torsdag den 30. december 2010

Forvandlingskugle


Kan I huske de der forvandlingskugler vi fik som små?
De var kæmpestore og helt glatte, og de fyldte hele munden på en næsten desperat måde.
De havde den klareste farve, og hvis man suttede ihærdigt nok og længe nok så skiftede de farve inde i munden på én.
Jeg tror nok der var 3 farver i én kugle. Og jeg tror nok, at de i grunden ikke smagte specielt godt, men at jeg altid stoppede munden fuld fordi jeg var så nysgerrig efter at se hvad der var inde under dette lag. Og dette lag. Og dette lag.

Jeg har fået en forvandlingskugle foræret. Jeg har ikke tænkt mig at savle på den, men måske er det ok at savle lidt over den?
Julia var forbi et smut i går, og det var en skønt gensyn.
Jeg mødte Julia for laaaang tid siden, til et foredrag med en anden Julia - og siden har vi skrevet lidt og kommenteret lidt og den slags. Og i går stod hun i mit hus med kagle-sind og smil - og garn. Til mig.
Jeg er så skide heldig, altså!

Jeg har haft et noget blandet forhold til farveskiftegarn. Jeg har ikke altid helt kunne blive klog på om jeg synes det er flot, eller om jeg mest synes det er noget for strikkedamer der tilhører en generation ældre end min.
Men en dag stod jeg med hænderne i noget farveskifte-fint halløj, og kom sgu til at købe det. Mest fordi det var sjovt.
Det var sjovt. Altså. Det fik mig til at smile. Bare tanken om at strikke i et garn der skifter farve forekom mig afsindig morsom, og lige dér sked jeg højt og flot på mine fordomme og slæbte garnet med hjem. Fordi det var sjovt.
Jeg kastede mig ud i et stribe-eksperiment, som du kan se hér - og jeg er blevet så ovenud tilfreds, netop fordi det var sjovt at strikke med de mange forskellige farver, og fordi det slet, slet ikke kom til at se så oldfashion ud som jeg havde frygtet.

Og i går fik jeg en gave af Julia, og pludselig gik det op for mig at farveskiftegarn er fuldstændig det samme som forvandlingskuglerne fra vores barndom;
Vi spiser det ikke fordi det nødvendigvis er helt vildt nærende eller har en vidunderlig smag.
Vi spiser det, fordi vi bliver nysgerrige. Det pirrer til noget i os, det får os til at grine og undres.

Så ud med alle mine fordomme om farveskiftegarn, og ind med legesyg strikkefryd.
Det skal sgu ikke være så 'pænt' og funkionelt det hele. Nogen gange skal man sgu også bare strikke en forvandlingskugle fordi det er sjovt.

Og hende Julia dér. Hun er en hel heltinde med strikkepinde, og når hun strikker springer det omkring hende med regnbuer og strålende kreationer.
Og så har hun lavet en Nessie, som jeg glæder mig til at skulle strikke en forvandlingskugle med!

onsdag den 29. december 2010

Gorkkk...









Jeg fik leget lidt med min nye teknik-darlig, og har fundet et par sjove fotoapps.
Men mest har jeg strikket. Og snakket, og snakket. Og snakket.
Blogsnak, damesnak, mødresnak, jubelsnak, kreasnak - snak snak snak.
... vi havde også kage.
Der blev strikket ret meget i dag, måske fordi det var nogle af superstrikkerne der var på besøg. Og hæklet i broderigarn. Og hæklet flagranker i en hastighed jeg ikke troede var mulig?
Men der blev også perlet robotter. Og pacman (pacmen, når det er flertal?) Og perlet perler. Og perlet strikkemarkører (uha. De er fandme fede. Mere om dem lidt senere!)

Og nu har jeg ondt i mine kæber og føler mig helt ud-kaglet.
Selvom det kan være svært at forestille sig.

Kagleri


Jeg får gæster om lidt, og så skal der kagles.
Totalt copycat (eller hedder det inspireret?) af Camille har jeg nemlig arrangeret min helt egen Husmoderforening anno 2010... 2011... (?).... noget moderne noget.

Vi bliver en broget flok, og det var vi også første gang vi mødtes. Tykke og tynde, høje og lave, hæklere og strikkere, snakkere og lyttere, nybegyndere og krea-hajer.
Men én ting har vi til fælles:
Vi kan godt lide kage. Og krea. Og kaglen. Og så er vi allesammen af hunkøn.

Det var ikke fordi det var de store kreationer vi fik fra hænderne sidst vi mødtes. Måske fordi kagen var god. Og fordi vi havde så travlt med at snakke.
Jeg forventer faktisk heller ikke de vildeste projekter i dag, men jeg glæder mig vildt alligevel.

Dét at have nogle at dele sin tid og sit liv og sine lidenskaber med er guld værd.
Og kald mig bare en chauvinistisk rødstrømpe, men kvindefællesskaber er i min verden et frirum hvor fordomme og forskelligheder bliver lagt på hylden, hvor vi er i stand til at mødes i kærlig omsorg, hvor vi deler og drømmer, og diskuterer. Men aldrig dømmer.
(Jeg ved godt jeg er håbløst naiv hér. Men det bliver jo nødt til at starte et sted, og hvorfor ikke hos mig selv?)

Det bliver en god dag, det er jeg sikker på.
Her er hverken ryddet særlig meget op eller sørget for kulinariske sanse-eksplosioner. Men jeg har hjerterum, og der er ild i pejsen. Og om lidt sætter jeg over til den bedste campingkage i verden - sådan én man kan sætte sig ovenpå, og den skal nok smage fabelagtigt alligevel - og så satser jeg på at det er kagleriet der er det vigtigste i dag, også for mine gæster, og ikke hvordan her ser ud.

Kagleri = kvinder, krea, kage, kaglen... og kærlighed. Tonsvis, bunkevis, læssevis af kærlighed.

tirsdag den 28. december 2010

Wruf?

Ugle-trenden fortsætter

Nogle gange har jeg overvejet hvor meget jeg kan blive ved med at strikke og hækle.
Når man ligesom har strikket noget til stort set alle i familien kan man vel begynde at strikke til Røde Kors eller noget andet fornuftigt. Bare for at strikke til nogen...
Man kunne jo sådan set også insisterer på at få sig en helt ny familie og spamme dem med hjemmestrikkede hæklerie de næste mange år.

Eller man kunne vælge noget helt tredje....

mandag den 27. december 2010

Te og tøsefryd


Jeg strikker solskin på pind og nyder.

Om lidt kommer den bedste veninde i verden forbi, og vi har flere års fravær at samle op på ( eller, sådan kan det føles når hjertet både har fløjet højt og dybt og endelig er vendt hjem igen!)
Der er sat over til te og tudeture og tøsefryd og veninde-engle-lyd. Jeg har savnet både hende og mig selv, og føler mig allerede næsten hel igen, fordi hun kommer forbi!

Der er ikke noget bedre end at have en hjerteven. Det sku da lige være at holde jul med sine børn. Men ok, en hjerteven kommer ind på en tæt andenplads.
Oh, Fryd.

søndag den 26. december 2010

Ud med det



Og ud røg juletræet.
Nok må være nok, og uanset om julen fik mig eller ej måtte det jo komme til en ende....

Jeg må indrømme at jeg længes efter den velsignede ro uden Wham og Band Aid, uden konfekt og konstant dårlig samvittighed af overforbrug.
Ok - ris'alamanden må for min skyld gerne blive en helårstradition, men resten er jeg ikke ked af at sige farvel til.

Jeg har stadig ikke ord til at beskrive en jul uden mine børn. Ikke andre ord end at jeg stadig lever, og jeg ved jeg ikke er den eneste i verden der må undvære dem man elsker mest.
Andre ord har jeg ikke. Endnu. Måske en anden gang.

Højtidssavn - hverdagssavn. Same same.
Men please, ikke mere jul nu. Det må komme til en ende. Ud med det, og helst nu.

lørdag den 25. december 2010

hjemmeklip

Hverdagsjunkie, nu med iphone. Jubiii.... men uden micro-sim? What to do?
Heldigvis er jeg udstyret med en handlekraftig Fyrbøder, som ikke er nervøs over at svinge saksen over et almindeligt simkort. Vupti vupti. Nu håber jeg bare at det hjemmeklippede skidt virker...

Nåh ja. Og glædelig jul derude... Håber I har nydt julen og maden og gavedyngerne.
Jeg har det stadig mærkeligt med jul, hjertefest eller ej. Men nok om det. Jul er mærkelig, punktum.
Men det er heldigvis snart hverdag igen, så jeg kan vende tilbage til almindelig unormal hverdag. Pyhha.

torsdag den 23. december 2010

Beard



Og mens jeg venter på at normaliteten indfinder sig igen tror jeg sgu jeg hækler mig et skæg.
Så kan kulde og crazyness bare komme an.

Opskriften og billedet ligger lige hér, og jeg siger bare TAK for at der er andre derude i blog-heaven der heller ikke har børn eller skrubler i julen.

onsdag den 22. december 2010

Ingen anelse. Kun Asti

... Og nu er de væk.

Jeg er ked af det. Jeg ved ikke hvordan man gør det her; holder jul uden sine børn.
De flagrede ud af døren pakket ind i tykke lag af vintertøj og store grin, ud i armene på deres andre forældre, der har savnet dem og set frem til at holde en varm hjertejul sammen med dem.

I den anden ende af byen venter en vidunderlig familiejul på dem.
Jeg er så glad for at de skal holde jul sammen med hele deres store familie. Alle skal samles og det bliver en fest, hvis jeg kender dem ret. Lige sådan en familiejul som man vil huske engang når man selv bliver forælder.
Hvor er de i grunden nogle vanvittigt heldige børn; de har ikke mindre en to familier som elsker, elsker, elsker dem og vil gøre alt for at deres liv og lykke og jul bliver stor og magisk og gennemført.

Jeg er tænker lidt over om jeg er jaloux. Det kunne jeg jo sådan set godt være, ku jeg ikke?
Lidt jaloux over at den familie som engang var min familie, de svigerforældre der også engang var mine forældre (lidt) holder jul lige hér i nærheden, og jeg skal ikke være med.
Lidt jaloux over at det ikke er sammen med mig at mine børn skal sidde og vente på at kirken fyldes og musikken begynder at bruse. Lidt jaloux over at jeg ikke skal være den som byder indenfor og velkommen og får familien til at føle sig velkommen og godt tilpas.
Lidt jaloux over at en familie fortsætter med at være den samme familie - uanset om jeg er der eller ej.
Jo. Lidt jaloux.

Men så heller ikke mere end det.
Det vil altid være sådan når noget afsluttes, og noget nyt begynder. Mit liv og min andel i den familie sluttede; jeg er dem så taknemmelig for alt det vi har delt gennem årene - men jeg er jo ikke naiv og ved godt at de har et nyt menneske at forholde sig til, en ny situation, et nyt liv.
Jeg ved at de holder af mig, og de ved at jeg holder af dem.
De skal holde en vidunderlig jul sammen, allesammen. En magisk børnejul. Jeg ønsker dem den bedste jul overhovedet tænkelig. For det er dem som skal tænde lysene i mine børns øjne, og de fortjener det. Allesammen.

Og jeg skal... ja. Jeg ved faktisk ikke lige helt hvad jeg skal.
Jeg skal lige tude lidt færdig over at børnene er væk, tror jeg. Og så skal jeg drikke en flaske Asti. Og finde et strikketøj frem. Det der med strikketøjet er pludselig blevet enormt vigtigt, for jeg kan ikke forestille mig de kommende uger uden noget i hænderne at klamre mig til.

Og så skal jeg afsted til en familiejul i en storfamilie jeg så småt begynder at kende. Noget afsluttes - og noget nyt tager sin begyndelse.
Og denne jul er endnu en af de nye begyndelser; en ny familie, nye traditioner, nye relationer. Hvor jeg er det nye menneske en anden familie skal forholde sig til.

Og mere ved jeg ikke. Jeg har ingen anelse om hvordan denne tid kommer til at føles.
Jul uden børnene. Det er én ting. Men jul uden den kendte familie, uden de kendte traditioner, hvor min rolle ikke længere er defineret og jeg skal opfinde alting forfra igen.
Det har jeg ingen anelse om hvordan man gør.
I grunden har jeg overhovedet ikke lyst til at finde ud af det, men jeg ved jo godt at det er sådan det er.

Jeg har ingen anelse. Kun Asti. Og en ny familie, der holder af mig - og som jeg holder mere og mere af. Og en Fyrbøder. Altid en Fyrbøder.
Måske er det nok?

tirsdag den 21. december 2010

Hjerte-sprække


Jeg er så mæt og glad og træt og lykkelig at tårene render frit - simpelthen for at lukke noget ud igen; der er simpelthen ikke plads til mere inden i mig, og noget må ud. Bare noget.

Glædelig jul.
Sådan set. Og bare lige sådan uden videre.
Julen faldt i december i år, og den har været magisk og stort og rørende og helt igennem eventyrlig.
Selv min indre hårdhændede julekyniker blev til sidst nødt til at kapitulere og iklæde sig hjerter og frydefulde englehåb.

Jeg har haft det vildeste ambivalente forhold til jul.
Fordi julen får alting til at stritte på mig i arrigskab over vores ødsle overfladiskhed.
Julen er svøbt i dårlig samvittighed og pådyngelse af taknemmelighedsgæld i hvilken størrelse du end ønsker dig den.
Julekort du modtager som du bør svare på. Julegaver du ikke har bedt om, som giver dig dårlig samvittighed - enten fordi du ikke nænner at sige det ikke lige er 'dig', eller fordi du ikke ved hvordan du skal gengælde gavmildheden og kærligheden, eller slet og ret fordi du ikke var klar over at du var på gave med vedkommende.
Julen som altid, uværgerligt, ubønhørligt, tvinger dig til at vælge mellem mennesker du elsker.
Julen som kræver så meget overskud til alt muligt hejs, som vi normalt aldrig bruger vores tid på; knas og kager og papir og strimler og indpakning og klejner og børneforventninger og spekulationer om hvorvidt julen i år skal være lilla/glimmer eller grøn/pink.
Jul. Uaaaarrrhhhh....

Men julen fik mig sgu i år.

Hjertefesten blev én lang magisk juleferie, hvor gave på gave blev givet med kærlighed - uden forventning om at få det mindste tilbage igen.
En fest, hvor det ikke handlede om at uddele dårlig samvittighed eller tilrage sig opmærksomhed. En magisk brusen gennem hver eneste af mine årer; fordi hver eneste kommentar, hver eneste gave, hvert eneste klik var en helt konkret og synligt bevis på at kærligheden og viljen til godhed er kæmpestærk.

Hjertefesten blev min julefest. Den tændte et lys for mig, i mig. Og gav mig et håb jeg ikke har haft i meget, meget lang tid - håbet om at det hele nok skal gå, så lang tid verden har mennesker som giver af sig selv, uden at forvente at få noget tilbage igen.
Og så gav den fest mig altså det vildeste festhumør. Er du færdig, det er længe siden jeg har spillet SÅ meget julemusik og skrålet SÅ højt.
Af en kyniker at være er det - indrømmet - ikke specielt kynisk. Snarere en smule jule-sprødt. Eller jule-patetisk.

Hjertefesten blev i aften afløst af en endnu større fest, og jeg aner en spinkel sprække i mit hårdt prøvede og meget ømme julehjerte, for det er fyldt til randen af kærlighed og juleeventyr. Spækken er meget lille, knap nok synlig - men jeg mærker den og er nervøs for at mit hjerte brister af al den kærlighed og lykke.

Den sidste aften i den sidste måned i dette år, hvor jeg har været sammen med de dejligste mennesker i min verden, er netop nået til sin afslutning.
3 børn ligger i hver sin seng og sukker mætte og glade og i spændt forventning om hvad resten af deres jul byder dem af glæder.
Juletræet strålede med lys og pynt. Ingen dansen eller sang, den slags hører til den 24. Men knus og knas og smågaver blev der alligevel fundet frem.
Deres øjne funklede, så jeg ikke kunne finde min stemme, og deres varme arme holdt så stramt fast. Eller var det mine?

Min jul faldt i december i år.
I morgen drager mine vidunder-mennesker videre til den rigtige jul, og jeg vil kysse dem og dette år til afsked, vel vidende at det for altid er forandret. Det her med jul.
For det er vel sådan, at når noget pludselig bliver strålende og magisk kan det aldrig vende tilbage til at være kynisk og råt?
Glædelig magisk jul. Med hjerte-sprække und alles. For ellers havde det vist ikke været rigtig jul, tror jeg.

mandag den 20. december 2010

Beaded skull


Darn. Udsolgt.
Havde ellers lige set mig spankulere rundt i den, sådan lidt henkastet lækker på den varme måde. Øv.
Set her.

Nummer ti

Jow how.... og trukket lod, det blev der skam!

Random valgte, og tilfældigt landede et stilfærdigt snefnug på nummer ti - ud af hele den glitrende række af smukke navne og gavmilde givere.
Natasja (uden blog) - du har vundet en lille lækkerbunke. Egentlig bare mest fordi.
Jeg skriver dig en mail, så du kan få din gave. Og tak oveni.

Kæreste Blogland-inder.
I har gjort min jul magisk.

1-2-3

Og det var 1


Og det var 2


Og det var 3

En lille ekstra gavebunke har fundet vej i Hjerternes Fest.
En lille ekstra bunke tak og smil og store knus og glæde.

En lille bunke med små dimserier, som i virkeligheden slet, slet ikke kan fortælle hvor stolte og taknemmelige vi er for alle jer, gavegivere, over jeres engagement og gavmildhed.

Men en lille bunke med små uskyldigheder er den nemme måde at sige tak for en helt utrolig indsats. Den svære måde er at blive ved med at finde på nye måder at sige TAK på, så I forstår at vi mener det hver eneste gang vi siger det!

I aften trækker vi lod blandt alle jer der har givet en gave til Hjertefesten.
Den heldige vinder får et dødlækkert armbånd fra Marias hånd, en syvsover (efter eget valg) fra min hånd, og en cd med Mouritz/Hørslev-Projektet.

Fordi vi gerne vil sige tak. Fordi I er så søde. Tak.

søndag den 19. december 2010

mavekriller

Jeg er ret forelsket.
I mit liv, that is.

Skal nok finde den gamle depressive kyniker frem igen. Måske efter jul. Hvis jeg gider.

lørdag den 18. december 2010

Nyd

Grønt er godt for øjnene.
Og familie er godt for sjælen.

Jeg er så mæt og glad af hjertefest og så MEGAMEGAMEGAMEGAMEGA stolt og helt oppe og køre over en tilfældig tanke, der blev til 28.000 kroner, og et Blogland der for alvor viser at vi kan flytte grænserne derhen hvor vi vil ha´dem.

Og nu. Nu trænger jeg til at fordøje lidt. Tygge lidt drøv. Tage det hele lidt ind. Og nyde.
Familien venter med skønsang og sulemad. Og snaps. Og historier fra de varme lande.
Og tre englebørn, som oven i købet har været i bad. Og en Fyrbøder i hånden.
Familie er godt for sjælen.


He. Synes da også lige I skal have lov til at se Fyrbøderens ring ;-)


fredag den 17. december 2010

Kuldegysninger


28.150 kroner



Jeg tuder! 

TAK!

Dem som giver med hjertet:

Hele det her Hjertefest har virkelig været en .....fest!

Det ville aldrig have været så stort og glædeligt og godt, hvis ikke det var for jer - med jeres gaver og jeres donationer.

Hold op, hvor var I mange der gav gaver! Jeg mistede helt overblikket på et tidspunkt.
Der var også rigtig, rigtig mange gavegivere imellem, som jeg slet ikke kendte - og der var mere end én blog eller netshop eller Amioshop jeg lige blev nødt til at kigge forbi.
(UHA, den slags er farligt!)

Lige nu er Marina og jeg ved at danne os et overblik over hvem der skal sende gaver til de fem vindere - det er lidt af et puslespil, kan jeg godt lige hilse og sige.
Men Marina, det dejlige væsen, kører på med krum hals og lader slet ikke mig tage min del af slæbet, men sidder allerede nu og er ved at sende 120 mails i minuttet rundt i hele landet.
Har du givet en gave skal du regne med at du modtager en mail med navn og adresse på hende, du skal sende din gave til. Men hav lidt tålmodighed med os - vi er (trods alt) kun nisser!

Og mens vi venter:
Hvis du vil se med, og lure lidt på hvem alle de vidunderlige gavegivere er, har jeg forsøgt at samle en komplet liste over dem herunder.

Ja, og det er HELT gennemtænkt at jeg kun har skrevet jeres fornavne på - for jeg vil så gerne lokke jer allesammen til at klikke ind på navne og steder, som I måske slet ikke havde regnet med :-)
(Der er nogen af jer, som jeg ikke har link til - skriv til mig, hvis I gerne vil have jeres link sat på jeres navn. Det er sgu det mindste jeg kan gøre!)



Nathasja
Anne O
Inger VH
Betina
Rikke W

Drumroll, please


Det er så sindsygt, og giver ingen mening - men jeg er næsten helt nedtrykt over at vi kun deler 5 bunker ud. Jeg synes det er så sørgeligt, at jeg ikke kan give alle I vidunderlige mennekser en gave hver især. Uha, hvor jeg gerne ville!

Hjertefestens julefe, aka Louise, aka Mødrehjælpens forlængede og særdeles charmerende arm har trukket 5 vindere.
Er I klar... here goes:

I gran-bunken valgte hun nr. 12 - fordi det er hendes lykketal - og det vil sige at gran-vinderen er: Mia

I sølvbunken valgte hun nr. 92 - fordi det er det år hendes lillesøster er født - og det vil sige at sølv-vinderen er Vibeke

I den røde bunke valgte hun nr. 37 - fordi det er det årstal hendes farmor blev født - og det vil sige at den røde vinder er Helene

I den grønne bunke valgte hun nr. 2 - fordi det er det husnummer hendes forældre bor i - og det vil sige at den grønne vinder er Luna

I guldbunken valgte hun nr. 84 - bare fordi - og det vil sige at den gyldne vinder er Julie


HOLD OP, hvor er I nogle heldige kartofler!
Og vi er mange, der er SÅ lykkelige på jeres vegne og håber at alle jeres nye fortyllende herligheder får plads og hjem og hjerte hos jer.

Hvis jeg kunne ville jeg give jer alle tusinde gaver. Fordi I er en fest.
TAK for jeres kæmpestore opbakning og al jeres goodwill.
Tænk at vi kunne det her sammen, hva?

Og nu, Mødrehjælp - nu venter vi bare på at høre præcis HVOR stor en forskel vi har gjort.

torsdag den 16. december 2010

WIN-a-ding-ding???

Har du vundet?
Er det dig som skal stikke af med herligheder vi andre kun kan sukke os gule og grønne af misundelse over?

De 5 hjerte-vindere er fundet, og de har hver især fået en mail fra os.
Vi skal lige have styr på de der praktiske detaljer (i form af bekræftelsen fra Mødrehjælpen på donationen), og når vi har fået en tilbagemelding fra jer alle 5 - SÅ fyrer vi op under fyrværkeriet og lader hjerteregnen drysse ud over hele blogland :-)

Tjek. Mail. NU! :-)

I *heart* Blogland

Klokken er 15.
Tiden rendt ud.
Én fest er slut, og en anden tager snart sin begyndelse.

Blogland er min fest. I er min fest. 
Nogengange når jeg tvivler allermest på livet og verden og godheden bliver jeg tør og mørk indeni.
Men ikke længere. 
I har vist mig det. Lyset, varmen, kærligheden, sammenholdet.

Karen beskriver det i dag - og mens vi venter på at Louise fra Mødrehjælpen skal agere Julefe og trække de fem (helt utroligt) heldige vindere, synes jeg du skal besøge Karens blog, og måske selv få lyst til at give dit besyv med:

Hvad er Blogland for dig?

For mig er Blogland kærlighed. Jeg ved det lyder stort og frelst og helligt og alt for sukkersødt. 
Men helt ærlig, D'Damer og de enkelte herrer imellem - det er, hånden på hjertet, det I gør ved mig!

Blogland er er kun én kommentar fra at en fremmed kan blive den ven du ikke har mødt endnu.

Men tilbage til konkurrencen:
I aften - der ved vi hvem der har vundet de fem bunker. 
Louise får præsenteret 5 forskellige bunker med tal, og skal vælge et tal fra hver bunke. 
Louise ved IKKE hvilken bunke hun vælger tal fra (men det gør Marina til gengæld, for jeg sender hende en mail på forhånd, hvor jeg skriver hvilke bunker der hører til hvilke tal)
Når vi har fået bekræftet at de fem vindere har betalt deres donation offentliggør vi deres navne på Hjertebloggen, hér, på Facebook og hos Marina.

Rigtig dejlig dag til alle jer, der befolker mit elskede Blogland og gør denne slags  Hjertefest muligt!

Magiske tal

Dagen i dag handler om tal, magiske tal.

16 er de dage der allerede er gået af december.
8 er de dage der er tilbage inden det bliver juleaften.
1500 er antallet af familier som Mødrehjælpen regner med søger om julehjælp i år.
1500 er antallet af familier som Mødrehjælpen regner med at kunne hjælpe i år.

140 gaver har fundet vej fra jeres varme hjerter til Hjertefestens gavebunker (mindst!)
144 venner på Facebook har bakket op om festen og spredt rygtet fra netværk til netværk.
Utallige og fantastiske bloggere over hele landet har foræret ord og gaver og kærlighed og donationer i en mængde der ikke kan gøres op i tal. Eller ord.

462 kommentarer har indtil nu fundet vej ind til Hjertefesten.
462 kommentarer, der hver især er et udtryk for viljen og styrken og modet til godhed.
462 kommentarer, der tilsammen betyder mindst 23.000 kroner til Mødrehjælpens juleindsamling.

5 timer er tilbage af indsamlingen!
5 bunker skal fordeles.
5 vindere får fingrene i de skønneste herligheder som hele blogland kan kreere.

1 stort, fælles og åh-så-vidunderligt projekt, der for alvor viser mig at fællesskabet er den største styrke og kærlighed er den største magt!

Tak!

tirsdag den 14. december 2010

Bum-bum. Bum-bum.





Hjertefest.

Sikke et vidunderlig ord. En fest, som hjertet kan fryde sig over.
Vidunderligt. Intet mindre.

Giveaway.

Endnu et vidunderligt ord. At give noget væk. Uden at der behøver være en særlig anledning - men fordi glæden ved at give er den som fylder mest.
Endnu mere vidunderligt.
Især når jeg tænker på dette kæmpestore, kærlige blogland som tilsammen har doneret mere end 140 gaver. Og samlet penge nok sammen til at 20 familier kan gøre sig forhåbning om en julecheck fra Mødrehjælpen.
Ikke fordi vi har nogen særlig grund. Ingen andre grunde, faktisk, end at vi kan. Og vil.
Grunden er kærlighed. Og rummelighed. De eneste grunde vi nogensinde behøver!

For de af jer, som måske har fået lyst (jahhhh?) til at kigge gavebunkerne igennem, nu hvor de sidste gaver er rullet ind skal du kigge med hér:

Vil du kigge på alle de vidunderlige gaver i granbunken - den bunke som især er til som ønsker sig lækkerier til børnene?

Eller vil du kigge på den grønne bunke - som også er til dem med de jule-glade børn?

Du har måske også lyst til at lure lidt på guld-bunken - bunken med de mest juletossede godter fra hele Blogland?

Du vil gerne se den røde bunke - den til de varmeste julehjerte? Så'gerne

Eller måske er du mest til sølvbunken - hvor selvforkælelse vist er blevet et nøgleord?


Uha, hvor er der godtnok meget jeg godt gad have fingrene i.
(Jeg har et særligt øje til sølvbunken. Men sig det ikke til nogen, vel? For jeg kan jo desværre ikke selv deltage i lodtrækningen, så det går jo ikke hvis min mening kommer til at påvirke nogen andres mening, vel?)




Når du så har kigget gavebunkerne igennem, sidder du helt sikkert (jahhhhh?) med en rigtig dejlig trang til at donere penge og selv få chancen for at vinde alle herlighederne.

Og så er det du skal kigge med hér:

Find den gavebunke du gerne vil vinde og finde det rigtig sted at klikke herunder:

Du bliver guidet ind på en side, hvor der øverst oppe er et link til Mødrehjælpens betalingsside.
Derinde betaler du dit bidrag, og når det er gjort skal du tilbage - og lægge den/de dér meget vigtige kommentar, så vi kan se at du er med.
Du får også en kvittering på mail fra Mødrehjælpen, og den skal du naturligvis gemme, hvis nu det er dig som vinder. Så vi kan se, hvem du er - og at alt fungerer liiige som det skal.

Er du klar nu? For her kommer de:

Her skal du klikke, betale og kommentere, hvis du vil vinde gran-bunken

Her skal du klikke, betale og kommentere, hvis du vil vinde den grønne bunke

Her skal du klikke, betale og kommentere, hvis du vil vinde guld-bunken

Her skal du klikke, betale og kommentere, hvis du vil vinde den røde bunke

Her skal du klikke, betale og kommentere, hvis du vil vinde sølv-bunken


Kom.
Klikketi klik, ikk?!

Dæk!

"Fnis fnis, ja JEG bliver jo aldrig syg...."

Kan sgu da godt forstå han grinede smørret, da jeg tidligere i dag blev nødt til at bede ham køre fra arbejde for at hente børnene. Ellers ville jeg har brækket mig ud over hele bilen. Eller skidt.

Fyyyyy, Nemesis. Slem hund, sleeem hund. Dæk, din satans køter! Fyyyyy

Trying on for size


Ha. 
Min eksmand skal være far igen. Ha. Hø. (*panik*)
Han skal være Far til Fire. Mon han så også får barberet sine øjenbryn af, og erstatter dem med skovsnegle langt oppe i panden?

Jeg skrev om det i går. Og mener hver eneste ord, og hver eneste kærlige tanke. 
Men der er også alt det andet... som først kommer snigende nu. Min eksmand skal være far. Igen. Til et barn, som ikke bliver mit.
Hjæp. Hvordan gør man det?

Jeg mener....
Jeg kunne jo sådan set tage kællinge-kappen på (ok, det kunne jeg sådan set ha gjort for hundrede år siden, hvis jeg ville...) og blive stangfornærmet over at han vælger at gøre noget andet end det vi havde aftalt engang. Han LOvede det. Til døden os skiller. Det LOvede han. Og man skrider ikke bare fra sine løfter, vel? Det LOvede han, gjorde han ja. 
Jeg kunne hidse mig op. Det kunne jeg godt. Og true med at kastrere ham (igen, tilsyneladende?). Og råbe højt og længe og inderligt om alt dét vi havde engang, og som gik i stykker. Og jeg kunne så nemt give ham skylden for det hele og smadre døren i bag mig, mens jeg hysterisk fægter med statsamt og advokater og skrub ud af mit hus.
Jeg kunne blive skide misundelig og insistere på at det kun KUN er mig dén mand får børn med. Hva så? Skal han så til at dele sin opmærksomhed mellem hendes børn og mine børn, eller hvad? 
Jeg kunne blive Tude-Trine og vræle højlydt til alle der gider lytte, at han svi-he-he-hegtede mig og nu svigter han også vores børn, og hvad, skal hans nye barn så have al kærligheden, og hvorfor er det mig som skal slås ihjel?

Jeg blev lige nødt til at prøve den på, bare et lillebitte øjeblik, kællinge-kappen. Just trying it on for size.
Men den passer sgu ikke rigtig.
(Er næsten en smule ærgerlig, gad faktisk godt at være sådan én med stort og vredt temperament og hidsige farver!)

Han er seriøst den bedste far jeg kunne drømme om til mine børn. Og tænk engang, at Verden lige nu går og venter på endnu et barn som også får lov til at være hans. 
Jeg får faktisk lidt kuldegysninger. Forventningens sødme over at min eksmands nye kæreste venter sig. Hvor grotesk det end lyder....

Og et eller andet sted har jeg jo også lov til at sidde og være hende den bedrevidende, når han igen kommer og brokker sig over at han er for gammel til det pis, og de søvnløse nætter og sexliv som går i stå og alle den slags herligheder, der følger med. Det er jo den slags man har venner til, right?
Men han kan brokke sig lige så tosset han får trang til, det tager jeg ikke skade af - det er nemlig ikke mit ansvar denne gang.
He. Og det er faktisk lidt sjovt. Hvor grotesk dét end lyder!

mandag den 13. december 2010

Kl 10 i formiddags fik jeg en mail:


Emne: 17.900


Hej Trine

Jeg lader beløbet tale for sig selv!

God dag til dig

/Louise


Far til fire. He

Det er det der med livet - man kan sgu ikke planlægge det.

Og på den måde viste det sig, at den mand jeg engang elskede, og som jeg har delt et langt og stort og godt liv med ikke længere skulle være min - på dén måde.
Men han blev min på den måde jeg godt kan lide. Han blev den mand som er den bedste far til mine børn som jeg kan ønske mig, han blev den ven jeg savnede. Og det er større end det største.

Og så er der det med livet og med de mennesker man synes man har andel i - de forandrer sig og udvikler nye ønsker for deres liv og deres lykke.
Også dem, hvor man engang selv synes man havde ret og magt til at påvirke hvad der skulle være med til at gøre dem lykkelige. Som for eksempel den mand jeg engang elskede.

Men livet sker og mennesker forandrer sig. Og nogen skal være far igen.
Og mig - jeg er så glad over at han er glad. Og at han har én som elsker ham nu, og deler liv og drømme om liv og lykke.
Se, dét er større end stort.

søndag den 12. december 2010

Det bedste jeg ved, lige inden jeg sover:




gran: 74 lodder
grøn: 39 lodder
guld: 59 lodder
rød: 92 lodder
sølv: 61 lodder

325 lodder = 16.250 kroner

Glædelig 3. søndag i advent.
Har I tænkt over hvor stort og magisk Blogland er? Når vi glemmer os selv for en stund. Når vi tænker på andre, når vi hjælpes ad. Når smil sendes ud over hele nettet. Når vi ikke gør for selv at få, men gør fordi vi kan. Og vil.
Blogland er kærlighed og rummelighed. Med plads til alle harmonier, disharmonier, stemmer, holdninger, indspark, værdier, måder.
Hvis vi giver det lov til at være sådan.
Når vi gør og giver uden tanke for egen vinding kommer det ti gange tilbage til os.
Mærker I det også?

134

Billedet hér er fra en serie på 3 som ligger i granbunken og venter på at flytte hjem til en vanvittig heldig vinder. Billedet er i øvrigt doneret af Anja

Lige nu ligger der 134 gaver og luner sig på Hjertefestens blog.
Der ligger simpelthen alt. ALT.

Interiør der får boligmagasignerne til at gå i gulvet af jalousi, en håndsyet steinerdukke, specialdesignet pigekjole, de lækreste bøger som blogland kan opdrive, silke til at have om halsen, farve til neglene, en cafétur i Odense, julepynt, legetøj, de smukkeste og mest specielle smykke jeg længe har set, puder, bamser, økologiske krops-herligheder, kunst til væggene og meget, meget, meget mere.

Hver eneste gave er givet med hjertet.
Jeg takker af hele mit hjerte.
For I ved, at den gave som er givet med hjertet bliver også modtaget med hjertet.
Og forestil dig, at du vinder én af de fem gavebunker - og al den kærlighed der ligger i hver eneste lille ting.
Og al den kærlighed kan blive din - for en snoldet 50'er....


I dag er sidste frist for at donere en gave til de herlige bunker 
- så skynd dig at sende os en mail, så vi kan få endnu flere til at drømme om at blive vinderen af Hele Molevitten og Det Halve Kongerige.
Så vi kan komme endnu højere op end de 14.000 vi helt bestemt (!) har indsamlet til Mødrehjælpen so far. (Vildt. Det er så vildt! Er det ikke vildt?)

Send os en mail på hjertemail@gmail.com - i din mail skal du sende et billede af den gave du gerne vil give til Hjertefesten, en kort beskrivelse af gaven og endelig huske at fortælle os hvor vi må linke til dig, så alle andre i blogland også har mulighed for at se hvem gavegiveren er.

Vi modtager gave-mails frem til midnat i nat, så skynd dig - festen er allerede godt igang og vi elsker hvert minut af den, lige indtil den stopper på torsdag!

fredag den 10. december 2010

Kok-amok


Weekenden skal bruges sammen med ét af mine absolut yndlingsmennesker.
(Hun er i øvrigt væsentligt smukkere i virkeligheden!)

Forventning - Bekymring

Forventning - bekymring.
Det er den evige balance i mit sind, og det har mere end én gang spillet mig gevaldige puds.

Jeg tænker meget. Helt vildt meget. ALT for meget. Jeg er et sindsygt refleksivt menneske, og normalt er det noget som jeg egentlig bryster mig lidt af - men det kan fanden fisme også være lidt af en hæmsko!

For tankerne stjæler mit liv.
Helt groft sagt. Men det gør de. I stedet for at leve liv, tænker jeg liv.
Og sådan har det været altid med mig. Med stress. Og depression. Og bekymringer til følge.
Men jeg øver mig. Hver eneste dag øver jeg mig i at være tilstede lige nu og her, og møde verden og livet lige dér hvor jeg er, og ikke om fem minutter eller for fem minutter siden.

Ja, ha ha. Det lyder bare helt vildt nemt, men det er bare overhovedet ikke en skid nemt.
Lige nu, for eksempel, sidder jeg foran min skærm og taster. Jeg tænker egentlig ikke over hvad jeg gør, men tænker fremad for at have overblik over det jeg skriver. Og så er jeg jo rent faktisk ikke tilstede eller nærværende - men er (igen) fanget af mine tankespind, der flyver afsted.
Det bliver jeg selvfølgelig nødt til, for ellers er det noget svært at skrive en tekst som bliver sammenhængende (bilder jeg mig ind? Måske sku man eksperimentere med bare at skrive i fuldstændig nærvær, og så se hvor det ender henne. Gad vide om man vil se en forskel??)

Mine tanker har det med at stikke af fra mig. Så flyver de afsted og hvirvler rundt, og jeg har mistet enhver kontrol med dem. Så bliver de både til minder om fortiden og forestillinger om fremtiden.
Og det mest skræmmende er, at det sjældent er de gode, kærlige minder eller de positive fremtidsforestillinger som mine tanker hænger sig ved.
Det er som regel alle de trælse minder de stander ved, hvor jeg selv synes jeg burde have handlet anderledes, tænkt anderledes, sagt noget andet.
Og på samme måde med fremtiden; i stedet for at tænke i muligheder vælger mine tanker altid at stoppe op ved bekymringerne og alt det jeg bør forholde mig til.
De vælter rundt, mine tanker - og ender altid med at synes helt vildt godt om at bo dér hvor bekymringerne gror.

Det hjælper mig at jeg ved det. For så kan jeg stoppe op, og fortælle mine tanker at de sådan set kan slå sig ned lige præcis dér hvor de har lyst, men jeg faktisk selv har tænkt mig at være positiv.
(Ha. Så kan de lære det!)
Men det er så hamrende svært, for jeg glemmer det hele tiden. Hver gang mine tanker hvirvler afsted, så glemmer jeg det. Måske er jeg heldig at jeg kommer i tanke om det, og kan skynde mig 'hjem', men det er godtnok ikke hver gang det lykkes!

I dag skal jeg til et ret vigtigt møde, som har ret meget med to familiers fremtid at gøre.
Mine tanker er allerede begyndt at køre i tomgang over alle de bekymringer der følger med - og selvfølgelig gør de det, for mødet og hele situationen handler om at have tryghed til at der ikke sker noget med dem man elsker højest af alle.
Og jeg kæmper en desperat kamp for at lade mine tanker hvirvle i fred, uden at det påvirker mig eller min mavefornemmelse.
Det går ikke klassisk godt, skal vi ikke bare sige det på den måde. Men det lykkes én gang i timen, og det er altså at foretrække end at det slet ikke lykkes.

Jeg kan enten vælge at være bekymret over den fremtid jeg skal aftale på mødet i dag.
Eller jeg kan vælge at se på det med forventning.
Mine tanker har valgt, de synes det er meget, meget bekymrende og er allerede begyndt at fortælle mig at jeg slet ikke engang kan finde ud af at komme ud af døren.
Men det er heldigvis mig der bestemmer, og jeg bestemmer at de tanker dér, de kan sådan set passe sig selv - så lang tid de hygger sig, er det fint nok.
Jeg skal altså til møde i dag, og tankerne må sådan set gerne komme med, det kunne jo være de fik lyst til at flytte et andet sted hen?
Og jeg tager afsted med god forventning i maven, og med håb for den fremtid der kommer til at berøre os alle.

Helligfrelst? Måske. Men man bliver jo nødt til at starte ét eller andet sted....

torsdag den 9. december 2010

normalisering?


Og pludselig dukkede Luna op. Ud af det blå. Lige dér, midt mellem drøm og vågen.
I mine morgensider står der:

Hvorfor tror hun, at normalisering er den måde hvorpå hun finder accept og kærlighed?

Seriøst, Trine. Læser du hvad du selv skriver????

onsdag den 8. december 2010

En masse nuller

43 lodder i granbunken
26 lodder i den grønne bunke
30 lodder i guldbunken
62 lodder i den røde bunke
41 lodder i sølvbunken

Jeg er normalt ikke meget for tal, men lige disse tal er jeg ret glad for.

Og man skal ikke være den store regnehaj for at gennemskue, at 202 lodder, som hver især svarer til mindst 50 kroner i alt giver en hel masse dejlige nuller.

10.000 kys til hver eneste af jer.
10.000 knus får I, når jeg ser jeg IRL
10.000 muskler gør ondt i mine kinder af at smile så meget


10.000 kr. 

Wow for Fairtrade

Jeg har også takket pænt ja til at få en kasse med Fairtrade-godter, mod at jeg ville forholde mig til deres produkt og fortælle om det.
Jeg har virkelig ledt efter ordene, men de har mærkelig nok haft svært ved at finde vej, måske fordi mit hjerte er fyldt af noget andet og mindst lige så vigtigt i disse dage.

Men så læste jeg AB's indlæg. Og nu leder jeg ikke efter ordene mere, for dem har hun idag:

Må jeg ikke bare gerne have lov til at sige, at jeg mener det samme som AB. Fuldstændig det samme. Og i øvrigt tilføje, at hun er fabelagtig med den pen!

Martha Louise

JEG HAR FUNDET LUNA!!!!

Endelig. Jeg har sådan savnet hende.

Men nu ved jeg hvor hun er. Jeg så hende kort i et glimt, og da jeg opdagede hvor hun har været al denne tid gav det hele pludselig mening.
Og jeg så navnet, hendes rigtige navn. Det sad på hendes bryst, et fint lille hvidt navneskilt.
Martha Louise.
Tænk engang at Luna hedder noget der er en helt anden verden, en helt anden historie?
Hvem havde troet det? Ikke jeg, i hvert fald.

Men jeg har fundet hende.
Herfra kan det kun begynde at gå godt.

tirsdag den 7. december 2010

STOLT

Det er det her vi kan!
Os. Blogland.

Vi kan gøre den forskel. Fordi Blogland er generøsitet og omsorg.
Jeg er så skide stolt af jer allesammen, som er med til at gøre det her muligt. Og af Marina, som knokler med Hjertebloggens teknik. Og af mig.

5800 kroner.

Glemte du også lige at trække vejret et øjeblik? Det gjorde jeg da jeg så mailen som Louise fra Mødrehjælpen sendte mig for få minutter siden.

5 familier kan få den hjælp, de ellers ville gå forgæves efter. Fordi I findes i verden.
Det her er meget, meget stort!

mandag den 6. december 2010

ikke fortabt



Det har gjort noget ved mig, det her Hjerteprojekt. Noget rigtig, rigtig godt!

For meget få dage siden havde angsten taget bolig i mine indvolde og jeg var bange for sne og verden og mig selv og alting. For at sige det som det er; jeg sad herhjemme i min trygge hule og kiggede ud, og turde ikke røre mig ud af stedet, fordi jeg var panisk angst for at noget eller nogen skulle komme til skade.
Hamrende irrationelt, det ved jeg. Men frygt er ikke rationel, og angst er om muligt endnu mindre.

Men der skete noget. Noget greb fat i mig. Et håb, en vilje, et klarsyn, et ønske.
Og jeg glemte at være bange, fordi jeg begyndte at håbe.
Jeg glemte min egen mistrøstighed, fordi jeg pludselig blev i stand til at se ud over mig selv og mine egne bekymringer, fordi jeg besluttede at gøre noget som var godt for andre end mig selv.
Den første tanke var, at hjerteprojektet var godt for nogle ude i verden, som har brug for omsorg og hjælp.
Den næste tanke blev, at det viste sig at være min egen redning, min egen omsorg, min egen hjælp.

Jeg holdt op med at frygte verden og kastede mig sådan set bare ud i den, fordi det ikke længere handlede om mig, men handler om noget som er meget, meget større.
Det handler om godhed, det handler om omsorg og viljen til at ville gøre noget med dét man kan.

Måske kan jeg stadig ikke så meget som jeg altid troede jeg kunne, dengang jeg var yngre. Jeg er stadig ikke 100metermester i noget som  helst. Jeg sidder stadig inde i min stue og kigger ud, og der er stadig dage hvor jeg ikke kan finde ud af noget som helst andet end at gå i seng.

Men jeg opdagede at der er noget jeg kan. Jeg kan det her!
Hvor elendigt jeg end føler jeg selv har det, føler jeg stadig jeg har noget at gi' af. Og den erkendelse har virkelig gjort noget for mig.
Jeg er ikke fortabt. Jeg er ikke ødelagt.
Det ved jeg nu.
Fordi et hjerteprojekt opstod og kaldte på noget i mig, som er større end angst.
Det kaldte på godhed. Og godheden i mig er større end frygten for at noget skal gøre ondt.

Jeg flyver højt over Hjerternes Fest, og mit hjerte synger af fryd og ikke angst, når det kigger ned!

72

72 donationer lå og smilede til mig i går aftes på Hjertebloggen.
Der er allerede kommet flere, kan jeg se.

72 donatoner!
Hvis vi nu lige leger lidt med tanken og regner med at hver donation svarer til 50 kroner - vil det sige, at I allerede har samlet mere end 3500 kroner sammen.

3 familier kan nu håbe på ikke at gå forgæves, når de beder Mødrehjælpen om at sprede noget julemagi.
Det synes jeg er vildt. Og meget, meget stort.
Og meget, meget magisk og rørende!  Jeg ved faktisk dårligt nok, hvordan jeg skal beskrive den taknemmelighed I fylder mig med. Og det er altså ikke særlig tit jeg løber tør for ord....

søndag den 5. december 2010

Gavmilde Louise


Jeg var et smut forbi Louise Kragh i går.

He, det fik jeg til at lyde totalt henkastet, hva!? 
Hun havde lagersalg, og der var lækkerier i alle verdens mangfoldighed af slikfarver og smykke-lækkerier.
Klart at jeg ikke kunne styre mig. Kom vist til at købe mere en ét armbånd til mig selv. Men de er altså bare så fine, når man sætter flere af dem sammen på armen.

Louise er et virkelig dejligt og gavmildt menneske. Ud over hun laver håndlavede smykker med hjerte og sjæl er hun helt vildt smilende og nærværende.
Sådan én som er nem at falde i snak med. Så det gjorde jeg.

Og ja, jeg har en hel bunke af hende lækkerier med hjem til Hjertebloggen
Hun er dejlig, er hun, hende Louise!

nå?

Har lige fået dommen: Har åbenbart ikke bare gamle øjne, men virkelig gamle øjne.
Ser kun 60 % af hvad andre 'normale' (tsssss...) gør.

Så skal man åbenbart til at være sådan én som går med briller hele tiden?
Det ved jeg sgu da ikke hvordan man gør?

lørdag den 4. december 2010

Og det var ÉN!

Jeg holder vejret....
For jeg har lige talt lidt sammen og ganget med 50 inde på Hjerternes Fest
Det er så freaking vildt....


I har allerede sikret at én familie kan få råd til at holde jul i år. 

Én familie mere i Danmark, som kan få lov til at gøre julen magisk. Bare lidt. En lille smule.
Fordi I findes i verden.
Med gavmildhed og storhed og glæde og magi.

Tak for jer!

*host host*


... jeg fik vist noget i øjet.....

B E A GG R E SS I V E

Orv.
Det vælter ind med gaver.

Der er så mange lækkerier allerede, og gaverne kommer fra alle kanter.
Der er mere end én blog imellem gavegiverne, som jeg ikke kendte i forvejen og liiige er kommet til at snuse lidt rundt hos. Og det har jeg jo slet ikke tid til, altså..... Fy.

I dag ved jeg der kommer flere lækkerier af den virkelig lækre slags!
Jeg har en aftale med hende hér. Og med hende hér. Også med hende hér.
Og så er der jo stadig alle de ting jeg har liggende i tasken....

Og nu drager jeg til Århus, godtnok i et helt andet ærinde, men jeg kommer ikke hjem uden at have vredet armen om på hende hér!

Tusinde tak for linklove ud over hele Blogland.
Jeg er så taknemmelig for at I findes derude i verden.





Og måske skulle jeg lige tilføje, at jeg altså ikke er særligt aggresiv, men blogindlæggets titel er en sang fra Faith No More, som besynderligt nok kørte rundt i mit hovede da jeg vågnede i morges....

fredag den 3. december 2010

Blik Bang Bang

Jeg nyder!




Og gæt engang, hvad du også kan vinde!!!!

Os. Blogland.

I er bare så dejlige!
Tjekkede lige min google reader, og der var røde hjerte og varmende links over det hele!

Vi gør det sgu, det her! Ikke bare mig. Ikke bare Marina.

VI gør det. Os. Blogland.
Fordi Blogland er noget særligt. Fordi Blogland er rummelighed og kærlighed.
Fordi Blogland er det bedste fællesskab jeg nogensinde har været en del af, og jeg er så taknemmelig for hver eneste kommentar, hvert eneste link, hver eneste gave og hver eneste én af jer derude.

Men jeg har ikke tid til at skrive mere - for jeg har bare SÅ mange dødlækre sager jeg skal fotografere og lægge ind på Hjertebloggen.
Er du nysgerrig nu? Det kan jeg godt forstå. Det bør du også være, hvis du vidste hvad jeg har i posen... ;-)

Hjertefest

 


Jeg har skiftet tøj i dagens anledning. Det føles egentlig ikke rigtig som noget jeg normalt ville ha' valgt, men i denne måned er jeg åbenbart både blød og lyserød med hjerter over det hele.

Og nu går det løs:

VELKOMMEN indenfor på Hjerternes Fest, hvor det er mere end blot tanken der tæller.

På Hjertebloggen kan du allerede nu se, hvordan gaverne er begyndt at rulle ind! (yey)

I venstre side af bloggen kan du se de fem gavebunker, og for nemhed skyld kan jeg da lige fortælle at der er

* Bunken af sølv, til alle de juleskønne 

* Den røde bunke, til alle dem med ægte julehjerter

* Guldbunken, til de juletossede

* Den grønne bunke, til dejlige julebørn

* Gran-bunken, til de nisseløjerlige

På bloggens forside kan du se gaverne, efterhånden som de ruller ind - og i de forskellige bunker kan du se, hvad du samlet kan komme til at vinde.

Vi kan ikke modtage donationer, og dermed lodder i konkurrencen endnu. Vi venter stadig på donationssiden fra Mødrehjælpen, men indtil da kan du nyde de mange lækre gaver eller gå på opdagelse hos de forskellige gavegivere - jeg lover dig, der er en blog eller to du garanteret ikke kender i forvejen som du får lyst til at smovse lidt i.

Og så til noget af det lidt mere praktiske:

Hvis du har lyst til at give en gave til Hjertefestens giveaway skal du gøre sådan hér:

Tag et billede af den gave du gerne vil give - skriv en kort beskrivelse af gaven - skriv et link til din hjemmeside, blog eller netshop - og send så hele herligheden til

hjertemail@gmail.com

Vær opmærksom på, at når du giver en gave forpligter du dig også til at sørge for at gaven bliver sendt afsted, når vinderen er trukket!
(He, PostDanmark som sponsor til portoen??? Ikke en dårlig idé! Nogen der har lyst til at forsøge sig med at overtale dem?)

De to hjerte-fest-logoer er dine til fri disposition. Smid dem gerne alle stede du har lyst til, hjælp os med at plastre hele blogland til i hjerter og links til hjerternes fest.

SAMMEN KAN VI FLYTTE BJERGE, og sammen kan vi varme hjerter.
Er det ikke en rigtig dejlig følelse at vide, at vi rent faktisk kan gøre en forskel? Jeg håber vi kan.
Lad os hjælpes ad med at gøre dette til noget som bliver den største fælles begivenhed Blogland nogensinde har set.
Fordi vi er sammen kan vi alt!

Jeg ønsker jer alle en fabelagtig, varm og glad dag.

torsdag den 2. december 2010

Hele molevitten og det halve kongerige

Nå!

Men I vil sikkert gerne høre noget mere, går jeg ud fra???

Pyha - jeg ved dårligt hvor jeg skal starte, og i øvrigt er jeg bundhamrende træt (af årsager jeg fortæller om lige om lidt), men jeg har dog alligevel tænkt mig at gøre forsøget;

Forleden skrev jeg et indlæg om Mødrehjælpen.
Fordi det har puslet i mit hovede, at der også er fattige i Danmark, men at vi sjældent hører særlig meget om det.
Og fordi vi allerede har snakket om Mødrehjælpen. Jeg har i hvert fald. Også med nogle af jer. Vi talte om det sidste år, og vi donerede også penge til deres juleindsamling.

Men så var det jeg lod mig fortælle, at der er endnu flere der har brug for hjælp i år.
For lige at blive en fakta-nørd et øjeblik fik jeg i går fortalt, at de regner med at 1500 søger om at få en julepakke i år. De har kun penge til et hjælpe et par hundrede af dem, eller tre.
Og når jeg skriver 'julepakke' mener jeg den check, som Mødrehjælpen giver de familier der har søgt om det (og det er altså ikke bare for sjov de ansøger, kan jeg læse mig frem til. De skal både redegøre for deres økonomi og familiesituation og alt muligt andet. Jeg tænker, at man virkelig føler sig desperat når man beder om den form for hjælp. Der skal altså noget til!)
Den check de modtager vil typisk være på 1100 kr, 500 for en enlig mor, og 300 pr. barn.
Det vi sige, at vi rent faktisk taler om sølle 1100 kr, der måske lige præcis kan gøre den forskel, at en mor derude ét eller andet sted har råd til at købe julegaver til sine børn.
Julen er åbenbart 1100 kroner værd?

Og så var det Marina skrev en kommentar til mit indlæg.
Og jeg svarede.
Og pludselig tog det fart, og pludselig havde vi en idé, og pludselig var det hele ved at være STORT!
Og alt dét på blot 48 timer.
Og så endda uden at vi nogensinde har mødt hinanden i virkeligheden (jeg synes det er sjovt, er det ikke lidt sjovt, hva!?)

Og her er så planen:

Vi lave en giveaway. Måske den største giveaway Blogland nogensinde har set.
Vi ønsker os gaver fra jer allesammen hér til jul; store gaver, mellem gaver, små gaver - alle har ret og plads og lov. Tossede gaver, hjemmelavede gaver, luksusgaver, helt-vildt-overdrevent-luksus-gaver (gerne rigtig mange af dem, tak :-)

Og så samler vi alle gaverne i 5 bunker.

Og trækker lod.

Det vil sige, at der kommer til at være 5 virkelig, virkelig heldige kartofler derude et sted, som vinder hele molevitten og det halve kongerige!
Vildt!

Men, øhh.... og det er så HER Mødrehjælpen skal få alle de mange rare penge fra:
Det koster noget at deltage i lodtrækningen!
Helt præcis, så kommer det til at koste 50 kroner for hvert lod man har lyst til at smide i bunken til én af de 5 gavebunker.

Tænk lige over det, hva!?
For sølle 50 kroner kan du måske være heldig at vinde en kæmpestor bunke af Bloglands lækreste lækkerier!
Og hvis du har lyst til at give 100 kroner, kan du endda være med i lodtrækningen 2 gange!
Og bare lige for at du ikke skal være i tvivl, så kan jeg da lige skynde mig at tilføje, at alle donationer over 500 kroner kan trækkes fra i skat!

There you have it.
Kvadratisk. Praktisk. Guuuut!

Marina har lavet en blog, hvor hele herligheden kommer til at foregå.
Louise fra Mødrehjælpen roder rundt med noget teknik, så vi kan få lavet en motorvej direkte fra hjertefest-bloggen til Mødrehjælpens pengekiste, beregnet til jeres donationer. Så Marina og jeg ikke behøver at have penge mellem hænderne. Og så I er helt sikre på at jeres donationer lander det rigtige sted.

Lige nu venter vi på at Louise er færdig med det tekniske, og lige så snart vi hører fra hende er vi klar til at smække det hele kæmpestort ud over Blogland.
Og mens vi venter kan du jo gå i gang med at lave en gave, eller spørge Moster Oda om ikke hun vil forære sit musselmalede stel til et godt formål.... (jah?)

Og hvad laver jeg så?

Tjooo... (og det var så her vi nåede frem til den berettigede træthed!)
Jeg skriver 15 mails i timen til Gud & Herman, jeg trawler internettet tyndt og opsøger intetanende mennesker, og jeg stiller dem allesammen det flabede spørgmål:
'Vil du hjælpe os med at hjælpe andre?'

Og så har jeg vandret hele Horsens tyndt. For at bede om hjælp i alle de lækreste butikker jeg kender i byen. Og er kommet hjem med gaver til giveaway'en til en samlet værdi af mere end 1500 kroner.
Jeg havde ellers forberedt den store salgstale, kan jeg godt fortælle jer.
Og jeg troede det ville være en kamp at overtale butikkerne til at forære os lækkerier til konkurrencen. (helt ærligt, jeg kunne jo bare være helt vildt udspekuleret og binde dem den vildeste løgn på ærmet...)
Men alle steder jeg er væltet ind med sne over det hele og et vildt grin i fjæset er jeg blevet mødt med den største indlevelse og omsorg.
Jeg har været helt overvældet, og er flere gange i løbet af dagen er jeg blevet så rørt, at det ikke kun var sneen der smeltede vådt på min jakke.
Og jeg har fået, har jeg. I pose og sæk. SÅ mange lækkerier, som allesammen kommer til at ryge i gavebunkerne!
Skønhedsprodukter, brugskunst, tøj, strømpebukser, glaskunst, tørklæder.... og mere endnu...

Jeg er meget rørt. Og meget træt. Og mine arme føles som om de er blevet mindst 40 cm længere efter al den slæben...

Nu vil jeg gå ned og stene noget flimmer, holde min dejligste Fyrbøder i hånden, æde noget chokolade og glæde mig til i morgen, hvor vi kommer endnu tættere på det. På hele molevitten. Og det halve kongerige!

Mod og Kvinds'hjerte


... Marina og jeg er ved at få de sidste ender til at mødes.
Mødrehjælpen er glade. Vi er glade. Forhåbentlig bliver der også nogle rigtig, RIGTIG glade mennesker når vi er færdige med den her omgang.
Både dem, som kommer til at få en chance for at holde jul.
Og så også lige dem, som kommer til at få lidt ekstra julegaver at dele ud af.

Og det er her DU kommer ind i billedet:

Kan du?
Vil du?
Tør du?
Har du mod og kvinds'hjerte?


For mens Marina og jeg pusler de sidste brikker på plads, og holder hovederne kolde og hjerterne varme (so to speak) skal du gå i tænkeboks og finde ud af, om du har lyst til at give en gave til en vildt lækker giveaway.
Hvem ved? Måske får vi i virkeligheden bakset den største giveaway på benene, som Blogland nogensinde har set? Sku' vi i det mindste ikke gøre forsøget?

Den chance har du da ikke lyst til at lade gå fra dig. Vel?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...