fredag den 23. november 2012

What if money didn't matter?



Hvad ville du kaste dig ud i? Hvad ville gøre dig glad? Hvor ville du bo? Med hvem? Hvad ville dine dage være fyldt med? Hvad ville du grine af? Hvad ville du fordybe dig i?

Den sætter tingene på spidsen, denne video - på den gode måde.

Jeg ønsker at definere mit liv uden at penge må få en afgørende betydning. Sammen med Fyrbøderen har jeg lavet et manifest for vores liv: vi må aldrig nogensinde træffe afgørende beslutninger på baggrund af penge. Det er ikke (og må aldrig blive) pengene, der styrer vores beslutninger og lykke!

Vi taler ofte om penge. Og jeg er efterhånden ved at blive mere og mere klar over, at jeg er allermest lykkelig, hvis min økonomi går i 0.
Jeg vil ikke skylde nogen noget. Men jeg ønsker heller ikke at eje for meget. Jeg ønsker mig et liv, som går op. Hvor jeg har råd til de ting vi har brug for - plus det løse. Og ikke mere.

Jeg er faktisk stolt over at opdage - fx når jeg ser en video som denne - at jeg er skidegod til at være fattig som en kirkerotte, og mere lykkelig end jeg nogensinde har været.

Hvad ville du vælge? Hvis penge ikke spillede en rolle?

torsdag den 22. november 2012

Tvangsting



Jeg har sådan en .... ting.
Du ved, sådan en mærkelig handling, som jeg har raget til mig ét eller andet sted, uden jeg kan huske hvorfor. Den er ikke til at slippe af med. Men den er mærkelig.

Jeg har mere end én ting. Mange flere end bare den ene.

Hvad kalder man dem? De der ting man gør, som man ikke tænker over, men som er... underlige?
OCD? Tvangsting? Dårlige vaner?

Du har garanteret også en ting. Hvis ikke du har flere?

Hvae... ?! Hvis jeg nu fortæller dig min ting - fortæller du så mig én af dine? Noget for noget?

Ok. Her er min ting:

Når jeg har været i bad og skal tørre mig - så ryster jeg altid håndklædet hårdt én gang.
Så jeg kan være helt sikker på, at der ikke sidder en klam, stor edderkop i håndklædet....

Hvad er din ting?

søndag den 18. november 2012

En gang teenager, altid....



Nå, men jeg var så i biografen i går. For første gang i tusinde år.
Oven i købet med en ny, fin veninde.

Vi kunne have valgt at tage i teateret i stedet. Jeg havde faktisk billetter, for at det ikke skulle være løgn.
Vi kunne også ha været nede på cafeen og spise god mad og høre Buttenschön.

I stedet tog vi i biografen. Og så Twilight sammen med alle de andre teenagere.

Jeg stod af engang lige efter den første film, og brugte da også den første halve time af filmen på at sidde og himle med øjnene, og fnisehviske over det elendige skuespil og de virkeligt forudsigelige virkemidler...
Men inden jeg fik set mig om var filmen slut, og jeg befandt mig i sådan en underlig hovsa-følelse - over at den rent faktisk fik nappet mig lidt i struben.

Bagefter gik vi på café og fik en øl, og talte som huslån, ekskærester, børneopdragelse og mødre. Fuldstændig som alle de andre teenagere.

fredag den 16. november 2012

Nætter


Jeg er fuldstændig VILD med at være babymor. Og jeg er fuldstændig VILD med at være virksomhedsejer. Jeg er fuldstændig VILD med at arrangere markeder, møder og madpakker.
Og jeg er fuldstændig VILD med tanken om, at jeg inden for de næste måneder snart kommer til at sove lidt mere end de der to-tre timer ad gangen, som vi gør lige nu.

Det der søvn, ikk!?
Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil gøre det til et problem - og derfor er det ikke et problem.
Jeg trives forbavsende godt med afbrudt søvn - og hvis jeg selv skal sige det (og det må jeg godt), så har jeg faktisk være rimelig sej, selvom min hjerne bliver chock-startet en 3-4 gange i løbet af hver nat...

Men jeg kan godt mærke, at det begynder at sætte sine små spor hos mig. Det er småting - men det er sådan nogen af de der små signaler, som kan blive kæmpestore hvis man ignorerer dem for længe.

Fx er jeg begyndt at falde ud af samtaler. Jeg kan føre en samtale og være totalt til stede og nærværende det ene øjeblik - og i næste sekund har jeg fuldstændig glemt, hvad det var vi talte om?
Jeg er også begyndt at glemme ting. Små ting. Min telefon. Hvor lagde jeg brillerne? Har du set mine nøgler, skat? Små ting. Men jeg glemmer dem.
Jeg er småsvimmel ret tit.
Og så er jeg begyndt at blive forvirret. Hvilken ugedag er det? Hvem var det nu vi skulle besøge? Er det i dag jeg har møde? Hov, var det forresten ikke min kop kaffe der står dér og er blevet iskold?

Jeg nyder virkelig mine små særlige stunder med BabyBob, hvor hele huset er tyst, og hvor der kun er mig og ham. Han har allerede så meget fart på, og jeg synes det er fortryllende at sidde med ham i armene, fordi jeg ved at han lige om lidt er færdig med at ligge så roligt.
Inden jeg får set mig om er han færdig med amning og natteputte og morkram, så jeg slubrer det i mig og husker mig selv på at være tilstede og ikke bare sove fra det.

Men jeg tror ikke, at hverken hjerne eller krop har særlig godt af at blive afbrudt hele tiden.
Jeg tror det viser sig som de der små tegn, som man skal tage sig af inden de vokser til kæmpe problemer.

Forleden fik jeg en hel nat, hvor Fyrbøderen dansede sutteflaske-foxtrot sammen med sin søn. Jeg sov som.. jah... en baby. Det var vidunderligt at kaste sig i sine sprøde dyner og vide, at der ikke var noget som ville forstyrre mig i flere timer!

Jeg er opmærksom på de der små tegn der er begyndt at vise sig. Opmærksom, ikke bekymret. Og så glæder jeg mig til grød og til at knægten bliver rigtig dejlig mæt og træt.

torsdag den 15. november 2012

Hjertet kender aldrig til aldrig!



Det var bare en cementering af de følelser og det liv vi i forvejen følte og levede.
Det var en hyldest til hverdagskærligheden.
Det var en stilfærdig bekræftelse på noget stort, som ikke rigtig lader sig beskrive med ord.
Det var bare en lille ekstra detalje som fandt sted, da vi nu alligevel var i kirken.

Nu har jeg været gift med Fyrbøderen i 12 dage.
Jeg gik rundt og troede at jeg ikke kunne elske ham mere end jeg gjorde.
Jeg gik rundt og troede, at det ville være præcis det samme - nu bare med papir.

Jeg skal lære, at jeg ikke må tro på mig selv, når jeg siger aldrig. Mit hjerte kender åbenbart ikke til aldrig?
Og jeg troede aldrig jeg kunne elske ham mere end jeg gjorde for 13 dage siden.
Jeg tog fejl.

Verden har ikke været den samme siden!

tirsdag den 13. november 2012

Det synes jeg faktisk var ok godt klaret...

Man kan lære meget af sådan en baby på 4 måneder.
Fx hvordan man går i brusebad, med ham på den ene arm - mens man vasker hår med den anden!


fredag den 9. november 2012

Designermarked i Horsens

cencureret designermarked i Horsens


Hey, jeg er i øvrigt ved at arrangere et virkelig virkelig lækkert designermarked på det gamle fængsel her i Horsens.

Det er første weekend i december, og du kan læse meget mere om det på markedets hjemmeside.

Jeg vil løbende fortælle meget mere om markedet - men det foregår ovre på min Merakiblog :-)


torsdag den 8. november 2012

Apokalypsen kommer



Jeg sad og ammede i nat, da jeg hørte den lyd, som man ikke har lyst til at høre!!

Sirener!

Ikke bare almindelige udrykningskøretøjer - men DEN sirene. Sirenen. Dén de tester hvert år i maj, og som vi allesammen ved KUN bruges i de allerværste nødsituationer.

Der var helt mørkt, og det var kun mig der var vågen til at passe på hele verden - og halvvågen/ halvsovende gik det op for mig, at verden var ved at gå under!

Først tænkte jeg BOMBER!!!???
(Damn you, historieundervisning og sort/hvid dokumentarer!!)

Men da jeg lyttede efter kunne jeg ikke høre nogle fly.

Men den næste tanke der fløj ind i mit hovede var LØVER!!??
(Damn you, skideflotte BBC-naturprogrammer, som man skal lade være med at se inden sengetid!!)

Jeg synes het afgjort, jeg hørte lyden af rovdyr, og mit hjerte fløj op i halsen på mig, og jeg forsøgte at holde vejret og tænke klart!
Hvis der var løver i huset ville de helt sikkert gå efter det letteste bytte først, og jeg forsøgte at scanne hele overetagen for mulige gemmesteder - vel at mærke uden at røre én muskel i hele kroppen af frygt for at komme til at lave lyde.
Skabet. I skabet kan jeg gemme babyen, tænkte jeg, og hvis løven kommer herind så må jeg forsvare mig med lampen.
Men hvad så med de andre børn? Jeg overvejede om jeg skulle kaste mig ud og forsvare alle mine børn, måske ude på toppen af trappen, så alle børnene kunne nå at komme sikkert ind i skabet. Eller om man - ligesom de andre pattedyr i naturen - blev nødt til at påregne en vis procentdel spild af ens afkom?

Men i det samme gik det op for mig, at det var værre end løver. Meget meget værre!

Det var ZOMBIER???!!!
(DAMN YOU, Julie!!!)

Vi bor jo faretruende tæt på kirkegården, og jeg indså i et splitsekund, at vores hus ville være det første de ville rasere.
Jeg kunne høre dem. De var helt helt stille, men jeg kunne høre deres langsomme skridt og hæse vejrtrækning. Min hals snørede sig sammen!

Men jeg ved ingenting om zombier? Jeg har jo ikke lært at slå zombier ihjel, og hvorfor fanden har jeg ikke gjort lidt mere ud af at lytte efter, når ungerne har plapret op om zombie-dit og zombie-dat?
Nej? Ikke zombier? Alt andet end det, please! Jeg kan næsten mærke hvordan de ville flå i min krop og rive den i stykker, og neeeeej?... de vil æde mine børn mens jeg ser på!!??
Hvorfor fanden har jeg heller ikke fået lært, hvordan man slår zombier ihjel?

Jeg kunne mærke rædslen stige op i min hals og fylde mine ører med brusen af blod, mit hjerte hamrede afsted, og babyen i mine arme begyndte at sprælle - nok fordi jeg holdt ham alt for stramt.
Jeg forsøgte at tysse på ham, så zombierne ikke skulle høre os, men han peb og jeg var så bange, at jeg næsten begyndte at græde.

Så jeg kravlede under dynen og tog babyen med, bad til alle de guder jeg kunne komme i tanke om, og lå musestille og helt forstenet, og forsøgte at redde verden fra en katastrofe.

De var heldigvis væk igen, da vi vågnede i morges....

Sirenerne var gode nok. Det viste sig at være dét her, der fik alle byens zombier til at kravle frem fra deres skjul!


onsdag den 7. november 2012

Kan alligevel ikke ta det med herfra...



Når der bliver lavet en omfattende videnskabelig undersøgelse som udleder, at man ikke bliver mere lykkelig af mange penge - så tror jeg endelig, at Verden måske er ved at forstå noget essentielt!

Og nå det så oven i købet er en anderkendt økonom der siger det - så håber jeg, at det også bliver hørt af dem, som har mest brug for at høre det...?
(Han hedder Daniel Cohen, og har lige udgivet 'homo économicus')


Som én fra min familie siger:

"Hvis der står 100 kroner på min konto den dag jeg dør - så er det fordi jeg har lavet en regnefejl...!"

mandag den 5. november 2012

Bling med mening


Det lille fine guldkors fik jeg i dåbsgave for længe, længe siden.
Min mor har passet godt på det for mig. Korset har endda bidemærker fra småbitte mælketænder, der engang synes det var sjovt at bide i det bløde metal...

Det røde kors med granaterne fik jeg i gave af min far og bonusmor. Jeg havde også på første gang jeg blev gift. Der var min far heller ikke med.
Jeg tror faktisk, at han dér hvor han befinder sig nu, griner lidt med over ironien i det...

Den spinkle prinsessering med den røde rubin har jeg fået i gave af min mor. Hun fik det selv i gave, da hun blev konfirmeret, og i ringen sidder et hak som hun engang lavede i den. Den bliver aldrig rettet ud - jeg kan så godt lide det synlige bevis på, at hun gik med den engang.

De små perler til ørene fik jeg engang i gave af min eksmand. Han købte dem til mig i en lillebitte butik i Firenze, engang for tusinde år siden i et andet liv.
Måske er det ikke andre end mig der synes det er morsomt, men jeg bliver lidt blød og griner lidt af ironien i, at han naturligvis også blev nødt til at være repræsenteret...

Det blå armbånd lånte jeg af Karen. Hun valgte det helt selv til mig, og det var tilfældigt at det blev blåt.

Og den smukke diamant-blomst sidder nu på min højre ringefinger, hvor den hører hjemme.
Diamanten er vind og skæv, og ringen bærer præg af at være bygget op omkring den tossede, uperfekte diamant.
Det er den perfekte ring til mig. Den smukkeste gave jeg nogensinde har fået af Fyrbøderen!

Min kjole var blå, skoene nye.
Og de var med mig allesammen!
Min mor. Min far. Mine børn. Min eksmand.
Og min mand.


søndag den 4. november 2012

Noget nyt. Noget gammelt. Noget lånt og noget blåt...



Vi var der jo.
Og de var der jo - alle dem vi elsker mest.

Og når kærlighed er stilfærdig behøver man intet andet end et fast greb i ham, som man fra nu af kan kalde sin mand.
Et fast greb om hans hånd. Et fast greb i mit hjerte. Og et ja.

Det handler om hverdagskærlighed. Om ydmygheden over at få lov til at føle sig så rig. Om taknemmelighed over at jeg får lov til at være i så meget kærlighed.

Det er hvad det handler om. Og intet andet end dét.
Hverken store kjoler, vilde planer, kæmpe arrangementer og voldsomme udbasuneringer.
Det handler om kærlighed. Kun kærlighed.

"Om lidt skal vi døbe Laurits, men først er der lige noget vi skal have ordnet", sagde præsten.

Det var sjovt at tage fusen på familien. Og det føles meget meget smukt og rigtigt og ægte at få lov til at cementere vores liv som hinandens på denne måde.

Og mens jeg stod dér foran alteret og lyttede til Fyrbøderens hjerte der slog så højt, at det fik mit til at synge med - så jeg i et splitsekund de sidste 3-4 år for mit indre blik - og jeg er ikke helt sikker på jeg begriber hvordan det er lykkedes for mig - men jeg har fundet hjem.
Fyrbøderen, min mand, får mig til at ville være den bedste version af mig. Det vil jeg elske ham for, for altid!


(Nåh ja - og BabyBob fik sit navn, men først efter at have skreget sig tværs gennem præstens tale til os, så ingen alligevel kunne høre et ord. Man kan ikke få det hele. Og det er vist meget godt...)


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...