Der var et sted jeg blev nødt til at se igen.
Der var nogle historier, som de store drenge skulle fortælles.
Der var en Fyrbøder, der skulle mærke det sted mine barndomseventyr blev skabt.
Mange gange oplever jeg, at steder jeg vender tilbage til ikke længere er magiske. At enten stedet eller jeg er vokset ud af eventyret.
Men lige denne skov ved lige denne sø var... fuldstændig som den var. Dengang.
Det er 25 år siden jeg var vild og vovet på lige præcis den her sti.
25 år siden min bedste legekammerat og jeg stak af fra vores små søskende og byggede huler, lavede gynger, fiskede i søen, kravlede i blade, kastede os i mudder, cyklede, lavede bål og svinede os til.
Det lyder som en god historie af den slags man fortælle sine børn 25 år senere.
Men det var sådan det var. For 25 år siden.
Min allerbedste veninde fra dengang står stadig levende i min erindring. Hun er årsagen til at min datter hedder dét hun gør - for jeg håber lidt at magien og uskylden fra dengang kan leve videre i hende.
Det var en god tur. Jeg var 10 år igen. Og intet var forandret - ikke engang stiens vej rundt om de forvitrede stammer var ændret.
Noget mister måske alligevel aldrig sin magi?
Og så smager kaffen altså bare ekstra godt i magi og forårssol. Ikk?
2 kommentarer:
Åh, sådanne steder er fantastiske! Jeg håber ikke, der går 25 år, inden du kommer der igen..
Tak for, at jeg må læse med.
Lene,
der lige har tilbragt 5 dage på sit verdens bedste sted, hvor humøret aldrig er dårligt, tankeprocesserne er konstruktive og kaffen klart bedst.
I mine tanker var det nu ikke mange stunder siden jeg sidst var derude ;-)
Men mine drenge i alle aldre skulle opleve stedet, for det er et sted der skal deles.
Det var en god dag!
Send en kommentar