tirsdag den 25. august 2015

Kølig svalhed om hjertet



Fortættet. Forjættet. Fortryllet.
Efteråret er på vej.
Oktober svøber sig om os, som en blød og kølig svalhed om hjertet. Roligt, indefra.

Nye dage trænger ind mellem vipperne, tvinger mig til at lukke øjnene op. Se op. Vågne op.
Sommerens varme hviler stadig på min hud, som et stilfærdigt, forsinket kærtegn.
Men oktobers svalhed lokker med blå toner, forfængelige tanker og fortryllende løfter.

Oktober er i mit hjerte, og mit hjerte er i eftåerårets smukke vold. Forførende løfter om gnistrende klarhed. Forvirrende, blæsende, fortryllende farver sniger sig ind i bevidstheden.

Sprøde morgener. Spørgende, undrende svalhed fuld af løfter.
Jeg længes og frygter. Bliver grebet af melankoli og euforisk glæde, hvirvlende i kaotisk dans, som de mætte blade, der snart falder for vores fødder.

Oktober er i mit hjerte. Morgenkulden lister sig vej gennem de stadigt åbne vinduer. Svøber sig om mit euforiske sind, mine forvirrede tanker, og hvisker forførende at efteråret er på vej.



fredag den 31. juli 2015

Afhængig af hverdag



Jo, jeg er nok bare bedst til hverdag.
Dejlige magiske hverdag. Jeg længes sååå meget efter nogenlunde normale tilstande.

Havregryn og madpakker. Morgenmusikken på anlægget. Børnehave og skoletasker. Sensommersol og efterårsstorm. Farvelknus og goddagknus. Køkkentjanser og hverdagssure børneminer. Skumringstimer, højtlæsning og bløde tæpper. Kaffe i baljer. Faste spisetider. Lektiehygge. Hverdagsstrikkerier. Arbejdsstrikkerier.

Ferie er dejlig.
Hverdag er bare bedre. The end.

fredag den 24. juli 2015

Adjååke-tid

Stilhed. Sommertid.
Agurketid, måske? Eller 'Adjååk', som Bob kalder det. Adjååke-tid.

Jeg glemmer igen og igen, hvor vigtigt det er for os (nok mest for mig) at komme væk fra hverdagen ind imellem. Få den lidt på afstand. Kigge på den udefra.
For nok elsker jeg hverdag - men den skal momentalt holdes ud fra kroppen i strakt arm, så man kan kigge lidt på den, og måske endda komme til at savne den.

Så det har vi gjort. Med is og strikketøj og flere is. Og en masse af de der begivenheder, som er lykkelige og idyliske og som fylder hele sjælen med taknemmelighed over at være lige præcis hér i det her liv, sammen med lige præcis de mennesker, der skaber det farvestrålende kludetæppe, som jeg kalder familie.

Og et par af den slags begivenheder, der efterlader én med endnu større taknemmelighed over at være i live - lige hér - sammen med lige præcis disse mennesker. Fordi det er så kort, det satans liv. Så kort. Alt for kort.

Det har været en ferie af den slags, hvor vi har sagt farvel til mennesker. Krammet lidt ektra. Glædet os over al den tid, som der dog er gået, og al den kærlighed og alle de historier, som vi har fået lov til at være en del af.

Det er fint, som det er. På sin egen stilfærdige måde, lige her midt i sommeren og legen og friheden. Vi er her stadig, og det er de også - lige her i vores hjerter og i de fortællinger, som vi giver videre til hinanden og børnene.
Der er liv, der skal slutte, når de ikke længere er værdige eller ønskede. Det er sådan, det er. Og selvom det ikke er ok, så er det ok.

Hvis jeg selv skulle vælge, så tror jeg faktisk også jeg gerne vil slutte mit liv midt i en sommerferie, når jeg engang om hundrede år beslutter, at jeg ikke kan forlange mere af min eksistens.
Lige midt i adjååke-tiden. Lige midt i legen og glæden og friheden fra hverdag. I solskin. Og blomsterflor og skvulpende bølger og dybtgrønne hække og barnelatter og lune vinde.
Dér, hvor der er tid og ro til at gøre følelserne færdige. Der, hvor der er tid til at blive, når der skal blives. Og tid til at sige farvel, når der skal siges farvel.


mandag den 13. juli 2015

Sommerferien - det er da der, hvor man fylder dannelse på sine børn?



Det er blevet én af den slags somre, som vi af uransagelige årsager altid ender med. 

Jo, vejret - bevares - det er ikke specielt uransageligt, men bare fuldstændig som det plejer, og det er der sikkert en masse, der mener noget om. 
Jeg gider ikke mene noget om vejret, så det lader jeg være med. Det er der jo bare, og det er vi også - så vi forsøger så vidt at etablere én eller anden form for fredelig sameksistens. 

I vinterkulden drømmer jeg tit om den forestående sommer, og alle de rejser og alle de kulturelle oplevelser, som jeg skal inhalere sammen med Børnebanden. 
Jeg har en grundholdning om, at det er mig, der skal fungere som en slags garant for at børnene i deres opvækst bliver fodret med andre indtryk end de hjemlige. 
Gastronomisk, geografisk, geologisk, topografisk, kulturelt, museologisk, meterologisk, litterær, social, historisk osv. dannelse. 
Så sidder jeg der i mørket og fantaserer om spændende rejsemål og steder, som man bare bliver nødt til at have set eller oplevet, som et led i sin opvækst. I hvert fald som mit barn.

Jeg kan lige se det for mig... 
Supernysgerrige, videbegærlige børn i alle aldre (altså mine egne, ik?!), der spørger interesserede ind til arkæologiske udgravninger, og høfligt beder om lov til at smage på egnsretter. Vandrer Rom tyndt bevæbnet med kort og rejsebøger, og bruger vintermånederne på at lære at tale spansk/italiensk/hæbræisk i håb om at få en indlevende snak med lokalbefolkninger...

Og mig, der som Supermor og Kultur-kurator venligt og inspirerende forærer mine børn den ene historiske perle efter den anden, og tager dem med rundt i Europas store fortællinger om både tekstilindustri, religiøse milepæle, Tour de France og hulemalerier.

Og en dag, når børnene er blevet voksne, vil de se tilbage på deres sommerferie og takke mig, for al den viden og kultur, som jeg gav dem adgang til. Og de bliver helt sikker motiverede til selv at forske videre, og skrive PhD'er om hulemalerier og Tour-historien.
Og jeg vil være så stolt, så stolt, over at deres gloværdige karrierrer allerede startede i deres barndom, og vide med mig selv, at jeg har givet dem den bedste opvækst man kan forestille sig, og en dag, når de bliver præsidenter og professionelle cykelryttere allesammen (ja, sgudda, det er for fanden min drøm, ik?), så vil de huske mig i deres takketaler. Hver gang. 
Tak mor, fordi du viste os verden.





Ja ja. 
Vi har endnu til gode at bevæge os uden for landets grænser med børnene ombord. 
Så vi holder den slags ferier, hvor det er nødvendigt at opfinde børneaktiviteter i fredelig sameksistens med vejret.
Og måske er det i virkeligheden - i virkeligheden - ret ok, at holde den slags sommerferie, hvor det vildeste der skete var at man pillede næse og spiste is og fik tusinde knus af sin mor.
Uanset, hvor urealistiske forventninger hun stiller til hvor meget dannelse man realistisk set kan proppe ind på sammanlagt 3 uger...

Og overraskende nok (når jeg lige piller alle mine fejlslagne forventniger til mig selv som Supermor og Kulturkurator ud af kabalen) så er det hyggelige, nærværende, småkedelige - men dejlige ferier vi holder os. 

Men NÆSTE år, så skal de edderbroder'me bare se løjer, skal de.

(Eller året efter. Eller året efter det...)

mandag den 6. juli 2015

Bob, den mageløse!


Aldrig artig, aldrig arrig.

Betagende betænkelig.

Cirkusløjer og spilopper.

Drengen danser dejligt rundt.

Enerverende egensindig.

Fræk som flyvefisk i firspring.

Gal som galoperende galocher.

Hurtigt hemmeligt hysteri.

Ilter, ivrig, insisterende med

Kærlighed i kram og kys.

Lattermild og let og lille,

Menneske med magt til meget.

Næsten nogenlunde normal.

Optaget af omsorg, ord og orden.

Pusle-, prale-, piverier.

Q -reres tit med kys fra mor.

Rimelig rar, men rasende retfærdig.

Står stejlt på sine stolte sejre.

Trolde-yngel, traller tit med tusind tosserier.

Uundværlige unge.

Venlig mod enhver - og vittig.





onsdag den 1. juli 2015

Jordskred, hurlumhejhuse og stille stirren


Og afsted røg det. Manuskriptet.

Indeni føles det.... vildt!!! Crazy!!! Som jordskred i tordenvejr, som hurlumhejhuse og rutchebaner.

Udenpå... hmmm... Not so much.
Sendte en mail. Svusssjjjjj. Drak en øl. Gik ud i solen og hjem til hele børneflokken. Spiste lidt pasta. Læste lidt højt, sang et par godnatsange - og .. tja... gik tidligt i seng.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet?
At der ville stå en parade klar med konfettirør og klapsalver?

Men det er jo fuldstændig usynligt for den ydre verden, at jeg FUCKING! NÅEDE! MIN! DEADLINE!
Den vildeste deadline, jeg nogensinde har stået med. Fuldstændig alene.
Det hele er nærmest foregået inde i mit hoved - og selvfølgelig har jeg plabret løs til alle, som har gidet høre på mig.
Men målet. Afslutningen. Deadlinen. Den har kun været min. Min alene.

Og i dag sidder jeg og kigger lidt tomt ud i luften, tror jeg.
Der er stadig ting, der skal gøres. Bogen er bestemt ikke færdig endnu - men nu er størstedelen af mit arbejde gjort.
Men jeg er færdig. Færdig!
JEG nåede det. JEG gjorde dét, som jeg havde sat mig for at jeg ville gøre!

Jeg har tvivlet meget. Kæft, jeg har tvivlet!
Og tudet af angst over både afslutninger, og følelsen af at hele min faglighed er på spil med den her bog. Jeg er gået ind og ud af panik, så det nærmest har været helt hverdagsagtigt at smelte fuldstændig midt på gulvet, for fødderne af hvem som helst, der bare lige har vovet at spørge mig, hvordan det stod til.

Og alle jeg kender, som arbejder med kreative processer, har fortalt mig, at det er fuldstændig ravende normalt. Det panikker mig også en lille smule - og samtidig trøster det mig en del.
At det rent faktisk ikke er mig, der er mere bims end jeg plejer - men at reaktionen er helt naturlig, fordi der er så meget på spil, når man øser sig selv og alle sine intentioner ned i en bog.

Fyrbøderen sagde det til mig i går. "Det har nok været den mest heftige deadline, jeg nogensinde har set", sagde han.
Han var ikke spor bebrejdende (sådan noget gør han det slet ikke i, den dejlige mand. Jeg tror faktisk slet ikke han kan finde ud af den slags), men jeg hørte det godt, alligevel.
Det HAR været den mest heftige deadline. Nogensinde.

Jeg kan mærke det på børnene, der har hevet lidt ekstra meget i mig de seneste uger. På min familie og mine veninder, der er begyndt at spørge, hvor katten jeg mon blev af? På hele strømmen af nyheder og informationer, som er gået fuldstændig hen over hovedet på mig.

Men hold op, hvor er jeg også bare vildt stolt. Allermest på indersiden.
Og når jeg lige om lidt er færdig med at sidde og stirre lidt tomt ud i luften, så går det formentlig op for mig, at det er blevet sommer, og børnene har fri, og vejret er smukt, og vi har i øvrigt fået alt for få is.



onsdag den 24. juni 2015

At have en far, der kan flyve

Der var dengang, hvor han bildte mine drenge ind, at der var tigere inde i skoven bag huset, og de i flere år ikke turde gå derind alene.

Der var også dengang, hvor jeg blev student, og hvor han forærede mig en 'Frøken Jensens Kogebog' i studentergave.

Der var dengang til julefrokosten hvor snapsen var både rigelig og våd, og hvor de pædagogise diskussioner bølgede frem og tilbage. Og til sidst fik han nok (formentlig fordi han ikke fik ret), og rejste sig resolut fra bordet og udbrød, at "Hvis der ikke er nogen, der gider diskutere ordentlig, så går jeg fandme i seng".

Der var dengang, hvor det godt kunne ske det kunne knive med en gaffel, og hvor skal du Hen'rik, jeg skal ned I'talien og gi'rafferne to'mater.

Der var også dengang, hvor han ville demonstrere overfor hele sine måbende børneflok hvor højt han kunne vende en pandekage i luften, og vi stor på ræd og række med næserne klistret mod vinduet, og han gik ud i haven og vendte pandekagen så højt i luften, at vi blev bange for om den nogensinde ville komme ned igen.

Der var også dengang, hvor han besluttede sig for at lære mig at isolere.

Der var også dengang, hvor han udstyrede os med skarpe knive og træ, og synes det var verdens bedste idé, at vi gik på jagt efter de skeer, han vidste vi ville finde inde i træet.

Der var også dengang, hvor jeg blev gift og han ikke var med til brylluppet. Og dengang, hvor jeg blev gift igen, og hvor han heller ikke var med til brylluppet.

Eller dengang, hvor han altid til jul læste dét helt særlige kapitel fra Emil fra Lønneberg højt for os, om Emil, der gjorde kål på julen og inviterede alle fattiglemmerne til at komme og spise al den gode mad. Og kommandusen i ulvefælden, og Emil som nok i virkeligheden var en engel.

Der var også dengang, hvor han havde en sindsyg kat der hed Otto og boede alene uden møbler på en stor faldefærdig gård på Mors. Og købte en pakke rugbrød, en leverpostej, en lørdagskylling, en pose chips og en stor flaske Fanta, som vi levede af i de weekender min søster og jeg var hos ham.

Der var dengang, hvor han hamrede i tangenterne på klaveret, og med høj og skarp stemme udbasunerede, at "Den signede dag med fryd vi ser".

Der var også dengang, hvor vi til en anden julefrokost var kommet til at blive hængende lidt for længe, og hvor han stod op næste morgen, og brølede "Hvem FANDEN har drukket alle mine øl???" så højt at alle - trods tømmermænd - vågnede og skammede sig.

Der var også dengang han købte en båd og døbte den Martha efter sin mor.

Der var også dengang, hvor han fandt alt sit gamle Märklin frem fra de støvede gemmere på loftet, og hev det hele ud på det store bord og byggede en kæmpemæssig togbane, som ingen af børnene måtte lege med.

Der var også dengang, hvor han altid tog telefonen med ordene 'Ja, det hamsjel'

Der var også dengang, hvor han besluttede sig for at ville bygge en sækkepibe. Og en lut. Og en drejelire. Og en nyckelharpa. Og en kopi af en arkæologisk lur.

Der var også dengang, hvor han lavede de bedste pizzer, med den sprødeste bund som verden endnu har set.

Der var også dengang, hvor den langtidledige langhårede hippie pludselig var blevet til en lektor med en cand.pæd i sløjd.

Der var dengang, hvor telefonen altid ringede om søndagen, fordi han bare lige skulle høre til os allesammen.

Der var også dengang, hvor han hang som en lillebitte fugl højt oppe under himlen, fastspændt i sit seletøj og med dragen på ryggen som et farvestrålende fabeldyr, der holdt ham fast under sin bug, og jeg stod nede på jorden og synes han var så utrolig langt væk, og kneb øjnene sammen og tænkte, hvor underligt det var at have en far, der kunne flyve.






Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...