lørdag den 31. december 2011

Nytår og solskin

Kan du huske den her?

Nå, men den hænger altså lige oppe på soveværelset og venter på at jeg har været i bad og skal gøre mig lidt nytårsfin på den gravide måde (læs: uden noget som helst, der strammer nogen som helst steder. Eller jeg skriger!!)

Vi får skønne mennesker og anarkistisk afkom.. øh, jeg mener ENGLEbørn...  på besøg, og jeg glæder mig allerede.

Desserten er i ovnen og gør sig klar. Den mousserende vin ligger på køl (og JA, gu har jeg tænkt mig at drikke et glas eller halvandet. Sgu!)
Ungerne har fået renset ører og negle, men har ellers gravet sig ned foran deres playstation igen - mens de med jævne mellemrum stikker hovederne ud fra hulen og råber hvornår det er eftermiddag?
Fyrbøderen arbejder (selvom han lader som om han ikke gør), og Tøsebarnet taler i en lind strøm, uden der egentlig er nogen der lytter.

Og mig?
Jeg sidder lige her i min sofa og tænker at mine nytårsforsæt skal være overskuelige - så jeg har besluttet at 2012 bliver året, hvor jeg får vasket BÅDE mine vinduer og gulvet. Mindst ÉN gang. I hvert fald!
Og så nyder jeg solen, der beriger mit humør. Og om lidt kaster jeg mig under et tæppe og gasser mig, inden jeg skal ha den der lækre, blå skønhed på!



Godt nytår, dér hvor du er.
Tag den med ro med de der nytårsforsæt, ikk? Jeg mener - den selvpåførte stress er sgu den værste, så lad nu være med at dunke dig selv i hovedet med alskens dårligdom.

Tak for dig!
Tak for i år, tak fordi du læser med, tak for dine kommentarer og kom godt derind. I 2012.
Med solskin, skønne mennesker og al den håb der kan ligge i lommen en nytårsdag af denne slags.


fredag den 30. december 2011

A child of many faces




















... til gengæld har jeg ikke ét eneste billede fra det seneste års tid af den 14-årige....

en hel?

Du får en 10'er hvis du gider køre ud og handle for mig?

Der skal bare lige handles til en lillebitte nytårsaften, med et lillebitte vennepar og nogle småbitte teenagedrenge, som stort set ikke spiser noget som helst.
Bare en lillebitte smule mexi-mad, en lillebitte smule sodavand, bare en smule is til ungerne, en lillebitte smule ingredienser til desserten og en anelse pynt og lir til bordet.
Ikke særlig meget.
Kan helt sikkert bare ligge i bunden af en almindelig regular size dametaske.

Kom nu?
Du får en 10'er for det??

tirsdag den 27. december 2011

Håndholdt kærlighed


Nåmenaltså.
Skal man gøre en lille smule status over dén der jul?

Jeg har været så optaget af at gro en hjemmelavet mave-gave, at det ikke ligefrem har været det vildeste overskud til krea-amok der har præget min december.
Det blev dog til en lillebitte smule, som jeg selvfølgelig glemte at tage billeder af, så hvis jeg gør mig forventninger om igen nogensinde at se den hæklede butterfly jeg lavede til min bror + de strikkede vanter jeg lavede til min søster, må de blive hvis de engang sender mig et foto. Eller noget.

Der var faktisk - til min store overraskelse - heller ingen håndgjorte, hjemmelavede, selvkonstruerede julegaver blandt de mange herligheder jeg er blevet beriget med...
Besynderligt nok, i grunden, når man nu ved hvor pjattet jeg er med håndholdt kærlighed?!

Nåja.
Men nu har jeg det altså også sådan med jul, at den kærlighed der blever afleveret en hvilken som helst anden dato end netop 24/12 betyder væsentligt mere i min verden - netop fordi den bliver afleveret en dag, hvor man ikke behøver - så jeg glæder mig til al den hjemmegjorte kærlighed jeg helt sikker nok skal blive beriget med fremover!

Hvad med dig?
Lå der håndholdt kærlighed til dig under træet?

Min helt egen hjemmegjorte gave, som er begyndt at sprælle så man kan mærke det! Gennemført vidunderligt!!!

mandag den 26. december 2011

Kom jul, kom glæde?

Der er meget at være taknemmelig og glad for.

Min største juleglæde indfandt sig i lige præcis dét øjeblik min eksmand, hans søde kæreste og deres lille, fede og dødlækre baby pludselig stod med vinterrøde kinder midt i mit køkken 24. december - med favnen fuld af chokoladejulemænd...

Egentlig var de på vej til deres egen juleaften et par gader herfra, men ville lige stikke hovederne ind for at ønske glædelig jul til alle - egne børn, tidligere svigermødre, nevøer, niecer, svogere og svigerinder - kort sagt; hele dén pukkelryggede som en skilsmisse også gjorde kål på.

Jeg er fandme et heldigt menneske. Der er meget at være taknemmelig og juleglad for.
Men mest af alt har jeg i år været taknemmelig for et lillebiitte og kæmpestort julevisit, der fyldte mit julehjerte med den der ægte glæde!

fredag den 23. december 2011

Pause, Poul!


Har besluttet ikke at hade jul idag.
Overvejer om jeg også skal lade jule være i fred i morgen.

Har oven i købet bagt de dér småkager (med massiv indsats fra min juleekvilibristiske søster...) - som en lille slags forsoningsgave.
Kære jul. Til dig, fra Trine. Og undskyld.

Om ganske lidt vælter det ind i mit hus med først afkom, exmænd, nye små-søskende - og senere med mødre, fædre, søstre, brødre og diverse påhæng i alle afskygninger, så i grunden har jeg slet ikke tid til at være vred.

Hey!!

Glædelig jul.
Jeg mener det sgu!

Rigtig glædelig jul. Vi ses på den anden side...



onsdag den 21. december 2011

It all comes screaming back to me!

Og pludselig husker jeg, hvorfor jeg hader jul!

Har lige tilbragt noget der føles som en evighed i Bilka - på jagt efter julens madvarer, de sidste julegaver (ja, for sådan en slags gavegiver er JEG nemlig!) - og med et budget som i virkeligheden kun kan tåle at jeg knækkede mit dankort over, og egentlig burde ha´gjort det allerede i oktober...

Røv.

Følte mig pludselig så fattig mens jeg stod dernede i syntet-helvede at jeg lagde både marcipan, ÆGTE smør og mandler tilbage på hylden, selvom disse småkager - helt uden tvivl - havde være lige præcis prikken over i'et i hele min vidunderlige-jeg-elsker-jul-og-omfavner-alt-der-rimer-på-bjælde-illusion.

Jeg glæder mig i denne tid

Min store knægt har lige været en tur i Kbh, hvor han sendte mig dette billede - ledsaget af ét eneste ord: 'Paradoks'

Der er noget som nærmer sig.
Det er noget som nærmer sig, og som begynder at lugte fælt af jul!!!

Sidste år kravlede jeg rundt på bunden af en flaske Asti i selvynk og børnesavn.
Not this year, Santa!
Der skal jules på alle tangenter, og vé det barn, der tropper op med teenage-ånde eller dårlig karma!
INGEN holder jul hos mig i år uden at blive tvunget til at have det sjovere og rarere end nogensinde. Om jeg så skal vride armen om på dem!

(Jegglædermigjegglædermigjegglædermigjegglædermigjegglædermig til de kommer hjem!)

tirsdag den 20. december 2011

Nårh ja, det er da forresten rigtigt....



Ok.
Jeg er endelig ved at have fattet det nu...

Jeg er (sgudda?!?) gravid.

Jeg glemmer det hele tiden, på trods af kvalme og manglende appetit - af én eller anden grund drysser det lissom ud af min bevidsthed hele tiden.
Det er faktisk lidt let at glemme, når man drøner rundt og har travlt med at leve det liv dér.
I grunden ret mærkeligt - sådan at glemme ét af sine børn - er det ikke?

Lige pludselig er jeg i 14. uge, og det er gået op for mig, at der inde i min mave ligger et væsen med sjæl, øjenlåg og fingeraftryk.
Vildt.
Uanset hvor mange gange man gør det her er det lige overvældende hver gang. Tænk engang, der ligger et helt færdigt barn inde i min mave. Et barn, godtnok kun ca. 7 cm langt, men alligevel... et barn?!

Jeg har en fæl mistanke om at det bliver sværere og sværere at glemme jeg er gravid, sådan cirka fra nu af.
Har du lige set den mave? - den er sgudda begyndt at være i vejen allerede, så der er ikke meget chance for at jeg lige overser den fremover!

Chanel Addict

mandag den 19. december 2011

Sofahjerne

To af mine yndlingsmennesker napper en slapper ret tæt på hinanden...

Jeg snuppede mig en hel weekend hvor jeg bildte mig ind at jeg var offline, og tilmed bildte mig ind at jeg var ok med det...

Det passer ikke helt, for mens jeg har ligge på sofaen i al min gravidness har iphonen ikke været mange armslængder fra mig. Men online på sin telefon føles næsten ikke som online, så jeg har levet i skønsom ignorance. Smukt.

Og mens jeg har ligget på min sofa hele weekenden, og aet maven og Fyrbøderens sparsomme lokker, har resten af verden selvfølgelig stået stille.
Og jeg har heller ikke lavet noget særligt.
Så derfor præsenterer jeg:

Min weekend i iphonebilleder:

Jeg har fået rodet mig ind i noget gadekunst-lignende-noget sammen med Phucisme og Jamie. Derfor er én af gågaderne i Horsens nu julepyntet på allerbedste pink manér.
(Flere billeder finder du her!)






Desuden fik jeg i går den aller-aller-allerbedste julegave af Ham min Helt, som lige præcis vidste hvad der skulle til for at gøre en nørd som mig glad.




Og min udsigt fra chips og mave var i grunden heller ikke så tosset...





Hvordan var udsigten fra din weekend?

fredag den 16. december 2011

Ikke mere at miste


Søren Kirkegaard skrev

"At turde vove er at miste fodfæste for en stund. Ikke at turde vove er at miste livet"

Jeg vil vove at vende hans smukke og meget sigende citat en lille smule på hovedet, for jeg vil fortælle historien om dengang, hvor jeg blev nødt til at miste alt, for at vinde selve livet tilbage.

Dengang var vinteren kold og våd og grå i al sin hvide magt.
Men i den vinter så jeg intet smukt, for det ægteskab jeg havde levet i næsten halvdelen af mit liv var netop sluttet.
Vinteren havde lagt sig som en træt, tæt dyne af sorg rundt om mit indre.
Jeg gik omkring i den helt nye verden jeg skulle til at lære at kende forfra igen, med en bedøvende følelse af skrøbelig usårlighed; alle mine sanser var frostklare og knivskarpe - og alligevel lå der en hinde af sorg og chok hen over alt jeg kiggede på, rørte ved, følte.

Jeg havde ganske kort tid forinden forladt én landsdel og flyttet til en anden, sammen med den mand jeg delte livet med.
Vi flyttede fra en meget stort, rodet og fortumlet liv til et mindre, knap så rodet og mere forstandigt ét af slagsen.
Alt vi ejede og havde tilbage fra vores stor-fortumlede eventyr var vi flyttet fra - med os havde vi kun medbragt de allermest elskede møbler, de uundværlige bøger og de enkelte genstande der havde størst betydning for os i vores liv.
Vi ville rydde op. Og det gjorde vi. I alt.
Landsdele blev byttet ud. Verden skiftede fokus fra landsbyliv til byliv, fra firlænget gård til byhus.
Vi skiftede fokus. Vi gjorde i hvert fald alt hvad vi kunne!

Intentionerne var gode og rigtige. Men vi nåede aldrig dertil. For meget var passeret. For meget var sket. Tiden var parat til at vores liv skulle deles, inden de sidste rester af godhed og velvilje også smuldrede.
Så delt blev de. Vores liv.
Det var en god løsning på en træls situation. Ikke en nem løsning. Men den bedste, og vi er stadig taknemmelige over det venskab vi har formået at bevare, netop fordi det var den bedste løsning af alle.

Mit halverede liv, som i forvejen føltes halveret, idét vi allerede havde været en afskeds- og oprydningsproces igennem, blev endnu en gang en smule mindre.
Først blev en kæmpe firlænget landejendom skiftet ud med et charmerende byhus. Og siden blev byhuset skiftet ud med en lillebitte lejlighed - hvor der til gengæld lige præcis var plads til mit halverede selv, og mine tre loyale væbnere.

Med mig havde jeg halvdelen af de mest elskede møbler, halvdelen af de uundværlige bøger og de få ting, der havde størst betydning for mig i mit liv.

Så dér var jeg. I mit halverede liv, med et halveret hjerte - som godtnok udemærket forstod sammenhængen og fornuften i at træffe den bedste af de bedste beslutninger, men som alligevel havde brug for tid at hele i.
Vinteren var kold, våd og grå i al sin hvide magt.
Men jeg så den ikke.

Til gengæld så jeg mit snit.
Til at ses med en anden, som var rar at være sammen med. På den meget, meget uforpligtende måde, hvor halverede hjerter ikke behøvede at ane frygt.
På sådan en måde, hvor det kunne lade sig gøre at lade som om at tingene føltes helt normale, når vi var sammen, for så bagefter at vende tilbage til den sande, halverede, sorgfulde virkelighed - lige så snart han ikke længere var i nærheden.
Det var nemt. Synes jeg.
Jeg behøvede ikke involvere andre i min sorg, som var min. Og jeg kunne give mig selv lov til at holde pause fra mit halverede liv når jeg var sammen med ham.
Et pusterum. Et frikvarter. Uforpligtende. Nemt.

Det holdt lige præcis til dén aften, hvor jeg sad til en fest på et arbejde sammen med kolleger, der ikke fandt mig specielt festlig, og derfor mest festede med hinanden.

Det holdt lige præcis til dén aften, hvor jeg gik hjem fra en overgearet fest, for i stedet at ses med ham, som jeg så mit snit til at ses med, når jeg havde brug for at stikke af fra mit rigtige liv.

Det holdt lige præcis til dén aften, hvor jeg kom hjem fra fest - for til gengæld at finde min hoveddør brudt op, og min lejlighed raseret af indbrudstyve...

Længere holdt den ikke.
Mit sande, halverede, sorgfulde liv eksploderede lige midt omkring mig, og det menneske som jeg havde forsøgt at holde på afstand af lige præcis mit ægte, sorgfulde, halverede liv - stod pludselig i døren.

Mit halverede liv var definitivt blevet tømt for sine sidste rester.
Alt var endevendt. Alt var hældt ud på gulvet, rørt ved, trampet under fode - af usynlig uhyrer, der satte ulækre fodspor hen over de sidste rester af både mit liv og min værdighed.

Og midt i rodet og vreden blev det definitivt klart for mig:
Jeg havde endelig mistet alt. Alt.

Jeg havde mistet først ét hus, siden endnu et. Jeg havde mistet et ægteskab, en familie og en identitet. Jeg havde mistet fornemmelsen af hvem jeg selv var i mit eget liv. Og nu havde jeg også mistet de sidste af mine ting, som havde været værd at eje.
Jeg havde mistet alt.
Alt.

Følelsen var så massiv at den fyldte mig helt op til op over randen... og dér midt i knasende porcelæn, væltede møbler og betjente med fingeraftryks-udstyr stod jeg - og skreg af grin.
Jeg grinede så meget at betjentene mente jeg måtte være påvirket, og jeg grinede så meget at tårerne løb ned af mine kinder.
Men hele situatinen var så hysterisk, og sandheden om at alt i mit liv var borte var så overvældende, at det måtte blive til noget. Så det blev til latter. Hvor grotesk det end lyder.
Og da tårerne først løb var der ingen vej tilbage.

Og ham?
Ham, som jeg havde forsøgt at skærme fra dén del af mit halverede liv, hvor indbrud, identitetstab, sorg og hysteri boede - han sad midt i det hele, og slap mig ikke af syne et eneste øjeblik.

Han var der. Stærk. Rolig. Fattet. Og ægte. Hele vejen igennem ægte.
Ikke skræmt. Men tværtimod taknemmelig over at jeg endelig viste ham den del af mit liv han vidste fandtes - men som jeg havde holdt ham fra.

Den aften mistede jeg de sidste rester af mit gamle halverede liv.
Men fordi der ikke længere var noget som helst tilbage af hverken hele eller halve liv så jeg ham endelig klart.
Jeg så endelig hvem han rigtig er. Jeg så hans ro og hans ærlighed. Jeg så hans ægthed, og jeg så ham med alle mine parader nede. Jeg så ham endelig, og jeg havde ikke mere tilbage at miste.

onsdag den 14. december 2011

Bar barnerøv og hjerteflimmer



Der var én der moonede mig i dag.
Og da den var færdig med at moone mig, lagde den sig lige så fint til rette på siden med den ene arm over hovedet...

Ind i mellem gav den et ordentlig spjæt fra sig, som om hele konceptet 'at blive kigget på' gik op for den i al sin gru - men i det store hele opførte den sig eksemplarisk.

Hvis jeg kunne få lov til at bestemme, så blev vi deroppe på briksen med den vidunderlig maskine, og kiggede og kiggede på vores fine, lille baby.
Vi kunne såmænd godt blive der helt til sommer. Bare for at få lov til at kigge lidt mere.
Og glæde os lidt mere.

Skæbnens ironi indhenter mig altid. Og derfor har jeg - naturligvis - termin d. 24/6.
For mange en ganske almindelig dag i nærheden af Sankt Hans.
For enkelte andre en dag, hvor en gammel knark ville være fyldt 66 år, og kunne være blevet morfar til sit 6. barnebarn.

24.06.12.
En god dag at have fødselsdag, tænker jeg.

tirsdag den 13. december 2011

Til glæde og gavn - forhåbentlig!

I dag blev det min gave-vens tur til at lukke sin pakke op..

Jeg håber hun er til søde sager, for puden dufter forførende af marcipan og er simpelthen ikke til at stå for hér i de mørke vinterdage!

Undskyld!

... hvordan kunne jeg dog glemme ham....?

Hjemmegjorte fortrædeligheder




Jeg pusler med en julegave, der blandt andet involverer disse her, en gammel klog bog fra min gemmer, saks, karton, smukke illustrationer og en stor portion tålmodighed.
Jeg ved at gaven kommer til at falde i god jord (- hvis du forstår sådan en lille én?!)
Det bliver så fin en lille ting, og jeg glæder mig til at vise hvor jeg har inspirationen fra, og hvordan jeg har grebet det an...

Jeg ville sådan ønske at jeg kunne nå at lave bare en lille ting til alle dem jeg skal være sammen med i julen, men det er et urealistisk (og selv-pryglende) ønske, så jeg nøjes med at lave de der småting jeg ved jeg kan overskue.

Jeg er ret splittet i forhold til hjemmegjorte gaver, for jeg har lyst til at lave alting selv, men har ikke overskuddet til det - og samtidig ved jeg også godt, at hvis ikke jeg tager mig ordentlig tid til at gøre de ting jeg skal gøre ordentlig - bliver det noget værre lort, og så kan jeg lige så godt lade være.

Det bliver som regel værre og værre efterhånden som december skrider frem - i år heller ingen undtagelse - og der kommer hele tiden liiige endnu en idé op af skuffen til en 'fin, lille sag'...
Ofte er det endt i krea-panik i de sidste dage inden julen brager derudaf - i et desperat forsøg på at få alle klude og ender til at mødes og ligne noget som nogen rent faktisk gider ha...
Så jeg holder mig selv stramt i nakken!
Ikke noget med sidespring og pludseligt opståede spontan-gaver - jeg holder mig til købegaver og de krea-småting jeg har planlagt.


Hvad med dig?
Hjemmegjorte julegaver - stressfaktor eller afslapning?

mandag den 12. december 2011

typisk!






Uf, hvor jeg er træt af at jeg ikke kan poste billeder af ALLE de hemmeligheder jeg pusler med for tiden.
'Bare fordi' at alle dem jeg skal gi gave i år garanteret læser med ét eller andet sted...
Tssssss.....


12. december - MIN tur!

... Og se lige engang, hvad vidunderligt dygtige Dorte har strikket til mig:



Og jeg, der netop lige har trawlet diverse strikkesites igennem - netop for at finde en model på mønsterstrikkede luffer... Mere end tilfældigt, eller hvad?!

TUSINDE tak for din flid og dine gode tanker, Dorte! Lufferne kommer til at bo på mig resten af vinteren. (Selvom de godtnok er lidt svære at taste med....)

lørdag den 10. december 2011

Sløjt

Jeeeeez...
Har jeg lige postet to indlæg om togture ?!?

Det er godtnok sløje tider!

Næsen mod vest

Nu blir det godt at komme hjem...

Nogen der ved om man kan lave alkohol-fri gløgg der ikke bare smager som varm saftevand?

fredag den 9. december 2011

Adios


Nu hopper jeg på et tog.
Eneste store bekymring er, om jeg kan nå at få strikket på alle de tre strikketøj jeg tager med i mormor-tasken?
(ja, ok. Jeg kunne ikke bestemme mig, vel!)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...