torsdag den 31. maj 2012

Nu med laks


I aften.
I mørke.
Min fyrbøder ved siden af mig. I min hånd.
Klar med kleenex. Klar til at blive betaget. Af laks.

(pssst...)

(jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen;  - hende der Julia kan noget med ord - og nu har jeg ladet mig fortælle fra ultrapålidelig kilde (nemlig damen selv!) at der her til sommer kommer en ny ebog fra hendes hånd, med skrivetricks og -øvelser. Jeg tror nok lige jeg allerede stiller mig op i køen...!)

onsdag den 30. maj 2012

Kom med et vildt gæt?!

Hmm... Gad vide hvor gennemskueligt det er, hvilket køn babyen i min mave har?

Barselshaps



Barsel. Haps!
Barselshaps. Barselssnaps. Snapsesnaps og hapsehaps.

Officielt, i hvert fald....

Uofficielt er jeg stadig i fuld sving med STORMSALEN, for vi får (gulp, gisp, gåsehud) nøglerne til vores lokaler på fredag.
Men sådan ganske officielt er jeg nu ikke længere deltidsselvstændig dagpengemodtager. Men deltidsselvstændig på barsel.

Det betyder i grunden ikke så meget, sådan rent praktisk.
Men der er dog ét sted, hvor det allerede kan mærkes - for min inbox har det sidste års tid været svinet til med alle de jobagenter og jobsøgningsmails det overhovedet har været tænkeligt.
Men nu har jeg slettet dem.
Hver og én.
For man kan jo ikke være jobsøgende og på barsel samtidig, og desuden regner jeg meget kraftigt med at jeg på den anden side af min barsel overhovedet ikke behøver oprette én eneste jobagent igen.
For så kører det. Gør det. Med mit Meraki. Og med STORMSALEN...

Og nu har jeg barsel. Og er ved at øve mig på den slags.
Det betyder også, at jeg øver mig i ikke at være online hele tiden. Og i at lade min telefon være. Bare lidt...

Og jeg øver mig i ikke at blive alt for desperat over ikke længere at kunne være i min egen krop for bare barn. Og jeg øver mig i ikke at komme til at tude, når jeg står og lægger det fine fine bittelille babytøj sammen, og gør klar til at den dér barsel skal igang for alvor. Med barn og det hele...



lørdag den 26. maj 2012

Sommerbilledespamindlæg

Springtur og genbrugsjagt. Vi slog lejr i Ry med bagerbrød og fortællinger fra min vilde barndom dér...

Is-chai fra Seven-eleven. For fanden, det smager godt!

Klar til bålpandekager og familiehygge i regnvåde Vestjylland.


Redebyggeri. Bobs slæde bliver rengjort og nusset om :-)

Grill-familie. Nu med lækker-baby og mangeforældrene

Jeg strikker småbitte sager på småbitte pinde. 

Middagslure under æbletræet. Efterhånden et dagligt ritual. Elsker det. Pånær myrerne!


En STORMSAL tager form, og snart flytter vi ind i vores smukke, smukke lokaler!

Arbejdsdag i haven. Med ebogs-skriveri, strikkeri og planlægning af efterårets kommende kurser.

Cykelløb under æbletræ. GO CAV!

Nye stole. Købt til mig af mig. For min første løn til mig selv fra min søde chef. Som også er mig. Fordi jeg fortjente dem!


Jeg ligger fordi jeg kan. Fordi det snart er det eneste jeg kan... heldigvis findes der mange gode klassikere, der sagtens kan tåles at blive læst igen.

Isblå og chokolade. Til en lille, lækker knægt i Århus. Som snart skal være fætter :-)

Jeg var til den sjoveste (og korteste) festival;
International Festival for Carrying Strange Objects through The City

Drengefødselsdag i haven. Med fodbold, grillmad og 12årige.

Godt for bløde morhjerter. Og hævede fødder :-)


fredag den 25. maj 2012

Stuur stuurr nummer...


Sjovt nok - når jeg uploader billeder til bloggen kan jeg vælge mellem forskellige størrelser, og én af dem hedder 'ekstra stor'....
Så her er et ekstrastort billede, der helt fint svarer til hvordan det også føles på den anden side af linsen!

Jeg har 4 uger tilbage nu - og det lille babymonster er på den gode side af 3 kilo allerede. Jeg slæææber rundt, synes jeg, og varmen gør det bestemt ikke nemmere at være i sin egen krop.
Men jeg er HELT sikker på jeg ikke er den eneste der har det sådan! Jeg er sgu glad for jeg ikke også har pels!

Ammehjernen er allerede sat ind. Jeg glemmer allerede alting, og husker kun dét som den sødeste Fyrbøderskat minder mig om.
Ungerne driller mig - med rette, og jeg leder og leder efter mig selv, og min telefon, mine nøgler og efter flere undskyldninger for at spise (endnu) flere is.

Men hold.nu.kæft. hvor jeg glæder mig.
Jeg er virkelig virkelig virkelig utålmodig nu. Og har været det længe.
Jeg er slet ikke forelsket i at være gravid, som jeg husker jeg var det for et par graviditeter siden. Men jeg er SÅ forelsket i at han ligger derinde og allerede er fiks og færdig. Med fingernegle og fine hår og sul på kroppen.
Kom nu UUUUUD, så jeg kan se dig og mærke dig og lære dig at kende, lille fyr. Jeg glæder mig sådan til at se, hvordan du ser ud, og hvem du er?!

Og på den måde fik jeg endnu et blogindlæg til at gå med ingenting. Andet end babysnak.
Det bliver lange fire uger, er jeg bange for ;-)


mandag den 21. maj 2012

Prøvebillede

Hvad skal jeg skrive?
Skal jeg i virkeligheden ikke bare holde min mund, hvis ikke jeg har noget fornuftigt at bidrag med - noget som andre kan få noget ud af at lytte til, noget fornuftigt, noget som beriger, skaber glæde og inspiration?

Jeg har ikke noget særlig fornuftigt, berigende eller inspirerende at bidrage med i disse uger.
Kun en masse tilovers hormoner, som jeg ikke lige helt har styr på.
Og et kæmpestort ønske om at få lov til at se ham snart. BabyBob. Min lille, store dreng.

Var det også sådan sidste gang? Forrige gang? Den der irritation og træthed over at vente. Rastløshed. Hjernekortslutning. Krops-lede.
Jeg kan ikke huske det. Men tror det nok?

Så jeg tror vist også bare lige jeg tier lidt mere stille. Og øver mig i at vente lidt mere. Og nyder solen. Og lidt flere is.

torsdag den 17. maj 2012

Sofa, skærm og skammel

Jeg ligger og flyder og er i det hele taget ikke til særlig meget nytte.

Fyrbøderen forkæler mig med søde ord og kakaomælk (det tager lige toppen af halsbranden, sku jeg i øvrigt lige hilse og sige!) - og TV2 forkæler mig med cykelløb.

Jeg kan lige akkurat strække armene ud og nå mit garnlager, og fra liggende position er det hæklede skammel-betræk blevet færdig.
Ikke helt skidt, hvis jeg selv må sige det...


onsdag den 16. maj 2012

Mere puffstitch-magi


Jeg har vejledningen herfra, og når først de sidder i fingrene er de simpelthen ikke til at slippe igen.

Skamlen der skal puffes har jeg haft stående længe - den stammer fra Fyrbøderens skur, og jeg elsker dens patina og grove struktur. Men man må gerne sidde lidt blødere på den - så nu skal den betrækkes.
Ideen er i øvrigt ikke min egen...

Farveinspirationen er hentet på pinterest - mit board 'house' afslører hvor meget den gule farve går igen i mine interiør-drømme, og den slags blive man vel nødt til at være loyal overfor.



tirsdag den 15. maj 2012

En togbane med minder

Vi fik jo gæster i går. Uventede gæster. Med gaver (= den bedste slags gæster...!)

Én af gaverne har en særlig slags betydning - og jeg blev så rørt over at den nu skal bo her hos os, og at BabyBob skal få lov til at blive næste dreng i rækken af legobørn i vores familie...

1999!.... Jeg føler mig pludselig ældre end Methusalem!!
Da ældsteknægten var helt lille var han lige så nørdet som idag - men dengang handlede det ikke om trommesoloer og computerspil - men om tog!

For at det ikke skal være løgn var 'tog' hans allerførste ord - og han brugte det kærligt om alt han synes godt om; slik, fjernsyn og alt andet legetøj.
Og selvfølgelig skulle barnet have alt det tog man overhovedet kunne drømme om. Så hver gang anledningen bød sig (og det gjorde den tit - det var jo den førstefødte vi taler om hér!) fik han Dublo-udstyr i rigelige mængder.
Hele familien var med til at forære ham skinner, signaler, skiftespor, højbroer og så videre og så videre...

Især min far var med på dén idé. Måske fordi han selv havde tognørdet den for vildt igennem tiderne?
Under alle omstændigheder fik Ældsteknægten så omfattende mængder Dublo-tog, at han snildt kunne fylde stuerne - hvilket han i særdeleshed gjorde!!

Nu er der en ny dreng, og en ny stue at bygge i. Men Dublo-toget er det samme.
Jeg tror jeg var den eneste der følte mig en lille smule bevæget, da Overblikket og hans søde kæreste satte den store kasse midt på gulvet i går.
Kald mig bare hormonel - men følelserne og minderne væltede op i mig, og jeg blev både rørt og taknemmelig og legesyg, på én gang.
Minder om Ældsteknægten som lille, og om alle de gange den togbane har dannet rammen om børneleg i vores stuer. Og minder om min far. Besynderligt nok.



Da vores gavmilde gæster var gået hjem igen var der til gengæld en kommende storesøster der smøg ærmerne op - 12 års skidt og støv blev vasket af. Og togbanen blev også lige prøvekørt.
Nu står den, ren og skinnende i sin kasse - klar til den næste dreng i rækken.



HVAD som helst!


"Narh, men jeg tænker jo at du kan føde hvad som helst....."

Ikke lige dét man forventer at få af vide klokken tidligt om morgenen, vel?
Men det var dét hun sagde, min jordemoder.

Ok - godtnok slog hun hånden for munden, da jeg lagde hovedet langt tilbage og grinede højt, højt, højt og længe. Men hun sagde det. Faktisk!

Så jeg kan føde hvad som helst. Og fik i øvrigt også komplimenter for at have en rigtig fin livmoder!
(Jeg spekulerer over om det er noget jeg kan profitere af i det lange løb - men jeg tvivler?? Ville det gå til en jobsamtale? "Nå men hej, jeg hedder Trine - og jeg synes bare lige I skal vide, at hvis I har noget der skal fødes, så kan I stole på mig - jeg kan føde HVAD som helst!)

BabyBob er en fin, fin baby. Sagde jordemoderen også.
Og så sagde hun nogle af de der ting, som jeg lige prøver at lade være med at tænke for meget over.
Sådan nogle af de der ting som handler om at han er et meget stort barn, som ligger væsentligt over gennemsnittet. At jeg har tradition for at føde forholdsvis store børn, som kun er blevet større og større for hver gang - og hun derfor sagde ting der både omhandlede 4 og 5 kilo, scanninger og tidlig igangsætning, hvis han bliver ved med at vokse i den fart han gør...
Men det lader jeg lige som om jeg ikke hørte.

Og jeg hørte jordemoderen sige, at hun skønner ham til at veje 2800 gram. Og jeg hørte Fyrbøderens lille gisp, da han også hørte hun sagde det.

En lille, kæmpestor dreng.
Men det er intet problem - jeg kan jo føde hvad som helst!


*panik*

mandag den 14. maj 2012

Magiske mandag

Jeg har verdens sødeste familie!
Én af dem jeg engang har været gift med (nåh ja, der er kun ham - men you get it, right??!!) og hans søde kæreste kom lige et smut forbi...

Med sig havde de det verdenskendte kortspil 'magiske mandag' - og Fyrbøderen og jeg fik på skift lov til at trække det ene heldige nummer efter det andet.
Lige så langsomt voksede stabler af gode arve-sager og fine babygaver - uventet, overraskende og helt vildt betænksomt!

I sandhed en magisk mandag!

søndag den 13. maj 2012

Som et tysk træ i Hartzen...



Jeg er sat.
Helt og aldeles sat. Fuldstændig gået i stå, efter at bjergetapen fladede ud.
Resten af feltet har overhalet mig for længst, og jeg sidder alene i sadlen og slås for at komme i mål.
Den ensomme kamp. Mod tiden. Og mod de svindende kræfter. Men med stolthed, stædighed og smil. Mest stolthed.

Varmen er ulidelig, og heldigvis lader publikum mig slås i fred - ingen hujen eller råben efter mig, tak. Bare fred og ro til at jeg kan træde mine sidste krampefremkaldende meter frem til mål!

Jeg ved ikke hvilket mål det er jeg er på vej mod. Jeg glemte det ét eller andet sted midt på bjerget i kampens hede.
Men jeg ved, at jeg når frem. Jeg ved at jeg har kræfterne. Jeg skal bare lige have lov til at tage den sidste bid af etapen i mit eget tempo.

Hvad målet så end er, bliver det godt at nå frem. Og jeg behøver i grunden ikke vide hvad der sker på den anden side af mållinjen - for følelsen af den trætte, tunge sejr over at have klatret op af bjerget stikker alt andet.
Så skal jeg nok finde ud af at kigge op og nyde mit mål - når jeg når derhen.

fredag den 11. maj 2012

12 år, Niller...

Jeg strikker til BabyBob - en fin, lille raglanting fra Design-Club.

Det var vist også på tide jeg fandt noget at bruge garnet her til... Jeg har gemt på det så længe, at det næsten er pinligt - faktisk helt tilbage fra min tid i Uldstedet, og det er allerede 12 år siden.

Garnet er det lækreste kashmir jeg nogensinde har lagt hånd på - og en fin, blød og stribet sag til en lille blød dreng må vist være den eneste rigtige måde at bruge garnet!

torsdag den 10. maj 2012

Blå torsdag


Det er svært.
At tumle min egen glæde og lykke, når der er mennesker i mit liv, der har det svært.
Det er urimeligt. Ubærligt. Og alligevel skal det lykkes.
Det SKAL lykkes. At deres ulykkelighed og tunge følelser skal have tid og plads og ro og rum. Og omsorg og kærlighed.
Samtidig med at jeg stadig vil have lov til at mærke min egen lykke. Uden at skamme mig, uden at blive sorgfuld, uden af lægge låg på. Min egen lykke, som tog mig så længe at kæmpe mig vejen til.

Men det er svært.
Min egen sorg er stadig så tæt, så tæt på.
Mit hjerte har fundet et hjørne, hvor min sorg ligger lige så stille og har fundet ro. Det er godt og fint og meget stilfærdigt. Den er der stadig. Men kun lige dér.
Og lige ved siden af - i det samme liv, i det samme hjerte - ligger min kærlighed til de mennesker, der fylder mit liv. Og når det gør ondt på dem gør det ondt på mig. Meget.
Både for dem. Og for mig. For det puster til min egen sorg. Og gør det svært at skelne.

Jeg ville bære dem gennem ild og vand. Jeg ville kæmpe mod drager og ondskab og slås for dem. Det ville jeg. Hvis jeg troede på det var dét som skulle til.
Men sorg er som sorg er. Egenrådig. Subjektiv. Den kan ikke deles. Den er nødvendig at bære alene.
Jeg ville ønske jeg kunne tage det fra dem. Jeg ville ønske det kunne hjælpe, at jeg tog det fra dem.
Men det vil ikke hjælpe, og det eneste jeg kan gøre er at stå lige ved siden af, og bære min egen stilfærdige sorg, mens de bærer deres i den tid sorg tager.
Stadig nær ved. Stadig tæt på. Lige ved siden af.

onsdag den 9. maj 2012

Puffstitc-magic for my baby


Sæt dig!



Cykelløbet drønede forbi, jeg havde gang i hundrede projekter og skulle både nå en ballonfest, en strikkefest og en vejfest.

Der var cykelryttere var der! Alle de rigtige, vel at mærke. Gåsehud!!
Jeg nåede både det ene og det andet. Og fik konsumeret alt det pink cykelfest det overhovedet var muligt. Jeg fik oven i købet set Mark Cavendish's hud... lidt vel rigeligt af det - men jeg SÅ ham. Og alle de andre af mine helte.

Men denne anti-helt er løbet tør for ork. Og nu vil min krop heller ikke lege mere...
På forunderlig vis har kroppen det med at finde energien når der er brug for den - for at kollapse lige umiddelbart bagefter. Denne krop ingen undtagelse.
Så den holdt simpelthen op med at virke i går. Bare lige sådan.
'Sæt dig ned, Trine', sagde den. 'Nu vil jeg ikke gå ét eneste skridt mere'...

Så jeg sidder. Fordi jeg kan.
Eller rettere; fordi det er det eneste jeg kan....

Og forståeligt nok, i grunden. For jeg havde glemt det - igen; hvor gravid jeg faktisk er.
Jeg har ikke været så god til at tælle efter og følge med denne gang, men hvis jeg skal være lidt realistisk et øjeblik er jeg i 34. uge - og det ER faktisk også på tide at geare ned.

Godt der er cykelløb i fjernsynet. Is i fryseren. Og strikketøj inden for rækkevidde.


mandag den 7. maj 2012

I *heart* hverdag!


Mit liv leves i hvert eneste øjeblik.
Moment for moment, glimt for glimt.
Lige her, lige nu - lige midt i hverdagen!

Og lige midt i hverdagen var der et par af mine yndlingsmennesker, der i går gav mig én af de kærligste overraskelser jeg nogensinde har fået.
Ikke en særlig stor ting, i grunden - men fordi de kender mig og lige præcis ved hvordan jeg har det med hverdagen var det en kæmpestor ting:

Den flittige bloglæser vil vide, at jeg har et liiidt anstrengt forhold til selv-iscenesættelse - især omkring mærkedage og højtider. Mors dag er ingen undtagelse...
(Og her havde jeg så skrevet 15 siders laaaang svada om overforbrug, syndsfoladelse i form af blomster og forældede kønsrollemønstre - men af hensyn til forårshumøret slettede jeg det hele igen. Nå.)

Men min allerdejligste Fyrbøder og min sødeste, dejligst yndlingsdatter kender mig for godt.
Og de ved, at en gave som gives til mig, når der ingen grund er overhovedet bliver modtaget med størst taknemmelighed, overraskelse og ydmyghed.

Så derfor fik jeg i går besked på at jeg bare havde at blive i sengen indtil jeg blev hentet.
Og da de kaldte på mig kom jeg ned til friske rundstykker, smukke blomster, kærlige ord, forkælelse og kærlighed i så rigt overmål at jeg næsten ikke har ord nok.
Fyrbøderen grinede i skægget - jeg tror han synes det er fedt, når han for en gangs skyld kan få lov til at tage fusen på mig ;-) Karen havde egenhændigt dækket bord, fejet gulvet og foldet servietterne. Hun struttede af stolthed over at få lov til at gøre sin mor glad.

Ikke fordi nogetsomhelst. Men bare fordi.
Uden nogen som helst grund, andet end at vores liv leves lige her. Lige midt i hverdagen - med kærlighed og omsorg.
For fanden, hvor er jeg heldig med dem. Og med hverdagen!




søndag den 6. maj 2012

Kongeetape og hviledag...


Mine ben er så tunge, som hvis jeg havde knoklet op ad Alpe d'huez... TO gange!
Men holdnukæft, hvor er jeg blevet tilfreds med resultatet!


Det har været de tungeste dage jeg har slæbt rundt på længe. Jeg er ikke ligefrem sylfide-let længere, og det mærkes tydeligt. Især når jeg prøver at komme op og ned, og i det hele tage bevæge mig over længere afstande end 400 meter..
Jeg flækkede i øvrigt mine (ENESTE) graviditetsbukser, da jeg kravlede op på statuen på billedet ovenover! 
Flækkede! Som i 'rittzzzzzzzzz' - hele vejen tværs hen over røven!
Og da var jeg endelig kommet derop. Og havde i øvrigt heller ikke andre bukser at skifte med. Og var i øvrigt lige i gang med noget.
Så Horsens har fået en meget bleg og meget gravid røv blæst ud over ét af byens mere trafikerede kryds. (Undskyld....)

Men hvor har det været gode dage! Jeg elsker det her cykelløb. Og jeg elsker den her by. 
Overalt har der været fantastisk stemning, og vi er blevet så fint modtaget alle de steder vi har været og pynte op - hele byen summer af festival og sommerstemning.
(Vi er blandt andet også STORMSALEN, min lækre nye hjemmebyggede arbejdsplads. Som fortæller en hel masse om alt det sjove Giro der også sker i Horsens lige her)



Men nu. NU er det hviledag!
Og to af mine allerbedste ynglingsmennesker kender mig alt, alt for godt - så de havde disket op med morgenmad og friske blomster og kærlighed fra morgenstunden.
Og jeg elsker det. Og er så taknemmelig over at have så kærlig (læs: overbærende) familie, der synes det er helt ok at jeg knokler rundt med mit helt eget cykelløb...


Resten af dagen står på strikketøj. Og cykelløb i fjernsynet. 
Naturligvis!

tirsdag den 1. maj 2012

Der er noget


Der er noget med mit liv....
Der er noget med forberedelserne til et cykelløb, som har ramt den sidste stigning...
Der var noget fjernsyn, der skulle laves. Og noget (mere) radio.
Der er noget strikkecáfe der skal afsluttes.
Der er noget lyserødt strik, der skal hænges op overalt i byen.
Der er så meget is, der skal spises!
Der er noget STORMSAL, der skal bygges. Der er nogle vigtige møder der skal holdes - og nogle temmeligt store beslutninger der skal gøres.
Der er noget facebook, der skal leges med. Her, og her. Og her.
Der er noget ebog, der er ved at skrive sig selv. Nogle opskrifter, der skal teststrikkes. Og en grafiker, der er ved at lave noget, der gerne skulle ende med at føles rigtig, rigtig godt.
Der er noget sol, der skal nydes.
Og et par strikkeprojekter der skal strikkes.
Der er nogle børn, der skal krammes. Og noget mad, der skal tænkes - sådan en 4-5 gange dagligt.
Der er en opvaskemaskine der skal fodres. Og et hus, der skal gro til.

Og så er der en mave, der skal nydes. Med en baby, som føles kæmpestor og levende og fremkalder alt, alt for meget længsel.
Og der er en børneflok, der skal pusles om. Og en Fyrbøder der skal nusses. Og snakkes med. Og kysses på.
Og et par veninder, der skal hygges. Og kage der skal konsumeres. Og endnu mere is!

Der er så meget liv der skal leves. Og elskes. Og nydes. Der er så mange ord og knus og tanker og følelser der skal gøres.










Så det gøres!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...