Og det var så dén dag....

Om et liv med børn er kedeligt?
Næh - ikke sådan specielt. Og slet ikke, når man er udstyret med 3 af denne slags:

13årig, der ikke kan fløjte - men derimod kompensere ved læse Harry Potter højt for os. Spejlvendt. Og på hovedet.

5 3/4årig, der synes pandehåret var skide irriterende. Og fandt en løsning.

10 3/4årig, der opfandt pandekage med leverpostej. Hvis det bliver et hit sælger han opskriften til bageren!

Tjek ud for torsdag.
Kan man ønske mere?

Dagens Labre Link

'Dagens Labre Link' - idag handler det om en torsdags-kylling.
Du tror måske det er noget med paprika og noget agurkesalat?
HA. Du ku ikke være længere fra!!!

Livet er for kort til lortejobs!

Man får næsten the screaming heebeejewees af de billeder....
Helt utrolig godt tænk dér!
Via Jobsintown

Gab op

Er jeg den eneste der oplever tandlægebesøg som det mest ydmygende man kan udsætte et voksent menneske for?
Man ligger dér og blotter sin mund, uden indsigt og uden viden om hvad de rent faktisk foretager sig - totalt overladt til et maskeret individs forgodtbefindende. Hætteforbud gælder åbenbart ikke tandlægeklinikker?

Det er det eneste tidspunkt i et voksent menneskes liv, hvor man ligger fladt på ryggen, ved fuld bevidsthed, og lader en fremmed rode rundt et virkelig sårbart sted.

Nåh ja - altså bortset fra gynækologiske undersøgelser. Men der borer der heldigvis ikke.
Men mindre man har fået en helt særlig gynækolog? Og er det godt eller skidt?

Eat my shorts!

Hold.nu.kæft.altså hvor blev jeg skide sur!
En telefonopringning og noget med gamle penge og gamle forventninger.
Pis oss.
Og mere skal der åbenbart ikke til, før man (læs: jeg) roder rundt i gammelt dynd af bekræftelses-hunger og anderkendelses-trang...

Hvad fanden tænker I på? Jeg havde lyst til at brøle det i røret til damen i den anden ende, som i virkeligheden blot ville finde en løsning på et praktisk problem.
Stopper I aldrig? Er det blevet en sport for jer at udvælge mine mest sårbare nerveender og pirke til dem constance indtil det smerter over det hele?
Var det ikke nok at få mig ned med nakken dengang? Har I en særlig radar der kan opsnuse det overskud jeg forsigtigt lister rundt og glædes over? Er det dér I suger næring? Er det? ER DET? HVA???

Jeg kan bare ikke bruge det til en skid, vel?
Det nytter ikke noget som helst at være vred - men det nytter at jeg opdagede at jeg ER vred.
Så ved jeg i det mindste hvorfra det stammer. Iskold vrede og iskold harme. Lige derfra. Stammer det.
Godt.
Så blev jeg da så meget klogere.
Og den (!#&? stakkels) dame i den anden ende af røret gjorde sådan set bare sin pligt. Sin røvpligt.
Godt man ikke er hende.
Og godt man ikke længere er dér, hvor hendes mening - eller nogen som helst - på nogen måde tæller.
Jeg er vred, er jeg. Fusking forbandet vred. Og det er ok.
Det er ok at være vred, det er ok. For det er fortid, og jeg er ikke dér længere.
Så I kan rende mig, kan I.
Jeg er god som jeg er - og synd for jer, at I aldrig opdagede det. Sådan for alvor!



NB. Æren for det fabelagtige broderi tilkommer den lækreste røv-råber i min verden!

High five til Søren!

Kierkegaard ville ha været stolt af mig - jeg mister fodfæste konstant!

For første gang i går opdagede jeg, at det ikke bekymrede mig. I hvert fald ikke lige i går. Heller ikke i dag. Det skal nok komme tilbage.
Men lige nu ved jeg det er sådan det skal være. Det er meningen.

Det er en bizar oplevelse - især når man som jeg har levet et helt langt liv båret af bekymringer og forventninger om fremtiden.
'Når bare lige...' .....- og så var jeg allerede igang med at planlægge hvordan det øjeblik der eksisterer lige nu ikke er godt nok, men hvad jeg gerne vil have lige om lidt i stedet...

Men ikke mere 'bare lige'. Måske for evigt? Måske for en stund? Who knows, and who cares?
Lige nu er jeg ikke bekymret.
Lige nu skræmmer det mig ikke at jeg ikke ved, hvad der sker i morgen, i næste uge, om en måned...
Lige nu er det faktisk helt enormt lækkert at være hér.

Der er massevis at ta' af - bekymringer, mener jeg. Men helt ærligt - hvorfor sku jeg? Hvor mange af dem bliver rent faktisk til noget, hvis jeg regner efter?
Spild af tid, og spild af godt liv.
Så hellere bare være her, hva?
Og miste fodfæste.

Unplugged i solskin

Vidunderlig weekend.
Vidunderlige vanvid.
Vidunderlige veninder.

De har min ryg. De har mit hjerte.

Welcome weekend af den fedeste slags!

Jeg er ved at gå i stykker af glædsomhed, for jeg er på vej ud af døren for at tilbringe en hel weekend i selskab med de mest fantastiske damer jeg kender.
En hel weekend. Det har vi ikke prøvet før. Men vi kan simplehen ikke mødes for mindre end dét. Går ikke. Vi har for meget vi skal nå - for meget Asti til at det kan drikkes på mindre end en weekend. For meget snak til at vi kan nøjes med et par timer. For mange knus.

Det er de kvinder som jeg på trods af koloenorme geografiske afstande deler drømme, forventniger, erfaringer og liv med.
Det er de kvinder, der på mærkværdig vis er gået hen og er rykket helt ind i hjertekulen, selvom vi sjældent ses IRL.
Det er de kvinder, jeg kalder mine damer. Mine blogdamer. Som ikke længere er mine blogdamer, men er blevet mine veninder. Af den helt gammeldags, oldfashion slags. Hvor man næsten føler trang til at udveksle veninderringe, bare for at signalere at vi har hinandens ryg og hinandens hjerter.

When in doubt, HIDE!

Den sjoveste lodtrækning til en giveaway har lige fundet sted herovre.
Der blev aldrig fundet en vinder, og det i sig selv er urkomisk....
Advarsel; lad være med at se, hvis du er panisk angst for edderkopper. Eller skrigende børn. Eller kryb der bliver væk.

Skjulte talenter

Så går man forbi bordet, hvor Mellemsteknægten puslede rundt for et par minutter siden...

Og så med kuglepen? Jeg er målløs!

Strikkelove gi'det'væk

Benvarmere til forårs-kåde barneben.

Jeg havde egentlig strikket dem til mit eget DukkeBarn, men hendes (fede) lægge vil ikke rigtig samarbejde...
Nej nej, det er ikke mig der har strikket dem for små. Hvordan ku du dog overhovedet få den tanke????!!!

Men altså - når nu hendes kæmpe fødder og fede lægge ikke vil samarbejde, behøver de jo ikke ligge hér og glane.
Derfor kan de blive dine (eller din datters, hvis dine lægge også er fede?)

Ta-daa
Og sådan opstod der pludselig en sarkastisk giveaway på Hverdagsjunkiens ellers helt ironi-clean blog.

De dejlige hjemmestikkede benvarmere er strikket i blød blød blød alpacka-uld - og de passer nogenlunde til et par barneben str. 1-2 år (medmindre din unge også har fede lægge??)

Smid en kommentar - og selvom jeg ikke ville tøve 1/2 sekund med at give sarkastiske kommentarer ekstra fordel, så går den nok ikke i disse demokratiske tider.
På samme måde gælder der ingen regler for at deltage - en giveaway handler om lysten til at give noget, ikke om betingelser for at deltage.
Jeg udvælger en vinder efter forgodtbefindende om en uge... så er I advaret.

Nuff' said.

Og nu:
Kommentér!

Minus panik plus

Første dag på kursus hos Human-Care, og fordi jeg nægter at lade mig stresse af en god ting, nåede jeg endda et tog 20 min inden dét jeg havde planlagt.
Men altså, vejret er bare så smukt og min cykel kaldte - og så blir man jo nødt til at komme ud i det.

Et kursus. Mindful Mind. Om at være tilstede. Være. Nyde. Give sig tid til at lytte, se, elske, opleve.
Et kursus der for mig lige præcis handler om at være dét jeg er; afhængig af hverdagen, Hverdagsjunkie.
Et kursus hvor jeg skal blive bedre venner med Frk. Stress.

Det kan kun blive godt. Det har jeg nemlig bestemt!

HVAD?! gør du?

Jeg er nået til det punkt, hvor jeg står op om morgenen. Drikker baljevis af kaffe. Sørger for familie, sørger for hus, sørger for vasketøj, sørger for mig selv.
Og keder mig.

DET havde jeg godtnok ikke forventet!
Et års sygemelding kan åbenbart gøre den slags ved folk? Jeg, som ellers i alt for lang tid har oplevet det som stress med stress på at skulle bevæge mig ud af døren er nu i stedet begyndt at længtes efter at have noget at foretage mig?
What? Hvor kom den fra?
Der er sgu et stykke vej fra at være bange for at bevæge sig ud af sin hoveddør - til at længes efter det.
Jeg havde ikke set det komme. Måske var det derfor det dukkede op?

Men den er også farlig, den tanke! Tænker jeg.
For det første fordi jeg jo stadig har en nylig depression og sygt meget stress pustende i min nakke. Jeg frygter der ikke skal så vanvittig meget til, før end jeg rammer sofa-ynk igen.
Og for det andet fordi risikoen er, at jeg så siger ja til hvad som helst der vil kunne få mig beskæftiget.

Jeg balancerer de temmeligt modstridende følelser - nogen dage med mere elegance end andre...
Der er stadig dage hvor jeg føler frygt for verden, og især for mig selv - men der er så langt imellem dem at jeg forsøger at overbevise mig selv om det er normalt (Ha, Verden. Du er også skingrende tosset. Det er ikke kun mig. Vel? Please sig ja?)
Men der er også dage hvor jeg kan alt. Intet mindre. Og de dage er pragtfulde.
Men det skal jo helst ramme en form for balance, hvor yderpunkterne ikke er så rabiate?
Dér er jeg på vej hen, men der er stadig en bid vej at gå. Absolut ikke så langt som jeg før har haft. Men bare en lillebitte smule vej.

Jeg skal lære det forfra igen. Det med at kunne gå på arbejde.
Og jeg er begyndt at glæde mig til hvad fremtiden vil gi mig. Det har jeg ikke prøvet før, og selve den tanke er næsten ikke til at bære af glæde.
Så det er godt at kede sig. Det er et tegn på at tiden er ved at være inde!

Og når nu 'systemet' ikke lader høre fra sig kan jeg heldigvis selv sørge for sagerne. (Bare lidt, ikk?)
Derfor starter jeg på torsdag på kursus hos Human-Care.dk - som jeg har været på kursus hos før.
Jeg glæder mig.
Til at komme ud af døren. Til at min dag skal bringe indhold og ikke bare kedsom.
Jeg glæder mit til at blive klogere.
Er det ikke fedt? Det er det helt rigtige tidspunkt, og Verden, jeg er SÅ klar!

3 is a magic number?

Jeg har en hemmelig regel med mig selv om jeg kun må have gang i 3 strikkeprojekter på én gang.

Lige nu strikker jeg Nessier, som er beregnet på Forårsmarkedet i Odense til maj.
Julias opskrift er fremragende, jeg er vild med så forskelige udtryk de forskellige tørklæder får afhængig af garn- og mønstervalg.

Jeg strikker også på et hyggeprojekt på kæmpestore pinde - det er tanken jeg vil lave en fiks lille opskrift til bloggen, men jeg skal lige se om det overhovedet bliver godt inden...

Og så er jeg i gang med still light. Den bliver lækrere og lækrere.
Blackhill Højlandsgarn fra garnudsalg.dk.
Er bange for jeg er ved at blive lige så afhængig af dét, som af chilipeanuts!

Av, for helv....

Og nogengange bliver man nødt til at være modig fordi man skal.
Som nu - hvor jeg bliver nødt til at se mig selv og min tandlæge i øjnene.
Jeg skal nok give besked, hvis jeg overlever...

Tålmodighed

Med udsigt til marker, sol og savn

Jeg var et smut forbi min far idag...

Hvorfor jeg aldrig bliver modeblogger #2

Fordi det føles håbløst naivt og alt for selvudleverende at stille sig op foran kameraet og lade som om man er dybt optaget af ét eller andet interessant, der berettiger at man laver trutmund/kigger romantisk ind i kameraet/viser tænder/flasher hud/finder noget dybt interessant i sine lommer/opdager noget virkelig magisk i den anden ende af rummet....

Men når man har købt DEN fedeste jakke, er der ingen vej udenom.
Se selv:

Forprøvnuligeathøreher!!

Det er jo ikke bare en jakke, vel?
Enhver jakke kan bare lige komme spadserende og blære sig på diverse modeblogs rundtomkring, men det kræver noget særlig at finde vej ind på min blog, hvis man er jakke...

Og det her er en særlig jakke, den har nemlig været båret af en italiensk soldat i 1968.
Da han var færdig med at bruge den, engang i 1975 røg den til genbrug, blev brugt et par gange, hang lidt og ventede på bøjler rundtomkring - og blev så købt af en tysker.
Tyskeren tog den med sig hjem, sammen med 500 andre jakker - og startede et sted, hvor han ansatte handicappede i skånejobs til at sy de gamle militærjakker om til lidt mere klædelig facon.
Og så solgte han dem videre.
Én af dem til mig.

Kan man elske en jakke mere?

Jeg er ved at skide i bukserne af ... mod?

Jeg tankeeksperimenterer.
Det der mod, ikk? Det er fandme noget scary shit!
Kan mod gradbøjes? Kan frygt?

For at kunne være rigtig modig skal man først have været rigtig bange.

Jeg synes ikke selv jeg er særligt modig.
Faktisk så synes jeg at jeg er en skiderik og en bangebuks. Sådan én som er alt, alt for hurtig til at beslutte hvad jeg er bange for.
Måske er det derfor at andre synes jeg er modig? Fordi jeg er god til at gennemskue hvad jeg er allermest bange for?
Jeg er ikke særlig modig - Jeg er faktisk bare bange for ret meget.
Jeg kan ikke gøre én eneste modig handling eller tænke én eneste modig tanke uden først at have været ved at skide i bukserne af skræk.
Jo mere angst jeg har været, jo modigere føler jeg mig ved at gøre lige præcis dét jeg er bange for.

Så jo. Mod kan vist godt gradbøjes. Ligesom frygt.
Kurven er logisk; jo større frygt, jo større mod kræves der.
Så måske ER jeg mega-modig, fordi jeg er så mega-bange?

Jeg kan jo prøve at sortere lidt i tingene:

Jeg er en lille smule bange for:
- at smagen og/eller lugten af banan vil få mig til at kaste op
- hvepse
- solskoldning på min egen krop
- sure, gamle mennesker
- sirener
- gynækologiske undersøgelser
- at vælte på cykel
- blod
- at få stød
- at der måske er noget som bider mig, når jeg stikker hånden ind i vaskemaskinen
- at røre ved råden frugt
- overfyldte rum og steder
- at mine blogindlæg ikke hænger sammen, eller er stavet korrekt
- fyrværkeri

Jeg er sådan medium scared over:
- at falde i søvn bag rattet i min bil
- bilka, føtex, kvickly, irma... und so weiter
- solskoldning på mine ungers kroppe
- at jeg rent faktisk kan blive farmor om 7 år, hvis mine børn holder traditionen i hævd
- mørke
- at gå alene i en skov - uanset tid på dagen
- at klæ' mig latterligt på, så andre kan se hvor kikset jeg er
- tandlæger
- blodprøver
- at være fattig
- at skulle bore med slagboremaskine i en hel, ren, uskyldig væg
- at smile til fremmede mennesker jeg møder på gaden
- skovflåter
- at være uvenner med andre
- at flyve


Jeg er virkelig, VIRKELIg, VIRKELIG bange for:
- at dø
- at mine børn vokser op og bliver intolerante
- andres dom over mig
- at køre galt i trafikken
- Japan sjæl. Og vores.
- Nazisme
- kræft
- ikke at være noget værd for andre
- hvis der ikke er nogen som elsker mig
- at være alene
- kontroltab
- sexuelle overgreb på mine børn
- at skulle lede efter mening resten af mit liv
- teenagepiger i flok!



Og det er bare så forskelligt, ikk?
Ingen har en liste der er magen til min. Eller magen til nogen som helst andres.
En ting som er lille på min liste kan den være vilde, ustyrlige angst på en anden persons liste.

Frygt kan ikke rationaliseres. Man kan ikke tale logik til sin frygt.
Jo jo, hjernen kan sagtens forsøge at sige til hånden at den snildt kan ae den gigantiske edderkop, men hånden lystrer ikke, for den har alt for travlt med at gå i panik sammen med resten af kroppen.
Frygt er bare ulogisk.
Der er mange andre ting jeg bare ikke er en skid bange for - fx at tale om personlige ting som kærlighed, skilsmisse eller frygt. Eller at tabe ansigt. Eller skabe mig åndsvagt, selvom der er andre der kan se mig. Eller om jeg 'ved nok' om et eller andet klogt, som andre ved helt vildt meget politisk korrekt om. Eller tale foran store forsamlinger.

Den er hamrende ulogisk, den frygt dér.
Den føles som om den ikke kan laves om. Nogensinde!
Hmm. Dér har jeg ligesom været. Dér, hvor jeg resignerede hver eneste gang jeg stødte på noget jeg var bange for. Dér hvor jeg ikke kom et skridt videre end ud af min seng om morgenen. Hvis jeg da overhovedet kom det.
Dér er jeg ikke mere. Så noget har virket, noget har ændret sig, noget er lavet om - der er ting jeg ikke længere er bange for.
Det er det der mod, jeg mener...

Jeg tror det er fordi jeg har gjort de ting jeg frygtede!
Altså - jeg har ikke lagt mig til at dø for at prøve om det var så slemt som jeg var bange for, vel? Eller med vilje har kørt med lukkede øjne for 'bare lige'...
Men jeg har gjort nogle af de små ting jeg har været skide bange for, og jeg døde ikke af det, det slog mig ikke ihjel, der var ingen der skældte mig ud, det gjorde ikke fysisk ondt.

Jeg blev faktisk skide modig, fordi jeg var skide bange. Hverdagsmodig. Måske den sværeste form for mod?
Måske er jeg mere modig end jeg selv går og tror. Måske skal jeg holde op med at være bange for at fortælle mig selv at jeg rent faktisk er god til noget?

Trine. Du er skide modig fordi du tør være så skide bange. Hurra for dig. Og hurra for at du er bange. Ellers ville du aldrig være modig, vel?!

symbiotisk

Nogen gange er man nødt til at være virkelig bange for at man kan være virkelig modig!

Noget om arv...

Om 3 dage er det 3 år siden min far døde. 

Jeg savner ham stadig vildt, og er stadig glad for at hans liv endte da der ikke var mere værdighed eller liv tilbage for ham at hente.

Jo. Jeg savner ham. 

Jeg savner hans søndagsopkald, hvor han lige ringede til hele sit bundt af afkom for at høre hvordan det gik? Faktisk savner vi ham alle så meget, at vi stadig med mellemrum ringer til hinanden om søndagen. Bare fordi.

Jeg savner hans provokerende indstilling til lige at ville mene alting en lillebitte smule anderledes end alle os andre - man sku jo nødigt gå glip af en god diskussion, vel?

Jeg savner hans knoklede knus. 

Jeg savner at have én der kan svare mig på hvordan man skifter halogenspots, skifter olie på bilen eller borer i en murstensvæg. 

Det er fandme noget skidt at man blive nødt til at prøve sig frem og selv begå samtlige fejl i bogen - når man nu havde en far som vidste alt om hvordan man bygger huse, instrumenter og dén slags...

Men mest af alt savner jeg hans virkeligt elendige og totalt platte form for humor.

Min fars humor var legendarisk. Det bilder vi, hans børn, os i hvert fald ind.

Vi er vokset op med de samme ti jokes, blot pakket ind i forskellige sidehistorier fra gang til gang. Hans yndlingsjoke var dén om fiskerne og Jesus i Thyborøn - og ingen af os husker den egentlige pointe i dén joke, for den gik tabt engang for lang tid siden.

Der er også joken om Hvor Henrik Skal Hen? Ned I'talien og Gi'rafferne To'mater...

Og så er der den om anden - som jeg nævnte i indlægget om børn og spørgsmål.

Og ganske rigtigt, som M fandt frem til i en heftig research, er det oprindeligt en Storm P-joke:

- "Hvad er forskellen på en and? Den går hverken med slips"

Men min far var ikke sådan at sætte i bås, og hans jokes levede sit eget liv uafhængigt af hvordan oprindelsen lød. Så i min fars version lød den:

-"Hvad er forskellen på en and? Den svømmer bedre end den går"

Jeg husker hvor meget jeg tænkte over lige præcis den formulering da jeg var barn. Jeg spekulerede som en gal, for hvordan ku det overhovedet hænge sammen. Og var det i virkeligheden ikke bare noget min tossede far havde fundet på selv?

Men så var det jeg kom til at fortælle det til drengene. Og de brækkede sig af grin, så der var vådt af tårer, savl og tis i hele bilen, da de først var færdige...

Og siden er det blevet til en moderne klassiker - i hverfald herhjemme. 

Hvad er forskellen på en and? - og så er der nogen der tisser i bukserne. Igen.

Jo. Vi savner min far. Os allesammen. 

Men der er noget som lever videre, og faktisk er jeg ikke ked af at det netop er hans virkeligt platte humor der har slået rod hos os, hans børn og børnebørn. 

For det er jo sådan det er; vi svømmer bedre end vi går. 

Noget om at samle på spørgsmål....

Moar? Hvad nu hvis det var dig som havde opfundet film?

Moar, må jeg trykke på alle knapperne?

Mor, jeg ved ikke hvorfor men jeg har rigtig meget energi?

Mor, ved du hvad? Faktisk har jeg vænnet mig til 3D.

Hvad er en kotelet?

Moaar, hvad er forskellen på en and?

Hvornår skal vi spise? Hvad skal vi ha?

Skal vi ikke læse nu? Må jeg høre 'lille mor'?

Vil du nusse mine fødder?

Ved du godt hvad for et spil jeg har planer om at købe?

Skal jeg sige dig alle de dyr jeg har?

Næste gang du er hos os i Horsens, mormor, så vil jeg gerne vise dig alle mine petshop, er du ike glad for det? Skal jeg fortælle dig hvad de hedder?!

Mor, vil du høre en vits?

Hvad skak vi ha til aftensmad, mor?

Hmm, moar? Ved du hvad kursen er på koreanske kroner?

Mor, er 29,9 næsten ikke det samme som 30?

Mor, jeg forstår ikke fodbold?

Mor, hvorfor har drenge egentlig brystvorter, de er jo totalt overflødige?

Moar, hvad begynder F med?

Mor, jeg er sulten?

Mor, hvordan kan klovnefisk egentlig undgå at blive forbrændt af søanemonens tentakler?

Mor, er du ældre end dem inde i radioen?

Mor, synes du jeg har smidige fingre?

Mor, man har ikke følelser i håret, vel?

Moar, hvorfor hedder det egentlig 'fedtefadet'?



Svar søges? Svar der passer til 3 forskellige aldre og 3 forskellige niveauer af overvejelse.

Jeg ved godt hvem der har spurgt om hvad. Mon du kan se det?

Hvem sidder dér bag skærmen?

En hel dag flyver forbi når man har det sjovt.
Og jeg har det sjovt - for jeg er totalt i Pakhus 16 humør.

Jeg har fået lov til at lege med de prægtige mennesker dernede i Odense, eller - det vil sige - de er i Odense, men jeg er her med min computer og min telefon. Og det er også nok. Lige nu.
Jeg drøner nemlig rundt på hele internettet i jagten på at finde gode, skøre, lækre, VIRKELIG lækre sponsorer til de goodiebags som (uh la lahh) bliver stukket i hænderne på de første 100 besøgende hver dag.

Og jeg skal lige hilse og sige, at gavmildheden og glæden over Pakhus-markedet er stor rundt omkring. Det gør mig så glad.
Jeg brænder totalt og vildt og inderligt for kunsthåndværk, for godt design, for de gode, grundige, smukke detaljer - og jeg brænder vildt og inderligt for at et par Damer dernede fra Fyn (nu også med en mand i Stalden) beslutter sig for at banke et marked på benene, og vupti - så gør de det bare!

Ja, øh... 'bare' er måske så meget sagt, for der er helt utrolig meget arbejde forbundet med at stable så stor en begivenhed på benene, som vi andre 'dødelige' slet ikke ser.
Bare sådan en ting med at få lov til at være dér i pakhuset af brandmyndighederne. Eller arrangere at der måske, måske, måske kan blive mulighed for strøm til alle udstillerne. Og hvad med musikken? Og er der ordentlige toiletforhold? Kan en kørestol komme rundt? Og hvem skriver en pressemeddelese, så det ikke kun er pakhus'ernes overbærende venner der fortæller om det på Facebook?? Kan man lave en plakat? Og hvad med mad til udstillerne? Hvem bygger en scene til musikerne? Og er der nogen der har en trailer og en dag for meget i kalenderen til at skaffe en hulens masse birkestammer? Og er der nogen der svarer de mange, skønne mennesker inde på Facebook?

Der er SÅ MEGET og jeg bliver helt rundt på gulvet når jeg snakker med dem dernede. Godt det ikke er mig der sidder med alle de løse ender som de skal nå at få samlet inden det bliver maj...
Men de ser så glade ud, og selvom jeg bliver forvirret over alt det som skal nås inden 6. maj - så ligner de faktisk nogen der har styr på det og er skide hamrende stolte af at gøre dét de gør.
Med rette!

Jeg glad for at jeg kan gøre noget, der hvor jeg kan.
Det gør mig godt at hjælpe Pakhuset - jeg bliver glad over at kunne gøre en forskel for de Damer dernede, som jeg holder så rigtig meget af.
Og det gør mig godt at kunne være med til at sætte mit præg, så Pakhus 16 marked kommer til at blive et sted, vi alle kommer til at elske at hænge ud.

Og sponsorgaver, spørger du?
Jo - såmænd...
Alle kan blive gavesponsor for Pakhusmarkedet, og på den måde være med til at gøre goodiebags'ene lækre og indbydende - og ikke at forglemme, på den måde gi sig selv lidt omtale :-)
Alle gaver modtages med kyshånd, om det er 5, 50 eller 500 styk!
Blandt andet er der allerede nu kommet gaver fra Søstrene Grene, ButikNØ og Garnudsalg.dk

Skriv lige, ikk? - Hvis du gerne vil være gavesponsor. Eller hvis du har en god idé om hvem man måske ku forestille sig?
Eller hvis du bare gerne vil høre lidt mere om 'what's in it for you' :-)

Fæs last?

... eller læs fast.

Den årvågne betragter har nok lagt mærke til at jeg har flyttet 'faste læsere'-funktionen ned i bunden af siden.
Det er såmænd sket på baggrund af en overvejelse, intet mindre....
(Wow, nu er du ved at dø lidt af både angst og spænding, ikk?)

Jeg hylder ikke princippet om at man skal have så mange faste læsere som muligt. For mig er 'fast læser'-funktionen en service til de af jer, mine dejlige medkumpaner udi blogskarnsstreger, der ønsker at tilmelder jer, så I på den måde hurtigere kan finde frem til det I ønsker at læse.

Jeg kan godt lidt at kigge på den, såmænd. Mest fordi jeg altid griner en lille smule over de mange små ansigter og symboler, der ligner et dynamisk lille kunstværk, bestående af hundrevis vidt forskellige mennesker..
Men jeg synes også den forstyrrer lidt. Den forstyrrer det jeg vil med min blog; nemlig at det er mit sted, mine regler og mine ord. Ikke et udtryk for hvor 'populær' (eller hadet?) jeg er.

Så nu er den røget ned i bunden. Kig selv - det er et fabelagtigt kunstværk, en hel collage over mennesker, der på én eller anden måde er en del af mit liv.
I er ikke uden væsentlig betydning bare fordi I nu ligger nede i bunden. Men jeg har flyttet jer lidt væk fra synsfeltet, fordi det her ikke er en skønhedskonkurrence. Men bare mig. Det her er bare mig.
Også lidt jer. Men mest mig...

Nessie - yet again

Jeg strikker Nessie.
Igen.

Den dejligste opskrift, og det sjoveste garn. Må overgive mig, og indrømme at jeg er vild med at strikke i farveskift - mest fordi det er så uforudsigeligt hvordan lige præcis denne Nessie kommer til at se ud i forhold til de andre.

Nessie er ikke til mig. Næh. Den er til Forårsmarked. Hvis nu der er nogen som hellere vil købe, end strikke selv.

Find stoltheden frem i stedet, mor

Der er så mange ting der kan bekymre, når man er nogens mor.
Faktisk er det ofte bekymringer der føles mest overvældende når man tænker over hvad der er fulgt med dét at blive forælder.

Men der er også stoltheden.
Dels den store altomfattende stolthed over, at de i det hele taget findes, eksisterer, er til - de børn, man har været med til at skabe.
Men også den der stolthed, når de viser os, deres forældre - og resten af verden hvem de virkelig er.

Min store teenager, GuitarHero, Legoekvillibristen, Ældsteknægten er 13.
Han er et fabelagtigt menneske på rigtig mange måder, og er født til noget stort. Det skal jeg jo selvfølgelig mene, jeg er jo sådan set knægtens mor, ikk.

Men når følgende ordveksling finder sted en almindelig eftermiddag, så kommer stoltheden.
Stoltheden over at kende så fantastisk et menneske, stoltheden over at han er i mit liv - stoltheden over at der ét eller andet sted i de 13 år vi har haft sammen er noget der er lykkes....:

David: "Vi har temauge i denne uge. Sexualundervisning."

Mig: "Det lyder da spændende - hvad taler I så om?"

David: "Vi snakker ret meget om følelser og sådan noget. Om hvordan det er at være teenager".

Mig: "Det lyder godt - men måske også lidt svært?"

David: "Nej, egentlig ikke. Vores lærer lavede sådan en 'take a stand', hvor hun sagde noget, og så skulle vi stille os enten det ene eller det andet sted, for at vise om vi var enige eller uenige"

Mig: "Hvordan fungerer sådan noget så, når man har en hel klasse fyldt med teenagere? Er det ikke svært at vide hvad man skal svare på hendes spørgsmål - jeg går jo ud fra de er sådan lidt... personlige?"

David: "Næh, jeg synes ikke det er svært"

Mig: "Heller ikke, hvis resten af klassens drenge stiller sig ét sted og mener noget andet end du gør? Er det så ikke svært?"

David: "Nej. Det er ikke svært. Jeg synes faktisk det er vigtigt at vise de andre hvad jeg mener om tingene. De behøver jo ikke være enige med mig, vel? Jeg synes det er vigtigt at de ved hvem jeg er"





Wow. Stolt, stoltere, stoltest.
Så meget integritet, og så reflekteret omkring det. Det kunne jeg ikke da jeg var 13!
Den dreng er skabt til noget stort. Jeg siger det jo. Og lidt endnu er han min, men jeg ved det er på lånt tid - for der går ikke længe, førend han vil ud og vise meget mere af sig selv, derude i verden.
Og jeg skal nok lade være med at sige til ham at det er svært, når nu han selv så åbenlyst viser mig, at han tager udfordringerne i stiv arm.
Gå hjem med din bekymring, Mor. Og find stoltheden frem i stedet.

Psst...

Bare en lille reklame. Så er du advaret.

Jeg var på kursus jo. Dengang cirkushesten skulle lære at danse i manegen uden at slå sig alt for meget i tøjret.
Det var godt. Altså, som i rigtig godt.
Det handlede om mindfulness, om at turde være tilstede og turde trække vejret.
Det havde jeg brug for.

Og nu holder de et foredrag om at bruge mindfulness på sin arbejdsplads. Men det er meget, meget hemmeligt. Især den del der omhandler den gratis frokost.
Shhh. Meget hemmeligt.
Især fordi det er gratis at deltage. Hvis man er ven med Human-Care på facebook.

Og nu. Ikke mere reklame.
Tilbage til strikke-eskapisme. Og solskin. Hurra.

Det forsømte forår

Med kolde kinder og hans varme hånd i min går vi.
Solen fylder mine øjne med klarhed og lys, og hans bløde kys ligger stadig og varmer mine læber.

Der var et forår som forsvandt i angst og sorg.
Det forår kom og gik uden jeg ænsede det, og samtidig var jeg angst for at jeg aldrig igen ville opleve den spirende magi og den favnende, skarpe sol.
Jeg kunne se hvordan resten af verden kravlede ud af skyggerne, missende med øjnene og vinkende til hinanden i gensynsglæde. Men jeg var for træt til overhovedet at smile, og solen skar mig ubønhørligt i øjnene.
Det var det forår jeg gik i hi.

Nogen skylder mig et forår, og denne gang vil jeg have det hele med.
Hver eneste lille knopskydning, hvert eneste lykkelige glimt af lun forårsfavnende magi. Det her er mit forår, og det er stadig kun ganske få timer gammelt - men jeg er derude.
Med hans varme hånd i min, hans kys på mine læber og hans hjerte i mit.

Ej, gider I ikke lige dæmpe jer lidt?

Av.
Mit.
Hovede.

Min egen skyld.
For meget Asti. Og Tom Collins'.
Og røg.

Alt for meget latter. Og musik. Og gode snakke.
Og drinks. Og Dejligste BedsteMennesker i Verden.

Er blevet for gammel.
Ikke til at føle mig som 17.
Men for gammel til at opføre mig som 17.

Tit ind

Jamen, jeg sidder da godt her - midt i krydset. Mens jeg venter på Falck. Og en ny gearkasse.

'Tit ind'-bodega ligger lige på hjørnet, der ser desværre lukket ud, ellers kunne jeg sikkert ha brugt min tid mere fornøjeligt dér end hér.
Nå ja, det er da også meget sjovt at kigge på andre bilister der alle tror ingen kan se de piller næse, bare fordi de sidder gemt inde i deres lille lukkede bobbel.

Jeg havde heller ikke andre planer, faktisk. Nu hvor børnene er hældt over til deres far, så har jeg nærmest en hel uge, hvor jeg ikke har andre planer end at sidde her og vente på Falck. Og den der nye gearkasse. Og en lotto-gevinst.

Jeg lover, hvis jeg vinder i lotto så bliver det første jeg gør (efter at have betalt for en gearkasse) at købe 'Tit ind' og sørge for de altid har åben og frisklavet kaffe. Til alle dem som ind imellem sidder lige her udenfor. Og venter på Falck.

Kald det kærlighed, å-uåååhhh...

Vil I se, hvem jeg elsker??

Gu' lægger jeg det da ud!

Et amatøragtigt forsøg på at demonstrere hvor kloge og velreflekterede mine børn er, og hvor meget de rent faktisk ved om Fairtrade...

(NOT! Det eneste mine unger stiller op med er gumlen og smasken, savlen og gnasken. Tror i virkeligheden blot jeg fremstiller dem som grådige og under kraftig forælder-manipulation....
Og mig selv som den bedrevidende og hånlige mor, jeg er....)





Kære Børn. Jeg tager jeres mentale helbred helt og aldeles på min kappe, og lover jeg allerede nu er begyndt at lægge penge til side til jeres psykologregninger.
Men helt ærlig - I er fandme så sjove at tage røven på! Undskyld. (Gnæg gnæg.. ha.)
Nej, undskyld. Jeg mener det. Helt alvorligt... (fnis)


Nåh ja - og så var der lige det der FairTrade, som jeg kun alt for kraftigt kan anbefale alle.
Men det er ingen i tvivl om, og da slet ikke efter denne demonstration i tyk manipulering med mine arveanlæg.
Du kan finde mere om FairTrade på deres hjemmeside, og så er der altså også denne helt fantastiske og dødcharmerende film på facebook.

Satelit

Jeg satelitter omkring som en dum bunke skrot - efterladt i ydre rums forgodtbefindende, uden mål, uden stedsans, uden egentlig indhold og uden egentlig formål.
En krøllet metalklump på ensom vandring i mørket.
Jeg aner ikke hvor jeg svæver hen, det føles så uanstrengt og samtidig som det sværeste i verden.
Hvor er jeg på vej hen?
Hvor kom jeg egentlig fra? Hvem byggede mig og udstyrede mig med alle disse fancy funktioner, som jeg allermest er skræmt af?
Hvorfor havnede jeg herude, ude af kurs, alene i mørket?

Min gamle skrammelhjerne ved godt at der vistnok var en plan med mig. Jeg blev bygget med et formål, men én eller anden forbindelse er røget, og noget brændte sammen.
Så nu hænger jeg her i det vægtløse og ved ikke helt om jeg skal være bange?
Jeg ved ikke hvad jeg skal være bange for - men jeg føler mig alligevel heller ikke helt tryg ved at det store ingenting omslutter mig.
Alt det ingenting omkring mig er ikke ondskabsfuldt, det er bare ingenting.
Ingenting kan være meget rart, næsten fløjsblødt. Men ingenting er stadig bare ingenting, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal bruge det til?

Stille og lydløst, glidende rundt i ingentingheden.
Jeg satelitter.
Er jeg ude af kurs, eller kan jeg bare ikke se den? Hvad var det nu jeg var konstrueret til?
Jeg ved jeg er her af en grund, og jeg vil finde ud af hvad den grund er.
Jeg er skræmt fra vid og sans, men selv gamle satelitter med kortsluttede skrammelhjerner har brug for at tjene et formål.
Og mit formål vil vise sig, jeg ved det. Med held, og tillid til at ingentingheden og min usynlige kurs hjælper mig.
En dum bunke skrot på vej til at finde lidt mening i det tomme, ensomme univers. På samme måde som alle de andre ensomme skrotbunker derude.
En ensom vandring i mørke, på vej til at finde min kurs. Med tillid.

Still Light

Army of love. Jeg strikker til mig selv, og jeg nyder hver eneste maske.
Opskriften ser ultra-lovende ud, og garnet, oh garnet....

Garn: Blackhill Højlandsgarn fra www.garnudsalg.dk - farven hedder 'Loden'
Opskriften hedder Still Light