onsdag den 30. juni 2010

Godnat, mor!

En grædende dreng i telefonen, som savner sin mor.
En navlestreng som har været uvirkeligt kort den senere tid.
En mor, som fortæller ham at det er ok at savne, og det er dejligt at være på sommerferie med kusinerne og Bedsteforældrene man savner alle de andre uger i løbet af året.
En dreng, som er helt stille i telefonen, fordi han ikke kan sige meget for gråd og hulk.
En mor, som laver damagekontrol og sender alle de knus og kys man kan gennem telefonen.
En mor, som holder samtalene kørende med små fortællinger om fødselsdag og kagekone, uden at lade det skinne igennem at det alt andet lige føltes tomt uden børn.
En Bonus-Bedste i baggrunden, som sidder og holder stilfærdigt om en grædende dreng.
En dreng, som lidt efter lidt slapper af og tilsidst endda kommer til at grine lidt.
En samtale, som slutter med et vemodigt godnat.
En mor, som har røget 4 smøger, fabrikeret sommer-hyggelige breve til alle i sommerhuset og sendt sms til Bonus-Bedste.
En mor, som allerede planlægger plan b, og spekulerer over hvorhenne man kan låne en bil, så den grædende søn kan hentes, i fald damagekontrol ikke er nok.
En mor, som er ved at gå til af savn.
En mor, som er klar over at hun ikke kan redde sin søn ved at redde ham!
En mor, som håber hun gør det rette, ved at lade sin søn opleve savnet og smerten i trygge rammer.

Fortuna



Jeg er et ydmygt menneske!
Helt ærligt, det er jeg altså.... Også selvom det undertiden kan virke som om jeg rager til mig af heldigheder og foræringer, som bare lige helt 'tilfældigt' dumper ned i min turban.

Nogen gange skammer jeg mig lidt over at være heldig, kender du det?

Jeg ser mit liv som en række af tilfældigheder, om der er en mening med dem vil jeg ikke gøre mig til dommer over - men det ér tilfældigheder der råder i mit liv.
Nogle 'tilfældigheder' kan man naturligvis planlægge, forudse, tilrettelægge, over- eller underspille - men uanset hvordan man vender og drejer det vil der altid være udefrakommende faktorer der spiller ind, og påvirker alt min forudseende tilrettelæggelse.
Eller sagt meget kort, og med andre ord; I store træk er jeg naturligvis herre over mit eget liv, men der vil altid være elementer af uvisheder og tilfældigheder, som ikke kan kontrolleres.

Måske er det også derfor det er så interessant at være i live? Fordi vi ikke kan eller skal planlægge alting?

Nå - men tilbage til det med heldet...
Jeg synes faktisk jeg er helt enormt heldig! Nogen gange falder jeg overdrevent let ned i et sort hul, hvor jeg tænker at alting går mig imod, men når jeg husker at zoome en lille smule ud fra min egen mismodighed, bliver det tydeligt for mig præcis HVOR heldig jeg rent faktisk er. Det er et spørgsmål om at lægge mærke til det, og anerkende at de tilfældigheder jeg overhovedet ikke kan råde over, ikke nødvendigvis behøver arbejde imod mig!
Man kan aldrig helgardere sig mod svineheld, som min ex-svigerfar ynder at sige!

Måske er det i virkeligheden et spørgsmål om at være klar over at heldet findes, og lægge mærke til at det af og til lykkes at være den heldige?

Forleden var jeg svineheldig at vinde en smuk sag!
Og lige præcis i dag føler jeg mig helt vildt heldig over de splinternye 7 kg sortmalet metal og krom, der står i tørvejr under skuret udenfor. 7 kg, 1 kæde, 2 pedaler og allerede med 12 km landevej i hjulene!

Som sagt, jeg føler mig af og til totalt ydmyg og endda også lidt skamfuld, når heldet falder ud til min fordel. Jeg øver mig i at sige tak for gaverne og farvel til den dårlige samvittighed over, at når noget tilfalder mig betyder det, at nogle andre må undvære.
Men helt ærligt, det er sgu lidt svært nogengange!
Hvis jeg er heldig kan det jo være det går væk en dag?

Lige i disse dage går jeg og krydser fingre for at heldet i en helt bestemt situation vil tilsmile mig igen. Jeg kan hverken gøre fra eller til, kun håbe!
Måske er min kvote for held opbrugt for en tid? Måske er jeg inde i en stime?

Eller måske er det blot én af de ting jeg skal acceptere jeg ikke kan gøre noget som helst ved - jeg kan kun krydse mine fingre og håbe Fortuna har en finger med i spillet!

tirsdag den 29. juni 2010

34



34 er ikke svaret på alt, men
34 er blot en start
34 øller er lidt mer' end en kas'
34 roser er lidt af en udskrivning
34 kærlige tanker til dig er blot en brøkdel af mine
34 vrede ord har jeg ikke hørt endnu ;-)
34 kys rækker visk kun til morgenmaden
34 gange har du haft bedre ideer end mig
34 spørgsmål er hverdagskost
34 minutter til dig selv har du sjældent
34 år, og smuk som en solnedgang


34 år. I dag.
I hele mit voksne liv har fødselsdag været lig med børnemylder i morgensengen, morgenmad og gavebjerg med alskens farvestrålende dimser og dutter produceret i børnehave og sfo.
Fødselsdag har været ensbetydende med familieliv.

34 år. I dag.
Min morgen startede med en grødet fødselsdagssang, kys og en kop kaffe - flankeret af gavtyveglimt i øjet, og løfter om overraskelser resten af dagen!

34 år. I dag.
Ingen børn der hoppede på min mave. Ingen stress, ingens 1000 spørgsmål, ingen til at flå gavepapiret af for mig, ingen til at skændes om jordbærrene, ingen kæmpekrammere, ingen til at slå hinanden i rumpen med papirsflag.
Kun mig. Og Fyrbøderen. Og fuglesang. Og vemod. Og myrer på terrassen. Og savn. Og glæde. Og hjemmelavet koldskål. Og lidt mere savn.

34 år. I dag.
Fødselsdag er en dag som alle andre.
Og så alligevel ikke helt, vel. Det at have fødselsdag er som nytår; en tid til at se sig selv med friske øjne. Et helt nyt og sprødt år ligger lige foran mig og venter.
Fødselsdag har et lidt uhøjtideligt højtideligt skær over sig.

34 år. I dag.
Fyrbøderen har (guhjælp'mig) bagt en kagekone, og lige om lidt kommer min dejlige familie valfartende - og det gør Fyrbøderens såmænd også.
Så vi benytter den uhøjtidelige anledning til at lave en slags traditionel familiesammenføring, mødre, fædre og søstre - flankeret af solskin og vandbakkelse.
Og så lige lidt mere af dét der savn.

34 år. I dag.
34 bliver SÅ meget anderledes end 33.... Og jeg starter allerede i dag!

mandag den 28. juni 2010

Fatima, Darth og Duen


Jeg er simpelthen bare så skide heldig, at jeg nærmest ikke kan holde mig selv ud!
Jeg vandt den lækreste giveaway ovre hos hende den krea-flittige Helle dér - og Søde Sally fra Ankerliving pakkede ind og pakkede ind, og jeg pakkede ud og pakkede ud - og jeg har nærmest ikke haft kæden af siden!

Ja ja ja - jeg har fået læst og påskrevet - det er IKKE Darth Vader, men Fatimas hånd. Jeg kunne bare ikke genkende den, selv da den slog mig midt i fjæset...

Fatimas hånd er smukt ornamenteret, og inde i selve hånden ligger to fisk og spræller rundt - måske er det både de kristnes fisk og den orientalske karpe, der ligger der og komplimenterer håndens mellemøstlige symbolik?
Ikke helt til at sige, men under alle omstændigheder er jeg helt vild med at smykket forener flere religioners symbolik - og set i dét lys er det faktisk mere end ok, at den også ligner Darth Vader, ikk?
Duens fredssymbolik og Fatimahåndens beskyttelse mod onde øjne og løfter om lykke, sundhed og rigdom, den kristne fisk som minder om tilgivelse og kærlighed, karpen som bringer velstand - og Dart Vader som midt i al det sukker-smukke husker mig på at livet altid har en kantet skyggeside, men at jeg selv er herre over hvordan jeg vælger at bruge min kraft....
Jeg er edderbroderme heldig!

KOM!


Kan kvinder mødes uden at kende hinanden og stadig have en fantastisk dag?
Kan Himmelbjerget overhovedet holde til vægten af alle de picnic-kurve, fyldt med Asti og kage?
Og hvem skal så i øvrigt køre hjem?
Kan Kjøwenhavnerne finde vej?
Burde vi varsko det lokale politi?
Er der virkelig så fantastisk på Himmelbjerget, som Anne påstår?
Hvorfor var det ikke mig, der fandt på denne fabelagtige idé?
Hvordan skal jeg overhovedet kunne vente til august?


2 ryk og 1 aflevering!





Her er så stille nu!

torsdag den 24. juni 2010

En dag som Kaj


Jeg har anlagt mig et fuldskæg. Bare for i dag.
Og runde briller, høje tindinger og vigende hage...

I dag kan jeg sige "Hvor ska' du hen'rik" - og mene det.

I dag kan selv en skæv pisse lige!

I dag trasker jeg rundt i flade sandaler, og hvis jeg gider tager jeg også strømperne af.

I dag vender jeg mig i graven over at have en hel flok umulige unger, der allesammen, hver og én, bliver slettet definitivt af arvelisten, hvis ikke de holder op med at lave alverdens parodier på deres gamle fjols af en far.

I dag har jeg brugt penge på noget dimseri, som jeg egentlig ikke havde råd til, men altså - man lever vel kun én gang? Og hende bankdamen er alligevel ikke til at tale med.

Jeg ved alt der er værd at vide om at fotografere, men jeg gider ikke. Er der ikke nogen andre der kan tage sig af det - bare i dag?

Jeg taget mine bedste cowboybukser på, bare i dagens anledning, de er sorte og måske lidt for store i livet, men jeg fandt dem i genbrugsbutikken for en 10'er. Og de er ikke til at slide op!


I dag diskuterer jeg pædagogik, den danske folkeskole, EU og økologi med hvem som helst der så meget som rømmer sig i nærheden af mig. Og hvis ikke de gider give mig ret, så går jeg fandme i seng!

Vi skal have hjemmebagt pizza i dag. Og tapas. Og rødvin. Selvom det bare overhovedet ikke smager lige som den ægte vare. Jeg tror sgu jeg rejser til Spanien.

Jeg er fotograf, drageflyver, pedel, instrumentbygger, organist, lærer, sømand, hjemmegående husfar, seminarielektor, spillemand, taler en glimrende blanding af engelsk og tysk, og insisterer på at køre Mercedes.

Jeg har en cand.pæd i sløjd og har bygget mit eget hus. Nej, jeg gider ikke hænge dine hylder op. Men jeg vil gerne vise dig hvordan du selv kan gøre det!
Learning by doing.

I skal IKKE drikke alle mine øl!

I dag sætte jeg mig til klaveret og banker insisterende afsted, mens jeg med fyldig røst brøler "Den signede dag med fryd vi ser"

I dag drikker jeg whiskey. Gerne en god, røget én af slagsen. En, der smager af tjære og død sømand.

I dag er min bedste vittighed den med Jesus, Thyborøn og bundgarnspælene.

Jeg skal lige ud og feje ude på værkstedet. Kommer de voksne drenge ikke lige med og gir en hånd? Når det støver så forfærdenligt må man gerne drikke en feje-bajer.

Hvorfor skal børn overhovedet lære at lave ting selv, når de bare kan købe alting færdigt? Nutidens børn er en flok forkælede møgunger. Er du provokeret nu? Er du?

Hey, du skal lige se den guitar jeg er ved at bygge. Jeg laver den til en fyr jeg mødte ved Vesterhavet. Han gik og ledte efter rav, og han ville gerne have en guitar, men havde kun en stråhat og en båd. Så vi byttede.

I dag er jeg ræverød, og et sted ude på værkstedet har jeg samtlige numre af Press liggende. Se dét var ordentlig journalistik! Nu må vi jo nøjes med information...

Skal du ikke ha et æble fra vores økologiske plantage?

I dag ønske jeg mig ingenting. Jeg har jo alt hvad jeg vil ha´, solskin og en dejlig familie. Og rødvin. Nej, jeg ønsker mig ingenting. Det sku da lige være et par sokker.

Lugten af linolie og savsmuld, og fornemmelsen af grove solbrændte hænder.
I dag er mine knoklede skuldre brede, og jeg skyder mit fuglebryst frem, for jeg er en Kok! En fuldblods, vaskeægte, rablende gal/genial KOK!




onsdag den 23. juni 2010

Jeg orker ikke at skrive de øvrige 980!

- mor, må jeg kaste vand på spejlet?

- må jeg gerne bare have dét her på, mor?

- må jeg se en film?

- jeg vil gerne have lov til at have noget tøj jeg selv kan bestemme over.

- Magnus er 10 år og jeg er 5 år. Ej, hvad skal jeg med en gammel mand?

- mor, se. Dragen giver dig et knus.

- savner du os imens vi har været hos Far?

- mor, vidste du godt at Indiana Jones i virkeligheden er Han Solo?

- mor, kan vi ikke snart strikke en trøjen til dragen, hvor der er plads til vingerne?

- mor, må jeg godt snart få en rokketand?

- hvis du skal se alle kampene, så har du fodbold-feber.

- ej, jeg skal tisse for evigt.

- mor, hvad laver man øl af?

- se mor, jeg har en myrebaby. Den er død.

- mig og Freja fangede et firben i dag. Den hedder Sally.

- jeg er kæreste med Emil. Han er en usynlig mus, og det er kun mig der kan se ham, og de andre piger siger det bare er noget jeg finder på. Er det vel, mor?

- når jeg bliver stor vil jeg have 1000 kjoler. Og en guldbil.

- hvem får først øje på en mand med kasket. .... MIG!

- kan vi ikke få is til aftensmad?

- mor, er du på toilet? MOAR???? ...... Hvorfor lugter her af lagkage?


mandag den 21. juni 2010

Welcome to the dark side!


Dagens dejligste Darth!
Tænk engang, jeg vandt. Jeg vandt! JEG vandt!

Og Darth kommer helt sikkert til at passe eminent til min flænsede t-shirt! Godt der ikke er længe til festival. Og alle de andre sommerdage man har lyst til at være lidt morbid på den fredelige måde!

Tak, tak, tak, tak, tak!!!

Økofrelst køkkenmama, moi?

Det var en fejl at begynde at bladre rundt i det farvestrålende eksemplar af 'Rigtig mad, lavet med kærlighed af den Perfekte Mor'.

Jeg fandt ikke en eneste opskrift, hvor jeg tænkte - "Nårh, det ser da let og lækkert ud"
Til gengæld lider jeg nu af voldsom præstationsangst og panik over om jeg får stoppet nok vitaminer, tjekkede rodfrugter og fuldkorn i mit afkom.
Og ser straks et scenarie for mit indre blik, der involverer store svedne gryder, røg i køkkenet og grædende børn!

Den står sgu på spaghetti igen i aften. Sorry kids!

søndag den 20. juni 2010

Kære Overbo!

Kære søde unge Overbo!
Tillykke med din nye lejlighed, og med din fine og smukke unge kæreste som er kommet hele vejen fra København for at flytte sammen med dig!

Det er et godt sted I har valgt at flytte ind, her er space til lidt af hvert, og os her nedenunder er glade for at I har ryddet så fint op i den lille forhave.
Og nøj, den lanterne din søde, unge kæreste har sat på trappen er altså bare enormt yndig - den står og skinner med sit naive og ungdommelige lys i opgangen, herligt!

Det var bare rigtig hyggeligt at sludre lidt her forleden, og jeg håber seriøst I snart har held med jeres ambition om at få et par børn eller tre - lejligheden er jo stor og der er helt sikkert plads til en flok tumlinge deroppe.

Men... fra én nabo til en anden:
Hvis I ikke fucking snart holder jeres gulvafsliber og øvrige powertools i ro efter børnenes sengetid, vil jeg personligt sørge for en kugleryster der vil gøre babyprojektet lige så håbløst, som et forsøg på at forklare en stiv polak at en hval ikke er til at klatre på!!!

Men hey - go' sommer, ikk!?

fredag den 18. juni 2010

Bør og gider!

Jeg ved jeg burde piske rundt for at lave lækker retro-økologisk mad med unikke krydderier købt i speacialforretninger.
Jeg ved jeg burde vaske gulvet, så der dufter af turbo-Trine.
Jeg ved jeg burde pynte op med blomster og duge og plastre hele skidtet til med levende lys.
Jeg ved jeg burde arrangere babysitning.
Jeg ved jeg burde tømme det askebæger, der stadig er top på.
Jeg ved jeg burde arrangere borde og stole, så de står indbydende og i sirlig rundkreds.
Jeg ved jeg burde drøne i bad og få styr på hår og makeup.
Jeg ved at anledningen kalder på neglelak og rosenpudder.
Jeg ved at jeg burde tage det fineste forklæde uden på min nystrøgne kjole.
Jeg ved jeg burde tage imod mine gæster med uskyldige, hektiske røde pletter på kinderne og et småstresset smil, for at dække over den begyndende syrlige lugt af angst og armsved.

Jeg ved at jeg bør udskifte ordet 'burde'.
HA!
Det gjorde jeg lige dér!

Jeg gider nemlig ikke være sådan én der bør en hel masse.
Jeg gider ikke være hende der stresser mig selv bigtime.
Jeg gider ikke ligge under for hverken mine egne eller andres opskruede forventninger.

Jeg gider til gengæld godt at stille Asti på bordet.
Jeg gider godt tage imod dem med smil og kram og sludren.
Jeg gider godt beholde mine jeans på og måske en varm trøje.
Jeg gider måske godt tage mascara på øjnene. Måske.
Jeg gider godt hygge og nusse om mine gæster med alle de lækkerier man kan lave i en mikroovn eller købe på grillen.
Jeg gider godt leve en afledningsmanøvre med en 52'' og en playstation, så afkommet er optaget ude i garagen.
Jeg gider godt sørge for der er dyner, madrasser, lagner og campingvogne nok, så vi kan blive ved til vi ikke gider mere.
Jeg gider godt at finde 14 tæpper frem, som vi kan vikle os ind i til langt ud på natten.
Jeg gider godt snuppe en Oldefar (lidt større end en morfar....), så jeg er klar til at sludre hele natten.
Jeg gider dælme godt være hende der blander drinks og tænder for de kulørte lamper.

Jeg gider godt at have besøg af dejlige veninder, der skider på om der er gjort rent, eller hvem der har lavet maden.
Jeg gider fanderme godt være veninde med den slags mennesker, der ikke har opskruede forventninger til tilværelsen.
Jeg gider fanderme godt være veninde med sådan en flok dejlige damer, som lader mig få lov til lige præcis at være dén jeg er - ikke dén jeg burde være!

onsdag den 16. juni 2010

Bonderøv! vol IIII

Man ved man er kæreste med en bonde.... næh, DRENGErøv, når man pludselig befinder sig i garagen foran et 52''-tv, med dåseøl, fodbold og en granvoksen mand, som sidder og hopper i stolen af begejstring!

Shaken, not stirred!

Man kan sige meget om Sys Bjerre, hvilket jeg også gerne gør og har gjort....

Men denne gang har hun præsteret ikke mindre end en lille genistreg - og det er faktisk ikke selve nummeret jeg tænker på, omend jeg må indrømme at jeg også får lyst til at ryste bestemte kropsdele og blande drinks når jeg hører det!

Men midt i en fabelagtig sommer, hvor alle drenge, bonderøve, gentlemen, håndværkere, slipsedrenge, Fyrbødere, ægte- og uægte mænd sidder klistret til skærmen i en fælles fodboldrus med dåseøl, opfordrer hun med danseglade afrorytmer og horntrut til at pigerne slår sig løs og nyder livet!

Se, det er sgu en genial granskning af udbud/efterspørgsel, som udelukkende på den baggrund fortjener at blive en landeplage!
(ok, og så måske også lidt fordi - tænk at jeg skal til at skrive det her... - at den faktisk er lidt fed....!)

Så er banen kridtet op; Sys og solskinsKøbenhavn og dansende sigøjnere




Og på den anden banehalvdel; altid nærværende mandehørmende Nephew - der jo egentlig også er ganske gode til det der med udbud og efterspørgsel... ;-)


tirsdag den 15. juni 2010

Hvem der bare kunne italiensk

For nogle år siden var jeg i Firenze (igen) – og i den forbindelse var jeg inde og se en kjole-udstilling. SMUKKE, smukke, smukke kjoler, så fint stillede op i Palazzo Pittis storslåede renæssance-rum, på dukker med blide træk og dekorative papirparykker.
Jeg forstod ikke et ord at de plancer der ledsagede udstillingen, og jeg forstår ikke et ord fra de bøger jeg købte om udstillingen.
Men nøj, hvor ville jeg ønske jeg forstod!
Jeg ville så gerne vide noget mere om kjolerne, læse om deres tilblivelse, hvem der har båret dem, i hvilken anledning de er blevet fremstillet, forestille mig hvem de kvinder har været der har levet på en tid, hvor storslåede kreationer var en del af det almindelige liv.
Vidunderligt smukke! Intet mindre!
Abito da giorno
1837
Abito intero in batista di cotone stampato a motivo astratti lilla. Busto aperto posteriormente, foderato in tela di cotone Scollo a barca. Punto vita leggermente rialzato con cinturino. Maniche lunche con gigot al gomito, a spalla calata.
Cuciture di scollo e maniche con venature. Gonna con pieghettature in vita.
Altså noget med en kjole i trykt bomuld og med bådudskæring, sænkede skuldre – og nederdel med læg i livet.
Og så denne vidunderlige jakke, som jeg intet aner om – andet en den er lavet af Valentino til Audrey Hepburn!
Er den ikke bare utrolig!?

Noget om næsehorn


Vi kender alle sammen historien om Otto, det spøjse og småblomstrede næsehorn der godmodigt kigger på et besynderligt liv mellem rabarber-børn og udstoppede eksotisiteter. Otto, der stilfærdigt gumler rugbrød og grynter af salig veltilfredshed.
Otto, det klodsede, men venlige dyr.

Men nu har jeg så mødt Dotty, Ottos kusine.
Dotty er et næsehorn, men ellers er ligheden med Otto mangelfuld!

Næsehornet Dotty ligner et næsehorn.
Stor og ensfarvet i al sin grålige tunghed. Med læderhuden lagt i vredladne folder, og små stikkende øjne. Hendes ører bevæger sig hidsigt i små ryk for at vifte småfluer og andre irritationsmomenter bort, og hendes hales grove hår fejer rundt på den brede bagdel for at at være sikker på at intet undgår hendes opmærksomhed, eller - oh gru - sætter sig et sted, hvor hun ikke kan se det!

Dotty gik ned til vandhullet med hårde skridt og banede sig vej gennem dyreflokken med en overlegen mine, mens hun med sine små øjne holdt alles blikke fast.
"Jeg skal til! Jeg har mine unger med, og det er vigtigt at vi kommer frem. Kan I ikke se at jeg skal forbi? Flyt jer", sagde hendes øjne.
Hun stillede sig med sejrsikker mine og drak af vandet, mens hun stadig holdt alle i skak med sit blik. En enkelt antilope gjorde et forsigtigt forsøg på at trippe bag om hende for at komme ned til vandet, men Dotty flyttede nærmest umærkeligt på sit bagparti, så antilopen ikke kunne komme til og sukkende måtte gå en omvej for at komme til vandet på den anden side.

Da Dotty var færdig med at drikke stillede hun sig dér hvor vejen ned til vandhullet var bredest, og med en ligegyldig mine gik hun i gang med at sprede store klumper af lort, nærmest lidt tilfældigt, men alligevel med en minutiøs grundighed i sin fordeling af lortedyngerne. Så rumlede hun en besked som ungerne forstod, og de hoppede hen og gik i gang med at sortere i lorten, og fik hurtigt bygget en rede de kunne boltre sig i.
Imens satte Dotty sig godt til rette, og hvis nogle af de andre dyr ville forbi, blev de ledsaget af et grynt og et hvast blik.

På et tidspunkt blev Dottys unger trætte af at legen i lorten og den yngste unge begyndte at hyle. Dotty puffede den irriteret væk, men den modigste ældste af hendes unger gik hen til hende og gryntede.
Påtaget træt rejste Dotty sig op og traskede modvilligt afsted for at lede efter noget til ungerne at spise, og hun fandt hvad hun søgte. Dog var det noget mad nogle af de andre dyr havde samlet sammen, men hun hornk'ede faretruende og pustede sig op, mens hun stillede sig aggressivt med forbenene beskyttede hen over byttet.
En enkelt hanelefant var lige ved at tage kampen om mod hende, men da han kiggede på ungerne bag hende trak han sig tilbage, han kunne sagtens selv finde noget andet mad til sig selv og sine egne unger.
Dotty trak sig tilbage til lortereden med blikket stift rettet mod de andre dyr og sænket horn, og fordelte føden mellem sine unger, der grådigt kastede sig over det.

De andre dyr ved vandhullet holdt sig på respektfuld afstand af Dotty og hendes flok, ingen turde vist komme for tæt på, og selvom hendes unger spredte lort over et større og større område var der ingen der for alvor satte dem på plads. Et par enkelte dyr forsøgte at flytte ungerne lidt til side så de ikke kom for tæt på vandkanten, eller løb i vejen - men vel vidende at Dotty's små stikkende øjne fulgte dem blev det kun halvhjertede forsøg.

Vandhullet var et hyggeligt sted, solen var så småt ved at gå ned, og dyrene samlede sig i afslappede dynger, drak lidt, gryntede lidt, legede lidt.
Aftenfreden var ved at indfinde sig, og de voksne dyr puslede lidt rundt om deres unger, mens de godmodigt drillende puffede til de andre dyr, eller satte sig tæt sammen så de i fællesskab kunne holde varmen.
Dotty holdt skarpt øje med det hele, mens hun med grynt og hale-svirp holdt sine ungers lort væk fra det sted hun sad.
Men pludselig rejste hun sig og trampede hen til det sted hvor de andre dyr havde slået sig ned. Hun stillede sig skrævende og med blikket fast rettet mod de andre dyr, og en mine de sagde: "Gør plads. Jeg vil sidde her!"
De andre dyr rykkede og rykkede rundt, så Dotty til sidst kom til at sidde der hvor hun ville; på en forhøjning, hvor hun kunne se alle de andre dyr.
Der sad hun resten af aftenen, mens hun gryntede små kommandoer ud af mundvigen til sin mage om hvad han skulle gøre med ungerne og deres lort.

Hendes unger blev mere og mere vilde, og mere og mere trætte - og tilsidst kunne de ikke mere og begyndte allesammen at hyle.
Dotty rejste sig vredladent og demonstrativt, og begyndte at skrabe lort sammen - faktisk skrabede hun så meget af sit lort sammen at hun tog lort med som ikke var hendes. Imens prøvede hendes mage at få ungerne til at holde op med at hyle, og de andre dyr så vantro til mens det støjende scenario stod på.

Med et enkelt nik gryntede hun til afsked, og spærrede med sin bagdel så hendes mage ikke havde chance for at komme ned til vandet og drikke en sidste gang.
Stilheden da de forlod vandhullet var øredøvende.

Næsehorns-adærd ved vandhullet er ikke min stil.
Mange andre dyr ville kunne komme ned til vandhullet og drikke og hygge med unger og lort på afsindigt mange andre måder.
Men hun valgte at være strittende ører og panserplader.
Jeg spekulerer over hvorfor Dotty endte med at være et næsehorn - hvis hun nu havde været... tja.. en flodhest i stedet, så ville det hele måske have været så meget anderledes.
Men hun valgte at være et næsehorn, og det var helt og aldeles uklædeligt. Og sørgeligt!
Et venligt blik, en høflig grynten, lidt mindre læderhud og stride børster - det ville kunne gøre underværker, og jeg tror egentlig også at Dotty selv ville have haft en helt anden oplevelse på den måde.

Jeg gider ikke næsehornsadfærd.
En anden gang finder jeg et andet vandhul at slå mig ned ved.



mandag den 14. juni 2010

Shhh!



Er det morgen? Hvad dag har vi? Øjjj, av av av..... Gider I ikke lige dæmpe jer lidt? Bare lidt, så er I søde...

fredag den 11. juni 2010

Fortællingen om 5 år

Frøken Feodora fyldte fem!
Frække Frøken Feodora filmede og fjollede og fægtede med alt!
Finurlige Frøken Feodora fandt festlige fornemmelser frem hos os alle!
Forventningsfulde Frøken Feodora.
Forvente Frøken Feodora fyldte sig med farvestrålende festligheder.
Fødselsdagsbarnet Feodora.
Fantastiske Frøken Feodora fik mine fornemmelser for fuldendt familieånd og fællesskab til at fungere.
Fængslende Feodora favnede sin fødselsdag i fulde firspring.

Flotte, finurlige, farvestrålende, frække, forvente, fabelagtige, fantasifulde, fantastiske fantastiske fantastiske Frøken Feodora får mit forældre-hjerte til at flimre!




torsdag den 10. juni 2010

Bonderøv! vol III


Man VED man er kærst' med en Bonderøv, når ens børn pludselig kan teksten og fagterne til den her...






(OMG!)

God weekend, derude!

;-)

onsdag den 9. juni 2010

Fra mor til mor

Kom ud, gå nogle ture.
Sørg for at spise ordentligt.
Lav nogle gode rutiner for dig selv.
Øv dig i at lægge mærke til detaljerne omkring dig.
Forsøg at være tilstede i nuet.
Registrer dine tanker og følelser, men lad dem flyve forbi uden at lade dig påvirke af dem.
Stå op på samme tid hver dag.
Gå i seng på samme tid hver aften.

Man skulle tro jeg lige havde talt med min mor, ikk?
Men det er ikke min mor der har talt til mig - men til gengæld dén psykolog som jeg har bedt om hjælp!

Alt dét jeg kunne for et halvt år siden kan jeg ikke længere. Jeg gik til koncerter, alene. Jeg kæmpede med næb og klør for at holde sammen på mig selv og børnenes liv. Jeg insisterede på at stirre galskaben stift ind i øjnene. Jeg stod stædigt og stejlt på at Universet og min tro på det gode ville hjælpe mig til at holde fast, holde ved, holde ud.
Alt det han fortæller mig jeg skal, var noget jeg kunne og har fortalt mig selv igen og igen.
Og pludselig holdt det op.

I stedet blev det til galgenhumorisk slummy-mummy med hang til overspringshandlinger og frygt for at bevæge sig uden for en dør.
Savsmuldstapet og tunge dyner, og en evindelig angst for at komme til at træffe alle de forkerte valg.

Det kunne godt have været noget min mor ville sige til mig.
Men min mor - det er hende som i dag hjælper mig med at fejre TøseTroldens fødselsdag med kager og aftensmad i storfamiliens skød.
Fordi jeg ikke har glæde, overskud eller evner til selv at fejre min datter. Fordi hun tilbød det helt af sig selv, på trods af at hendes eget liv er et kæmpestort virak.
Min mor - det er hende som ikke fortæller mig hvad jeg skal gøre, men lytter til mig og fortæller mig at jeg er lige præcis dér hvor jeg skal være.

Jeg er så taknemmelig for at det ikke er min mor, der giver mig den slags formaninger.
Jeg er så taknemmelig for at det er min psykolog, der hjælper mig til at huske hvordan man gør.
Jeg er så taknemmelig over at jeg endelig formår at tage imod den hjælp, der bliver rakt mig.
Og ikke mindst er jeg over-alt taknemmelig over at jeg ikke behøver skamme mig over ikke selv at have dét som skal til, for at min datter i dag føler sig som noget særligt.

Det er usigeligt svært at bede om at få hjælp.
Det er usigeligt bekræftende når hjælpen kommer af sig selv, uden forbehold, uden betingelser - men med stor kærlighed og tålmodighed.

Så kan I passende spilde tid med den!


... er der nogen hér, der kan konstruere en sammenhængende sætning med 5 'og' i træk?


Hvis du er ved at dø for at kende svaret kan du markere teksten herunder, så finder du svar. Men ikke noget med at snyde, vel?



En skiltemaler bliver af en købmand bestilt til at lave et stort skilt, hvorpå der skal stå 'Øl og vand'.
Da købmanden går ud for at se hvordan arbejdet skrider frem siger han til skiltemaleren:

"Der skal være større mellemrum mellem Øl og og og og og vand"

Se, det var jo ikke svært, vel?
;-)

and"

tirsdag den 8. juni 2010

'er i forhold med....'

... og i øvrigt gjorde jeg det!
Ikke fordi I skrev jeg skulle. Eller fordi jeg forsøgte at være selvoverbevisende modig. Eller fordi jeg synes det var på tide. Eller skammede mig over at jeg ikke turde.

Men fordi jeg kiggede på ham, og spurgte ham om det ville betyde noget for ham?
Han ærlige smil og alvorlige 'ja' var det æselspark i nyrerne jeg havde brug for.
Så nu er jeg - helt og aldeles officielt - i et forhold.

Forventningens glæde!


Der er én som glæder sig ret meget til i morgen. Så meget, at hun faldt i jubii-søvn uden at få sat det sidste kryds...

Savsmuld

Jeg kender fandme ikke Sandheden!
Jeg kender ikke engang én sandhed!

Eller, jo - det passer ikke helt. Én sandhed jeg kender er den kæmpestore altoverskyggende kærlighed jeg har til mine børn, en sandhed som tager pusten fra mig i sin storslåede ubegribelige og nærværende mystik.

Men resten er jeg i tvivl om. Det hele. Så meget i tvivl at jeg idag pakker mig ind i dynen og leder efter sandhedsfragmenter i savsmuldstapetet, og håber på at dynen holder til strækkeligt sammen på mig, så jeg ikke smuldrer bort.

mandag den 7. juni 2010

Æsel, I need you!


Ok, nu hvor vi er ved Shrek.....

Hvorfor er det lige jeg bliver grøn og vortet og klodset og kvabset og ubehjælpsom og troldeagtig indeni, når jeg spekulerer over om jeg tør gå hele vejen og klikke 'i et forhold....' på Facebook?
Hvor fanden er det enerverende åndsvage altid-talende mega-irriterende omvandrende samvittighedsfulde loyale indre æsel , når man har brug for det??

En mundfuld kaffe og en bid ostemad


Nå, men det bliver så ikke i dag jeg får plugget mit indre stik til en oplader og får mulighed for stilhed i mine ører og min hjerne.
3 stk børn afleveret i skole og børnehave præcis til klokken 8, og 3 stk børn afhentet på skole og i børnehave igen kl 9.30.
Med en halv times kørsel hver vej blev det lige præcis til en halv kop kaffe, hvoraf resten står og griner hånligt ad mig ude på køkkenbordet.

Noget med en cykeltur og nogle nøgler som måske, måske ikke var blevet væk, en masse telefoneren mellem kontor og moderen, mellem moderen og faderen og tilbage til kontoret igen, resulterede i to stk ærgerlige drenge, et stk forundret lillesøster og én træt mor, som må udsætte hjerne-ro og stilheds-kaffe til i morgen.
Hvis jeg er heldig.

Fuck mandage og cykelnøgler.
Men nu smider vi os sgu i nogle madrasser og ser Shrek, gør vi! Og drikker giftiggrøn sodavand. For det må vi nemlig godt, det har jeg bestemt!

lørdag den 5. juni 2010

Overvældende morgensol

Der ligger chips på gulvet og bamserne har kastet sig i store hyggelige dyne-dynger.
Racerbanen og kasseapparatet er fundet frem, puslespillet bliver bygget igen og igen, sæbeboblerne flyver lystigt ud over baghavens vildnis, og der er blevet konsumeret morgenmad i uhørlige mængder.
Børnebanden + 1 lånebarn slår sig løs i Fyrbøderens hjem og hjerte, og jeg bliver varm, varm, varm over at han rummer det hele; gemmer små overraskelser rundtomkring som han glæder sig til at vise dem, at han helt af sig selv finder på at sætte sit kareoke-anlæg (!) op, at smilene bobler helt op i hans øjne, og knusene og eventyrerne sidder løst på os allesammen!

Godtnok er solen allerede stærk, men det er noget ganske andet som varmer mig langt ind i sjælen!

fredag den 4. juni 2010

Seven


Nå, men man må vel igang med noget selvudlevering, så....

1.
Min lillesøster havde en hamster, som hun elskede overalt på jord! Hun havde én eller anden ting med dyr, og Guldfod var ingen undtagelse.
Intet var godt nok til den lille gnaver, og en dag fik vi den geniale idé, at Guldfod skulle sove som en kongelig - så vi fandt vores playmobil-iglo frem og forede den med strå og halm og lagde godt med foder til rette, for til sidst at mose kræet ind i det trange, men bedårende leje. Hvis vi var hamstre ville vi have elsket at blive puslet om på den måde!
Vi gik glade i seng i tryg forvisning om at Guldfod sov som en kejser, men det viste sig næste morgen at det snarere var Prinsessen på Ærten's vildeste mareridt vi havde genskabt;
Guldfod havde i nattens løb fået en hjerneblødning og var blevet halvsidig lammet - dagen efter blev den aflivet hos dyrlægen, og grådkvalte begravede vi den i en cigaræske ved siden af kirkemuren!
Iglo'en findes endnu i min mors gemmer, og jeg kan stadig ikke se den uden at få ekstremt
dårlig samvittighed!
For at kalde en spade for en spade; jeg er hamster-morder!

2.
Jeg begår det vildeste normbrud på mit køns vegne, men altså - jeg er faktisk ganske ok tilfreds med min krop!
Jo jo, 3 børn har sat sine spor og der er ikke en blød plet uden den er ledsaget af myriader af strækmærker, mine bryster kommer aldrig igen til at føre en samtale med hinanden, og mine tæer er mærkelige...
Men min krop er dejlig, og den er min!

3.
Jeg er matematisk student med 03 i både matematik og fysik. Og et karaktergennemsnit på 6,8...
Ærlig talt, det ragede mig en skid dengang. Og gør det vist stadig....

4.
Jeg er blevet friet til over storskærmen i Parken!

5.
Hvis jeg var et dyr ville jeg være et næbdyr.

6.
Jeg har læst 'Ringenes Herre' mindst 10 gange. En overgang var det en årlig tradition, at jeg pløjede mig gennem de tre bind hver sommer.

7.
Jeg har lært mig selv at strikke og hækle. Jeg har begået samtlige fejl man overhovedet kan begå, og har taget ved lære af hver eneste, selvom det har kostet tårer og biden i gulvtæppet! Jeg har virkelig strikket ufattelig grimme og aldeles ubrugelige ting!
Ud af de 43 sweatre jeg har strikket gennem tiden er det formentlig kun en håndfuld, som rent faktisk er blevet til noget...

Og et billede, som I ikke har set:
Familiesvagheden; mærkelige tæer.
Den 2. tå er markant længere end storetåen, og i øvrigt, Christina, særdeles behåret. (og lilletæerne er krumme og ligger nærmest inde under foden i en vanskabt position. Måske knap så kønt, men temmelig praktisk når man har hang til stiletter...)

Fyrbøderen prøver godtnok at overbevise mig om at det dér med 2.tåen er et tegn på stort intellekt, men han er loco, så jeg giver ikke fem flade for hans vurdering...



onsdag den 2. juni 2010

Award-awkward

Så ligger man lige så stilfærdigt i sit celebre overklasseliv; i badekarret med løvefødder og pjasker rundt i den andalusiske gedemælk, der holder huden så ren og skær - og pludselig ringer éns agent og kampråber i telefonen at man er blevet hædret med priser - og jeg bliver SÅ forskrækket at jeg knækker hælen på mine diamant-tøfler!

Ikke at det er uvant for mig - naturligvis - jeg bliver bare så forvirret og en lille smule stakåndet ved tanken om hvorvidt hylden kan bære endnu en stabel metalmænd.
Og altså, så lige i dag... hvor mit hår slasker rundt, fordi min stylist havde et møde med min personlige shopper om hvad de skal stille op med min garderobe, fordi SÅ mange designere har tigget og plaget om ikke jeg nok vil vise mig i nogle af deres kreationer.

Jeg er jo bare SO NOT ready til at skulle møde hoben i dag. Nå, men man skal vel til det? Gad vide om der er paparazzier nok til at jeg gider bevæge mig udenfor?


Ej, altså.

Guuud. Er det sandt? Mig?

Jeg ved næsten ikke (sob sob) hvad jeg skal sige... Jeg elsker jer, I really, really do! Really really!
Jeg vil gerne have lov til at rette en stor tak til mine forældre som altid har været der for mig, til min fantastiske lærer som i 3. klasse roste mig for min danske stil - og en stor tak til min lillebror, som virkelig har givet mig en fed personlighed...
Jeg elsker jer. Virkelig virkelig!

Lykke, Anna, Tina, Stella, Onkel Anne, Hulebo, Annika, Kirsten, Christina og Camilla (håber godtnok ikke jeg har glemt nogen?), HOLDDAOP hvor er jeg altså glad for jeres ord til mig på både Klip & Hug og på Hverdagsjunkie!

Jeg har tænkt meget over det her award-noget, og det fascinerer mig en smule.
Jeg er som bekendt ikke meget for at lade andre trække regler ned over mit hovede (uff, fy! NormaliTET? Det bruger vi ikke hér!), men det giver faktisk mening at opfordre til at sende en award videre - især når man tænker på at det er sammenholdet og evnen til at ville dele som er en af blogland største styrker.
Så. Jo, jeg sender awarden videre, men kun til én, som jeg synes er en helt særlig person, både kunstnerisk og personligt, og som er forholdsvis ny i blogland og fortjener lidt opmærksomhed for sine spændende kreationer.

Den anden del - dét der med at fortælle om sig selv - er jo hysterisk morsomt! Jeg er overbevist om at det er en regel som udelukkende er indført, fordi vi er så pokkers nysgerrige efter at lære endnu mere om de bloggere vi elsker at læse med hos :-)
I know I do!

Men det bliver lidt senere, for mit gedemælksbad er ved at blive køligt, og desuden har jeg en date med Oprah, der gerne vil vide hvordan jeg kan blive ved med at være så autentisk...
Hvor helvede blev den opvarmede badekåbe af?



Going loco!

Er det lidt pinligt at indrømme at hans tshirt ligger lige inden for rækkevidde, så jeg kan indsnuse essensen af ham når jeg savner ham for meget?
Lidt for teenagefjantet, er jeg bange for!
Oh salige sindsyge, dit navn er forelskelse!

tirsdag den 1. juni 2010

Forbandet være du, Moder Natur!

Jeg nåede kun lige 15 meter væk med barnevognen før hun opdagede mig, barnemoderen!
Og så måtte jeg jo pænt undskylde, men tilføje at det kun var fordi jeg liiige havde set noget nede i den anden ende af butikken som jeg blev nødt til at tjekke ud!

Jeg tror vist nok hun hoppede på den, for i hvertfald sagde hun ikke noget - og hun opdagede heller ikke at jeg med vilje glemte hendes pose i en garnforretning i håbet om at hun ville skynde sig tilbage, og endnu engang efterlade mig og barnevogn uden opsyn....

Men ak, den gik ikke - og de gange jeg stod med den smukkeste, blødeste lille rynkede pensionist i armene var det som om tiden gik i stå og jeg var kun i stand til at falde i svime over hendes bedårende ørefolder og de småbitte hår som gør det ud for øjenbryn.
Og sniffe. Og sniffe lidt mere.
Og inden jeg så mig om var øjeblikket forspildt og mine chancer for at stikke af med hende var igen minimale.

Forbandet være dén ordning, der gør at spædbørn går direkte i systemet på én.
Hallo, jeg har jo ligesom de børn jeg skal have!?

Men lige nu kan jeg kun tænke på babyer og bløde kinder der er så tykke at tyngdkraften hiver dem nedad når barnet ligger på siden, og får hendes ene øje til at forsvinde i en blød, blød. blød skumfidus-bule.

Skam dig, Moder Natur! Skam dig over at give mig den slags griller, skam dig især fordi du ved at jeg har hænderne fulde og slet, slet, slet ikke skal putte baby-kriller ind i en kabale som i forvejen ikke kan gå op!

Men, åh, hvor var hun altså dejlig!

hjælp at hente

Har du også som mig en amatørfotograf i maven, men uden at vide en skid om de fleste af de knapper der sidder på dit kamera?
(pinligt at have alt det avancerede udstyr uden at kunne betjene det, ikk? Mit eneste svar er... bluff, bluff, bluff!)

Men nu er der håb, selv for en kamera-tosse som mig selv - for hér er der gode råd og vældig inspiration at hente. I et letforståeligt og pædagogisk sprog! Hurra for internettet!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...