tirsdag den 30. oktober 2012

Emsige Kælling


BabyBob forsvndt og hans afløser - Skidesure Møgunge på Speed - meldte pludselig sin ankomst.
Han skreg og råbte (!) efter os, og ville hverken det ene eller det andet. I 4 dage. 4!

Ham gad jeg godtnok ikke lege med, så jeg gik i gang med at undersøge og eliminere alle muligheder: Var han træt? Sulten? Overstimuleret? Understimuleret?

Næh. Ikke rigtig nogen af delene.
Han var bare skidesur.
Så det blev jeg også.

Han fik lange køreture i barnevognen. Alt det bryst han overhovedet kunne få hældt i hovedet. Bogstaveligt talt. Han fik varme bade og kolde omslag. Han fik knuseture, flyveture og kildeture - men kvitterede udelukkende med endnu flere skrigeture.

Ingen tænder på vej? Ingen skoldkopper? Ingenting!
Bare en Skidesur. Møgunge!

Og så var det, at jeg fik den supergeniale idé at det naturligvis er fordi jeg drikker alt alt for meget kaffe, at han har reageret sådan.
Genialt.

Jeg drak den sidste kop kaffe i går.
Og i dag har min krop så kvitteret med hovedpine af en dimension jeg aldrig har kendt før, kvalme, svimmelhed, opkast og de vildeste hedeture.

Til gengæld er BabyBob kommet hjem igen. Den Skidesure Møgunge ser vi (tilsyneladende?) ikke mere til.
Til gengæld har vi fået besøg af Emsige Kælling. Hun er fandme en fest. Sku jeg lige hilse og sige...

mandag den 29. oktober 2012

I god tid. Som altid.



Inden barnedåben på lørdag vil jeg gerne nå



- at få gjort rent i hele hytten

- at få fixet noget med en bil, så vi ikke behøver vandre ned til kirken i regnvejr

- at bage hindbærsnitter

- at lære BabyBob at tale, så han kan fortælle mig hvorfor han græder?

- at få sovet et sammenhægende træk på lidt mere end 2 timer

- at tabe mig 5 kilo

- at mirakuløst opdage en kjole i mit klædeskab, som både er moderne og sidder fantastisk



Jeg er optimist - det er jo kun 7 ting.... ?!!

fredag den 26. oktober 2012

Gruppekattekrammer




Go' weekend derude!
Hvis du nu ser en kat eller kender en kat, så gi den lige et kram fra hende her... Det har jeg på fornemmelsen hun vil blive lidt glad for. Bare lidt...

onsdag den 24. oktober 2012

Busventeri


Nå, men så står vi her igen.
Og venter på bussen.

Jeg ved det godt. Det er mit valg. Og jeg er (for det meste) rigtig godt tilfreds med det...

Men altså, jeg gad knagme godt kunne indføre en lille smule mere frihed i det her bilfri liv med børn.
Før var vi bundet af en bil - som var dyr i drift og dyr på den moralske konto.
Nu er vi bundet af køreplaner og provins-tilstande i den offentlige trafik - dvs busser, der aldrig rigtig helt passer sammen, og desuden altid kører rundt i hele byen, inden vi rammer den rigtige destination.

Den største udfordring er i virkeligheden ikke særlig stor. Det handler udelukkende om, at Karen skal afleveres i skole hver morgen. Og hentes igen hver eftermiddag.

Det tager 1 1/2 time med bus. Og vi skal skifte minimum 1 gang. For at komme de 3,5 kilometer op til hendes skole.

Det er simpelthen for åndsvagt!
What to do?

Jeg kunne kapitulere og købe en bil?
Argh. Argh. Argh. Argh. Argh! Jeg vil ikke. Neeeeeej!!!
Nu er det jo efterhånden blevet en principsag for mig - at man SKAL kunne klare sig med kollektiv trafik og egen selvhjulpne fremdrift når man bor i landets 6. største by!
Og desuden har vi ikke råd.
(Er det i øvrigt ikke vidunderligt sådan som jeg lige får twistet et økonomisk problem til i stedet at handle om moral, og en holdning til at leve et bæredygtigt liv?!)

Jeg kunne lære barnet at cykle?
Hvis hun selv kunne cykle ville vi netop finde den frihed som jeg synes vi mangler. Friheden til at køre, når det passer os. Og friheden fra at være afhængig af andres planer.
Jada. Det vil jeg rigtig gerne. Hun har faktisk også en cykel. Og en hjelm. Og ben!!!
Hun kan bare ikke cykle.
Og slet ikke i midtbyen i morgentrafik. (Nå, du troede det var en sirene? Nej, det var det så ikke, det var bare Karen der tudede....!)


ELLER...

Jeg kunne investere i en efterløber til hende!
Ja! DET vil jeg rigtig gerne. For så kan hun blive mere trafiksikker på en tryg og god måde, og samtidig kan vi spare en hel times bus hver morgen.

Problemet er bare, at de ikke er til at købe for penge.
Jeg kunne (næsten) købe en bil til den samme pris. Næsten. Hvis jeg gad!
Den Blå Avis er trawlet igennem for brugte efterløber-cykler i den rigtige størrelse. Uden held, desværre...
Derfor spørger jeg lige herinde i stedet:

Har du en 24" efterløber som vi må købe? 

Udseende og fancy udstyr er bedøvende ligemeget. Bare den kan køre! Og virker.

Vi vil også rigtig gerne komme og hente den. Bare det er i cykelafstand fra Horsens.
Eller måske... måske... hvis der går en bus?

søndag den 21. oktober 2012

Flimrer


Det har taget mig en hel uge at finde mine ben at stå på igen - efter en fest for en dreng og for en familie, som er gjort af noget særligt.

Min store 15-årige explorer. Efterskoledrengen. Ældsteknægten. Guitarhelten. Legoekvilibristen.
Den altid reflekterende, den aldrig tøvende.

15 år.
Gys, hvor kan jeg huske hvordan det var. Usikkerheden. Den alt for umulige krop, og de alt for uafprøvede holdninger til en verden, som jeg ikke havde set en flig af.

Jeg skal virkelig passe på, når jeg kigger på ham! Hvis ikke jeg anstrenger mig for at holde blikket og hjertet helt, helt åbent - så ser jeg 15-årige mig, i stedet for at se ham.

Han flimrer for mit blik, måske fordi han flimrer rundt dér midt i sin transformation fra drengen til manden.
Jeg kan se det på ham. Jeg ser det hele - det ligger ligesom i en dis rundt om ham. Et blik, måske. Et skævt grin. En særlig måde han lige får formuleret noget på.
Jeg ser den dreng han har forladt. Jeg ser nørderierne, og den lille, tryghedssøgende enspænder. Jeg ser det temperament vi stadig smådrillende griner af - men som vi sjældent ser noget som helst til længere.

Jeg ser de slagsmål han har forladt - med mig, med sin far, med verden - og med sig selv.
Hans verden er begyndt at give bedre og bedre mening, for verden er klar til ham, og han er så klar til den.
Han er ved at vokse ind i sin rigtige alder nu. Han har altid været voksen og klog indeni, og nu begynder hans fysiske alder for første gang nogensinde at følges med hans indre alder.
Verden har fået en anden grundklang nu. Med ham i centrum af den. Det giver mening, jeg læser det i hans blik, og hører det i hans ord.

Jeg ser den dreng, der aldrig rigtig var en dreng. Han er der stadig, og vil formentlig blive ved med at være derinde et sted, heldigvis.
Jeg ser også glimt af den mand, han er på vej til at blive. Som han er. Derinde bagved. Det er en mand, jeg genkender. Måske fordi han lidt hen ad vejen minder mig om... mig?

Og midt i alt det står han og griner. Den 15-årige. Jeg tror faktisk han griner af mig, hvis ikke jeg tager helt fejl?
Han har luret, at jeg sidder herovre og betragter ham. Det er vistnok ok, selvom han synes jeg er lidt tosset og gammel.
Han ved, at jeg ser på ham med stolthed og kærlighed.

torsdag den 18. oktober 2012

Hemlig nemlig



*fnis*

Jeg lægger skumle planer. Mange, endda.
Nogle er ret store. Andre er temmeligt små. Nogle involverer mange mennesker. Andre involverer kun én ad gangen.
Men de fleste af dem er rigtig, rigtig spændende.
Og meget hemmelige.
Hæ!


søndag den 14. oktober 2012

Ord er handlingens skygge


Ord er handlingens skygge.

Min far brugte ofte de ord.
Jeg tænker tit over lige præcis det begreb, og hvad det betyder.
Det er en måde at vende verden på. En måde at fortolke livet. En indstilling til tilværelsen.

Det betyder at når du viser mig, at du elsker mig, så mærker jeg det mere, end hvis du bare siger det.

Det betyder også, at hvis du bare bruger ord, men ikke gør det du selv siger - så tæller det sgu ikke!

Det betyder også, at verden kun kan blive et bedre sted at være hvis vi gør noget - og ikke bare taler om det!

Ord kan man løbe fra. Det er nemt nok.
'Det sagde jeg aldrig'. 'Jeg mente, ikke det jeg sagde'. 'Du må have misforstået noget af det jeg sagde'.
Ord er bare ord. Luftigt. Flygtigt. Nemt. Der er sgu nok af dem.

Man kan ikke stikke af fra sine handlinger. Man kan prøve, men det er svært.

Vis mig det. Lad være med at fortælle mig det, men vis mig det.
Vis mig, at verden er god! Vis mig, at du tror på mig. Vis mig, at du synes jeg gør de rigtige ting. Vis mig, hvordan jeg skal gøre tingene rigtigt.
GØR noget. Vis mig det, ellers kan jeg ikke tage dig alvorligt!
Stil dig ved siden af mig, lad os gå ved siden af hinanden.
Og lad os sammen gøre noget. Handle. Virke. Flytte hinanden, og hinandens holdninger.

Ok, lad os også tale om det. Det er vigtigt at tale sammen. Men aldrig uden at lade handlingerne ledsage vores ord.

Ord er handlingens skygge. I ordet alene hører jeg bare luften i din stemme. Men i handlingen ser jeg styrken og meningen med dine ord.

fredag den 12. oktober 2012

Panik i nye støvler


Nå.
Men så er man så hende, der skal holde nonfirmation. I morgen.

Og så er man så også lige hende, der for en gangs skyld overhovedet ikke kan finde ét eneste ord der dækker den følelse.

Jeg har et barn der fylder 15 år lige om lidt!? 15?
Og i morgen samles hele den store familie, med dobbelt op på forældre - og endnu mere dobbelt op på bedsteforældre...

Ældsteknægten. Jeg har haft ham altid. Var jo nærmest selv et barn da jeg fik ham.
Hold nu kæft, hvor er det en menneskealder siden.
Og nu sidder jeg her, hvor alt er planlagt og gjort klar til festen i morgen og bliver fuldstændig hul indeni af en underlig, tom følelse.
Jeg tror jeg savner ham? Jeg tror faktisk allerede jeg savner ham på forskud, fordi jeg ved at hans liv er på vej ud i verden, bort fra sin mor.
Det er det vi fejrer i morgen.

Jeg er stoltere end stolt, og mere rørt end jeg har været over nogetsomhelst, og fuldstændig helt og aldeles usikker på hvordan man gør sådan noget her - at være mor til ham, der i morgen skal fejres med sin første store fest!?
(Jeg er så usikker på at skulle være nonfirmandens mor, at jeg har måtte alliere mig med et par røvdyre støvler, simpelthen bare for at være sikker på jeg ikke vakler for meget... )

V holder festen på vores yndlingscafé her i byen. For en gangs skyld bliver det en købe-fest, og den har ikke fået for lidt!
Vi har vendt hver en hjernecelle for at finde frem til lige præcis den slags fest, som knægten vil sætte allermest pris på, og jeg har en rigtig god fornemmelse af at det er lykkedes for os.
Uformelt, tapas-buffet, rødvin på bordene, ingen bordkort, -men forhåbentlig en masse dejlige familiemedlemmer i én stor fælles palaver - og en stolt og stor knægt i midten.

For fanden, mand? 15 år?


Et vognlæs lettere!




Hey, jeg fik jo aldrig fortalt hvordan det gik med vores venbrugsdag!

Vi havde brugt en hel uge på at gå samtlige skabe, skuffer, hylder og gemmere igennem.
ALT blev taget op til re-vurdering!

Kriterierne for om tingene måtte få lov til at blive eller ej var ret skrappe.
Vi havde kigget på hinanden og set vores liv grundigt i øjnene:

- to hjem, der smelter sammen til ét må nødvendigvis give dobbelt op på en del ting og sager.
- to hjemmekontorer, som er ved at blive udfaset må nødvendigvis give overskud af rod og overflødig dims.
- et kæmpestort hus genererer overflødigt rod og forfærdenlige mængder clutter.
- mange børn skaber meget dims og meget rod.
- kærlighed til andre mennesker kan nogengange betyde, at man ikke kan sige nej. Heller ikke til ting. Selvom de roder, eller ikke længere er noget man har brug for/ ønsker sig.
- liv forandrer sig. Og det gør behovet for ting også.

Det betød også, at der blev sat spørgsmål ved hver eneste ting. Har vi brug for den? Har vi brugt den i løbet af det seneste års tid? Hvorfor vil vi gerne beholde den? Har vi en idé om at vi får brug for den på et tidspunkt.
Og hvis ikke - så måtte den ud.

Det var faktisk en hel del nemmere end jeg havde frygtet!

Børnenes sager var nemme. De har i virkeligheden ikke særlig mange ting, når det kommer til stykket, så vi fik ryddet op i deres tøj, og kasserede det de ikke længere brugte eller kunne passe.

Køkkenet fik også den helt store tur. Ud med dårlig kvalitet og mærkelige dingenoter. Ud med halvdelen af kogebøgerne, som ingen alligevel kiggede i.
Til gengæld beholdt vi alt det lækre, og pløjede alle skuffer og skabe igennem ud fra en holdning til at vi hellere vil have lidt, men lækkert!

Alle vores bøger blev gennemgået. Det var nok det som tog længst tid.

Hele kælderen blev tømt for arbejdsrelaterede roderier. Ud med plastikmapper og clips. Ud med skriveborde og magnettavler. Ud med gammel energi. Bare UD med det!

Alle møbler blev kigget på. Med fordomsfrie øjne. Er det noget vi bruger? Er det noget vi vil tage med os en dag når vi engang flytter? Eller er det noget, som skal videre så vi kan få plads til det vi i virkeligheden gerne vil have?

Hele garagen blev fyldt. Med gode, brugbare, fine fine sager. Men som bare ikke længere skulle spille en rolle i vores liv.


Og da lørdagen kom og klokken blev ti - så kom de, vennerne!
Der var snak og kaffe på kanden. Og lige så stille blev lamper, køkkengrej, bøger, dvd'er, skabe, borde og kaffemaskiner adopteret med glade smil.
Vi stod bare midt i det hele og smilede med - og fortrød ikke én eneste ting.

Og da weekenden var gået ringede jeg til DanMission, som kom med en lastbil, som de fyldte med alle de sidste ting. Selvom der havde været rigtig mange forbi i løbet af Ven-brugsdagen og næsten halvdelen af garagen var blevet tømt - så fyldte resterne alligevel en halv lastbil!


Det vækker stof til eftertanke, synes jeg!
I vores hjem, i vores liv, i vores bevidsthed var der ting, dimser, clutter og rod nok til at fylde en hel lastbil?!

Det har altsammen bare stået her, lige midt i mellem os allesammen og stjålet vores luft og opmærksomhed. Støvet til. Fyldt. Larmet og været i vejen.

Men nu er det væk, og jeg har sjældent gjort noget, som har givet mig så fysisk en fornemmelse af at blive lettere!

Nu har vi det vi skal bruge. Måske ikke det hele. Men det får vi.
Vi er der i vores liv, min egen elskede Fyrbøder og jeg, at vi ikke længere vil nøjes med at deles om de rester vi hver især havde med os fra hvert vores liv.
Vi vil skabe noget sammen. Vi er godt igang med det der skaberi, men hvis vi skal gøre det, så skal vi gøre det ordentlig. Hele vejen!

Så nu er vi klar. Hit med det - det liv, som er vores i fællesskab. Det liv, hvor der ikke står et vognlæs clutter midt i det hele og stjæler plads og energi og opmærksomhed.
Vi er frie nu. Og klar til at tage imod alt det som der nu bliver plads til.

Ah. Det er noget af det bedste vi nogensinde har gjort, det her!


torsdag den 11. oktober 2012

Balancegang



Foredrag, femten års fødselsdag/ nonfirmation, fire børn, en barnedåb, en Fyrbøderfødselsdag og nætter med en dejlig masse baby-tid....

Jeg lever det vilde liv i barnevogns-overhalingsbanen. 
Det eneste jeg ikke når er at vente på at min kaffe bliver afkølet nok, så jeg ikke skolder min tunge.
Av, for filan!!


Jeg vil rigtig gerne skrive noget mere om det her med at balancere børn, barsel og arbejdsliv i én stor pærevælling - men det må blive en anden dag, når jeg har lidt bedre tid...
Jeg elsker hvert sekund, og er samtidig også uhyre opmærksom på ikke at få spændt buen for hårdt.
De fleste dage lykkes det heldigvis.
Og hvis jeg ikke selv husker det - så gør min søde, lille baby - som insisterer på at bringe mig lige tilbage til nærvær og nu. 




søndag den 7. oktober 2012

Hjælp Charlotte med at gå i kage!

Forleden fik jeg en mail fra Charlotte, som bad om min hjælp med noget med kage.
Og kage får altid top-prioritet hér i huset, så læs med på Charlottes mail - for måske er det lige netop dig hun leder efter??


Min mand og jeg har kobberbryllup her i november, og jeg har lyst til at invitere familie og venner til et rigtigt gammeldaws kagebord.
Dertil har jeg brug for hjælp fra en kreativ bageglad sjæl, som kunne være interesseret i at hjælpe med den opgave. Det ligger nemlig en del væk fra mine egne evner ;-)

Jeg er selv blogger, men ikke ud i det kreative, så jeg kender ikke mange med de talenter.
Men mit håb er, at du kender nogle og måske kan hjælpe mig med en kontakt? Jeg ved jo, at du har været blogger længe og har et stort netværk.
Vi bor på Sjælland, nær Roskilde, så geografien betyder desværre også noget.

Vi ønsker det ikke så formelt, men vil alligevel gerne markere dagen på en hyggelig måde.
Og vi bor på landet, i en lille landsby, uden for Roskilde. Min mand er landmand, og der har altid været tradition for kaffe og småkager ved 3 tiden i hans familie ;-))
Så derfor tænker jeg, at det kunne være en sjov måde at gøre det på.

Jeg forestiller mig at skaffe en masse umage gammeldags porcelænsservice og kaffekander, og så servere noget dejligt traditionelt bagværk.



(Hun skrev også en hel masse mere om hvor sød jeg er og alt sådan noget - men det vil jeg skåne jer for...)

Ej, men lyder det ikke bare helt vildt hyggeligt. Den fest gad man godt at være med til!

Nå - men Charlotte har altså brug for hjælp til at få fixet alt det med kagerne.
Er det mon dig, der kan hjælpe hende?

Send hende en mail på info@hyldgaard-coaching.dk 
Hun er i øvrigt coach  - og blogger herovre 


Jeg hepper på god bloggerkarma og håber vi på den her måde kan hjælpe Charlotte med at få den dejligste dag!



lørdag den 6. oktober 2012

På tur med cirkusfamilien



Nå, men vi har jo så besluttet os for at leve et liv uden bil.

Hurra.

Tror jeg nok...

Tanken om at leve uden bil har simret hos os længe - og i sommer gjorde vi alvor af tanken.
Børnene cykler i skole, og jeg arbejder lige rundt om hjørnet, så vi har 'kun' brug for bil til at transportere hele vores cirkusfamilie frem og tilbage til familiebesøg mv.

De fleste dage er det en rigtig fed beslutning. Hold op, hvor kan vi mærke det på vores økonomi og sgu også på vores samvittighed..
Jeg tror at enhver ændring bliver nødt til at starte med én selv, og hvis vi kan klare os uden bil og måske gøre verden bare en mikromilliontedel grønnere på den måde, så er det bedre end hvis vi ingenting gjorde!

Nå, men de fleste dag er det en rigtig fed beslutning.
Det går fint med at aflevere Tøsebarnet med bus hver morgen og hente hende igen hver eftermiddag. (Ja, ok. Det er også megatræls, og tager oceaner af tid. Men det lader vi lige lidt som om ingen har opdaget endnu!)
Og det går fint med at gå rundt til alting i byen med barnevogn og vandresko. Og det går rigtig fint med at tage toget, når vi skal andre steder hen i landet.

Men en weekend som den her...  Hvor det pisøsregner, og hvor Tøsen skal til børnefødselsdag både lørdag og søndag, og hvor Mellemknægten skal være sammen med kammerater og Efterskoledrengen skal ned i byen og ordne ting og sager...  så er det en PISSEåndsvag beslutning.

Indtil videre har weekenden budt på:

Én eksmand, der fredag eftermiddag generøst tilbød at hente skolebarn, selvom det var min dag - så jeg ikke behøvede vælte ud i regnen med BabyBob.

Én mor, der lørdag formiddag insisterer på at cykle til fødselsdag, fordi busserne ikke passer sammen, og fordi man i øvrigt ikke bliver bedre til at færdes i trafikken af at sidde i en bus.

Én 7-årig som møgflipper ud, fordi hun er bange for at lygtepælene vil vælte hende af cyklen. (Damn, hun er godtnok mega-ringe til at cykle!!)

Én mor, der får skældud af sur dame på cykel, fordi man åbenbart ikke må tage sine børn med ud og cykle førend de kan... altså cykle.

Én 7-årig med makeuppen hængende ned af kinderne pga regn og tårer (Ja, makeup. Fødselsdagen er noget Monster High tema, og man kan jo ikke komme til sådan noget uden makeup. Vel?!)

Én Fyrbøder som vandrer tværs gennem byen med en baby og en barnevogn for at redde én mor, der står på posthuset men havde glemt sine penge derhjemme.

Ét kuld skoledrenge, der alle skal hentes og bringes så legeaftaler og Fifa13 kan blive overholdt.

Ét forældrepar, der har handlet ind til hele weekenden. Men glemte mælk.

Og indtil videre er det kun lørdag. Og jeg har i øvrigt ikke tid til at skrive meget mere, for Tøsen skal jo hentes til den der fødselsdag om 2 timer, så jeg skal snart til at gøre mig klar til at komme ud af døren...

(Og det går jo ikke at hente hende på cykel denne gang, for tænk nu hvis der er flere sure damer der vil skælde os ud. Og man må jo i øvrigt ikke tage sine børn med ud og lære at cykle førend de kan cykle.)


Argh. Fuck mig og alle mine øko-principper! Lige nu vil jeg bare gerne have en bil!



torsdag den 4. oktober 2012

Den samme dreng. Og så alligevel ikke...

2 uger 

6 uger

9 uger

11 uger

3 måneder

Jeg kan vitterligt ikke få nok af ham!
Tillykke med dine 3 måneder i dag, BabyBob. Og tak for kage :-)

onsdag den 3. oktober 2012

Noget om sponsorater, produktanmeldelser og fred i bloggersjælen!

Jeg har endelig fundet en løsning på et dilemma jeg har rodet rundt med et stykke tid...

Skal jeg give plads til reklamer på min blog - eller skal jeg lade være?

Tankerne har været mange, og de har vendt og drejet sig i vidt forskellige retninger, som jeg også skrev om for noget tid siden.
Og tusinde tak til alle jer, der tog jer tid til at svare på min lille undersøgelse. Svaret var der ikke meget at tage fejl af - I synes ikke reklamer holder til herinde!

Jeg har rigtig mange holdninger til markedsføring via de sociale medier, herunder blogs.
Det er blandt andet en del af dét jeg arbejder med i Stormsalen, og derfor et område hvor jeg holder mig skarpt opdateret på både lovgivning og muligheder!
Grundlæggende synes jeg det er en fabelagtig idé - når blot det passer ind i den rette kontekst.

Men hvad så? Ønsker jeg at bruge min hverdagsjunkie-blog til at markedsføre og/eller give omtale til produkter?

Hel enkelt - så er mit svar NEJ!
Hverdagsjunkie.dk er en reklamefri blog, og der må aldrig herske den mindste form for tvivl om at de ting jeg skriver herinde udelukkende er udtryk for mine egne holdninger og følelser.

(og hvis du ikke gider læse mere om dén sag kan du lige så godt smutte videre - for jeg har skrevet et laaaaant indlæg i dag. Hej hej. Vi ses :-)

Du får lige et pænt billede at kigge på - så lyder jeg forhåbentlig ikke så sur...


Det lidt mere nuancerede svar - er stadig NEJ:
Hverdagsjunkie.dk er mit fristed til at tænke tanker og mærke efter, og som altid skriver jeg udelukkende for min egen skyld, og ingen andres.

Der er dog løbet temmelig meget vand gennem åen siden jeg startede bloggen i sin tid - og jeg er meget bevidst om hvor mange I efterhånden sidder og læser med derude rundt omkring, og den indflydelse jeg potentielt kunne have på alle jeres forbrugsvaner (jo, så indflydelsesrig er jeg nemlig!)
Det ændrer dog ikke på at jeg ønsker min blog skal være en smule hellig. Min blog. Mine tanker. Mine holdninger.

Jeg ser desværre, at der er temmelig mange bloggere der enten ikke overholder markedsføringsloven - eller simpelthen ikke kender den? - omkring sponsorerede eller betalte indlæg.
Reglerne er helt enkle:
"En reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset i hvilket medium den bringes"
Se markedsføringsloven her

Det ærger mig helt vildt meget, for jeg synes det bliver skide svært at gennemskue hvornår det er min yndlingsblogger, der fortæller noget af sig selv - og hvornår min yndlingsblogger skriver noget hun får ét eller andet for.
Det bliver svært at skille skidt fra snot!
Det er naturligvis noget som er op til hver enkelt blogger selv at finde sin egen balancegang i forhold til - men min beslutning er, at jeg hellere vil være mig selv uden filter, og dermed også uden sponsor-indlæg!

Forstå mig ret - jeg synes det er fuldstændig i orden at andre bloggere synes det er sjovt og en god måde at høste lidt goodwill og lækkerier på. Det er bare ikke noget jeg synes hører hjemme herinde, hvor jeg ellers primært skriver om hverdagsliv, børneinferno, krea-kaos og følelsesmylder.

(ok, og hold nu fast - for nu bliver det kompliceret:)
MEN samtidig er jeg også uhyre opmærksom på, at vi befinder os i en forbrugerkultur der er ved at ændre sig netop i takt med de sociale mediers indmarch.
Og jeg har sgu holdninger til de produkter vi køber, den mad vi stopper i hovedet og den verden vi giver videre til vores børn.

Jeg er ikke hverken holdningsløs - eller uinteresseret i de muligheder man kan være heldig at få tilbudt som blogger.

Men jeg tror jeg endelig har fundet en løsning på mit dilemma mellem både gerne at ville have min blog reklamefri og samtidig gerne vil mene noget om den verden vi befinder os i - uden at de to ting behøver kompromittere hinanden:

1. Jeg er blevet gæsteblogger på consumer-lab.dk - og her kan du fremover læse hvad jeg mener om diverse produkter, som jeg tester og forholder mig til.

2. Herinde vil der fortsat ikke være én eneste reklame - men der vil dog dukke en giveaway op i ny og næ, hvis der er en særlig ting jeg synes at én af jer skal have glæde af (og hvis det vel og mærke IKKE er noget jeg bliver bedt om af andre!!!)

3. Intet af det jeg skriver herinde på hverdagsjunkie.dk er sponsoret eller noget jeg modtager noget for at skrive! Intet!

Nu ved du hvor du har mig. Og jeg kan blogge videre med fred i min bloggersjæl!

tirsdag den 2. oktober 2012

mandag den 1. oktober 2012

Til mormor fra Karen

Diy på nem hårkam


kreativt rod er nu engang den bedste slags rod

Min mor fyldte år i går, og Karen og jeg legede i den anledning med hårpynt og dimserier.
Det kom der blandt andet en rigtig fin hårkam - og en lille DIY ud af.

Mormor blev bare rigtig glad for gaven, og Karen var helt vildt stolt.
Win-win for alle parter :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...