lørdag den 14. april 2012

Fuglen



Jeg havde den fineste, smukkeste lille fugl.

En kølig og trist vinterdag sad den uden for mit vindue og prikkede på ruden. Dens farver overvældede mig midt i alt det grå og kedelige, og jeg følte mig så utrolig heldig.
Jeg åbnede vinduet på klem, og den fløj straks indenfor.
Svirp svirp på lette regnbuevinger tog den mig og mit liv i øjesyn. Jeg stod åndløst midt på gulvet, den kølige brise fra vinduet lagde sig rundt om min krop, og jeg frøs en lillebitte smule fast af frygt for at skræmme fuglen.
Men den satte sig tillidsfuldt på min skulder, og lagde sit lille fine næb mod min kind. Jeg lukkede vinduet og vinterens kølighed blev afløst af stuens varme.

Fuglen frøs, mærkede jeg. Den sang den smukkeste og vemodigste sang om et svigt, og dens sang rørte mig langt ind i sjælen.
Den lille fugl bar så meget sorg i sit lillebitte fuglehjerte, og mens den sang følte jeg mig ulykkelig over at nogen kunne finde på at ville gøre det smukke væsen ondt.
Jeg lovede både den og mig selv, at verden er bedre end som så - at svigtene, som den sang så smukt om, ikke behøvede være den eneste sandhed - men at glæde og nærvær findes og lever.
Den lille fugl blev glad, trods sin sorg og kulden, der stadig sad i dens lille, skrøbelige liv.
Jeg varmede den forsigtigt mellem mine hænder, og fortalte den historier om glæde og kærlighed.

Vinteren gik og fuglen boede hos mig.
Da jeg så fuglen første gang havde jeg tænkt, at det var den smukkeste fugl jeg nogensinde havde set. Men nu kunne jeg se, hvor meget jeg havde taget fejl - for hver eneste dag der gik blev min fugleven smukkere og smukkere - dens farver ulmede og glitrede, og hendes sang blev lykkeligere og stærkere.
Jeg følte mig som verdens heldigste fugleven. At den var her hos mig føltes som et lille mirakel i skønhed og nærvær.

Den fløj rundt i mine stuer, højere og højre - og efterhånden som vinterens kulde slap sit greb både udenfor og i fuglens hjerte blev dens kvidren højere, mere vidtløftig, glædesstrålende.
Den fløj afsted, svirp svirp med de glødende vinger. Jeg løb med, leende, legende.
Jeg følte mig så utrolig heldig - tænk, at jeg havde fundet så smuk og glædesstrålende en skat? Tænk, at fuglen ville være hos mig, at den virkelig fandtes?

Fuglen sang andre sange nu - sange om smukke lande og fabeldyr, sange om rejser vi skulle foretage os sammen, om eventyr der ventede på os, om skønhed, om venskab.
Jeg sang med. Højt. Længe. Lykkelig.

Jeg sidder i min sofa, mine vinduer står på vid gab - og udenfor i haven kan jeg høre den. Fuglen.
Da kulden forsvandt slog jeg vinduerne op for vid gab, så solen kunne komme og varme vores liv smukt og lyst. Og i samme øjeblik strøg fuglen ud af mit vindue igen, svirp svirp.

Den sidder lige ude i min have, lige uden for mit vindue. Smukkere end nogensinde før.
Den synger de smukkeste sange. Om længsler efter at rejse ud, om steder der skal ses og verdner der der skal opdages. Om kærlighed der skal opleves og lykke der skal opsøges.
Jeg kender dens sange, de vækker de samme længsler og drømme hos mig. Men den synger ikke længere til mig.

Jeg sidder i min sofa og lytter og længes. Og forstår ikke, hvorfor den fløj sin vej?
Måske er det bare ikke meningen at mennesker og fugle skal drømme samme drømme og synge samme sange? Måske var det noget jeg gjorde? Blev mine løfter om kærlighed og nærvær et bur, og ingen trøst?

Jeg havde den fineste, smukkeste fugl. Nu har jeg længslerne, og de smukke sange at lytte til.


3 kommentarer:

Monica sagde ...

For pokker, Trine!

Jannie sagde ...

Kære Trine.
Øeh hvad sker der med dig?? Det lyder alvorligt.
Eller er du bare i det mood i dag?

Hverdags Jam sagde ...

Hmmm... Det lyder meget eftertænksomt og alvorligt?!

Alt ok?

Tanker fra Carina

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...