tirsdag den 30. november 2010

Magiske møder


Glæden kommer som regel fra uventede kanter. Ligeledes her til aften, hvor jeg endelig følte mig let efter en dag i melankoli og bekymring.

Men pludselig opstod der et magisk møde, og noget har taget fart...
Det handler om det jeg skrev i dag. Om mødrehjælpen. Og om, at jeg ikke selv kan flytte ret meget ad gangen, men hvis vi slår os sammen kan vi flytte bjerge.
Den slags magi, som spreder sig som flagrende fnug, og inviterer os til at glæde hinanden og dem som har brug for omsorg.

Jeg glæder mig - som et lille flagrende fnug - til at fortælle jer noget mere om hvad Marina og jeg pusler med.
Du skal være med. Hele blogland er inviteret!
Til et magisk møde, som kan gøre en forskel, fordi vi i fællesskab kan flytte bjerge.

En mor som mig? Dig?




Jeg sidder inde og kigger ud.
Jeg ved godt at jeg selv synes jeg har det lidt slemt, især sådan en dag som idag, hvor angsten lige pludselig vred mig rundt i et bagholdsangreb - men jeg ved jo også godt, at der er så utroligt mange andre, der har det væsentligt værre end jeg har det.

Det er svært at tænke på, at der lige om lidt er nogen der skal holde jul, men uden at vide hvordan de får råd til at købe julegaver til deres børn, eller om de overhovedet kan få råd til at købe et juletræ eller en flæskesteg.
Det er så hårdt at forestille sig at være dén mor, som frustreret indser at julen bliver svær at få til at hænge sammen, at vilkårene er vanskelige, og børnenes naive glæde risikerer at gå i stykker.

Det lyder som noget sorg-romantisk pladder, ikk? Men det er desværre den skinbarlige sandhed, at der rundt om i landet sidder adskillige familier, som er så fattige at julen synes uoverskuelig.
Vi snakkede også om det sidste år. Der var det også slemt.
Og desværre har jeg ladet mig fortælle, at det er endnu værre i år.
There you have it.
Ingen pladder-romantisk HC-stil over dette eventyr. Men blot fattigdom. I dag. I Danmark.

Den sorg blev jeg forskånet for da jeg var barn.
Men min mor gjorde ikke.
Som enlig forsørger i en tid hvor kartoffelkur gjorde sit for at skære hvor der kunne skæres, vendte min mor hver krone og øre for at opretholde et liv, hun følte var værdigt for hende selv og hendes døtre.
Jeg husker ikke så meget af det, andet end jeg godt var klar over vi var 'fattige'.
Men at min mor fik julehjælp fra kirken vidste jeg først for nylig, da jeg talte med hende om livet som enlig mor.

Jeg har svært ved at acceptere at der rent faktisk findes fattigdom i Danmark. Jeg ved, at der er kvinder derude i landet, som kæmper en indædt og stolt kamp for at give dem selv og deres børn et værdigt liv. Jeg er selv barn af én af dem, og den stolthed har jeg taget med mig. Og taknemmeligheden for at have lært, hvilke værdier der betyder mest.
Men det er altså stadig svært at acceptere.

Jeg ved godt, at jeg går rundt og sukker efter en iphone, og jo - bevares - jeg vil blive vildt lykkelig og jublende glad ved at have sådan én.
Men mit største julegaveønske i år er altså at de penge, der ellers skulle være brugt på tingeltangel til mig, bliver givet til Mødrehjælpen.

Og mens jeg sidder her og kigger ud, og ét eller andet sted er så dybt taknemmelig for at jeg blot er angst og ikke andet, og at mine børn har et godt og værdigt liv - så sidder jeg og hækler.
Fordi der her i byen er åbnet en butik. Og jeg plejer ellers ikke at lave ting som sættes til salg, men lige i denne butik må mine sager gerne sælges.

Sneblind


Det var sjovt nok i går. Men i dag er det ikke sjovt mere.
Det store, grønne angstmonster har grebet fat i mine indvolde, og jeg kan simpelthen ikke komme ud af den dør.
Og nu går det ud over at børnene ikke kan komme i skole. Igen.
Jeg synes det er pinligt, og jeg er allerede igang med at dunke mig selv i hovedet med alle de fordomme om forældre af min slags, og alle de forventninger jeg har til mig selv som nogens mor.
Men jeg kan ikke. Det kan jeg bare ikke.
Vejene skræmmer mig mere end min bekymring for børnenes skole.

Det går jo ikke? Hvad så med i morgen? Og på torsdag?
Skal de så blive hjemme hver eneste fucking gang deres mor bliver bange for verden?

mandag den 29. november 2010

Nu glædelig jul




I år bliver noget helt andet end jeg nogensinde har prøvet før.
I år skal jeg holde jul uden mine børn.
Jeg gruer allerede, og det endda på trods af at jeg har en lang tradition bag mig som julekyniker No. 1.

I alt for mange år handlede julen om hvem der havde mest ret og lov til at få sin vilje. Skilsmisseliv, I guess. Det fortsatte til jeg var langt op i teenageårene med årlige skænderier og trækkerier - dog aldrig mellem de samme mennesker, men altid med nye aktører der på én eller anden måde synes de havde noget der skulle bestemmes.
Jeg kom til at afsky jul.
Ikke på grund af julen, som jeg jo egentlig - hvis jeg skal være hundrede procent ærlig - stadig oplever som fortryllende magisk, men på grund af den stemning af kaos og ufred julen altid bød på.

Da jeg blev 'stor', i hvert fald stor nok til at have mine egne børn, blev julen noget andet. Nemlig et kapløb med tiden og økonomien for at få alle ender til at mødes og alle bedsteforældre gjort glade og tilfredse.
Ok, jeg lyder måske lige lovlig hård hér...

Men sandheden er, at vi i flere år styrtede rundt tværs gennem hele Dk, med det offentlige fordi vi ikke havde kørekort, og havde brugt både decembers og januars SU på transport og julegaver til alle.
Vi var jo forældre til begge siders første barnebarn, senere børnebørn. Og den slags forpligter!
Jeg husker især én jul, hvor barnevognen var fyldt til bristepunktet med udstyr og pakkenelliker - og barnet i stedet måtte bæres i armene hele vejen fra København til Jylland.

Julen kom til at handle om noget andet end ufred - den kom til at handle om det stik modsatte; nemlig et desperat forsøg på at stille alle tilfredse, så ufreden kunne holdes væk i strakt arm.
Vi drønede rundt til 3, senere 4, forskellige dele af familien hvert sit sted i landet, og den eneste ufred at spotte var dén som voksede mellem os, og den som tydeligt mærkedes indeni.
Julefred, min bare!

Men så lavede vi 'juledoktrinet', som min far så venligt kaldte det.
Vi besluttede nemlig, at vi som småbørnsfamilie med ringest økonomi og med de yngste børn kun ville være ET sted i julen - og så måtte resten af flokken flytte sig for at være sammen med os. Vi havde 4 familier at tilgodese, 2 på Sjælland og 2 i Jylland, og fordelte derfor årene så vi på skift kunne være i de to dele af landet.
Til stor undren for nogen. Og tydelig irritation for andre.
Jeg tror måske også den største undren og ærgelse kom sig af, at vi bestemte vi KUN ville være på gaver med dem vi var sammen med selve juleaften.
(Lang forklaring, den kan I få en anden dag...)

Det holdt ikke særlig længe. Så begyndte der at dukke en hel masse andre forbehold ind. Sådan noget som at der fx var en forælder der måske snart skulle dø, og måske var det sidste chance for at fejre jul sammen? Eller at nogen forældre blev skilt, og hvordan fordeler vi os så?
Det var bare aldrig til at planlægge - det er den slags jo ikke, for livet sker uden vi vil det, og vi kan altså ikke bestemme over fremtiden.
Men det betød bare, at julen ændrede sig igen. Fra ufred til stress, og fra stress til bekymring, diskussioner, planlægningstumult og mere stress.

Jeg har virkelig afskyet jul. Ikke jul. Men jul.
Jeg har tænkt SÅ mange gange, at julen er så pivfalsk, fordi vi sidder dér og leger lykkelig familie i overfloder af mad og gaver og overforbrug, mens andre går rundt den selvsamme dag og sulter eller græder.
Vi sidder dér og stresser over at nå mest muligt på den korteste tid og synes allesammen at det er absolut vigtigs at være sammen lige præcis den 24. (for, oh - tænk nu hvis man kun var familiens 2. prioritet og kun måtte nøjes med at ses til Moster Odas julefrokost senere i julen...)
Når vi i virkeligheden er så lykkeligt priviligerede at have så mange mennesker i vores liv som betyder alt for os. Og 364 andre dage fordelt på resten af hele året til at fortælle dem præcis de samme ting, som vi fortælle hinanden juleaften.
Den aften har givet mig myrekryb. Den aften har gjort mig så vred, fordi det har været så billigt at sige alle de ting den ene aften om året, som måske burde siges alle de andre dage resten af året.
Og vi mæsker os og fylder os med fedt og sukker og tingeltangel i pinlig overflod, mens vi klynker over at verden burde være mere som juleaftensdag hele året rundt.

Føj. Jeg har virkelig haft det svært med jul, som det nok ganske tydeligt fremgår.

Men i år, ikk?!
I år er det mig som er blevet skilt. Og mig som pludselig er med til at lave kuk i systemerne.
I år skal jeg ikke være sammen med mine børn.
Og pludselig ændrer det hele sig igen.
For i år er julen ikke hængt op på d. 24. december. Ikke herhjemme. Den dag har vi alligevel ikke sammen, og det er faktisk temmelig ok.
For så kan jeg nemlig få lov til at gøre dét jeg har tænkt så mange gange; at gøre hver eneste dag i hele juletiden til noget særligt.
At hver eneste stund skal rumme den magiske stemning af latter og blødme, som julen er.
Det kan jeg godt li.
Ok - jeg gruer for d. 24 december, fordi det er det HELE der bliver lavet om. Alt hvad der var jul er ændret og d. 24 bliver det meget, meget tydeligt. (Jeg har heldigvis en aftale om at jeg har lov til at tude ned i en flaske Asti dén aften, så det er ok)

Men en julemåned med julefred og magisk samvær med de mennesker, der er de største i mit liv. Det kan jeg godt lide!
Vi har god tid til at se hele familien og være sammen på en god måde, uden at skulle springe ud af døren for at nå det næste besøg. Og vi har god tid til at fortælle hinanden de historier der skal fortælles om det år vi siger farvel til. Og tid til at fortælle hinanden om de ønsker vi har for det år der venter på os.

Og se lige engang hvem vi fik ind ad døren i dag:


Glædelig jul. Fra en julekyniker. På den traditionelle måde!

Suicidal Bunny

Den eneste bog du nogensinde behøver: 































Billederne har jeg her fra

Undskyld, Frøken. Må jeg gå i gaarden?


Vi har hjemmeskole i dag.
Sneen taget pippet fra mig, og jeg orker ikke at begive mig ud på landevejene med risiko for snedrive-attacks. Så vi er her i dag. Hjemme, med ild i brændeovnen og lys i adventskransen.
Jeg skulle have været afsted på kursus i dag, men har prioriteret at være hér, egentlig fordi mit eget liv er vigtigere end alt det andet.

Lige nu har vi frikvarter.
Morgenen startede med Morgensang; vi skrålede lidt julesange og tændte derefter fortællelyset, og lod Kim Fupz Aakeson underholde os, mens vi langsomt vågnede.
Nu er fortællelyset igen slukket, og de store drenge leger nede i kælderen, mens Tøsebarnet kravler rundt med sine påklædningsdukker.
Om lidt ringer jeg igen med skoleklokken, og så har vi en times lektie-indhentning.
Når vi har spist madpakker skal vi ud i det store frikvarter (Alle mand skal ud! Ingen undskyldninger!), og det er kun i orden at slås med sne i den fjerneste ende af haven...

Jeg tror måske vi skal have hjemkundskab lidt senere - kunne man ikke godt trænge til lidt pebernødder sådan en hjemmearbejdsdag?

søndag den 28. november 2010

De higer og søger....

'Sølvfarvet tøj til sølvbryllup'....  
Mnjaaa, tjooo.... jeg har godtnok været gift engang, oven i købet i temmelig mange år. Men sølvbryllup har jeg aldrig haft. Tror heller ikke jeg ejer noget sølvbeklædning. Måske man sku overveje det?

'Vil gerne være gravid'.... 
Jo jo da, bevares. Det må du da godt. Men helt ærligt, jeg gider altså ikke hjælpe dig. Og hvis du ikke ved hvordan den slags sker, tror jeg ikke du finder så forbandet meget konstruktiv hjælp herinde.

'Hvordan lapper man huller i bukserne?'....
Ja, fortæl mig lige det - for jeg har stadig ikke fået det lært.

'Hvordan får jeg ham til at elske mig?'...
Hø. Spørger du mig? Se evt. under 'gravid'

'Fodboldprogrammer skabeloner'...
Say what?

'Latterlige eksmænd'...
*hirh hirh hih hi hi hi hiiiii.... * Ej, helt ærligt, nu skal jeg nok blive alvorlig igen. Se, nu er jeg alvorlig... *fnis*

'Fantomsmerter hos hund'...
Øhhh... ok?


Og så den bedste af dem alle, og fik jeg i øvrigt fortalt at jeg elsker dig, uanset hvem du er?

'Tegn på høj intelligens'.... 
(YEAH!)


Lad der blive lys


Jeg gjorde det sgu!!!

Er det ikke sjovt, at jeg for præcis 1 år siden også skrev noget om at klare sig selv, ikke fordi jeg er helt og alene mutters i verden, men fordi det faktisk er ret fedt at kunne selv.
Også selvom man ikke er tvunget til det :-)

fredag den 26. november 2010

RaaaaSGU!

Det var et kønt syn, var det.
Mig. Silvan. Én stor og glad handyfamilie, med julemuzak og plastiksne.

Det er stadig lampen der driller. Nu VIL jeg simpelthen lære det!

Viggo fra Silvan forklarede og forklarede. Og tegnede en sød, pædagogisk tegning. Og lærte mig ord som 'fase' og 'stømførende' og 'korrespondanceledning'.
Men kunne heller ikke helt forstå hvorfor der er 4 ledninger der stikker ud fra loftet. Og så i dé farver?

På vej ud af de juledekorerede automatiske døre (som de helt sikkert har haft en elektriker til at sørge for, phffttt...) så jeg tilfældigt at de solgte noget juletræsnoget.

Lampen virker stadig ikke. Jeg har forsøgt alt. Endda at trygle om hjælp hos tilfældigt udvalgte og intetanende, uskyldige fædre på børnenes skole - og på Facebook.

Lampen virker ikke. Kun lidt. Når man tænder for bordlampen blinker dén jeg er ved at sætte op i loftet. Som om den lige tilfældigt vil fortælle mig at jeg er til grin....
Så nu går jeg i split af arrighed.
Og går ned og pynter et juletræ sammen med ungerne. Det kræver i det mindste ikke el.

Wrnnnn wrnnnn

Udfordringen lød "Find et billede af hvordan du gerne vil have det, når du er dig selv igen. Hvordan du gerne vil være. Når du er glad og kan rumme livet, og livet rummer dig."
Det er da ikke så svært? Phhhffftttt.......

Jeg valgte det her, og det kan man jo så lægge i hvad man vil:

In it for the ride!


Hvad mon du ville vælge?

torsdag den 25. november 2010

Hjerte

I dag har noget rørt ved mit hjerte. Noget let og flaksende. Noget uendeligt og levende. Noget nu.
I dag har jeg selv mærket mit hjerte, og at det er mig som har evnen til at give det fri.
Mit hjerte har følt sig så ømt i så lang tid. Det har gjort så ondt, og jeg har været så bekymret for det.

Der var engang hvor mit hjerte sang af fryd og glæde og længsel og lyst. Men mit hjertes sang ændrede sig fra dur til mol, og kendte til sidst kun sorgfyldte vemodige toner og en dyb bas-tung smerte.
Jeg har så længe forsøgt at forklare mit hjerte, at der er så meget smukt i verden at synge om, og nok har mit hjerte lyttet, men frygten for smerten gjorde det tavs.

Men den vidunderligste af alle Fyrbødere kom da jeg kaldte, og holdt om mit ømme hjerte, pustede på det og varmede det med kærlige ord.
Mit hjerte følte sig igen en smule lettere, smukkere, håbefuldt. Men stadig også ømt og smertende.

Min fyrbøder passer på mit hjerte, når jeg ikke selv kan.
Men mit hjerte skal ikke holdes om forevigt, det skal kunne klare sig selv.
Og i dag oplevede jeg, at den som kender kuren mod mit hjertes smerte er mig selv. Mit nu. Hvor sorgfyldt det end føles er det mig, og kun mig, der kan hele den ømhed.
I dag var der noget der rørte mit hjerte.
Det var mig selv der rørte det, og virkningen var så voldsom at jeg skyndsomt trak mig tilbage igen.
Men jeg mærkede det. At jeg rørte mit hjerte, at det var mig selv der fandt vejen derind, at det var mig der pustede der hvor det gør ondt.
Det er godt at min elskede Fyrbøder holder om mig og mit hjerte. Det ville knække uden ham.
Men jeg mærker håbet, for noget andet og vigtigt har idag rørt mit hjerte. Let og flaksende. Stilfærdigt og helende. Nu.

En baljefuld savn


Nogen kommer hjem igen i aften og fylder vores liv med larm og tusinde spørgsmål og perleplader og opvask og sokker med huller i og knus og skænderier og finurligheder og råberier og leg og dimser over det hele. Og kærlighed. Baljevis af kærlighed.
Jeg glæder mig. Meget.

onsdag den 24. november 2010

Skal du ha' en på lampen?

Årh, forbaskede forbaskede forbasket!

Jeg VIL altså sætte den lampe op. Synes det er totalt pinligt, og står her og skærer tænder, for helt ærligt, jeg vil ikke være afhængig af at vente på at Fyrbøderen kommer hjem og forbarmer sig over mig - eller endnu værre - at jeg bliver nødt til at bede min (ellers temmelig ok) eksmand om hjælp.
Det var mere end nok at han hjalp mig sidste gang....

Jeg har købt en lampe. Som du nok har gættet. Til vores soveværelse.
Og - hurra - tænkte jeg... Ingen planer for resten af dagen, så hvorfor ikke kaste sig ud i noget feng shui'sk lækkerkarma, og indrette soveværelse til en lille romantisk oase. Og sætte lækkerlampe op.
Troede jeg.

Vupti vupti. Af med skodlampen der hang der i forvejen. Stykke kage! Og vupti vupti. Afisolere ledninger på ny lækkerlampe. Endnu et stykke kage.
(jow jow, man har vel fulgt lidt med, når eksmand flexede handymusklerne)

Og vupti vupti. Så stod jeg med to ledningsender på lampen. Det er der ikke noget mærkeligt i, sådan ser en lampe ud på vrangen.
Men at skulle parre dem med de fire (?) ledningsender der nu stikker ud af loftet på soveværelset.... Øhh...
Vupti vupti. Så så man lige mig give op. Eller... det vil sige.... så så man lige mig google rundt efter en løsning. Og løsningen er åbenbart at kontakte en fagmand.

En fagmand? For at sætte en åndsvag lampe op? Så det vil sige ingen feng shui'sk lækkerkarma i dag?
Arg. Og nu har jeg selvfølgelig ikke fået kigget efter hvordan skodlampen sad på i første omgang. Og klart, at jeg ikke tør begynde at rode med det, når der pludselig er dobbelt så mange ledninger som jeg troede der skulle være.
Så fra at have en skodlampe på soveværelset har vi nu ingen lampe på soveværelset. Ikke ligefrem det jeg kalder fremgang....

Shit.
Bliver jeg så virkelig nødt til at tage et håbløst pinligt og dybt diskriminerende 'Lampe-kursus-for-kvinder' i Silvan, bare for at blive i stand til at hænge en enkelt lillebitte lampe op?
Det er der sgu da ikke meget feng shui'sk lækkerkarma over.

Same procedure as every year?

Nå, men så sidder man der til det som har udviklet sig til den månedlige løftede pegefinger.
På den hårde skammel, på den anden side af sin læges kæmpebord, fyldt med metaldimser jeg helst ikke vil  vide hvad man bruger til...
Hendes stol er selvfølgelig højere end min, og jeg føler mig fuldstændig som om jeg sad skoleret på rektors kontor.

Mig: "Nå, men jeg er så startet på det her kursus....."

Lægedamen: "Ja, det er vigtigt at du starter på det kursus. Det er majet, majet vigtigt! Hvor længe har du været sygemeldt? Et år, snart? Så er det majet, majet vigtigt!"

Mig: "Ja, det er jo også derfor jeg er startet, og jeg synes egentlig det...."

Lægedamen: "Ja, for det er majet, majet vigtigt!"

Mig: "Øh.. ja."

(pause, mens lægedamen kigger på mig over sine halvkantsbriller)

Mig: "Jeg er forresten også holdt op med at ryge"

Lægedamen: "Godt. For det er majet, majet vigtigt at holde op med at ryge"

Mig: "......."

Lægedamen: "Tager du stadig din medicin? For det er majet, majet vigtigt!"

Mig: "Ja det gør je......"

Lægedamen: "Nu får du en ny recept, og så ses vi igen efter nytår. Husk at tage din medicin. Det er majet, majet vigitgt! Og så skal du passe dit kursus. Det er vigtigt. Majet."

Mig: ".... øhm... ?"

Lægedamen: "... og så skal du sørge for at det er et SAMarbejde med kommunen, det er majet vigtigt. De er en MEDspiller, Trine - ikke en modspiller. Det er majet vigtigt du husker det. Og så skal du passe dit kursus, det er vigtigt at du kommer afsted - ellers tager de jo dine penge fra dig. Men du kan jo også vælge at blive hjemmegående husmor. Det kan du godt. Men så er det noget du vælger. Det er majet vigtigt du tænker over det. Majet."

Mig: "...."

Lægedamen: "Farvel. På gensyn i det nye år. Husk at tage din medicin"

Syvsover


Det blev lidt sent i går....

Husmoderforening gone krea


Jeg tror kage, krea og kaglerier kan kurere nærmest hvad som helst.... Depression, børnebøvl, bloggerier, mellemøstkrisen, jobfnidder og andre af den slags småting.

Gad vide om man kan komprimere det til pilleform?
Narh, ved nærmere eftertanke tror jeg nu alligevel jeg foretrækker det præcis som det er!
Helt og aldeles ukunstigt, og helt og aldeles en rigtig dejlig aften.
Tak

tirsdag den 23. november 2010

Fru Kagle



Julen falder tidligt i år - jeg har nemlig givet mig selv en gave, som jeg glæder mig til at åbne.

Totalt inspireret af Camille har jeg nemlig arrangeret min egen moderne fortolkning af Husmoderforeningen, og vi skal mødes for første gang i aften.
Det bliver en besynderlig blanding af kvinder i alle afskygninger, som intet har til fælles (endnu) andet end kærlighed til kage, krea og kaglerier.

Jeg har allerede tændt op i pejsen, så her er varmt og rart til i aften. Kagen luner sig i ovnen, og sneen falder tyst udenfor vinduerne.
Jeg kunne ikke have ønsket mig smukkere og hyggeligere kulisse til Kagleriets debut.

Der kommer flere damer i aften som jeg kender - og endnu flere som jeg ikke kender endnu, men som jeg glæder mig vildt til at møde.
Jeg har et par projekter i ærmet, blandt andet noget med nogle små nuttede hækledyr (nej - jeg skriver IKKE ordet!), eller noget med noget perlepladeværk.

Men lur mig, det bliver garanteret helt helt anderledes end det jeg lige forestiller mig. Sådan bliver det nemlig ofte, når kreative mennesker sætter sig rundt om et bord; der vokser altid noget frem som ingen havde forventet og tingene drejer sig som regel i en helt anden retning end den oprindelige.

Uha, hvor jeg glæder mig!

mandag den 22. november 2010

Vistnok....

Kan. Ikke. Holde. På. Det. Længere.....

Hrm-hrmm.. *host*, rømme sig.


.....




.....





....




(ok, jeg skal lige tage tilløb!)


...




......





(Hjælp, altså. Hvorfor er det så svært at sige? Jeg sidder her og rødmer og kan ikke rigtig få ordene ud af min mund eller fingre)


...



.....



....




Men altså.

(Ej, come ON Trine!)

Jeg, øh...

Jeg er vistnok... *rødme* ... kommet til at sige dét JA!


....

søndag den 21. november 2010

Fra FB til panik på 10 sekunder!

Så har man ikke bare en teenager i huset, men også et barn på Facebook.

Hvad filan stiller man op med det?

Jeg add'ede ham som min ven - men først efter en del overvejelse. Bør han overhovedet have lov til at kende min profil og mine voksne tanker? Er det overhovedet noget som tilkommer ham - at have indsigt i sin mors netværk, uskyldige flirte- og drillerier, statusopdateringer om uvorne unger og alt det mærkelige sådan nogen siger?

Det er en lille smule som om at den verden jeg havde for mig selv bliver invaderet. Af min egen søn, som er dejlig og jeg elsker og alt det der. Men som jeg også gerne vil have fred for. Nogen steder. Bare lidt, hvar?!

Han er sgu da også alt for ung til overhovedet at vide noget som helst om livet og nettet. Hvad bliver det næste så?
At han finder frem til min blog?

Hjælp... Han finder min blog.

Åh nej. Han finder min blog. Og så laver han også én.
Jeg ved det bare, det er sådan noget en mor ved. Så laver han en blog, hvor han fortæller om at være skilsmissebarn, og hvordan det er at have en mor som altid sidder med næsen i en computer, og som efterlader garnrester og halvlæste bøger over det hele.
Og som mishandler ham med halvrå mad og dårlige jokes. Åh, nej. Jeg VED det bare.

Jeg vil gerne af. Nu!

Baske


Opskriften har jeg her fra

Garnet er noget øko-bomuld jeg købte i Netto (af alle steder) for noget tid siden. Øjnene er træperler fra Søstrene Grene. Fyldet er fra en Ikeapude jeg har flænset for at få fingrene i indmaden.

Allerede mens jeg sad og hæklede voksede han ligesom frem med sin egen personlighed. Jeg tog endda mig selv i at sidde og tale med ham, mens jeg gjorde ham færdig. Især synes han det kildede voldsomt da jeg broderede hans fødder!

fredag den 19. november 2010

Bang

Jeg hørte en kvinde blive kørt ned i dag.
Bang.
Lyden af metal mod cykel og metal mod krop. Den lyd glemmer jeg aldrig.
Hun lå på fortovet og hulkede af smerte.
Bilens fører styrtede derhen og holdt sig til hovedet, mens han messede bønner uhørlige for andre end ham selv. Folk stimlede sammen, udrykning, ambulance, politi, afhøringer, orange veste.
Og så var hun på benene igen. Lettet. Nærmest dansende. Uden en skramme, så det ud til, og med taknemmelighedens lettelse printet i hver fjedrende lykkelige bevægelse.
De krammede, cyklisten og bilisten. Og græd.

Min far kørte også en pige over. Midt i sin egen afmægtighed og frygt for døden kørte han et andet menneske ned. Måske var han træt. Måske var han fanget i distræthed og angstfyldt filosoferen over det liv han havde, men som ændrede sig.
Jeg ved ikke hvad han tænkte, men han kørte hende over.
Og sad ved siden af hende på sygehuset, og undskyldte, og ønskede virkelig for hende at hendes knæ ville fungere igen. Nogensinde.
Jeg var vred over at han sad der med omsorg for et fremmed menneske, når nu hans egen datter havde så meget brug for ham. Jeg var vred over at han i det hele taget var så åndsvag at køre én ned, når nu han i forvejen havde så meget at tænke på.
Og jeg var stolt over at hans hjerte var stort og sårbart, og hans omsorg rakte langt ud over hans egen frygt.

Det er så skrøbeligt, det liv vi har.
Da trafikken igen var normal trak jeg igen vejret og tænkte på min far. En far som jeg i det mindste havde i 31 år. Jeg har været så utrolig heldig at have ham i så lang tid.
Jeg tror der er to hjem, hvor der bliver krammet ekstra hårdt i aften. Med taknemmelighed over at det ikke gik værre end det gjorde. Og lettelse over at livet er skrøbeligt, men dog med så uendelig og solid kærlighed.
Jeg krammer min Fyrbøder. Og ved at mine små bliver krammet i den anden ende af byen. Og er så taknemmelig over at vi har det. Det skrøbelige, uendeligt solide kærlighedsfyldte liv.

Funky stitches



Yarn over
Yarn over

Hæklejunkie

Det griber om sig.
Nu er der både øjne og vinger på ugledyret. Til gengæld er klokken snart 12 og jeg har ikke engang haft tid til at tænke på min første kop kaffe!

Den bliver så fiiiiin. Jeg bliver nødt til at lave mindst tusinde. Og forære dem væk til alle jeg kender med børn. Og alle dem jeg kender som kan li ugler. Og alle dem jeg kender som jeg kender.

torsdag den 18. november 2010

Er du næbbet?


Det bliver en ugle!

Amigurumi

Har lige lånt (den eneste danske) bog om AMIGURUMI:


Faldt tilfældigt over begrebet forleden på Ravelry, og blev nysgerrig. Fandt mere info på Puk's blog og blev endnu mere nysgerrig.
Og har nu endelig fået en (dødlækker) bog i hånden, der forklarer hele traditionen bag de hæklede lykkedyr - hvordan Japan efter 2. verdenskrig forsøgte at gemme en smadret nation bag en nuttet facade, hvor Hello Kitty jo nok er den mest kendte af figurerne.
Jeg anede ikke det var så omfattende, og med så tydelige historiske referencer.

Teknikken er bygget op på en helt særlig måde, som jeg slet slet ikke forstår endnu - men jeg forstår altså så meget, at jeg er blevet temmelig hooked, og helt og aldeles bliver nødt til at kaste mig ud i noget japansk hækleteknik.

For eksempel noget blå ugle-noget. Som ikke er til at stå for!

Gadagung og så videre

Cirkushesten skal trækkes i manegen igen i dag.
Det lykkedes mig ikke at komme afsted i sidste uge, men idag skal det være (oh, store vovemod!), for jeg har bestemt at jeg skal prøve yoga for første gang i mit liv.
Nu bliver jeg simpelthen nødt til at finde ud af hvad det er alle andre sådan jubler over, selvom jeg er noget skræmt ved udsigten...

God yoga, god røv, gadagung og så videre!

onsdag den 17. november 2010

Julen varer længe... (syng selv videre!)

Havde ellers planlagt at i år skulle være året, hvor øgleyngel skulle begaves og begraves i overdådige, farvestrålende, bæredygtige, fairtradende og pædagogisk korrekte julegaver - pakket ind i glimmer-guilander og kanelstænger nok til en hel firmajulefrokost hos Magasin.

Men ikke i år.
For mor har haft bilen på værksted, så i år må de nøjes med en pakke havregryn pakket ind i avispapir. Til deling.
Glædelig (h)jul!

tirsdag den 16. november 2010

Dagens ord



Hvis jeg siger 'Amigurumi', hvad siger du så????

(Jeg er fan!)




Tak, Puk - for ordforklaring og lækker, lækker, lækker inspiration!

Er der mere kaffe?

Almindelig morgen i Junkie-hjem:

Op - vække feprinsesse i tårnkammeret - vække troldene i the dungeon - morgenmad - morgenkaffe - morgenræs for at nå madpakker, overtøj, pakke taske mv.
Ud af dør - Junkie kører yngel i børnehave/skole, Fyrbøder kører på arbejde - og så kan dagen begynde.

Knap så almindelig morgen i Junkie-hjem:

For det første: Tag én bil ud af kabalen.
For det andet: Planlæg en teatertur med de store børn
For det tredje: Planlæg at ét barn stadig skal i børnehave
For det fjerde: Overis det hele i løbet af natten
For det femte: Fjern den resterende bils aircondition

Det vil sige at morgenen pludselig ser således ud:

Op - vække feprinsesse i tårnkammeret - vække troldene i the dungeon - morgenmad - morgenkaffe - morgenræs for at nå ud af døren til at aflevere ét barn i børnehave og én Fyrbøder på arbejde, og helst til tiden.
Ud i frossen bil - alle seler spændes - skrabe ruder fri for is på ydersiden - skrabe ruder fri for is på indersiden - skrabe is af indersiden - skrabe is af indersiden - forsøge med varm klud på rudens inderside - forsøge at bande isen væk - forsøge at lære yngel ikke at gentage bandeord - forsøge at skrabe is af indersiden - forsøge at trykke på alle knapper i bilen - forsøge at ånde på ruden til is forsvinder - forsøger at bande isen væk.
Yngel ud af bil - morgenkaffe - bandeord - telefoneren til arbejde.
Kold morgenkaffe - rundringen til pasningsmuligheder til det barn som skulle ha været i børnehave - flere bandeord i telefonsvarere.
Sms til eksmand - sms fra eksmand - eksmand midt i stue - mere varm morgenkaffe. Børnehavebarnet pakkes sammen og sendes med fædrende ophav på kursus.
Mere morgenkaffe. Telefoneren til værksted - telefoneren til bil-udlånere - arrangering af kørsel tværs gennem landet.
Mere morgenkaffe.

mandag den 15. november 2010

Got the ke-ey?


Nå ja - så var der jo også lige den der nøgleholder....

Nøgleringen 'Unplug' ligner et stik, og på væggen hænger kontakten - lige til at holde på nøglerne indtil de skal findes igen!
Ikke flere problemer med at holde styr på hvor man nu har lagt dem....
Kontakten er klistret på væggen med dobbeltklæbende tape, det tog sammenlagt 3 minutter at sætte op. Nemmere bliver det altså ikke.
(og så endda, når man kan få dem til denne pris....!)

Og som en lille ekstra feature af den fede slags, står der 'save energy' på det grønne nøgle-stik. Yey.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...