søndag den 31. juli 2011

Jeg har fostret en strigle!


Til alle fremtidige kærester og svigermødre, der skal udholde hende vil jeg bare have lov til at sige undskyld!


Frk. Feodora: "Nu er jeg færdig med at spise, Mor. Jeg nøjes bare med at tage mit glas ud, ikk?"

Strenge Mor: "Nej, du tager selvfølgelig alle dine egne ting ud af bordet"

Frk. Feodora: "Jamen, jeg er jo ligesom ikke din serbitrice!"

Super Strenge Mor: "Hov? Hvad? Jeg er heller ikke din servitrice, og vi rydder altså op efter os selv her i huset"

Frk. Feodora: (Med rotteahalerne og næsen i sky) "Nå. Men så gør jeg det. For din skyld"


....


....

....

Frk. Feodora: "Så kan du da i det mindste sige tak!?"

Dén så jeg ikke komme!!

Omg?

OMG! OMG! OMG! OMG!

Oh! My! God!

Nu ved jeg det. Jeg ved godt hvad jeg er!

Jeg er ....

... (*panik*, *ørle*, *skræk*, *selvindsigt*, *panik-panik-panik*, *resignation*)



... HJEMMEGÅENDE!

fredag den 29. juli 2011

Godnat, min elskede!

Stille og forsigtig lister jeg ind på soveværelset.
Jeg er igen kommet til at blive alt for længe oppe, det er sgu da helt utroligt at jeg er så pivringe til at gå i seng.
Natten er mørk og huset er tyst.
Han har ladet sengelampen været tændt til mig, og han sover trygt, fredeligt, med en lille sørgmodig rynke mellem sine øjenbryn.
Jeg lister mig ud af mit tøj, og kigger på hans fredfyldte søvn. Han ser så lille ud, ligepludselig. Helt viklet ind i dynen, med armene over hovedet og hans ellers så livlige ansigt hvilende i søvnens folder.

Jeg gad godt vide hvad han drømmer? Drømmer han om mig? Om børnene? Drømmer han vilde, fabulerende eventyr hvor han er helten, eller er hans underbevidsthed ved at skræmme hans sjæl i stykker?
Jeg ved det ikke, og hans ansigt afslører intet om hans drømme.

Forsigtigt kravler jeg ned i sengen og kanter mig uden om hans krop i et kluntet forsøg på ikke at ville forstyrre hans søvn.
Hans ansigt ser så roligt ud, og jeg fortaber mig en smule i hans rolige åndedræt og glatte pande. Hans sorte, tykke øjenvipper hviler ubevægelige på det øverste af hans kinder, og jeg tænker endnu engang at hans ansigt rummer alle aldre på én gang; så gammel, så ung, så naivt, så vidende.

Og midt i mine tanker om hans rolige søvn, går det op for mine ben at jeg ligger i en totalt akavet stilling i forsøget på at liste totalt elegant og stilfærdigt i seng.
Men jeg er hverken elegant eller stilfærdig, og det ved mine ben godt - så de spjætter i arrigskab over at blive tvunget til at være noget de ikke er.

Og på den måde blev nattemørket afbrudt af et højt brøl, og jeg får aldrig nogensinde færdiggjort mine tanker om hvad han egentlig drømte om.

onsdag den 27. juli 2011

Er?

For helvede, altså.
Så sidder jeg her og lader som om jeg følger med i en fodboldkamp, mens Fyrbøderen nusser min nakke og mit ømme ego.

Der er dage, hvor jeg er helt sikker på hvad jeg egentlig har gang i. Uden tvivl. Uden tøven. Men sikker.
Og så er der dage som disse, hvor ikke engang den snydagtige sommersol kan vriste mig ud af mit tankeskjold og tilbage til virkeligheden og nu'et.

Sådan dage som disse bliver jeg væk for mig selv.
Hvem er jeg egentlig, når det kommer til stykket? Hvad er jeg egentlig?

Er jeg én med arbejde? - næh. Sgu ikke rigtig, vel?
Jeg kan godt lide tanken om at jeg er 'sådan én der arbejder med strik og håndarbejde', men helt ærligt, så er jeg bare i praktik hos en sød dame i hendes skønne butik. Hvor længe aner jeg ikke. Og heller ikke hvad der skal ske bagefter.
Så nej, én med arbejde (eller fast indkomst for den sags skyld) er jeg sgu ikke rigtig.

Er jeg lærer? - Narhj, vel?
Faktisk overhovedet ikke. Jeg har uddannelsen der kvalificerer mig til at kunne omtale mig selv som lærer, men af mange grunde er det ikke en betegnelse jeg bruger.
Det forpligter en hel del at kalde sig selv dét. Fx til at alle føler de har lov til at have holdninger til éns profession, og gerne vil diskutere børneopdragelse, regeringspolitik og egne oplevelser.
Jeg kan ikke de diskussioner. De gør ondt. De gør at jeg føler mig endnu længere væk fra det fag jeg engang valgte med hjertet, men også sled mit hjerte i stykker.
Jeg er ikke lærer. Føler mig ikke som lærer, og agerer ikke som én.

Forfatter?
Phhffftttt..... Som om.
I mine drømme, måske. I mine drømme har jeg adskillige spændende og prægtige bøger klar; bøger om skilsmisse, bøger om og til børn, bøger om frygt og bøger om leg.
Men come on. Når virkeligheden kalder (og det gjorde den forleden, da jeg satte mig og læste mit såkaldte 'manus' igennem) er dét jeg skriver på ingen måde godt nok eller fyldestgørende nok til at andre kan finde glæde, gavn eller fornøjelse ved det.
Hvis jeg nogensinde skal udgive noget af alt det jeg drømmer om påbyder mit ego mig, at det ikke skal ske ud fra et behov om at blive set, men fordi jeg rent faktisk har noget at berige andre med.
Berige?
Not quite, er jeg bange for.
Så forfatter? Ikke en chance!

Men når jeg så ikke er sådan én med arbejde, og heller ikke sådan én der brygger på spændende manuskripter, og forøvrigt kun går på arbejde 4 timer om dagen.... så må jeg da være en storslået Hausfrau?
Eller hvad?
For at være Hausfra bliver man vel nødt til at have styr på sit hus og sin familie, gør man ikke?
Og jeg har ikke styr på noget som helst, hverken opvasken, indkøbene, tøjvasken, børnenes sundhedstilstand eller al den ernæringsrigtige kost jeg ved jeg burde gå op i.
Til gengæld har jeg fuldstændig styr på hvor mine smøger befinder sig, og tal på hvor mange dåseøl der er tilbage i køleskabet.

Så hvad helvede er jeg?
Nogens mor?
Ja da. Det er jeg da. Det er en kæmpe del af min identitet, og jeg vil altid, altid, altid have de tre sjæle med mig rundt i verden.
Men virkeligheden er også at jeg kun er deltidsmor. Jeg har kun halvdelen af mine børns liv at deale med. Hele deres sjæl, hele deres hjerte, men kun halvdelen af tiden.
Fuldtidsmor. Halvtidsforælder.

En amputeret, dåseølsdrikkende, storrygende, knapt-nok-arbejde, alt-for-tænkende halvtidsforælder.
Sådan cirka.
Velkommen, depression!

Onkel Morfar


Nu kan du også strikke din helt egen Onkel Morfar!
Garnet er fra garnudsalg.dk (anbefales, anbefales, anbefales - det er SÅ lækkert!)

- og opskriften finder du lige hér; til dig fra mig. Og helt gratis, oven i købet!

tirsdag den 26. juli 2011

7 runde, gule, luftige, kærlige overspring!

7 projekter

This little piggy

Gul og Gratis

Luft

Kærlig

Overspring på overspring

Der er andre der har leget med - dérude i sommerlandet...

Her finder du Hannes skønne fortolkning
Og Rikke har fundet andre skønheder at byde på
Frk. Ranke har også taget udfordringen op
Jane kunne heller ikke dy sig for at lege med
Vil du også se hvad Ditte har leget med?
Og hvad med Penneførerens italienske fornemmelser?
Karina har også været i sine gemmere for at finde skønheder
Synne har også leget med lys og farver
Mette B har heller ikke kunne nære sig for at finde kameraet frem

Du kan også være med - send mig et link, hvis du har lyst til at vise dine smukheder frem?!

søndag den 24. juli 2011

Back


They are back!
Med hopla og tusinde spørgsmål og lus og palaver og skænderier og krammere og højtlæsning og pudekamp og madfråderi og dimserier og bussemænd og playstation og bonghår og glemsomhed og lus og lus og kys og tegnerier og råben og dansen og lus og skidt bag ørene og store grin.
They are back.
Og jeg elsker hvert eneste lillebitte øjeblik og jeg tilgiver hver eneste lillebitte lus i de vilde krøller, for jeg forstår, at lige dér hos dém er der godt at bo.
3 uger er forbandet lang tid. Og blev lidt rørt og lidt øm og blå midt i nat, da jeg stod og kiggede på mine sovende, kæmpestore smålinger.
They are back!

onsdag den 20. juli 2011

Austen dit liv

Jeg taler ret meget med et helt særligt menneske for tiden - vi taler en del om at være et ordentlig menneske, og om der er forskel på at være et menneske med fejl, eller et menneske med livserfaring.

Og så tale vi om Jane Austen!

Austens helte og heltinder er ikke kun klassisk heldige, smukke, kloge eller ophøjede.
De er både fordomsfulde, naive, bedrevidende og på alle måder behæftede med den slags mangler og erfaringer der gør et menneske til så meget andet end... en heltinde.

Men Austen elsker alligevel sine heltinder. Og det samme gør jeg.
Hun beskriver sine heltinder med sarkasme og udstiller alle deres dårskaber, men gør det med stor omsorg og loyalitet. Hun forklarer nænsomt om deres tvivl, forvirring og tåbeligheder - men formår samtidig at skildre kvinder, som måske nok er fulde af fejl eller mangel på erfaringer, men dog med alt hvad de har forsøger at opføre sig som ordentlige mennesker.

Jane Austens heltinders projekter lykkes altid. Til sidst.
Ikke fordi de er kloge. Ikke fordi de er smukke, taktiske eller magtfulde.
Men fordi de er gode mennesker.

Jeg kan godt li Jane Austens dumme heltinder!
Og jeg kan godt li at tale med mit helt særlige menneske om alt dét som ligger i at være en heltinde i Austen'sk forstand.

Austen har nemlig fat i en ret væsentlig pointe;
Uanset hvad man er udstyret med af fejl, dumheder, dårskab, stolthed, fordomme, social arv og tillærte tåbeligheder - er det ens intentioner der afgør hvordan ens liv former sig.
Eller sagt på en anden måde: selvom man er fuld af fejl og ofte også kommer til at handle forkert vil man alligevel blive belønnet hvis man altid sørger for at handle i godhed, at man altid sørger for at behandle andre mennesker med respekt og værdighed. Med alle de fejl man nu engang som menneske er udstyret med.
Hvis man handler godt med dét man har, vil livet også behandle dig godt.

Jane Austen har også en anden pointe; i hendes fortællinger er der altid personer, der er beregnende, manipulerende. Mennesker, som føler sig bedre værd - og oftest opfører sig skidt mod andre for at fremhæve deres egne kvaliteter.
Den slags mennesker som, hvis man stødte på dem i det virkelige liv, man ville føle trang til at hævde sig overfor. Gi dem igen af samme skuffe - eller simpelthen falde ned på deres niveau og begynde at opføre sig lige så skidt som de gør, for ikke at blive sølet til.
Men Austen fortæller noget andet...
Hendes heltinder bevarer nemlig deres evne til at være gode mennesker, og behandle selv de mest udspekulerede og gemene personer med respekt og værdighed.
Og i sidste ende er det altid de gode mennesker - dem der handler ud fra intentionen om at ville andre mennesker noget godt - der får deres happy endings.

De personer i Austens fortællinger der opfører sig skidt bliver ikke afsløret af dem som har intentioner om at opføre sig som ordentlige mennesker.
Men i sidste ende får de alligevel altid afsløret sig selv i deres forsøg på at hævde sig overfor andre.

Jane Austen skrev sine historier i en tid der ligger uendeligt fjern fra vores.
Men jeg tænker ofte på hendes menneskesyn som ét jeg gerne vil efterleve. Og på den måde bliver hendes fortællinger alligevel nærværende, også i vores nutid.

For hvem vil jeg gerne være? Vil jeg gerne være hende, der hævder mig på andres bekostning - og håbe på at ingen afslører mit bluf?
Eller vil jeg gerne være hende, der godt er klar over at hverken jeg selv eller en hvilken som helst anden er fejlfri?
Vil jeg gerne gøre mig umage med at opføre mig som et ordentligt menneske?
Vil jeg gerne møde verden med troen på det gode i andre, og med sikker forvisning om, at hvis jeg gør hvad jeg kan - med dét jeg har - for at være anstændig og ærlig overfor dem jeg møder i mit liv, så vil livet også belønne mig med anstændighed og ærlighed?

Det er dét vi taler om - hende mit særlige menneske og jeg.
Vi taler om at lave en Austen i vores liv.
At stole på at godheden i os selv og andre er den stærkeste kraft, og at vi naturligvis støder på mennesker som ikke deler vores opfattelse, men at de ikke skal få lov til at ødelægge vores intentioner om at ville være heltinder i Austen'sk forstand.

Det er ikke nemt. Men det er muligt.


mandag den 18. juli 2011

Jeg sku jo bare ha en morfar?

Det er vinter og snart jul. Det sner udenfor, og mørket er tungt og koldt.
Fyrbøderen skal besøge nogle af sine bekendte der holder julefrokost i en by jeg ikke kender, og han har bedt mig tage med.

Han har en tradition, Fyrbøderen, med at han skal overraske sine julefrokost-venner - klædt ud som julemand. Og nu synes han det er en skide smart idé at jeg tager med. Som julemandens kone.
Så vi bakser os ud af den parkerede bil og vælter ud i mørket, i fuld juleornat.
Med en kasse øl på slæb.
Som er til de juletørstende bekendte. For det plejer at være sådan. Når Fyrbøderen leger julemand.

Byen er totalt stejl, det er sindsyge brostensgader med buler og revner, som stiger og falder. Og det er glat. Helt vildt glat. Især med træsko på.
Vi slæber ølkassen efter os i et reb. Op og op og op ad de stejle gader, mens sneen blænder os og vi snubler rundt, fordi brostenene er glatte.
Men vi holder godt fast i rebet, der er spændt stramt ud efter os. Den kasse øl er vigtig.

Vi kommer forbi flere suspekte beværtninger, hvor råb og larm og klirrende øl-latter vælter ud af åbne døre og vinduer.
Men vi er der ikke endnu. Der er ikke nogen der kigger efter os. Besynderligt nok?

Efter noget som føles som en hel julemåned er vi endelig fremme i en mørk og dunkel baggård. Fyrbøderen siger at vi er fremme, og jeg ser mig omkring, desillusioneret.
Men han går målrettet frem mod en kælderlem, åbner den og kravler igennem.
Jeg følger efter, selvom det er svært med den røde kåbe at få benene helt op over kanten og ned i dybet.

Nede i rummet står der et par rigtig kønne og RIGTIG kønne piger og krammer Fyrbøderen. Nøhj, hvor er de åbenbart glade for at se hinanden?
Pigerne er overstadige (og ikke specielt påklædte) og Fyrbøderen griner højt, mens de taler om noget jeg ikke kan høre.
Så forsvinder pigerne ind gennem en dør, og ud kommer i stedet en fyr, som åbenbart kender Fyrbøderen ret godt. De råber glædesstrålende og falder hinanden om halsen, og fyren lægger sin hånd på Fyrbøderens skulder og fører ham hen imod døren.
Når døren går op kan jeg se funklende lys og høre et virvar af glade stemmer. Fyrbøderen går gennem døren, og jeg træder nærmere for at følge med - men fyren stiller sig i døråbningen og siger at det ikke er endnu.
Han lukker døren bag sig - og foran mig - og jeg kan høre hvordan jublen bryder ud, da Julemands-Fyrbøderen viser sig derinde.

Og så bliver der stille. Spændt stilhed.
Inden jeg når at tænke mig om bliver døren slået op på vid gab, og et lysspot rammer mig, mens jublen når øredøvende dimensioner:

Julemandens kone. I fuld juleornat.
Med en kasse øl i et reb.




Ok - er der ikke nogen der er sød at vække mig næste gang jeg lægger mig på sofaen for at tage en lur???

søndag den 17. juli 2011

7 runde, gule, luftige, kærlige overspring!


Nå, for filan!
Den her sommersløvhed er simpelthen ikke til at holde ud, vel?

Jeg tænker - hvad med en lille kreativ udfordring, hér i det fabelagtige (hrfm) danske sommerland...?

Ku du ha lyst til at lege med? Ellers leger jeg bare alene, og det er sådan set også sjovt - men det er nu engang sjovere, når vi er nogen flere til at deles om legen.

Har du et kamera?
Er du med?

Ok - så tænker jeg at..... vi skal tage billeder.

- Tag et billede 7
- Tag et billede af noget rundt
- Tag et billede af gul
- Tag et billede af luft
- Tag et billede af kærlighed
- Tag et billede af overspring

Og send mig et link, så samler jeg en herlig lille bunke kreativ udfordring.
Kom. Vi skal lege.
Skal vi!

lørdag den 16. juli 2011

Morfarsweater


Færdig fiber-fryd til den forventede Fætter Fnug. Nu mangler vi bare barnet... (heja!)

torsdag den 14. juli 2011

Hit så med de bjerge!

Kaffe - tjek
Slik - tjek
Strikketøj - tjek
Regnvejr - tjek
Sofa m pudedynge - tjek
Internet v. hånden - tjek
Saltstænger - tjek
Storskærm - tjek

onsdag den 13. juli 2011

Ork


Jeg ville ønske jeg orkede at rydde op i køkkenet.
Jeg ville ønske jeg var sådan én der orkede at drøne en regnvejrstur på cyklen.
Jeg ville ønske jeg orkede at lave en dejlig middag til min dejlige mand.
Jeg ville ønske jeg orkede at at få styr på mine regninger.
Eller mit arbejdsbord.
Eller mit manuskript.
Jeg ville ønske jeg orkede at tro på udsagnet om at energi avler mere energi.
Jeg ville ønske jeg orkede at bruge min ferie lidt mere fornuftigt.
Jeg ville ønske jeg orkede at gøre en mere agressiv indsats for at få min bil solgt.
Jeg ville ønske jeg orkede at sy en sommerkjole.
Jeg ville ønske jeg orkede at strikke lidt i dag.
Jeg ville ønske jeg orkede at printe fotos og sætte dem i albums.
Jeg ville ønske jeg orkede at læse én af de fremragende bøger jeg har liggende i kø.
Jeg ville ønske jeg orkede at oplade min telefon.

Jeg ville ønske jeg orkede at ordne vasketøj.
Eller få ryddet op i min garderobe.
Jeg ville ønske jeg orkede at få sorteret i genbrugsting og -sager og køre dem afsted til et godt formål.
Jeg ville ønske jeg orkede at gå ned med genbrugsflaskerne.
Jeg ville ønske jeg orkede at forestille mig hvad mit liv skal indeholde i morgen, i næste uge, i det hele taget.
Jeg ville ønske jeg orkede børnene var lidt hos os.
Jeg ville ønske jeg orkede at finde på noget sjovt at lave.
Jeg ville ønske jeg orkede at rejse mig fra sofaen og lave en kop lækker latte.
Jeg ville ønske jeg orkede at spise noget andet end crapmad.
Jeg ville ønske jeg orkede at nusse om min mand.
Jeg ville ønske jeg orkede at være dén af os der gik ned efter slik til den film jeg ikke ved om jeg orker at se.
Jeg ville ønske jeg orkede at være ligeglad med at det regner.
Jeg ville egentlig også ønske jeg orkede at ryge lidt. Bare lidt.

Jeg gad bare så godt orke at slå græsset.
Jeg ville i det hele taget ønske jeg var sådan én der orkede at gå i haven.
Jeg ville rigtig gerne orke at støvsuge og gøre huset lækkert.
Jeg gad rigtig godt orke at tage et langt, varmt bad med cremer og peeling og neglelak på tæerne.
Jeg ville ønske jeg orkede at være social.
Jeg gad bare rigtig godt orke at grine højt og fjollet og længe.
Jeg gad rigtig godt orke at være sammen med dejlige mennesker.

Jeg ville ønske jeg orkede at orke.
Men jeg orker ikke.

Run mad...


... whenever you can. But never faint!

mandag den 11. juli 2011

Drunken Yoga




MAN TAGER....:

10 granvoksne mennesker
1 BloggerBaby på omgang
1 lyshåret vikingesøn med hang til dukkevogn og pudekamp
1 Palæ
Krympeplast doseret med løs hånd
Vandmelon med løgsmag
Kanelsnegle
Godt med gums
Kartoffelsushi
Garn og perler og hæklenåle og tegnegrej strøet omkring i festlige mængder
Iphone-mekka
Internetbøvl
En sækfuld latterbrøl
Tomatsnask, bedre kendt som 'mojorojo'
Adskillige flasker med mere eller mindre ukendt indhold
Kartoffelsnask

DESUDEN SKAL DU BRUGE:

Mynte, glemt derhjemme
Børn, glemt derhjemme
Fornuft, glemt derhjemme
Mænd, glemt derhjemme


Spred dyner, madrasser, puder, tæpper, lagner, tasker, poser, sække, kurve og børn ud over så stort et areal som muligt.
Garner med nachos, oliven og hindbærsnitter.
Smadr isterninger ud over hele køkkenet.
Ryst, kys og hæld på glas med sugerør.

Voila: Drunken Yoga

lørdag den 9. juli 2011

alt godt fra havet


Om lidt kommer de. Mine dejligste damer i hele verden.
Jeg er ved at gå ud af mit gode skind, så meget glæder jeg mig.
Sommerens bedste weekend starter nu, og jeg tør ikke blinke af frygt for at gå glip af den mindste smule!

fredag den 8. juli 2011

Nu ikke så kålhøgen

Årrrgggghhhhhh...
Det skulle jo bare være for at kigge forbi og lige høre lidt musik og sårn...
Men altså, vi endte med én kappeklædt køkkenhelt, én ninja-engel, én Fyrbøder og - nåh ja - mig, i vores gårdhave, klokken alt for tidligt for et par timer siden, på det tidspunkt i løbet af festen, hvor ingen længere studser over at nogen går med kappe og nogen blander sig i pigeslagsmål, og nogen tredje i virkeligheden er undercover ninja.
Til gengæld blev der både skålet med scrabble og tornyster, der blev diskuteret gums, kålhøgen og andre væsentlige ting.

Og nu er de andre gået hjem. Så jeg dapper på arbejde.
Go' dag!

torsdag den 7. juli 2011

In denial

*LA la la laaaaa la l al al laaaaa* med fingrene i ørene.

Jeg mente det ikke. Jeg savner dem overhovedet ikke. Nej nej.. Ikke endnu. Overhovedet ikke...
For hvis jeg allerede begynder at savne dem nu kommer jeg til at lide storslemt om en uge. Og om to uger.
Så jeg NYDER at have fri og tid og fri. Savner slet, slet ikke.

Dum di dum di duuum... jeg har fri og skal på arbejde og lege, og jeg skal strikke og høre musik på min yndlingscafe med yndlingsmennesker i aften. Ikke et ord om børn.
Nej nej nej...  Voksentid, ahhh.


(denial denial denial)

For F*** da osse!

3 uger.
Jeg dør langsomt af sorg og savn....

Ok - mild overdrivelse, men det er helt og aldeles fuldt ud igennem naturstridigt at være så længe væk fra sine børn.
Og nej, de får aldrig lov til at flytte hjemmefra. Jeg kommer til at spærre dem inde resten af deres liv, når først de kommer hjem i reden igen! Basta.

onsdag den 6. juli 2011

Planer fra Hjertet

Jahhh - da!

Har haft en rigtig dejlig snak med Mødrehjælpen i dag - fordi jeg tænker tanker og lægger planer om at gentage en helt vidunderlig begivenhed!

Min allerbedste yndlingslærer of all times; Anne-Grethe (som gjorde mig til den håndarbejdslærer jeg nu engang er med hud og hår), sagde engang til mig:

"Hvis du sigter efter månen kan det jo være du rammer en trætop undervejs"

Så det er det jeg gør. Sigter efter månen!

Og nu har jeg også lavet en lille semi-pro facebookside, hvor jeg vil opdatere på de mange gode, spændende og inspirerende projekter jeg går rundt og leget med.
Kig forbi, hvis du har lyst!

Og kig endelig forbi Hjertefesten - også på Facebook - og bliv opdateret på det seneste af det seneste, og vær med i diskussionen om hvordan vi kan skabe en ENDnu større, ENDnu smukkere og ENDnu festligere begivenhed. Kom kig. Og varm hjerter.
I hvert fald mit - til at starte med!

Slummy Mummy

Dagens udfordring..... En hel dag uden alkohol!
Sommeren er så skide forførende, og når man har kolde øl stående på køl er det svært tillokkende lige at nuppe en kølig fyraftensøl, når arbejdsdagen slutter klokken to. Og en dejlig kold til aftensmaden. Og måske én til at slutte dagen af...

Men øhm... i dag er alko-fri. Egentlig bare fordi... (ja ja.. det er bare noget jeg siger... det er i virkeligheden fordi jeg forsøger at tabe mig lidt, og de der forførende, dejlige, liflige kolde sommerøl er ikke skide befordrende...)

Argh. Jeg fortryder allerede!

mandag den 4. juli 2011

Småblomstret bomuldsguld


Kære Røde Kors.
Jeg elsker jer!

Der var engang...

Yeiks.
Så fløj ællingerne ud på den anden side af hønsegården for at strække fjerene og prøve vingerne af.
De efterlod et rod af skaller, halm og halvspiste orme i ét virvar.
Støvet har knap nok lagt sig fra deres vilde basken omkring - og alligevel sidder Hønemor her i reden og klukker forsigtigt for ikke at fælde bekymrings- og stolthedstårer.

Selvfølgelig vender de hjem, for det gør ællinger altid - måske smukkere og klogere end nogensinde.
Ellers ville det jo ikke være et ægte eventyr!


- Posted using BlogPress from my iPhone

søndag den 3. juli 2011

Getting better? Or getting worse?

Tourfeber = Strikkefeber....

Eller også lider jeg bare generelt af strikkefeber. Den er svær at kurere, den sygdom. Jeg gør ellers hvad jeg kan;

Jeg eksperimenterer med Chunky Højlandsgarn, for der bliver født søde babyer overalt til august - og de skal puttes i dejlig, blød uld når der skal soves til middag i barnevogne rundt omkring i landet...
Jeg forsøgte mig egentlig med en opskrift fra 'Sort Lakrids' - men det var røv og nøgler (virkelig, virkelig, virkelig elendig opskrift! Dårligt skrevet og resultatet så bare SÅ sjusket ud) - så nu forsøger jeg mig frem med raglanudtagninger og morfar-krave.
Det skal nok blive godt - især hvis jeg finder de store karrygule knapper som jeg forestiller mig vil sætte prikken over i'et.



Uha. Og faren ved at arbejde i den lækreste garnbutik er alle de ideer til projekter der dukker op hver evige, eneste dag jeg bevæger mig derned.
Så jeg krøb til korset og undte mig selv et 'butiks-projekt', som jeg strikker på når der er rolige stunder bag disken:

Opskriften er fra Rowans Winter Kids, og den ser temmelig lovende ud. 
Jeg strikker den til mellemknægten, og han har godkendt både mønster og farver (pyhaaa).
Det ser helt vildt svært ud, men er totalt enkelt; blusen bliver strikket i vævestrik - så jeg sidder kun med én farve ad gangen og løfter masker af efter behov, så det til sidst danner det her fabelagtige kryds-mønster:


Bagsiden:

Og sådan ser det ud, når en nørd fortolker opskrifter:


Den blir så flot! SÅ flot. Manner, hvor jeg glæder mig!!


Nåh ja. Og så strikker jeg selvfølgelig stadig på min Army of Love. Den bliver SÅ fed.

Én af gevinsterne ved at arbejde med strik - altså ud over at jeg dagligt har lov til at kaste mig omkuld i farver og garner og lækre kvaliteter - er al den strik jeg kan smyge mig i, når jeg er på job:




Har på fornemmelsen at jeg egentlig ikke er igang med at kurere mig selv... snarere er jeg vist igang med at øge min afhængighed.
'Damn'....

lørdag den 2. juli 2011

fredag den 1. juli 2011

Dear Photograph







Et billede af et billede fra fortiden.
Find mange, mange flere hér - og snyd ikke dig selv for at læse billedernes beskrivelser. Rørende. Tankevækkende. Ironisk. Smukt.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...