Det der mod, ikk? Det er fandme noget scary shit!
Kan mod gradbøjes? Kan frygt?
For at kunne være rigtig modig skal man først have været rigtig bange.
Jeg synes ikke selv jeg er særligt modig.
Faktisk så synes jeg at jeg er en skiderik og en bangebuks. Sådan én som er alt, alt for hurtig til at beslutte hvad jeg er bange for.
Måske er det derfor at andre synes jeg er modig? Fordi jeg er god til at gennemskue hvad jeg er allermest bange for?
Jeg er ikke særlig modig - Jeg er faktisk bare bange for ret meget.
Jeg kan ikke gøre én eneste modig handling eller tænke én eneste modig tanke uden først at have været ved at skide i bukserne af skræk.
Jo mere angst jeg har været, jo modigere føler jeg mig ved at gøre lige præcis dét jeg er bange for.
Så jo. Mod kan vist godt gradbøjes. Ligesom frygt.
Kurven er logisk; jo større frygt, jo større mod kræves der.
Så måske ER jeg mega-modig, fordi jeg er så mega-bange?
Jeg kan jo prøve at sortere lidt i tingene:
Jeg er en lille smule bange for:
- at smagen og/eller lugten af banan vil få mig til at kaste op
- hvepse
- solskoldning på min egen krop
- sure, gamle mennesker
- sirener
- gynækologiske undersøgelser
- at vælte på cykel
- blod
- at få stød
- at der måske er noget som bider mig, når jeg stikker hånden ind i vaskemaskinen
- at røre ved råden frugt
- overfyldte rum og steder
- at mine blogindlæg ikke hænger sammen, eller er stavet korrekt
- fyrværkeri
Jeg er sådan medium scared over:
- at falde i søvn bag rattet i min bil
- bilka, føtex, kvickly, irma... und so weiter
- solskoldning på mine ungers kroppe
- at jeg rent faktisk kan blive farmor om 7 år, hvis mine børn holder traditionen i hævd
- mørke
- at gå alene i en skov - uanset tid på dagen
- at klæ' mig latterligt på, så andre kan se hvor kikset jeg er
- tandlæger
- blodprøver
- at være fattig
- at skulle bore med slagboremaskine i en hel, ren, uskyldig væg
- at smile til fremmede mennesker jeg møder på gaden
- skovflåter
- at være uvenner med andre
- at flyve
Jeg er virkelig, VIRKELIg, VIRKELIG bange for:
- at dø
- at mine børn vokser op og bliver intolerante
- andres dom over mig
- at køre galt i trafikken
- Japan sjæl. Og vores.
- Nazisme
- kræft
- ikke at være noget værd for andre
- hvis der ikke er nogen som elsker mig
- at være alene
- kontroltab
- sexuelle overgreb på mine børn
- at skulle lede efter mening resten af mit liv
- teenagepiger i flok!
Og det er bare så forskelligt, ikk?
Ingen har en liste der er magen til min. Eller magen til nogen som helst andres.
En ting som er lille på min liste kan den være vilde, ustyrlige angst på en anden persons liste.
Frygt kan ikke rationaliseres. Man kan ikke tale logik til sin frygt.
Jo jo, hjernen kan sagtens forsøge at sige til hånden at den snildt kan ae den gigantiske edderkop, men hånden lystrer ikke, for den har alt for travlt med at gå i panik sammen med resten af kroppen.
Frygt er bare ulogisk.
Der er mange andre ting jeg bare ikke er en skid bange for - fx at tale om personlige ting som kærlighed, skilsmisse eller frygt. Eller at tabe ansigt. Eller skabe mig åndsvagt, selvom der er andre der kan se mig. Eller om jeg 'ved nok' om et eller andet klogt, som andre ved helt vildt meget politisk korrekt om. Eller tale foran store forsamlinger.
Den er hamrende ulogisk, den frygt dér.
Den føles som om den ikke kan laves om. Nogensinde!
Hmm. Dér har jeg ligesom været. Dér, hvor jeg resignerede hver eneste gang jeg stødte på noget jeg var bange for. Dér hvor jeg ikke kom et skridt videre end ud af min seng om morgenen. Hvis jeg da overhovedet kom det.
Dér er jeg ikke mere. Så noget har virket, noget har ændret sig, noget er lavet om - der er ting jeg ikke længere er bange for.
Det er det der mod, jeg mener...
Jeg tror det er fordi jeg har gjort de ting jeg frygtede!
Altså - jeg har ikke lagt mig til at dø for at prøve om det var så slemt som jeg var bange for, vel? Eller med vilje har kørt med lukkede øjne for 'bare lige'...
Men jeg har gjort nogle af de små ting jeg har været skide bange for, og jeg døde ikke af det, det slog mig ikke ihjel, der var ingen der skældte mig ud, det gjorde ikke fysisk ondt.
Jeg blev faktisk skide modig, fordi jeg var skide bange. Hverdagsmodig. Måske den sværeste form for mod?
Måske er jeg mere modig end jeg selv går og tror. Måske skal jeg holde op med at være bange for at fortælle mig selv at jeg rent faktisk er god til noget?
Trine. Du er skide modig fordi du tør være så skide bange. Hurra for dig. Og hurra for at du er bange. Ellers ville du aldrig være modig, vel?!
9 kommentarer:
hej trine
det er det mest tankevækkene og fantastiske indlæg jeg noegnsinde har læst.
Du burde altså leve og leve godt af at skrive.
du mestrer bare ordet så fint og med så mange facetter..
stort knus
he he jeg er ikke! sverige men ALBERS
Super indlæg :-D
Min egen holdning til mod er netop, at hvis man er skide bange for et eller andet, muligvis noget ægte- farligt, men gør det alligevel fordi man skal eller bliver nødt til det, så er man modig. Omvendt, hvis man gør noget ægte-farligt og slet ikke er bange, så er man en kvajpande. Bum
Trine, jeg syntes du har været mega modig, bare at skrive sådan et blog indlæg. Jeg kan selvfølgelig ikke se dig lige nu, men jeg gætter (bare sådan ud fra egen erfaring), at du ikke døde af det? ;-)
Hav en god dag
/Martin
Jeg er fuldstændig enig du burde leve af at skrive! har du overvejet at skrive klummer. Du rammer tabuer som maget ofte vedrøre alle helt almindelige mennesker.
Jeg læste din tekst og fandt at jeg kunne identificere min med din frygt for "underlige ting", og angsten for at man aldrig kommer ud af det og får et "normalt" live hvor man bare gør ting fordi det er det man skal!
Jeg savner at gå udenfor min dør uden alle mulige forudgående overvejelser om hvem jeg møder, hvad der kunne ske og om jeg får et sammenbrud fordi jeg føler mig truet af en person som bare vil spørge om vej. Jeg forstår dig alt for godt, men også jeg er på vej den rigtig vej og jeg ved at jeg, hvis jeg ikke bliver "normal", under alle omstændigheder ikke har det så slemt som jeg har haft det, og det har gjort mit liv godt!
Jeg elsker dine indlæg blive endelig ved.!
Så smukke ord, Trine.. Jeg er helt rørt.. gu f... du er modig!
Trine, du er jo min mods-motivator efter sidste års "Verdens modigste lørdag" kollektiv. Skal du ikke snart lave sådan en igen??
Trine.
Det du kan - med at sætte ærlige ord på følelser.
Det er der bare ikke ret mange der kan.
Nogle gange læser jeg dine posts 4-5 gange, mest jeg sidder og tænker 'hvordan fanden er det hun gør'. Fordi det er så vildt.
Det vilde er, at du kan tage alle de følelser, som de fleste andre, jeg selv inklusive, helst vil kramme sammen og gemme langt væk. Skyld, skam, angst, frygt, the freakin' lot. Og rulle dem ud for alverden, uden at det på noget tidspunkt bliver pinlig-privat.
Det der i stedet træder frem, er et meget meget fint billede af et menneske, som virker langt stærkere end alverdens selvforherligende supermænd og -damer.
Fatter du mon, hvor vildt jeg synes du styrer?
Ej, tak for at I gider snakke med!
Albers -tak for din ros. Jeg vil dødgerne leve, og leve godt af at skrive. Men det er, sjovt nok, også én af de ting jeg er scared to death over...?
Er det ikke underligt?
Martin - du har bare så meget ret! Gu fanden er der forskel på at være modig og være dumdristig. Jeg synes fx ikke det er andet end dumt at kaste sig ud med elastikbånd viklet om fødderne - men det er mega modigt at turde se sin egen skilsmisse i øjnene!!!!! (!!!)
Tak skal du ha, Moster Mor - jeg griner stadig lidt over at vi går rundt og er så skide bange for at stikke ved siden af, som du også beskriver. Jeg har det på præcis samme måde. Og alligevel er jeg stolt af at være unik... det er jo lidt af et paradoks, hva!
Cristina - tak, min egen modige veninde!!
Louise - LIGE PRÆCIS! Jeg er ved at varme op, tror jeg. Det er nok derfor det fylder i mine tanker disse dage :-)
Anne - jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Tak. Jeg bliver flov og helt forlegen. Men jeg er ikke bange for at tro på dig ;-)
Kære Trine!
Har fulgt med rigtig længe. Men ikke sagt ret meget. Har lige skimmet dit indlæg, men er for træt til at fordybe mig i det. Alene af den grund burde jeg måske holde min kæft - næh, det var to grunde. Jeg er træt og jeg har bare skimmet. Vi er ens, jeg tror vi er mange der er ens. Vi er mennesker og vi er så forpulede ens, selvom vi gerne vil tro vi er så super unikke og måske skal vi bare blive ved at tro det. Tror jeg. Men vi er altså også ens. Tak fordi du tør sige det lige som det er. Men hvor har jeg altså tit haft det lidt som dig. Meget på-forhånd-angst. Angst for ikke at slå til,,,,,,,, og jeg kunne lave ligeså lange lister som dine, mindst. Men du siger det højt, du skriver det og det er en fryd, for en der er så bange som mig. Jeg har også 3 børn, men jeg kan ikke præstere en blog, så sej som din. Tak. Venlig hilsen Marie
Send en kommentar