tirsdag den 31. august 2010

Pure


Så naivt og troskyldigt. Så rørende, rent og uspoleret.
Den slags kærlighed som ingen erfaringer har, og dermed ingen nederlag har lidt.
Hvem der blot kunne elske som en 10-årig!

Livet er en morgengave!


Små og store gaver.
En vidunderlig ny yndlingskop fra min vidunderlige yndlingssøster.
Et nyt og sprødt dameblad fra en ny og sprød kommende veninde.

Noget magisk og næsten umærkeligt er ved at ske. Jeg fornemmer det stilfærdigt flytter længere og længere ind under huden, og jeg forsøger at lade være med at stille spørgsmål ved det - og blot acceptere de småbitte tegn på at det er ved at ske.

I morges vågnede jeg. Og var glad. Det gjorde jeg også i går.
Jeg ved ikke over hvad, og det behøver jeg heller ikke vide. Men jeg vågnede glad. Det er nok!

mandag den 30. august 2010

Væk - eller?





Helt stilfærdigt er Luna igen begyndt at pusle i min bevidsthed.
Hist og her ligger der små gyldne farveklatter og glimter legesygt - og selvom jeg stadig ikke aner hvor hun er henne, har jeg på fornemmelsen at hun faktisk ikke er så langt væk som både jeg og Jørgen frygter?


Stjerner fødes i kosmiske tåger af gas og støv

Perverst, måske. Men sandt.

Uhhh... Lige om lidt kommer en skøn, skøn rødhåret og højttalende, vildt gestikulerende Æstetik-Tosse på besøg!
Og så skal vi lege.

Jeg GLÆ-HÆ-HÆDER mig, for vi skal lege med ord og tanker om børn og læring og æstetik - og det er så fantastisk at jeg (næsten! NÆSTEN!) får rejsning bare ved tanken!

søndag den 29. august 2010

Fagre nye verden

Om lidt skal drengene til fodbold - Danmarks Dejligste Hold gæster provinsen, og 'den gule fare' skal tage sig i agt!
Det er der jo sådan set slet ikke noget mærkeligt i.

Men øhh...
Mine drenge tager til fodbold. Med deres far. Og Fyrbøderen.
Jeg skal ikke med... er ikke engang inviteret...

Så har man også prøvet det...

lørdag den 28. august 2010

Kodak-moment

28 dage.
Så bor vi et andet sted! Sammen....

Swushh swushh


Det kan være svært at huske vinteren på dage som disse...
Jeg husker ikke så pokkers meget af min vinter, andet end den føltes forbandet endeløs og kold.
Men jeg husker det her:




Pis. Hvor gad jeg godt afsted igen i år.....

fredag den 27. august 2010

Elvis has left the building



Jeg sværger på jeg hørte ham i nat!
Og insektglasset stod ikke der, hvor jeg efterlod det i går aftes.

uuaaaaaarrrrrrhhh.....

Heldigvis er Elvis nu kørt på landet, fordi Mellemgruppen (thanks god!) har insekttema. Så langt ud på landet, at det vil tage ham flere år at stavre tilbage til lejligheden.
Men jeg sværger - jeg hørte ham pusle rundt i nat!

torsdag den 26. august 2010

Hyggenynner

Der er nogen der sidder og synger Magtens Korridorer mens de bygger med Lego.
Jeg burde i virkeligheden skælde lidt ud, fordi det er sengetid og stilletid - og de er hverken i seng eller stille.
Men jeg kan ikke holde masken, for de er simpelthen så KÆRE, når de sidder der - den ene med sin spæde røst og den anden med en stemme der knækker og brækker - med lange, bare drengeben mens de hyggenynner.

Hvis jeg begyndte at skælde-smælde lige nu ville jeg falde bravt igennem, og alligevel ikke være i stand til at holde masken for bare grin.
Men jeg siger ikke til dem at jeg synes de er 'KÆRE' - for så kan jeg være helt sikker på at hyggen er forbi!

(damn! det er godt at have dem hjemme igen!)

onsdag den 25. august 2010

Baglæns

I aften krammer jeg min Fyrbøder ekstra hårdt.
I aften har jeg brug for at holde om ham, og blive holdt om. For i aften har jeg egentlig allermest lyst til at kramme én, der har brug for at blive holdt ekstra hårdt om!
På én af den slags dage hvor universet pludselig drejer baglæns, og der som før var logisk virker svært og usansynligt uvirkeligt.

Jeg er taknemmelig over at sidde tæt her i min sofa og høre lyden af hans stille hjerte i mit øre.
Jeg er i sorg over det univers, der pludselig drejede modsat for hende jeg har allermest lyst til at holde om lige nu.
Jeg er taknemmelig over at have den slags venskaber, som er smukke - selv når de er ulækre og rådne.
Jeg er taknemmelig over at mit lille univers tilsyneladende er begyndt at gøre antrit til at ville dreje den rigtige vej igen! Selvom jeg er sorgfuld over at det er hendes smerte, der gjorde min egen taknemmelighed så tydelig!

Inde ved siden af...


Jeg har i øvrigt gang i en lille giveaway ovre på min krea-blog!
Du er velkommen til at kigge forbi :-)


mandag den 23. august 2010

RE-KLAAAAAME!


Når nogen flytter ud, bliver der jo plads til at andre flytter ind...

DERFOR:


En rigtig dejlig lejlighed udlejes, totalt centralt i Horsens - som indtil videre har kunne rumme 1 boho-mor og 3 byggeentusiastiske (møg)unger, lego og stof i lange baner - og indimellem en Fyrbøder der ikke har været til at slippe af med.
(Man behøver altså ikke være 4 (eller 5?) for at kunne være her....

Kender du nogen som kender nogen som mangler et skønt sted med god karma og kærlighed - så send en hilsen og jeg skal bringe jer videre til Ole-Udlejer :-)

Når en junkie pakker



Du godeste - tænk hvis børnene også havde været hjemme.....

søndag den 22. august 2010

Kejserindens nye(?) flip

Kender I det der med at man har deltaget i en give-away somewhere i blogland - og nu fuldstændig har glemt hvor det var, fordi link førte til link, og nu er det pist forsvundet. Lad os håbe jeg ikke vandt, så jeg ikke er gået glip af noget - eller sådan noget?

Kender I så ikke også det der med at man i ren og skær arrigskab på grund af sin tåbelige beslutning om at 'tage den med ro' og 'lytte til sit indre' går i sindsygt rengøringsmode, fordi man føler man går glip af Verdens Bedste Dag, og at alle andre garanteret har fået verdensrevolutionerende chokoladekage og blevet bedstevenneriheleverden på kryds og tværs. Uden mig....

Kender I så ikke også det, at man midt i sit rengøringsflip får et flip - og smider tusinde garnrester og stofstumper ud. For bagefter at fortryde, for måske kunne de være brugt til et hæklet tæppe. Eller noget af det der mega-populære patchwork...

Kender I godt der der med at stå på hovedet i skraldet, for at redde garnrester og stof-stumper?

Kender I trangen til at smække en Fyrbøder en på siden af hovedet, når han siger 'Nu trænger du vist til at sidde lidt ned. Hér, jeg har lavet en kop kaffe til dig'
(Så hold dog OP med at være sød ved mig! Kan du ikke se jeg er i arrigt rengørings-flip-mode?)

Kender I godt følelsen af at have lyst til at gå i seng klokken 9, fordi man er totalt smadret efter en dag, hvor man bare lige skulle 'tage den med ro' og 'lytte til sit indre' og 'sidde i kærestens arm og kigge på skyer'....?

Phhffffff.......

Himlen må vente

Himlen må vente, selvom det virkelig ærger mig...
Men i dag er jeg træt og vissen og vrissen - og slet ikke sjov at være sammen med.
Så jeg kravler tilbage i min sofa og Fyrbøderens arm igen, og kigger ud på skyerne og ber til at de tager alle de knus med til jer dejlige damer, som jeg ikke selv kan gi jer.
Himlen må vente. Og knus skal i nok få - en anden dag!

fredag den 20. august 2010

Bar røv og chokoladekage

Jeg ved godt jeg burde pakke, som jeg lige har skrevet...
(måske mest for at motivere mig selv lidt? Nå, men det virkede altså ikke)

Men lejligheden er bare så lun og lækker og H.E.L.T stille!
Jeg ved også godt at jeg burde savne BørneBanden, der røg til deres fædrende ophav i går, men det gør jeg altså ikke. Måske i morgen.

Til gengæld har jeg savnet mig selv og min egen tid, og det er nok derfor der ikke bliver pakket spor - for der findes altså ikke noget bedre end at danse grimt rundt med sin egen bare røv, skrive blogindlæg, spille bubbleshooter på sin ipod, ryge alt for mange smøger og fråde chokoladekage.
Og drikke den sidste halve flaske Asti, som står på køl fra i går - klokken er over 12, så må jeg godt.
Skål. Og god weekend!

Hvad Karen Kingston lærte mig


Jeg er ikke god til at regne, slet slet ikke ferm til noget som helst med tal!
Men jeg kan godt tælle, også helt op til 36.... (selvom det er et voldsomt svært tal!)

For i dag er der 36 dage til det hér sker!


Sølle 36 dage. Som lige så godt kunne være et helt år, så meget glæder jeg mig!
Men fuck - 36 dage betyder også at jeg gu'dølme sgu da snart skal til at pakke. Igen...

Hvor filan starter man?
Med alle de bøger jeg LIGE har fået pakket ud? Med ungernes Lego-dynger? Mit tøj?
Og hvad med alle dimse-tingene; de små æsker med sikkerhedsnåle, øreringene, kassen med knapper, garnresterne, 'jeg-elsker-dig-mor'-tegningerne, skistøvlerne, tegnegrejet, modelérvoksen, kagedåserne - skal man bare kaste dimserne ned i en stor kasse hvor de så ligger og rasler rundt som ærter i en kasserolle, eller bør jeg pakke det hele sirligt i mindre kasser først?
Åhhh - alle de beslutninger. (Jeg tror lige jeg lægger mig, Hans Christian!)

Under alle omstændigheder skal der ryddes ud!

De sidste 2 års Costume ligger i dynger under min seng - de flytter ikke med, og hvis du er interesseret skal du skynde dig at pippe op!
Det samme gælder spisebordsstolene, sortmalede 'gamle stole' med Marimekko-betræk, efterhånden noget ledløse og trænger til en gang vask. De har tjent mig godt, jeg har været utrolig glad for dem, men jeg skal videre - og det skal de også....

Og så er der den her. Som jeg aldrig, aldrig, aldrig går med på trods af at jeg elsker den. Den skal videre, og jeg smider den altså ikke ud, det gør jeg ikke. Men jeg sælger gerne!


onsdag den 18. august 2010

Paradoks

Jeg skriver personlig blog, udleverer mit følelsesliv og mine skrive- og livsambitioner, viser billeder af mine børn og mine hjem, udleverer min mailadresse og alt muligt andet.

Men jeg er åbenbart for genert til at turde vise et billede af mig selv?

Hvordan fanden hænger det sammen?

tirsdag den 17. august 2010

München 1972





Tænk at det er et ur, der deler vandene?
Åbenbart sådan et ur, som man enten elsker - eller elsker at hade.....

Bagerst i spejdernes loppehus spottede jeg et farvesplash, og for sølle 25 kroner drog jeg hjem med nok dét fedeste loppetrofæ jeg nogensinde har ejet!
Ren legelyst og farvespræl. Og jeg elsker det!

Drengenes jubelbrøl da de så uret bekræftede mig i min anelse - det ur er FEDT og inviterer til lego-eksperimenteren med tandhjul og lodder.
Selve konstruktionen er så enkel, at det kun kan have én viser - men når man sætter uret igang og pendulet i toppen svinger frem og tilbage er det totalt ligemeget om uret går rigtigt.
For det er nemlig leg, er det! Og så skide være med hvad klokken er!

Vi elsker det, mig, drengene og Fyrbøderen. Men det er ikke alle der er enige med os. Snarere tværtimod.
Men vi har allerede planlagt hvor uret skal hænge i vores nye hus - lige dér hvor det er allemest synligt og centralt - og så må vi se, hvor mange af vores gæster der elsker at hade det!

Nu er der kun én ting der undrer mig; München 1972? Hvorfor fanden har man lavet et farvestrålende plastikur for at fejre De Olympiske Lege?





mandag den 16. august 2010

Kagebjerg


Vi ses vel til et bjerg af kage?
Hvis du nu af vanvare dukker op, og hvis du nu kommer til at spekulere over hvem hende der Hverdagsjunkie er, så kig efter et storrygende (hatten af for et udendørs arrangement!), mega-talende og kagefrådende væsen med kone-hår.
Kone-hår, som i leverpostejs-page! Det kan lære mig at gå til frisør i provinsen, ka' det!

Do it again!

Det er overraskende nemt at tilgive naboerne at de holde kæmpe havefest - når naboerne er U2!

fredag den 13. august 2010

Home is where the heart is!


2 måneder har jeg siddet i vildnisset i Fyrbøderens have. Det har været den lindrende eskapiske jeg trængte til.
Den lillebitte lortebrune lejlighed føltes engang som et fængsel - men afstand øger savnet, og jeps, jeg opdagede til min store overraskelse at jeg var begyndt at savne det liv som jeg knap nok nåede at smage på, inden gulvet forsvandt under mine fødder.

Jeg er hjemme!
Vendt hjem til min lejlighed, til den hverdag jeg plejede at elske så højt, til rodedynger, børnemylder, bristede drømme, og til den Trine som langsomt er ved at lære hvordan livet skal se ud, når det leves i hjerteligt kaos.

Jeg nåede at få slæbt ikke mindre end 2 flyttekasser livsnødvendigheder med mig til Fyrbøder-land, men nu står mit kasse-liv og venter på at blive pakket om.
For om lidt - yey - så skal mit hjem og mit liv transformeres. Med kaos. Og hjertelighed. Og følelsen af at høre til.

torsdag den 12. august 2010

En ugle må der til


Jeg er stødt på de mest fantastisk billeder af Anne Sofie Holms ugler ét eller andet sted her i blogland, og jeg kan selvfølgelig ikke huske hos hvem af jer prægtige bloggere det var.... (sorry, ville gerne have linket, men I må nøjes med en taknemmelig tanke!)

De ugler der! De er et væld af farver og former mikset sammen i et barnligt væld af tilfældigheder. Jeg er helt SYG med dem!
Der står ikke ligefrem 'kunst til væggene' øverst på mit budget - men en ugle måtte der til. Så SkrigeSkinken og jeg gik i gang:




Det er ved at have udviklet sig til et helt familieprojekt, hvor alle - børn, voksne og gæster - maler fjer i et væld af mønstre og nuancer.
Når vi engang har fjer nok bliver de klippet ud og puslet sammen - på med hovedet, ind i en sort ramme - og op og hænge i det nye køkken!
Tænk sig, at byde velkommen i sit nye hjem med udsigt til fælles-ugle; det er lige så det kriller i min mave...



onsdag den 11. august 2010

Udenfor kategori!


Hvis jeg var et dyr, ville jeg være et næbnyr.
Er det en bæver? Er det et giftigt pattedyr? Et rovdyr? Eller en and?

Hvad ville du være?

tirsdag den 10. august 2010

Sandheden!



I min verden findes der rigtig mange gode og spændende bøger.
For at en bog skal fængsle mig skal den falde under én af mine kræsne kategorier;

Den skal få mig til at grine eller glemme, den skal underholde eller den skal give svar.
- Eller også er det en bog som får mig til at tænke. Over hvem jeg selv er, over det liv vi lever i
vores verden i dag, over de spørgsmål der handler om at være menneske, om at være kvinde.

Niceville er absolut en bog af den sidste slags!
Jeg åd den på 24 timer!
Det er der sådan set ikke noget besynderligt i, for jeg er bogsluger og pageturner. Må bare lige have den næste side, det næste afsnit, det næste kapitel med...

Men Niceville har gjort noget ved mig. Det er der heller ikke noget besynderligt i, for det er der mange bøger der gør. Men Niceville har gjort noget ved mig!

Historien er centreret omkring 3 kvinder, der på tværs af raceadskillelse og fordomme finder hinanden i et forsøg på at forstå.
Den udspiller sig i 60'ernes USA, hvor raceloven netop er ophævet, men hvor ingen lovgivning kan ændre på århundredes kulturelle indstilling til hvad der er ret og pligt for hvide og sorte.
Hvor ingen lov kan revolutionere det eksisterende syn på hvor en sort kvinde har sin plads, og hvad der forventes af en hvid.
Historien handler om at ændringer oftest sker indefra, nedefra. Ændringer som sker i det små, i hverdagen, i samtalerne - og i det skjulte!

Historien handler om, at det nogengange er nødvendigt at tale. Højt og tydeligt. Eller stille og i smug. Men tale - og fortælle de ting, som måske kan være livsfarlige at tale om.
Men som bliver nødt til at blive sagt, for at livet og verden skal have lov til at blive det bedre sted vi drømmer om!

Niceville har fået mig til at tænke. Over begrebet sandhed, og over hvordan vores liv oftest er domineret af helt bestemte forestillinger om hvad SANDHEDEN er.
Uanset om man er en fiktiv sort tjenestepige, en fiktiv hvid senatorsøn, eller en fiktiv hvid forstadskvinde med et ønske om at fortælle en vigtig historie - eller om man er en spillevende dansk hverdagsjunkie.

Jeg ved ikke om jeg har lov til at citere fra bogen, men jeg gør det altså alligevel... (hvis det er et problem, så lad mig lige vide det, ikk!)

Der bliver helt stille. Jeg fatter ikke, at Aibileen har tænkt sig at fortælle miss Skeeter sandheden.
Sandheden.
Den føles kølig, som vand, der skyller hen over min varme, svedige krop og køler en ild, som har brændt i mig hele livet.
Sandheden, gentager jeg for mig selv i tankerne, bare for at fremkalde den fornemmelse igen.
Pastor Johnson hæver hænderne og taler med en blød, dyb stemme. Koret bag ham begynder at nynne, og vi rejser os alle op. Jeg begynder at svede, inden der er gået et halvt minut.
"Jeg tænkte, at du måske var interesseret? I at tale med miss Skeeter?" hvisker Aibileen.
Jeg ser mig over skulderen, og der kommer Leroy med børnene, for sent som sædvanligt. "Hvem mig?" siger jeg, og min stemme er for høj i forhold til den dæmpede musik. Jeg sænker den, men ikke meget.
"Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at gøre noget så åndsvagt."

Sandheden er subjektiv. Sandheden opleves på én måde, hvis man er en sort tjenestepige og på en helt anden måde, hvis man er den hvide forstadskvinder der ønsker at skrive om det. Derfor er Niceville en meget modig og tankevækkende bog!




Det er min overbevisning - som et levende individ med mine egne subjektive erfaringer fra det liv jeg har levet indtil videre - at det er umuligt at tale om sandhedEN!
Der vil altid være nuancer på en hvilken som helst sandhed (ok, her taler vi ikke om de fysiske love, vel? Eller dog?)

Hvis jeg har stået lige ved siden af dig, og vi begge har oplevet præcis den samme situation i præcis det samme øjeblik - så vil vi alligevel ikke kunne udlede en præcis sandhed af det vi har oplevet, på trods af at vi var der begge to.
For det første fordi vi begge to vil have forskellige erfaringer og livsforudsætninger til at forstå og analysere det vi lige har oplevet. Og for det andet fordi vi ikke har stået præcis det samme sted, vi har stået tæt på hinanden, men aldrig lige præcis det samme sted!

Det er også min overbevisning at selvom vores opfattelser af præcis de samme situationer udefra kan virke nok så ens - så kan der være en verden til forskel på den sandhed vi hver især udleder af de hændelser, der sker omkring os!

Og det er min helt klare overbevisning, at vi bliver nødt til at tale om de ting vi oplever, fortælle vores historier, nuancere ethvert forsøg på at stadfæste at der kun findes én sandhed, og kun sandheden!

Det er dét Niceville har fået mig til at tænke på!
Og så har den fået mig til at tænke over nogle af de sandheds-nuancer som er nødvendige at få fortalt. Ikke midt i 60'ernes raceproblematik. Men nu - i dag - lige hér, hvor vi er!

Ikke Den Store Forkromede Sandhed.
Men mange sandheder. Mine sandheder. Dine sandheder.
Én sandhed som måske er lillebitte set på det kæmpestore lærred. Én sandhed som måske er kæmpestor og verdensrevolutionerede. Én lidt ligegyldige hverdagssandhed.
Én sandhed, som måske er svær at få sagt. Én sandhed, man ved vil gøre ondt. Én sandhed som man frygter man står helt alene med. Én sandhed man frygter sandheden i.

Alle de sandheder det er vigtigt at få fortalt - for at verden og livet skal have lov til at blive det bedre sted vi alle drømmer om at det skal være!

Og når jeg tænker sådan, så bliver jeg stolt over at være en del af blogland!
For blogland er sandhederne. Vores sandheder.

De sandheder vi hver især oplever i vores liv, og giver stemme og som skaber forandringer!
Nogle sandheder er hverdagsagtige. Nogle sandheder er forsigtige. Nogle sandheder er fuldstændig ligegyldige.
Og nogle sandheder er sindsygt hamrende vigtige at få sagt!!!!

Som dengang Julia deltog i en boligreportage, men insisterede på at fremstå mere ægte end glitter tillader - og med det samme viste et billede af hvordan hendes rigtige liv så ud, bagved den dameblads-polerede facade. Men støv, babymos, søvnunderskud og læssevis af kærlighed.

Eller som Mettes sandhed om, hvordan lives leves med en depression, og alle de op- og nedture der følger med. Og sandhederne om hvad det gør ved hende. Den kæmpestore sandhed om, at det findes, at det er en del af vores liv - VORES liv !

Eller den sandhed Hulemor skal slås med resten af sit liv. Og sandheden om at hun er viljestærk og nægter at lade sig kue, insisterende på at hendes forfærdetlige sandhed aldrig aldrig må glemmes eller ignoreres!

Eller en sandheden om at en indbildsk selvbestaltet 'krea-mester' også laver noget lort.

Eller én af sandhederne om hvorfor det er SÅ fantastisk at bo med mænd!

Eller den modige sandhed om, hvordan kvinder RIGTIG ser ud uden tøj på!

Eller Nettes sandhed, om kærlighed og loyalitet til sit barn - uanset andres fordomme.

Eller Marias sandhed om at blogging nogengange får én til at skrige RØV!

Eller sandheden om en Giveaway, der slet slet ikke virkede efter hensigten.

De der sandheder, uanset om de er små eller store, harmløse eller harmdirrende, farlige, fortrolige, uskyldige.
Sandhederne, som får en stemme og som bliver fortalt hér i blogland - og som jeg er så stolt af at tilhøre, fordi det bekræfter mig i at det ikke altid er hverken min mor, damebladene, politikerne eller min eksmand der har patent på den - men at jeg har lov til min egen sandhed, at det er i orden at have hver sin stemme, hver sin sandhed.

At VI har vores sandheder, og det er fordi vi deler dem med hinanden og fortæller dem højt - uanset størrelse og omfang, at vi ændrer verden og livet til det bedre sted vi alle ønsker at det skal være.
Indefra, nedefra. Bid for bid. Sandhed for sandhed!




(Fik jeg sagt det er en fantastisk bog? Læs den!)



Ind fra højre...

... kommer drømmene!
Og de er allesammen bundet op på det fantastiske hus!

En udklædningskasse som Marinas! Intet mindre end vidunderlig!


Ahh... Royal Copenhagen. Ikke nogen dikkedarer. Bare hvid. Og godt med kaffe!!!


Hay! Jeg er vild med stort set alt de laver - men bordet 'Loop Stand' er fabelagtigt, og ville passe helt suverænt til genbrugsbænken i dét rum, der kommer til at blive fællesrummet. Jeg får aldrig råd til at købe det, men man har vel lov til at drømme...


Et stort fad må der til, når BørneBanden forlanger nybagte boller!
Og tænk engang at komme til at bo et sted, hvor der rent faktisk er en ovn der virker når man tænder for den, og som IKKE stinker af flæsk, hvis den endelig bliver varm....


Se lige godt på den gule lampe fra BoConcept! Den ligger nemlig lige her ved siden af mig og dirrer af spænding efter at komme til at se sit nye hjem!

Aldrig har jeg længtes SÅ meget efter efteråret!




mandag den 9. august 2010

Hænger i laser


Mine dage hænger i laser, og hvorhen jeg end bevæger mig drysser fnulleret af mig, og lægger afslørende vidnesbyrd om mit forfald.

Jeg takker Universet for at der er en mening med alting, selvom den måske er nok så usynlig og endnu mere ynkelig pt.
Jeg væbner mig med tålmodighed og et strygejern.

Mine laser trænger til omhyggelig og nænsom udretning, og skal nok ende med at blive til det farvestrålende kludetæpper som livet er, når det er bedst!

lørdag den 7. august 2010

Nye tider?

Der er så mange mennesker jeg ikke har set og fået givet knus i løbet af hele det sidste år!
Men idag skal jeg give knus og dikke-dikke og snakke og hygge og få samlet op på alt som er hændt.
Trekvart år er for længe! Så lang tid går der ikke en anden gang!

torsdag den 5. august 2010

GÅ VÆK!

Jeg er SUR! Og MEGA irriteret!
Jeg er sur på det åndsvage vildnis jeg har siddet og gloet på i flere måneder.
Jeg er skide irriteret over støv og stof-fnuller.
Jeg er skide irriteret over fluer.
Jeg er bare sur! Over ingenting og alting.
Jeg er irriteret over stadig at sidde her, hvor ingenting giver mening.
Og sådan et par åndsvage lortefluer - I skal kraftedderme ikke sidde og kneppe på min skærm!
Jeg er vred over ikke at kunne mærke lysten til noget som helst; mad, sex, leg, håndarbejde.
Jeg er sur over at jeg ved der er en masse ting jeg plejer at synes er dejlige, men som bare er noget hø lige nu.
Jeg er helt vildt åndsvagt irriteret over at foråret og sommeren nærmest er forbi og jeg slet ikke har haft energi til at nyde det!
Jeg er sur på min bil. Jeg er skide træt af min lejlighed. Jeg er pisse irriteret over alt det pis jeg skal ordne for at en ganske almindelig hverdag kan fungere; regninger, lejekontrakter, oprydning, indkøb.
Så lad mig dog være, for helvede!
Jeg er bare så SUR over at jeg ikke ved hvad jeg skal finde på. Jeg er GAL over at dagene går, fuldstændig ens, uden at jeg kan mærke en skid.
Jeg er træt af at spilde mit liv på den her måde!
Jeg er sur når jeg tænker på at skulle spise mad, fucking slave af sin egen krop...
Jeg er vildt irriteret over at jeg bliver nødt til at gå i bad. Hvorfor fanden er det nødvendigt, når det bare er at gentage det samme crap igen og igen, dag efter dag.
Jeg er gal over at ingenting rigtig kan gøre mig i godt humør. Jeg er muggen over andre som ser vildt glade og lykkelige ud. Hvad fanden bilder de sig ind?
Lad VÆR med at røre ved mig!
Gå VÆK, jeg gider kraftedderme ikke at snakke med nogen!
Pisse irriterende cigaretter, der allesammen bliver røget inden jeg får set mig om.
Latterlige klædeskab, jeg skuler til mit tøj, som alligevel er en gang fantasiløse klude.
Åndsvage 64 kilo, og åndsvage 3 kilo der pludselig har sat sig midt på maven. What the fuck?
Og gu gider jeg røv at cykle en tur!
Lorteliv. Lortedag.
Jeg er SUR! Gå VÆK! Jeg gider ikke en skid, og jeg gider ikke at ikke-gide en skid. Jeg går i seng, gør jeg - med en mine som ville få Maude til at blive flov på mine vegne.
Nej, jeg er ikke sur på dig, vel. Jeg er bare sur. Men hvis du siger noget som helst eller rør mig på den forkerte måde, så flår jeg dig.
Og lad for helvede være med at klappe mig i røven - eller skal jeg sagumederme klappe dig én!
Jeg er sur på vejret, solen håner mig. Gi mig noget torden, så jeg kan være sur på det!
Fuck. Nu er min kaffe også blevet kold. Sikke noget pis!
GÅ VÆK, blev der sagt. Gå væk. Gå væk. Gå væk.
Jeg er SUR, og om lidt så skriger jeg!

onsdag den 4. august 2010

abstinenser


Ingen tv af interesse i næsten 2 uger...
Derfor udspillede følgende drama sig på min telefon for et par timer siden:

Cykel-junkie: "Har lige holdt i kryds ved siden af Saxobank-bussen. Var dog ikke tæt nok på til at se Fuglsangs øjenbryn. Forbandede tonede ruder."

Tålmodig Søster: "Haha. Er helt sikker på at drengen ikke kan stoppe igen når han først går igang med skraberen."

CJ: "Tror du også han får vokset ben? Af hensyn til vindmodstand, selvfølgelig..."

TS: "Helt bestemt :-) "

.....

.....


TS: "Bikinilinjen?"

CJ: "Og næsehår?"

.....


CJ: "Kunne man eventuelt forestille sig at Fabian har givet ham et par tricks? Fik jeg i øvrigt fortalt dig at jeg drømte om Andy forleden nat?"

TS: "Tror du trænger til noget at rykke i :-) Hvad er der med dig og det cykelhold? Til næste år er det vel Contador der trimmer næsehår i dine drømme :-) "

CJ: "Er det pinligt at indrømme at jeg fik hjertebanken da jeg så at alle vejskilte i Holstebro er pakket ind i sort plastik og PostDK-klistermærker?"

TS: "Hvis din læge hører det her er jeg sikker på at du kommer i arbejde fra i morgen! :-) De er bare så umaskuline de der cykelryttere. Nej, se du noget kuglestød, min pige!"

.....

.....

TS: "Kom nu.... Joakim B Olsen!? :-)"

CJ: "Men kan han køre på cykel? Og umiddelbart tror jeg ikke han er typen der plukker sine øjenbryn?"

TS: "Med plukkede bryn, barberede ben, trimmet næsehår og cykelhjelm"

CJ: "Jeg kan lige se det for mig"

TS: "Har du også hjertebanken?"

CJ: "Kun hvis han har brydertop på!"

Men den ville nu ha været sød i vindueskarmen...


Hedensted - tjek!

Vildbjerg - tjek!

Horsens - tjek!

Them - tjek!

Aulum - tjek!

Holstebro - tjek!

Det er ikke specielt gennemtænkt, og jeg burde i grunden have lagt en plan for de steder jeg opsøger. Men når jeg nu alligevel er ude og køre langt kan jeg lige så godt slå et smut forbi genbrugsbutikkerne, når jeg kommer forbi!

Indtil videre er det blevet til 2 bordlamper (begge grønne, naturligvis...), en cognac-farvet læderskammel, 'den lille sorte', en masse 'Sølvpilen'-blade, en kæmpe bænk, en grøn stentøjskande, en grå-grøn keramikvase, 2 vinglas og en bog om kunsthåndværk....

Til gengæld købte jeg ikke den lille mintgrønne vase med guld-bambien på - for Fyrbøderen så stift og anklagende på mig, og jeg forstod øjeblikkelig at den ikke var velkommen i det hjem jeg skal dele med ham.
Og så bliver man jo nødt til at bøje sig....

Senere i dag kan jeg også skrive tjek ud for Provins-Prinsens lokale spejdermarked. Mon de har grønne lamper?

tirsdag den 3. august 2010

*heart*




Hvorfor jeg aldrig bliver modeblogger...


- fordi motivet aldrig helt bliver centralt i billedet...
- fordi jeg ikke aner en hujende hatfis om at posere nonchelan...
- fordi jeg ikke gider barbere ben, bare fordi jeg skal ta' et billede...
- fordi jeg allerede har glemt hvilket mærke min nye sko er...
- fordi jeg faktisk er lidt pinlig berørt over at vise billeder af mig selv på bloggen...
- fordi jeg ikke helt kan sætte mig ind i om nogen overhovedet gider høre om alt det jeg shopper...
- fordi jeg faktisk ikke shopper særlig meget...
- fordi jeg altid lyver om hvor lidt jeg shopper. Når nu virkeligheden og klædeskabet viser noget andet....

Duften af ny bog


Nye bøger dufter simpelthen bare så godt! Jeg har en nørdet fetich med at stikke næsen langt ned i mine bøger og indsnuse tryksværten og forventningen om eskapistiske eventyr.

En spritny bog ligger her ved siden af mig og dufter forførende, både for min lugtesans og for min nysgerrighed; jeg er nemlig så heldig, at jeg har fået fingrene i 'Niceville' af Katryn Stockett, en bog jeg ser meget frem til at kaste mig over!

Kvinders liv fascinerer mig. Fortællinger om kvinders liv og hvordan virkeligheden kan se ud for kvinder andre steder i livet og verden har altid haft stor indflydelse på hvordan jeg opfatter mit eget liv og min egen verden.
Jeg tror ikke denne bog er en undtagelse, og jeg har en forventning om at bliver rørt og rystet!

Nu må vi se - under alle omstændigheder ligger den, sprød og velduftende og lokker mig forførerisk med løfter om stærke kvinder, hvis liv ikke er båret af tilfældigheder, og hvis fortællinger forhåbentlig er skåret af en tro på at det gode sejrer, og et løfte til mig om at kvindeliv leves i samhørighed, kærlighed og fællesskab med andre kvinder.

mandag den 2. august 2010

Unaturlige naturligheder!

Hvorfor? Hvorfor vader der tusinde padder rundt, lige så snart det regner bare en mikroskopisk lillebitte smule?
Der må sgu da være en forklaring på, hvorfor det lige skal være i regnvejr de stæser rundt og hopper omkring på deres klamme poter og glor. GLOR!
Og hvorfor lige i den lånehave, jeg sidder i?
Hvorfor?


Og hvorfor h.... render de lorte-åndsvage myrer konstant rundt og underminerer terrassen og konspirerer med deres vamle følehorn?
Jeg er overbevist om at de aftaler at det er min rødvin, slikskålen eller sodavand de går efter. Hvorfor? Og kravler rundt på alting, med deres myre-tentakler der stikker ud til alle sider, som om de snuser ud i luften efter bytte. De kan lugte frygt, jeg er sikker!

Det kan godt være det sku være så forbandet naturligt, men hvorfor føles det så ikke naturligt, men bare ækelt?

(Hjælp! Jeg vil hjem til byen!!!)

søndag den 1. august 2010

Med kaffe og stråhat


Jeg har klukket mig hele vejen igennem 'Potensgiverne' af Karin Brunk Holmqvist!
Forestil dig Astrid Lindgrens univers, blot krydret med gamle, småskøre koner - og parret med noget naivt ungdomslitteratur - og så har du et herlige, finurlige, småtossede og helt igennem fængslende univers!

To gamle søstre, der stadig bor i deres barndomshjem og lever det liv de altid har gjort - rutinerne er indgroede, og der sker aldrig noget uventet.
Men det gør der så alligevel, for i nabohuset flytter en ungersvend ind, som med sine blot 60 år og sin jævnlige gang i byen sætter griller i de to gamle tanters hoveder, så der pludselig både bliver købt nye søndagskjoler og brygget kaffe som aldrig før!
Og situationen eskalerer endnu mere, da de en dag får den vanvittige idé at de vil have et toilet indendøre...
Men hvor skal pengene komme fra? Og hvorfor bliver naboens kat så kåd, når den har drukket af vandet ved naboens storblomstrende krukker?

Lov mig at du læser den! Om ikke andet så bare for at unde dig selv et par timers hyggeligt bekendtskab med de to gamle søstre.
Desværre er den udsolgt fra forlaget, men jeg er helt sikker på at du kan finde den på biblioteket. Eller måske har du en gammel tante du kan låne den af?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...