mandag den 31. januar 2011

Sorte Idiot Mor

Haves: En 13-årig med en telefon der virker/virker-ikke efter forgodtbefindende.

Haves: En 13-årig som arrangerer overnatning hos kammerater, men som glemmer at ringe hjem for at bekræfte aftaler, og hvis telefon er totalt umulig at komme i kontakt med.

Haves: En 13-årig, som ikke lod høre fra sig i et døgn (!)

Haves: En mor, med en telefon der virker udemærket, men med en søn der tilsyneladende er gået i udu ét eller andet sted i hovedet.

Haves: En mor, hvis hovede eksploderer af arrigskab/bekymring over en 13-årig, der slentrer nonchelant ind i stuen og siger 'Hvasså?'

Haves: Sanktioner om at næste aftale KUN varer 2 timer, og KUN hvis han viser sig i stand til at ringe både når han ankommer, og når han drager hjemad igen.

Haves: En 13-årig, som smækker med døren og føler sig meget, meget uretfærdigt behandlet.

Haves: En fortløbende og ophedet diskussion om tillid, som kun en 13-årig kan diskutere den.

Haves: En nyt 'kæle'navn.

Haves: Stædighed. Som Linda siger det (bare i en fuldstændig tilsvarende og vidt forskellig situation); det var mig der opfandt stædighed!

Ønskes: Ungdomssløvsind. Bare lidt? Please?

lørdag den 29. januar 2011

Skysovs







Dagens dag i skysovs med guf og krymmel on top.
Jeg strikker og Undre-Anne er i dagens anledning forfremmet til førstepilot med styr på sprinkleranlæg og cool-car-attitude.

København bliver snakket i dørken i dag. De bedste og ærligste og elskeligste kvinder med de modigste meninger og de blødestes hjerter skal drikke Asti.
Den bedste dag i skysovs. Og solen skinner!


fredag den 28. januar 2011

Apple of my eye

Iphone; Hipstamatic - elsker sgu den app!

Lille Sky gik morgentur




Jeps, den er go nok; det er strikketøj, og det ligger i papirkurven...

Jeg er totalt autodidakt strikker, og det sker temmelig ofte at det jeg forestiller mig ikke bliver helt som forventet.
Det er skide irriterende, for samtidig er jeg også helt vildt utålmodig, og vil alt for hurtigt se færdige resultater på mine eksperimenter.
Nu ligger der en lille kasseret sky i skraldespanden, jeg gad simpelthen ikke trævle den op...
Men den er ikke død selvom den er kasseret, for ideen er stadig god - jeg skal bare lige finde lidt tålmodighed frem til at få ideen finpudset og slået de nye, rigtige masker op.



torsdag den 27. januar 2011

You are The Sunshine




En hel uges savn kan mærkes lige så fysisk som feber. Og når feberhede børn kravler hjem i min favn er det indlysende at få gjort kål på både feber og savn i bløde dyner og varme knus.



onsdag den 26. januar 2011

Din gavstrik


Ha.
Nu ved jeg det! Jeg kunne jo sådan set godt sælge noget af mit strik til Pakhus16-marked i maj.
Men jeg vil altså meget hellere lære jer at strikke selv :-)
3 dages strikkeworkshop - det er da i orden, hva?


tirsdag den 25. januar 2011

My Desk


If it aint broken, dont fix it...

Why slomo, when you can Flymo?

Det er gået fra slomo til Flymo på så få dage.
Jeg burde være skrækslagen, og jeg burde være smadret.
Det er jeg bare ikke - jeg er i flow, og jeg elsker det.

Eller... jo, gu er jeg nervøs. Selvfølgelig er jeg det - for alt det jeg har spekuleret over og tænkt på, drømt om, fantaseret om de sidste mange år er pludselig ved at materialisere sig imellem mine hænder.
Jeg ville så gerne bruge min tid og mit hjerte på noget jeg brændte for. Jeg tiggede og jeg bad; min eksmand, mit netværk, mit univers og min synkronitet - men af en masse årsager var det ikke det rette tidspunkt, og jeg var ikke klar.

Jeg ved heller ikke om jeg er klar nu? Jeg ved ikke om man nogensinde bliver klar?
Mon ikke det der med at træffe en beslutning om at ville starte som sin egen lykkes chef svarer til beslutningen om at ville have sit første barn?
Man aner ikke hvad det er man beslutter sig for, og i virkeligheden findes der aldrig det 'rigtige' tidspunkt, vel? Uanset hvornår vil det første barn altid komme lidt i vejen for det liv man var igang med at leve - fordi et liv inden børn ikke kan rumme forestillingen og erkendelsen af hvad et liv med børn indbefatter.
Man er aldrig helt klar, ikke før man står med barnet i favnen - og hele ens verden slår en koldbøtte og alle prioriteringer bytter plads.

Jeg tror det svarer lidt til det jeg står med nu; en beslutning jeg slet ikke aner hvad betyder. Jeg har absolut ingen forestilling om hvad det er jeg begiver mig ud i. Den vildeste nybegynder, rookie.
Det eneste jeg har en den der drøm i maven om ikke at ville nøjes.
Jeg vil ikke nøjes med at arbejde med halvdelen af mit hjerte. Jeg vil være der. Jeg vil mærke det hele. Jeg forlanger mening, relevans.
Jeg vil brænde og jeg vil sætte ild i andre.
Drømmene materialiserer sig, og det går både stærkt og langsomt.
Jeg har vidst det længe, længe, længe; når jeg skal ud på arbejdsmarkedet igen bliver det ikke et job der eksisterer i forvejen som jeg skal have.
Jeg skal have et job som er lige så skævt og kantet og alt muligt, som jeg også er. Den slags jobs findes ikke, tror jeg. Ergo må jeg skabe det selv.

Jeg er langt fra kommet nogen steder overhovedet. Jeg har hverken et firma eller et logo eller en forretningsplan eller et budget. Eller noget.
Men jeg har en drøm. Og jeg har nogle gode aftaler med nogle vidunderlige mennesker, som skal hjælpe mig med at den drøm får form og indhold.
Og så har jeg dét jeg er allermest taknemmelig for; jeg har nemlig fundet det svar dér. Svaret på, hvad det så er jeg skal lave - helt konkret. Jeg har fundet svaret på, hvad det er jeg skal være, nu hvor jeg bliver voksen.
Jeg har fundet drømmens realistiske afstøbning, og jeg holder fandme godt fat i den.

mandag den 24. januar 2011

Businisser


Jeg har sgu da lige fået mig en Co.-nisse!
Ud over at hun er en fabelagtig og voldsomt dygtig dame, som kan ALT muligt med at skrive og jonglere med ord og forfatte bøger og tage de bedste billeder ever - er hun nu også min makker.
Min makker, som i én man nok lige kommer til at lave lidt business sammen med!
Jeps. Det er os. To buis-nisser.
(Jeg lover, lover, lover at vi nok skal være seriøse, når vi skal være seriøse. Men jeg lover, lover, lover også at vi KUN gør det med hjertet. Og lover, lover, lover at vi smitter af glæde og grin imens!)

Like, likety, LIKE!

søndag den 23. januar 2011

'Det.. tacklinger... der ... pfhtt.. DOMMER!!?'


Jeg strikker.
Fjernsynet kører. Ét eller andet sport?
Fyrbøderen råber. Det er helt sikkert ikke mig han råber til, for jeg forstår ikke et ord af hvad han siger...

Forår, forår kom nu snart!

Jeg har lånt billedet af Pakhus16 - helt ærligt, det lover bare så godt, det her!

Jeg er blevet ramt af en farlig og meget smitsom virus.
Virussen har sat sig på hele mit syns- og nervesystem, og betyder at det er svært at lade være med kun at se og tænke på én ting.
Virussen hedder Pakhus16, og jeg er pænt sikker på jeg har fået den af Lis (det bæst!)

Jeg skal med. Jeg skal simpelthen bare så meget med!
Jeg skal være der hele weekenden, og jeg skal fråde i designerier og kaste om mig med penge, købe alt mellem himmel og jord - simpelthen fordi det kommer til at bugne med de vildeste lækre sager. Jeg skal snakke og grine og pille og dimse og kramme og hilse og snakke og snakke og snakke. Og møde en masse jeg kender. Og endnu flere jeg ikke kender endnu.
Og så skal jeg måske have mig en lille biks. Jeg aner ikke hvad jeg skal sælge? Men jeg skal med, om ikke andet for ... at være med!

lørdag den 22. januar 2011

vokseværk

Der sker noget. Noget helt vildt stort, som i virkeligheden er helt vildt hyggeligt og slet ikke spor farligt.
Noget er begyndt at vokse. Lidt.
Mest en idé. Men en fabelagtig idé.

Noget er begyndt at røre på sig, og jeg er spændt og glad og nervøs og glad og jublende.
Og det bedste af det hele er, at jeg ikke er alene.

Hele det der store, farlige 'fremtid' som jeg har været så skide bange for er pludselig blevet afløst af en erkendelse af, at det i virkeligheden bare er et spørgsmål om at lege lidt. Ha det lidt sjovt. Gøre noget af det man godt kan li.
Jeg kan fandme godt li det jeg pusler med. Dét jeg skrev om forleden.
Og som altid, når noget giver totalt fantastisk god mening, så vokser det også uden jeg behøver halse efter det.
Og på den måde skete det, at der var én der ringede i går. Én jeg totalt godt kan li.
Og nu skal vi lege.
Jeg er vild med det!

fredag den 21. januar 2011

Bonus-Party #2



Jeg tog røven på dem. Ha.
Vi mødtes i fine klæder, og de fremviste troskyldigt de reneste negle. Velkomstdrinks med brus og snacks.
Jeg kørte med vilje en kæmpe omvej, ingen anede at vi bare lige skulle rundt om hjørnet og 'spise fint' (men på børnenes præmisser).
Alle fik lov til at bestille lige præcis det de kunne spise og vi sad to (!) timer ved bordet og talte, spiste og hyggede.
Jublen ville ingen ende tage, de de fik stukket alle de sidste balloner i hænderne på vej ud af døren.



Sådan ser det ud, når man forsøger at mase
3 børn og 10 balloner ind i en bil

Trætte og mætte trimlede de omkuld, men først efter store knus og løfter om at vi gentager festen om et år. Men jeg måtte love at Fyrbøderen næste gang får lov til at bestemme. Ja ja, vi får se.

Velgørenheds-reklame

Og så var der det der med reklamer. Som jeg ikke har lyst til at plastre hele min blog ind i - med mindre, selvfølgelig at det er noget, som er så lækkert og fedt og helt rigtigt, at jeg ikke kan lade være.
Der sniger sig små reklamer ind på bloggen, hist og her - selvfølgelig gør der det.
Der var massevis af reklame til hjertefesten, og ind imellem reklamerer jeg for bøger fra Rosinante (fordi jeg får dem gratis). Jeg har også reklameret for fairtrade, og for nogle af de bloggere jeg synes har fortjent et særligt klik eller noget bestemt opmærksomhed.

Ergo; jeg reklamerer gerne.
Men kun så lang tid det er noget jeg selv står inde for og føler jeg har lyst til at fortælle om.

Og i dag får du en reklame, som jeg ikke blot kan stå inde for, men som jeg rejser mig i sofaen og klapper af:



Jeg er nemlig blevet kontaktet af (endnu en!) Louise - som har doneret en temmelig stor gave til Danmarksindsamlingen, og synes hendes donation gerne måtte få lidt omtale.
Og jeg kan kun give hende ret.

Louise ejer Human Care - det sted, hvor jeg har gået på kursus de sidste måneder.
Ud over hun tager sig af sådan nogen stressede og deprime nutcases som mig, har hun også et helt hold af folk, der er igang med at lære hvordan de bliver mindfulness-instruktører.
Altså et lille firma, drevet af ildsjæle og med ønsket om at andre kan få det bedre. Det er sådan Louise beskriver sig selv og sit firma, og det er udelukkende sådan det føles når man får lov til at træde inden for døren hos hende.

Og nu har hun simpelthen besluttet at forære to pladser på sit instruktør-kursus væk. De bliver auktioneret bort på Lauritz.com fra i dag.
Ud over det er en kæmpestor donation (hver plads er ca. 30.000 kroner værd) håber Louise naturligvis på at de bliver budt godt op, da hele beløbet går ubeskåret til Danmarks-indsamlingen.

Human-Care har en hjemeside. De har også en facebookside, og så er der naturligvis den der AUKTION

Jeg synes det er en skide flot gave, og jeg vil hellere end gerne gøre mit for at Louises initiativ og gode vilje forhåbentlig både bliver til dejligt mange rare kroner - og et skønt uddannelsesforløb for to heldige kartofler :-)

torsdag den 20. januar 2011

Hold da Maule?

Der var den. Sgu.

Det der 'noget' som jeg har gået rundt og ledt efter i et helt år - det dukkede pludselig op. Bare sådan helt af sig selv.
Jeg er ikke en skid overrasket over hvad det så er, det der 'noget'. Faktisk er det så larmende logisk, at jeg forundres over at jeg ikke har set det noget før?
Men ok, man skal være klar til at den slags ting kan finde plads og slå rod i den grå klump deroppe. Jeg var vist klar. For noget har slået rod...

Jeg burde være totalt overrumplet og manisk-panisk over der mystiske og magiske i det.
Men det er jeg faktisk ikke, tværtimod er jeg meget afslappet og tænker at det var på tide. Jeg har hele tiden vidst, at når tiden var klar, når jeg var klar, så skulle svaret nok komme dumpende ned.
Det er i virkeligheden bare et spørgsmål om at turde gribe!

Så der var den. Sgu.
Nu ved jeg hvad jeg gerne vil lege med når jeg bliver stor. Og jeg ved, at jeg er ved at være stor nok.
Har du ikke gættet det?
Det er så nemt, prøv lige at tænke dig om.... Ikke noget endnu?

Jeg skal lege med sociale medier, skal jeg.
Jeg skal gøre det som jeg gør bedst. Jeg skal sprede god stemning, jeg skal tale med mennesker, jeg skal udbrede nyheder og gode budskaber. Jeg skal være en medie-jonglør, skal jeg.
Jeg skal sgu da være hende man kan bruge, hvis man gerne vil have gang i sin biks på facebook - måske? Eller hende man ringer til, hvis man gerne vil bygge en blog fra bunden. Eller hende man kan få til at fortælle meget mere om at skabe nærvær og brugerdreven innovation.
Jeg synes det giver mening.
Ja ja ja... jeg har ikke opfundet den dybe tallerken, det ved jeg godt. Der er mange andre der også gør den slags ting, og garanteret også mere veluddannet og med et langt smukkere cv end jeg kan præstere.
Men det er det jeg kan. Det er den jeg er. Det er det jeg gør. Og mit hjerte er lige dér.

Hold da maule, der var den sgu!
Sikke noget 'noget'...

onsdag den 19. januar 2011

Bonus-Party



De har sgu jubilæum i dag, BørneBanden og Fyrbøderen.
I dag har de kendt hinanden i 1 år.
De ved ikke hvad vi skal i aften - men de ved, at de skal møde, omklædte i pænt tøj og rene negle, klokken 18.15.
Vi skal mødes i stuen, og derefter er det kun mig der ved hvad aftenen bringer...
Jeg får sgu næsten mavekriller fordi jeg ikke kan vente.

De mødte hinanden, dengang, med så stor nysgerrighed og tillid at jeg stadig bliver rørt og varm om hjertet når jeg tænker på det.
Så meget kan gå galt, når de voksne laver børnenes verden om, og jeg var alt for pinligt opmærksom på hvad det var jeg bad mine børn om;
'Her er et nyt menneske som I ikke har valgt. Men det har jeg. Jeg har stor forventning om at I kommer til at holde af hinanden'.

Den tillid og omsorg og nysgerrighed de føler for hinanden er et jubilæum værd. Så det har jeg besluttet vi skal fejre. Med flag og hele pivtøjet.
Men jeg fortæller altså ikke mere, for jeg ved han læser med, ham Fyrbøderen.
Og det skal jo være en lille bonus-party-overraskelse, så jeg siger ikke mere. Min mund er lukket. Zip. Shut. Lukket.
(Men han gætter det aldrig. Han gætter aldrig at det er dét, jeg har valgt vi skal.... he he.)


BonusParty. Det lyder lækkert.
Det lyder lige præcis af at være heldig, af at have fået noget ekstra som man ikke havde forventet, det lyder som dét der gør dagen til lidt ud over det sædvanlige.
Hurra.
Hold kæft, hvor er jeg heldig med de mennesker!

tirsdag den 18. januar 2011

Skrivekløe




Skrivekløen sitrer i mine fingerspidser.
Jeg brygger og skriver, tænker og spekulerer. Konstruerer sætninger, lader følelser passerer. Ser tilbage og tænker fremad.

Noget vokser frem på papiret foran mig. En fortælling, grum og smuk og vanvittig og eventyrlig.
Min fortælling starter i den ene ende, vender sin egen vej.
En anden fortælling starter i den anden ende, og vender sin vej.
Fortællinger har altid mere end én side, i særdeleshed en fortælling som denne.
Jeg fortæller den ene. Han fortæller den anden.

mandag den 17. januar 2011

Pis'oss

Mødre er bekymrede. Sådan er det bare.
Jeg er mor, ergo er jeg ved at dø ved tanken om alle de ting mine børn kan blive udsat for i løbet af en ganske almindelig dag.
Helt utroligt mange gange er jeg bekymret uden grund.
Jeg forestiller mig altid det værste, comes with the territory I guess?, og helt utroligt mange gange har jeg slået mig selv med flad hånd i panden, når sandheden går op for mig;
De. Kan. Godt. Selv.

Men så er der lige de der bekymringer, som ikke er Ahaaaa-bekymringer, hvor vi allesammen BAGefter siger til hinanden, at der slet ikke var noget at være bekymret for i virkeligheden.
De der RIGTIGE ting, der kan gå galt.
De der slemme ting. Ting der gør ondt. Ting der ikke kan laves om, når først de er gået galt.

Jeg har altid prist mig lykkelig over at jeg ikke havde døtre - for små piger skal man altså bare være mere bekymrede for.
Og da jeg så fik en datter priste jeg mig lykkelig for, at hun er som hun er. Der er sgu ingen der får lov til at lokke nogen trusser af hende! Og hvis nogen tror de kan gøre hende noget med magt er jeg stensikker på de fortryder inden man kan nå at stønne 'nossespark'...

Jeg har altid tænkt, at det var lidt nemmere med drengene. Jo, bevares - selvfølgelig er jeg bekymret for dem. På mor-måden. Men ikke på samme måde som med pigerne.
Og slet, slet ikke da de var små. Hvad var der for alvor at bekymre sig over? Trafikken, ja. Og drillerier i skolen, ja. Og brækkede lemmer, ja. Men ikke noget som ikke kan håndteres, vel?

Men mine drenge er ikke små længere.
Og i dag fik jeg for alvor noget at bekymre mig for, da min søns skatkammer af fundne juveler lå spredt på bordet.




For nogle år siden var der en skolekammerat, der fik sprunget sin ene hånd i totalt i smadder, og en hel familie og en hel skole fik den værste lærestreg man kan tænke sig.
Drengen er ok, men hans hånd er altså definitivt væk.
Det fyldte meget i børnenes bevidsthed dengang, og både skolen og forældre mv. klarede den sindsyge situation superflot, og både drengen, hans forældre og lærere var omhyggelige og omsorgsfulde i deres forklaringer til de øvrige børn om, hvordan fyrværkeri kan reagere og hvordan drengen og hans familie havde det.
Og faktisk - med fare for at lyde tarvelig - var jeg glad for at mine drenge fik lært, at krudt ikke er legetøj, at krudt er noget man har en ærbødig respekt for, at krudt er skide farligt.


Pis'oss for helvede. 
Jeg troede han var klogere?

søndag den 16. januar 2011

Glohede pinde

Endnu en Nessie. Endnu en gave. Til hvem afslører jeg ikke.

'Wurm' som også var en gave.
En rund fødselsdag skal fejres med den blødeste merino. Naturligvis.

Shut up!

Prøver Synkroniteten at fortælle mig noget når jeg køber en t-shirt med printet:
'Talk less - say more'...

... og jeg to dage senere mister stemmen?

torsdag den 13. januar 2011

Solskinsgul





Den solskinsgule ting er blevet færdig, og endte med at blive en let og luftig forårslækkerbidsken til Frk. Feodora.
Opskriften ligger gratis lige her på Ravelry.

Super enkel, og super nem. Og også en superlillesmule kedelig at strikke. Strikket oppefra og ned - rundt og rundt på pind nr. 3 1/2, og magic loop på ærmerne.
Garnet er ren uld, og jeg har ikke engang brugt 100 g til en størrelse 5-6 år.

tirsdag den 11. januar 2011

Fortæl Mig Mer

Kender I godt de der totalt nysgerrige mennesker - sådan nogen af den dødirriterende slags som stiller et spørgsmål og så virkelig lytter interesseret til det man svarer...?

Ane er et nysgerrigt menneske.
Og det har hun grund til, for vi er jo i grunden meget interessante, os mennesker.

Ane har sat sig for at ville vide noget mere... om mig, og om dig - og sådan set om det hele.
Fx spørger hun om vi vil se flere nøgne mænd?
Eller om vi har lyst til at ha vores forældre boende i baghaven i stedet for at sende dem på plejehjem.

Og det bedste af det hele?
Hun vil ELSKE at høre hvad du mener om det hele.

Så skynd dig ind på 'Fortæl Mig Mer' og stil Anes nysgerrighed.

Bodelingsoverenskomst


Der er gået 1 år siden jeg flyttede ud af mit gamle hus og mit gamle liv.
Der er gået 1 år siden jeg ikke længere delte økonomi med den mand jeg heller ikke længere delte hverdag og kærlighed med.
Der er gået 1 år siden vi flyttede fra hinanden, flyttede fokus, flyttede vores fællesøkonomi ud på et sidespor.

1 år er lang tid. Især hvis det er 1 år, hvor den økonomi som engang fungerede i fællesskab pludselig bliver opdelt. Og især, hvis den økonomi man ønsker sig at få splittet ad ikke helt kan splittes op alligevel...

Men nu. Nu er der gået 1 år.
Nu er der en ny beboer i min eksmands hjerte og i hans hus. Og der er endelig ved at komme styr på det fællesskab vi gerne vil have afsluttet.
I dag blev det sidste punktum sat i den; bodelingsoverenskomsten.
Huset er snart ikke længere mit. Vi krydser alle fingre for at kreditforeningen har hjerte til at lade min eksmands hjerterdame overtage den plads i hans økonomi, som hun allerede har overtaget i hans hjerte.

Farvel hus. Farvel fællesøkonomi. Farvel sindsyge gæld. Definitivt farvel til de sidste rester af dét som har bundet mig til det liv jeg ikke længere er en del af.

Goddag frihed. Goddag massiv (men ikke sindsyg) gæld. Goddag glæden og udsigten til at kunne handle ubundet og selv invitere ham ind i min økonomi, som allerede har plads i mit hjerte.

Jeg er glad. Det lyder sært, og det føles sært. Hvordan kan man være glad for at miste et hjem og et hus og et liv?

Tjoo... måske fordi det ikke længere føles som et tab.
Jeg mister ikke et hus. Det har jeg mistet én gang, og det var svært - dengang for 1 år siden.
Men der er gået et helt år siden, og meget har ændret sig.
Det liv jeg levede i det hus og i den verden ønsker jeg ikke at vende tilbage til. Huset er blevet noget andet. Mit liv er blevet noget andet. Jeg er blevet en anden.

Jeg er glad, fordi jeg nu kan være mig selv i mit liv. Mit nye jeg i mit nye liv. (Hvad det så end vil sige...?)
Jeg er glad, fordi min eksmand og hans hjerterdame kan være sig selv - i deres eget hjem.
Jeg er glad, fordi jeg ikke behøver bekymre mig om et hus jeg ikke har ret til, men kun pligt for.
Jeg er glad, fordi min eksmand ikke længere behøver spekulere over både at forholde sig til sit gamle hjerte og sit nye hjerte.
Jeg er glad, fordi jeg ikke behøver forholde mig til mit gamle hjerte, og mit nye hjerte.

Men mest af alt er jeg helt utrolig gennemgribende glad - fordi når pengene og huset er væk er der kun lidt der binder mig til ham jeg dengang delte alting med.
Men lidt er meget - i denne målestok:

Nu deler vi kun 3 børn. 3 fantastiske børn, som vi elsker højt - og elsker at tale om i tide og utide.
Vi deler et forældreskab som aldrig fik lov til at vakle, og vi deler en kæmpestor stolthed over dels at være forældre til de 3 mest fantastiske mennekser i hele verden, og dels at det lykkedes os; vi blev skilt på en måde, hvor børnene aldrig, aldrig, aldrig nogensinde blev gidsler i vores brud.

Og så deler vi dét, jeg idag glæder mig allermest over:
Et værdifuldt venskab, som ligger 17 år tilbage.
Et venskab der har indeholdt ægteskab, småbørnsår, uddannelser, finanskriser, 5 forskellige boliger, opture, nedture og kærlighed i alle dens afskygninger.

Der er gået 1 år, hvor vores fællesskab har handlet mest om at få det som engang var fælles til at fungere, når nu vi ikke længer var fælles om noget som helst.

Men nu er det snart ovre, og i bytte for et hus og fællesøkonomi og ægteskab har jeg fået.... en formidabel ven, der havde gemt sig inde under alt det praktiske.
En ven jeg respekterer og holder usigeligt meget af. En ven, som vil mig alt det bedste, som glæder sig over mit nye hjerte, og som glæder sig over at jeg glæder mig over hans.
En ven.
Ikke et dårligt bytte, hvis nogen skulle spørge!

mandag den 10. januar 2011

When in doubt, disco!



Or knit...

Stahl

Har set lige lovlig meget fjernsyn de sidste par dage. Måske fordi de er igang med noget NFL playoff, og jeg pludselig, og totalt uden grund, synes det er larmende interessant at se på kæmpestore mænd der smadrer løs på hinanden.

Fjernsyn er ok. Reklamer er trælse. 
Men i en reklamepause var der en ulidelig bilreklame der fangede min opmærksomhed. Fordi musikken var magisk. 
Det er Fredrika Stahl. 






Hende kan vi godt li!

søndag den 9. januar 2011

Her går det godt, send flere piller...

Sidste nyt fra depri-land
Nå, men hvordan går det så - her i neurosernes højborg?

Tjo, her går det fint. Helt fint. Ta-daa...
Det går så fint fint fint.
Jeg har lige aflyst min søster, en aftale jeg selv havde tigget mig til at få lavet. Og nu har jeg også lige sagt nej til at ses med min bedste veninde.

Jeg nupper da lige en dag mere i sofaen, hva? Det sku være så sundt, har jeg hørt.
Det går fint fint fint med at sidde her og kradse i mit eget selvværd. Måske jeg én eller anden dag får kradset hul, så det sidste siver ud?

Neeej nej. Det går fint. Det går fint, fiiiiint fint - jeg er helt vildt god til at kunne overskue kun at være sammen med mig selv...


Flot, Trine.

lørdag den 8. januar 2011

Postkasse-love


Der er overraskelser med posten i dag.
Jeg har (endelig! og undskyld forsinkelsen) fået sendt gaver afsted til Hjertefest-vinderne.
Nøj, hvor jeg håber I får glæde over jeres gaver. Det har været en stor glæde for mig at kunne gøre jer glade.

Og så er der lige en overraskelse mere, nemlig den hemmelige Nessie, strikket med kærlighed i det lækreste blødeste meriono.
Den er selvfølgelig til den herligste, finurlige badutspringe i hele verden.
Jeg håber hun bliver hjerte-glad over en lille smule forsigtig hjemmestrikket knus.

Jeg elsker at give gaver!

fredag den 7. januar 2011

Køligt? Svedigt? Et andet ord for übercool?







Jeg aner ikke hvor de er fra? Ved du noget?
Der er absolut ingen mærker at se nogen som helst steder.....
Jeg er ved at gå til af nysgerrighed. Kom nu. Nogen må vide noget?

Lavine


Der er så mange tanker som aldrig nogensinde når at blive til andet end mylder i mit hoved.
Der er tanker om kærlighed og børn og liv og håndarbejde og eksmænd og nye kærester og familie og strikketøj og indkøbslister og mere kærlighed og boligindretning og hvad jeg skal have på i dag og rengøring og veninderne og alt mellem himmel og jord.

Og så er der alle de tanker som jeg alt for længe har forsøgt at undgå.
De tanker der handler om mig. Og om job.
De myldrer mere end nogle af de andre tanker, og jeg forsøger desperat at gemme dem bag støv og krea-sysler, men de trænger sig på.
Jeg ved at de tanker bliver et problem, hvis ikke jeg tager fat i dem, én for én og kigger dem lige i øjnene.
Jeg hader det. Men jeg bliver nødt til at gøre det. Uanset hvor nervøs det gør mig!

Jeg er ved at nå et lidt besynderligt jubilæum, det er nemlig snart ved at være 1 år siden jeg smeltede i et køkken.
For 1 år siden havde jeg et job.
Jeg kan dårligt huske hvilket job jeg havde, for jeg gik i skilsmisse-panik og tog det første og bedste job som bød sig til. Dårlig idé. Rigtig dårlig idé.
Allerede dér var nedsmeltningen godt i gang, men jeg så det ikke komme i min desperate kamp for at få det hele til at fungere.
Jeg havde et job. Det havde jeg ikke ret længe.
Jeg smeltede i et køkken, og min eksistens blev en anden.

Inden jeg blev skilt troede jeg at jeg havde fuldstændig styr på mit liv og mig selv.
Jeg vidste hvem jeg var og hvad jeg ville.
Men skilsmissen startede en lavine, som jeg forsøgte at klamre mig til - altså lige indtil den dag jeg smeltede og gav op.
Lavinen indeholder ikke kun en skilsmisse, selvom det er voldsomt nok.
Den indeholder flere års gemt og glemt sorg. Over min fars død. Over mine manglende lærer-glæder. Over en Finansgris og et hus på Falster som stod til salg i halvandet år. Over en kærlighedstrussel, der konstant hang og svævede over mig som en guillotine. Over manglen på alt; lyst og vilje og overskud og nærvær.

Lavinen startede med at rulle for lidt mere end 1 år siden. Den tog det hele med, nådesløst.
Integritet og selvværd og energi og lyst og vilje og eksistensgrundlag og....job...og ... hjem og liv.
Den efterlod mig alene tilbage med de rester som stod imod lavinens grove kræfter; totter af kølig genkendelighed og læssevis af gold angst.

Mit liv blev noget andet, og jeg blev en anden. 
En anden Trine, ugift, uvidende, uambitiøs, udstillet, usammenhængende, uduelig, ukunstig, udefinerbar, ubeskrevet, ulykkelig.


Jeg har sloges med den nedsmeltede goldhed siden den dag jeg smeltede i det køkken.
Fyrbøderen sidder troligt ved siden af mig, holder om mig, lader mig tage tingene i det tempo som er mit, hvisker mig dejlige ord til mit ødelagte selvværd og verdensbillede. Og jeg elsker ham for hans styrke og hans tro på mig.
Han tror på noget som jeg ikke selv tror på. Som jeg ikke selv kan se.

Men jeg bliver nødt til at finde det frem, jeg bliver nødt til at se på hvad jeg kan og hvad jeg kan bidrage med. Selvom det er et helvede, og jeg mest af alt har lyst til at stikke begge fingre i ørerne og nynne skingert, indtil det hele er gået væk igen.

Helt konkret. Jeg ved jo godt at jeg ikke kan gå rundt og være sygemeldt resten af mit liv.
Helt konkret. Vi befinder os i et samfund, hvor et JOB er temmeligt essentielt i vores egen selvforståelse, og i andres forståelse af os. Man kan ikke eksistere uden et job, tilsyneladende.
Helt konkret. Jeg har det væsentligt bedre end bare i sommer, hvor jeg ikke engang anede hvordan jeg skulle overskue det næste måltid.
Helt konkret. Jeg begynder så småt at mærke en trang og lyst til at kende verden udenfor igen.

Men så er der alle de andre tanker.
Helt konkret. Hver anden dag er jeg ved at skide grønne grise over at skulle gå ud af min hoveddør.
Helt konkret. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal derude på den anden side af døren, derude i verden?
Helt konkret. Jeg skal ikke være lærer igen. (!)
Helt konkret. Jeg vil ikke kunne overskue et fuldtidsjob. Måske ikke engang et deltids.
Helt konkret. Jeg har brug for hjælp og vejledning til at kommer derud igen. Ud i verden. Med selvværd.
Helt konkret. Jeg er på bar bund. På virkelig bar bund.

Jeg arbejder naturligvis på sagen.
Jeg blev hevet ind i manegen til en optræden, der føltes mere overvældende at tænke på, end det gjorde da jeg for alvor kom igang.
Og jeg har meldt mig til endnu et kursus. Mindfulness.

Men jeg aner ikke hvor jeg skal starte, hvad jeg skal tænke, hvad jeg skal tro.
Og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med min kæmpestore angst og min kæmpestore mangel på ideer om hvad jeg overhovedet har at gøre, derude i verden?
Men ét eller andet sted bliver jeg vel nødt til at starte?
Og lige nu er jeg startet med at gå en tur. Hver dag. Jeg skal ud, mindst 1 time. Ikke fordi jeg skal noget særligt. Men jeg skal bare ud.
Om jeg så bare skal stå på den anden side af hoveddøren indtil tiden er gået skal jeg ud.
For at komme ud. For at få det ind i min krop og mit system, at det er sådan man gør; man bevæger sig ud i verden - med tålmodighed og tillid.

Ud i verden, ud og kigge mig lidt omkring, ud og opdage at det ikke gør ondt, at verden ikke er farlig.

Lavinen var nådesløs, men jeg har dog trods alt de efterladte totter at klamre mig til. Jeg aner ikke hvor længe det her kommer til at tage, og jeg slås måske allermest med min egen utålmodighed.
Verden er ikke farlig. Jeg ved det jo godt, ikk. Jeg skal bare lige turde tro på det, og jeg skal bare lige turde tro på mig selv.
Jeg skal nok komme derud. Det går bare lige lidt langsomt.

torsdag den 6. januar 2011

Gu er jeg RØV sur!

Jeg er sur i dag.
Eller nej, jeg er ikke sur. Jeg er skide sur. Og præmenstruel.
Hold nu kæft, hvor er det totalt uretfærdigt at bare fordi vi kan få de (skide) møgunger skal vi rende rundt med hormonerne uden på kroppen og dampe af arrighed, eller endnu værre; ond weltzsmertz med hystade-gråd og hormonbumser i hele krateret.
Jeg gider ikke det pis. Færdig.
Ømme bryster, ondt i mor-livet, grådlabil omsorgsangst og skinger gå-væk-trang.
I mit næste liv vil jeg sagumederme være mand.
Så kan jeg i det mindste få lidt revance for alle de gang én eller anden mand i mit liv har strøget mig nedladende over håret og sagt; "Nårh, du er nok lidt hormonel i dag?"

AAARRRRGGGHHH!!!




**********

Update:
Sidder i min yndlingsstol og ghostshopper, mens jeg skumler over ikke at eje en klink.
Men nu drikker jeg så pludselig portvin af fint krystal?
Fyrbøderen har lige sørget for både sprut, kaffe og et tæppe til benene.
Jeg er stadig sur. Men ok, det kan sgu godt blive lidt svært i længden når han er så sød....

onsdag den 5. januar 2011

Merinoknus


Noget er blevet færdig.
Hver maske er strikket med kærlighed, og hver merino-fiber er et knus fra mig.
Farverne er komplimentære, for det er hun nemlig også, hende det elskelige væsen den skal bo hos.
Men shhhh, sig ikke noget. Det er jo en overraskelse.

tirsdag den 4. januar 2011

*nirk nirk nirk*

Jeg godter mig - for jeg har vundet auktionen på DE mest overdrevent übercool spisebordsstole EVER!
De er købt på Lauritz, og jeg skal hente dem i Århus (helst i morgen!)



Mit første amatør-scoop på Lauritz, og nerverne sad selvfølgelig uden på tøjet, fuldstændig som man læser om på alle de fancy interiørblogs.
Jeg blev selvfølgelig overbudt 20 sekunder inden auktionen udløb, men stædighed betaler sig (gnæg), og jeg slap nådigt -  jeg blev kun nødt til at gå 100 kr op i pris i forhold til mit første bud.

Årh, mand. De er for fede.
De skal stå lige her:


Jeg kan lige se det for mig!

SkrigeSkinke


Jeg har en skinke som skriger.
Deraf navnet.

Da hun lå og smuttede rundt under mit maveskind vidste vi ikke hvem hun var. Vi talte om søde, feminine dyder og navne der hører til den slags. Isabella var et oplagt valg, følte vi.
Men så kom hun ud.
En pink skinkelignende klump, 4 1/2 kilo, rød og vred og hidsig og kolerisk.
Og dødcharmerende, fordi hun var så lille (trods alt) og så tydeligt allerede besad et temperament der ikke var tillært.
Vi regnede allerede ud lige dér, at hende den lille skrigende klump der lå foran os, ikke bare lige sådan er én man kommer til at overse.
Hun var ingen Isabella. Undskyld til alle Isabella'er, men det var hun altså ikke.

Hun er en Karen. Solid. Viljefast. Kolerisk. Ikke sådan at bide skeer med.
Hun er sat på jorden for at sige sine meninger og charmere os alle til at ville dét hun vil.
Og så er hun en skinke der skriger.



mandag den 3. januar 2011

123, hverdag

Hverdag.
Jeg elsker hverdag. Hverdag med en syg kæreste, der damper af feber og ynk. Hverdag med et mellembarn, som vistnok følte sig sløj nok til at fake en opkastning, for at få lov til at lande i mors arme efter en lang og indholdsrig ferie.
Hverdag med en SkrigeSkinke som efter 8 timers leg og knevren i sin savnede børnehave fortsatte med flere timers uafbrudt knevren herhjemme. Hverdag med et KæmpeBarn, som ingen har set i flere dage fordi han 'er sammen' med kammerater, og er midt i at skabe sin egen hverdag, og bestemt ikke har tid til vores.

Hverdag med en god fortælling i ørene, ét barn på skødet, et andet barn på sms'en og et tredje barn konstant talende. Med en kæreste som med feberøjne spørger forsigtigt efter endnu et glas varm saft.
Og med et strikketøj, som nu er færdigt - men som venter på at få hæftet de sidste ender og finde vej til sin rette ejer.

Jeg elsker hverdag.

Overraskelse



Til en helt særlig.

Godnat

Min Fyrbøder sover stille ved siden af mig i sofaen.
Huset er tyst og jeg sidder her i aftenmørkets stilhed og nyder lyden af en hel familie som sover fordelt på 3 etager.
Jeg kan ikke få mig selv til at gå i seng. Forstyrre stilheden. Ikke endnu.

...

...

Så.

Jeg tror jeg er klar nu.

søndag den 2. januar 2011

Velsignet

Ordene strander ofte inden de når min mund eller fingerspidser.
Det er vist ok, selvom det føles træls...
Jeg leder ofte efter ord, efter sætninger som giver mening, efter mening.
 
Jeg er træt og spændt og mæt og glad og ked og lykkelig og bekymret og forventningsfyldt og meningssøgende og det hele hænger sammen, og alligevel kan jeg ikke fange fragmenterne af mit sind.
Jeg bilder mig ind, at jeg ikke er lykkelig før jeg kender meningen. Men jeg kommer jo aldrig til at forstå meningen, vel.
De fleste dage irriterer det mig. Jeg vil så gerne kende meningen med alting. Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor? Hvordan hænger det hele sammen? Hvad betyder det? Hvilken mening? Hvilke sandheder?
Men meningen er, at der ingen bestemt mening findes.
Ingen sandhed. Men utallige sandheder.

De dage vågner jeg bekymret og forstår ikke verden, forstår ikke hvilken part jeg har i den, og forstår ikke hvordan jeg nogensinde skal finde svaret på hvad min rolle er.
Jeg lader mig forføre af de bekymrede, foruroligende tankehvirvler og suges ind i en malstrøm af filosofisk forvirring i stedet for at være lige dér hvor livet er.
De dage ved jeg ikke hvem jeg er, og hvorfor jeg overhovedet er.
De dage føles uendeligt lange og uendeligt tunge og uendeligt uendelige.
De dage er jeg tilovers, disposable, undværlig.

Jeg er som smør, smurt tyndt ud over alt for meget brød.
Jul og nyt år og savn og bekymring og fest og hjertelighed og angst og bekymring og begejstring.
Hele december har været én stor, fedtet klat smørklat smør af den gode, fede flødeagtige slags. Som er smeltet klistret og yummi ud over det hele, og mit overblik og min fornemmelse er smeltet med, og til sidst var der ikke mere yummi men bare klister tilbage.

Men i dag vågnede jeg mindre bekymret end i går. Jeg har glemt verden og forstår ingen mening med noget som helst. Jeg har glemt hvad jeg var igang med og hvilken vej det var jeg skulle?
Men jeg vågnede i dag og vidste at et nyt år har taget sin begyndelse, at jeg har fået min strikkelyst tilbage, at min elskede Fyrbøder aldrig er længere end et knus væk.
I dag vågnede jeg og vidste at min hverdag og mine børn vendte tilbage.
Elskede børn, velsignede hverdag. I var savnet.

Jeg er afhængig af hverdag, det er i min hverdag jeg leder efter min mening, mine sandheder.
Måske finder jeg dem? Måske er det bare mit lod altid at skulle søge? Måske skal jeg lære at lede de rigtige steder? Måske skal jeg lære at lede lidt mindre?
Men jeg er ikke bekymret, ikke i dag.
For endnu et år er begyndt. Mit år. Hverdagsafhængig. Hverdagsjunkie.
Velsignede hverdag.

Nessie

Min Nessie er blevet færdig - jeg er SÅ tilfreds med resultatet og de klare farver.
Julias opskrift er utrolig nem at gå til, og hvis man er glad for at strikke ret og udelukkende ret er det en vinderopskrift!


lørdag den 1. januar 2011

Nyt år



Lad det fortsætte lige så godt som det startede!

Godt nyt år til jer alle.
Jeg ønsker mig kærlighed og evnen til at bekymre mig mindre.

Hvad ønsker du?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...