mandag den 28. februar 2011

On my mind!


Jeg har fået forårkriller og Pakhus16 på hjernen.
Sagen er nemlig den at jeg allerede er dybt indviklet og dybt afhængig af de der skingrende skøre tosser dernede på Fyn, som ud af det rene ingenting lige banker et marked op og inviterer os andre til at være med.

Tjullahop, siger jeg bare.

Jeg har leget lidt med dem her på det seneste, både lidt med ler og lidt på Facebook - og nu leger jeg videre med mine egne planer om hvad jeg skal foretage mig de der tre famøse dage i maj.
Og jada - I'll be there!
Med gyngestol, gulvtæppe og strikketøj, og luksusgarn og god portvin og mormor-knold og kniplinger.
Og så vil jeg lære nogen at strikke!

Jeg aner ikke om der er nogen der vil lære den slags gammeldags dyder, men hvis ikke de kommer frivilligt vælger jeg enten
1) at sætte mig tungt oven på intetanende forbipasserende Pakhusgæster, tvinge garn og pinde i hænderne på dem og brøle STRiiiiiiiiiK!!! ind i hovedet på dem
eller
2) betale mig fra det. Må da have nogen venner ét eller andet sted som jeg kan betale for at sidde og se ud som om de nyder at blive undervist af mig?

Og lige nu er jeg ved at planlægge hvordan jeg i alverden kan få proppet en hel dagligstue ind på den halve kvadratmeter jeg får stillet til rådighed. Det er vist noget med at tænke lidt i højden, ku jeg forestille mig. Måske jeg ku strikke en reol? Eller noget...

Gamle dage

Jeg har fået en gave overraskelse. En rigtig god én af slagsen.


I aften. Med kaffe i mit yndlingskrus, måske lidt Agnes Obel på anlægget og min Fyrbøder i hånden vil jeg spadsere en tur ned af memory lane.
Der er så mange historier der skal fortælles. Til børnene. Til ham. Om børnene. Om os.
Historier, der får liv og ansigter og form og farver.
Mit liv i billeder. I aften.
Uh. Hvor jeg glæder mig!

søndag den 27. februar 2011

Lille, søde skattefjols...



Troede han virkelig det ville gå upåagtet hen?
Jeg mener... han sidder og gnægger dér bag skærmen, mens jeg holder kursus et andet sted i landet... i hvordan man bruger sociale medier...
tsk tsk tsk

Det kan godt være han er køn, men helt klog er han altså ikke!

Nåh ja, og så gik kurset i øvrigt rigtig fint... det er altså en fornøjelse at få lov til at snakke og snakke og snakke om noget man i bund og grund er totalt vild med. Og at der rent faktisk er nogen som lytter, og ikke bare lader som om af ren og skær høflighed.

lørdag den 26. februar 2011

Watermelon Man

Vi elsker det nummer herhjemme.
Det gør Osman og Jeppe også... (se de første 1 min og 20 sekunder af klippet)








Og nyd så lige den ægte version - den får ofte lov til blæse ud fra anlægget herhjemme, især når morgener er trælse og triste.


torsdag den 24. februar 2011

onsdag den 23. februar 2011

Jediskills

Jeg ved at pudse mit lyssværd, for mine forfinede jedi-skills kom til deres ret i dag, da jeg havde møde med en jobkonsulent.
Han var virkelig virkelig nervøs, den arme gut - jeg ved ikke om det var mig der hylede ham ud af den, eller om han lige er startet efter endt uddannelse?
Men jeg talte langsomt og overbevisende til ham, og brugte The Force til at lade min ro og overbevisning smitte af på ham!
Blandt andet talte vi om, at selvom jeg er jubellykkelig over ikke længere at befinde mig i fosterstilling på gulvet er der stadig en bid vej at gå.
Og jeg har 3 børn, der kommer foran alt andet. Alt.

Og så talte vi om fremtiden. Den helt nære af slagsen.
Og i den helt nære fremtid skal jeg snakke med en psykiater, der (formentlig i langt højere grad end Lægedamen) kan vurdere min 'helbredsmæssige tilstand'. Det er faktisk ret godt. For måske vil den psyk lige præcis kigge på mig, lytte til mig, høre hvad jeg siger.

Og så skal jeg - i den helt nære fremtid - grave videre, reseache, undersøge og opstøve viden om hvilken uddannelse der kan tænkes at opgradere mig fra Super-Sociale-Medier-Bruger-Med Praksiserfaring-Men-Intet-Papir til MEDIEJONGLØR (yey!).


Måske, måske, måske - har mine jediskills i dag bragt mig et skridt nærmere min fremtid. Et jedi-skridt.



tirsdag den 22. februar 2011

Det er ikke dovenskab, FAT DET NU!

Lægedame, fy fy. Igen.
Endnu en del løftede pegefingre, og endnu en del formaninger om at jeg ikke bare kan gå rundt her og dangdere den, og at jeg bliver nødt til at tage mig sammen.

Jeg bliver sgu så sur. Og når jeg så er færdig med at være sur bliver jeg ked af det. Og bagefter kommer jeg (endelig) i tanke om, at jeg faktisk ikke behøver ligge under for hendes syn på mig, for jeg kan meget meget bedre lide mit eget syn på mig.

Igennem hele dette sidste år hvor jeg har været sygemeldt har jeg mødt utrolig stor opbakning fra alle. Helt vildt meget opbakning. Fra ALLE.
Lige pånær min læge.
Hun er den eneste som i hele mit indre slagsmål om at finde mine ben at stå på og vende tilbage til den jeg virkelig er, som har fået mig til at føle mig.... syg.
Jeg er mere end én gang vaklet skyldbetynget ud fra hendes praksis, og følt mig ussel og doven og ude af stand til at tage vare på mig selv om mine børn.
Hun har fortalt mig, at hun bedst ved hvordan jeg har det, og hun har overhørt mig, set hen over hovedet på mig og behandlet mig som et journalnummer.

Stakkels, stakkels lægedame! Fy, fy - at hun behandler mig på den måde - og måske er det noget hun bliver nødt til for ikke selv at bukke under for stress? Men hun er en stakkel, hvis hun i alle henseender glemmer at se på det menneske hun sidder overfor.
Stakkel.

Jeg har bestemt ingen planer om at dangdere den, og jeg har bestemt ingen planer om hverken at begå selvmord, trappe ud af min medicin, omsorgssvigte mine børn, sætte mit liv over styr - eller hvad hun ellers kan finde på at forestille sig af skrækkelige scenarier.
Jeg har tværtimod mere end lyst til at finde tilbage til arbejdsglæde og modet til at finde mine ben i dén del af livet også - og oven i købet har jeg for nylig fået DEN idé om hvad jeg gerne vil arbejde med.
Jeg har mere end lyst til at tale om det, få den vejlening jeg har brug for, samarbejde, gå gennem ild og vand og finde mit allerstørste mod frem!

Men det hørte hun ikke, for hun havde alt for travlt med at fortælle mig at jeg så måske skulle være 'lidt mindre mor i en periode, indtil jeg var kommet ordentlig i gang med et arbejde'....
Og dét kan hun glemme, kan hun!

Hallo, hør nu her? Det er ikke dovenskab, det er depression. Det er ikke spekuleren i at malke systemet, det er stress. Det er ikke skadefryd, det er angst.
Så fat det dog?

Måske jeg skulle blive læge? Så kan hun komme til mig, når hun bukker under for stress, og så vil jeg gi hende et knus og fortælle hende, at jeg stoler på hun finder sine svar og sin vej, hvis hun tager sig tid til at lytte til sig selv.

Altså. Fy, Lægedame!
Siger jeg bare.

lørdag den 19. februar 2011

Hopla



Der findes bare de der dage hvor man har anledning til at finde én af sine yndlingskjoler frem og hvor humøret er til hopla i høje hæle.
Ikke at der nødvendigvis behøver være en særlig anledning til den slags, men det er nu herligt når der er.

Familien er stadset ud efter personligt temparement; Ældsteknægten har udstyret sig med kæde og hængelås om halsen, mellemstebarnet har sin traditionelle hue godt nede over øjnene, men dog med et skævt grin derinde et eller andet sted. Fyrbøderen har sin mest festlige og spraglede skjorte knappet skødesløst op i halsen - han klamrer sig dog lidt til sit ark med den tale han pønser på at holde lidt senere ( "kære far - du har altid været som en far for mig").

Frøkenen er et helt kapitel for sig - hun fik forleden en udklædningskjole med blåt tyl all over, men efter kraftig insisteren er den forfremmet til festdress, og hvem kan i grunden ikke genkende trangen til at feste med pufærmer og brusende skørt?

Og mig?
Jeg er hoppet i min elskede midnatsblå Uffe Frank og føler mig smuk og festlig og totalt i hopla! Opsat hår og stilfærdig makeup, ikke for meget, ikke for lidt, men lige præcis så det er mig.

Ikke fordi der behøver være en anledning til stads. Men det er fedt når der er.

torsdag den 17. februar 2011

HC

Vi har brugt noget af dagen i dag sammen med Hans Christian.
Et besøg der involverede stativer, lamper, flash og et kamera af dimensioner.
Og så ham, ikk? Hans Christian.
Dybt professionel og med en ild der brænder for hans fag, for hans fotos og for de fortællinger hans kamera giver ham mulighed for at fortælle.

Det var SkrigeSkinken, der var motivet - og hvis jeg nogensinde havde været i tvivl om hendes starquality blev det udslettet i dag. Hun filmede med kameraet med charme, styrke og integritet, og jeg er vild med hende, altså!
(Billederne er taget til 'Vores Børn', og jeg kan formentlig fortælle mere en anden gang)

Men det var altså ham Hans Christian, der efterlod sig det skarpeste aftryk i dag. Når man møder et af den slags mennesker, der for alvor brænder sig fast og efterlader undren og eftertænksom nysgerrighed på andre facetter af verden - så bliver man sgu så glad!

Han har en hjemmeside - men jeg vil hellere anbefale dig at tjekke hans fotoblog.

onsdag den 16. februar 2011

Side by side

Vi har siddet hele natten, drukket øl og røget special-occasion-smøger og talt og talt og talt.
Det er det bedste i hele verden; at være sammen med hende, den dejligste veninde, der kende én helt tilbage fra 'Gamle Dage'.

Vi er midt i 30'erne, og alligevel er vi jo stadig 24, 25 - måske lige akkurat 26 år.
Hvordan skete det?
Hvor blev vi af, de to sprøde skanker vi var dengang vi festede og fnes, og stak af fra småbørnsliv for at blive livs-kloge og livs-rige ved siden af hinanden?
Vi er her stadig, men pakket ind i kroppe og erfaringer der er på vores egen alder. Stadig søgende efter livs-klogskab, livs-rigdom. Stadig ved siden af hinanden. Måske knap så sprøde længere.

Jeg elsker at være i 30'erne. Jeg vil aldrig bytte med noget som helst.
Intet i verden kunne overbevise mig om at det ville være fedt at være 26 år. Jeg 'savner' at være 26. Og jeg savner det bare overhovedet ikke, vel.
Det jeg savner har intet med alder at gøre - det handler om at turde være åndsvag og mærkelig og feste i alt for høje stiletter og drikke mig plimmelim til seminariefest og danse hele natten.
Jeg savner den troskyldige tillid til at være almægtig og usårlig, som vi følte i de momentale glimt af omnipotens der ramte os. Jeg savner at føle mig hævet over konsekvens og langtidsplanlægning.
Men når det så er sagt; jeg vil aldrig ønske mig tilbage til det naive livssyn og verdensbillede jeg havde dengang. Jeg var så ung, så uvidende dengang. Suk. Siger hende på 1 million og 34 år...

Jeg elsker at vi er blevet 34, snart 35, snart 40. Det glæder mig.
Jeg frydes over at vide det jeg gør nu, at kende mig selv som hende jeg er i dag, at kende mine meninger, mine grænser, vide hvad jeg ønsker af mit liv og min lykke - jeg glæder mig over at være mig, moden, vidende. Mig.
Jeg elsker at være voksen. Jeg elsker at være 34.

Og jeg gnægger i skægget om at vi engang vil sidde som 60'årige og grine af os selv, da vi var sprøde skanker på 34 år, som ikke vidste en skid om verden og livet - og vi sidder der og fryder os over at være 60 og ikke 40. Og så vil vi drikke os plimmelim og disco omkring i alt for høje stilletter.
For det er jo dét vi gør, uanset alder. Ved siden af hinanden.
Livs-kloge. Livs-rige.

tirsdag den 15. februar 2011

Nattens afsløringer

Jeg drømte om bryllup. Mit bryllup.
Jeg kunne ikke se meget, men jeg kunne se ham. Hans øjne, klare, blå, glade, smilende. Og jeg kunne fornemme solen på os, og gæsterne der nød dagen, børn der legede og flag der blafrede i vinden.
Jeg tror mine drømme afslører mig for mig selv. Jeg kan ikke narre mig selv til at tro et stilfærdigt, måske endda hemmeligt bryllup er den drøm.
Jeg drømte om et bryllup. Det ændrede sig med et nattespring fra datid til nutid.
Jeg drømmer om et bryllup. Mit bryllup.

søndag den 13. februar 2011

Søndagsglimt

Søndagssalighed er at vågne langsomt i sin Fyrbøders favn, ved at duften af pandekager kilder i næseborene.
Søndagssalighed er dejlige drenge i hoplahumør, som har lavet smilekaffe og hyggemorgenmad.
Søndagssalighed er søndag. Og salig. Og stakkevis af pandekagekærlighed.


lørdag den 12. februar 2011

Lørdagsglimt

Jeg samler. På børn.
Hvis jeg ikke havde samlet totalt meget på børn ville jeg i dag ha haft ledige hænder til at tage et billede. Og hvis ikke det var fordi de børn jeg samler på samler på spørgsmål ville jeg endda også ha haft overskud til at skrive noget fornuftigt.

Men jeg samler på børn, og de samler på spørgsmål.
Og derfor når jeg, på en ganske almindelig lørdag, at svare på alt fra konstruktion af pistemaskiner bygget i lego til hvad jeg tror der måske/måske ikke ville være sket i et computerspil.
Jeg har svaret på spørgsmål om hvad jeg forestiller mig Frk. Feodoras plastikdyr har foretaget sig ude på toilettet, og hvad hun har drømt i nat. Jeg har svaret på spørgsmål om chokolade med kokos, om piger, på spørgsmål om hvornår vi skal spise (faktisk er det det spørgsmål jeg har svaret flest gange på i dag), jeg har svaret på spørgsmål om mulighed for at lave legeaftaler/pandekager/huler/ballade/lort/perler/en baby/skovtur, og jeg har svaret på spørgsmål om hvor mange muskler man skal have når man er 11 år.

Jeg samler på børn, som samler på spørgsmål. Jeg samler på børn. Og svar.

fredag den 11. februar 2011

For Uglen, da osse?!


Vil du også lave en ugle? Det er spas, og alle kan være med - og hey, man behøver altså ikke være et halvt år om det ligesom mig, vel?

Vi tegnede spejlæg i fri hånd. En oval med en cirkel eller to inden i. Vi lavede 3 ark med spejlæg, og gik fluks igang med at farve. Ingen spejlægge-fjer blev ens, totalt charmerende. Alle kan være med på det her niveau, selv Polly Pocket!

Spejlæggefjer i alle farver og former.
Vi farvede alle en hel masse fjer, både drengene, SkrigeSkinken, Hverdagsjunkie og Fyrbøder. Og Fyrbøder-mor. Og Junkie-mor. Og venner, der lige kiggede forbi. Alle fjer blev vidt forskellige, og det var tydeligt at se forskel :-)

Uglens hoved er tegnet rundt om en dessert-tallerken. Øjnene er lavet med krus.
SkrigeSkinken har tegnet hovedet, og hun synes at uglens horn skulle stikke opad. Genialt. En ugle med følehorn, det er sgu da unikt!

Fjer, fjer, fjer, fjer. Da vi var færdige med at male dem, tegenede jeg dem alle op med en sort kant. Jeg brugte en sort farveblyant, men andet kan vel også gøre det?

De første eksperimenter med at placere fjer og øjne. Lidt af et puslespil, men når først man går i gang med at lime de øverste fjer på baggrunden følger resten ligesom med. Det er et godt trick at sætte de nederste fjer fast, så formen er mere tydelig, når fjerene skal limes på.

Færdig arbejde. Jeg monterede uglen i en ramme fra et loppemarked, faktisk bare på bagsiden af det billede der sad i rammen i forvejen.
Nu hænger familie-uglen i entreen og byder velkommen, når hoveddøren går op. 


torsdag den 10. februar 2011

Torsdagsglimt




Endnu et crappy iphoneshot, beklager.
Billedets ringe kvalitet fjerner dog ikke mums-faktoren fra motivet.
Jeg er vild med sushi!! Jeg kan spise sushi hver dag, hvis det er. Sushi og kartofler, de to vigtigste ingredienser i mit madliv, jeg ville kunne spise det til et hvilket som helst måltid. Altså ikke sammen, vel. Eller måske? Kartoffelsushi? Hmm... Det skal da lige overvejes.

Jeg har aldrig lavet sushi selv, kun en enkelt gang til et arrangement for tusinde år siden, og så langt rækker min hukommelse desværre ikke.
Men jeg vil bare så gerne lære det! Og nu skal det være; alle ingredienser er indkøbt, og om lidt, når den første ærefrygt har lagt sig, går jeg i gang.
(altså, uden kartofler til en start)

Whatelet? Mig i et køkken? Frivilligt? Frøs helvede lige til??


Gå væk, blev der sagt

Har en underlig og bekymret dag i dag. Ved sgu ikke hvorfor de dukker op på den måde her? Den ene dag energisk og fuld af ideer og energi. Den næste dag med hovedpine og angst for virkeligheden.

Nå. 
Jeg prøver at lade som om jeg ikke er bekymret og træt, og hver gang de trælse tanker og bekymringer dukker op forsøger jeg at pakke dem ned i en skuffe, som jeg holder lukket i dag.
Gider simpelthen ikke spilde mit ive med at være bekymret? Det tjener absolut intet formål, for idag har jeg absolut intet at være bekymret for...
Jeg sidder i en en dejlig blød sofa, med et varm og lunt tæppe rundt om mig. Kaffen er varm, og jeg har lige spist mig bugnende mæt i havregryn og en svulmende fastelavnsbolle. Min skønne, varme, anerkendende kæreste sidder lige tæt ved og hygger sig med sin egen skærm. Han har oven i købet været til endnu en jobsamtale i dag, og står formentlig snart med det svære valg mellem to spændende stillinger.
Jeg er mæt, varm og tryg. Børnene er hos deres far og har det godt. 
Der er ingen aftaler jeg har glemt, ingen aftaler der presser mig. Jeg ved at mine gode mennesker er glade og trygge hver især, dér hvor de er. Jeg ved at spændende projekter venter på mig lige rundt om hjørnet.
Jeg skal lave hyggelig sushi i aften, alle har det godt og der er vitterligt intet at være bekymret for. Så derfor må det stoppe. Slut. Nu. Ikke mere bekymring. Slut. Nu.
Ned i skuffen. Og vær så glad og tryg og rolig. Nu.

onsdag den 9. februar 2011

Onsdagsglimt




These boots are made for walking.
Og nu vil jeg gå hele vejen op til den bedste konditor i verden, og hele vejen hjem igen.
Og så skal jeg ha kage.

tirsdag den 8. februar 2011

Tirsdagsglimt


Jeg leger med ligesindede og ler. Det ler dér bliver vist aldrig helt min kop te, men Pakhusteamet er allerede en af mine favorit-flavours!

mandag den 7. februar 2011

Mandagsglimt


Når jeg er hjemme og er uden børn er min taske meget ensom. Så ligger den slunken og kedesom, for jeg behøver kun mine nøgler og min telefon - og de kan være i lommen.

Når jeg er afsted er den fyldt med min kortholder, mine nøgler, visitkort, mine evindelige notesbøger, mit kamera, et strikketøj, gerne en saks, maskemarkører, indkøbsliste og for det meste en hemmelig pose slik.
Og min computer. Og et strømstik. Og også min ørebøffer.
Jeg har længe været på jagt efter den helt rigtig 'journalist-taske'. Du ved, sådan en taske hvor man både kan have sin computer og sine bøger, 40 kuglepenne, en satelittelefon, skiftetøj, en gallakjole, makeup og hårtørrer, et telt hvis man nu bliver kaldt til Afghanistan - og en ekstra lomme til Karen, hvis det blev nødvendigt. 
Jeg fandt den i Pieces til en god pris - og den er så stor at Karen ville blive væk i den....



Mandagsglimt af et rodet skrivebord. Og chilipeanuts fra Estrella - for så sund er jeg nemlig. 
Massevis af garn og strikkeeksperimenter. Kaffe. Og skilsmisse-skriverier. 
Og cola, for natten var lang - men hvad gør det, når Packers vinder Superbowl?


søndag den 6. februar 2011

Bu-hu-huuuu



Og Uglen drog til gilde, hun drak sig hønefuld.
Om aftnen så silde, hun dratted rent omkuld.
Hun råbte med stor klage; 'I alle mine dage, 
i alle mine dage stor nød jeg lide må.
Ja, alle mine dage, stor nød jeg lide må'

Tak for i går

Tak for i går.
Jeg nød hver øjeblik, og elsker det frirum, det fællesrum, det kvinderum vi skaber sammen.

Tak for de tungeste chokoladecookies jeg nogensinde har udviklet afhængighed af. Tak for at vi måtte se tilblivelsen af verdens mindste brød-kalot. Tak for bandeord og ærlighed. Tak for en Barbie-Nessie, der passer fint som mobilvarmer. Tak for håndspundet uld. Tak for sekundlim. Tak for vildt lækker ta'-selv-mad og Asti. Tak for vendestrik og lånepinde, tak for diversitet i evner og holdninger. Tak for den vildeste garnkurv med killingeinvasion, jeg nogensinde har set. Tak for Saga-smil og tak for en Dame-Runde, der greb om sig.

Tak for nørderi. Tak for tanker og reflektioner om kreativitet, kærlighed, liv, glæder og ... garn.










lørdag den 5. februar 2011

Hverdagsbilleder

Og i øvrigt:

Hanne spørger om vi vil være med til at vise glimt af vores hverdag.

Kagleri


Om lidt vælter det ind ad døren med kagledamer og strikkepinde, dødningehoved-broderier og chokoladecoockies.
Jeg er VILD med husmoderforenings-konceptet!

fredag den 4. februar 2011

MiniMon



Her er MiniMon.
MiniMon er et meget farligt og uhyggeligt monster. Han er så farlig at han faktisk kan blive helt bange for sig selv.
MiniMon synes han kamuflerer sig for bedre at kunne snige sig ind på intetanende børn, han elsker nemlig at forskrække børn så meget at de begynder at græde. MiniMon har godtnok ikke prøvet det endnu, men han tror det er så dejligt uhyggeligt, at det kribler helt ud i hjørnetænderne...

MiniMon snerrer af mig. Han tror han selv er igang med at vokse frem, helt af sig selv. Han ved ikke at jeg kan læse hans tanker, så han ved heller ikke at jeg udemærket kender til hans plan om at slå mig ihjel, når han engang er færdig.
Jeg ved ikke hvad han har forestillet sig? At ae mig til jeg dør af det? Bide mig ihjel med sine strikkede hjørnetænderne?
Det eneste der er fare for er vist, at jeg dør af grin - men ok, jeg tror også han vil være godt tilfreds med det.

torsdag den 3. februar 2011

It's a blue world

I går var jeg til et foredrag, hvis tittel var "Kom godt i gang med de sociale medier", og med en undertittel og beskrivelse der lød lidt ala: "Sådan gør du, hvis du gerne vil lære at bruge de sociale medier kommercielt"

Foredraget var arrangeret af en gut, der udover at vide en del om kommunikation også mener han selv ved ret meget om de sociale medier.
Oj jo, bevares. Han vidste rigtig, rigtig meget. Om Facebook.
Faktisk vidste han så meget om Facebook, at jeg på et tidspunkt kom helt i tvivl om han var på deres lønningsliste, eller om han bare er hardcore Facebookfan...
"The world has gone blue", sagde han blandt andet.
Og han har jo ret.
Verden er blevet Facebookblå, og uanset hvad vi mener om Facebook kan vi ikke komme uden om, at det er det største sociale medier overhovedet. Medlem nummer 600 million nærmer sig med hastige skridt, og den indflydelse Facebook har på både vores sociale og kommercielle vaner er helt umulig at komme udenom.

Jeg er vild med Facebook. På rigtig mange måder. Og alligevel kan jeg nogengang godt tænke, at selve Facebook bekymrer mig...
Det bekymrer mig at det er ét sted vi lægger al vores tid og energi. Jeg kender jo ikke Facebook, vel. Og jeg ved jo ikke om de er søde eller slemme, om de er gode eller onde.
Men jeg ved, at hvis jeg gerne vil være med, være sammen med mine venner på den måde vi kommunikerer anno 2011, hvis jeg gerne vil gøre min indflydelse gældende, hvis jeg gerne vil være en del af den sociale tænkning - så er det dér det foregår.
Facebook byder på sindsygt mange muligheder - helt vildt mange af dem er geniale, og helt vildt mange af dem er helt vild overflødige. Og det er vel derfor vi er der. Fordi alle vores venner er der. Og fordi vi nærmest kan alt derinde...

Det er faktisk lidt påfaldende - den helt nære fremtid handler om at være i nærværende dialog, og lade brugere/kunder/venner have indflydelse på den virksomhed og den vare man leverer - og det hele foregår på et socialt medie med monopollignende tilstande...

Nåh ja. Og hvad så, egentlig? Jeg elsker Facebook for alle de muligheder det giver mig. Monopol eller ej...
Hvad tænker du? Er du tryg ved Facebook? Bruger du det privat, som virksomhed eller slet, slet ikke? Tænker du over hvordan du opfører dig derinde, hvad du lægger ud? Må jeg ikke høre jeres tanker?
Jeg er jo dødnysgerrig, dels fordi det er jer - men sgu især fordi det er det her jeg vil!

onsdag den 2. februar 2011

Multitaske


Sidder sgu lige på et hotel og drikker kaffe, mens jeg bliver skide klog på de sociale medier.
Jeg nåede også lige forbi en herlig dame og hendes babyfede datter og drikke kaffe.
Imens sidder min egen barnefede datter og hører Rasmus Klump som opera.

Jo jo. Vi kommer skam ud, skal jeg love for.

Og mens jeg sidder her og kloger mig på Facebook spekulerer jeg samtidig på, hvordan jeg kan få fingrene i Åse Lund Jensens alltime favorit som jeg genså på den herlige venindes bogreol...

tirsdag den 1. februar 2011

Huh?


Der er en ugle der snart er færdig. Det er i sig selv en bedrift - jeg begyndte på den i juli....
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...