fredag den 29. april 2011

Fjernsyn for dig

Fabelagtig Forrygende Festlig Familie-aften på min yndlingscafé i hele Verden med Rasmus Nørh, øl fra alle verdenshjørner og de dejligste mennesker jeg kender.

Det trængte vi til - gjorde vi. En aften uden børn, men sammen med hinanden uden at tænke på nogen som skal fodres, nogens tusinde spørgsmål og konstante afbrydelser.
De var der allesammen, og aftenen bød på det hele;
Banankage (uadr?), højrystede samtaler om kvinders seksualitet (mens vores mænd forsøgte at overdøve os i panisk angst for at nogen ku høre os), cubansk rom, sing-a-long, ikkeryger-smøger og Dancing-Sisters from hell...

Tror du ikke på mig? Så se selv lige her - for det hele er blevet til en rigtig hyggelig lille film.
Og jeps - det ER Fyrbøderen. Han er dejlig, ikk?!

Manner, det er weird at se sig selv på film?

torsdag den 28. april 2011

Fagre nye verden #2


... Og så gik vi på café.
Tøsetrolden og jeg.

For at fejre, at jeg ikke længere er sygemeldt, men fra på mandag er forfremmet til kontanthjælpsmodtager.
(Hurra??)
Nogen skal vistnok snart i virksomhedspraktik. Hvem, mig?
Nøglen får heldigvis ikke lov til at ruste, nu mangler jeg så (tilsyneladende) bare at finde et sted som vil ha mig...

Fagre nye verden




Helt nye begyndelser, en helt ny skole, en helt ny skolevej, en hel bunke nye venner og en million nye erfaringer rigere.
Og et splinternyt buskort, som allerede har været med både i seng og i Netto...

Bolddrengen er stolt og stor, og moderen er næsten ikke spor bekymret.

På mandag bliver det næste barn i rækken som skal igang med sine helt egne nye begyndelser når børnehaven udskiftes med førskole.

Hvordan gik det til at de blev så store på én gang?
Jeg hyberventilerer og modarbejder meget intens min trang til at kramme dem blå i hovederne.

tirsdag den 26. april 2011

Jeg kommer også!

Ohhhh... bliver alligevel nødt til at spamme bloggen med endnu et indlæg i dag.
Men det kan ikke være anderledes, når Pakhusets første video-teaser netop har premiere NU:




Ohøj, hvor jeg næsten ikke kan sidde stille hér i Horsens længere!

Pinterest #2







Greenish lige hér

Fedtvinger

WHAT???
Der sidder vinger af fedt på min ryg? Og det er vel og mærke IKKE de feminine flatterende dansehåndtag - men deres klammo fætter; Fedtvingen.
Hva' fa.....???

Nå, men hej-hej. Jeg løber lige en tur til Sibirien og hjem igen. Er der nogen der kender en god bager på vejen?

mandag den 25. april 2011

I've got the key, I've got the.....????


A key is a key.

Jeg har en stor, fed nøgle.
Den er helt ny - og totalt lækker! Den skinner og glimter og er lækker i al sin selvfedme - og jeg bliver totalt glad i låget over at jeg endelig kom med i klubben af den slags mennesker med den slags nøgler.

Det er en 'Hey-jeg-er-klar-til-at-springe-ud-efter-stress-og-sygemelding-og-jeg-glæder-mig-for-sindsygt-nøglern'...
Den er bare så LÆKKER!

Det er virkelig en fed nøgle, og jeg passer vildt godt på den - slæber den med mig i min kæmpetaske og sørger for den altid er inden for rækkevidde. Hvis nogen spørger til mig, så hiver jeg hellere end gerne nøglen frem, så de også rigtig kan få lov til at beundre den - for jeg lader jo ikke nogen chancer overhovedet gå min næse forbi for at prale af den, og blære mig lidt med det eksklusive selskab.

Men der er også en anden grund til at jeg slæber den med mig konstant.
For hvad filan skal man med den lækreste nøgle i verden, når man ikke har noget sted at gøre af den?
Jeg aner ikke hvor den passer hen - og jeg leder stadig mere og mere desperat efter et nøglehul, en sprække, en helt særlig æske - bare ET ELLER ANDET - hvor min nøgle passer.

Jeg tør ikke give slip på nøglen igen, for tænk nu hvis den ligger i en eller anden vindueskarm og bliver anløben eller *gyyys* rusten?
Nu har jeg endelig fået den, jeg er endelig kommet ind i kampen - jeg har sagumedderme ædt de skovsnegle der skulle til, før end jeg kunne komme med i klubben. Og så skal min nøgle skisme da også bruges. Eller hvad?

Men af en eller anden grund er den totalt ubrugelig. I hvertfald ser det sådan ud?
Jeg havde fået lovning på et svar om fremtidens nøglehuller for flere uger siden, men på trods af mails og telefonbeskeder har jeg stadig intet hørt?
Bevares, jeg brokker mig da ikke når vejret er dejligt, børnene er vidunderlige og kærestens arm er pragtfuld at ligge i.
Men jeg har SÅ MEGET at byde på. Der er så meget jeg drømmer om at nå, jeg er ved at flyde over af ideer og initiativer og drive. Men mangler det skide nøglehul til at få låst op for det hele....
Pis.

Jeg har heldigvis selv fundet et par småsprækker rundt omkring, hvor mine kræfter er givet godt ud.
Jeg Pakhusser den for vildt i disse tider, og er vildt glad over at min energi på den måde kan bruges til noget, som ikke bare 'går til spilde'.
Det skal betyde noget. Der skal være mening med det. Ellers er det spildte kræfter, og det ville dræne mig fuldstændig.
Det er vigtigt for mig, at mine kræfter bliver lagt et sted som giver mening. Noget som jeg kan se et større formål med - det er også én af de erkendelser jeg har fået låst op for. Og Pakhus 16 er heldigvis et udemærket sted at lægge den form for energi!

Men altså, helt ærligt - jeg er også snart ved at være desperat efter at komme til at gøre noget mere helhjertet. Og med helhjertet mener jeg (ynkeligt og overfladisk nok....) også noget, hvor der er lidt flere penge at hente.
Vi har det godt, og mangler intet. Men lidt flere penge, hva? Penge jeg kan kalde mine.
Og når den desperate penge-tanke har lagt sig betyder 'helhjertet' også noget, hvor jeg for alvor kan få lov til at være tilstede i noget jeg føler mig god til. Noget som giver mening. Noget, hvor mine mange gode kræfter bliver brugt på en god og konstruktiv måde. Noget, hvor jeg får lov til at føle mig dygtig. Legende. Anerkendt.
Ja ja ja, jeg ved godt, at jeg stadig ikke er klar til at banke 37 timer af på en uge - men jeg skal for filan da snart have fundet det nøglehul, så jeg kan komme i gang - når nu jeg selv sidder hér og sindsygt gerne vil...

A key is a key?
Ja, men hvad skal man med en nøgle, når man ikke ved hvad den skal låse op for?
Come ON, altså????

torsdag den 21. april 2011

Skærende dejlig torsdag



Ahhh.
Svaneke Guld og en festlig aften med min dejlige familie. Søster-min med de smukke øjne og den rappe tunge, den blødeste rødstrømpe-mor, den dejligste rick'nRoll Bonus-barbar, og svogeren med det brede grin og de gode holdninger.
Og Fyrbøderen ved min side, den blødeste stærkeste mand i verden. Min.

Maden er vidunderlig og snakken er let og fri.
Om lidt spiller Rasmus Nøhr for os, og aftenen byder på meget mere end det.

Det er svært ikke at være overordentlig forelsket i dagen og livet og snakken og selskabet og foråret og musikken og alkoholen og vejret og Fyrbøderen og det hele...

onsdag den 20. april 2011

Mellem


De dér mellembørn kan ind imellem have en lidt anstrengt position - eller, nu skal jeg naturligvis passe på med at generalisere for meget - jeg må nok hellere skrive, at MIT mellembarn ind imellem har en lidt anstrengt position.

På den ene side er der en storebror, som for tiden er noget fremme i skoene (hrmf. Det var vist den milde formulering for at have en 13årig hormonbombe i huset...), Og på den anden side er der en lillesøster, som med sit hår og med sin insisterende charme har en tendens til at stjæle al opmærksomhed.

Hvis det ikke er den ene, der påkræver sig voksen-snak og stillingtagen til alskens spørgsmål, så er det den anden.
Og så er der ham, Bolddrengen, mit mellembarn. Han er hverken det ene eller det andet; ikke fremme i skoene og ikke insisterende i sit behov for opmærksomhed og svar på en million spørgsmål.
Han er der bare.
Nogen gange er han stor og forsøger at indhente storebrors syvmileskridt iført street-mine, overbærende storebrorattitude og hættetrøje. Andre gange er han lille og lader sig drille, eller gå på af at være mindre og ikke helt vide hvordan alting hænger sammen.

De leger godt sammen, mine unger. Især de to store drenge har hængt sammen som ærtehalm siden Mellembarnet var 3 måneder gammel og for første gang opdagede, at der i huset også var en anden af hans slags.
Hold kæft, hvor har de leget! De har været hinandens bedste kammerater, de bedste brødre man nogensinde i verden kunne forestille sig.
De har foretaget sig alt i fællesskab; brugt deres fælles penge på at købe fælles legetøj og spil, delt værelse og til tider også senge. De har delt kammerater, klasseværelse og interesser.
De har været hinandens bedste - i alt.
Men de har også altid været hinandens største konkurrent. Hvad de to ikke har skændtes og sloges om efterhånden....

Men noget er blevet anderledes - for Storebror er blevet stor.
Og Mellembarnet kan nu pludselig opdage, at Storebror ikke længere gider de samme ting, som de altid har gjort sammen. Når man er 13 'leger' man ikke længere. Og Mellembarnet er langt fra færdig med at lege - og føler sig ind i mellem efterladt og uforstående over, at den bror han ellers altid har delt alting med ikke længere er dér hvor de var, sammen.

Det er altid en udfordring at være den store - alting er nyt for ham, og især for os som hans forældre, for alting skal prøves for første gang. Han vil altid være dén som går forrest og baner vejen for os allesammen. Vi lærer tingene gradvist sammen med ham.

Den mindste vil også altid være den mindste. Hun vil altid være hende, som charmer og føler stor sikkerhed i at følge de spor og den dagsorden de to store brødre har banet for hende.
Hun er hjemmevant i alt, der er ingen overraskelser - for vi vil altid have oplevet tingene tidligere med én af brødrene. Hun er stumpen, hende vi nyder, fordi vi ved at hun er den sidste, den mindste.

Og så er der ham midt i det hele.
Han er hverken fugl eller fisk, hverken stor eller lille. Ikke noget nyt og ikke noget afsluttende. Han er bare midt i mellem.

Jeg tror det er det sværeste sted at være i en søskendeflok. Jeg tror det kræver meget tankevirksomhed for en 11årig knægt at finde ud af hvor han skal placere sig henne. Vil han være ligesom sin storebror? Ønsker han at gentage alt hvad Storebror gør? Vil han hellere placere sig mere i nærheden af hende den lille, selvom han selv føler han er meget større end hun er? Vil han noget for sig selv? Tør han stole på at det er godt nok, dét han gør, selvom det er anderledes end de to andre?
Jeg tror det er svært.

Og det er udfordring for os, hans voksne, at finde ud af at bakke ham bedst muligt op. For nogle dage er han stor verdensmand, og andre dage er han lille og pussenusse.

Men noget er sket - også for Mellembarnet.
For han kan noget, de to andre ikke kan. Han kan spille bold. Og ikke bare almindelig spille bold - han er virkelig ferm med en bold!
Dét har han helt for sig selv - hverken Storebror eller Lillesøster deler hans passion for sport.

Men det er der til gengæld en Fyrbøder der gør. (Slllurrrrrpppp - hørte I lige mit hjerte smelte?)
Derfor bliver der trænet håndboldfinter og skudtrænet i haven, og i weekenden var Mellembarnet til sit første håndboldstævne, med en megastolt Fyrbøder og en megastolt mor på tilskuerpladserne!
Og en megastolt Mellemknægt, som træt og mæt og udmattet splattede helt sammen i bilen på vej hjem - tanket op med nærvær, voksenkontakt og rig på oplevelser, der kun var til ham.

Jeg tror ikke det er nemt at være den mellemste. Men jeg tror vi har fundet dét sted, hvor han kan få lov til at være sig selv - hans helt eget sted, hvor han har noget der er særligt hans, og hvor han får oplevelser og kontakt med os, hans forældre, som er helt på hans præmisser.
Det tror jeg er godt.

tirsdag den 19. april 2011

Tanker fra et tog




Hæ! Hvor ville næsten ønske nogen spurgte mig, hvad jeg har i tasken i dag...
De små fyre hér er på udflugt, og skal tilbringe påsken i lækker muldjord et andet sted end i min have (eller taske....)

Ane (fortælmigmer) skrev for lidt siden om at betragte andre mennesker i toget, og jeg indrømmer blankt at det også er en yndlingssport hos mig.
Fx sad jeg ved siden af en meget stor og fuldstændig sortklædt muskelmand, komplet med dødningehovede tatoveret i nakken og brysk mine - og i hånden havde han den fineste pastelfarvede kineser-vifte.....

God tur, derude - hvad du så end har i tasken i dag.

lørdag den 16. april 2011

Knofedt



.... Og sådan ser ens negle ud efter en tur i Pakhus16. På den anden led er der smuktgrønne malingrester.
Men nu; hjem til rødvin og lammesteg.
Weekend, jeg elsker dig!

Grounding?



Der er godtnok temmelig mange arbejdsopgaver der skal ordnes, når man sådan har besluttet at bygge det fedeste forårsmarked i mands minde!

Lis er lige så ferm med en skovl som med en symaskine - og jeg har fået hår på bollerne efter at løfte rundt på trillebør og valfarte rundt i Odense med trailer, spader og jord i læssevis.

Om lidt skal der skovles lidt mere, og så synes jeg faktisk også vi fortjener dagens første øl...

fredag den 15. april 2011

Stærkmandstøj




Odense calling! Der er jo ligesom et Pakhus der skal bygges...

Jeg har pakket min cykel og mit stærkmandstøj, og så kan De bare komme an, ka de!

Der skal fyldes dejlig, snasket muldjord i højbede, og malearbejdet klarer jo heller ikke ligefrem sig selv.
Nå ja, og så er der også alle de vidunderlige sponsorgaver der flyver til Odense Havn i en lind strøm - dem glæder jeg mig især til at stikke fingrene i.

Det blir så godt, det pakhus! Jeg glæder mig mere end nogensinde.

torsdag den 14. april 2011

En afslutning. Og nye begyndelser


Ahh.
En tåget morgenstund, alle børn og prægtige mandfolk er placeret de rette steder, farvelkram, madpakkecirkus og teenageskænderier.
Ganske som vi plejer.

Kaffen er dejlig varm, og om lidt venter vasketøjsbjerget på min kærlige omsorg.
Jeg stjæler mig til et øjebliks sofa-ro, og nyder bevidstheden om at Verden derude er vågen.

Mine dage er lange og gode. Jeg elsker, at jeg har fået min energi og min glæde tilbage.
Jeg vil faktisk vove noget. Lige nu - et udsagn, en tanke.
Jeg vil nemlig vove at sige højt, at jeg ikke er depressiv mere.

Jeg har ventet på det. Længe. Og det kom snigende ind på mig uden jeg vidste hvordan eller hvorfor.
Men glæden bobler i min mave, og lukker jeg øjnene og trækker vejret dybt kan jeg mærke, hvordan en gammeldags oliebrønd arbejder i mit mellemgulv - men det er ikke olie den trækker op, det er stor, flydende, gylden glæde.

Jeg er så lykkelig. Lykkelig over at livet stadig har så uendelig meget at byde på. Lykkelig over at intet nogensinde igen bliver så slemt.
Dertil er jeg blevet for klog. For prøvet. For glad.
Jeg ved godt, det er skrøbeligt, og jeg passer godt på mig selv. Den tanke er også ny - at jeg for fremtiden skal behandle mig selv mere nænsomt. Det bliver en ny måde at skulle leve sit liv på. Jeg skal huske at holde mine pauser, jeg skal huske at trække vejret. Jeg skal minde mig selv om at selvom der er dage, som føles håbløse og afvisende, er det stadig bare enkelte øjeblikke - og ikke hele mit liv, det handler om.

Jeg er så lykkelig over at min hjerne og mit hjerte bobler med ideer og tankemylder om projekter der skal sættes i søen og mennesker jeg skal lege med.
Jeg er lykkelig, og jeg passer på hver eneste lille tankebobbel og nurser den, så den ikke falder på gulvet og springes.

Det har taget mig så mange år at lære det - men jeg ved det nu.
Jeg ved, at jeg ikke kan det hele på én gang. At det er ok at sige 'vent' eller takke nej.
Det lyder så skide nemt, når andre siger det, men det har aldrig været nemt. Måske skyldes en del af min stress og afmagt også, at jeg selv gerne har villet det hele på én gang. Nej, ikke måske. Det er sådan det har været.
Men jeg ved det nu. Og når først det er lært kan det ikke aflæres igen.
Jeg passer på mig selv, gemmer mine vidunderlige idébobler på et sikkert sted - og tager én af dem ad gangen.
Tja. Det lyder simpelt. Det er det ikke altid. Jeg er klar over at denne erkendelse bliver ret skelsættende for hvordan resten af mit liv skal leves.
Det er en stor del af min identitet der skal vendes om - at jeg ikke altid siger 'ja' som det første, men at jeg siger 'vent', eller 'det har jeg brug for at tænke over, inden jeg siger ja'.
Men det er nødvendigt at se på mig selv i dét lys, for dernede i fosterstilling vil jeg aldrig, aldrig, aldrig ned igen.
Nogensinde.

Louise, som er indehaver Human-Care (Dét sted jeg har været på kursus i forbindelse med min sygemelding) begynder snart med et nyt initiativ.
Hun kalder det job@power, og det handler i bund og grund om at skride ind og arbejde med at forebygge stressen INDEN man rammer fosterstilling på gulvet.
Hvor ville jeg ønske at jeg selv var mere bevidst om i hvilken retning jeg bevægede mig - dengang.
Og at sådan et tilbud fandtes - dengang.
Sådan en mulighed ville have ændret en del for mig, tror jeg.
Hvis jeg tænker lidt vildt kunne det måske endda have forebygget min nuværende situation, hvor jeg ikke kan og/eller ønsker at vende tilbage til at være lærer.

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg bare er totalt cool og klar til at erobre verden fra nu af. Men jeg bilder mig ind, at jeg fremover vil være meget, meget mere opmærksom på de stress-signaler jeg opfanger. Og at jeg vil være i stand til at hjælpe mig selv, så det aldrig igen får lov til at udvikle sig som det gjorde.
Det er en god tanke. Og det er godt at vide, at der sidder mennesker derude som ved hvordan de kan hjælpe mig, hvis situationen opstår igen.

Jeg tror ikke jeg er den eneste der har det sådan. Derfor lægger jeg et link hér til Louises blog, hvor du kan læse flere af hendes virkelig interessante tanker om at skride til handling INDEN situationen bliver grotesk.

Jeg tror vi er mange. Nej, jeg VED vi er mange. Kvinder, som forsøger at kunne det hele på én gang. Jeg ønsker ikke for nogen i verden at de kommer til at ligge dernede og ralle. Men virkeligheden fortæller noget andet end mine naive ønsker.
Det er godt, at der sidder nogen som Louise derude, som har gennemskuet at det er nødvendigt at sætte ind, længe inden halsen begynder at snøre sig sammen og nætterne bliver tunge.

Jeg er så lykkelig over at jeg har fundet glæden igen. At stressen og depressionen forsvandt.
Jeg er lykkelig. Og kaffen er dejlig varm.
Det er godt.
Og nok.

onsdag den 13. april 2011

Duer ikke, væk

Et afslag er ikke et afslag.
Det er muligheden for at tænke i andre løsninger.

Så det gør jeg nu.

Pinterest

Vil du se mine pins?
Der er både stemningsbilleder af hvordan Jørgen og Luna ser ud for mit indre blik - og bryllupsstemning.

tirsdag den 12. april 2011

Blown away


Sådan en gang forårsblæst er faktisk helt i orden.
Når det blæser så meget er det næsten som om alle tanker forhindres i at slå rod.
Ingen bekymringer sætter sig fast og bliver alvorlige.
Ingen kværuleren med ydre eller indre stemmer.
Ingen klistrede fnug eller selvbebrejdelser.
Bare blæst.

Så kan jeg stå dér midt i blæsten og lade alle mine tanker flyve forvirrede omkring uden mål og fodfæste. De kan bare blæse, kan de! For jeg står bare her og står. Tankerne har godt af en gang blæst og rusk, så de ikke gror alt for fast og bliver alt for hjemmevante.
Dejlig, blød forårsblæst.
Du er velkommen.

Kaffe og røverhistorier


Hér gider man godt hænge lidt ud, ikk!?
Kaffe? Jatak :-)
Røverhistorier? JOW tak!

Det er en god dag

mandag den 11. april 2011

Det tar' kun 5 minutter?


Kære, dejlige bloglæser!

Det her indlæg er henvendt direkte til dig - for jeg har brug for dit indspark og tankemylder.

Skilsmissebogen er ved at blive en realitet!
Jeg har endnu ikke en konkret aftale med et forlag, men det lurer lige rundt om hjørnet.
Jeg jubler, og samtidig er det virkelig angstfyldt. Det er vildt - at beslutte sig for noget, og være så 'set on target'.
Men det kan ikke være anderledes. Den bog er vigtig. Den bog skal skrives.
Faktisk er det så vigtigt at jeg ikke kan tage det alvorligt (Tak, Louise, for dét citat!)

Jeg har en virkelig klar forestilling om hvad skilsmissebogen skal indeholde.
Et helt års skriveri ligger og venter på redigering og finjusteringer.
Et helt års skriverier, som rummer det hele; angsten, smerten, skønheden, friheden, sorgen, lettelsen og kærligheden.

Men én ting er hvad jeg synes er vigtigt - noget andet er, hvad de som har brug for den bog har brug for at læse?
Og det er derfor jeg henvender mig til dig nu - for jeg har lyst til at vide hvad du tænker?

Er der blogindlæg du synes var særligt tankevækkende?
Er der emner du tænker er særligt interessante?
Er der situationer du føler er nødvendige at få fortalt?

Jeg er lutter ører, og håber du har 5 minutter til at fortælle mig hvad du synes er vigtigt.

Mange kærlige og håbefulde hilsner fra Trine

Nb. Du kan også sende mig en mail på hverdagsjunkie@gmail.com - hvis du ikke synes kommentarfeltet er det rigtige sted for dine tanker.

lørdag den 9. april 2011

fredag den 8. april 2011

Fløjlsbløde forårsdrømme


Har lige fået en dejlig mail. Én af den slags, som giver kriller i maven.
En mail fra et forlag. Om at jeg hører nærmere i næste uge.

Jeg ved godt det ikke er meget. Men idag er det nok til at mit forårskåde vulkanhumør får endnu et nøk opad - utrolig nok.
Og hey, det var ikke en blank afvisning. Det i sig selv er en succes i min verden.

Heja forfatterdrøm, skal vi lege?

In it for the ride!

Vulkanen vokser!
Den sprutter og spytter og spyr om sig - et idébjerg af ild vælter frem.

Jeg surfer. På kaos. Og elsker hvert øjeblik. 
Ideerne kaster sig kaotisk i eksplosive guldsprøjt ud i det tomme intet og hvirvler rundt på fortættede, dampende masser af glæde og energi.

Jeg kan ikke styre dem - idéerne. Jeg tror heller ikke det er meningen de skal kontrolleres? 
De hvirvler rundt mellem hinanden, blændende, forførende og brandvarme.

Jeg har brugt et år på at forstærke og varmesikre mit surfboard.
Og nu - NU kaster jeg mig ud fra vulkanens tinde i et vovestykke af foragt for middelmådighed og 'plejer'.

Hold nu kæft, hvor er det sindsygt. Det er vildt. Vovet. Risikabelt. 
Og helt igennem fantastisk. 
Jeg elsker hvert øjeblik, hver guldsprøjtende idéskumtop, hver rutchetur.
Min mave hviner af fryd og rædsel, og mine kinder gør ondt af le.

torsdag den 7. april 2011

Hrmf?

Der kan selvfølgelig også blive lige lovlig meget humor på drengen.
Især når den 13-årige stikker hovedet ud i køkkenet i forbifarten og råber:

"Ved du hvad forskellen er på en gås og en svigermor? Den ene har en stor røv og larmer totalt meget. Den anden er en fugl.... - Og sådan én bliver du engang, mor. Tænk lige over det"

onsdag den 6. april 2011

Har du også forfattermave?

... så skynd dig at klikke forbi Julia, der har den bedste giveaway ever - og som i øvrigt heller ikke er tilhænger af klik-konkurrencer, men til gengæld er fan af god karma.
Og den slags kan vi godt li, hér i Junkieland, ka vi!

Forfatter-mave


Jeg har en forfatter i maven.
Hun er det samme som mig, hedder det samme som mig. Hun er mig.
Hun har ligget dér og ventet i et godt stykke tid - ventet på at jeg skulle blive klar.
Hun har ventet på at min verden begyndte at føles intakt, hel, solid.
Hun har ventet på at min glæde ved at skrive skulle vende tilbage.

Vi er der nu. Min maveforfatter og jeg.
Og hold da op, hvor har vi meget vi skal have indhentet!

Der ligger så meget vigtigt på min harddisk og i mine notesbøger, som glæder sig til at folde sig ud og blive til levende historier.
Der ligger så mange bobler inde i min forfattermave og glæder sig til at bruse ud med det hele.
Der ligger så meget, at det er svært at vælge!

Jeg har adskillige børnebøger i notesform. Bøger om børn, der tænker tanker om livet og har brug for at forstå. Bøger om DummeDukke, der ikke helt forstår hvorfor voksne gør som de gør.
Bøger om at være forælder. Bøger om at være kreativ. Bøger om det kreative barn.
En bog om Jørgen & Luna ligger der også.

Og så er der bogen om at blive skilt.

Dén bog er vigtig. Den bog kalder på mig og vil meget, meget gerne fortælles.
Jeg skriver. Mange vigtige tanker. Mange vigtige oplevelser.
Det er lidt hårdt - for mange gange bliver jeg mindet om de ting, der var så svære og føltes så umulige.
Men tiden har været god - og nu er den inde.

Jeg skilsmisseskriver sammen med ham dérovre i den anden ende af byen.
Ham dér jeg blev skilt fra.
Vi har noget vi skal fortælle. Noget vigtigt - nemlig historien om at man rent faktisk kan blive skilt på en anstændig måde, hvor børnene ikke bliver taget som gidsler i de voksnes kamp for at bevare dem selv intakt.
Det er en god mavefornemmelse - at skrive den sammen med ham.
Den samme historie, men set fra to vidt forskellige perspektiver.
Ingen skilsmisser er ens, pånær det faktum at der altid vil være to personer der oplever den sammen.
Der vil altid være to sider på den samme sag.
Og det synes vi er vigtigt at få fortalt!

Bogen bliver lige så forskellig som vi er, mig og ham. Den bliver lige så følelsesladet og fuld af skrig som mig. Og den bliver lige så logisk som ham.
Det skal den være. For det var vores skilsmisse også, og vi vil netop skabe klarhed over at en skilsmisse altid vil have to sider, men altid det samme mål:
INGEN skal nøjes med et liv med halve ønsker og halve hjerter. Og INGEN børn er nogensinde ansvarlige for deres forældres valg - og må derfor aldrig tages til indtægt for dem!

Det bliver en god bog. Det kan jeg mærke.
Det bliver en bog som er svær at fortælle, men derfor desto mere vigtig.
Og så bliver det en bog som vi begge håber kan være med til at hjælpe andre der står i lignende situationer, eller er tæt på nogen som står der.

Det bliver en god bog.
Vi mangler godt nok et forlag - men det kommer, det er jeg sikker på.
Men bogen er vigtig.
Og nu bliver den skrevet.

De andre bøger i min forfattermave glæder sig over at det bliver denne som åbner ballet. De (og jeg) ved, at ting tager den tid ting skal tage.
Det bliver deres tur - lige om lidt.

mandag den 4. april 2011

Gran


Nåh ja.
Så sidder jeg her igen. På min yndlingplads i hele byen. Med bærbar. Og en øl.
Fordi det allerede er laaangt over middag. Og fordi det må jeg godt.

Første møde i dag er vel overstået. Dog stadig uden afklaring. Men med håb om at få én inden ugen er omme.
Glædelig fremtid. Og glædelig mandag.
Skål.

Rå eller ristede løg til?


Jeg napper sgu lige en mad med fremtid på.
Bare sådan i dagens anledning.

Fremtid. Uhm. Det smager godt.
Det er forår, og jeg kan ikke få nok af at svælge i den forsømte årstid.
Men i år skal alle løfterne indfries. Ikke mere forsømt nogetsomhelst.
Og om lidt skal jeg til møde med min sagsbehandler og få en afklaring på hvad fremtiden skal smage af.
Skal den smage af uddannelse? Måske endda noget med webkommunikation. Eller kreativ projektledelse?
Eller skal den smage af jobprøvning? Måske, hvis jeg er heldig, hos nogen der har lyst til at lege fordomsfrit og kreativt med mig?

Fremtiden byder på så meget leg at jeg kan næsten ikke vente med at komme igang. Jeg glæder mig til at lappe en hel masse fremtid i mig, slubre i alle de muligheder der ligger lige dér for fødderne af mig og bare venter på at blive smurt i et tykt lag ud over noget godt og nærende hverdagsliv.
Uhm. Fremtid. Det smager godt.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...