torsdag den 30. september 2010

Long Leg Sally


Jeg er blevet temmelig vild med dem, men man SKAL altså lige vænne sig til at knappen sidder helt oppe i navlen!
Og så er det jo at mode-spasseren spørger; hvordan styler man sådan et par? Hvad gør du?

Kugleskøre dame!

Min mor fylder år i dag. 61.

61 år. Så er man jo gammel?

Det underlige er jo bare, at min mor overhovedet ikke er 61.
Jeg husker dengang jeg var lille, og man synes at dem som var 34 var mega voksne og dem som var over 45 var tæt på pensionalder og plejehjem.
Og nu er det altså mig, som er 34 - og min mor som er 61...
Det hænger bare slet ikke sammen oppe i mit hovede.

Dengang jeg var omkring 10 år dansede min mors skilsmissekrøller lystigt på hendes hovede. Tætte og tossede hennarøde krøller. Vi boede til leje i et lille skodhus i Tulstrup, der var invaderet af hvepse om sommeren, og pivende utæt og iskoldt om vinteren.
Det er sådan jeg husker huset nu, som vanvittig 34-års gammel.
Men dengang tænkte jeg ikke over det. For jeg havde jo min mor. Min tossede, kugleskøre mor!

Tulstrup er en lillebitte by, der er en kirke, et plejehjem og en skole.
Vi boede i skodhuset klods op af kirken. Min mor arbejdede på plejehjemmet, og min søster og jeg gik på skolen. Min allerbedste veninde var præstens datter (Karen. Og gæt selv hvorfra min datter har sit navn!)
Hele verden var samlet i den lillebitte by. Hele verden var centreret omkring min mor. Tossede, tossede mor.
Hun var enlig mor, og når jeg tænker over hendes liv dengang er jeg forundret over at jeg slet ikke husker hende som negativ eller sorgfuld.
Tværtimod husker jeg hende som rapkæftet og viljestærk. Hun byggede selv en garage til vores lille 2CV'er, og slagtede selv høns 'fordi det var vigtigt at hendes døtre lærte hvordan tingene så ud i virkeligheden'.

Selvom vi havde bil cyklede vi ofte til Ry for at handle mælk, uanset hvordan vejret var - og hvis min søster og jeg blev vrantne eller opgivende stak hun i et hyl af en sang, og trallede sig gennem genstridigt regnvejr og sine børns lunefulde temperamenter.

Min søster kom tit slæbende hjem med hel- eller halvdøde dyr, som hun skulle passe, og hver gang et dyr døde skulle det begraves op af kirkemuren på ordentlig manér. Troligt fandt min mor cigarkasser, silkestof og den lille skovl frem, og gik trofast med i kortegen af sørgende børn hen til kirkegårdsmuren, hvor dyret blev begravet med salmesang og et lille kors af ispinde.

Ved siden af skolen ligger en lille skov ned til Knudsø, og det var fast tradition at gå ture i skoven, min mor, min søster og jeg. Og det slog aldrig fejl; hver gang min mor fik øje på en stor sten forlangte hun at den blev indtaget og 'nogen' skulle holde tale. (Den dag i dag kan jeg stadig ikke gå forbi store sten, uden at springe op på dem, slå ud med armene og tage min mest højtideligt fjollede stemme på.)

Hun lavede regler for gaggede gangarter. Hun pakkede madkurve og inviterede til lange, vilde cykelture. Hun vaskede vinduer i bar røv og regnfrakke. Hun opfandt besynderlige lege. Hun kravlede rundt i huler og serverede saftevand og boller til de opdagelsesrejsende. Hun var virkelig virkelig mærkelig. Og helt vidunderlig!

Og i dag bliver hun 61 år.
Selvom hendes alder og helbred fortæller noget andet er hun altså stadig lige tosset. Nu bare med sine børnebørn!
Jeg mener - en ganske almindelig tirsdag kan hun ligge på gigtplagede knæ og kravle rundt i et inferno af Playmobil og dukker, fordi ungerne og mormor sådan set er ved at bygge Grønland, med igloo, eskimoer, vat-bjerge og - selvfølgelig - den kongelige porcelæns-isbjørn. Fordi den hører jo ligesom til i legen, ikk!
Hun kører rundt på sin damecykel med barnesæde bagpå, fordi hun fast henter et barnebarn én dag hver uge.
Hun fjoller rundt, opfinder lege, synger mærkelige sange, svømmer om kap med teenageren, finder dimser og dutter og påklædningsdukker fra sin egen barndom frem. Hun klæder sig ud, og hun tegner og fortæller og er virkelig virkelig mærkelig. Og helt vidunderlig!

Hun kan simpelthen umuligt være 61. Det hænger bare ikke sammen. Det passer meget bedre til hende at være 34, synes jeg.
Pension? Hvorfor dog det, siger hun. Hun har en faglig stolthed og er eminent dygtig til sit fag - hun har lige været på kursus, fordi det er vigtigt at lære nyt og hele tiden holde sig ajour med sit fag. Hun render til flere koncerter end jeg gør. Og må jeg lige ha lov at tilføje, at det altså er min mor der har backstagepas til det meste, og ofte fortælle at hun har hun trykket dén og dén i hånden, og i øvrigt er Clapton slet ikke så stor i virkeligheden.
Hun drøner rundt på cykel i Toscana og er fast inventar på Skanderborg Festival.
Hun lever og nyder og ånder og ER! For hendes livsnerve er syngende og trallende, og hun har så meget liv og lyst og leg. Hun er for fed, er hun. Hende min mor.

Jeg har købt en gave til hende, som jeg virkelig glæder mig til at give hende i aften.
(Nu læser du ikke med, vel mor?)
Nemlig Annamettes bog 'Min mor', hvor hun kan få lov til at fortælle om sig selv og sit liv og sine tanker. Og forhåbentlig kan jeg en dag få lov til at kigge med over skulderen.
Jeg tror nemlig gerne at jeg vil være min mor når jeg sådan for alvor bliver rigtig voksen (altså deromkring de 61 år...)

onsdag den 29. september 2010

Get Lucky

What?
What. What. What. What. What...?

Så har han fandme købt en Kitchen Aid til mig!
Bare lige sådan. Fordi han synes jeg er dejlig. Og fordi. Bare fordi.
Jeg kunne være blevet skide fornærmet, hvis ikke det var fordi det er er fusking Kitchen Aid. Som i total yndlingsmaskine!

Jeg tror der er nogen der er heldig i aften. For så nem er jeg nemlig!

Mormor ønsker sig


I min nye yndlingsbutik 'Søstrene Grenes' (som udelukkende er blevet yndling, fordi de endelig har åbnet en biks her i byen!) har de det lækreste kludetæppe liggende til salg.
Sølle 148 kroner.
Og jeg købte det ikke, for jeg tænkte at det måske var smart at have et par gaveønsker på hånden, når nu folk kommer væltende for at bese matriklen.

Jeg kan lige se hvor tæppet skal ligge - i køkkenet foran vasken, så der ikke bliver spildt mere end højst nødvendigt på gulvet.

Men da jeg så havde tænkt kludetæppe, kom jeg til at tænke på gyngestol. Og da jeg havde tænkt gyngestol kom jeg til at tænke på portvin. Og da jeg havde tænkt portvin kom jeg til at tænke mormor.

Så mormor ønsker sig en gyngestol, hvor hun kan sidde og strikke og tylle portvin og fortælle røverhistorier, mens ungerne bliver jaget ud i køkkenet for at vaske op!
Og alt det, bare fordi der er åbnet et 'Søstrene Grenes' i byen....

tirsdag den 28. september 2010

Farvel - og Goddag


Jo. Gu er det vemodigt at sige farvel til den lejlighed!

70 kvm skilsmissehjem. 70 kvm børnemylder, crappy mad og forbudte smøger. 70 kvm sololiv og solotanker og engangssex og stædighed og ensomhed og 70 kvm tudeture og raseriudbrud og meget lange bade!
70 kvm seperationsangst og navlestrenge og 70 kvm fyldt med lego og savn og undren og de tusinde spørgsmål børn stiller, når verden omkring dem pludselig ændrer sig, og skal give mening på en anden måde end førhen.

70 kvm affaldsliv som død og pine skulle transformeres til simpel zen-living, ellers ville jeg sagu'sgu gnave min selvrespekt i stykker. 70 kvm affaldsliv, som aldrig kom til at give mening, fordi meningen altid ligger lige præcis uden for rækkevidde - men 70 kvm kompostliv som så småt ændrede sig fra affald til noget gen-anvendligt og nærende!

Det var i den lejlighed jeg for alvor så mig selv i øjnene. Ikke fordi jeg forstod hvad jeg så, eller egentlig brød mig om det.
Det var den lejlighed der blev mit første hjem - alene. Første gang jeg nogensinde (like EVER) prøvede at bo alene, tænke selv og gøre hvad jeg ville (eller følte jeg 'burde'. Måske i virkeligheden også ret meget af det....)
Det var i den lejlighed jeg først følte mig så stærk som fucking Pippi, jeg var verdens stærkeste pige - for bagefter pludselig at blive bange for alting og ingenting.

Det var i den lejlighed jeg burede mig inde og nægtede andre og mig selv adgang til mit hjerte, og det var i den lejlighed en Bonderøv vristede sig ind gennem vinduet i hælene på indbrudstyvene. Det var i den lejlighed han stædigt insisterede på at erstatte alt det jeg havde mistet med noget større, smukkere, bedre.
Og det var i den lejlighed jeg endelig blev nødt til at se min frygt og mig selv i øjnene, og lade ham få plads i det 70 kvm store ego-liv, fordi jeg ikke kunne modstå hans blødme, og fordi han fik de selvsamme 70 kvm til at føles som et palæ af kærlighed!


Mit liv kan deles op i mange skelsættende begivenheder - den lejlighed er en af dem!
Det er vemodigt at tage afsked med 70 kvm skelsættende liv, men også overvældende fordi de små rum og store oplevelser der fylder lejligheden, for altid vil være mit sted, min start, mit hjem, mit hjerte.

Vi var forbi med kage og farveller, børnene, Fyrbøderen og jeg. For lejligheden er tømt og vores liv har fundet nye kvadratmeter, og en sidste stund i de gamle rammer er vigtige, så sjælen for alvor mærker at nu er det tid til afsked.

Farveller bliver det dog ikke til i den forstand, for hvor trist ville det ikke føles bare at overlade så vigtige kvm til en tilfældig?
At mine 70tusinde kvm liv blev overladt i en vildt fremmeds varetægt?
Og hvor ufattelig heldigt/ taknemmeligt/ synkront/ elskeligt/ vidunderligt/ vigtigt/ ufatteligt er det ikke, at det netop er hende, der også holder mit hjerte, som kommer til at leve sine 70tusinde kvm liv i netop den lejlighed?


Det Kreative menneske

Hvad sker der, hvis man stiller de præcis samme spørgsmål om kreativitet til vidt forskellige mennesker med vidt forskellige livssyn og ståsteder i verden?

Det synes jeg er et uhyre interessant eksperiment - og derfor har jeg inviteret flere af de mest kreative mennesker jeg kender til at svare på mine spørgsmål.
Første 'offer' var David, 12 år og Lego-ekvillibrist - og jeg er superstolt af at fortælle dig, at du lige om lidt kan få lov at suge til dig, når én af mine store heltinder, Lykke Rix, øser ud af sine store fortællegaver og interesse om - netop - det kreative menneske!

Stay tuned. Jeg glæder mig.

Normalitet incoming

Hæ!
Jeg tror nok vi har haft vores første skænderi!!!!

Får næsten lyst til at sætte kryds i kalenderen og fejre det som en anden mærkedag - 'hurra, vi er normale'
Jeg skal nok skåne jer for detaljerne, men kogt ned til en spiselig ret var det cirka sådan her det så ud i går aftes:

Træt Junkie: "Årh, dejligt du er hjemme. Vi har savnet dig, og nu må det være din tur til at være ham som smiler og leger at vi har totalt styr på det hele, og så leger vi også at jeg ikke behøver være den voksne mere!"

Træt Fyrbøder: (drivende ironisk)"Ja ja....."

Træt Junkie: "Dont you 'ja ja' me! Dit utaknemmelige skarn. Og hér har vi gået og ventet på dig, men det siger jeg dig Egon - meget har du budt os...."

Træt Fyrbøder-Maude: "Jeg går op og lægger mig. Sig til når du er blevet normal igen"

Træt Junkie: "Så kan det også vær ligemeget, nå. Og så drikker vi bare al den varme kakao selv. Nå"


Hurra! Vi ER normale!

mandag den 27. september 2010

Mangelvare

Hvor fanden har jeg pakket min hjerne ned?
Den må for helvede være her et sted...  Den eneste stump jeg har fundet er den irrationelle hysteri-bid, men dén har jeg lagt i sprit for at gemme den til senere.
Grrrr... hvor fanden er den henne?

søndag den 26. september 2010

Solskin og sommerfugle!













JA!

Juleaften og alle mine fødselsdage tilsammen!
Kys og æblekage. Kasser og ondt i hver en muskel. Rod på rod på rod, og flere stuer som begynder at ligne at her bor nogen. Os!
Ulla Henriksen ville sprække hvis han nogensinde skulle blive lige så glad som jeg er i dag.

fredag den 24. september 2010

Flyttemand Olsen, bullshit og BørneBanden



Drengene er ikke klar over præcis hvor smadrede de kommer til at være senere i aften.
Der står nemlig et helt børneværelse og venter på at blive pakket ned - og det er ikke mig, der kommer til at gøre det.
Jeg holder dem hjemme fra skole i dag - totalt politisk ukorrekt - med den ganske simple argumentation, at de selv bliver nødt til at flytte deres sager.
Tænk, hvis de kom hjem fra skole og deres værelse sådan helt tilfældigt var pakket ned, og de så kommer hjem fra skole på mandag - og alting stod som de plejer, bare i et nyt hus.
Nixen Bixen Karen Blixen! Not on my shift!

Og uha, jo da! Gu skal de sgu da passe deres skole. Men jeg har ikke et split sekunds dårlig samvittighed over at tvære det virkelige liv ud i fjæset på dem når det er påkrævet.
For det er det sgu!
Mine drenge må for alt i verden ikke vokse op i en naiv tro om at alting i livet bare sådan lige ordner sig, hvis man bare passer sin skole. For sikke da noget bullshit!
Skole er vigtig! Det vil jeg ikke sætte nogle spørgsmålstegn ved OVERHOVEDET!
Men det er det virkelige liv også. Og nogle gange kan man ikke begge dele.
Heldigvis går mine børn på en skole, hvor det virkelige liv er vigtigt - ikke dermed sagt at de klapper i hænderne over at vi flytte-pjækker - men de forstår, og accepterer at det er mit valg.

Så i dag har Flyttemand Olsen rullet ærmerne op og fundet pisken frem. Vi er en familie og en familie hjælpes ad - og det vil sige, at det IKKE er mor som ordner det hele.
Drengene tager sig af deres eget flytteri, så skal jeg nok deale med det som er mit ansvar.

Til gengæld lover jeg at ynke dem i aften, når de trætte og slidte og for allersidste gang her i lejligheden kaster sig i dynerne!

torsdag den 23. september 2010

onsdag den 22. september 2010

Sku det nu være moderne?

Carrie Fisher. Uden guldbikini eller lyssværd. Men smuk som en prinsesse.
Med meget høj linning!




Hm. Og så gik jeg ellers ud for at shoppe - hvad skulle jeg ellers fordrive ventetiden med?
Og i øvrigt har jeg en rigtig god anledning til at shoppe mig lækker, for i morgen skal jeg på sushi- og løgner-date!

Men helt ærligt - jeg tror jeg må have sovet i mindst et årti eller to (eller bare have haft alt for få penge i alt for lang tid), for de ting der hænger på stativerne forstår jeg simpelthen ikke?
T-shirts er ikke længere bare t-shirts... Hvad sku det være? Glimmer, nitter eller pelikaner? Eller måske pelikaner med glimmer? Eller Hello Kitti (troede det var for børn?)
Og jakkerne? Er det meningen de skal være så små at en almindelig dame ikke har en jordisk chance for at stoppe sin ellers temmelig normale (og godt slidte) barm ind i den?
Og hvad sker der lige med størrelserne? Jeg troede jeg vidste hvilken størrelse jeg plejer at bruge, men alting er åbenbart skrumpet et nummer eller to? Eller er det meningen at det skal sidde så ålestramt?
(Det har INTET, jeg gentager INTET med min figur eller de 3 ekstra kilo at gøre, og hvis du så meget som antyder det smider jeg en håndfuld teenage-dukke-ekspedienter efter dig!)

Jeg ville ha et par sorte jeans. Det ska jeg da ha!
Mit hovede var bare ikke lige gearet til at det lavtaljede er sooooo last season, og alle jeans nu skal være super, super, super smalle og have linning helt op til navlen...

Men ok, der er andre før i tiden der har båret det ualmindelig pænt:

Brooke Shields. Og meget høje jeans.


Jennifer Grey - endda med t-hirten bundet under brystet.


Cher - åh, så smuk! Nærmest Anisette...

Mr. Jackson. Ikke klædeligt. Men høje. Meget høje...
Samantha Fox. Måske heller ikke så forbilledlig. Men høje jeans!!


Så jeg endte med et par mega-mega høje jeans. Helt op til navlen. Og føler mig håbløst gammeldags, men samtidig totalt godt tilpas fordi den høje linning skjuler både mor-deller og flomme-indlæg!

Og jeg kan sgu da tage en bluse ud over. Hvis jeg kan finde én uden Hello Kitti, som jeg kan passe....

...

Jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke venter jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente jeg kan ikke vente

Kreativ med kasser

Jeg er jo sådan set ved at flytte, og hele systuen er pakket ned. Det gør det selvsagt noget svært at være sådan krea-kreativ.
Men jeg tænker alligevel, at det er temmelig kreativt at pakke ned og skulle indrette sig i et nyt hjem – i hvert fald er det nogle af de samme tanker jeg gør mig, som når jeg strikke og syr:
Hvordan skal jeg starte, skal kanten være strammere, vil det se pænt ud med en blomstret lomme hér, hvordan vil jeg gerne have det færdige resultat til at se ud?
Og på samme måde som et nyt og sprødt krea-projekt der ligger foran én og alle ideerne vælter frem – er det lige så spændende og giver lige så meget energi at være kreativ med kasser.

2 dage!!!

Vi skulle bare lige gå en lille tur, aftenstemning hånd i hånd.
Vi havde ingen planer om hvor vi ville gå hen, troede vi, men vores fødder var enige om retningen - og mens vi gik og lod som om vi bare gik en tilfældig aftentur styrede vores fødder os direkte i retning af et hus.

Det var helt tomt og vinduerne var sorte. Jeg blev bare lige nødt til at ae havelågen lidt og strække mig på tæer for at få et kig indenfor.
Fyrbøderen stoppede, da jeg kom til at løfte håndtaget. "Det gør du bare ikke!", sagde han. "Sådan noget gør man altså ikke! Jeg går altså ikke med derind"
Men vores fødder havde andre planer end at opføre sig ordentligt, og vores næser har sat tydelige aftryk på ruderne ind til de stuer, som om lidt bliver fyldt med flytteøl, familie og fyrbøderkærlighed.

Vi listede omkring i haven og følte os som kratluskere, mens vi smagte på de forbudte æbler og fantaserede om børnecykler, lavendelbuske og tomater i drivhuset. Haven var helt tyst og lidt forbudt, og vi kyssede i alle krogene, indtil vi var helt murstensmætte og kysse-trætte.

mandag den 20. september 2010

Vi!

Det nærmer sig!
Jeg mærker det synge i mine knogler og i mine hjernevindinger. Jeg mærker hvordan det synger i mit hjerte af fryd. Fyrbøder-fryd!

Vores liv skal for alvor til at tage en alvorlig begyndelse. Om ganske få dage, timer, minutter.
Vi skal begynde på vores. Vores hjem. Vores liv. Vores.
Ikke mit. Ikke hans. Men vores!

Vi har kendt hinanden længere end jeg har turde tage kæreste-ordet i min mund. Vi har været kærester længere end jeg har tænkt på os som en samlet helhed. Vi har været to i længere tid, end jeg har turde tro på to!

Det var mit liv, han besøgte. Mine værdier, mit hjem, mine børn, min virkelighed.
Han var med, sad tæt og lige ved siden af, talte med mig om alt der kan italesættes, og alt det som ligger derudover. Langt derudover.
Men det var mit liv. I hvert fald i mit hovede.

Det var hans liv, jeg besøgte. Hans værdier, hans hjem, hans virkelighed.
Jeg var med, sat helt tæt og lige ved siden af, mens jeg talte med ham om alt det som kan italesættes, og alt det som ligger derudover. Langt derudover.
Men det var hans liv. I hvert fald i mit hovede.

Jeg ved ikke hvornår det ændrede sig, og det er vist egentlig heller ikke vigtigt.
Men der skete noget. Måske første gang jeg sagde 'vores børn'. Måske første gang han sagde det?
Måske første gang jeg sagde 'vi' og mente det? Måske første, ottende, femogtyvende gang han insisterede på at være en del af det 'vi' jeg talte om, men ikke helt turde tro på alligevel?
Måske skete det bare?

Vi deler liv og hjerter. Og om lidt deler vi også et hjem. Vores hjem!

søndag den 19. september 2010

Okaayyy?


I dag kom Jørgen hjem med en klarinet.
Han har stadig ikke fundet Luna, men jeg har på fornemmelsen hun ikke ønsker at blive fundet... Ikke endnu.
Men helt ærligt, Jørgen. En klarinet???

Jeg er ikke helt sikker på jeg overhovedet forstår deres historie - men den lever og vokser og lige nu er det især Jørgen der tager form. Som en klarinet. Åbenbart???!!!

lørdag den 18. september 2010

Heja de blå?

Og hvad laver man så en ganske almindelig lørdag i sit børnefri liv, ovenpå et par hektiske dage hvor man har tudet på sin eksmand og kastet sig i grams i kaos?

Sætter man sig med en god bog? Putter man længe i sengen med sin Fyrbøder helt tæt på? Går man ud og spiser den perfekte brunch på den perfekte café? Rydder man op og ordner sin politisk korrekte lørdagsrengøring? Sorterer billeder? Pakker?

Næh.

Man står op klokken halv syv og tager i Hammerum-hallen for at se sin kæreste kampsvede, svøbt i krigerisk blåt, syntetisk stof og knæbind....



Jeg er ikke et hal-mennekse, og har aldrig været det. Men det er faktisk en lille smule som at tage i zoo og iagttage hvordan de store alfahanner puster sig op, mens de søde hunner viser numse for at få hannernes opmærksomhed.
Heldigvis har jeg taget min kikkert med, og har gode muligheder for at observere mandenumser.
Og så ham der Fyrbøderen, ikk. Mest ham.

Skam dig, fraskilte menneske!

Nåh ja - det var jo den der panik vi kom fra...

5 mennesker på 70 kvm. 18 (foreløbig) flyttekasser. Økonomi-roderi.
Skatteregler, børnebidrag, bil-syn, boligstøtte, billån, en Fyrbøder i en papkasse, indboforsikring, internet, uddannelse (godtnok ikke min...), job (ej heller mit), lektier (overhovedet ikke mine... men dog alligevel), idrætstøj, bøjletandlæge, svømmebriller, lort på toiletkummen, sommerdæk, sengetøj med tis i, flytteangst, pakkepanik, flytte-sammen-med-ny-kæreste-panik, livspanik...

Hvis jeg nu havde været en klog kvinde - med min fornuft intakt - ville jeg ha' kunne gennemskue at en drink bestående af et ordentlig skvæt indre og ydre rod, en sjat gammelt forhold, en sjat nyt forhold, en skvis depression, en knivspids angst og et par sjatter ekstrem forvirring er en farlig og gusten-klam cocktail, som aldrig kommer til at smage af noget som helst andet end muggen røv!!

Hvis jeg nu havde været en klog kvinde ville jeg ha' sat mig ned og trukket vejret roligt. Måske lave en lille liste og dannet mig et overblik.

Hvis jeg nu havde været en klog kvinde ville jeg ha' vidst, at det blot er et spørgsmål om praktiske ordninger - at penge bare er penge, at rod bare er rod, og at man ikke kan løse alle problemer på én gang, men bliver nødt til at tage dem en ad gangen i det tempo det kan lade sig gøre.

Hvis jeg nu havde været en klog kvinde, ville jeg ha' mærket godt og grundigt efter, og ha (gen)opdaget, at nogle følelser er blivende og gode, mens andre følelser er øjebliks-relaterede og ikke afgørende for at de blivende og gode følelser er ... blivende og gode.
Hvis jeg havde været en klog kvinde ville jeg have været i stand til at skelne....

Men jeg er ikke en klog kvinde.
Og når man ikke er dét, så er det hverken lister eller stoisk ro der sidder yderst i automaten, når man trykker håndtaget i bund...

Og hvad gør man så - når man ikke er en klog kvinde?

Jah... så sidder man i sin eksmands hus og råbe-tuder fornærmelser og spyr vrede og grøn galde ud over hele hans liv, mens Flæbesø langsomt stiger over sine bredder, og hans problem med vand i kælderen bliver mere påtrængende end nogensinde før!
Så når man på et sølle kvarter at jinxe hele sin skilsmisse med formålsløse bebrejdelser og unødvendige, falske og totalt irrelevante anklager om at han skal deale med mit rod og min forvirring.
Så får man tudet sine øjne sort, og udvandrer fra sin eksmands hus uden yderligere forklaringer - og får endda ikke sagt farvel til børnene i ren og skær afmagt.

Skam dig, fraskilte menneske!
Skam dig over ikke at kunne skelne mellem de følelser der hører fortiden til - og de følelser der hører til nutiden.
Skam dig over at sætte din eksmand og hans kæreste i total forlegenhed ved at invadere deres sfære og liv med dine gamle handlingsmønstre og gamle følelser.
Skam dig, fraskilte menneske, over at du ikke fik tænkt før du talte.
Skam dig over at placere ham og hende i den situation.
Og skam dig endnu mere for at udsætte dig selv for den slags unødvendigheder!

Og når man ikke er en klog kvinde - hvilket jeg vidst roligt kan påstå i denne sammenhæng - så vælter man hjem til sit kaotiske liv og lige ind i armene på en Fyrbøder, der puslede mig med knus og grillmad.
Og en lille smule bebrejdelse over at jeg glemte at være klog...

Og når man ikke er en klog kvinde er det heldigt at have en klog eksmand, der tropper op og drikker øl fra morgenstunden og bliver længe og taler længe.
Som ikke bærer nag. Men hjælper mig med at huske at være klog igen. Og huske hvordan de gode og blivende følelser ser ud, og hjælper mig til igen at skelne. Hans fra mit. Lort fra lagkage. Ligegyldigheder fra vigtigheder.

Og når man så begynder at blive en lille smule klog - så skammer man sig over at have været så dum!

Og hvad gør man så ved det?
Glemmer det? Prøver at lade som om det ikke eksisterer?

Nej, man prøver at komme i tanke om hvordan man gør, når man er klog. Og siger undskyld.
Og så sørger man for at huske situationen! Selvom det er smertefuldt.
For hvis det aldrig har eksisteret har jeg ikke en chance for at lære af det, og måske endda ende med at blive klog. For alvor.

OMG?

Jeg har en stil????

torsdag den 16. september 2010

Kirurgisk

Snit - snit - snit

Så røg både boligsikringen og det ekstra børnetilskud....
Så må jeg jo bare håbe han er det værd....

;-)

onsdag den 15. september 2010

Hvorfor har du så store øjne, mor?


Jeg forstår ikke hvorfor jeg nærmest ser halvskaldet ud på toppen? (Og det temmelig gak udtryk i øjnene, hvad filan mener hun med det?)

Men jeg forstår, at jeg har en datter, der føler sig tryg og godt tilpas, og totalt meget i centrum!

tirsdag den 14. september 2010

Skrub ud af mit liv - eller noget?

Hvad fanden har jeg gang i?

Jeg er jo ligesom ved at flytte sammen med nogen....?! 
Jeg skulle jo ikke have en kæreste, og jeg havde bare overhovedet ikke brug for en ny mand i mit liv til at fucke mit hovede op! 
Jeg kunne fanderme det hele selv, og hvis nogen overhovedet fik lov til at komme inden for min dør - endsige få lov til at se mit soveværelse - så var det KUN KUN KUN fordi jeg gav ham lov. Nådigst!

Men han har ikke været til at slippe af med, og tro mig - jeg har forsøgt med al den skyts jeg overhovedet ejede!
Jeg fortalte ham alle de usandsynligt grimme sandheder, truede ham med mine humørsvingninger og vegelsind, tudede på ham, brugte ham som boksebold når jeg var allermest rasende, bad ham lade mig være i fred, hånede hans køn og nægtede ham adgang til mit hjerte.

Det mest paradoksale er, at jo mere jeg truede ham med at være mig selv - med alt hvad det indebærer af grumhed og galskab - jo fastere holdt han om mig.
Jeg forstår det stadig ikke?
Måske er det én af de ting jeg måske bare skal lade være med at forsøge at forstå?

Hvor sindsygt er det ikke at indlede et nyt forhold, så kort tid efter at have afsluttet dét forhold, der har eksisteret i hele mit voksne liv?
Jeg mener... jeg blev jo nærmest gift da jeg var 8?! Har levet hele mit liv sammen med én mand, og én mands måde at anskue verden og mig på. 
Jeg troede den kærlighed skulle vare for evigt, i medgang og modgang, og jeg havde intet begreb om hvad der lå på den anden side af dét ægteskab - andet end tomheden, mig, og kun mig.
Det er jo sygeligt at afslutte en epoke der har varet en livstid, med at indlede en ny epoke af samme kaliber.
Det var hvad jeg tænkte, og jeg skulle fusking ikke nyde noget som helst af at give køb på min integritet og invitere et hankøn indenfor til andet end sjov og ballade...

Det synes jeg jo sådan set heller ikke jeg gjorde. Jeg skulle jo ikke have en kæreste, remember?
Jeg gjorde alt jeg overhovedet kunne for at jage ham væk. Hele smøren om at jeg er enlig mor til 3 (!!!), nylig fraskilt, ligger i økonomisk ruin og i øvrigt insisterer på at have en nær relation til den mand jeg har elsket i mere end 15 år....

Hvad fanden skete der? 

Svaret er temmelig enkelt:

-

-

-

-

Nej, jeg fatter det stadig ikke....

Hvad fanden har jeg gang i? Aner det ikke!

Men jeg aner bare et lillebitte glimt af, at det er blevet ret vigtigt for mig, at han sidder her ved siden af mig i den lejlighed, der er alt alt for lille til at vores liv kan udfolde sig.
Det er blevet meget mere end vigtigt, at det er hans hånd jeg holder om natten.
Det er blevet essentielt at kende hans tanker og overvejelser, kende hans passioner og hans liv.

Det er blevet temmelig altafgørende at den dør og det hjerte hans nøgle passer til - er min! 

Nåeh...!? 
Det er måske i virkeligheden dét jeg har gang i?

Et kig indenfor

Måske har du opdaget at der kun er ganske ganske få dage til jeg pakker både genbrug, børn og bøger i store flyttekasser.
Derfor er det absolut sidste udkald, hvis du har lyst til et kig indenfor hér i junkie-hulen.

Men det kan du altså i dag - ovre hos A & T på boligbloggen Bungalow5 

I bedste boligreporter-stil knipsede jeg løs af alt der så den mindste smule u-pakket ud, og jeg må sige at mine amatørbilleder nærmest ser halvprofessionelle ud, når de bliver flashet på en anden blog.
I hvert fald, hvis jeg selv skal sige det.

Men øhh, når det så er sagt bliver jeg vist også nødt til at tilføje at resten af lejligheden ligner kaos, så jeg undlod at sende billeder af mit flæsk-stinkende køkken og børnenes krater-værelse...

Et par af billederne vil du kunne genkende her fra bloggen (he, jeg siger ikke hvilke...) og resten er et øjebliksbillede, fra en dag hvor jeg havde ryddet virkelig, virkelig meget op.
I virkeligheden en fabelagtig anledning til at få ryddet op og pakket endnu mere ned i kasser...
(Hvilket i praksis vil sige, at jeg flytte de grimme ting uden for linsens rækkevidde, tørrede fnuller af med hænderne og stablede flyttekasserne ud i køkkenet.)

mandag den 13. september 2010

Nåh... 12... og hvad så?

Gider ikke panikke...
Tar' en øl i stedet for. Pakker i morgen. Hvis jeg gider.

12???

Shit.
Der er kun 12 dage til vi skal flytte.

Fusking kun 12 dage?
Måske jeg burde se at komme i en slags flyttepanik. Er det ikke ved at være på tide med noget teatralsk tuderi og hysterisk kasten rundt med tøj og pikpak?
Jeg kan godt grave det frem, det teatralske paniske flytte-gear, hvis det sku' være.....
Sku det være?

12!

12 dage, 12 dage, 12 dage, 12 dage, 12 dage, 12 dage, 12 dage....... 12 dage, 12 dage!
Tolv dage.
T.O.L.V 12, tolv, tolv, tolv, 12, 12, 12, 12, 12, 12, tolv.

TOLV! DAGE!


12 dage!
Fik jeg sagt at der kun er 12 dage tilbage???

søndag den 12. september 2010

Vraggods

Nogle gange når man suser rundt på nettet bliver man fanget af ét eller andet, gemmer et billede, og glemmer alt om det igen - indtil man opdager billedet på sin computer.

Jeg ved ikke helt hvad man skal lægge i, at de vraggods-billeder der ligger og skvulper rundt på min harddisk blandt andet er

* en elg, lavet af smadrede skateboards
* en kalkun, lavet af kasserede tekstiler
* cirkusvogne
* en sari
* en lampe, lavet af mælkekasser






Jeg tror nok de gav mening engang?

lørdag den 11. september 2010

Elsk en ugle

Kan I huske uglen?

Nu har den efterhånden fået både ansigt, fjer og personlighed - og vi skal snart til at pusle det hele sammen.
Rammen er allerede indkøbt (Ikea, hvor ellers?), og i mine fantasier kommer den til at hænge i det store fællesrum i vores nye hjem - husets hjerte, hvor uglen skal sidde midt i det hele og blinke til os med al sin farvestrålende, finurlige familie-visdom!




Dagens outfit



Hello Kitty-kjole, sutsko og kuglepens-tatoveringer.

fredag den 10. september 2010

Bungalow5



Kender du Bungalow5 - den drønlækre, fuldstændig gennemdanske og vildt inspirerende indretningsblog?

"Indretning til det moderne hjem" skriver de om sig selv.
Jeg bilder mig nu egentlig ikke ind at jeg er så skide moderne, men jeg læser gladeligt med alligevel...

Bungalow5 har bedt forskellige bloggere om at fortælle hvor de blogger fra, og det er LIGE noget for en nysgerrig rad som mig.
I denne uge har de været på besøg hos Marie fra bloggen 'A Fashion Tale' - og mums, hun bor altså som jeg aldrig tør drømme om at komme til at bo; rent, æstetisk og enkelt. Krydret med små lækre designer-dimser.

De har oven i købet lavet et dødlækkert indlæg, sådan rigtig boligblads-agtigt, med inspiration til hvordan man kan få (eller rettere; købe sig til i dyre domme....) Maries stil. Se, det er bloglækkerhed som jeg forstår det.

Og hvor vil jeg så hen med alt det her?

Johhh - ser du. De har også spurgt mig om jeg vil være med.
Og fordi jeg er blogger og elsker at fortælle om mig selv kan du på tirsdag på Bungalow5 læse og se noget om, hvordan det er at bo på 70 kvm med 3 børn!

Bloglækkerhed, kom ind!!!

Goddag Verden



Det sidste jeg kaster mit blik på, inden jeg bevæger mig ud i den store, stygge verden, er disse små finurlige og farvelade-glade papirsblomster.
En foræring fra min dejlige veninde – hende med Røv og Retro – og en lille daglig reminder om at vejret måske er gråt, men farverne kan vi selv sørge for!
Crepepapir og små tapet-dutter. Easy-peasy.
Minimal indsats – maksimalt udbytte. The way we like it!

torsdag den 9. september 2010

Skabt til et liv med kærlighed. The end!! Basta!

Undskyld!

Kære David, Magnus og Karen. UNDSKYLD!
Jeg ved det godt - at være skilsmissebarn er ikke et valg I har truffet. Det er ene og alene min og jeres fars beslutning, der nu betyder at jeres liv er vendt på hovedet, at en permanent sorg skal være en del af jeres liv.

Jeg er så ked af det på jeres vegne. For jeg ved jo godt, at alle børn - uanset hvad - allerhelst ser, at deres forældre skal elske hinanden og blive ved med det.
Det er ikke jeres skyld!
Det er os, de voksne, der har ansvaret for at invitere kaos ind i jeres liv.
UNDSKYLD.

I er de mest fantastiske væsner der nogensinde har bevæget sig rundt i mit liv, jeg elsker jer overalt på jord. Jeg er ikke bekymret for om I blive kriminelle, får en skod-uddannelse... eller slet ingen?
Det er I for dygtige og for livsduelige til.

I dag er der blevet offentliggjort en undersøgelse, om at skilsmissebørn står overfor en grum fremtid.
Ondt i livet. Det er dét som meget hurtigt kan blive resultatet af at jeres forældre også har haft det. Ondt i livet.
Jeg bliver så ked af det, når jeg læser den slags. Både ked af det, og stolt af jer.
For den undersøgelse handler ikke om jer - det lover jeg.
Jeres liv emmer allerede af den storhed og kærlighed I kommer til at øse af, resten af jeres dage. Jeres vidunderlige viljestyrke, jeres kæmpestore rummelighed, jeres lyst til leg, jeres evne til at se mulighederne i vores nye livssituation.
Den måde, hvorpå I alle tre favner og rummer de nye mennesker som kommer til at være topografiske landemærker på jeres sjæles landkort - hos jeres far, og hos mig, viser mig alt om, hvor fantastiske mennesker I allerede er!
I er skabt af kærlighed og til et liv med kærlighed. Det kan hverken en skilsmisse eller en dum undersøgelse tage fra jer!

Dette er ikke jeres kamp, skal vi ikke bare aftale det én gang for alle?!
Det er ikke jeres ansvar at I er skilsmissebørn, og bliver det aldrig. I har intet at gøre med den kærlighed, som forsvandt.
Til gengæld er det jer, der betyder alt for at en skilsmisse ikke er absolut foktor, men en situation vi voksne skal tumle resten af livet. Vi holder aldrig op med at kende hinanden, jeres far og jeg. Vi har jo jer, vores børn, vores kærlighed, vores fællesskab.

Dette er ikke jeres kamp. Det er min kamp!
I må ikke tro at en skilsmisse bliver dét som kommer til at determinere jeres liv. Lover I mig det?
Det er mit ansvar, ikke jeres!

Jeg sætter al min kærlighed, al min dårlige samvittighed, alle mine kvaler, forklaringer, undskyldninger og ønsker for jeres liv og lykke i banken. Vi får brug for dem en dag, når I bliver gamle nok, tror jeg.
Om hvis I lover mig ikke at tro på den slags generaliseringer om at I bliver kriminelle, så lover jeg til gengæld at begynde at spare sammen til den psykologregning I formentlig kommer rendende med om en 20 års tid.


Vil du se mine kasser?


Man kan sige meget om et menneske, ved at kigge på hendes kasser....

* Et par kasser systue
* En hel kasse med de sidste 5 års skriverier
* En kasse til drengene, og én til pigen
* Ti unikke kunstværker i ramme og glas - og har endnu ikke pakket dem, som stadig hænger på væggene
* En kassefuld kjoler
* Fire kasser med bøger - og jeg mangler stadig at pakke reolen

Hvad siger dine kasser om dig? Må man se?

onsdag den 8. september 2010

gaaab

Den kedeligste blogger i verden...
Min morgenmad i dag bestod af lakrids og diskountsodavand. Spændende, ikke?
Og så fik jeg skrevet lidt om det. Og om cykelløb.

Malene Birger



Ja ja – det er sooooo last season, og det samme gælder billedet af mig.
Men den strik-ting bliver ved med at pusle i mit hovede.
Man må da på én eller anden måde kunne gennemskue hvordan den er konstrueret, for selve strikningen er ret hele vejen igennem.
Vinterprojekt, måske?

Druk? Nåh jah....

Man kunne selvfølgelig begynde at diskutere det etiske i at bryde de regler holdet eksisterer under.
Man kunne også overveje den broderlige loyalitet (eller mangel på samme?) når lillebror vælger sine egne prioriteringer fremfor at være klar-klar til storebrors dyst.
Man kunne også begynde at fabulere omkring hvorvidt eksklusionen ville have fundet sted, hvis ikke de vidste at samarbejdet med bossen ville slutte inden for meget overskuelig fremtid.

Men hånden på hjertet - det eneste jeg funderer over er, at jeg seriøst godt gad med disko-drengene en tur i byen!

Hov. Og i øvrigt. Stay tuned.
For i morgen vil jeg flashe mine kasser!

mandag den 6. september 2010

Krea-bolig-nørder to the rescue?


Faldt over denne herlige nøgle-ting på et loppemarked, og den er så fin.
Og nu KAN jeg simpelthen ikke finde ud af hvad jeg skal gøre med den.... (altså, jeg ved godt den skal hænge på væggen, ikk! Og at den er beregnet til nøgler....)

Skal den gøres ren, pudses op og eksistere som den er i sin totale retro-brunhed?
Skal den males? Pink, grøn, guld med lilla glimmer, sort?
Skal den tapeseres? (årh nej?)
Måske dyppes i tjære og rulles i fjer?

Geniale og gerne nytænkende forslag modtages med kyshånd! Hvad ville du gøre med sådan en svend?

Bøj & stræk

Hækler, hækler, hækler….. og når mine fingre ikke kan mere (næh nej, det er IKKE en vabel, det har jeg jo lovet man ikke får af den slags hækling… hrm hrm) så klipper, klipper, klipper jeg.
Den bliver fanderme fed! En fed måtte. Synes jeg. Nå.
Min vabel er enig!

søndag den 5. september 2010

Vinderen, og en bunke af forventninger

Lige på og sport…. her er vinderen:
Bad Fyrbøderen sige et tal mellem 1 og 25 og svaret var: 17
Hvorfor? Fordi det er året inden man bliver 18…. forventningens år. Sagde han. Og det kan man så lægge i, hvad man vil… *
Det vil sige, at vinderen af silkegarnet er LENE
Tillykke! Send mig din adresse, så smider jeg noget garn efter dig og en hulens masse forventninger om at få lov til at se noget strikkeri, måske?
Tusinde tak for jeres dejlige kommentarer. Jeg ville ønske jeg kunne sende jer allesammen en gave, bare for dem.
Men lur mig, om ikke der kommer en giveaway snart igen. Bare fordi det er skønt at få lov til at dele :-)


(* Ideen til lodtrækningen stammer fra den iltre rødhårede, hende med de blødeste øjne og den skarpe pen. Uoriginalt? Måske! Genialt? Helt bestemt. Om ikke andet så for at have endnu en undskyldning for at finde ud af hvad der rører sig i den mands hovede…..)

Hvem? Mig?

Jeg forsvandt.
Jeg forsvandt i sorgen og i stressen, og vinterkulden åd mig op indefra. Den længste vinter, som stjal både foråret og det meste af sommeren.
Det som var mig forsvandt. Det jeg troede var mig viste sig at være noget andet.
Men hvad?

Jeg ledte febrilsk og smerten i mit bryst føltes tungere og tungere, for jo mere jeg ledte jo længere væk følte jeg det gled fra mig.
Og til sidst holdt jeg op med at lede.

Paradoksalt nok viste det sig at være det eneste rigtige at gøre - i stedet for at være krampagtig og holde fast i de små knuste fragmenter af mit gamle jeg, gav jeg slip på det hele og tillod mig selv... at være depressiv.
Depressiv. At være sådan én... Hold kæft, hvor har jeg sloges med den forestilling om mig selv. Jeg var IKKE depressiv. Basta.
Og det var jeg jo. Og har været det længe. Alt for længe.

Det var svært at give slip. Og det er endnu sværere og virkelig uvirkeligt at være i limbo.
For jeg ved ikke længere hvem jeg er, nu hvor jeg har givet slip på den jeg var.

Det er den største sorg jeg har oplevet i hele mit liv. At miste mig selv.
Og samtidig er det den største mulighed, jeg nogensinde har stået overfor - at finde ud af hvem jeg er - når jeg ikke skal slås for at være den jeg er.

Noget i mig har vendt. Noget godt.
Noget er begyndt at hænge sammen. Som om småbitte brikker langsomt danser rundt og klikker, finder sammen, finder på plads.
Måske er det de gamle brikker, måske er det nye brikker - jeg ved det faktisk ikke?
Men brikkerne klikker, og der tegner sig snart en kontur af det billede de viser.

Det er så skrøbeligt, og jeg holder vejret af frygt for at komme til at vælte det hele, hvis jeg puster for hårdt til det.
Og samtidig vil jeg så gerne have det skal gå lidt stærkere. Vil så gerne videre.
Jeg er så spændt på at se det billede der skal til at dukke op.
Hvem er hun, hende på billedet? Hvad kan hun? Hvad vil hun?
Hvad skal hun arbejde med? Hvordan bliver hendes liv? Hvad vil hun brænde for, hvad vil fængsle hende?
Hvem er hun?

Jeg har overvejet en idé.
Jeg overvejer helt konkret at bede mit netværk - mine gode folk, dem jeg elsker, dem jeg respekterer, dem som udfordrer mig, dem som kender mig - om hjælp.
Jeg er ikke god til det der med at bede om hjælp. Men det her tror jeg godt jeg kan finde ud af.

Jeg har overvejet at bede dem fortælle mig hvad de ser på det billede.
Jeg overvejer om de kan fortælle mig - fx. blot med 3 ord - hvem de ser jeg er.
Jeg overvejer kraftigt om det er for meget at bede om?
Jeg overvejer om jeg tør kende deres svar?
Jeg overvejer kraftigt om jeg tør lade være med at spørge dem!

Jeg vil gerne høre din mening?
Har du prøvet noget lignende? Har du haft trang til at bede dine gode folk fortælle dig hvad de så hos dig?
Please fortæl mig, at du ikke døde af det?



Giveaway - sidste udkald

Du kan stadig nå det - hvis du skynder dig!

torsdag den 2. september 2010

DummeDukke

De sad og spiste morgenmad, Moren og Pigen, solen skinnede ind af de halvrunde vinduer, ind på det runde bord og pigens runde kinder, der bevægede sig op og ned og op og ned mens hun tyggede sin mad.
De sad begge to i deres egne tanker, så de hørte godt hvordan DummeDukken kom spankulerende og hoppede op på bordet, hvor hun satte sig midt imellem tallerknerne og skålen med sukker.

"Hvad laver I?", spurgte DummeDukke.
"Vi slapper af og nyder vores mad - og nyder at være sammen" smilede Moren.
Pigen kiggede på DummeDukke mens hun tyggede videre.
Dukken så sig nysgerrigt omkring, hun var især interesseret i sukkerskålen, men prøvede at lade som om hun var helt ligeglad.
Der var stille lidt igen, men DummeDukke kunne ikke lade være, så hun blev nødt til at spørge igen.
"Hvordan kan man nyde at være sammen, det forstår jeg altså ikke?"

Moren tog en slurk kaffe og svarede tålmodigt: "Det er når man er glade for hinanden, og synes det er dejligt at sidde ved siden af hinanden, også selvom man ikke behøver tale sammen hele tiden. Når der er nogen man er rigtig glad for og elsker højt, så er det smadder rart bare at være sammen"
Dukken så ud som om hun var tilfreds med svaret, og kiggede sig fortsat omkring.

Pigen gumlede, Moren drak kaffe, DummeDukke kiggede sig omkring og der var igen stille et øjeblik.

"Hvor er ham der manden henne?", spurgte DummeDukken så. "Hvorfor er han ikke med til at nyde at være sammen?"
Pigen kiggede på DummeDukke, men sagde ingenting. Moren kiggede på Pigen, stillede sin kop fra sig. Hun smilede til Pigen, og vendte sig så mod DummeDukke.
"Manden er her ikke mere", sagde Moren. "Han er taget afsted på sin egen rejse, så nu er det kun os der er her"
"Hmmm. Men hvorfor det?", spurgte DummeDukke. "Holdt han op med at nyde at være sammen og elske smadder højt?"
Pigens blik lå stadig på DummeDukke. Hun tyggede ikke længere.

"Manden elsker os meget, meget højt. Og vi elsker ham meget, meget højt. Men han længtes ud mod Verden, og hvis han sad her sammen med os lige nu ville han kun elske, men ikke nyde at være sammen. Forstår du hvad jeg mener?"
"Det ved jeg ikke", svarede DummeDukke, mens hun prøvede om hun kunne få en af sine fletninger ind i munden. Spidsen kunne lige akkurat nå hendes lille mund, så DummeDukke drejede og drejede og drejede sin lille nakke for at komme tættere på, men fletningen flyttede sig hele tiden, og til sidst gav hun op.

"Hvad er det I spiser?", spurgte hun så.
"Hawregwyn", svarede Pigen med munden fuld af mad. DummeDukke lænede sig ind over Pigens tallerken og kiggede ned i mælken. "Er det sne?", spurgte hun - og Pigen kiggede hovedrystede op på Moren, som trak på skuldrene mens hun smilede.
"Sne og smadder-elske og nyde. I er altså skøre", sagde DummeDukke til mælken, mens hun lænede og lænede indtil hun tilsidst fik så meget overbalance at hun svuppede lige ned i Pigens tallerken, så mælkesne og havregryn fløj til alle sider.
Pigen tørrede lidt mælk af sin hage og Moren gik ud i køkkenet. DummeDukke så sig forvirret omkring.
Pigen skyndte sig at hælde en skefuld sukker mere ud over sin tallerken, mens hun blinkede og smilede til Dukken. DummeDukke smilede tilbage til Pigen, og satte sig igen til rette på sin plads ved siden af tallerknen og sukkerskålen.
Da Moren kom tilbage havde hun en klud med i hånden, og tørrede både bord og DummeDukke.




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...