattende som til denne operation.
"Er du nu sikker?"
"Hvad nu, hvis din livssituation ændrer sig igen?"
"Er du nu helt sikker? HELT sikker"

Og så skulle der underskrives blanketter i flere eksemplarer, og holdes oplæg om jura og om fraskrivelse af ansvar.
Jeg var noget overrasket over hvor svært det faktisk var at forklare både min læge og sygehuset, at jeg er fuldt ud bevidst om den beslutning jeg har truffet.
Min læge overhørte mit ønske hele to gange, inden jeg selv greb til handling og kontaktede hospitalet. Måske var han utryg? Måske er det normal procedure at overhøre den slags ønsker for at være helt sikker på, at ønsket er stærkt nok? Måske er det normalt at skulle bede om hjælp til dette mere end én gang, før de tænker man er helt klar?
Jeg ved det ikke. Men det er også ligemeget, for det lykkedes til sidst, og det er det vigtigste.

Selve det fysiske indgreb er meget, meget lille. Det voldte mig ikke mange kvaler.
Æggelederne bliver brændt over, så æggene ikke kan komme igennem, og dermed ikke bevæge sig videre ned i livmoderen og blive befrugtet.

Jeg var spændt på det psykiske indgreb.
Jeg var spændt på om jeg ville reagere, og hvordan jeg så ville ha det.
Men både før, under og nu her, bagefter, har jeg ikke været et sekund i tvivl om at det er én af de bedre beslutninger jeg har truffet!

Det handler om at tage ejerskab over sin egen krop og sin egen virkelighed.

Jeg har fire (!) fantastiske børn med to vidunderlige mænd.
Jeg er 36 år, og har været igang med at få børn i mere end 15 år.
Jeg har sammenlagt været gravid mere end 3 år - og ammet i næsten lige så lang tid.

Jeg synes mit job her er fuldført!
Og den følelse jeg sidder med nu er en stor, tung og varm tilfredshed over de liv jeg har givet, og den omsorg jeg har ydet.
Det er nok til flere kvinders liv, og det er endda kun mit eget ene vi taler om her.

Jeg er tilfreds og stolt og fyldt med kærlighed og taknemmelighed.

Men min krop er min!
Der skal ikke være flere mennesker der har andel i den - end dem jeg selv vælger at ville dele den med (so to speak ;-)

Jeg glæder mig SÅ meget til resten af mit liv, hvor jeg ikke behøver frygte uønskede graviditeter, hvor jeg ved at jeg kan danse frit og længe, fylde mig med al det junk jeg overhovedet har lyst til, ryge alle de (forbudte) smøger jeg har samvittighed til, og være skideligeglad med om jeg drikker en øl for meget.
Min krop er min. Og kun min.

Det er garanteret ikke den rigtige beslutning for alle. Men det var den helt, helt, helt rigtige beslutning for mig, og for os.
Vi skal til at være voksne nu. Ikke flere småbørn.
Men et liv fyldt med stolthed og kærlighed over de fire vi har.
Og plads til at lege, uden at skulle bekymre os!

Og ja, BabyBob bliver aldrig nogens storebror. Det tænker jeg en del over.
Men én skal jo være Sidsten, og det blev ham. Og sådan helt ærligt, så tror jeg han er den bedste til det - for hvordan kan man nogensinde eftergøre noget som er SÅ perfekt? (Nej, vel!?)

Vores eneste mening kan faktisk lige stadig

Det er hvad min blog består af!

Du kan også wordle din blog - lige her!

Jeg har også lavet en på Meraki. Der står lidt af det samme. Og dog...

Glimmer og fortrængte længsler

Hver morgen sidder jeg foran Ramasjang med BabyBob på skødet.
Han lader som om han er interesseret, men vi ved begge to at det udelukkende er for min skyld vi sidder der.

Vi ser nemlig 'Cirkusliv i Savsmuld'!

Jeg er fuldstændig forelsket og DYBT betaget af Signe Lindkvist!
Ikke nok med at hun har formået igennem efterhånden mange, mange år at lave sjovt, nærværende, aktuelt børnefjernsyn, der vel at mærke IKKE taler ned til ungerne, men faktisk rammer dem på den fede måde
- men hun er også bare så pæn at se på!

Signes rolle i cirkus-programmerne rammer mig et helt særligt ømt sted. Hun er cirkusprinsesse, og der er ikke sparet en øre på hverken glimmer, fjer eller palietter.
Hver eneste morgen trækker hun i et nyt sæt med guld og blonder og fjer, og jeg sidder herhjemme foran min skærm og sukker dybt og inderligt.

Hvorfor?
Hvorfor er det at jeg bliver så fascineret af hele hendes arsenal af blomsterbehængte pandebånd? Hvorfor er det jeg drømmer om at sy mig mindst fire forskellige kæmpestore, struttende tylskørter? Hvorfor er det jeg får lyst til at flå samtlige diademer og glitrende, overdimensionerede halssmykker ned fra hylderne i den nærmeste Glitter?

Jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Langt fra den eneste!
Kig dig omkring på diverse modeblogs, eller tag et smut ind på Instagram, hvor #Glimmeronsdag giver anledning til at iklæde sig alt der glimter.
Vi ELSKER glimmer. Vi er SYGE efter en hvilken som helst anledning til at stadse os lidt ud, give den lidt gas, pynte os med (lånte?) fjer.
(Glimmeronsdag er en IG-ting, som er opfundet af denne prægtige dame, der helt sikkert aldrig går ned på hverken højt hår eller glimmer! Jeg ved også at en anden prægtig dame laver glimmerradio!)

Jeg tror det er en generationsting!
Alle os med en alder der svarer til ca 30 år - plus/minus en 5 år på begge sider - vi går i frådemode, når vi ser tylskørter, fjerprydelser, leopardpletter og ... ALT der glimter.

Vi var nemlig en hel generation, der voksede op i unisex-universet, hvor den eneste forskel på drengene og pigerne var farven på velourbuksedragten.
Vi havde allesammen lige langt hår, gik i de samme ensfarvede praktiske smækbukser, havde de samme fodformede sko på, og legede allesammen de samme lege, hvor alle skulle ha lov til at være med.

Vi mangler noget, tror jeg. Vi trænger til en ventil, hvor vi kan få lov til at lufte alle de prinsessedrømme som vi måske ikke fik lov til at leve ud, dengang vi var små. Ergo bliver det nu, med hiv og sving og alt det glimmer vi overhovedet kan nå at drysse ud over os.
Måske har Signe Lindkvist det på samme måde - hun har bare fundet et sted at kanalisere sit behov ud?

(Og hvor paradoksalt er det så i øvrigt ikke, at VI putter VORES unger i velourbukserne og de 70'er-retro tekstiler?)

I hvert fald sidder jeg herhjemme på gulvet med min savlende baby i skødet og fantaserer om guldkjoler og højt hår.
Måske nøjes jeg med et par ekstravagante øreringe en dag, hvis jeg tør. Måske får den fuld gas til den næste fest.
Men jeg vil ha blonder og tyl og glimmer vil jeg! Hvad med dig?

Hvad vil du være når du bliver stor?

Det sker hver eneste gang!

Jeg sidder og bladrer rundt i de forskellige jobdatabaser i jagten på dét der job.
Som deltidsselvstændig har jeg jo stadig pligt til at søge jobs på lige vilkår med alle andre, og - indrømmet - en fast indtægt ville ikke være at kimse af, vel?

Men for hver eneste side jeg får åbnet, for hver eneste stillingsopslag jeg får kigget i sømmene bliver jeg mere og mere træt, og får mere og mere lyst til at gi op.

Dét jeg kan og har papir på kan jeg ikke arbejde med. Og dét jeg gerne vil arbejde med har jeg ikke papir på at jeg kan.
Jeg har en fantastisk uddannelse, men som blev valgt på et fuldstændig forkert grundlag. Jeg har et fag som jeg ikke kan bruge til noget, fordi det i virkeligheden skræmmer mig fra vid og sans.

Det sker hver gang jeg jobsurfer;
Min indre kritiker flår i min bevidsthed og råber til mig, at der ikke er et job jeg kan finde ud af, at det er alt for længe siden jeg overhovedet har bestilt noget som helst, og at jeg lige så godt kan give op fordi jeg er inkompetent og ikke i stand til at leve op til ét eneste krav, som nogen som helst arbejdsgiver i verden vil stille.
Det er så deprimerende. Og det gør mig skingrende nervøs og bekymret over hvad der skal blive af mig, og om jeg mon nogensinde vil være i stand til at finde et job jeg overhovedet kan finde ud af?!

Jeg er megavoksen og synes egentlig den slags tanker burde være faldet på plads, men (jævnfør de der føromtalte monstre) - så ved jeg stadig ikke hvad jeg gerne vil være, når jeg bliver stor.

(Eller jo - det ved jeg godt! Jeg vil gerne kunne leve fuldtid af Meraki. Det kommer også en dag, men indtil da skal jeg finde et job...)

Send mere kage!

Og som det altid går, så skriver jeg det ene fede blogindlæg efter det andet om tanker og følelser og liv og alting.
Og som det altid går, så ender alle de fede blogindlæg med at blive skrevet i tankerne, som regel lige inden jeg falder i søvn i mine dejlige dyner.

Nå, men her går det godt, send mere kage...

Jeg har truffet en stor beslutning om de der monstre. Tak for alle jeres søde om omsorgsfulde kommentarer, i øvrigt. Det er fandme rart at vide, at man ikke er alene om at gøre sig den slags overvejelser, og at det faktisk er ret almindeligt at blive skide bange for at få det skidt igen...
Jeg har skrevet om den der store beslutning ovre på Merakis blog.

Nå ja, og så var jeg jo lige en tur på Dagkirurgisk i sidste uge, fordi jeg har truffet en anden meget stor beslutning. Men den skal lige have et blogindlæg for sig selv, lige så snart jeg har en stund til at tænke mere end tre tanker i én sammenhængende rækkefølge (det vil sige når alle børn er stille/puttet på én gang, hvilket vil sige aldrig...)

Og så miniblogger jeg løs ovre på Instagram. Som jeg elsker. Som så mange andre. Og som måske også gør, at jeg blogger lidt mindre. Som en hel masse andre også oplever.

Men faktisk er det The Artist Formely Known as BabyBob der får lov til at stjæle min opmærksomhed (som altid) - for lige om lidt starter han i dagpleje, og jeg vil altså nå at have hvert eneste sekunds sniffen med, inden han forlader mig til fordel for en anden kvinde...

Han starter på mandag, og jeg er både lettet og skræmt og lettet og skræmt!
Det bliver skønt at få noget voksentid igen - især fordi det jo rent faktisk burde se ud som om jeg arbejder. (Hvilket jeg GØR! Men det foregår bare altid med ham på armen, og det er både godt og skidt på alle måder)
Og jeg glæder mig til at få min Fyrbøder lidt for mig selv igen. Bare til en gåtur eller en kop kaffe, hvor vi ikke hele tiden kommer til at sidde og kigge saligt på Bob eller sige baby-pludre-lyde.
Og jeg glæder mig til at føle mig voksen igen. Uden baby på armen og mad tværet ud på skulderen og i håret.

Men jeg ved da slet ikke om jeg er klar til at han skal være så stor? Og så skal han være væk fra mig i flere timer ad gangen, det tror jeg da slet slet ikke han er stor nok til?
Og så kommer han til at græde, fordi det kun er Moar der dur, og kun Moar der er den eneste han elsker i hele verden. Og han må slet ikke være så stor endnu, for jeg har kun lige født ham og han har i øvrigt slet ikke fået lov til at vokse sig så stor så hurtigt.

Ihh, altså!!! Man skulle tro det blev en smule lettere for hver gang man skulle de her ting igennem.
Nå, men det gør det altså ikke. Jeg er stadig lige ømskindet og lige mor-sart og lige dele stolt og bekymret.

Jeg tror vist jeg bliver NØDT til at have noget af den der kage. Det er ikke fordi jeg har lyst, det er fordi jeg trænger!

Noget om at vælge til og vælge fra

GRIB!

Tiden har fundet sin egen stille rytme i vores nye omgivelser.

Vi fik med hiv og sving afsluttet det kæmpestore palæ, og kastet alle vores ejendele ind i den nye lejlighed.
Nu går vi rundt her oppe under himlen, og kigger på vores liv som det ser ud nu. Det ser dejligt ud. Omend stadig en smule rodet, dog.

Vi nusser lidt rundt, og nyder at være landet.
Der er stadig masser der kan gøres, men vi har givet os selv og hinanden lov til at vi ikke vil stresse, men gøre tingene i det tempo vi synes giver mening.

Det er ikke kun en fysisk proces vi har været igennem!
En flytning er en flytning er en flytning. I takt med at vi har haft hver enkelt af vores ejendele i hænderne og pakket dem ned i kasser, har vi også haft tid til at reflektere over hvad det helt præcis er, vi gerne vil fylde i vores liv.

Vi aftalte, at vi simpelthen ikke ville bære det mindste med herop på 3. sal som vi ikke har været 100 % sikre på var slæbeturen værd.
Hvis det skulle med herop, skulle det virkelig være noget vi sætter pris på, holder af, og kan se en mening med.

Der er mange ejendele, der ikke har fået lov til at slippe gennem nåleøjet. Og mindst lige så mange gamle tankemønstre og gamle vaner.

Man kan vist roligt sige, at vi for alvor har fået lov til at flytte sammen hér, lige under himlen.
Jeg glemmer ind i mellem hvor nye kærester vi faktisk stadig er.
Kun 3 år har vi kendt hinanden. Vi har kun boet sammen ét sted - hvor vi 'bare' samlede alle de løse ender vi hver især havde med os fra hvert vores solo-liv, og forsøgte at stykke det samme til en helhed som gav mening.
Det gav god mening, rigtig god mening.
- Men de sidste par år har været brugt godt og konstruktivt til at finde ud af hvem vi er, når vi er hinandens kærester og hinandens familie, og derfor var flytningen en helt perfekt anledning til at være loyale overfor de drømme og den livsstil, der er vores.

Og nu er vi her. Lige under himlen.
Med dét som er vores, og kun vores. Ikke noget overflødigt, ikke noget som er halvdårlige løsninger, ikke noget som vi ikke holder af.
Skåret til benet. Forenklet. Kvadratisk, praktisk, gut!
Og vi er vilde med det.

Det kan godt føles mærkeligt at blive ved med at kassere i sine ting og følelser.
Men helt ærligt, så kan jeg ikke se ét eneste argument for at beholde noget som helst, som ikke længere tjener et formål eller gør os glade.
Gamle ting og gamle følelser kræver, at der er plads til dem. De fordrer, at man forholder sig til dem og bruger tid på enten at brokke sig over hvor meget de fylder og hvor outdatede de er - eller også står de og fylder og forhindrer, at der nogensinde bliver plads til nye følelser, nye ting, nye oplevelser.

Vi vil have et liv med plads. Vi drømmer om et liv, hvor det ikke er ting eller det de repræsenterer, der binder os. Vi ønsker et liv med overskud, luft og plads til god energi.
Det får vi her.

Så en flytning er ikke bare en flytning.
Og det er ikke kun gammelt skrammel der er blevet ryddet op i.

Vores liv er ved at have fundet sine rammer. Sådan her er vi. Det her er det liv vi drømmer om og elsker at leve.
Vi føler os så taknemmelige og glade over alt det vi allerede har fået og nået og levet.
Og vi er endda kun lige gået i gang.

På tide!

Der er en historie, der trænger til at blive fortalt!

Det er historien, der handler om at en skilsmisse kan være lykkelig, og at det kan lade sig gøre at blive for alvor voksen. Selv for sådan én som mig.
Nu har jeg gjort mit til at fortælle den. I hvert fald en lille smule af den.

Jeg skal nok fortælle hvor I kan læse med. Når tid er.