fredag den 19. december 2014

Umulig jul?


Og så drønede de ellers ud af døren igen.
Til en anden jul end vores, og andre eventyr som venter på dem lige rundt om hjørnet.

Jeg lærer det aldrig. Jeg kommer aldrig til at forstå det med hjertet. Jeg vil altid synes det er umuligt, grufuldt, rædselsfuldt.

Det har gibbet i mit hjerte hele ugen. I hver eneste samtale jeg har haft med dem, hvert lille moment, hvert grin og hver diskussion.
Det gibbede i mit hjerte hele aftenen i går, hvor vi lavede storebørns-tur med burger og bio. Det gibbede især i mit hjerte i morges, da jeg sendte dem ud af døren med vink og kys og hilsner til alle de gode mennesker, der skal krydre deres eventyr med spænding og kanel.
Det er umuligt at skulle save sig selv over i to halvdele på den måde, hele tiden. Det er grufuldt at undvære dem konstant. Det er rædselsfuldt at være degraderet til forælder på halv tid.
Umuligt!

Og så alligevel ikke. Helt.
Jeg er jo ved at lære det, efterhånden. Hverdagene er dejlige, fine og lange. Jeg elsker hverdag. Især dem, hvor alle mine børn er samlet.
Det er bare den åndsvage jul der gør, at det gibbede ekstrameget i hjertet, da jeg vinkede mine farveller i morges.

Jeg ved jo godt - med hele mit hjerte og hele min bevidsthed, at de skal have en fantastisk jul og fantastiske eventyr og fantastiske oplevelser.
Det er ikke deres virkelighed, som er umulig - det er heldigvis bare min.
Og min (umulige) jul er i grunden slet ikke så umulig.

Jeg prøver at lade lidt som om det stadig bare er almindelig hverdag, og ikke sådan rigtig jul for alvor.
Hvis det var stor og alvorlig og magisk jul, så ville jeg dø af sorg og savn.
I stedet jeg lader som om det bare er en lillebitte, hverdagshyggelig og små-magisk jul, uden alt for store armbevægelser - og alt for umulig savn.

Selvfølgelig skal vi have et lille juletræ, og selvfølgelig skal vi i kirke og synge alle vores yndlingssalmer og danse lidt rundt om træet og spise lækker mad og give hinanden gaver.

For. Når sandheden skal frem - og det skal den jo - så hader jeg jo ikke jul, vel?
Ikke når jeg får lov til at se den med lidt andre, knap så umulige øjne. Fyrbøderens, for eksempel. Og Bobs.

Hvor gerne jeg end ville lægge mig ned og rulle rundt på gulvet i et teatralsk hysteri-anfald, så har jeg et par andre mennesker, som hverken føler sig hadske eller halve.
Og deres juleglæde skal have lov til at smitte mig lidt i år, så jeg måske kan blive knap så forhærdet og jule-umulig.
Det har jeg lovet dem. Og det har jeg lyst til.
Min søde lille Bob skal i hvert fald ikke vokse op med en jule-kynisk mor, der lader gamle følelser og gamle erfaringer definere hans jule-magi.
Det er mit eget løfte til mig selv.

Og jo. For pokker. Hvor er det svært. Men jeg prøver. Det gør jeg virkelig.
Med tålmodighed og hverdags-hed og småbitte stilfærdige jule-tiltag.
Men jeg øver mig, selvom det er svært. For nok er det svært - men det er ikke umuligt!

torsdag den 18. december 2014

Ordbetvinger


Det er lyden af en lillebitte bobbel, som brister i lige akkurat uden for min høreevne. Et mikroskopisk glimt af noget flygtigt, tilfældigt, magisk. Et smølfespark i yderkanten af min bevidste fatteevne.
Det dukker op af sig selv, uplanlagt, uforklarbart.
Diskret, gennemsigtigt, ordløst. En fornemmelse, en intuitiv flygtighed, en fortættet tanke.

Legesygt udfordrer det fnisende hele min tillærte erfaring med at skabe forståelse. Puster mig drillende i ørets indre meningstrang.

Jeg skal anstrenge mig til det yderste for at lade som om jeg ikke har opdaget det endnu.
Sanserne holder vejret i spænding, sindets bogstaver flagrer rundt i desperate forsøg på lande i ordløse sætninger, uden mening, uden substans. Hvirvlende. Frustrerende. Forventningsfulde.

Ingen direkte øjenkontakt. Ingen spørgsmål. Ingen opmærksom lytten.
Men dødstrusler til et hvilket som helst ord, der vover at skabe mening og klarhed. Vold mod umoden mening og mønstre, der vover at påstå at forståelsen er inden for rækkevidde.
Anstrengt afslappethed. Bevidst valg af stedet mellem søvn og vågen.

Vender jeg hovedet brat og kigger det direkte i øjnene, forsvinder det med et plob, uskyldigt forskræmt, inden det overhovedet fik besluttet sig for at blive til substans.
Væk igen. Borte. Efterladende en usynlig skygge af noget som aldrig blev virkeligt.

Det er en anarkistisk trang til at lade være med at kigge på dét, som hviskeråber og kalder på at få opmærksomhed. At lade som om, jeg ikke har opdaget det findes, og således lokke det til at materialisere sig i yderkanten af min øjenkrog. En insisterende ikke-insisteren.

Så jeg lytter sidelæns. Lader som om jeg ikke ser det. Ignorerer den hvirvlende, legesyge tåge. Holder mine sanser i skak. Venter. Anstrenger min fulde bevidsthed for at huske at glemme det findes.

Og så. Når jeg glemmer det findes, finder det sin form og sit mod til et overrumplende bagholdsangreb, og inisterer på sin berettigelse - og min pen.

fredag den 5. december 2014

Jeg snublede over en lille, fin historie i går...

Trille er verdens kedeligste barn.

Det er ikke engang løgn. Trille er verdens kedeligste og ordentligste barn.
Hun spiser altid sin spinat, fordi det ved hun at man skal. Hun tager altid fornuftigt tøj på, der egner sig til vejret. Hun reder sit hår og børster sine tænder hver morgen og hver aften.
Hun bander heller aldrig. Eller siger dumme ting, når hun bliver sur. Faktisk bliver Trille ikke engang sur.
Hun er ordentlig og nysselig og kedelig, hele vejen igennem.

Til gengæld har Trille 13 tossede tanter. Som gør alt det, som ordentlige og nysselige og kedelige piger aldrig, aldrig kunne finde på så meget som at tænke på!



tirsdag den 2. december 2014

Og så på en tirsdag....

Tømmermænd.
Eller... måske er jeg faktisk stadig lidt fuld?

Kom til at gå ud og drikke øl med min eksmand i går aftes. Vi skulle jo bare lige ses og sludre lidt om jul og børn og forhold og familie og jobs alt muligt mellem himmel og jord.
Og hjemme igen kom jeg til at forstsætte med min søde Fyrbøder - vi skulle jo også bare lige sludre lidt videre om børn og familie forhold og jul og alt muligt andet mellem himmel og jord.

Og nu har jeg tømmermænd. Dammit.
Det er min egen skyld. Jeg kunne jo bare lade være med at have så fantastiske mænd i mit liv, ik?!

Og så på en tirsdag. Helt ærligt?!
Men ok, det passer sgu ret godt med den boheme livsstil, som jeg så stædigt insisterer på at lande i...

fredag den 28. november 2014

Mellem figenstænger og facebook


Bob er hjemme i dag. Skoldkopper. Tror vi vist nok?
Han er i syngende, dansende hopla. Legetøj over det hele. iPad, puslespil, tusinde spørgsmål, figenstænger og ukulele i én dejlig stor pærevælling.

Det er mega hyggeligt. Og mega udfordrende.
For jeg arbejder jo ligesom hjemmefra størstedelen af tiden. Også i dag.
I bunker af hopla, racerbaner, iPad, figenstænger og de der tusinde spørgsmål.

Jeg er rigtig glad for at arbejde hjemmefra.
Som regel starter dagen med morgenræs, børneshow, madpakker, 14 kopper kaffe at vågne på, huer, flyverdragter, buspenge - og så farvel, når de hvirvler ud af døren alle mand.

Det tager lige en halv til en hel time at lande igen, efter sådan en omgang. Lidt mere kaffe.
Måske svarer det i virkeligheden til den transporttid man ellers ville have, hvis man arbejdede udenbys?
Lige en alene-stund til at huske, hvad man skulle, hvem man selv er, hvad der står på dagens program.

Som regel bruger jeg også lidt tid på at rydde op. Det er svært at sidde og arbejde i morgenmadsrester. Og hvis der ikke er ryddet bare en lille smule op, synes jeg altid jeg kan høre alle de der mor-ting, der kalder på mig. 'Lap mig', råber bukserne. 'Fix mig', råber opvasken. 'Red mig', råber alle legesagerne nede under sofaen.
Jeg bliver nødt til at lukke munden på dem, så de ikke forstyrrer mig, mens jeg arbejder.

De fleste dage er det så dér, jeg åbner den bærbare.
(Og mange dage også uden at rydde op. Så ligger det hele og råber på mig og irriterer mig, indtil jeg til sidst rejser mig og gør det. Jeg er en doven hund, når det kommer til den slags...)

Jeg smider mig som regel i sofaen - selvom jeg faktisk har indrettet et fint, lille arbejdshjørne inde på soveværelset. Men altså, den sofa er bare dejlig. Og lyset er godt. Og jeg kan smække benene op. Og drikke mere kaffe.

Så sidder jeg dér i fuldstændig stilhed og har god tid til at fordybe mig. Pisse fedt.
Og selvom der er stille er der jo aldrig helt stille - for når man arbejder med kommunikation og sociale medier er man altid i dialog med nogen. Hele tiden.

Jeg kan som regel koncentrere mig en time eller to ad gangen. Det der med pauserne er lidt svære, for der er ingen til at minde mig om det. Og desuden er der sjældent noget i køleskabet (som jeg gider spise...).
Så det ender tit med, at jeg dapper ned på én af cafeerne og snupper noget at spise.
Måske er det lidt dyrt i længden, men jeg argumenterer overfor mig selv med, at jeg jo ikke har nogen husleje til kontor mv. - så jeg må godt ;-)

Jeg mødes af og til med folk, som jeg samarbejder med - eller, hvis der er tid, én af veninderne.
Det kan altså også være utrolig svært ikke lige at komme til at kigge lidt i forretningerne, når nu de lige er der.
Hvis jeg er rigtig god, så husker jeg også at komme ud og gå en rigtig tur. Eller løbe. (Ha. Som om jeg løber i den her kulde...!)

Og inden jeg får set mig om, så sidder jeg igen med den bærbare. Måske på cafeen, måske i sofaen. Snak snak snak. Klik klik klik.
Og pludselig er klokken halv fire og jeg skal til at tænke på at hente børn og vende tilbage til alle de der mor-ting, der kalder på mig.

Det tager faktisk lige så lang tid at vende tilbage om eftermiddagen, som om morgenen. 'Køreturen' hjem igen.
Mine gadgets, ledninger, notesbøger, strikke-dimser og kaffekopper skal også lige ryddes op, så ingen kommer til at pille ved noget, de ikke skal pille ved. Jeg skal også lige komme til mig selv igen. Hvor var det nu vi var? Var der noget, jeg skulle huske? Aftaler, tandlægetider, forældremøder, aftensmad og alt det der.

Børnemylder og hverdagskaos (elsker det!).
Og så finder jeg typisk min computer frem igen, når de mindste er lagt i seng.
Jeg forsøger at styre den tid jeg bruger online, så jeg ikke fortaber mig fuldstændig.
Jeg har fx aftalt med mig selv, at jeg skal være offline 2 ud af dagens 3 perioder; formiddag, eftermiddag, aften. Mest for min egen skyld, så jeg ikke til sidst bliver helt bims af al den snakken og klikken.

Og så er der lige de dage, hvor mor-liv og arbejds-liv kolliderer.
Som i dag, fx.

Jeg har intet fået lavet indtil videre. Jeg har fortalt mig selv, at det er ok. Så er jeg lige lidt mor i stedet for at være på arbejde. Og om lidt sover han til middag, og så kan jeg måske få noget fra hånden. Med mindre, selvfølgelig, at jeg lige bliver nødt til at smutte ned i byen og se om der er Black Friday er noget, som jeg gider forholde mig til ;-)


onsdag den 26. november 2014

Slut Prut Karma



Man bliver nødt til at flytte sig væk fra sit eget sikre sted, for at lære nyt.
Man må nødvendigvis rejse væk, for at man kan finde hjem igen.
Et andet udsyn. En ny vinkel. Nye perspektiver.

Det er lige derude - lige uden for tryghedens behagelige komfort - at sanserne skærpes og opmærksomheden finder sit fokus.
Det er i de ukendte luftlag, at modet skal stå sin prøve. Beslutningen. Viljen til at turde være modig, også i de lange, seje træk.

Og når man så står der og rent faktisk opdager, at det lykkes - så skal man også turde finde modet til at vende hjem igen.
Noget må slutte, for at andet kan begynde.

Jeg længes hjem. Jeg har længtes hjem så længe.
Jeg er ikke klar. Ikke endnu. Men det bliver jeg lige om lidt, kan jeg mærke.

For rejsens formål er vel i sidste ende, at man vender hjem. Rigere. Klogere.
Måske er rejsens formål i det hele taget, at man finder ud af, hvad hjem er?

Og så sker der det, som egentlig er indlysende nok, når man tænker over det:
Man opdager, at der er dele af opbakningen, som ikke længere er nødvendig. Bagage, der er blevet pakket omhyggeligt ned og slæbt med hele vejen - uden det har tjent ét eneste formål, andet end at tynge.

Det er tid til at sige farvel.
Farvel til den tyngende bagage. Jeg har ikke brug for den mere. I bund og grund havde jeg vel slet ikke brug for den til at starte med, men slæbte den med, fordi det var det jeg havde.

Noget må slutte, for at andet kan begynde.
Der skal siges farvel før jeg overhovedet er klar til at vende hjem.

Så. Farvel.
Det var i virkeligheden aldrig bagagen selv, der valgte at blive slæbt med. Det var mig, der troede at jeg behøvede den. Men ikke mere.

Og undskyld. Undskyld til mig selv, over at jeg tog mig så lang tid om at opdage det.

Slut. Prut. Karma.
Og punktum.

Rejsen hjem bliver lettere. Jeg glæder mig vist nok?


mandag den 24. november 2014

Florlet


Det er ikke den samme bulede plade som dengang. Heller ikke det samme anlæg.
Ikke de samme omgivelser. Ikke de samme personer. Ikke de samme oprør. Eller samfundsbetydninger.
Ikke engang den samme tid.

Fyrbøderen købte den til mig i sommer, fordi vi havde talt om musik fra vores opvækst. Den havnede i skabet, og vi glemte alt om den igen.

Men så, for lidt siden, satte han den på. Som på foranledning af et uudtalt stikord, som ingen af os havde aftalt på forhånd.

Forunderlige lyd risler ned af min ryg. Forunderlige verden, som kan skabe den slags magi i mine sanser?
Forunderlige følelser af klangfuld frihed. Forunderlige forbandede forførende følelser. Flagrende svirrer de ind gennem mine ører og flakser ud gennem tårekanalerne.

Et øjeblik føltes det som om væggene og verden omkring mig holdt vejret - for pludselig at forsvinde, og jeg hænger i novembernatten. Frit fald - eller opdrift?

Magisk lyd, der spænder det fineste net ud mellem fortid og nutid.
Alt giver mening for mig lige præcis i dette øjeblik, og jeg flyver.
Jeg ved ikke, hvordan det skete - men det ene øjeblik stod jeg og stirrede ud, deroppe fra muren - og i dette næste øjeblik slap verden sit tag i mig, og jeg forstår endelig at jeg flyver.


På vej væk fra mening


Nå, men jeg øver mig så stadig i det der kunstner-noget.
Kunstner. Noget.
Something.

Jeg ved dårligt nok, hvad jeg skal kalde det - og det er som om kunstner-titlen stadig strammer. Især hen over maven og dellerne på låret.

Jeg ved sgu ikke om jeg er kunstner. Jeg ved faktisk ikke engang helt præcis hvad jeg er?
Jeg jagter altid nye ord, nye forklaringer, der kan give mig blot en lille smule a-ha over, hvad jeg i grunden er.
Hvad er jeg? Er jeg kunstner? Og er det overhovedet vigtigt at vide, hvad jeg er?
Det har været vigtigt for mig at lave mine egne betegnelser for mig selv. I mangel af andre ord at spejle mig i.
Mangemor. Kreativitsta. Online Pedel. Hverdagsjunkie.
Selv-betegnelserne skvulper lidt rundt imellem hinanden, bonker sammen, og skvulper videre. Nogle synker til bunds mens andre bliver liggende synlige i overfladen.
Men kunstner? Jeg ved det stadig ikke.

Min indre møgkælling (som, by the way hedder Ulla. Uden nogen som helst relation til de Ulla'er jeg rent faktisk kender, som jeg synes er dejlige, varme mennesker...!) fnyser over kunstner-titlen.
- Hvis du er kunstner, så vis mig noget kunst du har lavet, brokker hun.
Det er det samme med forfatter-titlen.
- Skal man helt ærligt ikke have udgivet noget, for at kunne kalde sig forfatter, himler hun.

Den får så lige lov til at stå et øjeblik, for jeg gider ikke diskutere med hende. Hun holder vel sin bøtte igen, hvis jeg bare lader være med at lytte til hende?

Kunstneren er kompromisløs, spontan, morbid og giver sjældent mening. I min opfattelse.
Så det giver jeg mig selv lov til at være for tiden.
Og desuden er kunstneren enespænder. Natmenneske. Drukfældig. Storrygende, stortalende, nysgerrig og altid på jagt efter nydelsesfulde oplevelser.
Det er så dér, hvor jeg synes det bliver lidt sværere - i hvert fald i kombination med et liv med mange børn i huset og et par jobs, der også skal passes.

Nah. Kunstner. Jeg ved det sgu ikke?
Men helt ærligt, så gider jeg snart ikke længere spekulere i åndsvage ord og selv-betegnelser, hvis det betyder at jeg lader være med at være. Kunstner.
Så det lader jeg være med. Og prøver bare at være.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...