mandag den 31. maj 2010

You can never hold back spring!



Den smukkeste intro til én af de smukkeste film jeg nogensinde har set!
Filmens begyndelse er en drøm, og lige præcis så romantisk og mærkelig som drømme kan være!

Gør dig selv den tjeneste at nyde Tom Waits hæse, fængslende stemme, musikkens gennemspillede underfundighed og Benignis blændende evne til at kombinere det dybt komiske, nærmest falden-på-halen-agtige, med en underspillet og dybtliggende indsigt i livets alvor!


Det nummer gir mig kuldegysninger!
Fordi... you CAN never hold back spring...

søndag den 30. maj 2010

Narkotika!

I morgen skal jeg stikke næsen i en babynakke og sniffe og sniffe og sniffe og sniffe og....
Mine æggestokke skal nok lide pænt meget overlast og nive en del, men jeg kan da nok godt klare bare et lillebitte fix - mon ikke?
Og så skal den bedårende lille gammel-rynkede sveske hedde næsten det samme som mig.
Der er dømt kærlighed ved første blik, jeg er sikker!

Håber der også bliver tid til at veksle et ord eller to med moderen? Det bliver formentlig sidste gang hun taler venligt til mig, eftersom børnekidnapning ikke er så velanset i disse tider...

Et sagte, hemmeligt sted

Jeg har fundet et hemmeligt refugium!
Midt i min mismodige enlig-mor og hvad-skal-der-nogen-sinde-blive-af-mig panik har en helt særlig Bonderøv lukket mig ind i sit hjem og sit hjerte, hvor jeg kan få lov til at være.
Være i fred.
Være i mine egne tanker.
Være i tosomheden.
Være mig. Bare mig.

Vi kørte gennem natten og talte vidtløftigt om kærlighed og angsten for at miste, og da motoren forstummede blev vi også tavse og talestrømmens floskler blev afløst af følelsernes erkendelse, kun afbrudt af nattesolen og fuglenes infernalske forårskåde larm.

Hans hjem er så ulig mit. Hans liv minder kun i ganske få glimt om det liv jeg har levet.
Men hans hjerte er uendelig stort og rummeligt, og de ydre rammer er kun... ydre rammer.
I hans arme, i hans hjerte og i hans hjem har jeg fundet et helligt sted hvor mine følelser, hver og én, har sin tid og sin plads.
Og drømmene. Snart følger drømmene!

fredag den 28. maj 2010

Genbrugshjerte!

Jeg er genbrugsfan!
Især, når man er så heldig at den lækreste Rützou-ting hang og tiggede om at komme til at bo hjemme hos mig. Jamen, selvfølgelig lille ven - du er mere end velkommen!
Ok, måske lidt dyrere end de mange smid-i-nakken-fund jeg har gjort gennem tiderne, men jeg blinker ikke et sekund fordi jeg ved, at pengene er lagt et godt sted!

Jeg tror nu nok at den store blomster-plamage ryger sig en tur, det er lige lidt for tøset til min smag...
Men den er så skøn! Jeg elsker detaljen med læderspænderne, og så er den så blød, at et hvilket som helst lam med respekt for sig selv ville skamme sig!

Jeg kan sjældent gå forbi en genbrugsbutik uden jeg skal ind og rode i deres bagerste gemmer, og jeg må tilstå at langt over halvdelen af mit klædeskab er genbrug.
Det taler til mit genbrugs-hjerte (hø hø.... fik du dén?!) at gode ting ikke bare smides væk, men finder ny berettigelse i nye omgivelser!
Jeg bilder mig ind, at udover det gør mit klædeskab personligt er det en stilfærdig protest imod vores overforbrugende samfund, og en hyldest til godt håndværk og god kvalitet!

Hvad med dig? Har du genbrugshjerte?

onsdag den 26. maj 2010

Pissefuckinglortepis - med crap på!

Hvordan helvede er det lige det her liv-noget fungerer?
Please, én eller anden forklar mig det venligst og helst temmelig hurtigt inden jeg imploderer!

Det er som om jeg HAR forstået konceptet og har samlet alle de tusinde forskellige brikker, som jeg ved skal passe sammen og burde give en form for overblik og tryghed.
Bare lige med den eneste hage, at jeg altså er kommet til at samle tusinde brikker fra tusinde forskellige puslespil!

Det er ligesom at opdage at man er kommet til at slette 17 ultra-vigtige mails ved et uheld!
Eller som at stå på den anden side af eksamensdøren og DÉR komme i tanke om alle de fede ting man burde ha sagt!
Det er ligesom at tanke diesel på sin benzinbil!
Det er fandme ligesom at børste tænder, men først et øjeblik for sent opdage at det IKKE var tandpasta - men håndcreme - man havde kommet på tandbørsten!

Grrrrrr.... ingenting giver mening i dag! Ingenting!

Novra!



Müsli, havregryn og åndelig føde til morgenmad!
Mit lillebitte køkken er blevet udvidet med en lillebitte reol, som alligevel er stor nok til at rumme de fleste af mine bøger - når bare de står i to lag...

Og se... en hylde KUN til håndarbejdsbøger!


Køkkenet er mit favoritsted i hele lejligheden, og nu kan jeg tilmed sidde derude og læse i alle mine favoritbøger!
Yey! Jeg er glad!


tirsdag den 25. maj 2010

Dumme, godtroende børn! ;-)



He he!

Jeg har taget røven på mine børn i dag, og jeg ELSKER det!
Børn skal drilles, i hvert fald mine - og helst med kærlighed og glimt i øjet.
Selvfølgelig skal de også nusses og klappes og aes og pusles og hygges og krammes - men de skal fandme også drilles!
Og mine bliver drillet (god dril, selvfølgelig!), lige så snart jeg finder anledning til det - he he!
Hvorfra ellers skal de lære social omgangsform, ironi og sarkasme?

Weekenden har budt på have-hygge hos Fyrbøderen, og i går fortalte vi børnene at de ikke skulle i skole i dag, fordi vi skulle have gjort forårsrent hos både ham og os selv.
De gloede noget på os, men jeg tror ikke helt de bed på den - førend i morges, hvor vi vækkede dem med besked om at alle madrasser og puder skulle slæbes udenfor og bankes og rystes.

Ungerne rystede puder i ét væk, hoppede rundt på madrasserne ude på græsset for at banke støv og skidt af dem - og BANDEDE os langt væk med sure miner og grådkvalte stemmer.

Da de langt om længe var færdige blev de sat i bilen med besked om at vi nu skulle vende næsen mod Boho-lejlighed, for deres lego skulle vaskes (og det som ikke kunne vaskes i maskinen måtte de vaske med håndkraft og vatpinde!), deres madrasser skulle vendes og deres dyner trængte til at blive støvsuget.
Sure miner og øv-fjæs tøede langsomt op, og overraskende nok begyndte de på halvvejen at spørge om de også måtte hjælpe med at pudse vinduerne, og blev endog enige om at det ville være lækkert at lægge sig til at sove i knasende rene og sprøde senge i aften!
(Helt ærligt, er børn ikke bare fantastiske? Ser det bedste i tingene og er pr. automatik kodet til at selv det mest trælse i verden måske alligevel kan blive til en god leg!)

Men inden vi kunne komme til at gøre ordentlig rent skulle vi lige et smut forbi en bekendt for at hente en stor gulv-vaske-maskine....

... og det var først da vi holdt stille med slukket motor på Legolands parkeringsplads at det gik op for dem, at vi havde taget røven på dem!
Deres ansigtsudtryk var hele 'vi-fucker-med-din-bankkonto-fordi-vi-er-så-fede-vi-har-lov-til-at-tage-overpriser' værd!


Priceless! Intet mindre!




lørdag den 22. maj 2010

Følelses-inferno




Ok, jeg bilder mig ind jeg er et empatisk menneske med god kontakt med hele mit følelsesregister.
Men SÅ hysterisk vred har jeg godtnok aldrig været!

Hvad fanden stiller man op med verdens mest hysteriske barn? Jeg mener for alvor, det er absolut ikke for sjov vi kalder hende 'Skrigeskinken' eller en ork!

Jeg er af den overbevisning at men ikke kommer nogen som helst vegne med vrede - og det nytter på ingen måde at møde vrede med vrede!
Hun er fuldt ud i sin gode ret til at føle som hun gør, men hun skal saftsusme snart finde ud af, at man ikke løser konflikter eller opnår særrettigheder ved at skrige sig til dem!
Og da slet, slet ikke når man er snart 5 år, og har et særdeles veludviklet sprog og abstraktionsniveau! Ærlig talt, jeg havde forventet noget andet af en klog og velreflekteret pige med hendes intellekt!

I går præsterede hun at chokere et helt have-selskab med skrig, der svarede i niveau til at blive bortført af rumvæsner, eller mindst et par brækkede lemmer eller tre.
Og i dag kastede hun sig teatralsk ud i en scene, der både involverede flyvende bamser og smækken med døre.
Hvorfor?
Tjaa... igår var det fordi hun ikke nåede at gemme sig i tide, da ungerne legede gemmeleg. Og i dag var det fordi hun ville have et glas vand!! (?)

Jeg forstår ikke min koleriske datter!
Måske fordi jeg ikke selv ejer den form for vrede?

Men jeg møder hende med tålmodig konsekvens, og beskeden er altid den samme, og selvom det til tider er uvirkeligt svært hæver jeg aldrig stemmen (selvom jeg nogengange seriøst får lyst til at skrige hende tilbage ind i hovedet, bare for at se hvordan hun ville reagere!):
'Vi ønsker ikke at tale med dig på den måde. Det er i orden at du har det, som du har det - men hvis du skal skrige efter os ønsker vi ikke at være sammen med dig. Når du er klar til at tale sammen om tingene, vil vi hellere end gerne tale med dig!'

Og hvis hun ikke stopper med at skrige gør jeg noget jeg virkelig hader, men som jeg efterhånden føler er den eneste måde vi andre kan overleve - især i en lillebitte lejlighed; jeg sætter hende ind i et andet rum og lukker døren!
Jeg kan ikke helt finde ud af om det er min egen frygt for eksklusion der gør mig utryg ved det - jeg ville selv hade at blive udelukket fra det sociale - men samtidig er jeg ikke et sekund i tvivl om at vi andre ikke ønsker at blive taget som gidsler i hendes temperaments-eksplosioner!
Og samtidig har hendes følelser så meget magt over hende, at hun har brug for at køle af, falde ned, skrige færdig - eller sagt rent ud; når hun rammer dét niveau er hun uden for pædagogisk rækkevidde, og for både hendes og vores skyld tror jeg det er bedst med en time out!

Min største udfordring er at forstå hende.
Jeg forstår ikke hvordan det er, når ens følelser bliver så voldsomme at de fylder hele kroppen og bare bliver nødt til at komme ud!
Jeg forstår ikke hvordan hun stadig kan tro det nytter at skrige, når alle hendes voksne er fuldstændig enige om at det ikke er den måde vi ønsker at kommunikere på!
Jeg forstår ikke hvordan småbitte ting kan vokse sig så kæmpestore, at de kan resultere i en massiv kraftanstrengelse af et vulkanagtigt følelsesudbrud.

Jeg elsker min datter overalt i verden! Hendes charme, hendes vid, hendes humor og hendes tusinde spørgsmål til alting.
Jeg elsker hende faktisk også for hendes viljestyrke og hendes energi - og for hendes temperament.
Men jeg håber godtnok jeg en dag får lært hende at styre det følelsesinferno hun må opleve der raser rundt indeni. Selvom jeg ikke helt forstår hvordan.



fredag den 21. maj 2010

Det lover jeg...

Det går jo ikke dét her!
Jeg har været så opslugt af mit strikketøj og af at fejre knægtens store dag i går, at jeg fuldstændig har forsømt bloggen…. tsk. tsk. tsk!
Men lur mig, om ikke der venter noget rart lige om hjørnet?
Jeg kan i hvertfald sige så meget, at jeg er ved at renskrive en strikkeopskrift, som selv den spædeste nybegynder kan være med på!
Og så har jeg fået en award…
Be right back! Promise!

Med toast og tennis!

Nu tager jeg ned til den bedste veninde man overhovedet kan drømme om i Blogland!
Fordi vi deler børn og liv og sorger og glæder. Og fordi solen skinner. Og især fordi hun har kolde øl og en have - og jeg har en toaster, der trænger til at blive indviet. Og stangtennis. Og børn med have-trang!
Oh hvilken herlig Fryd!

Bonderøv!

Man ved man er kæreste med en bonderøv - omend en meget romantisk én af slagsen - når man åbner hoveddøren, og en stor buket liljer bliver ledsaget af ordene:
"Tillykke med sønnike!"

;-)

torsdag den 20. maj 2010

Ham dér, Magnus!



Barnet, det altid rækker tunge på billeder.
Eller laver kaninører.
Barnet, som vi ikke har ét eneste 'rigtigt' billede af, fordi han gennem hele sit liv altid laver fis, når kameraet dukker op!
Barnet, der altid er i bevægelse. Helst med en bold, uanset art.
Barnet, som er så genert til at starte med, men som vinder alle over med sit positive sind og sin pragtfulde latter.
Barnet, som aldrig har fået mælk eller æg - nogensinde.
Barnet, som egentlig ikke synes det gør noget særligt at være allergiker.
Barnet, som startede sit liv med at være blå og tavs, og først gav lyd fra sig efter en hårdhændet behandling.
Barnet, som er den mest omsorgfulde storebror nogen lillesøster kan ønske sig.
Barnet, som kommer til at blive den mest irriterende storebror, nogen lillesøster ville ønske langt væk!
Barnet, som gang på gang præsterer at få sine drikkevarer i næsen, fordi hans grineflip ikke er til at styre.
Barnet, som ikke ejer ét eneste par bukser uden hul på mindst ét knæ.
Barnet, som allerede har overhalet sin mor i matematik-kundskaber.
Barnet, som er så glad for ketchup at han kunne leve udelukkende af det. Hvis han fik lov...
Barnet, som er så vild med toast, at han får en toaster i fødselsdagsgave. Og noget brød.
Barnet, der selv læser Kenneth Bøgh Andersens fabelagtige bøger om 'Djævlens lærling'.
Barnet, vi aldrig få lov til at klippe, medmindre han selv har fuld kontrol over situationen.
Barnet, der morer sig kosteligt over at vores vores efternavne med lidt god vilje kan lyde som 'fuck af!'...
Barnet, der ønsker sig et trommesæt. Og aldrig får ét!
Barnet, der sover med sin odder-bamse. "Navnet er Bajer, James Bajer"
Barnet, der ved alt muligt mærkeligt om rovfugle. Og altid spejder efter musvåger fra sin plads på bagsædet.
Barnet, hvis højeste ønske er at få lov til at se en ørn. I vild natur, forstås!
Barnet, hvis knus altid varer lige et sekund for lidt til moderens smag, fordi han har så travlt med alt.
Barnet, med den mest platte og tåbelige humor, som alligevel får smittet os allesammen.
Barnet, der aldrig skifter strømper, medmindre de bliver så hullede at de selv falder af.
Barnet, der stadig finder udsøgt fornøjelse i at gemme sig halvdårligt og springe frem og råbe 'bøh'.

Barnet, der starter sin fødselsdag på lejrskole og senere i dag bliver hentet af sine forældre med højt solskin og flag!
Barnet, der til i aften har bestilt hjemmelavede burgere - fordi han har aftalt en æde-konkurrence med sin storebror.
Barnet, jeg i dag har haft i 10 år.
Yeiks!



Dansende hjort ville være et godt indianernavn!


Blev du også fascineret af den første omgang falskmøntneri?

Thinkingspace har begået intet mindre end en genistreg, og har indfanget den mest pragtfulde billedkunstner - og nu er der endnu en ArtMoney-giveaway i blogland!

Jeg er altså vild med det billede!

onsdag den 19. maj 2010

SKYND DIG!!


Jeg har det kæmpestore privilegium, at have lært en helt særlig kvinde at kende!
Hendes energi og smittende humør ruller gennem mig, hver gang jeg ser hende - og at hun så også rent faktisk er én af de dygtigste damer jeg kender gør ikke min beundring mindre!

Lykkes drive fængsler mig, og sjovt nok gik der ikke mange minutter fra jeg så hende første gang til det gik op for os begge, at vi har en lidenskab til fælles - én af de helt store!

Det handler om at være kreativ, om at få lov til at skabe sig, at lytte til den indre trang der byder os at forme noget med vores hænder, med vores ord, med vores sjæl!
Vi kredser begge om dette tema i alt vi foretager os, men med hvert vores udgangpunkt - og det gør bestemt ikke vores diskussioner mindre spændende!

Og nu. Nu. Nu har Lykke kreeret en e-bog, som jeg personligt har set frem til med længsel!
Og den udkommer allerede i morgen!

Jeg har ikke læst et eneste ord af det hun har skabt, men jeg VED bare, at hun med sine ord kommer til at skubbe til mig og til min trang til at skabe - mere end hun gør i forvejen!

E-bogen er oven i købet helt og aldeles gratis, og jeg hylder som bekendt dén form for gavmildhed og lyst til at dele som intet forventer i retur.
Lad os bare kalde det e-kærlighed :-)

Du kan få al Lykkes kærlighed til kreativitet og skabertrang, blive smittet af hendes energi og store indsigt i den menneskelige natur - ved at tilmelde dig hendes nyhedsbrev!
Men du skal skynde dig, for det er i morgen det sker!

Og en lille privat note, måske overflødig, men alligevel...:
Kæreste Lykke, tusinde tak for at du sætter ord på noget af det som er så svært at indfange. Og tusinde tak fordi du deler! Du ved jeg er vild med dig!

26 uger, 182 dage, 4386 timer


I dag er der officielt gået lige præcis et halvt år.

Jeg er stadig Trine. Stadig mor. Stadig mig - selvom det 'mig' er så flygtigt som SkrigeSkinkens skrøbelige bobler.
Et halvt år er ingenting, og samtidig er det det halve år der har ændret min verden mest radikalt nogensinde.

Mon man gror tilbage til at være 'Frøken', når man nu ikke længere er 'Frue' ???

tirsdag den 18. maj 2010

Have med kompromis!

Uh!
Jeg ved næsten ikke om jeg tør sige det højt, og i endnu mindre grad om jeg rent faktisk tør håbe...

Men på lørdag... skal jeg ud og se på noget hus!

Min situation betyder at jeg ikke ligefrem vælter mig i penge, og derudover er jeg håbløst afhængig af at have bil for at børnene kan blive fragtet til skole.
Og så er der lige det lille faktum, at børnenes fader bor i byen, og jeg helst ser, at vi bor så tæt på hinanden, at børnene med tiden selv kan gå eller cykle mellem deres to hjem.
Og så er der også lige det der med at jeg har tre af slagsen... altså ikke eksmænd, vel - men børn - og de efterhånden er ved at være så store, at de fortjener at få noget mere privatliv og plads til at gro på!

Det gør det NOGET besværligt at finde en egnet bolig! Den skal helst være stort, helst ligge midt i byen, helst have charme og sjæl og meget helst være tæt på gratis. Og gerne med egen garage... Og HAVE!

Nej, vel?

Så nu er jeg begyndt at tænke i alternativer, og selvom jeg på langt sigt ikke har lyst til at gå på kompromis med mine ønsker er jeg meget bevidst om, at vores nuværende situation i en mikroskopisk lejlighed er temmelig håbløs.

Så jeg skal ud og se på et hus. Med god plads. Og en stor have. Og, ohh, en sø hvor man kan fiske. Og en stue med store reoler. Og en brændeovn. Og et dejligt køkken, hvor vi alle kan være der på samme tid, uanset om vi så er 4 (mor + børn), 5 (mor + børn + Fyrbøder), 7 (mor + børn + Fyrbøder + Overblik + kæreste) eller 11 (fællesspisning i storfamilien med mormor-slæng og tvillinger).

Og kompromisset?
Jo. Det er tidsbegrænset og kan kun kaldes vores frem til nytår. Og så ligger det på landet.

Men lige nu ser det bare så tillokkende og befriende ud med plads til sommerbrune tæer begravet i noget græs og børneglade stemmer fra skoven ved siden af haven.
Og der er jo bare pisse længe til nytår, ikk!

Så jeg er rent faktisk begyndt at håbe på at et kompromis kan være den løsning, der viser sig mest rigtig....

mandag den 17. maj 2010

Anonym JA'er

Hej, jeg hedder Trine og jeg er JA'er....
Jeg VIDSTE bare, at jeg umuligt kunne være den eneste anonyme Jane Austen - afhængige!

Derfor blev jeg så lykkelig, da jeg så at Julie erklærede sin kærlighed til Jane Austen!
Jeg har elsket Austens fortællinger i noget der ligner en million år, og jeg pløjer mig troligt igennem dem gang på gang.

Bare lige for at give et lillebitte indblik i hvor meget jeg er viklet ind i et seriøst misbrug:

Denne er jeg ved at læse højt for min Fyrbøder, som hårdnakket påstår han lytter interesseret og SLET ikke falder i søvn, men bare lytter med lukkede øjne....

Denne kom jeg til at købe efter at have læst Julies indlæg, og kom også til at æde det hele råt. I én køre...

Denne lytter jeg til når jeg strikker.... (igen!)

Der er noget med Austens historier der fascinerer mig!
De er nemlig overhovedet ikke så pladderromantiske, som man umiddelbart går rundt og tror - nej, tværtimod! Damen er helt utrolig ironisk og faktisk seriøst kynisk i sine beskrivelser af forskellige personlighedstyper.
Hendes helte er ikke altid de pæneste, mest dannede eller modigste.
Hendes heltinder er sjældent uden fejl og ofte dummer de sig gevaldigt!

Hendes evne til at beskrive menneskers grundlæggende karakterer er uforlignelig, og det får mig altid til at tænke en del over, om dén verden hun beskrev i begyndelsen af 1800'tallet adskiller sig synderligt fra den vi lever i idag.
Der er især én ting der er gennemgående i hendes fortællinger;
nemlig at personers sande natur vil afsløre sig selv med tiden, uanset hvor godt man pakker svig, fordomme, hån og overlegenhed ind i blonder, pudder og fornemme titler.
Ifølge Austen vil en person der handler slet uværgerligt komme til at afsløre sig selv og sin slette natur. At mennesket i bund og grund ikke kan ændre på hvordan det er skabt, hvordan det er dannet, der vil altid være nogle grundlæggende træk og værdier som kommer til udtryk og viser hvem den sande person er.
I Jane Austens fortællinger vil de sande helte og heltinder - uanset hvor fulde af fejl de så end må være - altid sejre til sidst, fordi de besidder et udpræget ønske om at ville det gode!

Kan det virkelig være så enkelt? Besidder vi som mennesker grundlæggende karaktertræk, som altid vil være de fremherskende? Vil vores natur altid være stærkere end vores ønske om at besidde en moral, som måske i virkeligheden ikke eksisterer?
Jeg undrer mig.
Siger hun i virkelighede ikke, at blot vi væbner os med tålmodighed vil det gode altid sejre tilsidst, hvis blot vi holder os til den smalle sti?
Er det naivt eller klogt, jeg har svært ved at skelne....

Nåh ja. Og når jeg ikke lige søber rundt i undren og diverse andre småting læser jeg også noget, som er i et helt andet tråd. Det er jo snart ved at være juli....



fredag den 14. maj 2010

Jeg elsker dig

Hvad fanden er det lige som sker for dét der kærlighed?
Jeg undrer mig meget!

Èn ting er at mit hjerte er gået i tusinde stykker over at den kærlighed jeg kendte og det liv jeg levede ikke eksisterer mere.
Èn anden ting er, at jeg ikke længere ved hvem jeg selv er, og drøner forvirret rundt i en febrilsk jagt på at huske og finde mig selv igen.
En tredje ting er, at der er ting der har gjort så ondt at mit knuste hjerte har muret sig inde og kun tør spionere ud på resten af verden fra et usynligt kighul.

Jeg er frosset til is, stivnet i en grimasse som jeg havde forestillet mig ligner et smil, men som mest af alt ligner at jeg står og snerrende viser tænder.
Jeg er så bange for smerten ved nederlag og hjerteproblemer, at jeg låser mig selv og mit hjerte inde i et fængsel, der til forveksling ligner en lillebitte lejlighed.
Jeg frygter at blive sårbar, at ting skal gøre endnu mere ondt end de gør i forvejen - og den form for altovervældende angst har gjort mig hård, kynisk og forbeholdende umedgørlig.

Men det har jeg bare lige glemt at fortælle mit hjerte.
Mit hjerte er åbenbart mere naiv end jeg selv er, for uanset hvor mange forbehold jeg beder det om at tage reagerer det spontant med heftige hjerteslag hver gang han er der. Ham. Fyrbøderen.

Mit dumme, naive hjerte har taget fusen på mig, og insisterer på at føle alle de forbudte følelser som min hjerne trygler om at lukke af for.
Dét hjerte jeg troede var ødelagt og trampet itu er åbenbart stærkere end jeg selv var klar over - og uafhængig af resten af mit system har det bestemt sig for at tro på det. Kærligheden.
Mit hjerte tror på den kærlighed som jeg selv havde mistet al tillid til.

Hvordan kan mit hovede og mit hjerte arbejde så modstridende? Hvor kommer det fra - håbet? Tør jeg stole på at mit hårdt prøvede hjerte kan blive ved med at være så stærkt, som det tilsyneladende er? Hvordan kan det være, at uanset hvad jeg som menneske står i insisterer mit system på at tro på det gode, uagtet de erfaringer jeg har gjort mig?
Vil det i virkeligheden sige at Løgstrup havde ret?
Jeg undrer mig meget!

Mit dumme, naive hjerte har indgået en alliance med min mund, og de skrøbeligste, mindblowing blændende udenfor-al-fornuft og allermest fantastiske ord flyder fra mit forrædderiske hjerte - hele vejen ud gennem mine illoyale læber.
Jeg elsker dig.

Mit hjerte tror på det. Min mund siger det.
Mit hovede og jeg selv undrer mig!
Men lige om lidt må jeg sande, at mit dumme, naive hjerte har ret - og resignere.

torsdag den 13. maj 2010

Og det var så den dag!

På 1 dag har jeg nået:

- én blid morgenvækning af børn med Grieg på anlægget.

- én blid morgenvækning af børn, med kys og nus og blide ord.

- én mindre blid morgenrusken af kæmpe-barn, som blot svarede 'godnat' når jeg bad ham stå op.

- én konflikt mellem brødre, der ikke kunne enes om morgenmads-portions-størrelse. (Jeg lyver ikke....!)

- én gang 'fransk morgenmad' - dvs kaffe og en smøg... - dog ihærdig afbrudt af 3 styk børn, der skiftedes til at råbe mit navn. (Jeg tror efterhånden det er en aftale de har indgået for at drive mig ud over kanten!)

- ét hysterisk anfald af ét styk hysterisk datter, som skrigende gik baglæns i bro over at noget morgenmad var blevet blødt og klistret. (ja. Det er det som sker, når man putter mælk på... Lær at leve med det!)

- ét mellembarn med pludselig ondt i maven og grådkvalt stemme. Og ondt i sin finger. Og sit knæ. Og som vist nok også havde slået sin fod, fordi han havde tabt tandbørsten på den.

- ét styk tumultagtig entré-scene med jakker, tasker, sko og børn over det hele.

- tre børn spændt fast, i ét styk bil som i dagens anledning havde bestemt sig til at lave mest mulig ballede.

- et barn afleveret i skole, et i børnehave og ét barn med retur i bilen

- én henvendelse til eventuel udlejer af et hus

- én mellem-søn, som havde brug for kram og knus og tid og flere kram

- én mormor, som gerne ville låne ét styk hysterisk datter og som gerne ville mødes og udveksle barnestol.

- én skole, som skal på lejrtur i næste uge, og som derfor skulle modtage kontanter. Senest i dag.

- én drengecykel, som skulle transporteres fra faderens hjem til skolen.

- én kæmpe-søn, som skulle på besøg hos kammeraten, men som på grund af regnen synes det var mest fair, hvis jeg kørte dem derhen. (hvilket mit bløde moder-hjerte selvfølgelig faldt for øjeblikkeligt)

- tre børnegarderober som skulle tømmes for alt, så der kan blive pakket fornuftigt til næste uges lejrskole.

- én bil fyldt med sportstasker, gummistøvler, regntøj og skoletasker.

- én tur i Netto. Dog uden veltilrettelagt indkøbsseddel, som lå hjemme på køkkenbordet.

- tre pinlige trafik-episoder, hvor 'nogen' kom til at køre ud fra sidevej eller i rundkørsel, uden at have fået set sig ordentlig for.

- én gang aftensmad, lavet 'sammen' med ét styk protesterende mellem-barn

- én glad og turbo-talende datter og én glad og træt mormor, som væltede ind af døren. + ét barnesæde, som skulle byttes tilbage igen i diverse biler.

- ét stille glas øl med mormoderen og Fyrbøderen, dog ihærdigt afbrudt af turbo-talende datter og mellemfornøjet mellembarn.

- to glade børn, lagt i seng til noget film-værk

- to voksne og én film i en alt for lille sofa.

Hvordan jeg nogensinde skal få tid til også at passe et arbejde forbliver mig en gåde!




tirsdag den 11. maj 2010

Ikke helt skidt nået på 3 måneder???

Nå, men altså...

Selvom jeg gjorde hvad jeg kunne for at springe over alt hvad der bød sig til fik jeg alligevel sendt artiklen afsted.
Og nu er den udkommet, og du kan se meget mere hér :-)

Jeg vover en lillebitte ydmyg køkkendans over at selv småbitte fremskridt stadig er... fremskridt.

Ta-daa

… Og i dag blev så dagen, hvor jeg endelig fik konstateret at min artikel blev godtaget i håndarbejdslærernes fagblad, der hedder ‘Håndarbejde i skolen’.
Artiklen handler – selvfølgelig – om blogging og alle de muligheder der bare ligger og venter på at blive (mis)brugt, derude på inder-nettet.
Hvis du nu af uransagelige årsager ikke selv får bladet ind af brevsprækken, hvis det ikke er til at vriste fra din mor/søster/kusine, eller hvis det er revet væk på biblioteket får du her den udsøgte mulighed for at læse med over skulderen.
Og hvis du får lyst til dit helt eget eksemplar kan det købes ved at skrive på 
berit@rounborg.dk
Tusinde tak til jer dejlige krea-bloggere jeg har fået lov at omtale og linke til!
Uden jer, ingen fest :-)
Sprudlende skaberglæde – også på nettet!
Hvor mange gange har vi efterhånden lagt ører og bævende hjerter til floskler og udsagn om at håndarbejde ikke længere er moderne, eller at skaberglæden er ved at dø?
Udsagn, der ikke levner meget tvivl om at håndarbejde bliver nedprioriteret, at ingen længere laver noget selv – fordi det jo slet, slet ikke kan betale sig – ja, måske endda udsagn, som levner frustration i sin undren over hvorvidt skaberglæden i sin rene form ikke længere kan finde sin berettigelse i barneskolen.
Glæden ved håndens arbejde er adskillige gange blevet udråbt til at være en dødssejler.
Jeg har personligt ikke tal på de gange, jeg tålmodigt har svaret på undrende spørgsmål eller hørt og læst udsagn som:
“Det kan ikke betale sig at strikke, når alt kan købes meget billigere”
“En moderne kvinde har ikke brug for fingersnilde og håndarbejde”
“Hvorfor sy selv, når moden er så flygtig og oven i købet billig?”
“Håndarbejde er lavstatus og en sur pligt”
“Det er ikke muligt både at kæmpe for kvindesag og håndarbejde på samme tid”
“Det er kedeligt”
“Ingen ved længere, hvad traditionelt håndarbejde er”
“Er det ikke nemmere bare at smide ud – og købe noget nyt i stedet?”
Men kom lige tættere på. Ja, helt tæt, jeg skal nemlig lige hviske dig noget. Er du klar? Så lyt lige godt efter hér…
Det er noget SLUDDER!
Glæden ved at skabe – eller DIY (do it yourself), som det meget mundret kaldes i disse multikulturelle tider, – lever i bedste velgående – det hverken kan eller vil vi komme uden om, og da slet ikke i dette forum af skabende ildsjæle.
Vi mærker det jo selv, når vi fordyber os i materialerne, der flyder mellem vores hænder, når vores blik rettes indad – ind mod den dybe afgrund af idémylder, ind mod visionerne der vælter frem, når vi lader kreativiteten tage over, ind mod mulighedernes dybe brønd.
Ind mod glæden ved at skabe, ind mod stoltheden over at sætte aftryk på den virkelighed vi befinder os i.
Vi ser det jo i vores elevers øjne, når de bliver grebet og får lyst til at eksperimentere og sprudle.
Vi tror ikke på dommedagsprofetierne over vores fag, vores hjerteblod – for de er ikke sande!
Og ét af de steder, hvor skaberglæden blomstrer lystigt i utallige afskygninger er internettet, det intet mindre end bugner af kreative sjæle, der strutter af skaberlyst og fortælleglæde – og som hellere end gerne øser ud af deres erfaringer og ideer.
Internettet er en kæmpe portal til inspiration – og her får du et lillebitte udpluk af de mange, mange blogs og hjemmesider, der oser af skabertrang og byder på dygtige damer, som hellere end gerne inspirerer, undrer sig, fortæller og deler ud af deres glæde ved at være fingersnilde:
www.rappedikke.blogspot.com
Christina skriver om livet i stort og småt, og især om sine smukke og retroinspirerede syprojekter. Hun er altid kvik på tasterne med hjælp og laver også instruktioner, som er lige til at gå til.
www.eaosewing.wordpress.com
Anne Dorthe er lærer og underviser blandt andet i håndarbejde. Hendes blog er spækket med pragtfuld håndarbejde, dejlig inspiration og praktiske anvisninger. Og så er hun kvinden, der har formået at filte Tintins hår!
www.aalerusen.blogspot.com
Julia er intet mindre end en strikkekunstner – med pinde og uld i alle regnbuens farver frembringer hun de smukkeste kreationer og deler gerne ud af sin viden.
www.connectingthedots.dk
Astrid er en kreativ ildsjæl og hendes side oser af spændende syprojekter, inspiration, lækre billeder og gode henvisninger.
www.karenmarie.nu
Karen Marie behøver vist ingen nærmere introduktion. Hendes blog er et underfuldt farvespræl, som får det til at krible i fingrene.

En desperado i høje hæle!


Jeg er desperat - hence den pinlige barnetegning jeg har lavet i frihånd...

For et par uger siden var jeg i Gina Tricot og jeg faldt for den mest pragtfulde nederdel, som desværre kun var tilbage i en str. 42, og uanset hvor meget jeg forsøgte kunne jeg på ingen måde få den til at sidde ordentligt!
Jeg gik skuffet derfra, men tanken om nederdelen har PLAGET mig lige siden, og hverken på Gina T's hjemmeside eller på Trendsales har jeg haft held med min jagt!

Så min sidste udvej er at ty til jer - Hvis NOGEN af jer har set den hænge i et vindue, eller selv har købt den (og - håbe, håbe - har fortrudt!) vil jeg gå ud af mit gode skind i en jubelseance, der vil få min pinlige tegning til at fremstå som en Picasso...

Jeg er på jagt efter en str. 38 - men en 36 kan måske gå an!
Nederdelen er sandfarvet, men det er muligt den findes i andre farver?
Den har en lynlås på tværs af hoftestykket og nedenunder 1 (eller 2?) flæser.
Den lukkes med en lynlås i ryggen.

Please, please, håbe, håbe....!!!!

mandag den 10. maj 2010

Klip en hæl & hug en tå!



Da jeg startede min blog i sin tid skulle jeg instantly træffe to afgørende valg - det første handlede om hvad jeg skulle kalde mig selv, det andet hvad jeg skulle kalde min blog.

Nu er det sådan, at dét med navne er helt utrolig betydningsfuldt! Man ser ofte i eventyr, legender, myter - de store episke fortællinger - at navnet er noget af det helligste der findes.
Tænk bare på Voldemort og Sauron, inkarnationen af det ondeste, hvis navne er tabu og kun tør udtales af de modigste.
På samme måde er der eksempler på hvordan mennesker skifter navn i overgangen mellem barn og voksen. Og ligeledes flere eksempler på at man kan blive navnløs hvis man bliver udstødt.
Navnet er noget af det helligste der findes - man kan nærmest fristes til at påstå at der er usansynlig meget identitet forbundet med vores navn!

Det føltes som et stort valg at vælge mit navn.
Jeg tyggede lidt på det, men pludselig vidste jeg bare at jeg er en Hverdagsjunkie. Det kom til mig, pludseligt og med en god styrke. Jeg synes navnet fortæller meget om mig og klinger godt, og jeg var tilfreds med det fra start - og siden er navnet begyndt at hænge så meget ved at jeg rent faktisk lægger stor identitet i det!

Men hvorfor 'Klip en hæl & hug en tå'?

Umiddelbart handler det om noget håndarbejds-relateret. Jeg kunne godt lide at det var ord, som kunne bringe tankerne hen på at foretage sig noget kreativt.

Men der er en forklaring mere! Og den handler om at jeg er notorisk prinsessehader...

Udtrykket stammer fra eventyret om Askepot.
Hun bliver forvandlet til en prinsesse med glassko, men forsvinder *pufff* - hvorefter prinsen drager ud i land og rige for at lede efter sin prinsesse - det vil sige hénde, der kan passe glasskoen.
Askepots slemmer, slemmer stedsøstre klippede og huggede løs for at klemme deres almindelige fødder ned i 'formlen' prinsesse - men deres bedrag blev afsløret, og det var kun den ÆGTE prinsesse der til sidst kunne iføre sig glas og prinsesse-status - og dermed var hun den eneste der var værdig til den ÆGTE kærlighed.

Jeg er så træt af den historie!
Jeg er så træt af enhver symbolsk fortolkning af at kvinder kun kan være ÆGTE prinsesser og fortjene ÆGTE kærlighed, hvis de er yndefulde og sarte!
At kvinder kun fortjener en ophøjet prinsesse-status, hvis de ifører sig glassko (var der nogen der sagde lotusfødder???) og ægteskab.

Næh - jeg er på stedsøstrenes side hér!
Ok, det kan godt være de er nogle skiderikker overfor deres adopterede lillesøster (som sikkert i øvrigt også er pænt irriterende en gang imellem!)
Men helt ærligt, hvem af os kan påstå at man kun er ÆGTE hvis man er en prinsesse af glas?
Hvem siger at livet former sig som en glassko helt af sig selv?

Nej, stedsøstrene har fat i noget - uanset hvor åndsvagt de så end opfører sig overfor deres sarte og uskyldige lillesøster - for de har forstået at man bliver nødt til at skabe den virkelighed man ønsker sig!
Og nogengange koster det! Det kan koste en hæl eller en tå, et ægteskab, et venskab, et job eller andet - men hvis ikke man tør klippe eller hugge ender det måske med at koste integriteten.
Og jeg ved godt hvad jeg helst kan undvære!

Stedsøstrenes uheld består i at de lever i en tid og i et samfund der hylder sarte og uskyldige glas-prinsesser. Det er ikke tilladt for dem at tage den form for initiativ, og deres straf er hård; de bliver udstødt af deres samfund, forkrøblede og utåleligt UÆGTE!
(Læg i øvrigt mærke til at i de fleste af eventyrets versioner har de ikke engang fået lov til at få et navn!)

Vores held, kæreste med-sted-søstre, er at vi befinder os i et samfund og en kultur der tillader os at klippe og hugge, at forme og skabe, at være lige præcis dem vi er, uden at vi behøver at iføre os glas og andre formler for hvad det perfekte liv handler om.

Vi kan og vi vil skabe vores egne sandheder, glassko og eventyr!
Vi skal bare huske det! Og tro på det!






fredag den 7. maj 2010

Blog-alicious

Kunstfabrikken, som jeg har skrevet om tidligere, har fået sin egen blog – og den inviterer allerede til endnu flere krea-tastiske lækkerier, som er afsindigt svære at holde fingrene fra.
Og så er det jo ingen hemmelighed, at det er ét af mine yndlingsmennesker der er én af maskinerne bag; Lis som formår både at være tre-børns-mor, pro-blogger,selvstændig i egen systue,  og det mest arbejdsomme menneske jeg nogensinde har mødt. Jeg tror aldrig jeg har set hende uden ét eller andet i hænderne, om det så er med baby i skødet kan hun altid finde tid og plads til lidt hækle- eller Liberty’rier.
Og nu kan du altså også finde hende og de mange andre spændende damer hér på Kunstfabrikkens spændende blog!

Det billigste trick i verden....?

"Skræmmer det dig, hvis jeg siger at jeg også savner ungerne når de ikke er her?"

Ja. Gu skræmmer det mig.
Hvad er det for noget vi har begivet os ud i hér? Tør jeg nogensinde stole på mine egne følelser og dømmekraft igen? Hvad fanden er det der kærlighed for noget? Kommer jeg nogensinde til at forstå det? Nogensinde?
Hvordan kan jeg være sikker på at jeg ikke kommer til at gøre nogen kede af det? Eller mig selv?
Jeg kan ikke andet end være skræmt fra vid og sans. Intet jeg kendte eksisterer længere. Det eneste jeg kender til er undren og angst for det ukendte.
Selvom jeg ved at det er den eneste vej frem - men det bliver i MIT tempo. I VORES tempo!

Og nej, samtidig skræmmer det mig bare overhovedet ikke.
Det kunne snildt kunne være det billigste enlig-mor-score-trick i verden...
'Ros hendes børn, så skal hun nok blive blød i knæene'...
Men jeg ved at han mener det. Jeg kan se det på ham, og jeg tror jeg forstår! Ikke det hele... men lige akkurat dette, tror jeg faktisk jeg forstår.
Jeg er en pakkeløsning... så enkelt er det, og han vil gerne have hele pakken. Det lyder så enkelt, og måske lidt for let - men nogle gange er den enkle løsning også den mest logiske. Det behøver ikke være så svært det hele, vel?

Så nu har vi taget imod en weekendinvitation med indbygget grillmad, have-leg og forhåbentlig nogle solskinstimer.
Alt Fyrbøderens gamle lego er fundet frem plus en kæmpe kasse fyldt med Anders And fra midt 80'erne.

De væltede ind af døren i går aftes med store hvin og gensynsglæde og kæmpe knus til os begge, og talte i munden på hinanden i kæmpe iver efter at berette hvad de havde oplevet i den forgangne uge.
De er så glade i deres gensynsbegejstring - og samtidig bliver de alle tre en lille smule grænsesøgende, som om de lige skal have konstateret at tingene stadig er præcis på samme måde som for en uge siden; at når jeg siger nej er det fordi jeg mener det, og når jeg beder dem om noget er det fordi vi stadig hjælpes ad for at få tingene til at lykkes.

Skrigeskinken taler uafbrudt, og hun har svært ved at forstå at de store drenge også har brug for at blive lyttet til og holdt lidt om. Hun kravler besidderisk rundt på både mig og Fyrbøderen og regner med største selvfølgelighed med at vi lytter til al den ord-flom der vælter ud af hovedet på hende.

Æseløret kan godt finde på at blive ret så flabet, måske for at dække over at han i bund og grund er hamrende genert! Selv overfor mig bliver han genert, og der går lidt tid med at tø op. Sådan har han altid været, det er hans natur, men han er blevet større og mere moden - og er faktisk i stand til at komme af sig selv og bede om et kram, eller bare sætte sig lidt på skødet.

GuitarHero behøver ingen anledning til at være grænsesøgende - det ligger i generne at den slags blomstrer når man er midt i sit 13. leveår.... Og samtidig er han så utrolig velreflekteret og moden i sine overvejelser. Et besynderligt paradoks at bevæge sig rundt i, og jeg tror han er den af os alle der er mest forvirret over sig selv, selvom man også kan blive temmelig forvirret over at være i nærheden af ham.

Det er så dejligt at være sammen igen, og foran os står en weekend som bliver legende og hyggelig, stilfærdig og nok også temmelig rodet - lige midt i vores eksperiment af noget som godt kunne ligne en familie...

Man skulle ikke tro jeg faldt for sådanne billige score-trick, vel?
Nå - men det gør jeg altså.....

torsdag den 6. maj 2010

Savner!




Hvor er det godt at vide, at i aften skal jeg kramme til de skriger efter luft og forlanger at jeg øjeblikkelig giver slip igen!

onsdag den 5. maj 2010

Genbrugs-lige glæder


Man kan sige meget om provinsen, men fabelagtige genbrugsbutikker dét har de!!!
Og på den måde fandt jeg efter flere års søgen endelig den læderjakke som burde bo på mig forever. Til 100 kr!!!
Så så man lige mig danse en lille jubeldans og fejre at Indre Mission stadig driver forretning...

Eksil


Jeg er kravlet i eksil i en fremmed landsdel, en fremmed by og et fremmed liv.

Jeg havde afsindig meget brug for at komme væk fra det hele; væk fra min klaustrofobiske lejlighed som nok er pragtfuld, men samtidig kun inviterer til indespærret selvransagelse og overspringshandlinger.

Og nu er jeg i en anden verden, selvom den verden jeg befinder mig i er gammelkendt.
Lyden af plæneklippere, solsorten i engen, synet af sølvhårede naboer der pusler i forhaven, duften af skoven på den anden side af vejen, og de nysgerrige blikke når jeg bevæger mig 'på Brugsen' for at købe smøger - det er altsammen så fremmed i forhold til det liv jeg lever nu - men engang for længe, længe siden var denne verden også min verden.
Engang i en anden tid, et andet liv boede jeg her, indtil jeg flygtede herfra i et opgør med mine egne indre dæmoner.
Og nu er jeg frivilligt, velvidende og med åbent sind vendt tilbage, og jeg må sande at det jeg flygtede fra dengang ikke er så slemt set med 33-årige øjne!
Nogle valg står pludselig klarere for mig. Nogle erindringer er ikke længere overtegnet af denial.

Og underligt nok er både min fortid og min fremtid lige hér, samlet i et mystisk sammensurium af fremmedgjort undren og genkendelighed. Min fremtid bor her, og har åbnet sit hjem og sit hjerte for mig, pusler om mig og mit ødelagte hjerte, holder min hånd og giver mig det eneste jeg har brug for lige nu; tid. Og fred til at være i eksil!


tirsdag den 4. maj 2010

Grafitti-love

Jeg bliver – sådan totalt storesøsteragtig – nødt til at blære mig lidt med min multikrea(s)tive lillebror.
Mini-Kok er et tusindtalent i alle henseender; han spiller den ondeste guitar som han selv har bygget, han tager de flotteste billeder med vores fars gamle professionelle udstyr, han skriver musik (som du kan høre hér), han designer t-shirts, og nu har han også kastet sig over lærredet!
Flere i familien har haft fornøjelsen af at modtage et af hans billeder i gave, og jeg har længe sukket efter at få lov til at pryde min boho-lejlighed med hans streg. Og nu… endelig er det lykkedes for mig at tuske mig til mit helt eget værk, men kun fordi jeg lovede ham at holde op med at plage mere. (små brødre, tssss….)
Og så er det det her!!! Som jeg er fuldstændig forelsket i!
Jeg er vild med grafitti-looket og den hårde, sorte kant. Og den pink. Mest den pink! Det billede er SÅ meget lige til mig, og jeg er vild med det!

mandag den 3. maj 2010

Visse-vasse



Visse-vasse.

Nisse-nasse.

Kan man det, altså nasse på en nisse?
Eller en nisse-nusse....? Det lyder liiidt mere sansynligt, gør det ikke?

Nisse-nasse-passer. Eller en nisse-nasser-spasser-passer. Hvis man nu er en spasset nisse-nasser, og man bliver passet - så må det jo være en nisse-nasse-spasser-passer.
Presser...
En nisse-nasser-spasser-passer-presser. Så får man nisse-nasser-spasser-passer presset saft.
Eller hvis nisse-nasser-spasser-passeren er af hunkøn - har hun så nisse-nasser-spasser-passer-kasser?

Eller hvad med en nasset nisse-spasser? Eller en spasset nisse-pisser? En pisse-nisse. Pisse-nisse-presset nas...
En presset nisse-nasser som gasser en en masse kasser?

Men hvad blev der af den der nisse-nusser?
Nisse-nusser har de største ....

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...