Vi kender alle sammen historien om Otto, det spøjse og småblomstrede næsehorn der godmodigt kigger på et besynderligt liv mellem rabarber-børn og udstoppede eksotisiteter. Otto, der stilfærdigt gumler rugbrød og grynter af salig veltilfredshed.
Otto, det klodsede, men venlige dyr.
Men nu har jeg så mødt Dotty, Ottos kusine.
Dotty er et næsehorn, men ellers er ligheden med Otto mangelfuld!
Næsehornet Dotty ligner et næsehorn.
Stor og ensfarvet i al sin grålige tunghed. Med læderhuden lagt i vredladne folder, og små stikkende øjne. Hendes ører bevæger sig hidsigt i små ryk for at vifte småfluer og andre irritationsmomenter bort, og hendes hales grove hår fejer rundt på den brede bagdel for at at være sikker på at intet undgår hendes opmærksomhed, eller - oh gru - sætter sig et sted, hvor hun ikke kan se det!
Dotty gik ned til vandhullet med hårde skridt og banede sig vej gennem dyreflokken med en overlegen mine, mens hun med sine små øjne holdt alles blikke fast.
"Jeg skal til! Jeg har mine unger med, og det er vigtigt at vi kommer frem. Kan I ikke se at jeg skal forbi? Flyt jer", sagde hendes øjne.
Hun stillede sig med sejrsikker mine og drak af vandet, mens hun stadig holdt alle i skak med sit blik. En enkelt antilope gjorde et forsigtigt forsøg på at trippe bag om hende for at komme ned til vandet, men Dotty flyttede nærmest umærkeligt på sit bagparti, så antilopen ikke kunne komme til og sukkende måtte gå en omvej for at komme til vandet på den anden side.
Da Dotty var færdig med at drikke stillede hun sig dér hvor vejen ned til vandhullet var bredest, og med en ligegyldig mine gik hun i gang med at sprede store klumper af lort, nærmest lidt tilfældigt, men alligevel med en minutiøs grundighed i sin fordeling af lortedyngerne. Så rumlede hun en besked som ungerne forstod, og de hoppede hen og gik i gang med at sortere i lorten, og fik hurtigt bygget en rede de kunne boltre sig i.
Imens satte Dotty sig godt til rette, og hvis nogle af de andre dyr ville forbi, blev de ledsaget af et grynt og et hvast blik.
På et tidspunkt blev Dottys unger trætte af at legen i lorten og den yngste unge begyndte at hyle. Dotty puffede den irriteret væk, men den modigste ældste af hendes unger gik hen til hende og gryntede.
Påtaget træt rejste Dotty sig op og traskede modvilligt afsted for at lede efter noget til ungerne at spise, og hun fandt hvad hun søgte. Dog var det noget mad nogle af de andre dyr havde samlet sammen, men hun hornk'ede faretruende og pustede sig op, mens hun stillede sig aggressivt med forbenene beskyttede hen over byttet.
En enkelt hanelefant var lige ved at tage kampen om mod hende, men da han kiggede på ungerne bag hende trak han sig tilbage, han kunne sagtens selv finde noget andet mad til sig selv og sine egne unger.
Dotty trak sig tilbage til lortereden med blikket stift rettet mod de andre dyr og sænket horn, og fordelte føden mellem sine unger, der grådigt kastede sig over det.
De andre dyr ved vandhullet holdt sig på respektfuld afstand af Dotty og hendes flok, ingen turde vist komme for tæt på, og selvom hendes unger spredte lort over et større og større område var der ingen der for alvor satte dem på plads. Et par enkelte dyr forsøgte at flytte ungerne lidt til side så de ikke kom for tæt på vandkanten, eller løb i vejen - men vel vidende at Dotty's små stikkende øjne fulgte dem blev det kun halvhjertede forsøg.
Vandhullet var et hyggeligt sted, solen var så småt ved at gå ned, og dyrene samlede sig i afslappede dynger, drak lidt, gryntede lidt, legede lidt.
Aftenfreden var ved at indfinde sig, og de voksne dyr puslede lidt rundt om deres unger, mens de godmodigt drillende puffede til de andre dyr, eller satte sig tæt sammen så de i fællesskab kunne holde varmen.
Dotty holdt skarpt øje med det hele, mens hun med grynt og hale-svirp holdt sine ungers lort væk fra det sted hun sad.
Men pludselig rejste hun sig og trampede hen til det sted hvor de andre dyr havde slået sig ned. Hun stillede sig skrævende og med blikket fast rettet mod de andre dyr, og en mine de sagde: "Gør plads. Jeg vil sidde her!"
De andre dyr rykkede og rykkede rundt, så Dotty til sidst kom til at sidde der hvor hun ville; på en forhøjning, hvor hun kunne se alle de andre dyr.
Der sad hun resten af aftenen, mens hun gryntede små kommandoer ud af mundvigen til sin mage om hvad han skulle gøre med ungerne og deres lort.
Hendes unger blev mere og mere vilde, og mere og mere trætte - og tilsidst kunne de ikke mere og begyndte allesammen at hyle.
Dotty rejste sig vredladent og demonstrativt, og begyndte at skrabe lort sammen - faktisk skrabede hun så meget af sit lort sammen at hun tog lort med som ikke var hendes. Imens prøvede hendes mage at få ungerne til at holde op med at hyle, og de andre dyr så vantro til mens det støjende scenario stod på.
Med et enkelt nik gryntede hun til afsked, og spærrede med sin bagdel så hendes mage ikke havde chance for at komme ned til vandet og drikke en sidste gang.
Stilheden da de forlod vandhullet var øredøvende.
Næsehorns-adærd ved vandhullet er ikke min stil.
Mange andre dyr ville kunne komme ned til vandhullet og drikke og hygge med unger og lort på afsindigt mange andre måder.
Men hun valgte at være strittende ører og panserplader.
Jeg spekulerer over hvorfor Dotty endte med at være et næsehorn - hvis hun nu havde været... tja.. en flodhest i stedet, så ville det hele måske have været så meget anderledes.
Men hun valgte at være et næsehorn, og det var helt og aldeles uklædeligt. Og sørgeligt!
Et venligt blik, en høflig grynten, lidt mindre læderhud og stride børster - det ville kunne gøre underværker, og jeg tror egentlig også at Dotty selv ville have haft en helt anden oplevelse på den måde.
Jeg gider ikke næsehornsadfærd.
En anden gang finder jeg et andet vandhul at slå mig ned ved.
Frøken Feodora fyldte fem!
