lørdag den 29. september 2012

Postkort



Jeg skal have trykt nogle postkort med én af mine strikkeopskrifter på, og derfor vil jeg moderlig gerne høre din mening?

Hvilken én af mine strikkeopskrifter finder du mest inspirerende?

Skriv en kommentar herunder, jeg vil glæde mig til at læse dit indspark.
Som et lille tak for hjælpen tror jeg, at jeg vil trække lod blandt alle kommentarer om en fin, lille gave (jeg har ikke helt bestemt mig endnu for hvad det ku være, men det vender jeg tilbage med...)

onsdag den 26. september 2012

Kærlighedsninja på facebok

Og nu vi er ved facebook - så har Karenbarnet været med lige så længe som jeg har:

2008


"Mor, der er nogle yhyrer... Nej, jeg mener nogle uhurer..."

"Jeg ønsker mig en hest... Og en mark!"

"Når jeg bliver stor vil jeg have en lillesøster, der skal hedde Magnus"

Den ene Barbie til den anden: "Stephanie, kom og hjælp din søster inden hun falder i den flydende lava" Den anden Barbie til den første: "Men jeg var jo en ond havfrue"

"Jeg tror godt på Julemanden og på Paskeharen og på Gud. Men ikke på Peter Pedal, det er lidt for mærkeligt"

Karen smider sig på Fyrbøderens gulv, basker med arme og ben - og råber glædesstrålende: "Se mig, jeg laver en støvengel"

"Betina har en lillebror der hedder Victor - men han er enebarn"

"Reneeeeeeeeeé - du skal ringe til din mor, hun er bekymret!"

"Hvornår sender de der der 'Life for Preben'?"

"Mor, du kan ikke finde mig, for jeg er blevet ædt af gulvet"

"Jeg håber Siw kommer i børnehave i dag, så skal vi lege hemmelige agenter. Men det er hemmeligt, og du må ikke sige det til nogen!"

"Jeg tror dem som laver flødeboller er vildt søde!"

Karen sidder på tønden og læser dameblad: "Moaaar? Har du set hvor mange fine dimser man kan købe?"

"Mor, sku vi så ikke lege, at vi to var to kærlighedsninjaer?"

"Jeg fryser lige så meget som en kold jacuzzi"

"Jeg er sindsyg, og jeg elsker bacon!"

"Hvis du vinder én gang mere, så får du en knytnæve - (pause) - for sådan er jeg nemlig; smuk og voldelig!"

"Ej, mor - vidste du godt at melodi gran prix er MGP for VOKSne?"

"Nogle gang er jeg kærlig. Andre gange er jeg skræmmende"

Mor: "Karen, hvad er det for et mærke du har der på hånden?!
Karen: "Nåeh, det var bare fordi jeg fik sådan en trang til at bide i noget, og så var det den som var nærmest"

Karen: "Moar - hvad er et pulterkammer?"
Mor: "Det er dér man gemmer alt sin pulter..."
Karen: "Men hvad er pulter?"
Mor: "Det er da alt det man har i sit pulterkammer"
Karen: "Nååååhhh"


I forhold med...

Det er utroligt, så hjemmevant en del af mit liv facebook er blevet...

Jeg drøner rundt derinde med en lethed og selvfølgelighed, færdes hjemmevant i alle de blå kringelkroge og udnytter facebooks muligheder til det yderste, både personligt og professionelt.

Men i går sad jeg og bladrede lidt tilbage i min profil - og pludselig havnede jeg ved verdens ende, dér hvor alt blev blåt og facebook begyndte - for mig.
Det overraskede mig i overvældende grad hvor kort tid siden det er!!!

Jeg kom på facebook i november 2007. Det er ikke andet end 5 år siden. Kun ét år tidligere end jeg begyndte at blogge.
Men de 5 år føles som et helt levet liv - facebook er groet så meget sammen med resten af min eksistens, at jeg simpelthen ikke kan huske hvordan det var før?

I forhold til de fem år jeg har været på facebook kommer jeg frem til, at jeg har været online siden 1999. Jeg fik min første mailadresse cirka samtidig med at jeg startede på seminariet i første omgang.
Så med lidt hurtig hovedregning betyder det, at jeg (cirka) har været på facebook 1/3 af den tid jeg samlet har været på internettet.
Kun 1/3? Det føles som om jeg har hængt ud meget, meget længere - ovre i den blå virkelighed;
derovre hvor man hilser på venner og gamle kammerater med største selvfølgelighed, bytter børnetøj, aftaler fødselsdage, arrangerer familiemiddage, spørger om gode råd og drøfter alt mellem himmel og jord.

Jeg blev helt overrasket over mine allerførste stausopdateringer - for de stammer kun lige fra dengang, hvor vi brød op fra Falster og flyttede til Horsens - længere siden er det ikke;







Tænk, jeg synes det er en milluard år siden at jeg kom på facebook - men ikke særlig længe siden jeg flyttede til Horsens?
Og tænk engang - var jeg ikke på facebook dengang jeg studerede? Det troede jeg faktisk, men det kan jeg jo se, at jeg ikke kan have været...

Jeg er groet så meget sammen med de sociale medier, at jeg ikke kan (eller ønsker) at forestille mig et liv uden.
Ok, hvis jeg skal gribe i egen barm kan jeg godt se, at det ind i mellem fylder temmelig meget!
Men facebook, bloggen, twitter, linkedin, instagram, ravelry, google+ - og hvor jeg ellers også har drønet rundt - har givet mig så mange muligheder, som jeg ellers ikke ville ha haft!


mandag den 24. september 2012

Gaver gaver gaver


Jeg har det ret mærkeligt med gaver! 
Ikke så meget med at gi dem. Men sgu ret meget med at få dem.
Lad mig illustrere... (selvom jeg er ved at dø en lille smule af pinlighed, over hvor røvet jeg har opført mig!):

Engang boede jeg sammen med en mand.
En rigtig sød og omsorgsfuld mand, der på et tidspunkt fandt en anledning til at give sin kone (mig) en gave.
Jeg kan ikke huske hvad anledningen var - måske havde konen bestået en eksamen, måske havde hun tandpine, måske ville han bare være sød.

(Ohh. Jeg krummer allerede lidt tæer over hvor pinligt det føles at tænke tilbage på den her historie!)

De havde ikke særlig mange penge - for at sige det mildt. De var studerende/ havde været studerende i mange år, havde små børn, et gammelt skrummel af et hus og et øg af en bil. 
De var - rent ud sagt - på røven. 

Men den søde mand tænkte, at han gerne ville give sin kone en gave. Så det gjorde han. 
Ikke en kæmpestor og gigantisk vild gave - men en fin parfume, som han vidste hun godt kunne lide og netop lige var løbet tør for...

(Tænk, jeg synes det er så pinligt, at jeg bliver nødt til at fortælle historien i 3. person!!!???)

Han kommer glad og stolt hjem, gaven var pakket flot ind, og han var selv helt vildt glad over at kunne gøre hende glad. 
Prøv så lige at forestille dig hvordan han så ud i hovedet, da hans søde kone tog mod gaven - åbnede den... og brød ud i gråd og kastede (!) gaven over i en sofa i nærheden, mens hun råbte.

Jeg SMED gaven fra mig. Jeg tudede på ham. Jeg var skingrende arrig og FULDstændig urimelig.
Stakkels, stakkels mand - der bare gerne ville gøre mig glad.

Men der var et problem. 
Ikke med ham. Og ikke med gaven.
Men med mig. Og med det faktum, at vi ingen penge havde.

For jeg blev så arrig og hidsig og urimelig fordi jeg følte mig snydt. (Ja, ok jeg krummer lige videre her. Av mine tæer!) 
- For hvis der endelig skulle bruges penge på mig, ud af vores virkeligt spinkle budget - så ville jeg bare så gerne selv have været med til at bestemme hvad pengene skulle bruges til.
Jeg stod (krumme, krumme, krumme) og råbte til det arme menneske, at han var skide tarvelig, fordi han havde taget noget fra mig, ved at give mig en gave.

Det er nogle år siden efterhånden. Og jeg har (forhåbentlig?) fået sagt undskyld til ham så tydeligt, at han godt ved hvor urimelig jeg var.

Men selvom jeg reagerede fuldstændig urimeligt dengang synes jeg stadig det er et svært dilemma at balancere.

Når man nu ikke ligefrem sådan vælter sig i penge - kan man så godt tillade sig at sige, hvad man gerne vil have at andre skal forære én?
Er det ok at bestemme over andres gavmildhed på den måde?
Og hvad med éns børn. Må man godt have lov til at mene noget om de gave ens børn får - fordi der måske ikke er 'råd' til at spilde et gaveønske på noget, som der ikke er brug for, eller er af for ringe kvalitet?

I rigtig mange år gjorde vi (min eksmand og jeg) dét, at vi selv gav vores unger flyverdragter mv i fødselsdags- og julegave, så resten af familien kunne få lov til at give 'de sjove gaver'.
Det var ikke altid en fest at være dem som altid gav en røvsyg gave til sine egne unger, men de skulle have vintertøj, og der var ikke råd til begge dele. Og vi synes hellere det måtte være os der gav dem en fesen gave, end fx bedsteforældrene.

Jeg synes gaver er svære! 
Det værste er, at jeg elsker at give gaver. Jeg elsker at gøre nogen jeg holder af rigtig, rigtig glade - og hver eneste gang bliver jeg sgu også usikker på, om jeg invaderer eller overskider nogens tærskel ved at give dem en gave, som de måske ikke har lyst til at få?!
Jeg kan også godt lide at få gaver, men har rigtig svært ved at tage imod. Jeg kommer altid i tvivl om jeg får sagt tak nok. Om jeg virker grådig hvis jeg skriver en liste over ting jeg forlanger at få foræret (en såkaldt ønskeseddel...)? 
Jeg synes det er vildt svært at finde balancen!
Må man gerne bytte en gave, som er givet med kærlighed og omtanke - men som måske ikke lige var den ting som man selv/barnet havde ønsket sig allermest?
Kan man godt sige nejtak til en gave - fordi man simpelthen er uenig i om gaven er go'? 

Tænker jeg for meget? Er det i virkeligheden det som er problemet?
Burde jeg måske bare acceptere at gaver gives med kærlighed, punktum. Og jeg bare skal lade være med at gøre det til et issue?
(Hjælp? Hvordan gør man det?)



søndag den 23. september 2012

There's a first for everything

Vi er begyndt at gøre de indledende øvelser til BabyBob's barnedåb.

Yeiks!


Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, at det er så skide omstændigt at holde styr på alles forventniger, alle mulige (og umulige) følelser, planlægning og traditioner???

Hvordan kan det være at lige præcis sådan en lillebitte ting som en (åndsvag) barnedåb kan få en voksen firegangsmor til at føle sig som den mest ynkelige og usikre teenager?

Dén havde jeg sgu ikke set komme!!!


fredag den 21. september 2012

Because I'm worth it


Jeg har ønsket mig en iPad i tusinde år. 
Nu er de tusinde år gået, og se hvad der ligger på mit bord ved siden af kaffen og morgenhæklerierne...

Det er den fedeste følelse EVER at købe den lækre dims til sig selv, når man selv har tjent hver en skilling, og har glædet signor glædet sig til dagen kom, hvor der var penge nok på kontoen!
Den dag kom i går, og jeg føler mig som Dronningen af Meraki, og er fantastisk mega stolt over mig selv. 
Og jeg ved bare, at jeg vil få den følelse igen og igen hver gang jeg hiver min iPad op af tasken. Den følelse er uovertruffen.

Den er købt til arbejdsbrug, og indtil videre har jeg 

Pinteret - til inspiration
LinkedIn 
Flipboard - også til inspiration
Paper - til at tegne, skrible noter i
TED - til inspiration 
iTunesU - inspiration
Dropbox 
Prezi 
Podio - til planlægning

Men hvad mangler jeg? Er der nogle app's jeg bare bliver nødt (!) til at kende for at få det optimale ud af min dims?? 


onsdag den 19. september 2012

Bevares...

BabyBob har betroet mig, at alle hans sejre som professionel cykelrytter bliver dedikeret til mig, hans mor.
(han nævnte dog, at han nok også må dedikere i hvert fald en enkelt til sin far, for at han ikke skal føle sig snydt. Men at de allesammen alligevel mest er til mig!)

Han har desuden også betroet mig, at han for sine første sejrspenge agter at købe en villa til mig i Toscana.
Og pradatøj.

Jørgen Leth ringede forresten forleden og bad om lov til at speake på filmen Von Trier er igang med at indspille om BabyBob.
Jeg har faktisk ikke hørt fra Von Trier i et par uger nu? - det seneste jeg hørte var, at han ikke kunne beslutte sig for om det bliver Ryan Gosling eller Johnny Depp der får lov til at spille rollen som Bob...

Hmmm. Jeg ved ikke rigtig helt om jeg er helt tilfreds med den drejning tingene tager?
Bevares, jeg synes da en karriere som prof. cykelrytter er helt i orden - men det er altså stadig lidt en skam, at han ikke tager imod den Nobelpris, når han nu får den tilbudt...

tirsdag den 18. september 2012

Store VEN-brugs-dag

Kære ven!

Der findes genbrug. Og så findes der VEN-brug.

22. september 10 - 14 åbner vi garageporten ind til alt dét som ikke længere skal bo hos os.

Vi har ryddet hele huset op med (virkelig) hård hånd, og alt det vi ikke længere selv har brug for skal videre til andre, der kan blive glade for det.

Det er måske lige præcis dig, der står og mangler en kaffemaskine? Eller et skrivebord?
Lærebøger til dit danskstudie på seminariet? Bøger om coaching? Om ledelse?
Ledninger til enhver dims og anledning? Et æble fra haven?
Eller bare en rigtig god bog, som du kan tage med i sommerhuset?

ALT er gratis, og det er altsammen dit, hvis du kan blive glad for det.
Det som ikke bliver adopteret af gode mennesker inden kl 14 vil blive kørt på genbrugspladsen!

Vi brygger en kop kaffe, og så håber vi, at vi lige præcis kan finde noget til dig, som du netop står og mangler!

Kærlig hilsen Trine og Fyrbøderen


ps. Hvis du absolut synes du gerne vil give noget til gengæld, har vi besluttet at det skal komme Mødrehjælpen i Horsens til gode. Smid en skilling eller lad være - det er frit op til dig :-)



Se mere her. Blandt andet lægger vi billeder ud af alt det som kan blive dit :-)

torsdag den 13. september 2012

VEN-brug



Der findes genbrug. Og så findes der VEN-brug.

Derfor holder vi VEN-brugs-dag 22. september, hvor vi åbner garageporten ind til alt dét som ikke længere skal clutte til her hos os.

Indtil videre er bunken af bøger vokset sig kæmpestor. Der er bøger om danskfaget, didaktik, coaching, ledelse, religion, børneopdragelse, pædagogik, stueplanter, musik og meget meget mere.
Mange af bøgerne er virkelig fantastiske. Jeg kan bare ikke længere se, at de tjener en funktion her hos os - og derfor må de videre.
Vi er kun lige gået i gang. Der kommer meget mere til!

Med VEN-brugsdagen håber vi, at disse rigtig gode og brugbare ting kan blive adopteret af gode mennesker, der kan få glæde af dem!

Vi forærer det hele væk. Alt er gratis - også kaffen og æblerne fra haven.
Til gengæld har vi besluttet, at hvis man insisterer på at give noget til gengæld skal det komme Mødrehjælpen her i Horsens til gode.

Indtil videre har vi inviteret vores venner på facebook. Men... øhm... er det for meget at invitere sine blog-venner også??


onsdag den 12. september 2012

Minimalistfanatist

Projekt De-Clutter er skudt i gang.

Min liste over steder i huset der skal ryddes ud og smides væk er lang, men for at gøre starten på projektet overskuelig har jeg som det første kastet mig over bogreolerne.

Jeg elsker (!) bøger!
Men jeg må kun beholde dem som jeg ved jeg kommer til at læse igen - og dem som jeg synes er særligt smukke og inspirerende.

Bunken af clutter-bøger er allerede stor. Men bunken af de bøger jeg beholder er dog større!

tirsdag den 11. september 2012

Ud og se med Bob og Kok

Jeg sidder og ammer i et tog, og forsøger at ignorere at den gråsprængte gnavne kulturradikale på den anden side af gangen er irriteret på mig.

Jeg blev moster til søde lille fine Oskar i sidste uge, så BabyBob er på tur for at møde sin helt nye fætter.
Tænk, min sødeste lillebitte lillesøster blev pludselig noget andet og mere - hun blev pludselig nogens mor?! Og jeg glæder mig så meget til at få lov til at møde dem i deres helt nye liv.

Jeg har Julia Lahmes babybog, hjemmehækl og god tid med i bagagen, og det føles fuldstændig som gamle dage at være på tur med bare én baby i offentlig transport.

mandag den 10. september 2012

Clutter



Jeg er sgu blevet kaldt en boheme. Igen.

Og som den boheme jeg (tilsynesladende?) er - skal jeg nu i gang med at smide alt unødvendigt ud.

Vi går rundt herhjemme med tusinde overvejelser om hvordan vores liv skal se ud, og hvilke rammer vi ønsker at skabe for os selv og børnene.
Der ligger rigtig mange tanker bag. Og endnu flere snakke. Frem og tilbage. Om værdier og livsindhold. Om fortid og fremtid. Erfaringer og forventninger.


Én ting står dog os begge meget klar: vi trænger til at smide ud!
Eller... trænger er måske så meget sagt - men set objektivt på vores liv og vores hjem har vi i alt for høj grad raget ting og sager og dimser og dutter til os, - ting som vi i bund og grund ikke har brug for.

Det er underligt med rod - for efterhånden som man flytter mere og mere ind i sit eget liv vokser rodebunkerne også. Og på et tidspunkt tænker man (jeg) at man har brug for et større hjem for at have plads til alle sine børn og alle sine ting - men ved nærmere eftersyn er det i virkeligheden alle bunkerne af ting og sager der fylder så meget, at man føler trang til et større sted. Som man så kan fylde med endnu flere ting. Indtil man bliver nødt til at finde et endnu større sted at bo med al sin rod.

Men nix. Vi vil bryde med den spiral. 
Og bryde med forestillingen om hvad vi rent faktisk har brug for, for at vores liv hænger sammen.
Jeg snakker ikke minimalist-fanatisme hér - men slet og ret om et objektivt syn på livsinventar. 
2 gode køkkenskåle, i stedet for 8. Lækre bøger, som vi ved vi vil læse igen - i stedet for at beholde alle bøger, helt tilbage fra uddannelser der endda er blevet forældede i mellemtiden. Kun de spil vi gider spille. osv osv osv

Desuden tror jeg, at man kan få samlet sig så mange ting til, at de støjer så meget i ens bevidsthed, at man ikke høre det som betyder mest. Jeg tror, at rod i livet skaber livsrod.
Og jeg er overbevist om, at man skal skabe plads i sit liv og sit hus - til at ny energi, inspiration, luft kan finde derind!

Lige nu går øvelsen ud på at få tømt de flyttekasser i kælderen, som har stået helt og aldeles uåbnet siden vi flyttede ind.
Ej, men helt ærligt. Der står flyttekasser. I vores kælder. Som stadig ikke er pakket ud. 
Men hvorfor???

Det er ikke nemt, for af én eller anden grund føles det næsten angstprovokerende at skille sig af med noget, som man måske/måske ikke får brug for en eller anden dag. Eller ting, som man har fået foræret. Eller dimser ungerne engang har lavet i en eller anden sfo. 
Men vi skal (!) smide ud. Ellers ender det med at vi clutter så meget til, at det bliver tingene der styrer os - og ikke omvendt!

Ja ja - det er sat lidt på spidsen, I know. Men alligevel!
Vi vil være frie, boheme og uafhængige af materielle håndjern. Og nu har vi begge sagt det højt. 
Så.
Sæt i gang!



søndag den 9. september 2012

Heeey, sexy Lady!

Jeg ved ikke hvad der er fedest - hans moves, musikken, det bizarre setup - eller det faktum, at selvom jeg ikke fatter et eneste ord, så holder det 100 %


At være klækket

Godmorgen min tøs, synger buske og træer
Godmorgen min dreng, nynner bækken.
Og vejret er nok en godmorgensang værd.
Se; spurvene vasker de småbitte tæer
i pytterne omme bag hækken.

Godmorgen sir hønen til fire små æg.
Godmorgen sir hjerte og lunge.
Godmorgen sir blæsten til skipperens skæg
og solen, der kysser den kalkede væg.
Godmorgen sir mor til sin unge.

Godmorgen godmorgen til himmel og jord
Til synder og helgen og sjover.
Godmorgen igen, jubler alt hvad der gror.
Men gemt i sit træ sidder uglen og glor
og vrisser 'godnat' før den sover.

 - Halfdan Rasmussen

Karen: "Mor, det er din yndlingssang - er det ikk?"

Mig: "Jo, det er da én af dem"

Karen: "Ja, for du har jo fire børn, det er ligesom dine æg. Men nu har du kun 3 æg, for David han er klækket"

Ja. Jeg har 4 æg. Men ét af dem er klækket.


I går drog hele vores crazy eksperiment af dét vi kalder en familie på tur - der var forældredag på efterskolen.
Fire voksne i én bil - og to babyer. (Godt med en stor bil!)
Hvis man skal lave det lidt kryptiske regnestykke ser det således ud:

4 voksne, som tilsammen har 5 børn.
Det ene barn er den eneste pige, hun har 4 brødre, hvoraf de to dog ikke er hinandens bror.
2 af børnene er ikke hinandens søskende, men er til gengæld søskende med de øvrige 3.
2 af de voksne har været kæreste med 2 af de øvrige voksne.
3 af de voksne har boet i det samme hus - men dog ikke på samme tid. I det samme hus bor 4 af børnene.
3 af de voksne er lærere. 2 af dem arbejder endda det samme sted.
Alle 4 voksne er oven i købet bloggere.

Forvirret??

Nå, men under alle omstændigheder drog vi allesammen afsted til Fyn i går.
Bevæbnet med alt det baby-udflugter kræver, kaffe i thermokanden, snakketøjet i orden (og en posefuld chokolade til knægten) drog vi ud i landet.
Ældsteknægten er sprunget ind i sit nye liv med (alt) for lange lemmer, og vi glædede os til at se ham igen, og få et lillebitte blik ind i hans nye verden.



Det er meget, meget, meget bizart at han ikke er hjemme. Virkelig underligt. Men på en helt vildt god måde underlig.
Vi taler meget om ham. Gad vide hvad han laver? Hvad får han at spise? Mon han får lov til at være sent oppe? Spiser han så bare alt det slik han vil? Får han en kæreste? Kommer han mon nogensinde hjem og bor igen?
De andre store børn forestiller sig hans liv på efterskolen, og har vist temmelig romantiske forestillinger om hvad han går rundt dernede på Nordfyn og foretager sig..

Det var rigtig godt at se ham. Han er fuldstændig den samme som ham vi sendte afsted for ganske få uger siden. Og alligevel er der noget som er forandret.
Der er noget andet i hans blik. Noget nyt. Noget voksent. Noget ubestemmeligt, som jeg - hans mor - ikke er en del af, og ikke skal være en del af.

David er sprunget ud som David på sin egen scene.
Han står selv, midt i sit eget liv der kun lige er begyndt. Med alt, hvad det indebærer af sure nederlag og søde sejre!
Vi andre er degraderet til den rolle som er blevet os forudbestemt siden dengang for snart 15 år siden, hvor vi fik lov til at møde ham første gang. Vi må nu allernådigst få lov til at indtage statist- og sufflør-rollerne i hans liv.

Hold nu kæft, hvor er det svært ikke at hoppe ind i den gamle, vante rolle som hende der fixer alting for ham!
Vi er voksne og har så mange års erfaringer, som han ikke har. Vi ser ting, han ikke ser. Vi har oplevet ting, som han kun lige har taget hul på. Vi kan gennemskue situationer, som han endnu ikke har overblik over.
Og det er helt (!) vildt (!) svært at lade være med at fortælle ham om alt det som jeg synes han skal gøre - men i stedet for lade ham gøre det han selv skal. Egne fejl. Egne sejre. Egne erfaringer!

Jeg får instinktivt lyst til at pege alle de dumheder ud, som han bare har at holde sig fra.
Ham og ham og ham må du gerne være ven med - men ham derovre ligner en skidt knægt. Find dig nu en ordentlig pige, husk at ringe til din far - du ved han bliver bekymret, lad være med at ødsle alle dine penge væk på slik, ta' nu lige at sende det postkort til dine oldeforældre og husk at tage toget i den rigtige retning.

Men nej. Hvis jeg stiller mig op og peger det hele ud for ham, så bliver det eneste han lærer at hans mor bestemmer hvordan han skal leve sit liv. Og det skal hun ikke!

Dum dig, min dreng. Det er ligesom en del af hele det der med at springe ud som sig selv - man ved jo ikke hvem man er, førend man har fået lov til at prøve det af.

Jeg tager i stedet sufflør-kasketten på, og hopper om bag kulissen - parat med livsmanuskriptet i hånden og blikket stift rettet mod ham, derude på hans egen scene.
Med mit hjerte i hånden, og hvert eneste sekund med trang til at springe derud til ham og overtage.
Jeg gør det ikke, promise - nu er scenen hans!



torsdag den 6. september 2012

Meraki



Jeg har jo flyttet en god del af alle mine kreative sysler over på Meraki-bloggen.
Eller... jeg er godt i gang med at rydde op i alle mine skriverier, og det er en proces som tager tid, men jeg er kommet i gang!

Lige nu må du altså ikke snyde dig selv for at læse Puk's seneste indspark i den kreative føljeton 'Skabt til at skabe'...
Der er kommet rigtig rigtig mange enormt spændende svar på hvad kreativitet er - det er altså virkelig interessant læsning!


Det er også på Meraki, at du fremover vil finde de indlæg der handler om DIY's, strikkeopskrifter og tanker om at være et kreativt menneske.
Ses vi?

onsdag den 5. september 2012

Lidt om meget. Eller meget om lidt.



Nå, men hér går det godt - send flere bryster og lidt mere is!

Der sker tusinde ting på én gang, og jeg forsøger at klamre mig fast til én eller anden form for overblik.

Blogish! er blevet sindsygt godt modtaget, vi har fået rigtig gode tilbagemeldinger fra alle mulige kanter. Det føles kæmpestort og meget, meget rørende at få lov til at være med til at lave noget sammen med de damer, som er nogen af de bedste jeg har i mit liv!
Der kommer mere Blogish. Ingen ved endnu hvornår. Eller hvordan. Eller hvad indholdet bliver.
Men der kommer mere - det kan jeg simpelthen bare mærke.

Jeg er så småt begyndt at komme ud af døren igen - jvf. skridttælleren - og jeg er så lettet over at have fået min mobilitet tilbage!
Jeg sad godtnok også længe i den sofa og spiste selvmedlidende is; - nu vandrer jeg i stedet rundt og spiser velfortjente is, og forskellen er markant.
Min vægt flytter sig ikke med så meget som 100 miligram, men jeg kan mærke at mine muskler bliver stærkere for hver eneste dag der går. Hey, jeg kan gå 5 kilometer uden at alting føles som om det er ved at falde fra hinanden!!

Jeg er også begyndt at komme ud af døren på 'hey-jeg-går-på-arbejde-måden', og jeg er vild med det!
Jeg har verdens mest tolerante kolleger, og BabyBob er en guldklump, der bare finder sig i det. Han er med til møder, og ellers står han stilfærdigt i en barnevogn og sover. Hvis han da ikke lige hygger sig sammen med sin far.
Jeg er så småt begyndt at få gang i lidt flere workshops, men heldigvis ikke flere end jeg kan overskue, samtidig med at jeg ammer den og barsler den.
Jeg holder workshop på fredag i Århus, i forbindelse med festugen - og igen næste søndag. Men det kan du se meget mere om lige her.
Fyrbøderen er vidunderlig. Jeg kunne ingenting, hvis ikke jeg havde hans opbakning og sparring. Og umiddelbart kan vi få tingene planlagt, så det hele stadigvæk hænger sammen, yey.

Men det som nok fylder mest i mit hovede lige nu - rimer på mus, kræver den store lommeregner og får både mig og Fyrbøderen til at gå rundt og rundt i hele byen, tale med kæmpestore armbevægelser og drømme store, vidtløftige drømme...
Der ligger en stor beslutning foran os, og en ny måde at skulle definere os selv i vores liv.
Det er SÅ spændende. Og faktisk også ret svært - for den slags har vi ikke prøvet at gøre sammen endnu, og vi bruger mange mange timer på at tale om hvad vi drømmer, ønsker og forventer.
Vi ved ikke noget konkret om særlig meget. Men vi ved, at der kommer til at ske noget inden for det næste års tid, så meget er sikkert!

Baby Bob er verdens lækreste baby. Jeg kan næsten ikke lægge ham fra mig, så lækker er han.
Pludselig blev han 2 måneder, og snakker lige pludselig med os, og øver sig i at få de der arme og ben til at makke ret.
Han charmer alle han møder, og han er god som dagen er lang. Jeg ønskede mig en zen-baby, og det tror jeg vist jeg fik - for han er mild og glad og god til det hele! Dejlige lille menneske!

Og midt i alt det her har jeg slet slet ikke tanke for at blogge. Der sker alt for meget, som kræver kæmpestore og fabulerende blogindlæg.
Og samtidig sker der jo ingenting som er værd at skrive om.
Hverdag når det er bedst, tror jeg.

tirsdag den 4. september 2012

Skridttæller

Jeg går og går og går og går.
Målet er at nå op på de 10000 (sunde) skridt hver dag.
Bye bye barselsvægt. Velkommen sunde krop, med smidige funktionsmuskler.

Det har været drøjt at komme i gang, kroppen ville ikke som jeg ville efter en voldsom bækkenløsning og en turbofødsel.
Men jeg er i gang nu, og jeg elsker hvert skridt!

Status for i dag; 5664 and counting...

mandag den 3. september 2012

Mandagsvisit

Man ved, at man har haft sin teenager på lazy mandagsvisit, når de sidste mange timers samtale har handlet om
Facebook, iPhones, guitarstrenge, livslange venskaber, bundsel-brændere, familie-liv, trommesoloer og alkohol.
Ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge eller med samme intensitet!

Man ved også at man har haft sin efterskole-lazy teenager på besøg, når man sidder tilbage med dette regnestykke


Ét år på efterskole koster det samme, som hvis man fik 2 Magnum-is om ugen, hver uge... I 15 år og 3 måneder.

Og så skulle dét vist være slået fast.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...