mandag den 24. november 2014

Florlet


Det er ikke den samme bulede plade som dengang. Heller ikke det samme anlæg.
Ikke de samme omgivelser. Ikke de samme personer. Ikke de samme oprør. Eller samfundsbetydninger.
Ikke engang den samme tid.

Fyrbøderen købte den til mig i sommer, fordi vi havde talt om musik fra vores opvækst. Den havnede i skabet, og vi glemte alt om den igen.

Men så, for lidt siden, satte han den på. Som på foranledning af et uudtalt stikord, som ingen af os havde aftalt på forhånd.

Forunderlige lyd risler ned af min ryg. Forunderlige verden, som kan skabe den slags magi i mine sanser?
Forunderlige følelser af klangfuld frihed. Forunderlige forbandede forførende følelser. Flagrende svirrer de ind gennem mine ører og flakser ud gennem tårekanalerne.

Et øjeblik føltes det som om væggene og verden omkring mig holdt vejret - for pludselig at forsvinde, og jeg hænger i novembernatten. Frit fald - eller opdrift?

Magisk lyd, der spænder det fineste net ud mellem fortid og nutid.
Alt giver mening for mig lige præcis i dette øjeblik, og jeg flyver.
Jeg ved ikke, hvordan det skete - men det ene øjeblik stod jeg og stirrede ud, deroppe fra muren - og i dette næste øjeblik slap verden sit tag i mig, og jeg forstår endelig at jeg flyver.


På vej væk fra mening


Nå, men jeg øver mig så stadig i det der kunstner-noget.
Kunstner. Noget.
Something.

Jeg ved dårligt nok, hvad jeg skal kalde det - og det er som om kunstner-titlen stadig strammer. Især hen over maven og dellerne på låret.

Jeg ved sgu ikke om jeg er kunstner. Jeg ved faktisk ikke engang helt præcis hvad jeg er?
Jeg jagter altid nye ord, nye forklaringer, der kan give mig blot en lille smule a-ha over, hvad jeg i grunden er.
Hvad er jeg? Er jeg kunstner? Og er det overhovedet vigtigt at vide, hvad jeg er?
Det har været vigtigt for mig at lave mine egne betegnelser for mig selv. I mangel af andre ord at spejle mig i.
Mangemor. Kreativitsta. Online Pedel. Hverdagsjunkie.
Selv-betegnelserne skvulper lidt rundt imellem hinanden, bonker sammen, og skvulper videre. Nogle synker til bunds mens andre bliver liggende synlige i overfladen.
Men kunstner? Jeg ved det stadig ikke.

Min indre møgkælling (som, by the way hedder Ulla. Uden nogen som helst relation til de Ulla'er jeg rent faktisk kender, som jeg synes er dejlige, varme mennesker...!) fnyser over kunstner-titlen.
- Hvis du er kunstner, så vis mig noget kunst du har lavet, brokker hun.
Det er det samme med forfatter-titlen.
- Skal man helt ærligt ikke have udgivet noget, for at kunne kalde sig forfatter, himler hun.

Den får så lige lov til at stå et øjeblik, for jeg gider ikke diskutere med hende. Hun holder vel sin bøtte igen, hvis jeg bare lader være med at lytte til hende?

Kunstneren er kompromisløs, spontan, morbid og giver sjældent mening. I min opfattelse.
Så det giver jeg mig selv lov til at være for tiden.
Og desuden er kunstneren enespænder. Natmenneske. Drukfældig. Storrygende, stortalende, nysgerrig og altid på jagt efter nydelsesfulde oplevelser.
Det er så dér, hvor jeg synes det bliver lidt sværere - i hvert fald i kombination med et liv med mange børn i huset og et par jobs, der også skal passes.

Nah. Kunstner. Jeg ved det sgu ikke?
Men helt ærligt, så gider jeg snart ikke længere spekulere i åndsvage ord og selv-betegnelser, hvis det betyder at jeg lader være med at være. Kunstner.
Så det lader jeg være med. Og prøver bare at være.

onsdag den 19. november 2014

Juleironi i november



Jeg hader jul!
Jeg hader faktisk jul så inderligt, at min nærmeste omgangskreds næsten ikke tør fløjte én eneste lillebitte sprød juletone, når jeg er i nærheden.

Det er én af de ting, som man kan komme utrolig galt afsted med at sige højt. At man hader jul.
For man ender altid med at få sagt det så højt, alle jule-elskerne får glöggen galt i halsen, og bliver utrolig bekymrede og sårede på hele julens og menneskehedens vegne.
Og det er sådan noget jeg kommer til. At sige det højt. (Det er en sygdom, tror jeg?)
Og bagefter bliver jeg nødt til at glatte ud og undskylde, så jule-elskerne igen kan få fred i julehjertet.

Men juleskæbnens juleironi griner mig lige lukt op i mit hadske ansigt i dag.

For uanset om jeg vil det eller ej, så sniger julen sig ind på os alle. Også på mig.

Og derfor har jeg i dag befundet mig i en situation, hvor jeg skulle interviewe en af de lokale politikere om hans forhold til jul - mens han dimsede rundt med jule-flitter-stads og byggede en adventskrans med de bare næver.

Man siger højt, at man gerne vil skrive. Og værsgo.
Man siger tilmed højt, at man hader jul. Og værsgo!

Hvad siger du, Univers? Tester du mig? Hvaaaaad??? Det havde jeg slet ikke opdaget!

(Jeg har grinet så højt over det i dag, at jeg tilmed blev nødt til at ringe til min mor og fortælle det. Og så grinede hun også. Endnu højere og endnu længere. Du godeste grød, hvad skal det ikke ende med?)

lørdag den 15. november 2014

Træk vejret!



Sidder og lytter til Mads & Monopolet.

Mikael Simpson fortæller om at skrive tekster, og siger noget i den her stil:

"Jeg bliver nødt til at pakke mine tekster ind i blød musik. Ellers kan jeg ikke trække vejret."

Jeg ved godt, hvad han mener.


(Koppen blev jeg i øvrigt nødt til at købe til mig selv, da jeg var København forleden. Fordi jeg SKREV! Hele vejen derover i toget.... Så fortjener man altså en gave i min verden!)

torsdag den 13. november 2014

Indadvendte erkendelser


Jeg bliver altid utrolig indadvendt på denne årstid.
Det vidste jeg ikke, men når jeg tænker tilbage bliver det tydeligere og tydeligere for mig, at det er det, der sker.

Oktober griber mig fast om hjertet, og fører mig nye, men velkendte steder hen.
Sådan er det vel, når man rammer den alder og det erfaringsniveau jeg bevæger mig rundt på - at stederne aldrig rigtig er helt nye, men det snarere er en slags genkomst, blot med nye perspektiver?

For øjeblikket taler jeg stort set ikke med andre end mig selv - og min elskede Fyrbøder.
Det er også en ny slags erkendelse; at vi bliver ved med at have så meget at tale om?

Jo jo. Jeg taler også med børnene. Og kollegerne. Og min familie.
Men hånden på hjertet, så er det nok mest de indre stemmer, jeg fører en meget lang og meget intens dialog med lige pt.

Der er ret meget på spil.

Der er en stige, som skal bygges. 
Eller, det vil sige - den er faktisk blevet bygget.
Og jo, jeg er faktisk også kravlet ret højt op på den. Helt præcis er jeg kravlet derop på toppen af muren, hvor vinden pisker mig i ansigtet og hvirvler mit hår og tordner mig i ørerne. Larmende rusker blæsten i mig.
Og endnu en erkendelse har gjort sit indtog.
For jeg vidste faktisk ikke, hvordan jeg skulle komme ned på den anden side af muren, dengang jeg byggede stigen. Jeg troede måske at der - helt af sig selv - ville dukke endnu en stige op, som kunne føre mig ned?
Problemet (hvis det da er et problem?) er bare, at det er der ikke. Der er ingen direkte og logisk vej ned. Så jeg står lige nu og mærker efter, om jeg virkelig tør læne mig fremover, og bare give slip. Kaste mig ud - og flyve?

Der er også en fortælling, som bliver ved med at kalde på mig.
Og især en helt bestemt kvinde i den fortælling. Jeg er ved at tage tilløb til at beskrive hende kærligt, omsorgsfuldt og med de smukkeste ord jeg kan finde.
Hun er en nøgle til meget. Og det er også en erkendelse - at jeg har beskrevet alt omkring hende, men aldrig har turde kigge direkte på hende, fordi jeg har været meget nervøs for, hvad jeg ville se.
Måske fordi jeg godt ved, hvad jeg kommer til at se?

Der er en ny velkendt selvbevidsthed, som jeg er ved at prøve på.
Den minder faktisk utrolig meget om dengang, hvor jeg sad i en lortebrun lejlighed for 5 år siden - bare minus vreden.

Til gengæld er der såmænd vrede nok. Gammel vrede og ny, i én dejlig stor pærevælling. Der er sådan set egentlig vrede nok til adskillige års terapi, og temaer nok til flere hundrede blogindlæg.
Bare lige pånær at jeg ikke gider. Jeg gider ikke være vred. Jeg orker ikke at være vred.
Så jeg øver mig i stedet for på bare lige at lade det ligge lidt. Aer det lidt med hårene, giver det et par småkager - og lægger det i seng i stedet.

Og så er der altså stadig ham. Fyrbøderen.
For alting starter og slutter med ham.
Han er den konkrete, fysiske modvægt til de indre, luftige stemmer.
Han står deroppe på muren sammen med mig, og hvisker til mig at jeg kan flyve - hvis jeg vil. Og han lytter til alle de tusinde måder det stadig lykkes mig at være vred på, og minder mig kærligt om, at jeg jo ikke gad spilde mit krudt på det længere.

Han har kaldt mig kunstner siden den første dag jeg mødte ham. Når jeg fortaber mig, så holder han mig. Og når jeg lidt for stædigt insisterer på at tage kontrol med alt, så beder han mig om at give slip.

Han har mig. Han har min ryg, han har mit hjerte, han har det hele, har han. Den erkendelse er til gengæld overhovedet ikke ny.
Jeg troede ikke jeg kunne elske ham mere? Men hver eneste dag der går elsker jeg ham en lille bitte smule højere.
Og dén erkendelse er til gengæld ny. Hver dag.

tirsdag den 11. november 2014

På vej...



Det er uden for menings rækkevidde, og alligevel ved jeg instinktivt, at det er min opgave at forklare det uforklarbare.
Mine ord vil aldrig yde fortællingens skrøbelige skønhed retfærdighed. Ordene er klodsede, kluntede, manglefulde.

Fortællingen om Jørgen & Luna og alle de mange nuancer, der skifter glød sammen med lyset, vil uvilkårligt falme i mine mangelfulde ords fortolkning.
Men jeg må gøre forsøget.
MÅ.

mandag den 27. oktober 2014

Passede netop til en kejser af hans slags




For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet.

I den store stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være vævere og sagde, at de forstod at væve det dejligste tøj man kunne tænke sig. Men de klæder som blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske som var utilladelig dum.

"Det var nogle dejlige klæder", tænkte kejseren; "ved at have dem på, kunne jeg kende de kloge fra de dumme! Ja det tøj må straks væves til mig!", og han gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde.

De satte også to vævestole op, lod som om de arbejdede, men havde ikke det mindste på væven.

"Nu gad jeg nok vide, hvor vidt de er med tøjet!" tænkte kejseren, men han var ordentligt lidt underlig om hjertet ved at tænke på, at den som var dum ikke kunne se det, nu troede han nok, at han ikke behøvede være bange for sig selv, men han ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig.

"Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne!" tænkte kejseren.
Nu gik den gamle skikkelige minister ind til bedragerne. "Gudbevares!" tænkte han og spilede øjnene op. "Jeg kan jo ikke se noget!". Men det sagde han ikke.

Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig embedsmand hen for at se, hvorledes det gik med vævningen, og om tøjet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden, han så og så, men da der ikke var noget uden de tomme væve, kunne han ingen ting se.

Alle mennesker i byen talte om det prægtige tøj.

Nu ville da kejseren selv se det, medens det endnu var på væven.
"Hvad for noget?" tænkte kejseren. "Jeg ser ingen ting, det er jo forfærdenligt. Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være kejser?"
Men han nikkede tilfreds og betragtede den tomme væv; han ville ikke sige, at han ingen ting kunne se.
Hele følget han havde med sig så og så, men fik ikke mere ud af det end alle de andre, men sagde som kejseren, "oh, det er meget smukt!", og de rådede ham at tage disse prægtige nye klæder på til den store procession.

Til sidst sagde bedragerne: "Se, nu er klæderne færdige".
Kejseren lagde alle sine klæder, og bedragerne bar sig ad, ligesom om de gav ham hvert stykke af de nye klæder på, og kejseren vendte og drejede sig foran spejlet.

"Gud, hvor de klæder sidder godt, hvor de sidder dejligt!", sagde de alle sammen.

Så gik kejseren i procession, og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: "Gud, hvor kejserens nye klæder er mageløse!" Ingen ville lade sig mærke med at han intet så, for så have han jo været meget dum.

"Men han har jo ikke noget på", sagde en lille dreng.

"Herregud, hør den uskyldiges røst", sagde faderen.






"Men han har jo ikke noget på", sagde igen den lille dreng og pegede på kejseren, der rødmede ret.
Og alle mennesker på gaden og i vinduerne rødmede også ret, men faderen irettesatte barnet, og bad ham tie stille med den slags optøjer.

Kejseren åndede lettet op og spankulerede videre, og alle mennesker i den store stad åndede også lettede op, og klappede og holdt så uendelig meget af deres kloge kejser.
Musikken spillede, flagene vejede i vinden, og kejserens nye klæder klædte ham uendelig godt, og passede netop til en kejser af hans slags.

Bedragerne fik hængt ridderkors om halsen, og belønnet med utallige gulddukater, og i mange år fortalte alle historien om deres kloge, smukke kejser, hans vidunderlige klæder og alle hans gode gerninger.

Men den lille dreng voksede op, og flyttede skyndsomt derfra så hurtigt han kunne komme til det - til en stad, hvor både kejseren og byens befolkning kun gik i klæder, der var synlige for det blotte øje.


lørdag den 25. oktober 2014

Jeg er kunstner...




Hmm. Ja. Eller noget?

Hold nu kæft, hvor er det altså én af de større udfordringer jeg nogensinde har fået.
Men.
Jeg har givet et løfte til nogle ret vigtige mennesker om at begynde at omtale mig selv som kunstner.

(Kan I allerede nu høre, hvordan min indre kritiske møgkælling står og råber og larmer, for at overdøve hvad jeg siger??)

Det hele vender sig i mig, ved at sige det højt - selv i de tryggeste rammer.
Og at sige det højt herinde  - hvor jeg jo godt ved, at der sidder rigtig mange og læser med - er øredøvende overvældende angstfremkaldende.

Og lige præcis derfor bliver jeg nødt til at skrive det. Lige her. Lige nu.
Jeg. Er. Kunstner!

Ellers tæller det ikke, vel? Sådan noget skal siges højt - især fordi det føles så farligt.
(Argh. Argh. Argh. Argh. Jeg er ved at gå baglæns i spagat hér, og får lyst til at danse fandango og lave alle de afledningsmanøvre, jeg overhovedet kan komme i tanke om, så ingen opdager hvad jeg siger, men kun ser alle mine klovnerier... Shit. Fuck. Altså!)

Jeg er kunstner.
Punktum.

Jeg ved faktisk ikke, hvad det vil sige at være kunstner.
Det er en følelse. Et selvbillede. En oplevelse, en stemning. Meget mere end det er en konkret handling eller en påtaget titel.
Og det er i virkeligheden derfor, at det er så vigtigt at jeg skal prøve det på. For at lære hvad det er. Opleve det. Finde mig til rette i det. Måske finde ud af, at det ikke er den dragt, som passer til mig.
Men jeg kan ikke afvise at være kunstner, før jeg har prøvet det på.

Og derfor er jeg blevet nødt til at gøre et forsøg på at definere, hvad det vil sige at være kunstner - for mig.



Jeg har blandt andet lavet et board på Pinterest
(Ja. Et offentlig sted. Selvom hun råber af mig, hende min indre kritiker. At jeg er træls at høre på, og jeg bare overhovedet ikke har dét der skal til for at kunne kalde mig kunstner. Og at jeg burde slette alt derinde, fordi det er så piiiiinligt, at nogen måske kan se hvem jeg 'rigtig' er...)

Pyha. Ok. Det er faktsik utrolig svært at sige det højt. Selv herinde i mit eget lille hjørne af internettet.
Jeg havde egentlig planlagt, at jeg ville forsøge at forklare hvad det der kunstner-noget betyder for mig - men det kan jeg simpelhen ikke, når det kommer til stykket.
Ikke i dag.
Men snart. Ok?

(Og ja. Det sidste spørgsmål var vist mest til mig selv....)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...