lørdag den 28. april 2012

Giveaway vinderne:

Random.org har talt - og ud af maskinens mave kom der disse 4 numre;
47, 7, 38 0g 16

Det vil sige at de heldige vindere er:

Hverdagsjam, Hjortebjerg, Hvid og Dotlea

Tillykke med jeres fine kysseglade øreringe - hvis I sender en mail til info@ohdeer.dk med jeres navn og adresse, så sørger de dygtige søstre for at sende noget pink love til jer!

torsdag den 26. april 2012

Rebell me, please!






Ved juletid købte jeg Tanjas fantastiske julepynt i kork.
De fik desværre ikke lov til at blive hængende særligt længe på mit juletræ - for både mine søstre og mine mødre hapsede dem, da jeg kiggede væk et kort øjeblik...

Men nu er Tanjas webshop fyldt op med de kæreste dyreunger, og jeg har lyst til at købe dem allesammen.
(Måske man skulle gemme dem godt af vejen, hvis damerne fra min familie kommer på besøg?)

Jeg har også et ret godt øje til byggeklodserne, og jeg bliver simpelthen så! glad! over at det er giftfrit og naturligt og bæredygtigt og uskadeligt. For både natur og babyer!


Anne-annemone

Hvis du kun skal læse ét eneste blogindlæg i denne måned.... så lov mig at det bliver det her..!

tirsdag den 24. april 2012

En parantes i hans liv

Nå, men mit kæmpestore menneske - fanget i en goofy teenagers krop - ringede så til mig i går:


David; "Hej mor - jeg har lige fået datoerne for hvornår vi skal øve fra nu af, og frem til premiere. Det er næsten hver dag de næste 14 dage..."

Moderen; "Sig frem??"

David; "Jeg sender lige datoerne til dig - men vi skal øve nede på Den Grå Fabrik, og jeg tænkte bare, at det var nemmest hvis jeg blev nede hos far de dage - fordi det ligger tættere på!?"

Moderen; (Prøver at skjule panik i stemmen) "Det var da godt tænkt - så er du fri for at rakke frem og tilbage. Har du haft talt med din far om det??"

David; "Nej, ikke endnu - jeg ville lige tjekke med dig først og høre om det er ok?"

Moderen; "Det er bare overhovedet ikke noget problem, jeg synes det er mega godt gennemskuet!"

David; "Og det bliver ikke et problem at jeg ikke kan aflevere Karen i skolen de dage, så?"

Moderen; "Nej, for fanden! Det skal jeg nok tage mig af. Snak lige med din far - og så tales vi lige ved, når du har clearet det med ham, ikk?!"




Og nu er det så, at det går op for mig at mit arbejde her vist er ved at være slut?!
Han er 14 år, på vej til at blive 15. På vej til sit eget liv, på vej til efterskoleophold, egne drømme, egen virkelighed, egne holdninger og veje at gå.

14 år. 
Det var hvad vi fik. Til at fylde på ham og give ham alt dét, som vi synes der skal fyldes på et menneske in the making.
Vi har givet ham alt det vi synes har været det vigtigste. I alt. 

Og nu er det tid. Til at han skal stå selv.
Og jeg tror han er klar?! Selvom jeg dør en lillebitte smule når jeg tænker på, at han ikke længere er min. 
Han er ikke længere min. Nu tilhører han verden. Og sig selv!

Det føles næsten som den allerstørste prøve som nogens mor.

Det er nu det skal bevises, om det vi gav ham har været nok?
Har vi sørget for at udruste ham med det han får brug for? Har vi vægtet rigtig? Har vi gjort de rigtige sats, de korrekte valg, været der på de rigtige tidspunkter, sagt de rette ting, givet den rette omsorg og modstand?

Det er nu, at han skal ud i verden og stå selv. 
Og jeg fik 14 år (og en snas) til at fylde på ham. Nu er der ikke mere tid til at fylde på!
Hans tid til at stå selv er kommet. Og vores tid er kommet - til at lade ham stå selv.

Til gengæld står jeg overfor et nyt liv, hvor mit store, selvstændige menneske kommer til at møde os et helt andet og ligeværdigt sted. 
Jeg aner konturerne af den mand der gemmer sig under overfladen i drengen. - Og jeg glæder mig frygtsomt over den fremtid jeg ikke kender, men som jeg alligevel stoler stolt på.

Han skal stå selv. Og kan stå selv. 
Jeg er ved at blive en (vigtig) parentes i hans liv - skridt for skridt, dag for dag. Den vej som det uværgerligt skal gå.
Med frygt. Men med SÅ meget stolthed!!



mandag den 23. april 2012

Farmor?



Shit??

På en regnvejrsdag...



...gad jeg rigtig godt

få fremkaldt tusinde billeder, sprede dem ud over hele stuegulvet og sætte dem i albums.

finde smukke forårsgrene og pakke dem ind i garn og tråd i forårskåde farver.

lege med togbanen.

brodere en kæmpepude til stuen, til ben og bøger og børn og andet godt.

tage alle mine unger i hånden og putte dem i store dyner og se gamle sort/hvid film

drikke thai i vulgære mængder.

lege gemmeleg.

bygge en kæmpehule af tæpper og stole, og smøre ostemadder og drikke saftevand derinde.

strikke en cykel, bygge et fort, hækle en reol og dekorere det hele med perler.



Men i dag regner det ikke. Så jeg tager til møde i stedet for.
Og husker også at nyde solen.
(Og at han er kommet hjem igen. Og har sovet helt, helt tæt op ad mig. Hele natten!)

lørdag den 21. april 2012

Alene

Der er helt stille.
I mit hoved. I mit hjem. I mit hjerte.

Sagte, stilfærdig, forsigtig stilhed.

I nat gik jeg i seng alene. Jeg sov en hel nat i ensomhed. Vågnede i morges uden ord, og stadig alene.

Jeg er ikke vant til det. At han ikke er her.
Han kommer hjem i morgen. Jeg savner ham allerede.

fredag den 20. april 2012

Pink LOVE!

Vil du også være kysse-lækker??



Når man kender nogen som er seje, og de gør noget som er mega-cool - så skal det hyldes og fejres!
Og nu kender jeg tilfældigvis et par MEGAdygtige damer, som har gjort noget MEGAcool:

Heidi og Tina er tilsammen smykke-duoen OhDeer.

D'Damer har en kærlighed til gøjl og farvestrålende falbalader (som du kan se meget mere af i deres shop) - og så arbejder de med priser, hvor alle kan være med!

OG...
Nu har OhDeer fået en af de mest cool aftaler i hus:

Når Giro'en sparkes i gang om ganske få uger vil der være et HAV af dejlige kyssepiger klar - du ved, de der søde frøkner, der står på podiet med blomster og trutmund.
Men læg lige mærke til kyssepigerne i dette års Giro. For de er nemlig iført Heidi og Tinas PINK STJERNEØRERINGE!



Og nu er det altå sådan, at du også kan få fingrene i dit helt eget sæt pink kysselystne øreringe:
Jeg har nemlig fået lov til at forære 4 par væk til 4 af jer:

Du bestemmer selv hvilken størrelse pink stjerne du ønsker dig.
Du behøver hverken bage en pizza, køre op af et bjerg eller kysse en cykelrytter - det eneste du skal er at lægge en kommentar, og så er du med i lodtrækningen.

Jeg trækker lod 27 april - og så burde vinderne endda kunne nå at få deres øreringe med posten, så de kan blive luftet i Herning eller Horsens 5.-7. maj!

Kys Kys - fra Tina, Heidi og Trine

(ps. Hvis du gerne vil være gode venner - så er det lige her det foregår!)



Og så alt det med småt:
Dette er hverken et sponsoreret, betalt, overbetalt eller maipuleret indlæg. Der er ingen betingelser for at deltage, jeg har ikke selv fået noget for at reklamere, og jeg tvinger ingen til noget som helst!
Det er ren og skær gavmildhed og linklove. Det er en GIVE-AWAY, i ordets oprindelige og rene betydning.
Fordi man er hvad man deler!

torsdag den 19. april 2012

Sjæl(d)en


En sjælden stund, 4 børn på skødet, ingen laver ansigter og solen skinner oven i købet....?
Værd at gemme.
Og huske!

onsdag den 18. april 2012

Same time, next week...

Karen er begyndt at gå til dans.

Det vil sige, at jeg endnu engang befinder mig i et halvnøgent venterum, i forælder-venter-mens-børnene-hopper-rundt-rollen.
Det er fuldstændig det samme som alle de andre år med alle de andre børn.
Fodbold. Hip-Hop. Håndbold. Band. Gymnastik. Svømning.
Og nu MGPdans.

Det er en besynderlig verden fuld af 'soccermoms', og jeg har virkelig prøvet - det har jeg! - men jeg har aldrig følt mig skide godt tilpas lige her, udenfor banen/gymnastiksalen/hallen/klubhuset.

For at sige det fuldstændig som det er; jeg er fuldstændig, bedøvende ligeglad med om mine unger lærer at konkurrere om noget. Om de er nummer ét eller éttusinde vil de stadig være de lækreste unger i hele verden!

Men mine unger har godt af at gå til noget, røre sig, være en del af noget. Så gu gør vi det da! Og jeg insisterer på at man gennemfører, når der er noget man selv har sagt man gerne vil!

Der er virkelig nogle af de andre forældre, der er megacool til det her... Cool.
Sådan nogle forældre, jeg næsten ville ønske ville adoptere mig. Dem med frisk frugt i tasken, skiftetøj under armen, og som er på fornavn med alle de andre voksne og træneren.
De har frisk kaffe med, som de gladeligt byder de andre forældre - og er selvfølgelig også dem der sætter sig i bestyrelserne og foreslår fælles frugt-ordninger og den slags.
Cool. Som jeg aldrig bliver det!

Jeg er så til gengæld hende der sender Karen til dans i sine jeans, fordi jeg ikke havde tænkt over at det måske kunne være hun gerne ville ha noget lidt mere flexy på.
Og jeg er også hende der kommer til at grine højt og totalt upassende når de 6-årige stiller sig op med alvorlig danser-mimik og koordinerer hoftevrik med de ikke-eksisterende hofter.

Men de kommer afsted. Hver gang. Fordi de skal lære at stå ved sine valg og sit ansvar!
Ok, og jeg er også moren der roser og roser og synes mine unger er så skidegode at de forlængst har overhalet mig!
Måske fordi de rent faktisk lykkes med at tage alt det her en smule mere alvorlig end jeg gør.
Hvilket faktisk er en temmelig stor præstation og fortjener en præmie i sig selv!

tirsdag den 17. april 2012

Det er langsomt ved at gå op for mig...

At jeg lige om lidt har 4 børn. (What? Hvem mig? Du joker, ikk?!)

At jeg ikke aner et klap om småbørn længere. Tror det drattede ud af mit hovede i ren fortrængning. Jeg skulle jo ikke ha flere børn, remember?

At jeg lige om lidt har 4 børn i 4 forskellige aldre. (Åhh gud. Du sagde det igen. Det der med 4 børn. Er du sikker på det stadig er mig du mener??!!)

At hvert af mine børn er på hvert sit udviklingstrin, og det betyder jeg både balancerer et 'goddag' til et spritnyt menneske, og et 'på gensyn' til en spritny teenager, der skal stå selv i sit eget liv...

At jeg på ingen måde kan gennemskue hvordan vi får plads i huset - på trods af at vi bor i et palæ?

At jeg lige om lidt skal have barn med en førstegangsforælder... (Hvem skal jeg så klamre mig til, når jeg går i panik??)

At nattesøvn og ego-bryster og varme måltider og sexliv og tid til veninderne bliver sat på standby for en tid...

Far og søn

Men det er også lige så langsomt ved at gå op for mig...


At jeg snart skal se ham. Lære ham at kende. Og ikke bare inde under min hud, men sådan for alvor!

At jeg lige om lidt er mor til 4!? Jeg troede aldrig jeg skulle få lov til at opleve så meget kærlighed. På én gang?!

At jeg skal have et barn med Verdens Dejligste Far. Jeg glæder mig næsten mere til at se ham som nogens far, end jeg glæder mig til at min søn!

At jeg får min helt egen krammedreng. En lille flødeskumslækker spirrevip. Til mig. Som ikke stikker af når jeg kysser og kysser og kysser ham. Ikke endnu, i hvert fald. Og selvom han forsøger at stikke af skal jeg sgu nok indhente ham. Ha!





(Og så glemmer vi ALT! om at jeg også er kommet i tanke om at han skal ud. Af mig. Og jeg desværre godt kan huske hvordan sådan noget foregår! Og den eneste grund til jeg ikke for længst har bestilt et kejsersnit er fordi jeg er mere bange for bedøvelsen end for selv fødslen... oh gru!)

lørdag den 14. april 2012

Fuglen



Jeg havde den fineste, smukkeste lille fugl.

En kølig og trist vinterdag sad den uden for mit vindue og prikkede på ruden. Dens farver overvældede mig midt i alt det grå og kedelige, og jeg følte mig så utrolig heldig.
Jeg åbnede vinduet på klem, og den fløj straks indenfor.
Svirp svirp på lette regnbuevinger tog den mig og mit liv i øjesyn. Jeg stod åndløst midt på gulvet, den kølige brise fra vinduet lagde sig rundt om min krop, og jeg frøs en lillebitte smule fast af frygt for at skræmme fuglen.
Men den satte sig tillidsfuldt på min skulder, og lagde sit lille fine næb mod min kind. Jeg lukkede vinduet og vinterens kølighed blev afløst af stuens varme.

Fuglen frøs, mærkede jeg. Den sang den smukkeste og vemodigste sang om et svigt, og dens sang rørte mig langt ind i sjælen.
Den lille fugl bar så meget sorg i sit lillebitte fuglehjerte, og mens den sang følte jeg mig ulykkelig over at nogen kunne finde på at ville gøre det smukke væsen ondt.
Jeg lovede både den og mig selv, at verden er bedre end som så - at svigtene, som den sang så smukt om, ikke behøvede være den eneste sandhed - men at glæde og nærvær findes og lever.
Den lille fugl blev glad, trods sin sorg og kulden, der stadig sad i dens lille, skrøbelige liv.
Jeg varmede den forsigtigt mellem mine hænder, og fortalte den historier om glæde og kærlighed.

Vinteren gik og fuglen boede hos mig.
Da jeg så fuglen første gang havde jeg tænkt, at det var den smukkeste fugl jeg nogensinde havde set. Men nu kunne jeg se, hvor meget jeg havde taget fejl - for hver eneste dag der gik blev min fugleven smukkere og smukkere - dens farver ulmede og glitrede, og hendes sang blev lykkeligere og stærkere.
Jeg følte mig som verdens heldigste fugleven. At den var her hos mig føltes som et lille mirakel i skønhed og nærvær.

Den fløj rundt i mine stuer, højere og højre - og efterhånden som vinterens kulde slap sit greb både udenfor og i fuglens hjerte blev dens kvidren højere, mere vidtløftig, glædesstrålende.
Den fløj afsted, svirp svirp med de glødende vinger. Jeg løb med, leende, legende.
Jeg følte mig så utrolig heldig - tænk, at jeg havde fundet så smuk og glædesstrålende en skat? Tænk, at fuglen ville være hos mig, at den virkelig fandtes?

Fuglen sang andre sange nu - sange om smukke lande og fabeldyr, sange om rejser vi skulle foretage os sammen, om eventyr der ventede på os, om skønhed, om venskab.
Jeg sang med. Højt. Længe. Lykkelig.

Jeg sidder i min sofa, mine vinduer står på vid gab - og udenfor i haven kan jeg høre den. Fuglen.
Da kulden forsvandt slog jeg vinduerne op for vid gab, så solen kunne komme og varme vores liv smukt og lyst. Og i samme øjeblik strøg fuglen ud af mit vindue igen, svirp svirp.

Den sidder lige ude i min have, lige uden for mit vindue. Smukkere end nogensinde før.
Den synger de smukkeste sange. Om længsler efter at rejse ud, om steder der skal ses og verdner der der skal opdages. Om kærlighed der skal opleves og lykke der skal opsøges.
Jeg kender dens sange, de vækker de samme længsler og drømme hos mig. Men den synger ikke længere til mig.

Jeg sidder i min sofa og lytter og længes. Og forstår ikke, hvorfor den fløj sin vej?
Måske er det bare ikke meningen at mennesker og fugle skal drømme samme drømme og synge samme sange? Måske var det noget jeg gjorde? Blev mine løfter om kærlighed og nærvær et bur, og ingen trøst?

Jeg havde den fineste, smukkeste fugl. Nu har jeg længslerne, og de smukke sange at lytte til.


fredag den 13. april 2012

Nesting




Whoooaa...

Jeg vil gnave min (og BabyBobs) højre arm af, for at få fingrene i denne smukke stol.
Og bagefter vil jeg græmme mig - for uden arme, ingen fingre - og uden fingre kan man ikke spise rosiner.

Arh, men se nu lige hvor meget jeg vrøvler. Og så bare på grund af en stol?
Seriøst - det er så meget jeg vil ha den!!

(Designet af culdesac - hvorfra jeg også har napset billederne...)

Go glam og go fredag!

Og så er der bare de dage hvor selv den mindste smule glimmer føles totalt ekstravagant på den gode måde!

lørdag den 7. april 2012

En pik for en pat!

Ok - jeg tror vist jeg skylder en forklaring med den kage!

Men det er en lang historie, så du er selv ude om det hvis du sætter dig ned og læser videre...

Ok. Here goes,

Engang for 100 år siden var min mor blevet skilt.
Hun boede i et lillebitte hus, i et lillebitte liv, med sine to bittesmå døtre og gik vistnok rundt og hyggede sig en lillebitte smule...

Egentlig husker jeg det ikke som om hun havde kærester. Dengang.
Jeg tror - nu, hvor jeg som voksen kigger tilbage og også kender hendes lidt mere voksne holdninger - at hun 'gemte' sine kæresterier til de weekends, hvor min søster og jeg var hjemme hos vores far.
Måske havde hun en fast kæreste i perioder, måske ikke?
Hun har helt sikkert haft et liv som ikke havde med hendes børn at gøre, men jeg tror hun værnede lidt om det?
Under alle omstændigheder er det ikke sådan, at jeg husker noget konkret om hendes kærester (eller lignende) fra dengang.

Pånær én!

Jeg havde fødselsdag. Jeg tror jeg blev 8 eller 9 år. Kan ikke huske det helt præcis.
Dagen var slut, og min søster og jeg var lagt i seng, men var endnu ikke faldet i søvn.
Men pludselig bankede det på døren nedenunder....

Og liggende i vores senge kunne min søster og jeg høre en mandestemme - og min mor, der begyndte at grine.
Der blev kaldt på os - vi fik simpelthen lov til at stå op igen... Og nede i entreen stod Barbar, med en kæmpestor fødselsdags-kagekone i favnen!
Og midt på kagekonen sad to fine, hvide marcipanbryster med chokolade-nipples. Som vi fik lov til at spise. Selvom vi havde fået børstet tænder og det hele.

Jeg har senere tænkt, at Barbar var en snu ræv... sådan at troppe op hos min mor, med favnen fuld af bestikkelse. Han har helt sikkert planlagt, at hende den dejlige enlige mor skulle få at se, hvad han også kunne byde på.

Det blev ikke dem. Min mor og Barbar.
Ikke dengang, kage til trods.
Men det står lyslevende i min erindring - at min mors bejler dukkede op, ud af det blå - med marcipanbryster. Til MIG!

Der gik mange år. Jeg tror måske der gik næsten 15?
Og en dag blev vi præsenteret for min mors dejlige kæreste. Som så en smule velkendt ud, selvom det røde hår var blevet en smule mere grå?
Barbar var tilbage i billedet - og dér er han blevet lige siden.
Han er min elskede bonus-far, og han får stadig min mor til at smile og rødme, præcis som dengang.
Hvad de to har haft gang i, for at det tog dem 15 år at finde ud af det, blander jeg mig ikke i.
Men nu er han vores. Allesammens. Min mors, min søsters, ungernes, svigersønnernes. Min. Og det er godt!

Forleden var det så Barbars tur til at have fødselsdag.
 - og nogen blev jo nødt til at gøre det...

En kage for en kage, ikke sandt?!




onsdag den 4. april 2012

pssssttt...

(Jeg flytter al min arbejdsrelaterede blogging over på Meraki's blog. Som egentlig stadig er totalt meget i beta-opbygnings-mode. Og egentlig vil jeg gerne holde min private og min professionelle blog adskilt.
Men når der er noget jeg er stolt af bliver jeg alligevel nødt til at pippe - bare lidt!
Som fx i dag, hvor mit strikkeprojekt er i Horsens Folkeblad! Tjek det ud her...)

Noget om at vokse op. Sammen.



Eftermiddag blev til aften, og aften endte med at blive til nat, før de pakkede deres lækre unge i barnevognen, og trillede hjem gennem mørket.
Mændene nåede at dele mere end én ramme øl, og jeg har stadig ondt i min mave af at grine så meget.
Fordi det var en god aften.

Ungerne havde lavet hotdogs til alle, og fornemmelsen af ferie og fred og sjov lurede i alle kroge.

Da natten havde sænket sig, og vi stadig sad og lo ved spisebordet vågnede den 6-årige, og listede ud i køkkenet.

Hvor må hun være blevet forundret, da hun så alle sine 4 forældre sidder dér - midt om natten - og snakke, hygge og grine?!

tirsdag den 3. april 2012

From Falster with Love

Der kom en pakke.
Fra vidunderligt betænksomme Michelle, der ville overraske en dukkemor og en Ida.



Ida passer Clara perfekt! Næsten som om den er strikket lige præcis til hende.

Og Karen Dukkemor blev både overrasket og helt vildt glad.
Som hun selv siger; "Nu har Ida også noget forårstøj, og det var LIIIGE det hun ønskede sig, selvom hun ikke selv vidste det"

Tusinde tak for den fine kjole! Der findes bare ikke bedre gaver end dem som er lavet med kærlighed og givet med omsorg...

mandag den 2. april 2012

Broderi fra hele verden


Forleden var jeg i Vejle, og stak selvfølgelig hovedet ind hos antikvariatet (ok, jeg har et seriøst overforbrug af bøger, jeg kan godt selv se det!)

Og lige der, midt i en stor rodebunke lå en bog jeg har kendt i mange, mange år - og har sukket efter at eje i mindst lige så mange år.

'Broderi fra hele verden' er intet mindre end supersmuk, superinspirerende og superklog!
Der er beskrivelser af broderiets historie fra alle stede i hele verden. Om særlige kendetegn. Og materialer, farver, anvendelser, traditioner og ritualer.

Nu er den min. Og står SÅ godt til resten af mit fagbibliotek!






Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...