mandag den 17. marts 2014

Forræderisk levende!


Den morgen han døde gik jeg ud i verden i dyb forundring over, hvordan alle andre kunne se så uberørte ud?
Hvordan kunne de køre bil, handle mælk, snakke om ligegyldigheder, se så upåvirkede ud - uden at opdage, at verden selvsamme morgen havde krøllet sig sammen, rettet sig ud igen og aldrig nogensinde igen ville være den samme?

Jeg kiggede på andre mennesker, og spekulerede over, om de mon kunne se det på mig? At jeg nu var én af den slags mennesker, der ikke længere havde en far.

Solen skinnede nådesløst ned over os, da vi gik en tur gennem byen, så fyldte med ord og tanker og følelser i en stor sammensmeltet sammensurium.
Selvom der var så meget at sige, var der ikke flere ord. Ikke mere at gøre. Ikke andet end en stor, skærende smerte, og en tavs forløsning på en lang og sej kamp, som ingen af os vandt, men som alligevel var nødvendig, og gav os en form for fred.

Den stakkels sol skinnede ned på os fra sin plads på den krystalblå himmel - den havde sikkert ikke andet at stille op. Småfuglene sang, fordi de ikke havde hørt nyheden endnu. Forårsblomsterne voksede stadig lige insisterende i skjul bag urt og busk, fordi det var det eneste for dem at gøre.

Og vi gik.
Midt i det hele, der så så ubekymret, så uberørt ud.
Forræderisk levende. Som om verden havde lavet en skjult aftale om, at den blev nødt til at tage over, der hvor vi var blevet nødt til at slippe.

De sidste 6 år har morgensolen badet ned på mig hver gang det blev den 17. marts.
Skærende, ubarmhjertigt, nødvendigt.
For livet fortsætter.
Hvert minut, hver dag, hver måned, hvert år - hver ny store livssituation, hvert nyt barn, hver ny lykkelig begivenhed, hvert nyt øjeblik, hvor vi kommer i tanke om ham, savner ham, skælder ham ud.

Livet fortsætter. Foræderisk levende.

Og den skjulte aftale verden har lavet om at fortsætte, har også sneget sig ind i mig.
Jeg er ikke den samme jeg var for 6 år siden. Min sorg er ikke den samme, som den var for 6 år siden.

Mon han ved det?
Mon han ved, at vi savner ham, selvom han nogen gange var en kæmpe klaphat. Mon han ved, hvor meget jeg længes efter at fortælle ham, hvor lykkelig jeg er? Mon han forstår, hvor taknemmelig jeg er for den mand jeg deler mit liv med, og den kærlighed, der var lige så stædig, som foråret var for 6 år siden.
Ved han, hvem jeg er nu? Ville han synes jeg er blevet et ok menneske? Ville han være stolt af mig? Af os alle?

Mon han ved, at han har fået endnu 2 børnebørn?
Ved han, forstår han? - at nu hvor han ikke selv er her længere, har vi lov til at lave vores helt egen fortælling om hvem børnenes morfar var? Ved han godt, at han er verdens sejeste morfar i dén fortælling, vi giver videre til vores børn - og at vi faktisk fryder os en lille smule over, at han ikke længere kan fucke det billede op, eller sige os imod?

Livet er sgu så levende, at det virkede som en hån mod os for 6 år siden.
En hån og en trøst på samme tid. For det er det, liv bliver nødt til at være.
Levende. Forræderisk, men levende.




søndag den 16. marts 2014

En teenagemors bekendelser...


Da jeg var 17 år blev jeg kæreste med Thomas. Han var sød, og lige så ung som mig selv.
Vi havde helt styr på det. Ok, måske boede han i den anden ende af landet, men hey, det var da bare en bustur væk.

For et par uger siden havde jeg den store glæde (og angstprovokerende erkendelse) at lægge hjem og ryggrad til, at min egen 16-årige teenager havde sin kæreste på besøg.
Hun er sød. Hun er lige så ung som han. De har helt styr på det. Og ja - de bor i hver sin ende af landet, men hey, det er jo bare en togtur væk...

Jeg hverken kan eller tør tænke på, hvordan det må have været for vores forældre - dengang.

"Hej, glædelig weekend - nå, men jeg smutter igen, for jeg tager lige over og besøger min nye kæreste i Jylland. Hvem hendes forældre er? Hvorfor er det vigtigt - stoler du ikke på mig? Nej, de tager selvfølgelig ikke stoffer. Tror jeg...  De er da helt sikkert fine mennesker, når de nu kan være forældre til sådan en engel, ikk?!"

Jeg har virkelig måtte holde mig i skindet, for ikke at spæne ind på internettet og google løs. Og det er KUN fordi Fyrbøderen har holdt mig i et fast skruestik, at jeg ikke er fløjet hen og ringet til hendes forældre, og spurgt dem om de GODT LIGE var klar over, hvad vores unger har gang i.

Så - kort sagt:
Jeg har holdt mig i skindet - og opført mig lige så anstændigt og fornuftigt, som vores egne forældre gjorde dengang.
De stolede på os. Nu er det min tur til at stole videre - på min egen teenager.

Det er svært - ikke delen med at stole på den store teenager - men måske mere at stole på mig selv i min egen teenage-forælderrolle.

Det skal nok gå. Jeg har gode forbilleder at læne mig op af. Forbilleder, der engang turde stole på mig, og giver mig mod til at stole videre.
Næste gang jeg ser dem må jeg hellere huske at give dem en high-five, og fortælle dem, at jeg vist (endelig) forstår....





mandag den 3. marts 2014

Netflix-junkie

Jeg siger til andre, at jeg helt er holdt op med at se fjernsyn.
Det lyder meget godt - men det er løgn.

Jeg er holdt op med at se almindelig tv - men ser til gengæld Netflix lige så snapt, jeg kan komme afsted med det.

Det er bare ikke alt jeg gider se, og jeg er efterhånden ved at løbe tør for interessante dokumentarer. Og så er jeg i øvrigt pissed over at der ikke er mere Jane Austen, eller flere fede BBC produktioner.

Nå, men Karsten spurgte om jeg kan anbefale nogle gode doku'er, så her får I min favoritliste over 'Perfekt Strikke-Tv':
(Du må så selv bestemme om/hvad du vil strikke til, Karsten!)

Jeg elsker samtlige BBC-serier om natur, dyr og evolution.
'Planet Earth', 'The Blue Planet', 'Life' og så videre...
Min seneste dokumentar-crush er serien 'South Pasific', der er indtalt af Benedict Cumberbatch.
Smukke billeder. Godt fortalt. Tankevækkende.


Når man nu bevæger sig rund i dén genre, så er det værd at kigge forbi 'Chasing Ice', der er så smukt filmet, at man får gåsehud, og så bekymrende i sit budskab, at man får gåsehud oven på sin gåsehud!



Der var især én dokumentar, der rørte mig - 'Being Elmo' - hvor dukkeføreren bag Elmo fortæller om hele baggrunden for den lille røde, kærlige fyr.
Jeg blev fuldstændig betaget af beretningen, måske fordi det for alvor taler til mit nørdede overjeg med spekulationerne over, hvordan man kan gøre en død genstand så levende?



For en del tid siden så jeg en doku om hvordan de store Steinway-flygler bliver skabt, helt fra træet fældes, til koncertpianisten til sidst sidder i koncertsalen og slår de første toner an.
Den var helt fantastisk, så omhyggelig, så nørdet, så smukt fortalt - om både flyglerne og håndværkerne.
Men nu er den væk, og jeg kan ikke huske hvad den hedder.
Sig lige til, hvis I falder over den, ikk?!


Forleden så jeg 'Mystery of the Sfinx', og fik et par timer til at gå med at undre mig over hvor tåbeligt folk så ud i 70'erne, hvor latterlige nogle akademiske stridigheder er - og hvor sindsygt det er, at man ikke er kommet længere med forskningen, siden den film blev lavet for 25 år siden...



Jeg har også set 'The September Issue', og ladet mig både oplyse og provokere, over både modeindustri og ledelse...


Nåeh ja, så er der hele striben af det bedste strikke-fjernsyn, der findes:
'Moving Art' af Louie Schwartzberg - smukke naturoptagelser tilsat klassisk musik. Ingen snak, ingen rod, ingen forstyrrelse = perfekt til at strikke til!



Jeg har også set dokumentaren om Usain Bolt - efter OL i London kan man jo ikke slippe uden om hverken ham, eller hans løbe-buddy Yohan Blake, og det er ret spændende at få lov et kig ind bag den ultrahurtige facade, og se præcis hvor meget, man bliver nødt til at træne, hvis man vil være verdens hurtigste.



'The Secret Disco Revolution' lover mere end den kan holde, og blive ret trættende i sit forsøg på at være disco-smart.
Men når det så er sagt, så er der nogle ret interessante betragtninger på blandt andet bøssekulturer, ligestilling og kvinders seksuelle frigørelse. Helt bestemt meget spændende. Og musikken er heller ikke helt tosset...


Og mens vi taler om musik kan vi ikke komme uden om Dizzy Mizz Lizzy - både dokumentaren og liveoptagelsen (Live in concert 2010) er som skåret ud af min ungdom, og tåler gerne gensyn!


Og absolut ikke at forglemme - så MÅ man ikke gå glip af 'Rocket Brothers'!



Min næste doku-serie bliver 'How the Universe Works', jeg ser spændt på at se om den kan holde mig godt underholdt til mit strikketøj. Eller må jeg jo bare vende tilbage til nogle af de fantastiske nautr-doku'er.
De kan ikke slides op!


torsdag den 27. februar 2014

Ganske almindelige tanker på en torsdag



- Hov, hvad er det nu min kode er til mit webhotel?

- Jeg ønsker mig et par pæne sko, der passer til alle mine kjoler.

- Gad egentlig vide, hvor langt egyptologerne er kommet med den eksakte datering af Sfinxen?

- Claire Underwood har en megafed stil. Nu får jeg jo helt lyst til at klippe alt mit hår af. Igen.

- Kæft, hvor var det lækkert at sove helt til klokken 7 i morges

- Hold da op, hvor vinduerne trænger til at blive pudset.

- Burde jeg i grunden ikke overveje at skifte til en wordpress-blog i stedet?

- Nøhj, bogudsalg? Det havde jeg da helt glemt - jeg må da hellere lige se, om der er nogle titler jeg ikke kan leve uden.

- Ai, jeg mangler en rundpind nummer 3.

- Jeg må sgu hellere få købt et par gummistøvler til Bob

- Hvad skal jeg dog finde på at tage på til festen på lørdag?

- Hæ, den sang hørte jeg vildt meget for et par år siden!

- Årh, hvor gad jeg altså godt på skiferie. Eller charter. Eller til Hamborg.

- Mon jeg kan nå at støvsuge, inden jeg skal hente børn?

- Det ville altså se drønfedt ud med et hvidt spisebord i stedet for...

- Mon der er nogle nye dokumentarer på Netflix?

- Jeg er sulten. Er der overhovedet noget i køleskabet?

- Én eller anden dag må jeg altså se, at få ryddet op i min dropboks...

- Hvis jeg skulle strikke ALLE de smukke modeller jeg har pinnet på Pinterest, og jeg strikkede hver eneste dag året rundt - ville det formentlig tage mig i omegnen af 300 år.

- Kæft, jeg glæder mig til knægten begynder at tale for alvor - jeg tror simpelthen han kommer til at sige så mange skægge ting.

- Er der mere kage?

- For filan da, hvor gammel ER den Sfinx?





lørdag den 15. februar 2014

Enhjørninger, arbejdsglæde og andre myter...



Jeg øver mig.
Med tungen lige i munden, øjnene stift rettede mod stien foran mig, og håret strittende i alle retninger.

Første januar sprang jeg ud af dagpengesystemet og ind i et liv som selvstændig.
Siden første januar har mit hjerte galoperet afsted, min opmærksomhed har været forstyrret, min koncentration har været sat på spidsen og mine dage er fløjet afsted.

Jeg arbejder. Jeg arbejde så meget, som jeg aldrig har arbejdet før i mit liv.
Og jeg elsker hvert sekund af det, selvom det er udfordrende.

Dengang jeg var lærer tænkte jeg nogengange, at arbejdsglæden ville komme 'om lidt' - når jeg bare lige blev lidt mere sikker på benene, eller når jeg 'bare lige' fandt det team/det lærerværelse/den årgang/whatever som ville passe til mig.
Det skete aldrig.
Den kom bare ikke - arbejdsglæden.
Jo, der var glimt at glæde og begejstring og fryd og dejlige børn og søde kolleger. Men når jeg zoomede op var jeg ikke glad. Overhovedet!

Til sidst endte jeg med at tro, at det var fordi arbejdsglæde enten var noget andre lod som om de havde - eller, at det var mig, den var gal med. Arbejdsglæde var en myte, som jeg holdt op med at tro på. Og jeg troede faktisk, at andre løj for dem selv, når de fortalte, at de var tilfredse med dét de lavede.


Det jeg øver mig på for øjeblikket handler om planlægning.
Det handler om at huske at prioritere tiden sammen med resten af flokken herhjemme. Det handler om at stole på, at opgaverne nok skal dukke op, at der nok skal være arbejde til mig - også i næste måned og i næste måned, og måneden derefter.

Men arbejdsglæden - den behøver jeg overhovedet ikke øve mig i at finde.
Den kom snigende ind af bagdøren, og pludselig - midt i al min famlen rundt i at finde vejen og stilen og formen på det her selvstændige liv - opdagede jeg til min store overraskelse, at den stod dér midt på gulvet og gloede begejstret og stædigt på mig.

Den er her - hele tiden, hver dag, hver time, hvert minut. Big time!
Jeg er SÅ taknemmelig over at få lov til at arbejde med de ting, der gør mig allergladest.
Og taknemmelig over - endelig - at have fundet den form, som passer til mig og mit arbejdstemperament.

Er det ikke crazy?
Nu har jeg gået rundt som katten om den varme grød SÅ længe, og har ikke turde springe ud som selvstændig.
Og så sprang jeg - og hvad skete der så?
Jeg fandt den arbejdsglæde - vupti - som jeg faktisk troede var en myte...
Jo. Det er crazy. Og helt fantastisk!

mandag den 13. januar 2014

Din sure indretningsspasser!

Ved I, hvad der er røv og nøgler?

Det er røv og nøgler at have en masse lækkert arbejde at kaste sig over - men intet ordentlig sted at sidde og arbejde!
Hrmf!

Så mit hjemmekontor er stadig den forbistrede sofa, og det er en vidunderlig sofa - men den skal bruges til børnehygge og familieslappe og egostrikke - ikke arbejde.

Vi er kvadratmeterudfordret, og det er helt ok og bare sådan det må være, når man har mange børn og bor i en skæv og skør lejlighed, helt oppe under himlen.

Men et ordentligt arbejdsbord og en lækker stol at sidde i står højt på min ønskeliste!



Jeg brugte noget af ferien på at tømme de sidste flyttekasser, og skrabe et hjørne fri, som bliver mit.
(Og ikke et ORD om at vi flyttede ind i april, og de kasser burde være tømt for længe, længe siden - ok!)
Det holdt hårdt, men nu står der en fin, lille vinduesniche klar til mig, som bare venter på at jeg får etableret et lille hjemmekontor.

Jeg har vandret rundt til alle byens møbelforhandlere, og bevares, der er masser af både borde og stole at få - men ud over at være indretningsspasser er jeg også totalt kræsen, og den kombi gør det en kende svært at finde en løsning, som helst skulle stå klar i dag!


Jeg er virkelig imponeret over alle de smækre damer, der lystigt blogger om smukke indretningsløsninger, og som lige fixer den ene geniale opbevaringsløsning efter den anden. Og oven i købet gør det med tulipaner og vaser og fine retrosager og rensdyrskind og bæredygtige materialer.
Jeg er SÅ misundelig på det gen!

Mig, til gengæld - jeg bliver arrig og indebrændt, når jeg ikke kan få alting til at være i vores reol. Eller bare lige kan proppe det hele ind i et skur, og så er dét problem klaret.
Jeg er bare ikke god til at synes det er en spændende, kreativ udfordring at indrette et smukt hjem.
Jeg ville allerhelst have, at en anden kom og gjorde det, så jeg kan sidde og strikke (og arbejde) i stedet for.

Grrr... jeg bliver SUR af indretning.

Nå. Men det arbejdsbord flytter sgu nok ikke ind af sig selv. Desværre.
Så hej-hej. Nu går jeg ned i Idémøbler og surmuler. Måske det hjælper?


torsdag den 9. januar 2014

Fra økonomi til universet og tilbage igen...

Nåja - og så lige et billede af BobKok, for ham kan man ikke rigtig få nok af... ;-)

En aften i slutningen af december sad Fyrbøderen og jeg og talte længe om alt det, vi drømmer om. Det gør vi tit.
Men denne aften handlede snakken om hverdagsøkonomi og job-drømme.
Vi sad og talte om, at man nogengange bliver nødt til at investere - både mentalt og finansielt - i at nå sine mål, og derfor spurgte jeg, sådan lidt naivt og for-sjov-reflekterende;
"Hvad ville vi kunne gøre os af investeringer i vores liv og økonomi, som ville føre os videre?"

Svaret kom prompte;

"Så skal du ud af dagpengesystemet, Trine"

Min mave sank, da han sagde det. Jeg havde jo ikke ment det, sådan for alvor.
Men han så fuldstændig alvorlig ud, og i al sin skærende virkelighedsklarhed gik det op for mig, at manden havde ret.

Men virkelighedsklarhed er ikke altid lige det man er forberedt på, sådan en mørk decemberaften, hvor tæpperne er bløde, og julen svøber det hele ind i et uvirkeligt, romantisk skær.
Jeg rømmede mig. Tror vist nok, at jeg fnisede højlydt og nervøs, og prøvede at føre samtalen over på noget andet.

(Ud af dagpengesystemet? Hvad snakker han om? Det er jeg sgudda ikke klar til!
Det ville betyde, at jeg enten skulle ud og finde mig et fuldtidsjob, og hvad kan jeg overhovedet? Jeg kan jo kun finde ud af at være lærer, og det skal jeg ikke være, for det system er blevet mere og mere usundt, og jeg kan i øvrigt slet ikke lide børn.
Eller også skal jeg finde så mange kunder, og lave så meget arbejde i mit eget firma, at jeg aldrig får tid til at være hjemme, og så kommer jeg kun til at se mine børn til påske og lige inden sengetid, og så flytter de hjemmefra, uden jeg overhovedet får lært dem at kende. Og hvornår skal jeg så nogensinde få tid til at strikke igen? Eller ses med mine veninder og min flok kreative damer her fra byen? Og så kan jeg da glemme alt om både drinks eller biografture eller sexlivet, for jeg får alt for travlt med at skulle realisere en fuld indkomst, som vi kan leve af. Og hvem ville i øvrigt hyre mig?)

Men tingene går, som de altid gør:

Når jorden brænder under mine fødder, og jeg tvivler allermest - så retter Universet sit tunge skyts imod mig, og får ting til at ske.

Så derfor ringede min telefon - naturligvis - dagen efter.



Hver eneste gang bliver jeg blændet af min egen tvivl. Og hver eneste (!) gang sker der noget, som klæder min tvivl af til skindet, og smider den nøgen på porten.
Jeg ved ikke, hvornår jeg holder op med at tvivle på mig selv og alting?

Men jeg tror efterhånden at jeg har fattet, at Einstein havde ret, da han sagde:

"The most important decision we make is whether we believe we live in a friendly or a hostile universe"

Jeg har stillet mig selv det spørgsmål tusinde gange, og hver eneste gang med det samme svar.
Og jeg tror vist bare, det er sådan det må være.
Jeg spørger - og så ringer telefonen!



Så en halvfesen, halvvåd, halvtrist halvgrå decemberdag ringede min telefon. Med lige præcis det tilbud om samarbejde, jeg allerhelst ville have.

Og en halvfesen, halvvåd, halvgrå januardag smøgede jeg ærmerne op, og kastede mig ud i et liv som 100 % selvstændig, hvor jeg jonglere mange titler, men lige nu mest er stolt over at kalde mig Online Pedel for dem her!


(Og tusinde tak for alle jeres hurra-råb til mig! Jeg tror ikke I fatter, hvor glad det gør mig!)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...