mandag den 27. oktober 2014

Passede netop til en kejser af hans slags




For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet.

I den store stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være vævere og sagde, at de forstod at væve det dejligste tøj man kunne tænke sig. Men de klæder som blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske som var utilladelig dum.

"Det var nogle dejlige klæder", tænkte kejseren; "ved at have dem på, kunne jeg kende de kloge fra de dumme! Ja det tøj må straks væves til mig!", og han gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde.

De satte også to vævestole op, lod som om de arbejdede, men havde ikke det mindste på væven.

"Nu gad jeg nok vide, hvor vidt de er med tøjet!" tænkte kejseren, men han var ordentligt lidt underlig om hjertet ved at tænke på, at den som var dum ikke kunne se det, nu troede han nok, at han ikke behøvede være bange for sig selv, men han ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig.

"Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne!" tænkte kejseren.
Nu gik den gamle skikkelige minister ind til bedragerne. "Gudbevares!" tænkte han og spilede øjnene op. "Jeg kan jo ikke se noget!". Men det sagde han ikke.

Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig embedsmand hen for at se, hvorledes det gik med vævningen, og om tøjet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden, han så og så, men da der ikke var noget uden de tomme væve, kunne han ingen ting se.

Alle mennesker i byen talte om det prægtige tøj.

Nu ville da kejseren selv se det, medens det endnu var på væven.
"Hvad for noget?" tænkte kejseren. "Jeg ser ingen ting, det er jo forfærdenligt. Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være kejser?"
Men han nikkede tilfreds og betragtede den tomme væv; han ville ikke sige, at han ingen ting kunne se.
Hele følget han havde med sig så og så, men fik ikke mere ud af det end alle de andre, men sagde som kejseren, "oh, det er meget smukt!", og de rådede ham at tage disse prægtige nye klæder på til den store procession.

Til sidst sagde bedragerne: "Se, nu er klæderne færdige".
Kejseren lagde alle sine klæder, og bedragerne bar sig ad, ligesom om de gav ham hvert stykke af de nye klæder på, og kejseren vendte og drejede sig foran spejlet.

"Gud, hvor de klæder sidder godt, hvor de sidder dejligt!", sagde de alle sammen.

Så gik kejseren i procession, og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: "Gud, hvor kejserens nye klæder er mageløse!" Ingen ville lade sig mærke med at han intet så, for så have han jo været meget dum.

"Men han har jo ikke noget på", sagde en lille dreng.

"Herregud, hør den uskyldiges røst", sagde faderen.






"Men han har jo ikke noget på", sagde igen den lille dreng og pegede på kejseren, der rødmede ret.
Og alle mennesker på gaden og i vinduerne rødmede også ret, men faderen irettesatte barnet, og bad ham tie stille med den slags optøjer.

Kejseren åndede lettet op og spankulerede videre, og alle mennesker i den store stad åndede også lettede op, og klappede og holdt så uendelig meget af deres kloge kejser.
Musikken spillede, flagene vejede i vinden, og kejserens nye klæder klædte ham uendelig godt, og passede netop til en kejser af hans slags.

Bedragerne fik hængt ridderkors om halsen, og belønnet med utallige gulddukater, og i mange år fortalte alle historien om deres kloge, smukke kejser, hans vidunderlige klæder og alle hans gode gerninger.

Men den lille dreng voksede op, og flyttede skyndsomt derfra så hurtigt han kunne komme til det - til en stad, hvor både kejseren og byens befolkning kun gik i klæder, der var synlige for det blotte øje.


lørdag den 25. oktober 2014

Jeg er kunstner...




Hmm. Ja. Eller noget?

Hold nu kæft, hvor er det altså én af de større udfordringer jeg nogensinde har fået.
Men.
Jeg har givet et løfte til nogle ret vigtige mennesker om at begynde at omtale mig selv som kunstner.

(Kan I allerede nu høre, hvordan min indre kritiske møgkælling står og råber og larmer, for at overdøve hvad jeg siger??)

Det hele vender sig i mig, ved at sige det højt - selv i de tryggeste rammer.
Og at sige det højt herinde  - hvor jeg jo godt ved, at der sidder rigtig mange og læser med - er øredøvende overvældende angstfremkaldende.

Og lige præcis derfor bliver jeg nødt til at skrive det. Lige her. Lige nu.
Jeg. Er. Kunstner!

Ellers tæller det ikke, vel? Sådan noget skal siges højt - især fordi det føles så farligt.
(Argh. Argh. Argh. Argh. Jeg er ved at gå baglæns i spagat hér, og får lyst til at danse fandango og lave alle de afledningsmanøvre, jeg overhovedet kan komme i tanke om, så ingen opdager hvad jeg siger, men kun ser alle mine klovnerier... Shit. Fuck. Altså!)

Jeg er kunstner.
Punktum.

Jeg ved faktisk ikke, hvad det vil sige at være kunstner.
Det er en følelse. Et selvbillede. En oplevelse, en stemning. Meget mere end det er en konkret handling eller en påtaget titel.
Og det er i virkeligheden derfor, at det er så vigtigt at jeg skal prøve det på. For at lære hvad det er. Opleve det. Finde mig til rette i det. Måske finde ud af, at det ikke er den dragt, som passer til mig.
Men jeg kan ikke afvise at være kunstner, før jeg har prøvet det på.

Og derfor er jeg blevet nødt til at gøre et forsøg på at definere, hvad det vil sige at være kunstner - for mig.



Jeg har blandt andet lavet et board på Pinterest
(Ja. Et offentlig sted. Selvom hun råber af mig, hende min indre kritiker. At jeg er træls at høre på, og jeg bare overhovedet ikke har dét der skal til for at kunne kalde mig kunstner. Og at jeg burde slette alt derinde, fordi det er så piiiiinligt, at nogen måske kan se hvem jeg 'rigtig' er...)

Pyha. Ok. Det er faktsik utrolig svært at sige det højt. Selv herinde i mit eget lille hjørne af internettet.
Jeg havde egentlig planlagt, at jeg ville forsøge at forklare hvad det der kunstner-noget betyder for mig - men det kan jeg simpelhen ikke, når det kommer til stykket.
Ikke i dag.
Men snart. Ok?

(Og ja. Det sidste spørgsmål var vist mest til mig selv....)

onsdag den 22. oktober 2014

Flyv fisk, flyv!



Som en fisk, der kun kan stå på stranden og stirre tørt ud på det hav, som den så inderligt længes efter at boltre sig i.
Det er sådan det føles. Når man står dér og kan høre, at de kaotiske bølger kalder og lokker noget så besnærende.

Tørt sand, tørre ord, tørre tanker. Sand i tankerne, grus i maskineriet.
Tørt sand er bare ikke det rette element at boltre sig i for en fisk.

Jeg troede, at coachforløbet skulle lære mig at kravle hen over det tørre sand, så jeg endelig ville komme ned til havet, hvor jeg hører hjemme.

Men i stedet skete der noget andet. 
Det gør der altid. Hver gang. Hver eneste gang!

Så i stedet for at kæmpe mig tværs hen over tørken, opdagede jeg pludselig at jeg bare kunne gro mig et par vinger.
Eller... jeg havde faktisk vingerne i forvejen. Jeg vidste det bare ikke?

Og fordi jeg er i Lykkes trygge hænder, så har jeg fuldstændig glemt at være bange for, om jeg ikke kan flyve. 


 

lørdag den 18. oktober 2014

LYT!

”Hun kalder på ham!”

”Hvad mener du?”

”Hun kalder på ham. Lige nu. Jeg hørte det.”

Jeg kan næsten ikke stå stille. Hele min krop bobler af en indestængt latterenergi, og jeg har lyst til at hoppe og danse for at få det ud. Ud af systemet. Ud i verden. Ud i virkeligheden. Ud til dig. Jeg har lyst til at dele det med dig.

”Luna?” Nu smiler du også. ”Det er Luna du mener, ikke?”


”Hun kalder på ham. Hun lyder så glad, og hun kalder på ham. Hun kommer hjem nu. Det lover hun.”

onsdag den 15. oktober 2014

Bob, din røver



'














16 billeder.
Er det for meget?
Bare lige lidt?

Jeg kan ikke gøre for det. Men han er SÅ LÆKKER, den dreng. Jeg kunne æde ham i én mundfuld, simpelthen bare fordi han er så blød og dejlig og mild og glad og hysterisk og fjollet og stædig og kærlig. Alt sammen på én gang.
Han er lavet af chokolade og kærlighed. Og han véd det.
Han kan sno os alle sammen om sin lillefinger. Og han véd det.

Gode, milde, smukke, dejlige, glade Bob.

tirsdag den 14. oktober 2014

Om at blive set for dén man er...



Og sådan ser man altså ud, når tager tilløb til at gøre dét som man troede ville få hele verden til at implodere, og hjerne til at bryde sammen i små flager, som - puff - ville forsvinde ud i vinden og intetheden.

Kom nu, Trine. Du kan ikke bare sidde dér og stirre ordene perfekte. De bliver ikke bedre nu, og hvis du tror, de skal være de smukkeste ord et forlag nogensinde har set, så får du aldrig sendt den mail.
Kom nu. Gør det nu bare. Vi holder dig.

Det var stemmerne fra de smukke, nærværende kvinder fra Hjertebanken der talte i mine tanker.
Og lige ved siden af mig stod hun - hende, som sagde dét der til mig om at holde min kæft eller gøre noget ved det.



Sådan et øjeblik skal foreviges, sagde hun. Så det gjorde hun.

Lige her. Lige her. Klikker jeg på send.
Og fordi jeg gik i panik og baglås, så sørgede min dejlige veninde for at danse en jubeldans for mig. Og da jeg stadig var i panik og baglås, så dansede hun sgu lige én mere. Og gav mig et knus. Og råbte hurra.

Og jeg døde ikke. Verden står (vistnok?) stadig. Min hjerne er (vistnok?) stadig intakt.

Mail til et forlag. Med et forslag til den børnebog, som Karina og jeg har gået og puslet med.

Bogen handler om at finde sine egne rigtige farver.
Den handler om at blive ked af det, når man får kritik. Om at ville gøre så mange mennesker glade på én gang, at man til sidst glemmer, hvem man selv er.
Men den handler også om håb. Om at blive set, for den man er. Og om at ville anstrenge sig for de rigtige menneskers skyld.
Dem, som får én til at føle sig smukke.

Illustration af Karina Bækkelund

Tingenen hænger sammen. Som altid. Selv, når jeg ikke ser det.

Og mailen er faktisk allerede besvaret. Der tænkes i den anden ende.
Det er til gengæld slet ikke svært - for nu er det ude af mine hænder. Jeg har gjort, hvad jeg kunne.

Og verden står stadig. Tak fordi I holdt den for mig!

tirsdag den 7. oktober 2014

Forunderlige oktober



Og så blev det oktober.
Rørende, skræmmende, foruroligende, forunderlige oktober.

Oktober 2011 trådte jeg ud i mit liv som selvstændig. Og blev gravid.
Oktober 2013 fik jeg et spark i sjælen, da det der blogindlæg indhentede mig som en boomerang.

Og oktober 2014 er ingen undtagelse. Hvorfor skulle det i øvrigt også være anderledes i år? Alligevel har jeg har ventet med tålmodig bekymring og spænding på om oktober mon ville dukke op i år?

Men vi tyvstartede oktober allerede i september. Og i august. Måske også lidt i juli. Og resten af året.
Oktober er ikke længere et kryds i en kalender - oktober er blevet en grundklang i mit følelsesregister.
Lyttende, nysgerrig.
Parat til at hilse på efterårssolens lyssætning, der kaster så skarpe skygger, at man kan skære sig på dem.

Jeg ved godt, hvad der er på spil. Nu opdagede jeg det - endelig.
Oktober er kærlighed.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...