Tirsdagsglimt

Og sådan starter en fantastisk tirsdag - nypudsede vinduer og dagens første kop kaffe!
For fanden, hvor er jeg bare heldig!

Virkelighedsramt #2

Men hvad sker der så egentlig. I mit virkelighedsramte liv?

Joo...

Jeg er begyndt på noget som minder om arbejde.
(Ja, det er så i virkeligheden en virksomhedspraktik - og jeg er stadig på kontanthjælp. Men i min selvforståelse er det et arbejde)
Det er fedt, federe, fedest. En blød og herlig hverdag, omgivet med fibernørderier og hyggelige timer.
Jeg er træt. Og glad.
Og tog lige den første uge med fuldt skema, samtidig med jeg havde børnene hjemme.
Det gik godt! Og jeg er glad. Helt utrolig glad.
Fordi jeg kan mærke at jeg.... KAN.
Jeg kan. Jeg er GOD til det jeg gør. Det betyder alt. I hele verden!

Jeg kom vistnok også til at drikke mig ret besoffen i weekenden. Mere end én gang.
Og se noget fodbold på storskærm. Og juble lidt over nogle spanske mænd i korte bukser.
Og et dansk hold, som satte alle rekorder.
Og spiste en pizza med så meget hvidløg, at Fyrbøderen dagen efter nægtede at kysse mig. En pizza, som jeg vel at mærke intet erindrer om...
Og fik vistnok snakket ret meget med Thorbjörn fra Færørene. Tror heller ikke han husker hvad vi talte om.
Fik vistnok også lukket og slukket for yndlingscafeen. Har bare glemt hvorfor?

Nåh ja. Og jeg har købt nye bukser. Som ikke strammer.
Fordi jeg er blevet sådan lidt... hmmm... trind. Om livet.
Og tænker hver morgen at jeg burde få gjort noget ved det, men kommer alligevel hver dag frem til den konklusion, at jeg egentlig har det for godt til at jeg gider.

Og så drømmer jeg om Maude om natten.
Som i hver eneste drøm martrer mig ved at gå op og lægge sig, og efterlader mig med verdens dårligste samvittighed over at jeg ikke er god nok i hendes øjne.
Og i hver eneste drøm har jeg alle ordene klar, alle argumenterne står linet op. Hver eneste nat drømmer jeg, at jeg - endelig - får sagt til hende præcis hvad jeg mener om den måde hun behandler mig og de andre, der er tæt på hende.
Og hver morgen vågner jeg og har glemt de lækre, sprøde replikker. Og ærger mig.

Og så kom jeg forresten i tanke om min lillesøster, der engang gik så meget op i sine kæle-duer, at hun perfektionerede en due-lyds-efterligning. Helt nede i struben.
Og fik i øvrigt besøg af min lillebror. Og nogle fisk.
Og glæder mig, fordi vi lige om lidt skal holde årets traditionelle sommerfest. Altså, uden fisk. Men med børn og røverhistorier og rosévin (gammel, intern joke) og teltlejr og Bobby og Bibbi og ukulele og hjemmebryg og guitarsjov. Jah!

Jeg strikker. Meget.
Det vokser hastigt frem mellem hænderne på mig, og et arbejde i én af de lækreste strikkebutikker gør altså ikke min garnhunger mindre!

Til gengæld får jeg ikke gjort særlig meget rent. Eller ryddet op.
Men fik til gengæld besøg på en tømmermandssøndag af et par kæmpestore drenge, der lige kiggede et smut forbi efter en tur i svømmehallen. For lige at se, hvordan vi havde det herhjemme.

Og jeg får krammet. Og kysset. Og flettet fingre.
Og gået lange, lange ture i vores by. Og sat streger på et by-kort.
Røde streger for de gader vi ikke har lyst til at bo på. Grønne streger for de gader vi vil elske at leve liv.
En dag er kortet tegnet færdigt, og en dag får vi råd til at købe et hus. Sammen. På en af de gader, der gerne må danne rammen om det her virkelighedsramte liv.

Jeg har stadig ikke fået ringet på den stilling jeg bare VED er til mig.
Men jeg får det gjort.
Jeg har heller ikke lige fået ryddet op i alle mine regninger. Men det får jeg også gjort.

Virkeligheden har godt fat i min nakke. Ikke dén som handler om regninger og job og rengøring. Men den der helt nøgterne, øjeblikkelige, skinbarlige, smukke, virkelige virkelighed.
Er det ikke bare vidunderligt?

Virkelighedsramt

Hverdag - velsignede hverdag, hold nu op, hvor jeg elsker dig!

Jeg har så travlt med at leve liv at jeg helt har glemt, hvad jeg egentlig havde på hjerte?

Med min fadøl er kold, og mit hjerte fryder sig over hverdag og storladen kærlighed.
Det er alt jeg behøver at vide.

Party i provinsen

Hele byen er på den anden ende, fordi Dronningen kommer.
Alle steder er der flag, og det er ikke til at vende sig om, uden at støde ind i et børnehavebarn med papkrone og papirsflag.
Der er nyasfalteret, trafik-kaos, margueritter i alle blomsterkummer, og p-vagter der går grassat i bidske ordrer.

I går røg der et stort internetkabel, så mange forretninger stod uden dankortterminaler og kasseapparater.
Beskeden var, at man ikke ville ordne det - for gågaden skal se ordentlig ud, når Regenten kommer kørende forbi og vinker til sit folk.
Og så nytter det jo ikke noget at begynde at grave rundt og fixe kabler vel?

Arhmen, herreste gud altså?
Jeg tror nok lige hun er lidt ligeglad, hva?
Og fordi vores Dronning kommer vinkende forbi er der nu mennesker der står og føler sig bare en anelse til grin...
Flot.

Gad vide, om ikke Margrethe på ét eller andet punkt selv er skide træt af at sidde deroppe på sin eventyr-pidestal og vinke til verden?
Jeg bilder mig ind, at hun ikke er SÅ naiv, at hun ikke kan gennemskue hvordan hendes kunstige verden efterhånden er så langt fra den verden hun sidder og vinker ned til.
Gad vide om ikke hun også er ved at være hamrende træt af alle mulige små brunnæsende by-konger rundt omkring, der sætter hele verden på pause for at hylde et menneske og en illusion, som egentlig ikke tjener noget formål?

Hæ. Er det ondt, at jeg fryder mig lidt over at det regner?

Maskemarkør

Jeg manglede maskemarkører, men heldigvis ligger der en perlepusher på min vej hjem fra byen.
Så nu mangler jeg ikke længere.

Jeg elsker, elsker, elsker de maskemarkører Anne har lavet til mig. Billedet gør slet ikke den smukke, røde glasperle retfærdighed!
Til gengæld kan man tydeligt se forskellen i både kvalitet og finish, når den smukke glasperle hænger ved siden af min billige efterligning.
Men Anne var ikke lige i nærheden, så jeg måtte ty til egen værktøjskasse denne gang.
Ikke helt tosset, hvis jeg må sige det selv... Trods alt.

Tak, JKR

Fra www.postsecret.com

Jeg har lige pløjet mig igennem Potter 7. Igen.
Og jeg har - igen - overhalet Ældsteknægten indenom, der - igen - læser den præcis samme bog.

Der er blevet sagt og fortalt så sindsygt mange ting om Harry Potter og hele det fantastiske univers den vidunderlige Joanne Kathleen har tryllet frem til os - og måske er det overflødigt at jeg også har lyst til at sige noget om det. Men jeg gør det altså alligevel - fordi jeg ikke kan lade være.

Jeg er dybt fascineret af hele fortællingen om JKR og hvordan Harry en dag kom spadserende ind i hendes tanker, fix og færdig med lyn i panden og det hele.
Hun brugte 5 år (!) på at bygge historiens mange facetter op inden hun overhovedet gik igang med at skrive fortællingerne - og jeg tænker at de fem år er brugt uhyre effektivt, når man ser hvor bredt Harry Potter refererer til mange af de klassiske myter, eventyr, legender og bibelske fortællinger.
Hun har sin research i orden, har hun!
(Nåh ja - og en anden tanke der dukker op er, at jeg vist ikke behøver gå i stresspanik over hvornår jeg kommer til at udgive noget som helst... )

Jeg bliver også fascineret over det faktum at forfatteren på de første udgivelser kun stod anført som JK Rowling - fordi forlaget ikke forventede at målgruppen - de fantasyhungrende drenge - ville købe en bog skrevet af en kvinde.
Fascineret - og indigneret. Men forstår udemærket argumentet alligevel...
Heldigvis er resten historie, og jeg tænker ikke at nogen længere ville tøve ved at købe fantasy- eller fantastisk litteratur på baggrund af forfatterens køn.
Tak for det, JKR.

Men så er der lige dét som fascinerer mig mest. Historien. Fortællingen. Universet.
Og den fascination tror jeg ikke bliver til at slippe af med nogensinde.
Harry Potter er rykket ind i mit sind, og bliver der for evigt. Af mange grunde.
Den fortælling kan nemlig noget, som er meget typisk for genren; den tør tage fat om nogle utrolig vigtige og svære emner, der ellers kan være svære at drøfte i øjenhøjde med de læsehungrende unger; død, kærlighed, ondskab, venskab.

En ting er at skrive en god historie til børn/unge og deres læseivrige forældre.
En anden ting er at skrive en god historie som vil noget.
Og Harry Potter vil noget.
For mig er det ikke blot en god fortælling om en ung mand og hans vej til at finde sig selv, sine rødder og sin vej i livet.
For mig er Harry Potter gået hen og blevet en historie, som beder sin læser om at forholde sig til nogle af de mest tabubelagte emner der findes i et børne- ungdomsliv. Måske endda også i mange voksenliv?

Hvordan føles det at være ham, der ikke har en familie der elsker én betingelsesløst - når alle andre kammerater åbenlyst får opbakning og kærlighed fra alle kanter?
Hvordan kan man leve med visheden om, at der inde i én selv findes en kim af ondskab - og at det udelukkende er én selv der med sine handlinger afgør om man er et godt menneske?
Hvordan tackler man, at man er den eneste der har mulighed for at skabe forandringer - for at få livets balance genoprettet?
Hvordan kan man bære at vide at der findes ondskab i verden - og stadig have tillid til at kærligheden er stærkest?

Harry Potter er i virkeligheden slet, slet ikke for børn, når det kommer til stykket.
Børn kan ikke forholde sig til at der findes ondskab i verden, oven i købet inde i hvert eneste menneske, oven i købet inde i dem selv.
Børn kan ikke håndtere indsigten i at kærlighed altid vil sejre over vrede og ondskab - at det altid vil være kærligheden der står tilbage, når alt andet forsvinder.
Børn har ikke indsigt nok til at forstå den lange dannelses-fortælling Harry Potter også er - om et menneskes vandring gennem de sværeste af livets år, om de valg og handlinger der definerer et menneske for resten af sit liv.
Harry Potter er i grunden alt for stor og svær og uoverskuelig til børn.
Eller hvad?

Joanne Kathlenne Rowling har - på lige fod med mange andre forfattere inden for fantastisk litteratur-genren - skrevet en fabelagtig fortælling i øjenhøjde med sit publikum. En fortælling, som tager børnenes undrende følelser alvorlige og nænsomt fortæller om de barske sandheder livet også består af. Uden at tale ned til dem, uden at overforklare og overfortolke.
Harry Potter-bøgerne lader sine læsere få lov til at forholde sig til de mange store spørgsmål i livet mens de flyver fra eventyr til eventyr med den bebrillede dreng.
Efterhånden som Harry bliver ældre bliver sandheden i fortællingen også mere barsk.
Måske er det derfor jeg allerbedst kan lide de sidste to bøger i serien.

Jeg tror aldrig jeg bliver helt færdig med Potter. Hver gang jeg læser dem ser jeg nye mønstre, nye intertekstuelle referencer, nye overvejelser om hvad det egentlig vil sige at være et (ungt) menneske i en barsk verden.

Jeg tror heller ikke min Ældsteknægt bliver færdig med dem foreløbig. Han læser bøgerne på én måde nu, og det er garanteret nogle helt andre ting han læser end dem han opfangede da han læste dem forrige gang. Og næste gang han læser dem vil det være nogle andre ting han opdager gemt bag siderne.

Der er mange der siger tak til JKR for at hun har skabt læselyst blandt en stor skare børn og unge. Jeg tilslutter mig gerne det kor.
Men det som jeg har allermest lyst til at takke hende for er, at hun TØR fortælle vores små store mennesker over hele kloden, at de selv kan skabe deres egen gode verden, hvis de tør stole på sandheden i at de selv er heltene i deres egne fortællinger. At de, med deres valg og handlinger, kan vælge at verden skal være et godt og kærligt sted, og at Voldemort aldrig, aldrig får lov til at styre deres liv.
Tak JKR, for at tage vores ungers følelser alvorlige. Og mine, også.

Fiberfeber?

Nå ja, og nu hvor vi er ved det dér garn....

Hvad får for øjeblikket dig til at svømme hen i salig fiberfryd?
Hvad strikker du?
Hvilket garn falder du i svime over?
Hvad kan du simpelthen ikke holde nallerne fra?

Har du det ligesom mig - at garnet nærmest trygler om at komme hjem og ligge på hylden og vente længselsfyldt på at blive til en skønstrik?

Fortæl, fortæl, fortæl - jeg MÅ vide det - hvad strikker du? Er der noget fedt jeg er gået glip af? Hvad vil de unge ha´, hva? Fortæl mig det lige....

Lige nu strikker jeg videre på min Army of Love.. Jeg blev nødt til at trævle 20 cm op igen, fordi jeg havde fucket med udtagningerne. Så, nej - ikke mere tvstrik, når det er den jeg har mellem hænderne.
Til gengæld er jeg også ved at brygge en hyggelig lille drenge-sag sammen - for nogen venter barn inde i Århus, og jeg skal være tante til august. Til en lille lækker-knægt, der skal sove blødt og lunt i sin nye barnevogn...

Så så man lige mig....

.... På noget som minder om.. om... Om ARBEJDE!!!

En god dag!

Magnus; 11 år!

Med stolthed den bedste gave!

Det er et underligt liv at være skilsmissebarn.
Mine egne forældre blev skilt da jeg var 7 - og siden har der været flere skilsmisser i mine (mange) forældres liv.

Jeg har et hav af erfaringer med mig om hvordan det er at være skilsmissebarn og stå midt i de voksnes mere eller mindre elegante og/eller desperate forsøg på at få alle enderne til at mødes.
Uden at såre nogen tror jeg vist godt jeg kan påstå, at skilsmisser har været en ret afgørende faktor for min barndom og opvækst - og at jeg har set og mærket både de gode og de mindre smarte løsninger...

Men jeg er ikke skilsmissebarnet længere.
Til gengæld har jeg tre af slagsen selv.

Det lyder en smule bizart, det jeg skal til at skrive nu... men jeg tror fuldt og fast på, at der bliver nødt til at være en mening med tingene, uanset om vi kan se den eller ej.
Det er gået op for mig, at det hér det er min opgave:
JEG skal finde vejen i at være skilsmissebarn, og give mine børn en anden oplevelse end den jeg selv har haft.
Mine erfaringer skal blive det finmaskede net af omsorg og ærlighed i øjenhøjde som skilsmissebørn forventer og fortjener!

Det er en stor opgave - men jeg er den opgave voksen. VI er den opgave voksne - for det er ikke mig alene, der styrer den bus uden om afgrunden.

Børnene må aldrig nogensinde få den oplevelse at de mister en forælder, når de voksne bliver skilt.
Ja, jeg ved det er naivt, og temmelig urealistisk set i lyset af hvor mange forældrepar der bliver skilt og har svært ved at få samarbejde og dele-ordninger til at fungere.
Men man bliver nødt til at starte et sted, og jeg starter med mig selv: MINE børn må aldrig nogensinde få oplevelsen af, at de mister en forælder fordi deres voksne ikke længere er gift.
Jeg siger ikke det er let. Det kunne jeg aldrig nogensinde finde på at påstå!
Men jeg mener meget klart og tydeligt at det er lettere (!) for alle parter, hvis de voksne har et godt tag i nakken på sig selv, og er bevidste om hvad der hører til i børne-sammenhænge og hvad der ikke gør.

Der er så sindsygt mange følelser forbundet med en skilsmisse, og naturligvis mener jeg ikke man skal lyve for sine børn og lade som om alt er ok.
Men der er bare nogle ting, som ikke hører hjemme i børnenes verden.
Anger, for eksempel. Og nag.
Det går bare ikke at tale grimt/vredt/hårdt/spydigt om det menneske man ikke længere deler liv med. For det menneske vil altid være børnenes forælder - og børn har brug for et klippefast tro på, at de voksne altid vil være der for dem, uanset hvad børnene så end roder sig ud i, og uanset hvad de voksne så end har i bagagen af gamle følelser.

Nej. Jeg sagde det jo. Det er ikke let!
Men det gør det hele meget, meget lettere, hvis man kan se sig selv i øjnene og have en helt klar bevidsthed om, at man opfører sig som et anstændigt menneske, der med sine handlinger gør det muligt for børnene at føle tryghed i en kaotisk situation.
Og så må man (Gu F#!"&!) vente med sine vredesudbrud og tudeture til det er veninden man har i telefonen, når børnene er lagt i seng.

For børnenes verden behøver ikke blive alt for mudret ind i de voksnes følelser, før tiden er inde.
De skal have lov til at være børn - og voksne følelser hører ikke hjemme i et børneliv. De forstår ikke anger. De forstår ikke nag.
De forstår blot, at mor er vred på far - og de bliver bange for at de aldrig får ham at se igen. De forstår ikke at kærlighed kan ændre sig, for de elsker jo begge deres forældre - og de bliver bange for at far ikke elsker dém, når han nu så tydeligt signalerer at han bestemt ikke elsker mor længere. De bekymrer sig for, om det nu også er i orden at de stadig elsker mor, når han ikke gør.
Det er aldrig børnene der skal føle ansvar for de mange forvirrende tanker og følelser de voksnes skilsmisse fører med sig.
Ansvaret er altid de voksnes. Altid!

I morgen fylder den dejligste Mellemknægt 11 år.
Tænk at han er min, og har været det så længe?

Og i morgen fyldes vores skønne palæ med gæster fra hele landet; bedsteforældre og oldeforældre i alle afskygninger!
De kommer allesammen. Mine forældre. Overblikkets forældre og bedsteforældre. Fyrbøderens forældre. Søskende. Fætre, kusiner.
Vi har mange ting til fælles - også en del af dé der voksne følelser.
Men vi har én ting til fælles, som overskygger alt andet; at vi har et barn, der fylder år i morgen - og de mennesker som er de vigtigste i hans liv samles og fejrer ham til han ikke orker at blive fejret mere!

Vi gjorde det også sidste år - en god fest i den have der dengang stadig (lidt) var min.
I år gør vi det hér i huset.
Jeg glæder mig helt enormt meget, for der kommer også mennesker ind ad min dør i morgen som jeg ikke har set i lang tid. Der er nogen der skal krammes godt og grundigt. Og historier fra hele det sidste år der skal fortælles.
Der er rigtig mange af vores gæster i morgen, som overhovedet ikke kender hinanden - men huset er godt indrettet og små hyggelige borde rundt omkring skulle gerne invitere til, at de enten kan sætte sig og sludre med mennesker de har lyst til at lære lidt bedre at kende - eller sætte sig sammen med dém de i forvejen ikke ser for tit, og som de måske har lyst til at bruge en dejlig forårsdag sammen med.

Men den som glæder sig mest er Mellemknægten. Den 11-årige.
Der i morgen vågner til en dag fyldt med kærlighed og de mennesker han elsker mest i verden.
Det er med stolthed den bedste gave vi kan give ham - Fyrbøderen, Trunten, mig, og hans far.

Palle alene?

Hvor mange jyder skal der til at skrue 16 skruer i? 

Og hvor meget whisky nåede de at smage undervejs?

Hvad kategoriserer egentlig et bord?

Kan man overhovedet tillade sig at kalde affaldstræ for et møbel?

Hvordan styler man en palle, så den ikke ligner.... en palle?

Og hvad gør man i øvrigt, når man har glemt at købe spændskiver?

Feriebloggen

Har du lyst til at blive blogger?
Så slå et smut forbi Feriebloggen, der leder efter glade feriemennesker, der har lyst til at fortælle om deres sommeroplevelser.

Så vidt jeg kan forstå er der fribilletter på højkant til gode oplevelser, som man bagefter kan fortælle om :-)

Jeps. Så blev der sørme plads til en lille reklame hér fra morgenstunden. Egentlig ikke på grund af noget som helst. Men udelukkende fordi det er Ane der står bag. Og Ane kan vi godt li herhjemme!

Tag det som en mand, Frue

Klokken er ikke engang 12, og jeg har indtil videre nået;

- været ved mekaniker med bilen
- sparket dæk og sludret om veteranbiler og priser på reservedele
- været til syn med bilen
- diskuteret brændstofsøkonomi
- været i Jem & Fix for at hamstre skruer
- jongleret rundt med en palle og en højtryksspuler

Nu bliver jeg VIRKELIG nødt til at finde et par stilletter og noget håndarbejde frem, inden jeg også kommer til at skulle barbere mig....

Hurra, det er jeg heldigvis ikke....

Lev!

Det er så skrøbeligt, livet.
Når vi bliver slynget ud i sorgen er den største udfordring at udgå frygten for at leve, men i stedet hylde livet og den overvældende taknemmelighed over at vi er her.
Her.
Nu.

Mine børn er i trygge hænder, og min elskede Fyrbøders hjerte ligger i mine hænder i dag.
Alt er ikke godt, men stadig smukt.
For vi er her. Lige nu.
Tak!

Alvorligt talt, Europa?

Hvad f*** sker der for Sverige? I gav os Abba - og nu gir I os dét her?

Og Azzzerbaidjaaahn? Deux point all over? Til en crappy blonderet sang uden nosser? Ok, godtnok skrevet af nogle blonderede svenskere, men alligevel...?

Men Ole. Ole T, ing? Jeg vil giftes med Ole!!! Selvom Fyrbøderen siger han garanteret ikke vil ha mig. Enten gifter han sig med mig, eller også stiller JEG sgu op næste år.
Og så er i fandme selv ude om det...

Hvad det er de vil med livet....

Der bor mennesker i mit hus - mennesker, som jeg bilder mig ind jeg kender ud og ind, men som altid viser sig at overraske mig gang på gang.

Mens jeg har været dybt optaget af noget marked-noget i en anden landsdel er to-tredjedele af mine minimennesker begyndt på nye kapitler i deres liv - og jeg kunne knap nok nå at tænke 'seperationsangst' førend de selv tog busser i skole, selv kommer glade ind ad døren om eftermiddagen - og pludselig namedropper en hulens masse mennesker jeg ikke har chancen for at vide hvem er.

Hvordan fanden gør man dét? Er mor til nogen som er så store?
Jeg ved godt det burde følge med efterhånden som de bliver ældre og større og bevidste om verden omkring dem - men af én eller anden grund er jeg bare altid bagefter, halsende efter dem i forsøg på at rumme de forandringer og nye oplevelser, som de bare tager ind uden at blinke.

Hold nu høstfest, hvor er de blevet store. Totalt kliché. Men det er de altså!
TøseTrolden gik ud af døren i går med laaaaange ben i sine cowboybukser, hestehalen dansende bagud af kasketten og den nye lyserøde skoletaske fast monteret på ryggen.
Med sin store-storebror i hånden, som følger hende i skole, afleverer hende i sfo, krammer hende farvel og ønsker hende en god dag.
Og Mellemknægten har fået en hel skole for sig selv - nye begyndelser, nye oplevelser - og en hel flok nye mennesker, som i øvrigt allesammen kommer hjem og fejrer 11års fødselsdag lige om lidt...

Jeg kan ikke følge med. JEG er ikke klar til at de er så store.

Jeg gør det alligevel. Giver slip på dem. Det er den eneste mulighed, selvom det er med bævende hjerte jeg sender dem ud i verden.
Årh, kunne de ikke lige vente lidt. Bare lidt? Indtil jeg har fået krammet og nusset dem færdig?
Men ville jeg nogensinde blive det - altså færdig med at holde dem tæt?

Måske er det i virkeligheden meget godt de selv stikker af og bevæger sig derud i verden. Måske er det meget godt, at jeg står her tilbage og er stolt på den separationsangste måde. Og venter på dem med knus, når de kommer stolte og trætte hjem fra ekspeditioner.
Men arrrgggh, hvor ville jeg dog gerne lige ha krammet lidt mere. Hva?

Spekulationer?

Jeg undrer mig over at man nogengange kan føle sig så usynlig, at man (jeg) helt kommer i tvivl om hvorvidt man (jeg) overhovedet er blevet set?

Jeg undrer mig over at der åbenbart findes et utal af formuleringer og handlinger som aldrig nogensinde kommer i nærheden af dét ærlige blik - eller dét 'tak' - som ikke er forventet, men dog alligevel ville have været velkomment.

Jeg undrer mig over at skuldre, der umiddelbart virker spinkle og fine kan vise sig at være bredere end en okses og bære ton.

Jeg undrer mig over hvordan jeg nogensinde kunne få løsrevet mig fra den største krammer og den hyggeligste snak i dag. Og jeg undrer mig over hvorfor jeg ikke bor lidt tættere på?


Til gengæld undrer jeg mig ikke specielt meget over at fjernbetjeningen herhjemme pludselig var væk - og pludselig dukker op igen det eneste sted ingen havde fundet på at lede....

Kunsten at strikke et job

Nå ja - man kan vel ikke forvente at være lynende heldig i første hug.
Intet job til mig idag, men til gengæld en besked om at jeg kom lige præcis én dag for sent. Og en opsang der handlede om netop det samme, for de ville i grunden gerne have haft mig...
Det kan jeg jo sådan set ikke bruge til noget - men jeg har fået blod på tanden, og et afslag er som sagt ikke et afslag, men blot en chance for at lede efter andre muligheder.

Så andre muligheder kom i spil, og idag fik jeg en aftale i hus om at komme ned og hygge mig sammen med supersøde Lene i Strikkekunsten de næste ugers tid - og DET glæder jeg mig fandme til!

Men altså, jeg er totalt nyudsprungen som jobsøgende, og det er vildt og fedt og afsindigt skræmmende.
Jeg bilder ofte mig selv ind, at det er så kvælende ultimativt, dét der med jobs - men jeg har virkelig fat i nakken og modet på mig selv denne gang - og jeg har besluttet at det altsammen bare er noget vi leger.
Det skal ikke være så farligt, og jeg siger til mig selv at det er i orden bare at kaste sig ud i noget som måske/måske ikke kommer til at lykkes - men hvis ikke jeg kaster, så sker der jo ikke en disse.

Så ja, jeg er jobsøgende.
Wow. Så så man lige mig?
En helt ny identitet i mit (helt) nye liv. Trine i job, nu på den anden side af stress og sygemelding. Totalt overdrevent klar! Fik jeg nævnt, hvor klar jeg er?
Manner, manner, manner hvor jeg glæder mig til at se hvad der dukker op til mig...!?

Jeg har den ringeste anelse om hvad der skal til at ske om lidt, men jeg er virkelig klar - og klar til at tage imod dét som byder sig til!
Selvfølgelig drømmer jeg om at få lov til at arbejde med kommunikation, formidling og/eller kultur - men der er helt sikkert en voldsom mængde muligheder jeg ikke aner noget som helst om, og jeg skal sgu ikke gå glip af fede muligheder, hvis de byder sig til.
Så verden, bare kom an - jeg er klar til en udfordring.

Hvilket bringer mig videre til.... (på trods af den lidt ydmyg og små-ynkelige smag i munden...)
hrmm, hrmm....  

Kære netværk, bare kom an - jeg er klar til en udfordring og glæder mig afsindigt til at finde ud af hvad der gemmer sig i posen til mig.
Sig til, ikk? Hvis du nu hører om nogen som tilfældigvis står og mangler en speedsnakkende, storsmilende og totalt klar Hverdagsjunkie...
Ikk?

Onsdagsprojekt...

Nå, men jeg drøner lige til Vejle og scorer mig et job, ikk....

Smil mig rig

Jeg ved dårligt hvor jeg skal starte og hvor jeg skal begynde...
Mit hovede er så fyldt med tanker og indtryk, at foretillingen om at skrive et godt blogindlæg, hvor den røde tråd er tydelig og hvor jeg har én bestemt ting på hjerte bare ikke helt kommer til at holde stik.
Så en gang mudret snik-snak; værsgo!

Det har været den vildeste oplevelse at være med til Pakhus-marked.
Og det skyldes egentlig ikke det kæmpestore opbud af smilende og netværkende og bloggende kvinder (+ enkelte mænd.....) samt det vildt sindsyge udbud af lækkerier som jeg næsten-næsten-næsten blev nødt til at købe det hele af.

Det har været den vildeste oplevelse, fordi der er sket noget.... Der er sket noget inde i mig - jeg har opdaget at jeg KAN!
Jeg vidste det ville dukke op igen, og jeg har mærket det være på vej i så lang tid.
Men markedet gav mig det sidste blide puf i min selvforståelse: jeg er ikke syg, jeg er ikke stresset, jeg er ikke depressiv - jeg er GOD til det jeg gør. Jeg KAN hvad jeg vil.
Og det er så vildt med vildt-krymmel on top, at jeg har smilet mine kinder i stykker i dagtimerne og fældet taknemmelige tårer i selskab med de elskeligste damer i aftenstunderne.
Jeg KAN. Fandme.

Totalt typisk faldt markedet oven i at jeg pludselig, ud af det blå, blev raskmeldt (Hurra) og nu pludselig bevæger mig famlende rundt i kontanthjælpssystemet.
Det vil sige møde på møde på formular på formular.
Og så lige i den uge, hvor jeg var i Odense konstant, og når jeg endelig var hjemme sad jeg med mobilen i hånden, mens jeg pakkede godter eller mailede til bar- og brandvagter...
Arhmen, helt ærligt? Hvorfor bliver det altid sådan?
Jeg nåede lige at tænke 'wow, nu er jeg også officielt raskmeldt, gad vide hvad der kommer til at ske lige om lidt. Og hey, jeg føler mig også totalt klar' - før det væltede ind med udfordringer og praktiske genstridigheder og børn der skulle starte i nye skoler og kommunen der helt vildt gerne vil sende mig i virksomhedspraktik som underviser (what??? Det kan I glemme, kan I!)

Jeg kunne ha væltet. Det kunne jeg sgu. Så let som ingenting.
I gamle dage.
Men jeg væltede ikke. For jeg er blevet klogere, er jeg. Nemlig.
Så jeg væltede ikke. Og den erkendelse har været årsag til flere hemmelige tårer rundt omkring i hjørnerne i weekenden.
Jeg vælter ikke.

Til gengæld blev weekendens kabale af planlægning og uforudsete udfordringer mødt med kæmpe smil - og jeg er så VILD med, at man kan smile udfordringerne små og ubetydelige.
Jeg har fået så mange smil hele denne weekend.
Det er bedre end netværk og cupcakes. Totalt meget bedre. På trods af kulde i pakhushallerne og på trods af støv og træthed var der ikke én der ikke smilede. Jeg elsker det.
Smil kan alt - smil kan få hele verden til at hænge sammen og føles som det bedste sted i .... hov vent?.... verden!

Pakhus 16 blev for mig ikke et spørgsmål om at købe sig fattig. Det blev i stedet et sprørgsmål om at smile sig rig og god.
Jeg er god til det jeg gør - det har markedet givet mig oplevelsen af. Og jeg er rig på smil og gode mennesker.
Arhmen, er det ikke helt vildt dejligt?

Noget om at føle sig hjemme

Det trængte jeg til!!
Ungerne spæner rundt i parken - og jeg har fundet dagens sidste solplet.

Jeg har en weekend i bagagen, der endnu engang har bekræftet mig i, at én plus én ikke er lig to; at fællesskaber kan så meget mere end vi kan hver for sig.

Og så har jeg en weekend i bagagen, der bekræfter mig i, at jeg er så klar, at verden bare kan komme ud og lege, for jeg har så meget leg og liv og energi, der bare venter på at finde en retning.

'Undskyld, det hørte jeg ikke?'

Har så lige siddet rundt om aftensmåltidet med mine vidunderlige unger, der alle er ved at brække midt over af iver for at fortælle mig om deres uge
- og jeg, den skamfulde moder, må indrømme at jeg ikke hørte halvdelen af hvad de sagde, fordi jeg var travlt optaget af at sende sms'er til brandvagter, opdatere sponsorsiden på facebook og klippe øl-biletterne ud - mens jeg spiste med venstre hånd og 'hmmm'ede og 'nåhh'ede på de rigtige tidspunkter.
VM i elendig mor.
Nå, men markedet er vel også en slags baby, prøver jeg at forsikre mig selv om?
Og i morgen tidlig - der får mine rigtige børn en ordentlig klat fed og kærlig havregrød serveret med kanelsukker, kram og kæmpekys.
Sådan en kraftig kærlig-klat havregrød må da kunne vare helt til søndag, hva?
Og så skal jeg nok komme hjem og være nærværende igen.

Men først; MAAAAARRRKKKEEEEEDDDD!

Vi ses da, gør vi ikke?

Skræmmebillede

Hold nu kæft med alt det dér Osama-snak - helt ærligt. Vi har hørt han er død. Vi har hørt at USA jubler.

Jeg tror bare ikke jeg er den eneste der ved, at vi nok snart skal få os et nyt skræmmebillede...
Vi er nogle værre flokdyr, er vi - og fordi vi er flokdyr er vi instinktivt udstyret med et behov for at samle os i grupper og finde noget vi skal beskytte os mod. Ingen fordømmelse herfra, blot en konstatering af at det faktisk stadig ikke er særlig længe siden vi kravlede ud af hulerne og begyndte at stavre rundt på savannen.
Mennesket har brug for skræmmebilleder. Sådan er det bare.

Men lige nu bekymrer det mig hvem der bliver den næste? Og det bekymrer mig at en hel nation kan gå i fællespsykotisk masse-ekstase over én mands død.

Jeg bliver grum og gal og sort indeni over at det er blevet vedtaget at det er muslimerne der er årsag til al ondt skabt i denne verden. Der findes seriøst mennesker derude, rundt omkring, som aldrig nogensinde studser over hvad det er for en sandhed de går rundt og heiler. Jeg kan ikke tro det, men det er sandt. Og det skræmmer mig, og gør mig ondt for dem, som ser verden så unuanceret.
Bevares, jeg ved da godt Osama var en idiot. Også ham.
Men dem findes der totalt mange af - både muslimer og ikkemuslimer.

Det er ikke muslimerne der skræmmer mig. På ingen måde.
Det gør til gengæld ALLE former for fanatisme!
Fodbold-idioter, der bruger sporten som undskyldning for at legalisere vold. Alle former for religiøsitet der mener det er i orden at tage menneskeliv for at opnå en højere form for frelse.
Og en hel nation/en hel verden der fejrer at ét menneske har mistet livet.

Godter, godter, godter...

Sådan her ser det ud, når man pakker 400 goodiebags til næste weekends brag af et forårsmarked...

Den dejligste Fyrbøder og Hverdagsjunkie på tur til Odense; og så fandt vi da også ud af, at når vi arbejder sammen er det drøn-efektivt og møghamrende koncentreret.

I morgen går turen atter sydpå - for der er stadig VILDT meget der skal ordnes, inden dørene kan slås op på fredag.
Vi når det hele - selvfølgelig gør vi det. Og det vi ikke når er der alligevel ingen der opdager. (Vel?)

Tænk engang at de tre krea-hoveder dernede banker et kæmpe marked op ud af det reneste ingenting...?
100 udstillere, mad og kaffe og rom og dj's og hele pivtøjet.
Nåh ja, og så lige halvdelen af Blogland. Og mig.

Jeg glæder mig. Og er LIDT nervøs. Men mest glædsom!