søndag den 29. juli 2012

Ulige kamp??

Tøsebarnet flytter hjemmefra.
Helt op ovenpå, op til de store brødre.

Jeg har brugt dagen på at forklare det krøllede pigebarn lidt om hvordan man rydder op, hvad man skal gemme, og hvad man ikke behøver flytte med sig videre.

I må selv gætte hvem der vandt dén diskussion... ;-)

lørdag den 28. juli 2012

Noget om at være nybagt


Verdens smukkeste nakke...

Det er ikke mange minutters blogging eller computertid det bliver til for mit vedkommende i disse uger.
Der er for meget at gå glip af, hvis jeg kigger væk så meget som ét eneste sekund...

(Til gengæld går jeg amok på Instagram, fordi jeg ikke kan lade være med at tage billeder af babyhapsen konstant)

Det er et fuldstændig genkendeligt - og fuldstændig nyt liv - der åbner sig for os.

Jo, jeg har prøvet det før! Mange gange endda.
Men det er overraskende at opdage, at jeg føler mig både skrøbelig og sårbar, samtidig med at jeg føler
mig selvsikker og godt klædt på til det her baby-noget.
Jeg havde ikke regnet med at sige hej til usikkerheden denne gang. Men kan egentlig godt se at det giver fin fin mening, når jeg tænker over det.

Jeg har oplevet (faktisk temmelig mange gange) at folk omkring os siger sådan noget som:
"Jamen, du er jo 4.gangs fødende/mor - det har du jo helt styr på, det skidt"
Og ja, jeg har fået barn 3 gange tidligere. Jeg har prøvet at føde før. Jeg har ammet og puslet og nurset og vogtet over drager. Og prøvet rigtig, rigtig meget før.

Jeg er meget taknemmelig over den anerkendelse og respekt jeg bliver mødt med. Og jeg føler mig rigtig godt tilpas med at vide det jeg gør, have den erfaring jeg har.
Jeg er stolt og glad for at vores omgivelser tror på os. De ved at vi kan! Det gør mig stolt med stolt på.
Jeg synes selv jeg befinder mig et sted, hvor jeg har en god portion erfaring - men uden at jeg bliver overmodig, eller bilder mig ind at jeg bare ved det hele...

Men det er også lidt farligt. 
At tro, at bare fordi man har gjort noget 3 gange før, er det ensbetydende med at man ved lige præcis hvad det handler om - eller at man så ikke behøver omsorg!

Jeg har glædet, glædet, glædet mig til at skulle være mor igen.
Og min verden og mit liv er denne gang radikalt anderledes end da jeg fik barn sidste gang. Eller forrige gang. Eller første gang. Mit liv et et andet. Jeg er en anden.
Jeg har glædet mig SÅ meget til at finde ud af hvordan dét her er. Hvordan jeg skal være mor denne gang. Til at få lov til at opleve det hele fuldstændig forfra igen.

Det er sindsyge omvæltninger og forandringer, der har fundet sted siden jeg fik barn sidst. Med min verden. Med mine omgivelser. Og med mig.
Og dét har jeg aldrig nogensinde prøvet før...

For eksempel er det er allerførste gang at jeg får mit 4. barn....
Og jeg har aldrig nogensinde prøvet at få et barn syv år efter den forrige. Springet føles enormt. Og jeg føler mig enormt rusten.
Jeg har aldrig nogensinde prøvet at få et barn, der ikke er mine søskendes 'hele' bror. 
Jeg har aldrig prøvet at skulle definere dén form for savn og dén form for kærlighed helt fra starten i et lillebitte menneskes splinternye liv.
Jeg har aldrig nogensinde været nybagt mor samtidig med at jeg har skulle varetage en selvstændig virksomhed.
Jeg har aldrig stået i en situation, hvor jeg har fået barn og har følt mig SÅ klar og SÅ erfaren og SÅ bevidst om mine følelser før. 

Men den største omvæltning af dem alle er at få et barn med Fyrbøderen.
Jeg har fået barn med en førstegangsforælder!

Jeg 'ved det hele' - og han 'ved ingenting'... 
Jeg har talt og talt og talt om babyer og bleer og amning og hele pivtøjet i såååå mange år - og han er først lige gået i gang med at tale.
Jeg har mærket alle følelserne, taget alle tudeturene, haft alle overvejelserne - og han skal først til at mærke de følelser nu.
Jeg ved ting og gør ting, som jeg ikke længere selv ved hvorfor jeg gør - fordi det sidder indgroet på min ryggrad, og jeg ikke længere lægger mærke til at jeg gør dem. Mens han afprøver - forsigtigt -, tager små skridt ad gangen, lytter og fornemmer.

Det er vidunderligt. Og helt, helt nyt!
Jeg har fået lov til at se det hele med hans øjne. Nuancerne jeg selv havde glemt. Detaljer, som jeg har set så mange gange, at jeg ikke længere registrerer dem. Fine fine overvejelser, som jeg gjorde mig engang for 1000 år siden, da jeg selv var førstegangsforælder -men som er gode og sunde at overveje igen.

Det er en gave at få lov til at få barn med min dejligste Fyrbøder.
Men det er også skrøbeligt.
For en førstegangs-far har ikke brug for at en fjerdegangs-mor fortæller ham, hvordan han skal håndtere sin søn. Han skal ikke have en hønemor til at stå og hviske irettesættelser og brugsanvisninger i øret mens han lærer sin far-rolle at kende.
Han har brug for en ligeværdig makker i sit forælderskab. Og dét har jeg aldrig nogensinde prøvet før - så jeg øver mig hver time, hvert minut på at være hende, der giver førstegangsforælderen i vores liv lov til at lære sig selv at kende.

Og samtidig er jeg ved at lære mig at kende. Som hende der har fået sit fjerde barn med en førstegangsforælder. Og driver selvstændig virksomhed ved siden af. Og balancerer en børneflok i alle aldre - med alle de udfordringer og følelser som alle aldre har.

Og det var dér den kom ind i billedet - usikkerheden. Og skrøbeligheden.
Men denne gang er noget helt, helt andet. 
For nok har jeg fået barn 3 gange før. Men det har han ikke. Og ingen af os har prøvet at få barn med hinanden. Og ingen af os har prøvet at få et barn i en familie, der i forvejen er en sammensat collage.

Det er smukt og vidunderligt og rørende og jeg tør vitterligt ikke blinke af frygt for at gå glip af det mindste.
Men det er også skrøbeligt at være nybagt, uanset hvordan man vender det. 
For os. For mig. Og for ham!





mandag den 23. juli 2012

Her går det godt - send flere bryster

Og hvordan gik det til, at der pludselig var gået næsten 15 år??


Tiden springer afsted og står stille.
Mit lille baby-menneske er pludselig kæmpestor og vågen og bevidst. Jeg er helt sikker på han forstår hvert eneste vrøvleord der vælter ud af munden på os, hans over-pludrende forældre.

De kæmpestore storesøskende sidder pludselig rundt omkring i alle husets bløde møbler og kalder på sjov og omsorg og is og lillebror-tid; og jeg springer omkring og sidder musestille og nyder og elsker hvert eneste sekund.
Der bliver ikke blinket ret mange gange i løbet af en dag - af frygt for at gå glip af det mindste af det største.


fredag den 20. juli 2012

Til bristepunktet


Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, at der ville ske, når jeg møvede min krop ned i sådan et frækt 'shape-wear'-hylster med spandex og lyrex og bånd og spænder...

Måske havde jeg forestillet mig, at min størrelse-44-efterfødsels-krop ville komme til at ligne den størrelse 38-og-har-aldrig-født-noget-som-helst, som jeg tror den ligner?

Jeg tog fejl!

onsdag den 18. juli 2012

Et helt liv på 14 dage...

















Tænk sig, at man kan elske et menneske man kun har kendt i ganske få dage.
Men det kan man altså!

Og tænk sig, at en personlighed kan tage så meget form i løbet af ganske få dage.
Men det kan den altså!

tirsdag den 17. juli 2012

Chokolade-ballade

Jeg har fået den her vidunderligt smukke plante for nylig.
Efter sigende skulle den hedde 'chokoladeblomst', og den dufter da også en smule af chokolade.

Men jeg ANER ikke hvordan jeg skal passe på den?!

Er der mon nogen chokolade-eksperter med grønne fingre, der kan undvære et godt råd til en plante-grønskolling som mig?

mandag den 16. juli 2012

Lille Skid



Mel; 'Lille Føl'

Lille Dreng, ved du hvad? Du kan sagtens være glad
Du kan knirke, du kan bide
Du kan savle, du kan skide
Du kan gøre hvad du vil
Og så drikke mælk dertil

Lille Skid, ved du hvad? Du kan sagtens være glad
For du lugtede af prutter
men nu ligger du og putter
Mor har gjort dig ren (igen)
Sov nu. Sov. Sov! Sov, min ven (please?)*



*Det er bare pjat! BabyBob er verdens lækreste unge, som både spiser og sover (og skider!) fuldstændig som han skal. Den lækreste lille hapsi!

søndag den 15. juli 2012

favorit-slankekur!

Jeps. Der er røget 2 kilo i løbet af de sidste 5-10 dages tid...

Det eneste jeg har foretaget mig er at sidde i en sofa. Mens jeg har spist rigeligt med kage.

Indtil videre synes jeg selv det går meget godt til det hér tab-mig-noget...

lørdag den 14. juli 2012

Mangfoldighedens uldne udtryk





Jeg tog en tråd af måneskin
én med barnesind og hvirvelvind
hæklede dem alle med derind
så Asbjørn - det lille skind
kan sove trygt med rosenkind 
og lukke gode drømme ind

Venteprojektet, restetæppet, mangfoldighedernes uldne udtryk... bliver til en gave til en anden af de kæreste veninder.

Et bæredygtigt tæppe, hvor alle rester er brugt.
Et tæppe, hvor garnets mangfoldige farver tilsammen skaber helheden.
Et tæppe, hvor hver maske er hæklet med omtanke og nænsomhed.
Et kludestykke, hvor alle detaljer er puslet tilfældigt sammen, men med stor forventning om at helheden giver klar og god mening.

Hendes lille, fine søn skal puttes i rolige farver og rummelige masker - i et hjem og et liv, hvor der er plads til varme, plads til at være et menneske med meninger, og plads til livets mange nuancer.
Dette tæppe føles som den helt rigtige gave til netop hendes søn.


Thank you, Mr Jobs!


Ungerne blev storesøskende i den anden ende af byen for lige knap et år siden. Det var stort. Kæmpestort. Som i HUGE!
De var fuldstændig opslugte af den her lillebitte skabning, der pludselig lå dér og var lækker midt i deres liv.
Talte om ham konstant, målte alting i forhold til ham, undrede sig, smilede salige smil - og var såååhhh forelskede i hele konceptet baby-lillebror.

Men det betød også at en ny og anden form for savn meldte sin ankomst i deres bevidsthed.
En lillebror på deltid - det var nyt, og hvordan katten håndterer man det? Hvad stiller man op, når man ikke er i nærheden af ham halvdelen af tiden?

Heldigvis (og jeg takker igen og igen og igen både barndomsvennen, som jeg engang var gift og fik børn med - og hans søde kæreste!!) har vi et helt igennem rart forhold til hinanden i vores familie.
Og vi voksne er - som altid - dem, der sætter rammerne for vores allesammens børns liv og trivsel.

Så storesøskende-savnet er i det forgangne år blevet afværget med hurtige smut ned til den anden ende af byen, hvis savnet blev for stort - eller med en hyggelig sludder i telefonen.
Der er blevet sendt et hav af sms'er, billeder og små statusopdateringer på hvordan babyen har haft det -   især de store drenge har været flittige på tasterne til at sende beskeder og billeder - også herhjem til os andre - med opdateringer på hvordan det gik med deres lillebror.

Nu har verden drejet en omgang - og der er pludselig en lillebror mere.
En bror i hver ende af byen, en lillebror til hver uge - én hos far, og én hos mor.
Og hvordan katten gør man så dét - når man nu lige havde lært, hvordan man håndterer at savne én af slagsen??

Og hvordan håndterer man lige, at man ganske få dage efter seneste lillebrors ankomst skal på ferie og være bortrejst i mere end en uge?

Svaret er SMARTPHONES!

Jeg aner simpelthen ikke hvad vi gjorde før i tiden? Eller hvordan vi nogensinde skulle få den her kabale af dét vi kalder en familie til at gå op uden?

Hver eneste uge børnene har været hos os i løbet af det seneste års tid er der blevet sendt hilsner og opdateringer på lillebror's liv fra den anden ende af byen.
Hver dag i hele den sidste uge har vi sendt billeder, lydfiler og små video-stumper til Nordsjælland - til tre store storesøskende, der forlanger at få lov til at følge med i BabyBob's liv og seneste påfund.
I går aftes skrev den mellemste til mig og bad om et billede af Bob som sov - bare så han selv kunne falde i søvn på en rar måde.

Med smartphones er afstanden pludselig radikalt mindre.

Teknologiske landvindinger gør det nemmere for os at hjælpe vores børn til at definere sig selv i forhold til hinanden og deres familier. 


Følelsen af at være lige i nærheden er intakt.
Jeg tør - og vil - slet ikke tænke på hvordan det kunne ha været - hvis ikke vi havde haft denne mulighed for at give børnene lov til at være tæt på hinandens liv på den her måde.




onsdag den 11. juli 2012

tirsdag den 10. juli 2012

grrwwww... farlig tigermis med sennep


Jeg er blevet skidt på i dag.
Min helt nye baby sked på mine helt nye bukser. Og min trøje. Og lidt på mit gulv... (men det er ikke nyt, så det gør ikke så meget)
Oven i købet mine helt nye bukser med dyreprint - det første dyreprint jeg nogensinde har ejet.

Måske var det pay back, fordi jeg spildte burger på ham forleden?
Måske var det nemesis for at købe noget af det der leopardprint, jeg ellers har forsvoret kunne finde vej ind i mit klædeskab?
Måske var det fordi han vidste, at det er det eneste par bukser jeg kan passe ?

Nå, men sennepsgul er en pæn farve. Og dyreprint er fin camouflage af pletter, sku jeg mene?

Og mens bukserne hvirvler rundt i vaskemaskinen hækler jeg snehvide, uskyldrene hemmeligheder.
Se selv:


mandag den 9. juli 2012

hvad man glemmer på 5 dage...


Nåja, men hej fra BabyBOBlen...

Der er ting - mange ting - der forsvinder ud af mit synsfelt og min bevidsthed disse dage. Fx hvilken ugedag vi har. Hvad vores politikere render og laver. Hvordan man fører en normal og tilstedeværende samtale. Og at jeg har en blog.

Men hej. Vi er her. Vi er her totalt meget!

Og hvordan er liver så som mor til 4?
Fuldstændig det samme. Og fuldstændig forandret for altid!

Den lille Bob er verdens lækreste unge. Undskyld. Men det er han!
Og Fyrbøderen er verdens dejligste mand. Jo. Ham. Ingen andre end ham.
Kan jeg blive mere floskel at høre på?

Der er stadig ting der kan komme bag på mig - også selv om det er fjerde gang jeg sidder her;

Fx at man rent faktisk glemmer fødslen.
Selv når man ligger dér og det kun er 8 minutter siden han kom ud, og man ikke har opdaget at man selv og Fyrbøderen græder, og der er mennesker der rydder op mellem éns ben, og man pludselig har hospitals-gaze-bukser viklet om de nederste 2/3 af sit korpus, og kærestens skjorte er helt helt helt krøllet sammen dér hvor man for et øjeblik siden holdt ham i jerngreb, og lyden af éns egne eder og råb stadig hænger i gardinerne.... så glemmer man det.
Det forsvinder allerede lige dér. Bid for bid. Sekund for sekund.

Fordi han ligger lige midt i det hele. Med kæmpestore øjne der suger én ind i noget altopslugende altfortrængende noget. Og kigger på én som om han ved det hele og alting og mere til. Lige direkte ind i den blødeste, hemmeligste del af hjertet, hvor præcis dét blik sætter sig fast. For altid.

Fødslen er allerede langt væk. Et diskret minde, som nu ikke er andet end den oplevelse der gav os Bob.

Jeg havde også glemt at jeg ikke ligner mig selv. Endnu...
Forestillingen om mig selv med nyfødte BabyBob involverede ikke en mave på størrelse med 6. måned, og en krop der brokker sig efter måneders spidsbelastning.
I know. Naivt. Især for en 4. gangsfødende....
Og jeg ved simpelthen ikke hvorfra jeg havde ideen om at jeg da bare lige ville vende tilbage til mine egne folder lige så hurtigt som fødselen forsvandt ud af min erindring?
Mit bækken minder mig om at det stadig kun er 5 dage siden. Og det er måske meget fint, for så finder jeg ikke på tusinde krumspring, men nøjes med at sidde lige her.

Jeg er overrasket over stadig at blive overrasket!
Men jeg husker og elsker resten.
Vidunderlige Baby, jeg husker og elsker resten!

torsdag den 5. juli 2012

Mors lille bacon-snack



En lillebitte fyr på 4730 gram.

Mors lille flæske-terning. Bacon-drengen. Chefen. Bassen.
The artist formerly known as Bob.
Nu bedre kendt under navnet Laurits.

Født på uafhængighedsdagen. Om det så var hans eller min uafhængighed vi fejrede i går vil jeg lade stå hen i det uvisse.
Men ud kom han. Efter 4 timer og en meget intens fødsel.

Vi lå i vores seng og kiggede på ham hele natten. Sov lidt. Og kiggede lidt mere.



I dag kom ungerne hjem fra den anden ende af byen, og dagen har været så fyldt med kys at det næsten ikke kan beskrives.
Gæster har vandret ind og ud af den åbne havedør, og Bob har været på tusinde arme og fået tusinde gaver og endnu tusinde kys.


Og nu er vi (Babyen) trætte. Og nu er vi (os andre) burger-sultne.
Om lidt skal vi ud og trave en tur og fejre min genvundne motoriske frihed. Og måske finde en is og en kold øl.
Det er vel sommer, for fanden. Og vi har noget at fejre!

Tusinde tak for alle jeres skønne og glade hilsner. Jeg lover, at jeg læser hver og én op for ham!

tirsdag den 3. juli 2012

Tør-strikning



Så meget ventetid kan gå hen og blive farligt!
Især når man har adgang til verdens største strikke-bibliotek, og især når man drømmer om alt dét man lige kommer til at mangle i sin garderobe - når engang faconen er tilbage i normal...

Jeg kom til at købe et par kjoler forleden. Ledt i grufuld fordærv af overbevisende veninder af den grumme slags.
Og nu mangler jeg jo (doh !) en efterårs-cardigan til de fine, fine kjoler jeg lige straks skal hoppe i.

Men - for filan da - hvor er det svært at vælge...

Skal jeg gå all in på vintage-looket?

Måske vælge at strikke en fin, klassisk én?

Eller hvad med én som ku gå hen og blive sådan lidt Chanel-lækker??

Eller hvad med dén her - simpelthen bare fordi den hedder 'Audrey'?

Måske vælge noget jeg aldrig har gjort det særlig meget i, nemlig mønstre...

Eller vælge én der gør mig glad, når jeg kigger på den?

Årh. Eller striber???

Eller... striber?

Eller... eller... eller??




Kun spydig tilbage....

9 dage over tid.
Der er udsolgt. Fuldstændig helt og aldeles udsolgt.

Vågnede (igen) i morges og opdagede at jeg stadig ikke har født. Pisse frustrerende?!
I morgen går jeg over til fødegangen. Og jeg kommer fandme først hjem, når jeg har en baby med!
Så må de sige hvad de vil. Sgu!

Jeg er helt utrolig dårlig til det her venteri, samtidig med at jeg er helt utrolig god til det. Hvad fanden skulle jeg ellers gøre?
Så jeg venter. Og Instagrammer. Og venter lidt mere. Ser cykelløb. Strikker. Og bitcher!

Fyrbøderen påstår hårdnakket at jeg da bare overhovedet ikke er særligt arrig, og jeg påstår hårdnakket at han er fuld af løgn. Fuldstændig som når han kalder mig 'lækkermås'...
(HAH!)

Jeg er efterhånden så arrig-udsolgt, at jeg ikke engang gider føde. Nix. Gider ikke. Blev der sagt.
Nu har jeg brugt alle mine kræfter på det her venteri, så de må diske op med en anden løsning. Hvor jeg slipper for at skulle præstere en skid.
Synes jeg har præsteret så vel rigeligt de sidste mange uger. Så ingen fødsel til mig, tak. Jeg tager bare barnet og dapper hjem igen, ok?!

Hvad? Luk arret! Du skal fandme ikke kalde mig hverken kær eller kælling eller noget som helst, ellers vapper jeg dig én!
Eller... jeg VILLE vappe dig én, men jeg GIDER ikke! NÅ!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...