Jeg har det ret mærkeligt med gaver!
Ikke så meget med at gi dem. Men sgu ret meget med at få dem.
Lad mig illustrere... (selvom jeg er ved at dø en lille smule af pinlighed, over hvor røvet jeg har opført mig!):
Engang boede jeg sammen med en mand.
En rigtig sød og omsorgsfuld mand, der på et tidspunkt fandt en anledning til at give sin kone (mig) en gave.
Jeg kan ikke huske hvad anledningen var - måske havde konen bestået en eksamen, måske havde hun tandpine, måske ville han bare være sød.
(Ohh. Jeg krummer allerede lidt tæer over hvor pinligt det føles at tænke tilbage på den her historie!)
De havde ikke særlig mange penge - for at sige det mildt. De var studerende/ havde været studerende i mange år, havde små børn, et gammelt skrummel af et hus og et øg af en bil.
De var - rent ud sagt - på røven.
Men den søde mand tænkte, at han gerne ville give sin kone en gave. Så det gjorde han.
Ikke en kæmpestor og gigantisk vild gave - men en fin parfume, som han vidste hun godt kunne lide og netop lige var løbet tør for...
(Tænk, jeg synes det er så pinligt, at jeg bliver nødt til at fortælle historien i 3. person!!!???)
Han kommer glad og stolt hjem, gaven var pakket flot ind, og han var selv helt vildt glad over at kunne gøre hende glad.
Prøv så lige at forestille dig hvordan han så ud i hovedet, da hans søde kone tog mod gaven - åbnede den... og brød ud i gråd og kastede (!) gaven over i en sofa i nærheden, mens hun råbte.
Jeg SMED gaven fra mig. Jeg tudede på ham. Jeg var skingrende arrig og FULDstændig urimelig.
Stakkels, stakkels mand - der bare gerne ville gøre mig glad.
Men der var et problem.
Ikke med ham. Og ikke med gaven.
Men med mig. Og med det faktum, at vi ingen penge havde.
For jeg blev så arrig og hidsig og urimelig fordi jeg følte mig snydt. (Ja, ok jeg krummer lige videre her. Av mine tæer!)
- For hvis der endelig skulle bruges penge på mig, ud af vores virkeligt spinkle budget - så ville jeg bare så gerne selv have været med til at bestemme hvad pengene skulle bruges til.
Jeg stod (krumme, krumme, krumme) og råbte til det arme menneske, at han var skide tarvelig, fordi han havde taget noget fra mig, ved at give mig en gave.
Det er nogle år siden efterhånden. Og jeg har (forhåbentlig?) fået sagt undskyld til ham så tydeligt, at han godt ved hvor urimelig jeg var.
Men selvom jeg reagerede fuldstændig urimeligt dengang synes jeg stadig det er et svært dilemma at balancere.
Når man nu ikke ligefrem sådan vælter sig i penge - kan man så godt tillade sig at sige, hvad man gerne vil have at andre skal forære én?
Er det ok at bestemme over andres gavmildhed på den måde?
Og hvad med éns børn. Må man godt have lov til at mene noget om de gave ens børn får - fordi der måske ikke er 'råd' til at spilde et gaveønske på noget, som der ikke er brug for, eller er af for ringe kvalitet?
I rigtig mange år gjorde vi (min eksmand og jeg) dét, at vi selv gav vores unger flyverdragter mv i fødselsdags- og julegave, så resten af familien kunne få lov til at give 'de sjove gaver'.
Det var ikke altid en fest at være dem som altid gav en røvsyg gave til sine egne unger, men de skulle have vintertøj, og der var ikke råd til begge dele. Og vi synes hellere det måtte være os der gav dem en fesen gave, end fx bedsteforældrene.
Jeg synes gaver er svære!
Det værste er, at jeg elsker at give gaver. Jeg elsker at gøre nogen jeg holder af rigtig, rigtig glade - og hver eneste gang bliver jeg sgu også usikker på, om jeg invaderer eller overskider nogens tærskel ved at give dem en gave, som de måske ikke har lyst til at få?!
Jeg kan også godt lide at få gaver, men har rigtig svært ved at tage imod. Jeg kommer altid i tvivl om jeg får sagt tak nok. Om jeg virker grådig hvis jeg skriver en liste over ting jeg forlanger at få foræret (en såkaldt ønskeseddel...)?
Jeg synes det er vildt svært at finde balancen!
Må man gerne bytte en gave, som er givet med kærlighed og omtanke - men som måske ikke lige var den ting som man selv/barnet havde ønsket sig allermest?
Kan man godt sige nejtak til en gave - fordi man simpelthen er uenig i om gaven er go'?
Tænker jeg for meget? Er det i virkeligheden det som er problemet?
Burde jeg måske bare acceptere at gaver gives med kærlighed, punktum. Og jeg bare skal lade være med at gøre det til et issue?
(Hjælp? Hvordan gør man det?)
