The artist formerly known as Bob

8 uger, already???
suk...

Alle dage burde være som denne

Alle dage burde starte med en blød babynæve mod kinden, og en blid babynæse der snøfter rundt for at finde frem til sin mad.

Alle dage burde starte med at vågne langsomt med babyduft i næsen og lyden af en lille sulten fyr, der tager for sig.

Alle dage burde vågne stilfærdigt med en lillesøster, der pludselig blev storesøster, men som stadig elsker at morgenputte og vågne langsomt på skødet af sin mor.

Alle dage burde den langbenede storebror vågne med et gab og et grinende spørgsmål om hvad vi skal have til aftensmad.

Alle dage burde starte med havregrød og kanelsukker og cornflakes og kaffe og baby på skødet og fnisende storesøskende og lidt mere kaffe og morgenlys.

Alle dage skulle vi have god tid nok til at smøre madpakker sammen og finde på mærkelige tegninger til madposen.

Alle dage burde vi liste ud i morgendisen med hinanden i hånden, og finde små blomsterskatte mens vi venter på bussen.

Alle dage skulle busserne have lov til at passe helt perfekte sammen!

Alle dage burde have de fineste og sødeste farvelkys og kram. Og alle dage burde en nybagt 1. klasses-pige spunse afsted med muntre hilsner til sine klassekammerater.

Alle dage skulle man have lov til at nyde stilfærdig morgenmusik i en bus, på vej hjem til babylykke og mere kaffe.

Alle dage skulle man have lov til at vende hjem mens morgenen stadig kun er på vej, og finde sine elskede to i voksensengen, og alle dage skulle man have lov til at krybe tilbage under dynen til dem, og putte og nusse og putte og putte.

Alle dage skulle man have en to-måneders baby, så blød og lækker og helt vidunderlig, at man simpelthen ikke kan få nok af ham!

Alle dage skulle man få lov til at snuppe sig endnu en morgenlur med sin baby i favnen, og bagefter vågne stilfærdigt.

Alle dage burde man have lov til at starte dagen to gange. Med en blød babynæve mod sin kind, og hjertet fuld af kærlighed.

Blogish! Gratis e-magasin

Så er det her...

Jeg er så stolt og overstadig og glad, at jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal skrive.
Så jeg tror vist bare, at det eneste jeg skriver er tak
Tak, internet - for alt det jeg har fået lov til at være en del af!

hoppe hoppe hoppe hoppe hoppe hoppe hoppe....

LIGE NU... sidder der en hel flok vidunderlige blogdamer rundt omkring i landet - ved hver sin skærm.

Selvom vi sidder i vidt forskellige landsdele, byer og sofaer sker der præcis det samme hos os allesammen netop i disse øjeblikke..:

Vi sidder nemlig og hopper af glæde, stolthed og begejstring over at være med til det her.

Vi havde godt nok lovet at det skulle være i dag - men når man laver noget som bliver SÅ godt bliver man alligevel nødt til at bruge én - bare én - dag mere, for at få de sidste lækre detaljer på plads.

Jeg har set det. Magasinet.
Og jeg er fuldstændig overvældet og glad og rørt og stolt over at have været med til at lave noget som er blevet SÅ FLOT!

Du har noget at glæde dig til!
Så. Sidder du også og hopper bag din skærm i din sofa nu? Det håber jeg :-)

Rock out

Jeg kender en flok rigtig dygtige drenge, der i løbet af meget få år har etableret én af byens lækreste cafeer. I sidste uge åbnede de endnu et sted - en forførende kaffebar lige rundt om hjørnet i forhold til mit skrivebord i Stormsalen (damn, hva?!) - og selvfølgelig skulle drengene i den anledning have en gave..

Men hvad giver man en flok drenge(røve) der har alt?

Man giver dem selvfølgelig en undskyldning for at feste (endnu mere)....

Tegnet udkast, og spændt op - klar til at gå i gang

Først de sorte linjer, tekst og markeringer af fjer

Udfyldning med farver - næsten som at tegne, bare med garn

Skyggeleg

3 ud af 4

De er hjemme.
Selvom jeg har øvet mig i et par år efterhånden er det stadig voldsomt naturstridigt at undvære dem halvdelen af tiden.
Og det uanset hvor godt vi alle har det med hinanden, og hvor godt jeg ved de har det hos deres far og hans søde familie.
Jeg. Vænner. Mig. Aldrig. Til. Det!!!

Og lige nu er der én i underskud. Som ikke er hjemme. Overhovedet.
Det fylder så meget i min bevidsthed, at jeg faktisk ikke har ord til at beskrive det.

ps. Han har det godt, efterskole-teenageren. Tror jeg nok. Jeg fik i hvert fald en sms fra ham forleden. Med en smiley i. En HEL!!

The word is out!! E-magasin

Du har garanteret set det rundt omkring - hybenbilledet.
Men det er simpelthen også så flot, og så gir det en meget god fornemmelse af, hvad du kan vente!!

Hvis du ser en bebrillet dame, der hopper manisk omkring og messer 'tirsdag, tirsdag, tirsdag' - så vær ikke bekymret - den bebrillede, lettere maniske dame er mig, og forstyr mig endelig ikke - for det er REN glæde jeg er høj af!


Jeg skrev om det forleden.
Den store hemmelighed, som ikke længere er helt så hemmelig...

E-magasinet udkommer på tirsdag 28. august, og vi er faktisk en hel flok som hopper omkring som små duracell-kaniner, af ren jubel og begejstring.

Hvis ikke du allerede har opdaget det så er der flere af de vidunderlige damer, der også har løftet lidt på sløret:
Sidsel - Lis - AB - Julie - Maria - Cristine

Og lur mig, om ikke der også dukker et hybenbillede op hos blandt andre Anne, Fie, Christina og Julia...
Og måske et par stykker mere.

Ej ej ej ej ej ej ej ... jeg glæder mig. Jeg glæder mig. Det bliver så fedt. Nej, vent, det ER allerede fedt.

Lillebitte kæmpestore

Han må aldrig blive større! Aldrig!
7 uger allerede, og den lillebitte baby er allerede blevet helt vågen og bevidst - med store nysgerrige øjne og den fineste, lyse stemme.
Han er begyndt at snakke med os - jeg elsker hans fine, lillebitte stemme. Han snakker og synger og reagerer helt tydeligt på vores ansigter og stemmer - og svarer os, når vi griner til ham.

Hvis det stod til mig fik han aldrig lov til at vokse mere. Skide være med afbrudt søvn og ømme amme-bryster. For han er vidunderlig.
V.I.D.U.N.D.E.R.L.I.G! Fuldstændig som han er.

Jeg elsker at have en lillebitte baby igen. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor jeg var bekymret for om jeg nu kunne 'huske det hele' - for det er nemt og naturligt og fuldstændig ligetil.

Tænk engang, jeg har fået lov til at få et luksusbarn på den her måde - hvor jeg ved alt det jeg gør, qua min alder og qua min mor-erfaring. Og samtidig er han min første baby - i dét her liv, og sammen med Fyrbøderen.

Heja lørdag!

BabyBob og Fyrbøderen er drattet omkuld ovenpå i voksensengen.
Helt vildt kære ligger de der, og holder i hånd og snorker om kap!

Jeg gik smågrinende nedenunder og drikker vidunderlig alene-kaffe og savner dem allerede en lillebitte smule.
Men med over 700 ulæste indlæg i min reader gør det ikke noget med en stilfærdig kaffestund i alene-sofaen.

En uge i tweets

Måske man kan regne ud at der er startet (endnu!) et cykelløb.


- Uh. Pop-historiske programmer på DR-K...  #intellektporn

- I dag holder vi åbningsreception i #stormsalen

- Vueltaaaaaaaaaaaaaaa

- Og der gik 3 minutter af livetransmissionen og vi har en #rolfdong

- Hvem fortæller Rolf hvordan man udtaler 'spektakulært'?

- Har ammehjerne. På 14. år...

- Huh huh huuuu. Barsler med online bloggermagasin lige om lidt.

- Hmm. Armstrong der lægger sig ned uden at slås? Jeg tror snarere hans spindoktor har en plan! #offerrolle #sympatifiskeri

- Har lige været et smut ovre i middelalderen. De skød en gris og spillede lidt på sækkepibe. Ellers skete der ikke så meget.

Livet - og andre kreative ideer

Der var engang en dame, som bloggede helt alene og for sig selv.

Damen synes det var rigtig fint at blogge, for på den måde kunne man nemt og snildt gemme sine tanker og kreative ideer. Internettet er kæmpestort, tænkte hun. Derude kan jeg snildt finde et lille hjørne, bare for mig selv.

Men så en dag opdagede damen, at der var en masse andre damer, der også bloggede hver for sig. Om tanker og kreative ideer.
Og damen blev rigtig glad, og synes pludselig at hun - midt i det store upersonlige internet - havde fundet en snert af nærvær og fællesskab.
Damen begyndte at læse de andre damers blogs. Og de skrev sammen på kryds og tværs. De delte tanker og overvejelser - om liv og andre kreative ideer.

En dag var der én af damerne der foreslog, at de alle skulle mødes ude i virkeligheden.
Så det gjorde de. Med bævende hjerter og nervøse smil - som hurtigt blev afløst af store armbevægelser og ord og ord og ord. Og kage.

Damerne kiggede ofte på hinanden når de sås. Og spurgte hinanden, hvordan det kunne være, at de på det store, store internet kunne være så lykkelige at finde lige præcis hinanden?
De undrede sig sammen over at man kunne finde venskaber via bits og html-koder. Og fandt aldrig noget svar, men glædede sig sammen over at internettet havde givet dem hinanden.

Damerne synes at internettet havde givet dem en kæmpestor gave;
de var allesammen vidt forskellige og ville ganske sikkert aldrig have lært hinanden at kende, hvis ikke internettet havde bragt dem sammen.
Og ofte kiggede de på hinanden og sagde, at de havde lyst til at give noget tilbage.
Til internettet. Og til alle de andre damer, der også sad derude og delte tanker om liv og kreative ideer.

Men hvad skal man give til et internet, der tilsyneladende havde alt?
Damerne tænkte og tænkte. Spiste mere kage. Og tænkte videre.
Og pludselig var den der. Ideen!
For damerne ville give internettet noget af dem selv. Noget af dét som de selv holdt allermest af, og følte var en stor del af dem selv:

Damerne ville give internettet sig selv som gave!
Deres ord, billeder og deres tanker.
Damerne ville give et øjebliksglimt af hvad internettet havde været med til at skabe; et fællesskab og venskaber - som var vokset ud af ingenting og var blevet til alting.
De ville give det allerbedste de havde; nemlig deres fortællinger om liv og andre kreative ideer.

Damerne ville give internettet et magasin. Et internet-blad. Et online stemningsbillede.
En gave - som tak for alle de gaver internettet havde givet dem.

Magasinet havde premiere 28 august i 2012 - den dejligste tirsdag de længe havde haft.
Det fejrede damerne med mere kage!

Madplan, moi?!

For små 14 dage siden satte vi os ned og lavede en madplan for hele resten af august måned.

Jeps. Mig, køkkenimbicilen!

På mit initiativ blev der lavet madplan. Så har man også set dét!!??

I virkeligheden handlede det om at få logistikken i storfamilien til at hænge sammen, og uanset hvor meget jeg elsker spontanitet og skæve tanker er det stadig ret rart, at i hvert fald aftensmaden er forventelig!

Børnene er glade for mad, og de spørger tit om de må være med i køkkenet. De to store er efterhånden også så velbevandrede i køkkenet, at jeg flere gange har været henvist til køkkenbænken - lige inden for tale- og hjælperadius.

Karen er også ret ferm - især til at skrælle gulerødder og hælde kærlighed i gryderne.

Bevæbnet med familiekalender, kaffe og samtlige kogebøger i huset satte vi os for at planlægge en hel måneds mad.

Det var overhovedet ikke svært - som jeg havde frygtet...

Tværtimod var det vildt inspirerende og temmelig hyggeligt, og pludselig føltes en måned som alt for lidt tid til at lave alle de lækkerier vi fik øje på i bøgerne.

Magnus og Karen fik hver lov til at vælge lige præcis dét de havde lyst til at lave selv en dag - og fik også lov til hver at vælge en dessert-dag.

De går op i det med liv og sjæl, og går rundt og glæder sig til 'det der lækre vi skal have om et par dage'.

Det er rimelig sundt for både dem og mig, det her. De er engagerede og nysgerrige, og synes de har stor andel i at vores måltider blir lækre og hyggelige.

Det er rent faktisk lykkedes os at overholde madplanen indtil videre - med stor succes endda!

Jeg glæder mig nærmest til at lave mad i disse dage...?

Og for at det ikke skal være løgn har vi oven i købet fået drønlækker mad - og mad, som vi ellers ikke ville ha lavet!

(Hvem havde troet det? Ikke mig, i hvert fald! Og ja, jeg ved godt jeg er lysår efter alle andre mødre der har vidst det her altid...)

Ok. Jeg skal nok stoppe med at skrive mere nu, inden nogen får mistanke om at jeg er skæv eller fuld af løgn. Eller begge dele.

Men vil bare lige slutte af med at advare... jeg har en plan om at lægge en opskrift ud på bloggen! For real!

På tur med Bob og Kok

BabyBob og MorKok skal på tur i dag - helt til Århus, for at besøge et par af de skønneste damer!

(Det er den længste tur BabyBob har været på, og jeg skal alene afsted med ham i bilen - og er godtnok lidt spændt på hvordan det går?! Men vi skal jo ligesom lære det, så afsted med os...!)

Det er ikke en hemmelighed at vi skal besøge Sidsel - men det er (stadig lidt endnu) en hemmelighed hvad vi skal tale om ;-)
Jeg vil dog gerne afsløre, at det har noget med billedet her ovenover at gøre.... ;-) Blandt andet...!

Og det er til dig! Jeps, dig!

Hva? Er du ikke ved at dø af nysgerrighed nu? Er du ikk??!!

Rock out!

En hemmelig gave til nogle særlige gutter!

Alenemor

Flok!

Min søde Fyrbøder er på drengetur, så jeg leger alenemor igen i disse dage.
Nu bare med ét barn oven i den gammelkendte kabale.

Det er interessant at opdage, at den der alenemor-tilstand lynhurtigt vender tilbage og bare føles naturlig?

Selvfølgelig savner vi ham når han er væk - men i forhold til at vi sagtens kan finde ud af at 'være' her i vores liv er der ikke så meget der er anderledes.
Der bliver stadig drukket kaffe og hygget. Set lidt cykelløb, puslet med lidt Meraki-arbejde, sunget tonsvise bunker af selvopfundne børnesange og smovset lidt vel rigeligt.

Ok - jeg har hænderne fulde. 4 børn, der alle taler konstant (!) (Jeg ANER ikke hvor de har det fra?!) - og en baby, der kører i 2-timers intervaller - betyder blandt andet, at der ikke bliver tid til hverken strikketøj eller opvasken.
So be it. Det gider jeg ikke stresse over.

Til gengæld er jeg noget spændt på de kommende dage...
De store børn vender tilbage til deres andet liv i den anden ende af byen i morgen - og så er det bare mig og Bob der er tilbage.
Fra 6 til 2 på få dage. Kulturchokket står og venter på mig lige rundt om hjørnet. Gad vide om jeg kan finde ud af at være her, når der bliver så stille?

En storm i en sal

Jeg har haft en helt igennem forrygende dag.

STORMSALEN - dét kreative hus jeg er med til at bygge i Horsens - har idag holdt åbningsreception.

Nu ved jeg jo godt, at jeg ikke skriver så meget om arbejde herinde længere (det er altsammen flyttet over på min Meraki-blog, så du da gerne må besøge hvis du får lyst...)

- men når man har bygget noget som er SÅ STORT og som føles SÅ GODT så bliver man altså også nødt til at billedspamme lidt!

Det har væltet ind med gæster, blomster, vin og gaver hele dagen - stemningen har været høj, musikken har været forførende, flødebollerne har været rigelige og tapas'en, ohhh tapas'en...!

Festen er stadig i fuld gang dernede - men hende med babyen er smuttet hjem, for at hygge med hele børneflokken.

(Og selvom det er heeeeeelt vildt snyd, så skal jeg nok få lov til at drikke mig rødvinssnaldret med mine nye kolleger en anden gang!)

Og nu er babyen gået omkuld i slyngevuggen. Han har været SÅ god og glad og mild og har smilet til tusinde damer og gået fra arm til arm - og så er det ok at være bare en lille smule træt.

Og jeg er gået omkuld i sofaen, med ømme fødder, trætte ører og næsten tom for ord.

Vi er i gang nu, og jeg er stolt stolt stolt over at vi på ganske få måneder har realiseret vores kæmpestore drøm. 

Ahh. Jeg tror sgu jeg skal have et glas rødvin alligevel!

Skål, Stormsal! Og tak for i dag!

Men det er HEMMELIGT!!!

Årrrhhhhh.

Jeg VED noget!
Noget helt vildt godt!!

Men jeg må ikke sige det. Endnu. Det er hemmeligt, lidt endnu.
Ej, jeg er SÅ dårlig til at holde på så god en hemmelighed, jeg har lyst til at fortælle det til alle. Lige med det samme.










(Det har noget med det her at gøre. Men I hørte det ikke fra mig, ok!!)

Den nøgne sandhed

Jeg bryster mig af at være sådan én der aldrig dømmer folk på det ydre. 

Det er så pissevigtigt at kunne se det menneske man møder - altså mennesket inde i kroppen.

Den regel og den måde at tænke på gælder for ALLE i HELE verden.

Pånær én!

Kan du gætte hvem?

Jeg slås med mig selv. 

Et underligt, underligt slagsmål - som jeg udemærket er klar over bliver et nederlag, uanset hvordan jeg vender og drejer det.

Jeg betragter mig selv og ser et menneske jeg godt kan li. Jeg kan godt li mig! 

Og jeg ser et menneske, jeg er tilfreds med. 

Én som er god til de ting jeg synes jeg skal være god til. Har de værdier jeg synes er vigtige værdier. Én som forsøger at være sådan et menneske, som jeg gerne vil være.

Jeg ser også et menneske, der lige har født for nylig og ligner én der har født for nylig - og jeg ser et menneske, der aldrig nogensinde dømmer andre mennesker på deres udseende, men til gengæld altid forsvarer andres skævheder.

Jeg ser et menneske, der altid vil foretrække at blive opfattet som intelligent fremfor køn. Som til hver en tid hellere vil være én andre synes er interessant, og ikke nødvendigvis pæn.

Men så sker der noget mærkeligt.

For når jeg stopper med at betragte mig selv indefra og ud - men til gengæld kigger på mig selv udefra... så trækker jeg maven ind.

Jeg trække fusking maven ind? Når jeg ser på mig selv i spejlet?

Jeg glor på min reflektion i butiksvinduer, når jeg går forbi dem. Jeg spotter øjeblikkelig om andres blikke hviler et splitsekund for længe på min maveregion.

Jeg trawler mit klædeskab igennem flere gange dagligt i håb om at finde dén der vidunderlige beklædningsdel, som får min størrelse xl til at ligne en størrelse xs. 

Jeg prøver tøj og prøver tøj og prøver tøj. Og skifter igen. Og tilbage én gang mere. Jeg vender og drejer mig foran spejlet. Forestiller mig, hvordan jeg ser ud i andres øjne. 

Jeg forsøger at mase min krop ned i shapewear. Eller gemmer den i store, løse skjorter. Jeg plager Fyrbøderen om at svare mig *ærligt* på hvordan jeg ser ud. 

Jeg står nøgen foran spejlet og kan ikke kende mig selv.

Og samtidig.

Samtidig siger jeg til mig selv igen og igen og igen at det ikke er det ydre der tæller. 

At jeg er Trine. MIG. For fanden. Uanset hvordan jeg ser ud. 

Jeg siger til mig selv, at det er min hjerne der spiller mig et puds - og at det er skideligemeget hvad andre tænker. Og at jeg sgudda lige har født, og bliver nødt til at gi mig selv lidt snor, hva?!

Jeg siger til mig selv, at jeg skal holde op med at være så overfladisk. 

Jeg forklarer min hjerne, at den skal lade være med at spille mig den slags puds. At jeg er go' nok præcis som jeg er.

Jeg siger til mig selv, at jeg er smuk som jeg er. At det ikke er min krop og min mave der afgør om jeg er et godt menneske.

Men af én eller anden grund hører jeg ikke efter hvad jeg siger?

Jeg er min egen største kritiker og værste fjende.

Den tålmodighed og accept jeg har nemt ved at finde overfor andre (nej, jeg sidder altså ikke og er selvfed, jeg er virkelig helt utrolig tålmodig og rummelig!) - den er umulig at finde frem til, når det gælder mig selv!

Jeg vil gerne have lov til at være mig som jeg er - også med mavevulk og post-graviditetskrop. Men jeg giver ikke mig selv lov, i én eller anden forestilling om noget jeg skal leve op til. 

Hvad fanden er det jeg tror jeg skal leve op til?

Uanset hvad - så er det mig, der er taberen her!

Så skidt da...

Nåh ja, selvom man allerede er 6 uger gammel kan man alligevel godt nedværdige sig til et 5-ugers tjek hos lægen.

Og selvom man egentlig sov kan man da også godt lige nedværdige sig til at lukke det ene øje en smule op, så man kan holde styr på hende sygeplejersken.

Og selvom man egentlig lige lå i sine egne tanker kan man da godt nedværdige sig til at smile lidt til maleriet på væggen. De andre har man jo smilet til så tit...

Og selvom man egentlig kun er en 6-ugers baby kan man vel godt være på størrelse med én på tre måneder, er der regler for den slags, måske?

Return of the Sigøjner-lady

Det kan være liiidt svært at finde sig selv efter en fødsel, når man TROR man ser sådan her ud:

- altså en ganske, almindelig normal størrelse kvindekrop med former....

Når virkeligheden fortæller, at man måske i VIRKELIGHEDEN ser sådan her ud:

Og det eneste man har i sit klædeskab ser sådan her ud:

Nu kan du også lave én...

Jeg har lagt en sy-vejledning til slyngevuggen lige hér på min Meraki-blog. Go' fornøjelse :-)

When life gives you Lemon...:

'Lemon' af Helga Isager
Garnet er - naturligvis - fra yndlings-pusheren

Det går langsomt, men sikkert fremad.
Men der går nok lidt tid inden jeg igen kaster mig over et projekt på pind 2,5...
Og så er blusen ikke engang til mig selv, men til en sød veninde der til gengæld har hjulpet mig.

Sov, baby - sov. Så jeg kan snyde mig til en strikkestund!

Reklamer, nej tak??

Ej, gider du ikke være sød at hjælpe mig?
Sæt dit hak i afstemningen herovre til højre - TAK :-)

Jeg er i syv sind hér.

Oftere og oftere bliver jeg kontaktet af firmaer og andre godtfolk, der gerne vil forære mig lækkerier til giveaways og konkurrencer her på bloggen.
Og lige så ofte har jeg skrevet tilbage til dem, at jeg ønsker at holde min blog reklamefri.

Min tanke har hele tiden været, at jeg vil holde min blog fri for noget som helst der kan misforstås.
Jeg vil have, at mine læsere aldrig nogensinde må være i tvivl om, at når jeg skriver noget er det fordi jeg mener det - og ikke fordi jeg får noget for det, eller nogen har bedt mig om det.

Men.

Jeg er konstant i tvivl.
For der ligger godtnok mange tilbud om dejligheder og lokker i min inboks. For nylig har jeg takket nej til at mine læsere kunne få fingrene i skønno øko makeup-produkter. Og jeg har også takket nej til at lave en lodtrækning om gavekort og andre ting.

Hvis man skal være helt i synk med markedsføringsloven - og det skal man jo, også som blogger!! - så må man ikke skrive om et produkt eller andet uden at gøre meget tydeligt klart, at man selv har fået noget for omtalen.
Jeg ved, at der er mange der enten vælger ikke at fortælle hvis de modtager produkter til omtale - eller simpelthen ikke kender reglerne.

Der er rigtig mange ting der taler for, at jeg kunne sige jatak til reklamer mv på bloggen:

- Jeg kan få fingrene i nogle lækre sager, simpelthen bare fordi jeg blogger... *win*
- Mine læsere får mulighed for at få fingrene i lækre sager *win*
- Mine læsere får lækre sager og synes jeg er sød og verdens bedste blogger *win*
- Jeg får flere læsere fordi jeg laver giveaways, og så synes producenterne også at jeg er verdens bedste blogger, og så sender de endnu flere lækre gaver til mine læsere, og alle er glade, og min blog bliver verdens bedste gavebod, og så kommer der endnu flere læsere og endnu flere giveawas..  (øhh, hov vent?)

Til gengæld er der mindst lige så mange ting der taler for at jeg holder fast i mit nejtak til reklamer:

- Min troværdighed ville (måske) lide et knæk. Min autencitet ville stå overfor at være til falds for skønhedsprodukter... you get the picture, right?
- Min blog ville ikke længere (kun) være min, men også pludselig en masse andres. Nemlig alle dem, som har fået mig til at omtale deres produkter.
- Det vil være et hulens bøvl at holde styr på alle de ting der skulle testes og omtales og sendes til vindere og alt muligt andet.

Årh. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal mene!?

Jeg har jo lyst til at give andre muligheden for at få nogle gode ting forærende. Helt gratis. Det er da megafedt at det overhovedet er en mulighed.
Og jo - jeg er ikke mere hellig end at jeg da også er en material girl og elsker at få gaver!

Men jeg vil godtnok ikke synes det var fedt, hvis jeg så ikke længere er en troværdig blogger?
Eller hvis dét jeg skriver drukner i omtale og annonce-indlæg.

Må jeg ikke høre hvad du synes? Reklamer eller ej?
Klik herovre til højre, så bliver jeg glad!

Deadline

Uh oh.

Sidder og forsøger at skrive noget virkelig smukt og fængslende til et projekt og en deadline, der allerede er overskredet.

Men mine tanker flakser, og babyen har sat sneget sig ind i mine hjernevindinger.
Det er svært at formulere noget sammenhængende og inspirerende om så abstrakt et begreb som kreativitet - når dét der plaprer ud af min mund og mine fingerspidser mest handler om babser, bleer og BabyBob.

Kan mærke det bliver en lang dag foran tasterne...

UPDATE kl. 21.48:
Jo. Det er præcis det samme vi sidder og sveder over - AB, Lis, Lykke og jeg. Og et par stykker flere!!

Slyngevugge

Nå, men ovre på Instagram så jeg et skønt billede af en anden lille babysag i noget stof-noget, som så mega spændende ud.
Det tog ikke meget googlen rundt, før jeg fandt både billeder og jubel-beskrivelser af slyngevuggen, som får urolige børn til at føle sig holdt om og trygge.

Det gav bare så fin mening, at den lille tigerbaby skal have sådan én - blød, fleksibel og tryg!

Så Karen og jeg drønede en tur i Silvan, fandt dimser og dutter mv - og efter lidt mere billedgranskning fandt jeg symaskinen frem.
Det tog ikke mange minutter, førend vuggen var klar til brug. Godtnok mangler den stadig en del detaljer, men det fikser vi i morgen.

Og babyen? Hvad siger han til sin nye vugge??
Han siger ingenting. For han snorker trygt, derovre i døråbningen!

Spring, lille tiger!

Den store, store stygge verden kom kravlende ind i den lille, lille babys bevidsthed.
Og vores blide og bløde og milde fyr blev den vredeste, mest forvirrede, grædende baby.

Det er godt nok også vildt at forestille sig - hvor overvældende det må være, når bevidstheden springer, og alting pludselig forandrer sig.
En verden i farver, som før var uskarp. Voldsomme lyde. Vildt lys. Mange stemmer. Uro. Flimrende bevægelser. Dufte. Sanseindtryk, der rammer som en hammer.

Det er godt for en lille tiger, når man får lov til at være helt, helt tæt på. Helst ikke for meget alene, og helst pakket ind i noget, så man kan mærke hvor man selv er.
Vores fine, glade baby er stadig sig selv - han skal bare ha lidt hjælp til at mærke, at verden ikke er alt for overvældende, men et rart og trygt sted at være.
Så vi luller og synger og snakker og pusler og nusser og krammer.
Og danser (en helt ny version) køkkendans, og hører John Mayer, der åbenbart er baby's foretrukne guitarist for tiden. Og går ture med barnevognen. Og krammer og nusser lidt mere.

Vi fejrede den første måned med 'fødselsdags'lagkage og skrigeture.
Ungerne synes det er rigtig synd for ham at han er så ked af det. Det gør vi andre også.
Men vi ved, at det er fordi han øver sig i at blive stor.
Og så tænker vi også over, at det aldrig må blive så synd for baby, at det også bliver synd for de store børn. Den balance er også vigtig at finde!

I går kvitterede han - den dejligste, smukkeste, mest vidunderlige lille tiger - med klar og tydelig øjenkontakt - og et vaskeægte smil til sin rørte mor.
Sådan et smil, der er alle tudeture, køkkendanse og nattefrustrationer værd.

Audrey in the making...

Pippis skøre tante har fået en større søster...