Jeg, en original!

Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg gennem årene har siddet i samtaler med veninder, kærester, nære venner og familie og fortalt om den kæmpestore, forvirrende tvivl jeg bar rundt på i så mange år:

"Hvorfor skal det være så svært at passe ind i de kasser der allerede eksisterer?" 

Jeg nåede at slide adskillige år og samtaler i stykker ved at stille de samme spørgsmål om og om igen. Der var ingen kasser der passede til mig, følte jeg.

Jeg følte mig som en stjerneformet klods, som man med magt forsøgte at tvinge ned i et rundt hul. 

Det kan man ikke. Og det gik ikke, vel?!

Til sidst gik min forestilling om at der nogensinde ville blive 'et rigtigt sted' til mig i stykker.

Jeg gik også selv i stykker.

Men især min forestilling om at det kunne være muligt at blive ved med at være stjerneformet og samtidig være lykkelig fik sig et ordentlig drag over nakken.

Der var faktisk heller ikke så skide meget for dem som stod omkring mig at sige, når det kom til stykket. 

Følelsen af at passe ind kan ikke genereliseres. Det som kunne føles rigtigt for dem, føles ikke nødvendigvis rigtigt for mig. Og omvendt.

Det er meningen, at det skal være sådan. 

Enhver har sin egen frie vilje og sin egen magt til at tage ansvar for at finde det sted som føles rigtigt. 

Enhver har sine egne følelser og længsler at tage til efterretning, enhver har ansvar for at lytte til sin egen mavefonemmelse og bevæge sig derhen, hvor der er godt at være.

Nogen er bare længere tid om det end andre. Åbenbart?

Jeg har brugt mange år. 

Alt for mange år, er jeg ked af at indrømme. År, der kunne være blevet brugt på så mange andre (og gladere) ting.

Men år, som pludselig synes godt givet ud - fordi jeg endelig har fundet den der fornemmelse af noget godt.

Og hvor paradoksalt det end lyder... så har jeg fundet ud af, at jeg slet ikke passer ind nogen som helst steder. At det var det svar jeg forsøgte at undgå i alle de år, som viste sig at være det sande!

Man kan ikke presse en stjerneformet klods ned i et rundt hul.

For der findes heller ingen runde huller, når det kommer til stykket.

Da jeg blev skilt og havnede i mit brune solo-liv, med alt for få kvm og alt for mange tanker - hængte jeg en seddel op på min væg.

En tanke der nagede mig, og vendte tilbage igen og igen - og som jeg blev nødt til at huske mig selv på!

På sedlen stod der: "Hellere være en original end en dårlig kopi!"

Selvom den hængte dér på væggen i mange, mange måneder - og selvom jeg jævnligt minder mig selv om at den seddel stadig sidder tapet fast til mit hjerte, så er det en sandhed som har taget meget lang tid at turde stole på.

Men jeg tror jeg er ved at være der nu.

Selvfølgelig skriver jeg 'tror'. For jeg er ikke en skid klogere og modigere eller dygtigere eller noget som helst. Jeg er måske bare lidt mere beslutsom.

Jeg har besluttet mig for at turde stole på, at det er det bedste i verden - for mig - at turde være en original. 

Og i min verden vil det sige; at turde være mig. 

Trine.

En original!