tirsdag den 31. januar 2012

Sig navnet



Vi ved endnu ikke hvad det er for én vi går rundt og venter.
Én af dem med drengenavn. Eller én af dem med pigenavn.
Jeg er ved at dø en lille smule af spænding over uvisheden, og så snart der er mulighed for at kigge derind ønsker jeg mig brændende at få vished!

Men uanset hvilken én af slagsen vi venter på står vi allerede overfor én af de største udfordringer i barnets liv.
For det skal have et navn.

Et navn er en helt utrolig stærk ting.
Et navn kan sige så meget hvis det er 'rigtigt' - men kan omvendt også sige noget helt forkert, hvis ikke det passer til den person der bærer det.

Jeg hedder Trine.
Det er et godt navn. Solidt. Enkelt. Ikke så mange dikkedarer. Jeg synes Trine passer godt til mig.
Men det er de færreste der ved, at jeg også hedder Luise.
Ja. Uden o.
Jeg har aldrig affundet mig med mit navn nummer to. Jeg bruger det aldrig, skriver det aldrig, glemmer det faktisk konstant.
Jeg ved ikke hvorfor, i grunden - måske fordi jeg er godt tilfreds med at være Trine?
Men mit lidt anstrengte forhold til Luise har betydet at jeg aldrig nogensinde kan finde ud af at skrive et stort L i hånden, som jeg rent faktisk synes ser pænt ud.....

Men jeg holder fast i Luise. For jeg har engang fået fortalt, at det var det eneste min mor fik lov til at bestemme, dengang mine forældre tog deres førstefødte i øjensyn og stod dér med en kæmpestor beslutning.
Så Luise bliver hængende. Fordi det er det navn jeg fik af min mor....

Men én ting er at få et navn, som enten ikke passer til dén man er - eller som ikke falder i ens egen smag.
Prøv at forestille dig slet ikke at have noget navn?

Den er straks meget, meget værre, ikk?

Hvis man tænker over det - så er dem uden navne de mest skræmmende man overhovedet kan komme i nærheden af.
Nogle har slet ikke fået et navn, men er blot en skikkelse af ondskab og gru.
Andre har et navn der er så stærkt - enten ondt eller godt - at det ikke tåler at blive udtalt.
Listen er lang, og der kommer helt sikkert flere til:
He-who-must-not-be-named, The evil eye, De onde stedsøstre, Den onde stedmoder, Den grå Troldmand, Den kutteklædte Hævner osv osv.

Kan du huske eventyret om Rumleskaft?
Den lille pisseirriterende gnom, der stjæler folks børn og holder alle som gidsler i sin ondskabsfulde magt - men hvis magt bliver brudt i dét øjeblik hans navn bliver gættet og sagt højt?!
Eller Voldemort?
Der først for alvor møder modstand i dét øjeblik resten af troldmandsverden tør sige hans navn?!
De onde stedsøstre har heller ingen navne. Men de er skam ondskabsfulde nok - meget mere, end hvis de hed fx Lone og Jette....

Så det er ikke for sjov, at vi som det allerførste i et menneskes liv finder et navn til det.
Navnet gør os små. Menneskelige. Navnet er dét som giver os sjæl, vrister os ud af den intethed de navnløse svæver i.

Jeg har allerede givet 3 navne.
Jeg har en David. En Magnus. Og en Karen.
Gode navne. Som passer til hver og én af dem. Selvom Karen ikke rigtig skulle hedde Karen...

Nu skal jeg finde endnu et navn til én jeg allerede elsker, men endnu ikke har mødt.
Det er ikke let. Men det er superinteressant.
For gad vide, hvem det egentlig er der putter sig derinde?
Hvem kommer han/hun til at blive? Og finder vi et navn der passer til dén han/hun er?

Vi taler om Sine. Og om Sigrid.
Vi taler også om Stine - efter min mormor, der døde længe inden jeg fik lov at blive til en Trine Luise.
Vi taler også om Jakob. Og om Anders. Lidt om Laurits.
Men vi taler altså mest om pigenavnene. Måske fordi vi har en fornemmelse? Måske fordi de er nemmeste at finde på?

Vi ved det sikkert først når vi ser hvem der dukker op engang til sommer.
Til et navn, der bliver hængende resten af livet.


fredag den 27. januar 2012

Hurra, jeg skal ha bil


Spiller wordfeud med min søster.
Hun er desperat. Efter vokaler.

Så nu har jeg vundet en bil. Og min yndlingsnevø.

Os

Inden for den sidste uge er der vokset ikke mindre end to kreative netværk frem i min allernærmeste sfære!
Fra ingenting til to. På en uge?
Jeg føler mig meget heldig, og jeg føler mig ramt på den rigtig gode måde.

Et tegn, måske? Om nyt og solidt forankret kreativitet fællesskab og samarbjede.
Et tegn på at min lille, ensomme en-mandshær skal ha nogle dygtige legekammerater?

Jeg blev vist lidt præget under min opvækst af de mange, stærke mødre jeg har. Eller måske meget.
For i min verden er fællesskabet den største styrke et individ kan blive en del af.
I fællesskab kan vi så meget mere, end hvis vi står hver for sig og prøver at løfte de samme udfordringer, de samme byrder, de samme glæder.
Det dårlige føles ikke nær så skidt, når vi har nogle at dele det med - og det gode bliver en million gange bedre når vi kan glæde os sammen med nogen.

Jo. Jeg er sgu heldig!
Et kreativt fællesskab her, i min egen by, vokser frem. Vi er meget meget spændte og udsigterne er spændende og engagerede.
Om lidt har vi - forhåbentlig- lokaler og et navn. Måske også en hjemmeside.
Men allerede nu har vi viljen. Og den ekstatiske følelse af 'Os'.
Og det er det bedste sted at starte!

torsdag den 26. januar 2012

Nogen skylder noget velfungerende understel!



Jeg løj!
Jeg vidste ikke jeg løj, men det gjorde jeg.

Her er ikke en skid forårskåde fornemmelser.
Bare et skodkadaver og en graviditet der har lange udsigter. Lige i dag, altså.
Pis fuck muggen røv, jeg vil ha et refund på mit korpus. Eller i det mindste en tilgodeseddel på det spolerede bækken.

Jeg keder mig. Har strikket. Har læst. Har set skodtv. Nu gider jeg ikke mere.
Bare føde. Tak!

onsdag den 25. januar 2012

Indretning med forårsfrø

Ligger på min sofa i ynkelig forfatning.
Mit bækken straffer mig for de to seneste dages kreative og udadfarende aktiviteter, og sofaen kommer til at klistre til min bagdel et par dage frem.

Men et par hektiske dage i solskin og kreativ firspring har lokket en spirende forårsfølelse frem. Bare et lillebitte frø, som ligger og venter på at få lidt mere sol, lidt mere kreativ firspring og en lun plads i læ for frosten.

Det var det lille indre forårsfrø der var skyld i at jeg kom til at købe to oliventræer med hjem i dag. De stod ulykkelige og tørre og kaldte på mig i Fakta..
Det var også forårsfrøets skyld, at jeg kom til at gå forbi den mest farveglade butik i hele byen og købe to meget grønne urtepotter til de smukke træer.

Det er også forårsfrøets skyld at jeg her i min liggende sofastraf har kastet mig over Ranvitas smukke indretningsbog.
Forårsfrøet læser om boligindretning med en iver jeg næsten ikke genkender, og det er helt sikkert også frøet der har besluttet at feng shui er det helt rigtige at gå op i nu hvor det næsten føles som forår.

Eneste problem er så bare, at oliventræerne stadig står ude på køkkenbordet, urtepotterne endnu venter på at få pillet prismærkerne af - og den eneste form for chimes hér i huset er den lange guirlande spindelvæv der hænger i loftet lige over min sofa...

Nå ja. Man kan vel ikke få det hele på én gang - og heldigvis er der stadig lidt tid til resten af Verden opdager det er forår.
Men bare vent! Til den tid bliver hverken jeg eller den spirende forårsfornemmelse i min mave til at styre på fem tønder land!

mandag den 23. januar 2012

Mest med hjerte



Jeg tillader mig at være virksomhedsejer med hjerte.
Det vil sige... jeg VED godt, hvad alle de kloge mennesker siger om at starte virksomhed op, men jeg har altså givet mig selv lov til at gøre tingene på min egen måde.
Og min måde handler om at stole blindt på hvad Universet og synkroniteten sender i min retning.

Min måde er helt vildt risikabel.
Ingen faste aftaler, ingen fast løn, ingen faste rammer for indtægter og/eller udgifter, ingen fastlagt plan.
Ingen retning, intet mål (eller, jo - men på et meget åndeligt plan!), intet sikkerhedsnet, ingen materiel tryghed.

Men min måde er også helt vidt vidunderlig.
Ingen bånd, ingen hindringer, ingen fordomme, ingen stramninger, budgetter, hindringer. Ingen regler for hvad der kan/ikke kan lade sig gøre, ingen der bestemmer, ingen grænser.

Min måde føles meget nøgen. Meget sårbar. Og så uendelig stærk, når det kommer til stykket.
Min måde er tillid. Udelukkende.

Jeg er helt bevidst om hvorhenne jeg står, fordi jeg vælger at drive forretning på denne måde.
Men dage som denne mandag føles på alle måder som om at mit valg er det eneste rigtige. Sådan en dag som denne mandag er det hele værd!






Mandag morgen


Morgenrøde morgenstund, med morgenhår og mandagsstemme.
Mandag morgen mønstrer møde med mennesker der magter meget, så morgendagen kan fyldes med menageri og muligheder.
God mandag, dejlige mennesker!

onsdag den 18. januar 2012

Bare lidt?

Har Verden i grunden ikke fortjent, at vi tænker lidt pænere om den?
At vi faktisk tænker at den er et godt sted at være?

Bare en tanke...

tirsdag den 17. januar 2012

Klar?





Små børn, små bekymringer... store børn, store.... glæder?

Jeg har i dag tilmeldt ældsteknægten et besøg på den efterskole vi (hans mange, mange forældre) synes ser mest lovende ud.
Efterskole.
Som i 'flytte hjemmefra'.
Som i 'stå på egne ben'.
Som i 'uuaarrgggghhh'.

Alle børn fortjener at få lov til at komme på efterskole. Synes jeg - sådan helt principielt.
Det ene - eller to - år af ens spirende voksenliv kan få så store konsekvenser i form af ansvarlighed, indsigt, integritet, venskaber, selvstændighed, styrke, mod osv osv.

Mine unger skal på efterskole - synes jeg, sådan helt principielt.
Selvom jeg hader tanken om at de ikke skal være lige her, under mine vinger.

Jeg tror han er klar. Det store, store, lille menneske.
Min klodsede teenager med de alt for lange arme og ben, og den alt for krøllede hjerne.
Jeg tror han er ved at være klar.
Klar til selv at skulle stå for sit sociale liv. Klar til at stå til ansvar for sine handlinger og beslutninger.
Klar til at savne og få defineret sine helt egne værdier.
Klar til det næste store spring ud i det kommende voksenliv; klar til efterskolen.

Spørgsmålet er nok snarere om efterskolen er klar til ham? Og hans alt for lange arme og ben, og hans alt for krøllede hjerne?

Nej.
Spørgsmålet er om JEG er klar til at han skal på efterskole?
Om jeg er klar til at se ham i dét lys han nok i grunden har set sig selv i et stykke tid; som et selvtænkende, selvstændigt, ligeværdigt væsen.
Ikke min lille søn. Ikke ham jeg skal nusle og pusle om.
Ikke min lille søn, ham hvis liv jeg i grunden bestemmer ret meget over...
Men min søn, der gerne vil have sine egne meninger, gøre sine egne erfaringer, leve sit eget liv.
Min søn, den snart voksne.

mandag den 16. januar 2012

Konkrete drømme



Huhah.

Har holdt et par meget, meget spændende møder. Og har lige sendt en meget konkret mail.
Om dét, der lader til at blive det største projekt min lille en-mands-hær kommer til at få fingrene i i 2012.

Kryds fingrene for mig, derude!
Hvis dét her bliver en realitet, så kommer jeg til at danse rundt og råbe med armene over hovedet så længe, at alle når at råbe 'hold kæft' ad mig tusinde gange!

For syv sytten, hvor jeg glæder mig til at fortælle om det. NÅR det bliver en realitet!

søndag den 15. januar 2012

Noget er lykkedes med den knægt!



Sms fra 14-årig søn, en stilfærdig søndag:

Totaltstrikkende
Rumaltindrettende
Intelligenssøgende
Normal
ElskerRenéende
T.R.I.N.E

Århh. Årrrrhhhhh! Hva?!

torsdag den 12. januar 2012

Ostemanifestet



Jeg bestemmer... hrmm... en del herhjemme.

Der er de hverdagsagtige ting, såsom hvad ungerne skal have med på deres madpakker, hvem der trænger til at blive klippet og få renset ører.
Jeg bestemmer hvornår børnene skal i seng, jeg bestemmer hvornår børnene og de voksne må få slik (og ja, der er forskel...).
Jeg bestemmer om vi kører i bil når vi skal handle, jeg bestemmer over vasketøjet. Jeg bestemmer hvilke bøger det er sundt for børnene at læse, og jeg bestemmer hvilke film vi skal se, når de voksne holder filmaften.

Der er også alle de andre, lige så hverdagsagtige men knap så konkrete ting.
Dem bestemmer jeg også.
Jeg bestemmer om det er et godt tidspunkt at få en baby, jeg bestemmer om vi har overskud til at have familie og venner på besøg, jeg bestemmer om vi må have kæledyr og hvilken slags det så skal være.
Jeg bestemmer hvordan vores hjem skal indrettes, og hvad der hænger på væggene. Jeg bestemmer om vi har råd til en ny bil eller ej, jeg bestemmer hvornår Fyrbøderen har arbejdet længe nok om aftenen.
Jeg bestemmer om vi skal bruge penge på enten sommerferie eller bryllup, og jeg bestemmer sågar hvornår vi skal giftes.

Jeg bestemmer endda, at Fyrbøderen får lov til at være med til at lade som om han også er med til at bestemme!

Men der er én ting jeg ikke bestemmer over, og det er vores ost.
Fyrbøderen har udviklet et sært og temmelig neurotisk forhold til oste (tak for dét, svigermor og svigerfar!) - og det betyder, at alt andet i verden kan være mit at bestemme, så længe jeg BARE IKKE HULER OSTEN!

Han tillader sig endda at rette på mig, hvis jeg skærer osten forkert.
Og henviser mig til sit ostemanifest, hvori der er beskrevet meget nøjsommeligt præcis i hvilken vinkel osteskæreren skal holdes, og hvilken side man skærer med.
Fx var jeg ikke klar over at man kan skære imod ostens retning?
Men det kan man altså - ifølge ostemanifestet.

Og ét eller andet sted giver det fin-fin balance i karma-regnskabet.
Jeg bestemmer det meste. Han bestemmer ost!

onsdag den 11. januar 2012

Ja

Min mor hun side mad tit ja!!!!!!!

Karen børnestaver. Den bedste, bedste, bedste måde at lære skriftsproget på - hvis nogen ellers vil høre en tidligere børnehaveklasselærers mening.

Børns umiddelbarhed og deres tolkning af verden er så forunderlig. Ikke mindst hendes.
I hendes tegning og hendes ord læser jeg meget mere, end hun selv er i stand til at udtrykke.



"Min mor hun siger meget tit ja"
Ledsaget med 7 udråbstegn.

Og mor? Hun ligger på sofaen, med hjertemund og hånden på sin store, gravide mave. Smilende. Og kigger på det store krølhårede barn, der står ved siden af. Og smiler.

Er det en tåre i morens øje?
Hvis det er - så er det godt set. 
For i min verden er det stort at være sådan en mor, der hellere siger ja end nej. Og som er lige i nærheden, sofaliggende eller ej. Med hjertemund. 
Sådan en mor, som får et barn til at føle sig set. Og accepteret. En ja-mor.





*update*

... Jeg var så den ENESTE, der ikke så det;

Min mor hun siger meget tit ja. Og nu er hun gravid igen......
Jatak, AB (min såkaldte ven...) - nu kommer jeg aldrig til at se på den tegning på samme måde igen, jeeeezzz!

*gyyyys*



Hitchcock og Bergman.
I skøn garn-union.

Jeg elsker, når jeg rundt omkring på nettet falder over gamle billeder af de gudesmukke, ikoniske Hollywoodstjerne med deres klassiske outfits - og deres strikketøj.
Jeg har fundet dette billede hér... og inde på pinterest kan du se mange flere billeder at min Hollywood-strikker-fetish

tirsdag den 10. januar 2012

Detaljen

Som håndstrikker ved jeg noget om tålmodighed.
Den tid man lægger i et stykke arbejde, den omsorg man giver hver eneste lille detalje, den nydelse det er at følge sit projekt maske for maske, bid for bid.

Kærligheden ligger i detaljen.

Men om jeg nogensinde når til et punkt, hvor flere millioner små blækklatter definerer min kreativtiet - det tror jeg  alligevel aldrig:




Hero from Miguel Endara on Vimeo.

Imponerende!

Swirp

I dag har jeg hørt et lillebitte upbeat swirp, fra et lillebitte menneskehjerte dybt inde i min mave.
Uanset hvor mange gange, og hvor 'garvet' man bliver er det fantastisk.

Der gror et barn. Inde i mig.
Et barn med fingeraftryk og anlæg til hår på kroppen. Som ligger og trækker vejret i vand, og øver sig i at bevæge sine arme. En lillebitte fyrbødling, med tæer og hjernevindinger og øregange og øjenlåg og et mikrobitte hjerte, som hamrer afsted.

Jeg nyder at være gravid, på trods af alt for tidlige plukveer og alt for hidsige bækkensmerter.
Men det er ikke graviditeten der tænder mig denne gang.
Det gør til gengæld tanken om det lillebitte væsen, som kommer herud til os til sommer for at gøre vores liv kaotisk vidunderligt.

Shit. Det bliver svært at vente!

Jeg brugte den jo alligevel ikke?



Jeg har mistet stemmen.

Karma har en syg form for humor.....!

mandag den 9. januar 2012

Happy feet



Nå, men så ok da.
Det er heller ikke til at stavre rundt på hæle længere. Og da slet ikke med bækkensmerter.
Så ned på jorden med mig.


fredag den 6. januar 2012

Findes der spændetrøjer til gravide?



Nogle dage sværger jeg til farveladehunger og coloreksplosioner.
Andre dage synes jeg at douce og sart er det eneste der rykker.

Nogle dage synes jeg less is more. Andre dage er more bare more!

Nogle dage er jeg Chanel og Dior. Andre dage er jeg grunge og hiphop.

Resultatet er et hjem, en hjerne og en garderobe der skriger 'stilforvirring' til himlen.
Holder det nogensinde op?
Bliver jeg nogensinde så normal, at jeg kan beslutte mig for om jeg enten er det ene - eller det andet.
Er der nogen der er det? Normale, mener jeg?
Og er jeg unormal fordi jeg ønsker at være det?


Hjælp. Jeg er gravid og kan ikke være i mit tøj og i min sofa og har redebyggertrang. Og nu ser alting pludselig forkert ud i mine øjne.
Jeg vil ha en helt ny garderobe. Og nye møbler.
Det skal være helt vildt sandfarvet og zen. Med et strejf af sigøjner og pink. Nej, grøn. Nej. lilla og grøn. Og med kvaster.
Der skal være kvaster. På det HELE!
Og babyen skal udelukkende ha ting i sort, for så passer det hele sammen, og det gør det meget nemmere. Lige pånær om natten, når man ikke kan finde sit barn i mørket.


Nogen! Stop mig, inden jeg maler alle mine møbler og sender alt mit tøj til Uganda!

torsdag den 5. januar 2012

Nu må de gerne snart komme hjem...



I en kæmpefamilie, midt i en giga-social livsførsel, kombineret med en tale-trang langt ud over det sædvanlige lyder det måske rimelig paradoksalt dét jeg vil til at sige nu...:

Men jeg elsker at være alene.

Måske netop fordi jeg altid er lige midt i al det familiære, alle ordene, alt det sociale?

Jeg har indrettet mit liv i fællesskab. Fordi fællesskabet er det vigtigste der findes.
Kærlighed. Forpligtelser. Omsorg. Deltagelse.
Jeg vil ikke kunne leve et liv uden at være forbundet til andre mennesker.

Men når jeg får lov til at være alene får jeg også lov til at nyde stilheden og mine egne tanker.
Det ville drive mig til vanvid hvis det var hver eneste dag, hvert eneste minut. Men når det sker som små, hemmelige afbræk fra mit ellers ret menneskefyldte liv bliver det en sand lise for sjælen.
Stille. Trine. Alene.

Så får jeg lov til at tænke mine tankerækker til ende.
Jeg kan pludselig mærke at jeg savner dem som ellers er tæt på mig.
Jeg har fred til at gøre mine egne ting, i mit eget tempo, på min måde.
Jeg får lov til at kede mig. Og savne. Og længes efter at de skal komme hjem igen.

Jeg elsker at være alene. For når jeg er alene bliver jeg bekræftet i, at mit liv er indrettet til fællesskab og kærlighed.




tirsdag den 3. januar 2012

mandag den 2. januar 2012

Skodkadaver

Jep.
Lige præcis i 16. uge.
Temmelig meget tidligere end jeg havde ønsket. Men ganske forventligt.

Bækkensmerter.
Hurra.
Der er jo heller ikke særligt længe til juni.

Skodkrop!

Mit Meraki

Til Trine fra Chefen.
Købt på Popops julemarked hos Helle D

Jeg elsker nytår.
ELSKER. Nyt. År.

For nye år er så fulde af løfter og håb, som lige er til at plukke og gemme på.

Jeg har så mange drømme og håb og glæder og forventninger til endnu et spændende år.
Mange af drømmene og glæderne handler om mit lille, forsigtige - men dog ret insisterende projekt; mit firma!
(gyyyys. Bare at kunne skrive det?! Mit. Firma!)

Meraki blev en realitet de sidste to måneder af 2011 - egentlig ville jeg ha ventet til jeg engang var færdig med at gravide og barsle den - men der var ting, der simpelthen ikke ville vente, og spændende bolde som simpelthen blev nødt til blive grebet - så momsregistrering og enmands-hær blev en del af mine drømme og håb... bare lige sådan.

Det selvstændige liv har været omdrejningspunkt i mine drømme og håb i flere år(tier), men har altid været forbundet med en del bekymring, nok mest på grund af uvidenhed om hvordan filan man overhovedet skulle gribe sådan noget an, og om jeg i det hele taget har nosser nok?

Men en dag gjorde jeg det. Bare sådan. Uden angst. Uden bekymring. Men fordi det var blevet tid. Endelig.
(Angst og Bekymring har jeg sgu rigeligt at ta' af. Men jeg øver mit i at tage hver bekymring eller angsfulde djævel én af gangen, og kigge den i øjnene indtil den skrumper ind og bliver lille og ubetydlig igen. Jeg siger ikke det går lige godt hver gang. Men jeg siger, at jeg øver mig. Og det bliver nødt til at være udgangspunktet, for ellers lærer jeg det aldrig??)


Jeg har fanden fisme en god fornemmelse i maven!
Jeg er helt og aldeles vild med at kalde mig selv for indehaver af mit eget firma, og jeg er giga-giga-giga stolt af de projekter jeg allerede nu kan skrive i min portefølje.

Det føles så godt at kalde noget for mit helt eget. Mit firma. Mit hjerteblod. Mit Meraki.

En af de ting jeg har det rigtig godt med, er et løfte til mig selv om at tage god tid om at starte op. Jeg har ingen ambitioner om at skulle tjene styrtende med penge, se mig selv i alle de glittede blade, eller være sådan én der pludselig sidder med et stort firma og ansatte.
Til gengæld har jeg en ambition om at ville gøre tingene grundigt. At drive forretning med hjerte og mavefornemmelse. Kun at tage imod de opgaver der virkelig gør mig glad. Være ordentlig tilstede dér hvor jeg er. Og nyde hvert eneste lillebitte skridt.

Og tænk engang. Indtil videre er det lykkes for mig - og oven i købet har jeg modtaget oceaner af rødme-fremkaldende anerkendelse og gode ord, og jeg bliver rørt og glad og STOLT!

Mit Meraki er mit Meraki.
Det er mit hjerteblod, mit liv, min glæde, min skabertrang.

Men som med alt andet i livet er der ikke en skid sjov ved nogetsomhelst, hvis ikke man har nogen at dele det med.
Det er helt vildt fedt at ping-pong'e - det er fandme trist kun at spille ping med sig selv, ikk?

Derfor har jeg helt vildt meget lyst til at invitere dig med over på Facebook, hvor jeg på Merakis side i løbet af denne uge kaster en kreativ udfordring afsted i din retning.
Facebook er fed til dynamik og ping-pong, så hop med over, og leg med.

Jeg håber vi ses - derovre i mit Meraki. Vores Meraki!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...