torsdag den 30. juni 2011

35

Det er tusinde gange bedre at fylde 35, end det var at fylde 34!
Jeg er verdens mest forkælede menneske. Tag den!
Og tak!

tirsdag den 28. juni 2011

28/6-1976




Gad vide hvad de gik og tænkte, dengang for 35 år siden.
Lige om lidt ville de blive forældre, min mor for første gang, og min far for anden.
Mon de overhovedet vidste hvad det var de gik ind til? Hvilke tanker mon de gjorde sig?

Forældre er altid forældre.
Men når jeg tænker på min mor, dengang for 35 år siden, var hun væsentligt yngre end jeg er nu. Hun havde kun (næsten) 1/3 af de børn jeg har nu.
Og alligevel forestiller jeg mig hende meget mor-agtig - sådan som hun altid har været i mit liv; klog, vidende, fjollet og alligevel indsigtsfuld, altid parat med svar eller plastre.
Det er sådan jeg forestiller mig hende. Selvom jeg godt er klar over, at hun kun lige akkurat skulle til at være første-gangs-mor, og garanteret var ved at savne sig i stykker efter sin egen mor, der døde inden jeg blev født.

Gad vide om jeg ville ha synes om hende, hvis jeg mødte hende - som hun var for 35 år siden?
Ville vi have noget til fælles? Hvad ville vi mon tale om?
Jeg tror jeg ville kunne li hende. Jeg er sikker på at hendes blide styrke ville ha slået mig paf.

Jeg tror sgu at jeg ville ha synes min far havde været liiige lidt for meget. For det var han.
Men jeg tror han ville ha fået mig til at le.
Og jeg tror han ville ha slået mig med den ømhed han ville vise sin højgravide kæreste. Og jeg ville genkende glimtet i hans øjne, når han ville fabulere om alt det fantastiske han skulle vise sit barn. Hele verden, intet mindre, er jeg sikker på.

De ser så unge ud.
Det er et helt andet liv jeg ser, når jeg kigger på billederne af dem. Unge, håbefulde. Velkendte og trygge. Men med en snert af mystik i deres gådefulde smil.
Hvem var de, dengang? Inden de blev mine forældre.
Forelskede? Forskrækkede? Forberedte? Forventningsfulde?

Jeg kender alle deres fortællinger om dengang - historier jeg har hørt mange gange i mit liv.
Fortalt med morskab og alvor. Oftest med moraler flettet ind somewhere - for sådan er forældre vel?
De stopper aldrig, fortællingerne. Heldigvis.
Nogle af dem bliver væsentligt bedre med årene. Andre bliver lige så stille glemt, eller gemt til en anden gang.
Men fortællingerne om vores liv gør det virkeligt. Jeg føler næsten jeg kender mine forældre som de var, dengang. Gennem de mange fortællinger.

Mind mig om at fylde mine børn med fortællinger fra deres og deres forældres liv!

Fortællingen om dengang min mors veer ikke ville blive effektive nok, og min far tog hende med op i sit fly for at lede efter lufthuller - så de kunne få sat den baby i verden.
Fortællingen om deres hund, Buster, der var så jaloux på den nye baby at de blev nødt til at vælge mellem de to. (Jeg er stadig taknemmelig over at det var babyen de valgte!)
Historien om en meget vred far, der skulle anerkende at være 'Fader til dette uægte barn'
Fortællingen om et bryllup og en barnedåb - og en køretur på budcykel med blonder og blomster mast ned i kassen foran.
Fortællingen om det lillebitte hus de boede i i deres første tid som forældre - hvor togskinnerne lå lige på den anden side af hegnet, og min far blærede sig med at kunne høre hvilket togsæt der ville komme forbi, længe inden det skulle vise sig rundt om hjørnet.
Fortællingen om én baby, som hurtigt blev til to. Og fortællingen om et par søstre, der stort set aldrig har været adskilt siden.

Jeg elsker de historier.
Og jeg elsker at det lige præcis blev dem som blev mine forældre. Dengang for 35 år siden.
Jeg elsker historierne.

Men nøhj, hvor gad jeg altså godt have kendt dem dengang. Og være sammen med dem - lige nu - midt i deres anstrengelser for at deres første datter skulle fødes. Det gad jeg godt.

søndag den 26. juni 2011

fredag den 24. juni 2011

65

Tillykke med fødselsdagen, din gamle sjover.
Jeg har sgu ikke købt noget til dig i år - jeg tror faktisk også du er ret ligeglad, dér hvor du er...

Men jeg har sunget for dig, og sendt dig drømme om rødvin og solskin på terrassen. Hvis du havde været her havde du sikkert sagt at det var skide ligemeget at fejre en gammel idiot som dig, men jeg ved at du ville ha nydt det alligevel.
Ungerne ville ha tegnet mærkelige tegninger til dig, og du ville ha sagt de var fine, selvom du ikke anede hvad du skulle stille op med dem.
Og vi andre ville ha revet os i håret over at finde på den perfekte gave til sådan en gammel hippie, der alligevel aldrig ønskede sig noget som helst, og som i øvrigt synes at ødsel forbrugermentalitet var noget fanden havde skabt - men som dog trods alt ville ha elsket en go flaske whisky eller én eller anden sær dims til værkstedet.

Skål, Gamle Jas. Og tillykke. Du er savnet!

torsdag den 23. juni 2011

"Jeg har et talent jeg ikke vidste jeg havde"




Det er ikke et sekund for tidligt at begynde indoktrineringen.
Hvad er det man siger? Er det ikke noget med at man kun har til de er 12 år gamle - og derefter er alting stort set for sent på dén front?
Hun er heldigvis totalt nem at arbejde med...  og 13 års moderskab og flere årtiers erfaringer med børn har vel gjort ét og andet i forhold til at vide hvordan man manipulerer?


Karen var på arbejde med mig i dag, og hendes løn for sit slidsomme arbejde (ja ja da - hun fejede HELE trappen, pakkede kasser ud og satte priser på næsten hele butikken...) var et garnnøgle, fuldstændig efter eget valg.

Den lilla kom med hjem.
Og det gjorde Lise også.
Og et nyopdaget talent.

Og nu sidder Frøken Karen Feodora klinet op ad mig og strikker og sludrer og strikker.
Og siger ting som:
'Nøhj, jeg har et talent jeg slet ikke vidste jeg havde', 'Næste gang jeg skal købe garn ønsker jeg mig noget med glimmer' og 'Jeg skal lige tage en omgang mere...' og 'Nu bliver det rigtig hyggeligt at komme på familielejr, for så kan vi rigtig strikke - dig og mig og BedsteBirgitte'

Hæ hæ. Jeg behøver ikke sige at moderen gnider sig i sine hænder, og tænker store tanker om ikke længere at være den eneste garnjunkie i huset.

onsdag den 22. juni 2011

Privatfest!

HA!
I kan sgu beholde både Foo Fighters og Roskilde for jer selv!

For gæt hvem der kommer hjem idag!

tirsdag den 21. juni 2011

Møgdag - nu med is og strikketøj!


Startede dagen med stilhed og glæde.
Nåede både at blogge, strikke og drikke kaffe.
Smuttede på arbejde i yndlingsbutikken. Nussede rundt, ordnede dit og ordnede dat.

Og kørte hjem igen, fordi det bare alligevel er en lortedag.
Spørg mig ikke hvorfor - for jeg har efterhånden lært, at de der skoddage dukker op, uanset om jeg forstår det eller ej...

Så nu sidder jeg dér, hvor jeg også sad i morgens. Med stilhed. Men uden glæde.
Det irriterer mig grænseløst! Hvorfor? HVORFOR? fanden skal jeg have de satans udsving?
Hvis jeg så bare kunne gennemskue hvornår de dage dukker op, så jeg kan udsende advarsler til de intetanende individer der befolker min verden.
Og advare mig selv. For det er nødvendigt! Ellers kan jeg alt for hurtigt komme til at tro at sandhederne ikke eksisterer, at det kun er i savsmuldstapeter og alt for mange cigaretter jeg finder en lille smule opretholdelsesdrift.
Men der er intet mønster, intet system. Tro mig, jeg har ledt! Længe!

Godt der står en fryserfuld is ude i køkkenet!
Jeg satser på i morgen bliver en god dag. Og i dag - skal jeg vist bare huske mig selv på, at det hele ordner sig. Jeg ved ikke hvad det er som skal ordne sig? Jeg ved heller ikke hvordan. Men det gør det. (Tror jeg....)

Ikke bare en kjole!

En af de mange genbrugskjoler. Suk. Er den ikke bare fin?

Jeg er en sucker for genbrug!
I mange, mange år har jeg trawlet samtlige provinsflækker igennem for at finde lige præcis dét der særlige, som ikke kan findes hvor som helst.

Især har jeg haft en illusion om at der én eller anden dag ville hænge en vintage Diane Von Furstenberg wrap, sådan helt stilfærdigt på en bøjle, og vente på at jeg kom og fandt den og elskede den resten af mine dage.
Jeg har ikke fundet den endnu. Men jeg ved at den nok skal dukke op en dag.
Måske dukker den op r. Igen?
For den var der faktisk. Jeg var bare ikke hurtig nok...

Arhmen, er det ikke fantastisk. Røde Kors Genbrug på nettet. Uden lugt af hengemt, og uden at skulle skæve mistroisk til de andre kunder, for at lure på at de ikke lige har fundet det gode gemmested før man selv har været der!
Og vel at mærke til ordentlige genbrugspriser.

Jeg elsker genbrug. Hver eneste beklædningsdel har så meget historie gemt i folderne.
Hvem har sidst gået med den her kjole? Var hun lykkelig den dag hun havde den på? Måske var hun til en særlig fest - måske sin søsters bryllup, måske den dag hun for alvor blev forelsket? Måske den dag hun fandt ud af hun var gravid?

Ud over at genbrugstanken tiltaler mig enormt - at vi ikke bare kasserer anvendelige ting, men i stedet værner om dem, og passer på vores klode og vores liv - så er jeg en sucker for de fortællinger, som hver eneste lille genstand rummer.

Kjolen på billedet er et af mine allerbedste yndlingsfund. Men der er godtnok mange, efterhånden! For jeg er VILD med genbrug!

mandag den 20. juni 2011

Raa'sgu!

Jeg er ved at blive IDIOT hér!

Jeg har jo hverdagsjunkie.dk - og jeg ku skide godt tænke mig at slippe af med .blogspot - og jeg overvejer endda at bevæge mig over på the dark side (har hørt noget om at de har kage?) og lave min blog til en wordpress én af slagsen.
Men hvordan fanden får man så lige lortet til at fungere?
Nu her jeg siddet og rodet rundt med surftown og kæmpet for at få installeret wordpress og lære alle mulige bogtavsforkortninger og kode-dimser - og jeg fatter NADA!?

Grrrr.... nu gir' jeg op og drikke øl i stedet. Og håber på det hele fixer sig selv over night...
Som om...

Er vi ude i noget kidnapning, hér?



Arrrrggghhhhh....
Nu må de gerne komme hjem.
Fuck, jeg savner dem!

Kom hjeeeeeeeem, blev der sagt!

søndag den 19. juni 2011

hjertefest

Hapsi hapsi.
Så nuppede jeg lige www.hjertefest.dk.
Jeg har nemlig en plan!

Nu mangler jeg bare en grafiker, en web-helt og et trykkeri - der vel og mærke er klar på at ville gøre noget lidt ekstra for at hjælpe verdens bedste formål. Altså som i gratis.
Kender du mon nogen?

Uha. Jeg er bange for det bliver stort, det her! Bare vent!!!

Hjælp, jeg er en feriesnob?



Og så skete det igen...
'Nogen' har glemt at det er sommerferie lige om lidt, og det betyder at 'nogen' igen i år ikke har en eneste plan...
Hjælp? Er det overhovedet forsvarligt at en trebørns-familie sætter sin lid til en tids- og planlægningterrorist som mig?

Jeg ved simpelthen ikke hvad det er med det der sommerferiekoncept, som jeg ikke har fattet.
Jeg husker min barndoms somre med telt-ture, sene nætter med bål og guitar, leg, leg, leg... - og rejser.
I virkeligheden er der lidt af et paradoks i dét der med rejserne fra min barndom, for min mor var enlig mor og havde ikke meget at rutte med - men alligevel husker jeg det som om vi altid var i udlandet på ferie?
Ved en hurtig gennemgang kan jeg da huske både Venedig (op til flere gange), Kreta og Rom.
Jeg mener det faktisk helt seriøst; jeg synes man som voksen har en vis form for forpligtelse i forhold til at bidrage til sine børns viden og oplevelser af verden.
Sådan husker jeg det selv - selvom ingen ville få den 15-årige Trine til at indrømme at Rom var fed!

Hvad gik der galt?
Jeg tager sgu ikke mine unger med ud at rejse. Heller ikke i år.
Mine unger har været vidt omkring og set deres andel af verden; Italien, Portugal, Sverige...
Så de skal såmænd nok vokse op med en bevidsthed om at der findes andre steder i verden end deres mors lille navlepillende baghave. Men til andres fortjeneste...
Fx har mine unger en fantastisk Farmor, der inviterer sit 10-årige barnebarn ud og rejse - hvor barnet selv må vælge destination. Ældsteknægten drog til Rom, Mellemknægten var i Portugal - og yngstetøsen insisterer på at hun vil til Lalandia når det engang bliver hendes tur.
Godt for dem, at de har en Farmor der kan finde ud af den slags!

Jeg vil vildt gerne ud og rejse, og jeg vil vildt gerne ud og rejse med mine børn. Der er så sindsygt mange steder og så vanvittig mange fortællinger der bare ligger og venter på at blive opdaget.
Men jeg må vist indse, at jeg ikke ved hvordan man gør?
Jeg tror sgu jeg har alt for høje forventniger til hvor tilpas afslappet og henkastet lækker-kulturel sådan en ferie skal være, til at jeg selv kan sætte den i scene.
Sjovt nok har jeg aldrig nogensinde overvejet charter.

Hjælp? Jeg er en feriesnob?
Det er sgu da derfor de her ferier altid kommer til at blive i hyggelige baghaver og ikke ude i den store rivende malstrøm af Virkelig Verden.
Jeg vil åbenbart hellere holde en fredsommelig have-ferie, hvor jeg ved hvad vi har at forholde os til - end at pukle afsted på en ferie, hvor vi (læs: jeg) alligevel nok ender med at blive skuffede over at der ikke var museer/ensomhed/autencitet/får/egnsretter nok.

Ej. Helt ærligt. Jeg er en fucking feriesnob? What to do?

lørdag den 18. juni 2011

Og ind fra højre...

Uha.

Uha uha uha uha...

uhhh.

Der sker noget. Inde i mit hoved. Store tanker - om dén der fest, du ved nok.
I dag var jeg et smut 'hjemme' på min yndlingscafé og suge al næring ud af hjernen på en skøn én jeg kender dernede.
UhA, hvor er det godt at få flere vinkler på sine ideer.
Og uHA, hvor kom der en fed idé på bordet. Sådan en rigtig fed idé.
Jeg kommer helt sikker til at drømme om den i nat, så fed er den.

Ej. Jeg har helt vildt lyst til at fortælle og fortælle og fortælle om det.
Men idéen er bare stadig så lille og sprød og spinkel, at jeg lige skal pusle den færdig i tankerne.
Men jeg kan da sige så meget, at jeg pludselig kan se en måde til hvordan Hjerternes Fest kan ramme HELE Danmark for fulde gardiner!
Nøhj, hvor bliver direktøren for Mødrehjælpen svært glad når jeg ringer til ham i næste uge! (for naturligvis har han tid til at snakke med mig, ikk? Og min idé er da også helt klart færdigpudset til at blive sat i spil lige om lidt. Jada!)

Uha. Nej. Ihh altså. Jeg kommer vist ikke til at drømme om den fine, fede idé i nat - for jeg kommer vist slet ikke til at kunne sove...

fredag den 17. juni 2011

One more to go


Damn, hvor har de været længe væk, de der børn.
Og de kommer ikke hjem før midt i næste uge. Suk. Altså.

Nå, men ok. Jeg er så heldigvis blevet én af de der 'nu-kan-jeg skeje-ud-og-gøre-hvad-det-passer-mig-fordi-jeg-har-glemt-jeg-ikke-længere-er-17-år-mødre'. Så jeg går i byen igen. Lige om lidt.
Og hold kæft, hvor det egentlig passer mig fint.
Noget John Mayer Jam på Fatter Eskil i aften. Noget med en øl hos min lillebror. Og noget med at jeg godtnok skal på arbejde (jeps!) i morgen, men først klokken 10, så det går nok alt sammen.

Ja. På arbejde. På en lørdag.
Og jeg skammer mig ikke et øjeblik over at sige, at jeg rent faktisk glæder mig. For jeg skal nemlig være i biksen helt alene. For det må jeg nemlig godt. Og fordi jeg kan. Ha!
Kom ned og sige hej og køb en maaaaasse garn, vil du ikke nok?
Der er stor risiko for at jeg udbryder i spontan sang og luftguitarsoloer, men det må du tage med, så.

Go fredag out there!

Just an ordinary thursday




Elendig lyd og billedkvalitet. Men fed café.
Og yndlings-drengene spiller hyggelige kopinumre til maden. Og øllen.

Der er sgu noget ved at have et sted, hvor man er på fornavn med de fleste, og hvor menukortet er lækkert. Hvor drinksene er lige så lækre som selskabet. Og som ligger i gåafstand fra sin seng.

Knap så lækkert at blive overfaldet af den vildeste regnbyge på vej hjem.

Men til gengæld temmelig fedt at se frem til en skøn aften med endnu et par stykker af yndlings-drengene. Det kan måske være vi ses?

torsdag den 16. juni 2011

Queen of Boring

Yeisk.
Så har man også prøvet at blive kaldt småborgerlig på sin blog..?

Ok - og med rette... for jeg ved det sgu godt selv.
Jeps. Jeg er blevet kedelig. There, I said it!

Det er så nu jeg kunne komme med tusinde undskyldninger, og 'det er bare fordi jeg er træt' eller 'nu er jeg ved at være ovre min skilsmisse' - eller 'det er fordi jeg er begyndt at arbejde igen'...
Men det gør jeg ikke, for fesne undskyldninger er bare..... fesne undskyldninger.
Og hvorfor i øvrigt undskylde for noget, som jeg egentlig ikke skammer mig over?
Nej, vel?

Men hey, din skønne anonyme kommentator - TAK for et los i bollerne. Jeg tror jeg trængte til det.
Min første reaktion på dét der med småborgeligheden var noget med at spurte ud og købe den mest orange henna der kan opdrives i provinsen, og kaste alt mit tøj ud i omgang batikfarvning. Just to prove a point.

Jeg kaster stadig lidt med brosten - men de er fandme blevet så små, de brosten jeg har liggende. Små nok til at ligge på en lillefingerspids, og de er da sjove nok at kaste med, men effekten er ikke så stor.
Og så er der jo også lige dét, at jeg faktisk har det ret godt.
Det har jeg virkelig. Jeg har det fantastisk, og det fejrer jeg med at være en småkedelig skiderik som forsømmer alle mine principper om at hylde åbenhed, ærlighed og humor.
Egentlig har jeg det bedre end nogensinde. Og det gør faktisk ikke mig noget særligt, at jeg er gået hen og blevet lidt småkedelig af det.

For at sige det som det er:
Jeg har virkelig længtes så meget efter at være lidt kedelig. Bare for en stund.
Der har været drama og skærmydsler i aaaalt for lang tid, og jeg knuselsker at jeg faktisk ikke rigtig laver en skid. Andet end at hygge, kramme, læse, strikke og drikke mig behørigt stiv med jævne mellemrum.
Nåh, ja - og så lige skændes med en BørneBande der bliver frækkere og mere påståelige for hver dag der går.
Og med en Fyrbøder. Men udelukkende når den ene af os enten sover, eller er så stiv at ingen alligevel kan huske det dagen efter...
Og pusle med et skilsmissemanuskript, som jeg virkelig, virkelig håber på bliver en realitet - og som nok egentlig også er årsagen til at jeg ikke skriver så meget om alle dén slags tanker herinde mere; fordi det gerne skulle blive til en fed, fed bog lige om lidt.
Og prøve dét der med at være sådan én der går på arbejde. Det vil sige at være sådan én der dejser omkuld på sofaen efter 4 timers arbejdsdag, og forlanger stilhed og øl i stride strømme. Og fodmassage.
Og være sådan én som egentlig ikke har drama i sit liv hele tiden. Det er noget helt nyt. Og faktisk noget ret rart. (Selvom jeg indimellem er ved at skrige... men lad mig nu bare lige blive i min illusionsbobbel lidt, ikk?)

Jeps. Kedelig med hverdag on top.
Bare lige lidt. Med øl til.

mandag den 13. juni 2011

Strikketøj



... Ok.
Helga Isager må altså også gerne finde vej hjem til mig til min fødselsdag. Det ville ikke gøre ret meget, faktisk...

søndag den 12. juni 2011

Den bedste slags fest!



Der er tanker i mit hovede.
Mange tanker. Mange hjertevarmende tanker.

For noget var godt - dengang sidste jul. Og når noget er godt skal det blive ved med at eksistere.

Vi - os, jer, dig, mig - gjorde rent faktisk en forskel. Jeg bliver så stolt og rørt hver gang jeg tænker på det.
Og jeg har lyst til at gøre det igen. 
Jeg har sgu lyst til at holde fest. Hjerternes Fest.

Vil du ikke være sød og drøne en tur ind forbi Hjertefesten på Facebook og fortælle mig hvad du synes?
Ød gerne ud af alle dine ideer - for skal vi holde en fest, skal vi sgu holde én som vi alle har været med til at skabe. For den slags fester er de bedste!

Uh. Nej, altså. Jeg glæder mig. Helt vildt!




fredag den 10. juni 2011

Spild af godt drama!

Scene 1:
Hverdagsjunkie og Fyrbøder kaster sig frådende over tang, ris og fisk og spiser sig vulgært mætte i sushi.
Totalt udmattede af de mange proteiner synker de sammen i hver sin ende af sofaen og falder i søvn.

Scene 2:
Fyrbøderen vågner, det er pludselig blevet mørk udenfor. Sushi-junkien i den anden ende af sofaen ligger snorkende krøllet sammen.
Fyrbøderen beslutter, at det er smartere at gå i seng.

Fyrbøder: "Trine? Triine? Søde skat - kom vi går i seng nu"

Sushi-Junkie: " .... .... "

Fyrbøder: (Aer den sovende sushi-junkie forsigtigt) "Er du vågen? Kom, du skal med op i seng - det er for åndsvagt at ligge her"

Sushi-Junkie: " Mnnn..... ok..."


Scene 3:
Fyrbøderen nusser rundt, slukker lys og låser døre. Går tilbage til den sovende junkie og forsøger igen.

Fyrbøder: "Hallo? Er du dér?

Sushi-Junkie: (Flagrende med både arme og vrissen mimik) "JAAH! Ok! - Jeg HAR lissom hørt dig! Hold nu OP!"

Fyrbøderen trækker skyndsomt alt til sig, lister i seng og tænker 'Nåh, ok?"

Scene 4:
Sushi-Junkie vælter ud af sofaen, og kravler i seng (og når - heldigvis - lige at tage sin medicin)
Fyrbøderen ligger allerede i sengen og sover.
Sushi-Junkien kravler uelegant hen til ham og splatter ud på hans ryg.

Scene 5:
Morgen. Sol ind ad vinduet. P3 vækker langsomt de sovende.

Sove-Junkie: "Wow, hold da op vi har godtnok sovet længe? Vi må ha trængt til det, hva?"

Fyrbøder (med slet skjult åndsvagt grin tværet ud over hele fjæset): " Mnnnn... Ja, nu du siger det...."






ENDELIG sker der noget - og så er man der ikke engang til at opleve det...

torsdag den 9. juni 2011

På forlangende!


Frøken Feodora proklamerede for flere måneder siden at hun ville have jordbær til sin fødselsdag - for hendes fødselsdag er til sommer, og når det er sommer skal man også have jordbær!

Vi har kigget spændt på jordbærplanterne de sidste mange uger - og sørme:


De fineste, sødeste, lyserøde skovjordbær - lige akkurat nok til at kunne ligge i en snavset hånd på en pige, der idag fejrer sin 6-års fødselsdag.


Åh, gud. Den pige vokser op med en bevidsthed om at hele verden indretter sig efter hendes ønsker!
Men på én eller anden måde er det nærmest helt naturligt - hun er jo så dejlig, at verden ikke kan lade være.
Man forstår den godt, den dér verden!

onsdag den 8. juni 2011

Men jeg vil alligevel ha sugerør i min øl. Sgu!


Når man bliver 35 er det ok at ønske sig voksne gaver - eller hvad?

I hvet fald ønsker jeg mig allermest skejsere, monetos, slanter, gysser til en skyggefuld krog i haven med stille sommerbrise, hynder, strikketøj og en god bog. Bløde hynder. Og en virkelig god bog.
Strikketøjet skal jeg nok selv sørge for...

Bogen må gerne være den her:


Jane Austens samlede værker på originalsproget - set hos Bog & Idé til sølle 90 kroner...

Nåh ja. En kjole bliver jeg da heller ikke ked af at få.. Har set én hos Samsøe & Samsøe til 800 kroner - som vil være ret fantastisk i en str. large:
(jeps. Vulken ko-ooo-oomer!!!)


Og hvis jeg virkelig skal stramme den vil jeg gerne dufte godt, når jeg ligger der og slænger mig i min hængesofa, iført min nye kjole og med min nye bog i skødet...
Og med helt friske og solbeskyttede øjne:



Er det ikke bare totalt voksent at fylde 35 lige om lidt?

tirsdag den 7. juni 2011

Sandheder fra bagsædet

Karen: Moar, jeg ved godt hvad du aldrig vil gå af med!

Mig: Ja da - jeg vil aldrig nogensinde gå af med dig!

Karen: Mnnn - og heller ikke dine sønner. Og din kaffemaskine.

mandag den 6. juni 2011

Hvad er vigtigst?




Tja, jeg vil nok til hver en tid mene at det er dét på indersiden..


Virk!


Nå, men ved I hvad?
Jeg er faktisk ret god til det der med at gå på arbejde....

Hvem havde troet det?

En pause på 1 1/2 år sætter sine spor - også hos mig. Og det er ikke for sjov jeg har måtte kaste mig ombord i sofaen stort set hver eftermiddag de sidste 14 dage. Eller at der har været langt mellem guldkorn og sprudlerier på bloggen.

Men, altså.
Hvor vildt er det ikke lige at opdage at jeg rent faktisk godt kan?
Ret vildt - hvis nogen ellers er nysgerrige!

De sidste oplevelser jeg har haft med arbejdslivet har været noget med at hægte sig fast med det yderste af neglene og stille sig så meget på tæer, at alle indre organer blev strukket ud til det yderste.
Sådan noget med aldrig rigtig at føle jeg nåede det hele - at der altid var hængepartier og ting jeg bare ikke nåede/magtede/forstod.
Jeg har mærket meget, meget grundig efter - og nej, jeg skal aldrig nogensinde tilbage til lærerfaget igen.
Det er stadig et kæmpestort nederlag, føler jeg. Men jeg prøver ikke at tænke for meget over det, og over hvor mange år jeg har brugt af mit liv på at forsøge at være noget jeg ikke er...

Til gengæld skete der noget, da jeg gik i tænkeboks og spekulerede over hvorhenne jeg sidst havde haft gode oplevelser med at gå på arbejde - ren og skær arbejdsglæde.
Jeg skulle vanvittig langt tilbage. 11-12 år, for at være helt præcis. Helt tilbage til dengang jeg arbejdede i Lyngby.
Jeg blev fandme forskrækket, da det gik op for mig hvor lang tid jeg ikke har følt mig glad og tilfreds med mit arbejdsliv. Meget forskrækket!
Den næste tanke gav sig selv; det blev pludselig meget vigtigt for mig at søge tilbage til dén oplevelse, dén følelse af at glæde mig til en ny dag, nye udfordringer, til at gå på arbejde.

Og Lene, det kæreste væsen, ville gerne byde mig indenfor. Til leg og glæde. Og fiberrig blødhed.
Og til følelsen af at være dygtig.
For det er jeg. Nemlig. Og ikke spor flov over at sige det højt.
Jeg er GOD til det jeg gør. Jeg kan dét der med garn og strik og opskrifter. En garnbutik sælger ikke kun garn og strik - den sælger succesoplevelser og tryghed. Og det kan jeg.
Og jeg har længtes så ufattelig meget efter at få den følelse helt ind i sjælen igen. At jeg kan. At jeg er dygtig. At jeg virker.
Og det gør jeg. Virker.

Jeg virker. Mu-haa-haa-haaaa.
Verdensherredømmet er lige rundt om hjørnet. Hvis ikke det altså var fordi jeg har for travlt med at strikke og glæde mig til at skulle afsted på arbejde igen om lidt.

Er du sindsyg det føles godt, det dér arbejdsglæde!

søndag den 5. juni 2011

Strit



En vidunderlig sangerinde har set dagens lys...

Eller, det vil sige - hun så dagens lys for et par og tyve (eller deromkring) år siden.
Og siden hun så dagens lys så vi andre det lys af vidunderlig musikalitet der er hendes største gave.

Jeg kender ingen anden kvinde med så stor indsigt i sødmefuld, sjæleblid musikalitet. Hendes bløde stemme og hendes snert af sarthed gør hendes numre til noget helt, helt særligt.

Når man har fået en gave er man forpligtet til at bruge den.
Så stor en gave som denne sangerinde har fået må ikke forblive spildt eller hemmelig. Den skal ud. Den VIL ud. En gave som denne altfavnende musikalitet må ikke sygne hen - og jeg er taknemmelig over at hun har fundet én af sine stemmer og lysten til at ville dele ud af sin gave til os andre.
Strit har noget på hjerte. Det hører og mærkes og føles.

Gør mig den tjeneste at finde hende på facebook - og lyt.
Lyt engang.
Lyt til klaveret, der altid har været hendes kælne følgesvend. Harmonikaen er også hendes. Samspil og symbiotisk kælen kærlighed. Hendes gave skinner så tydeligt igennem.
Lyt.
Hendes stemmes blide sprødhed, udefinérbar, ubegrib-bar, uforklarbar.
Og lov mig, at du bliver hængende lidt. For det bliver ikke det sidste vi hører til Strit.


PS. Nej da...
Jeg er ikke overhovedet ikke farvet i min mening af at det er min vidunderlige lillesøster...
Jeg kan godt skelne. Stoltheden og kærligheden til dette prægtige stykke menneske betyder ikke, at jeg ikke kan høre når musikken er noget særligt!
Tak, Astrid. Fordi du lader os følge med ind i din gave. Du er en gave til os!

onsdag den 1. juni 2011

Lilletorsdag




Torsdag er efterhånden blevet ensbetydende med mørk øl og musik på yndlingscafeen.

Men hvad gør man, når torsdag betyder lukket?
Man forfremmer onsdag til at føles som torsdag, hælder mørk øl i sit glas - og venter hygsomt på at musikken begynder at spille.

- hvor holder du mon lilletorsdag?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...