Inside

Åh, gud! Kan i huske den her???

Sikke dog nogle... hmm... jeans!



Nummeret er så fedt! Og var nok især det som fik mit blod til at bruse. Tror det må have været for 100 år siden - i hvertfald længe inden børn, Toyota og rotter på loftet...

Enjoy!

Vil du se min måtte?

Her er måtten!

De to lyse dele er hver især et halvt dynebetræk – den grønne stribe var et hovedpudebetræk. Lige nu måler hele arbejdet 1 meter x 1/2 meter, så jeg kan godt regne ud at jeg bliver nødt til at klippe en hel del mere, hvis jeg vil ende med et tæppe der skal være rektangulært!

(i øvrigt et ord vi bruger alt for sjældent, altså ‘måtte’ – måske som et resultat af disse hårforskrækkede tider vi lever i?)

Kedsom-stolt!

Her er meget, meget stille!

Børnene er hver især draget ud på eventyr, og jeg føler mig rigtig godt tilfreds med at deres ferie sammen med mig og Fyrbøderen gav dem hverdagsro, ja faktisk kedsomhed, så de var klare i hovederne og friske til at erobre dér hvor de skulle hen.

Jeg tror at børn, lige så vel som voksne, kan komme til at lide alvorligt af stress over alt det som man gerne vil nå, og helst på den halve tid!

Vi voksne er så skide gode til at stresse os selv (jeg er, i hvert fald!), og jeg tror meget af vores stressen rundt for at nå det hele, vores behov for slet ikke at gå glip af noget, vores konstante online-liv, smitter af på vores børn - der i værste fald vokser op med en tro på at det 'rigtige' voksenliv - det de har set os praktisere - handler om, at man kun er noget værd, hvis man hele tiden har travlt.

Vi kan ikke komme uden om, at stress er en samfundssygdom, og vi kan heller ikke komme uden om, at der har været en aura af status omkring at have travlt og være stresset!

Det bekymrer mig, hvis mine børn skal vokse op i den tro at det giver status at være stresset!

Og samtidig ved jeg godt, at min indsats kan ligge et meget lille sted i forhold til den kæmpestore verden de skal til at tage mere og mere del i, - og samtlige analyser af ungdomskultur peger på, at hvis man ikke er online hele tiden, så bliver man hægtet af. Og hvem er dog interesseret i det?

Mine børn er ikke kun 'mine' i den forstand, at de vokser op i et samfund og en kultur som kommer til at præge dem - og den øgede fokusering på altid at være i bevægelse, altid have gang i en masse forskellige projekter, altid være online og 'på'.... den bliver jeg nødt til at trække i modsat retning af.

Egentlig ikke fordi jeg er modstander af dynamik og levende kultur, ej heller fordi jeg er angst for den verden og det liv mine børn skal vokse op og være aktive deltagere i - men fordi jeg synes det er vigtigt de lærer flere facetter af virkeligheden at kende.

DERFOR har vi ikke lavet en skid i ferien!

Hvordan hænger det sammen?

Jo, jeg tænker at hvis jeg bliver stresset over at skulle rejse rundt, besøge både familie og venner, både nå i Legoland og pakke til at skulle flytte, huske at se kammeraterne i ferien, bade hver dag, og nå både at spille Risk og Settlers og spise en masse is og grille alt der kan grilles på en Weber....

så gør mine børn sgu nok også!

Det gik op for mig hvor meget børnene egentlig skulle nå i løbet af deres ferie - sådan er det, når man er ud af en stor familie, skilsmissebarn og med ikke mindre end 2 sæt forældre og 4 sæt bedsteforældre som alle ønsker at skabe den bedste og mest mindeværdige ferie for de børn vi alle elsker så højt!

Så jeg valgte at min ferie sammen med børnene (undskyld, vores... er stadig lidt svært at vænne sig til ;-) ikke skulle byde på noget som helst, andet en familieliv, faste rutiner - og grounding! For at trække i den modsatte retning. Og fordi... det er det eneste jeg kan! Lige nu...

I tre uger spiste vi morgenmad sammen hver eneste dag, hverdag eller weekend, klokken 9. Mellem 9 og 12 var der fri leg, og først klokken 12 (mens middagssolen var skarpest) var det spille/game/tv-tid. Alle maskiner blev slukket igen klokken 16, og først tændt igen efter aftensmaden, indtil det var historie- og sengetid for alle klokken 21.30.

Dødsygt?

Måske. Men vanvittig effektivt! Både for mig, der ikke kan noget som helst af 'egen fri vilje', men bliver nødt til at have et skema for hvad som helst - men fanderme også for ungerne, der hurtigt lærte dagsrytmen at kende og fandt stor tryghed deri!

Ingen stress. Ingen hasten rundt fra det ene til det andet. Bare fred og ro, og et badebassin i haven, 130 frys-selv-is, tegnegrej, lego og hoppen i madrasserne.

Og tre dage inden vores ferie sammen sluttede, kom den. Kedsomheden!

Tænk, jeg er faktisk stolt af at de begyndt at kede sig - det er et stensikkert tegn på at de var 'ladet op' og friske til nye eventyr og erobringer!

Og nu er de alle tre draget i hver sin retning for at erobre den hektiske verden. Jeg er så skide stolt over dem!

Stolt over Æseløret der rejser til Portugal selvom det er svært at undvære dem derhjemme, men gør det alligevel fordi han er mere nysgerrig end han er bange!

Stolt over LegoDrengen, der holder fast i et flere år gammelt venskab med trillingerne, og på trods af stor geografiske adskillelse drager på ferie, helt alene, til sin bonus-famile, hvor han er en selvskreven del af drengeflokken.

Stolt over SkrigeSkinken, der stortalende og enten udklædt eller fuldstændig nøgen (nix, der findes intet derimellem...) kaster sig ud i sit liv og dimser rundt med stor kærlighed til alle de muligheder der dukker op hver dag!

Og jeg er faktisk også stolt over mig selv, over at jeg ikke faldt i 'perfekt-mor'-fælden og bildte mig selv ind at jeg både skulle diske op med udlandsrejser, kanoture, kroophold og bungyjump!

Jeg er stolt over at jeg lyttede til mit instinkt om at børnenes liv har været hektisk længe, og vi stadig kun er ved at lære det hele. Jeg er stolt over at jeg kunne overskue en ferie uden indhold. Jeg er stolt over at vi (næsten) hver dag fandt nogle gode og hyggelige rutiner sammen - og jeg er stolt over at det faktisk var en rigtig dejlig ferie!

Selvom jeg kedede mig lidt. Men ok, det er jeg faktisk også lidt stolt over!

Stilhed

Hit med skraldespanden

*ørle ørle* ud over det hele. Panisk angst, og paniksved. Sceneskræk, lampefeber, grådlabil tænderskæren og kæderygning... Det eneste jeg har lyst til er at kravle tilbage under dynen og vente på det blive efterår igen!

Skal tale med The Fab. Dr. T idag, og bliver (som sidste og forrige gang) ramt af kæmpestor angst for at skulle tale med et fremmed menneske, og - underligt nok? - af skyldfølelse for at jeg ikke opfører mig som en 'rigtig' depressiv.

Passer ikke engang ind i min egen fordom om hvordan man skal 'være' når man er sådan én som mig. Passer ikke ind i mit eget liv.

Føler mig som om jeg er kommet til at tage noget tøj på, som er 4 numre for småt, og som overhovedet ikke kan passe, fordi min pukkel på ryggen er i vejen....

Hvis vi skal lege 'lorteliv' i dag, så vinder jeg!

En vaskeægte skat!

LegoDrengen har gjort et genbrugsfund ud over det sædvanlige!

I den tætpakkede genbrugsbiks spottede han en uanseelig værktøjskasse som stod bagerst på en hylde bag disken, men stor var lykken, da kassen blev åbnet og viste sig at indeholde en fabelagtig skat af tandhjul, skruer, metalplader og muligheder.

Det er legetøj fra dengang verden var uskyldig, og en dreng var heldig hvis han både havde en pind, en snor og en sten med hul i!

Engang har der været en dreng der følte sig som verdens heldigste over at eje så stor en skat, og jeg er endnu mere sikker på at der nu går en dreng omkring og føler sig som den heldigste dreng i verden, over den skat der nu er hans!

På Hverdagsjunkie kan du i dag læse hvad en 12-årig tænker om at være kreativ, og hvordan det føles at være stolt af det man har bygget helt selv!

Loppeheaven

Jeg har før været omkring loppeshopping i provinsen, for altså hvor er der meget genialt der bare venter på at komme hjem til mig og bo!

I den Fyrbøder-lokale biks stod denne bænk og kaldte på os, og lige pludselig har vi købt vores første møbel sammmen... (fnis)

Den ser noget sommerhusagtig ud, men hvidmalet og med en pangfarve i de rum der er under sædet bliver den genial i vores store, lækre køkken!

Lige sådan en bænk man kan sidde i og tegne, drikke rødvin, stille symaskinen ved, invitere gode venner i, slænge sig i med en god bog....

Vidunderligt!

Genbrug kræver tålmodighed og evnen til at kunne sætte tingene ind i en anden sammenhæng. Men tålmodigheden lønner sig ofte, hvilket mit hjem bærer tydeligt præg af - jeg ejer stort set intet, der ikke er arvestykker eller loppefund.

Jeg ELSKER at tingene har en historie; gad vide hvem der har siddet i bænken før os, hvilke historier har den mon været vidne til, hvilke hænder har strøget ryglænet hver gang nogen er gået forbi?

Genbrug appelerer til min fantasi på en måde som færdigkøbte varer ikke gør. Jeg elsker det.

Min dag

Essensen af min dag; hæklerier, en stak lånte boligmagasiner, fluesmækkeren til de satans fluer, fjernbetjeningen til Tour-tv - og en bog om loppemarkeder.

Og på toppen af det hele; en sofa at kaste sig i og et kæmpe krus iskaffe ved siden!

Hvordan ser din dag ud?

(Come ON, Andy! Nu kan du sgu ikke trække den længere! Allé allé allé!)

Kommende interiørblogger, moi?

Det måtte jo ske!

Indretningsdrømmene er begyndt at spadsere rundt på øverste etage som et herligt alternativ til tom glanen efter skyerne...

Og så bliver jeg jo nødt til at fråde boligblad, ikk! Det skal jeg da ha!

Men hvilket skal det være? Boligliv eller Boligmagasinet? Noget helt tredje?

Nogen erfaringer I har lyst til at dele ud af?

Sit, Fru Krisof

I dag sidder jeg helt stille.

Med hæklerier og Tourmalet.

For i morgen skal jeg på tur med ungerne, og jeg bliver nødt til at være forberedt, både fysisk og psykisk.

Det er det der med at blive klog, og sjældent rig, af skade - jeg er efterhånden ved at lære hvad det vil sige at være depressiv - for mig.

Og det betyder at jeg må tvinge mig selv til at sidde stille et par dage inden jeg skal 'orke' (uanset hvor vidunderligt det jeg skal orke er), for ellers brænder mit hovede sammen og så vil jeg bare hjem, mat og mut.

Og næh nix, i morgen skal jeg være frisk, for jeg skal besøge min dejligste søster, og det vil jeg fandme have energi og glæde til.

(Damn, hvor jeg hader at være hér, midt i det. Og det er det eneste jeg kan. Jeg hader, hader, hader det. Og længes så brændende efter at have overskud og glæde på kontoen. Jeg længes efter mig. Og er seriøst bange for at dét her er gået hen og er blevet mig?)

Hva' søren???

Men hov?

Hvad er nu det for noget?

Jo såmænd.... Det er skisme en flyttekasse!

For, øhmn... jeg har virkelig lyst til at råbe det så højt at det kan høres til Pyrenæerne...

Jeg har sagumed'erme fundet noget at drømme om!

Jeg gnægger lidt i skægget, for da jeg proklamerede at jeg ville finde et byhus med charme og personlighed, med plads til Lego og blomstrende unger, med rummelighed til liv og drømme om fremtiden, og, ohh, en have (!) - og som vel og mærke var til at betale - blev jeg mødt med hovedrysten, som enten var lidt bekymret over mit høje ambitionsniveau, eller grinende over min store naivitet.

Men den som ler sidst, gnægger bedst - og længst!

For se lige engang hvad jeg har raget til mig:

Jamen er det ikke et byhus - totalt centralt og i gåafstand fra både barnefaderen, bibliotek, museer, parker, shopping, koncerter og caféer?

Og hvad er nu det?

Er det sørme ikke højt til loftet i mere end én forstand, charme, rummelighed og plads til både køkkendans og fangeleg?

Og hov, er det ikke en have?

Eller skulle man hellere sige et udpluk af en have, med plads til teltlejr, jordbær, hængekøje og fodbold!

Jo sørme!

gnæg gnæg gnæg gnæg

Jeg er helt vildt glad, og samtidig er det stadig ikke gået op for mig at jeg til oktober skal flytte ind i det hus jeg har drømt om at finde de sidste 9 måneder.

Og joda, når folk har grinet af min naivitet er jeg sgu da kommet i tvivl. 100 gange, mindst!

Men jeg er heldigvis mere stædig end naiv, og derfor kan jeg nu se frem til at få lov til at husere hér de næste 3 år.

Med børn og glæde.

Og med en Fyrbøder, som jeg er kommet til at invitere til at flytte sammen med os.

Og som vistnok er kommet til at sige jatak :-)

(fnis)

DET går sgu nok ikke over!

Og så er der den slags galskab, der er uden for nogen som helst form for rækkevidde.....

Derud'af

Et nyt nøgle er klar til at indgå i bademåttens blålige toner.
Det tager lang tid at klippe, til gengæld går det ret stærkt når der hækles. Jeg veksler lidt mellem det ene og det andet, for at det ikke bliver for surt.

Hæklenålen er skiftet ud til nr. 7 for at få et lidt tættere og mere ‘fluffy’ resultat.
Jeg tror nu nok det skal blive ret lækkert, og åh så blødt :-)

Livs-ludo

Tids-terroristen, Livs-anarkisten, Oversprings-ekvillibristen.... mig... er sat under administration!

Af mig selv!

Oldschool depressionsbehandling skulle gerne sætte lidt struktur på mine alt for flyvske og destruktive tanker og min ekstreme trang til at at stirre tomt ud i intetheden.

Så nu er jeg på dags-skema.

Det var mg selv, der skulle finde frem til hvad hovedindholdet i skemaet skulle bestå af, men The Fab. Dr. T pointerede, at dér hvor jeg er nu bliver det nødt til udelukkende at være ting som er positive. Dvs ingen krav, ingen 'bør', intet pres om alt muligt jeg skal stå til regnskab for overfor mig selv!

Det tog mig det meste af en uge blot at få lavet skemabrikkerne. Jeg sad og stirrede på papiret og anede ikke hvad jeg skulle stille op med det - et skema virkede pludseligt så stort og determinerende - men det blomstrede papir og ideen med taleboblerne fik det alligevel til at krible lidt i mine fingre!

Taleboblerne er i øvrigt inspireret af den dejlige Sidsel, hvis hjemmeside er skøn i al sin lækre enkelthed! Jeg synes ikke mine bobler blev nær så runde og smækre som hendes, men det er endnu en del af min opgave; at øve mig i at acceptere at jeg ikke nødvendigvis er så skide perfekt :-)

Og selvfølgelig lavede jeg den klassiske Trine-fejl; jeg plastrede mit dagsprogram til med alt muligt; jeg skulle både nå at strikke og læse, nå i bad og måske endda én af de korte aftaler jeg lige akkurat kan overskue for tiden.

Og klart at det gik galt!

Jeg blev så mega-stresset af mit eget ambitionsniveau, at jeg tilsidst havde lyst til at kyle både køleskab og skemabrikker i hovedet på mit super-ego!

Lige nu står der senge- og måltider på programmet. Det er lige præcis så tilpas, at jeg ikke får koldsved over at skulle nå det!

Selvom jeg indimellem bliver skræmt fra vid og sans over at det nu er mig - jeg som plejer at have styr på 40 ting på én gang, jeg som plejer at elske socialt samvær og 1000 kreative projekter.

Dr. T minder mig om det blot er en periode, at det handler om at ting skal tage den tid ting tar'. Jeg lytter til hans ord, og håber på han har ret.

Sat under administration. Af mig selv.

Hvis jeg var en ludobrik, var jeg så ikke slået hjem, nu?

Sloooow

Nåh ja - lidt kreativitet bliver det da til. Af den meget langsommelige slags...

Et hæklet tæppe som jeg endnu ikke aner hvor skal bo - men lad os nu se... ;-)

Kig med ovre på Hverdagsjunkie.

Og hvis du endnu ikke har opdaget det, så er der andet godt at kaste sig over ude i Blogland - for Astrid har nemlig fundet et nyt, lækkert sted at bo, et sted hvor støvet ligger og hygger sig på reolerne blandt store bløde lænestole og gamle romaner, store klassikere og små finurlige fortællinger.

Tag lige og kig over forbi Bookblok.dk - der er allerede flere gode ideer til din sommerlæsning :-)

Plaster på eksistensen

For et par dage siden var Verden imod SkrigeSkinken. Der var intet der duede, og til sidst smed hun sig på sine knæ med løftede arme og skrålede, mens tårerne stod vandret ud af øjnene;

"Jeg kan simpelthen bare ikke finde ud af noget som helst, jeg KAN bare ikke, nogen bliver nødt til at hjælpe mig."

Selvfølgelig fik vi talt sammen om hvordan vi kunne hjælpes ad med at samle de forbandede PollyPocket'er sammen, og lidt efter havde hun glemt alt om sine strabadser og udråb, og legede fortrøstningsfuldt videre.

Tidligere på dagen havde hun skrabet sit ben da vi var ude og cykle, og selvom der ikke var en mikroskopisk dråbe blod at se kommanderede hun plaster på det ømme sted, for som hun sagde: "Det gør ikke nær så ondt, så."

Det er sådan det er, når man er 5 år gammel. Hendes barnligt naive reaktion var umiddelbar og et udtryk for øjeblikkets frustration og smerte.

Hvis sjælen eller legemet lider overlast er den 5-åriges basale tillid til sin omverden den største og mest fremherskende følelse.

Når man ikke orker mere, skriger man på hjælp. Når man slå sig, putter man et plaster på.

Det gør ikke nær så ondt, så.

Der var noget i min datters tillidsfulde og spontane reaktion, der fik mig til at tænke.

Rent faktisk, var det hendes måde at kaste sig på jorden og råbe sin frustration ud, der fik mig til at tænke.

Lige i det øjeblik, hvor alting føltes sværest, og hvor hun mistede al tillid til sig selv og sin egen formåen, gav hun slip på alt, kastede sig på jorden og brølede sin frustration ud, i sikker forvisning om at hendes kalden ville blive hørt.

Det lyder sikkert ikke særlig pænt at sige... Men lige i det øjeblik for der et stik af misundelse gennem mig.

Lige da hun kastede sig ned sad jeg med en ustyrlig trang til at gøre det samme. Bare smide mig på jorden, råbe ud i tomheden at jeg absolut ikke har styr på en skid, at jeg ikke kan finde ud af noget som helst, at jeg har givet op, at jeg vil have hjælp.

Hvis man brækker et ben bliver det pakket ind i store bandager og gips. Hvis man bliver solskoldet kan det ses på huden. Har man influenza bliver man mat i blikket og kaster op.

Hvis man lider af migræne, ørepine, tandpine, mavepine bliver man forkrampet at se på.

Alt sammen noget, hvor det er tydeligt for omverden at man her står overfor et menneske, der lider.

Men hvad med den form for lidelse, der ikke kan ses med det blotte øje? Hvad med den slags ødelagte kropsdele, som ikke kan pakkes ind i bandager?

Jeg væver.

Jeg ved det godt. Jeg snakker udenom og forsøger desperat at male billeder med mine ord, i stedet for bare at sige det jeg vil sige.

Det er vist sådan det er. Ikke bare for mig. Men for mange.

Så i stedet for at væve kan jeg jo lige så godt skrive, hvad det handler om, det her....

Jeg er syg. Jeg er syg på en måde, som ikke kan ses med det blotte øje. Den form for sygdom, som ikke kan helbredes med bandager og gips.

Min læge fortalte mig det for flere måneder siden, hvorefter hun udskrev en recept til mig på nogle piller, der skabte stor panik hos mig.

Jeg tog dem alligevel. Og blev endnu mere syg, men på den synlige måde.

Nu har bivirkninger taget af, og pillerne er blevet en fast del af min daglige rutine. Ikke dermed sagt at panikken er gået over, på ingen måde. Men jeg accepterede at min læge formentlig var mere professionel på dette område end jeg er. Og stoler på at hun ved, hvad hun gør.

Det er flere måneder siden hun skar igennem og gav mig den diagnose, som jeg rent faktisk troede jeg selv kunne kæmpe imod.

Dengang var det forår, selvom intet føltes spirende og sprødt. Foråret gik nærmest uden jeg opdagede det, og nu er det sommer. Som heller ikke føles hverken af høj himmel eller eventyrlyst.

Hele foråret og hele sommeren har jeg spekuleret over hvad det betød, det hun sagde til mig. At jeg har en depression.

Hun sagde til mig, at jeg ikke ville komme nogen som helst steder, førend jeg selv erkender at det er hér jeg er. Og det har altså taget mig lige indtil nu at opdage.

Jeg har en depression. Jeg er syg uden bandager, og man kan ikke engang sætte et plaster på sin eksistens, puste på skrammen og håbe at det ikke gør nær så ondt, så.

Jeg har spekuleret til jeg blev blå i hovedet, og til sidst ikke engang lagde mærke til når børnene henvendte sig direkte til mig. Hvad vil det sige, hele det her?

Jeg troede jeg kunne finde mine svar i kaffekopper og savsmuldstapet, men mine spekulationer har kørt voldsomt og destruktivt i ring.

Min kognitive helt, The Fabulous Dr. T, har kommanderet med mig. "Du tænker for meget, Trine!" Og nu står den på oldschool depressionsbehandling med dags-skema og tid til at trække vejret.

Selv dét er svært.

Men på det niveau hvor jeg svæver rundt, og mest af alt har lyst til at efterligne min 5-åriges knæfald og bøn til himlen, er det de mindste sejre der tæller.

Og 'yey', lige nu er jeg faktisk så langt, at jeg kan overskue hele tre måltider om dagen! Wow, ikk!?

Ironien skinner nok tydeligt igennem... jeg er så håbløst pinlig over ikke engang at kunne sørge for at få noget at spise. Jeg er håbløst forarget over min egen inkompetence og uduelighed.

Også selvom jeg udemærket er klar over, at jeg med min egen hårde dom over mig selv umuliggør min egen lindring.

Men selv skammen over at være hér hvor jeg er føles ikke voldsom. For alle mine følelser er forsvundet. Den ene dag væltede jeg rundt i bakkedal og bakketop, jublede og hujede, tudede og skar tænder - og den næste dag var de væk. Pufff... borte.

Jeg er i en underlig tilstand af 'ikke'. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke glad. Jeg er ikke ked af det. Jeg er vist ikke rigtig noget som helst.

Andet end træt og modløs. Og syg, hvis man da overhovedet kan tillade sig at kalde det det?

Og på jagt efter det som blev væk, meningen med hele galskaben, grunden til at jeg overhovedet er her, formålet med mit liv.

Min kreativitet er væk, og det samme er min lyst til at skrive.

Men igen har The Fab Dr. T gjort det klart for mig at jeg bliver nødt til at holde fast i det, for at huske hvem jeg er.

Jeg skriver for mig. Som altid. Men jeg kan ikke længere holde mig selv for nar med ligegyldige skriverier, og bliver nødt til at skrive med ægthed, selv når det er værst.

For mig.

Når man nu ikke kan vikle bandager om den hjerne, hvis kemiske balance er i udu. Når det er umuligt at sætte et plaster på sin eksistens, ligegyldigt hvor øm den så end føles.

Opstart

Nu er der klippet nok til at begynde hæklingen så småt…

Jeg har slået luftmasker op på en hæklenål nr. 8 – så mange, at det tilsidst måler omtrent en meters penge. (ikke noget med indoktrinerende opskrifter hér…! ;-)

Jeg overvejer lidt hvilken størrelse hæklenål jeg bør bruge, men jeg er landet på at en nr. 8 burde være den rette størrelse for at få et tæppe, der ikke er alt for løst i maskerne – men det må komme an på en prøve.

Nyt liv i gamle klude

Det går ret langsomt – det der med at klippe et gammelt dynebetræk i strimmler.
Men det er ok, for mens jeg klipper kører Touren på tv’et, og i skyggen er det rart at gemme sig med saks og øl.

Jeg har klippet kanterne af dynebetrækket hele vejen rundt – altså de gamle syninger – og har nu to halve betræk, lige til at klippe. Jeg starter fra det ene hjørne og klipper langs kanten, rundt og rundt og rundt.
Jeg klipper strimlen i en bredde på 1 1/2 – 2 cm, men ikke smallere, for ellers risikerer jeg at strimlen knækker når jeg begynder at hækle.

Det tager tid, gør det.

Skal du med?

Skanderborg Festival!

Burgere, bøgetræer, buldrende varme, bøvede festivalgæster, besværligheder med at vælge mellem de utallige lækre koncerter.

Jeg troede jeg skulle med. Jeg har regnet med det længe, og har set frem til det med længsel.

4 dages total eskapisme og tidstyrrani, fest og god stemning.

Men.

Andre ting sker, og festivallen bliver uden mig i år. Desværre, og 3 x øv. Måske bliver det til en enkelt dag - håber jeg.

Derfor har jeg pludselig 2 biletter til Skanderborg Festival, som kan købes ved at skrive til mig på trinekok@hotmail.com

Billetterne gælder til alle festivallens dage - og du kan se meget mere om tidspunkter og det lækreste program ved at gå ind på festivallens hjemmeside.

(uHA, hvor er jeg især træt af at gå glip af dem her, ham her og dem her!)

Biletterne sælges efter først til mølle princippet - og det er kun ved henvendelse pr. mail :-)

(vil jo nødigt risikere at en kommentar bliver overset eller væk eller noget andet bøvl... så mail!)

Synder!

Våd og med vandperler dryppende ned af ryggen manglede jeg pludselig et håndklæde.

De var væk, og jeg kom pludselig i tanke om at det var min egen skyld - nogen havde jo ligesom lagt dem til vask.

Men tørre mig, det skulle jeg jo - og det eneste håndklæde i bunden af skabet var (suk) Fyrbøderens blå-gule og superhellige Brøndby-ét af slagsen.

(Bronbü!!!)

Jeg føler mig som en forrædder. Måske en tør én af slagsen, men stadig... en forrædder!

Fortuna gjorde sit!

JAHHHHHH!!!!

Gode ting sker!

Som i virkeligt gode ting!!! Jeg har endnu ikke de sidste detaljer på plads, så jeg tør simpelthen ikke råbe det ud fra byens tage - men det er kæmpestort! Virkelig kæmpestort!

Den bedste langsigtede midlertidige løsning jeg overhovedet turde håbe på!

Én af den slags kæmpestore ting, der lader drømmene få vinger, og giver håbet mod til at danse på bordene. Én af den slags kæmpestore ting, der krævede skål i Asti og lange kys.

Én af den slags kæmpestore ting, der får SÅ meget til at flade på plads og skabe ro i sindet.

For helvede, hvor jeg glæder mig! Jeg glæder mig så meget, at jeg har drømt om det i nat, og lagt planer hele formiddagen.

Så nu behøver jeg ikke længere krydse fingre - jeg kan slippe mit maniske greb i Fru Fortuna, takke for heldets indsats og prise mig lykkelig over at det virkelig er sandt.

Og det er det vist!

Lidt har vel også ret?

Nå, men jeg er altså bare ikke særligt udøvende kreativ for tiden….

Måske i tankerne, men knap så meget i praksis… På en måde kræver kreative udfoldelser et mentalt overskud som jeg i værste fald ikke er i besiddelse af, eller som i bedste fald er gået i dvale for en stund.

Lidt har dog også ret, og i dag rev jeg et dynebetræk frem fra Fyrbøderens gemmer, og begyndte at flænse det i 1 cm brede strimler. Opslidende, langsommeligt og velpassende til kreativitet i sloooowmotion.
Når jeg er færdig med at flænse hiver jeg hæklenålen frem, og så kan mit superego som genbrugsaktivist få endnu en hvirvel til rygsøjlen, for dynebetrækket ender formentlig med at lune ungernes fødder, når de træder våde ud af badet, i form af et genbrugs-herligt kludetæppe af den virkelig oldsschool slags!

min

Min fyrbøder og jeg - og månen der hang halv og orange som en lygte på himlen - kiggede langt ud i tropenatten, og langt ind i de drømme, der meget stilfærdigt vokser langsomt frem.

Og selvom det føles nærmest uvirkeligt kiggede vi også tilbage.

Småfnisende og lidt rørte tænkte vi højt om de tanker vi gjorde os. Dengang. For et halvt år siden.

Dengang hvor jeg ikke kunne sige højt, at han var min kæreste, uden at komme til at fnise. Dengang, hvor jeg ville afvise enhver påstand om at jeg overhovedet havde brug for en mand i mit liv.

Dengang, hvor mit hjerte var så sårbart og skrøbeligt at alle tanker og følelser blev udtalt med tonsvis af sårede og mistroiske forbehold og superegoistiske fordringer.

Dengang, hvor han så stort på normer og regler for kæresteri, og insisterede på at være lige ved siden af mig, midt i hverdagskaotiske frustrationer, destruktive selvbebrejdelser, indbrud og befriende latter.

Dengang, hvor jeg uden at vide det væltede med et kæmpetyst brag af hengivenhed, som stadig rumler og giver genlyd i alle mine nervebaner.

I nat sov vi hånd i hånd med udsigt til stjerner og håb.

Jeg er så glad for ham, at jeg ikke aner, hvordan jeg nogensinde kan finde superlativer og metaforer, der kan stå mål med alt det mit hjerte flyder over af.

I et halvt år har jeg kaldt ham min.

Sandheden er efterhånden ved at gå op for mig nu - og det føltes så rigtigt at ligge dér, hånd i hånd, under stjernehimlen, som om det kun var den uendelige afstand op op op, ud ud ud, der havde plads nok til at rumme den store, enkle, ubegribelige og helt nøgterne sandhed.

Han er min.

Eskapisme!?

Og SÅ er holdet sat:

Fjernsynet er båret ud på terassen, øllene er sat i køleskabet inden for rækkevidde, der er rigeligt med smøger og chips, og hvis vi gider bærer vi også sofaen herud.

Indrømmet, jeg er Tour-nørd!

VM kan rende mig - men de næste 3 uger må mor ikke forstyrres, med mindre det er med spørgsmål om favoritter, nedkørsler, spurter eller bjergetaper!

Tour-manager holdet er sat med grundighed, og selvom jeg godt ser Fyrbøderen går rundt og ryster smågrinende på hovedet, lader jeg som om jeg ikke lægger mærke til det...

Skal I se...? Ja, det skal I da!!!!

Wrrrnnnn Wwrrrnnnnn.......