Da jeg startede min blog i sin tid skulle jeg instantly træffe to afgørende valg - det første handlede om hvad jeg skulle kalde mig selv, det andet hvad jeg skulle kalde min blog.
Nu er det sådan, at dét med navne er helt utrolig betydningsfuldt! Man ser ofte i eventyr, legender, myter - de store episke fortællinger - at navnet er noget af det helligste der findes.
Tænk bare på Voldemort og Sauron, inkarnationen af det ondeste, hvis navne er tabu og kun tør udtales af de modigste.
På samme måde er der eksempler på hvordan mennesker skifter navn i overgangen mellem barn og voksen. Og ligeledes flere eksempler på at man kan blive navnløs hvis man bliver udstødt.
Navnet er noget af det helligste der findes - man kan nærmest fristes til at påstå at der er usansynlig meget identitet forbundet med vores navn!
Det føltes som et stort valg at vælge mit navn.
Jeg tyggede lidt på det, men pludselig vidste jeg bare at jeg er en Hverdagsjunkie. Det kom til mig, pludseligt og med en god styrke. Jeg synes navnet fortæller meget om mig og klinger godt, og jeg var tilfreds med det fra start - og siden er navnet begyndt at hænge så meget ved at jeg rent faktisk lægger stor identitet i det!
Men hvorfor 'Klip en hæl & hug en tå'?
Umiddelbart handler det om noget håndarbejds-relateret. Jeg kunne godt lide at det var ord, som kunne bringe tankerne hen på at foretage sig noget kreativt.
Men der er en forklaring mere! Og den handler om at jeg er notorisk prinsessehader...
Udtrykket stammer fra eventyret om Askepot.
Hun bliver forvandlet til en prinsesse med glassko, men forsvinder *pufff* - hvorefter prinsen drager ud i land og rige for at lede efter sin prinsesse - det vil sige hénde, der kan passe glasskoen.
Askepots slemmer, slemmer stedsøstre klippede og huggede løs for at klemme deres almindelige fødder ned i 'formlen' prinsesse - men deres bedrag blev afsløret, og det var kun den ÆGTE prinsesse der til sidst kunne iføre sig glas og prinsesse-status - og dermed var hun den eneste der var værdig til den ÆGTE kærlighed.
Jeg er så træt af den historie!
Jeg er så træt af enhver symbolsk fortolkning af at kvinder kun kan være ÆGTE prinsesser og fortjene ÆGTE kærlighed, hvis de er yndefulde og sarte!
At kvinder kun fortjener en ophøjet prinsesse-status, hvis de ifører sig glassko (var der nogen der sagde lotusfødder???) og ægteskab.
Næh - jeg er på stedsøstrenes side hér!
Ok, det kan godt være de er nogle skiderikker overfor deres adopterede lillesøster (som sikkert i øvrigt også er pænt irriterende en gang imellem!)
Men helt ærligt, hvem af os kan påstå at man kun er ÆGTE hvis man er en prinsesse af glas?
Hvem siger at livet former sig som en glassko helt af sig selv?
Nej, stedsøstrene har fat i noget - uanset hvor åndsvagt de så end opfører sig overfor deres sarte og uskyldige lillesøster - for de har forstået at man bliver nødt til at skabe den virkelighed man ønsker sig!
Og nogengange koster det! Det kan koste en hæl eller en tå, et ægteskab, et venskab, et job eller andet - men hvis ikke man tør klippe eller hugge ender det måske med at koste integriteten.
Og jeg ved godt hvad jeg helst kan undvære!
Stedsøstrenes uheld består i at de lever i en tid og i et samfund der hylder sarte og uskyldige glas-prinsesser. Det er ikke tilladt for dem at tage den form for initiativ, og deres straf er hård; de bliver udstødt af deres samfund, forkrøblede og utåleligt UÆGTE!
(Læg i øvrigt mærke til at i de fleste af eventyrets versioner har de ikke engang fået lov til at få et navn!)
Vores held, kæreste med-sted-søstre, er at vi befinder os i et samfund og en kultur der tillader os at klippe og hugge, at forme og skabe, at være lige præcis dem vi er, uden at vi behøver at iføre os glas og andre formler for hvad det perfekte liv handler om.
Vi kan og vi vil skabe vores egne sandheder, glassko og eventyr!
Vi skal bare huske det! Og tro på det!
