Hold da kæft?

Wow – jeg er helt vildt overrasket over så mange der havde lyst til at deltage i min første giveaway – 22 for at være helt præcis!!!! (Om jeg fatter det? 22 dejlige bloglæsere – og bloggen er KUN lige begyndt…!)
Tusinde tak for jeres interesse, jeg er virkelig glad for at få lov til at dele al det her begejstring med jer! Altså!

Lodtrækningen var ganske simpel: en hel håndfuld navne på papir, ét stykke tape og et kast på en meters afstand. Der var kun ét navn som sad fast i tapen og det var:

THINKINGSPACE – et kæmpe stort tillykke til dig, du har nu endnu en Art-Money til din samling!
Jeg håber du bliver rigtig glad for den – send mig din adresse (på trinekok@hotmail.com), så skal jeg sørge for at den kommer afsted til dig hurtigst muligt.

Til alle jer andre: TUSINDE tak for at I gad lege med – kig forbi en anden gang, det bliver absolut ikke sidste gang jeg laver giveaway :-)

Farveorgie i modens historie

I aften på DR-K starter en fransk dokumentarserie om modens historie – og tro mig, jeg sidder bænket med popcorn og dåseøl.
Det er næsten lige så godt som en championsleague-semifinale (helt ærligt, Barca?)

I aften lægger de ud med at fortælle om romernes togaer og hvilken betydning draperingerne havde, og om hvordan romernes mode blev påvirket af andre kulturer udefra, efterhånden som Romerriget blev invaderet.

Jeg er spændt på om dokumentaren vil fortælle historien om farven purpur, der var så kostbar at den udelukende var forbeholdt magteliten!
Det var kun kejseren der måtte gå klædt i en helt purpurfarvet kappe, mens diverse senatorer måtte dekorere deres kappe med en purpurfarvet stribe.
Symbolikken er stadig alment kendt, fx i den Romersk-Katolske kirke, hvor purpur er kardinalernes farve. Eller kig grundigt efter næste gang du besøger en kirke med kalkmalerier; kun de allermest hellige personer er afbilledet iført den kostelige røde farve!
(Det samme gør sig gældende med den helt rene blå, royale farve – der i lige så høj grad var vildt dyr at fremstille, og derfor kun brugt til de allermest prominente personligheder)

Purpur blev udvundet fra en særlig snegl, kaldet purpursneglen, i Tyrus i Lilleasien, og helt op til vores tid har selve udvindelsesmetoden været bevogtet som én af verdens dybeste industrihemmeligheder – måske fordi purpur er 250 gange dyrere end guld!!!

Husk at se med på DR-K kl 20.30 – god fornøjelse :-

Muselort?

Forklar mig lige, hvordan man i et forholdsvis nyt kæresteri elegant kan sno sig ud af følgende situation, med værdighed og lækkerheden intakt:

Scene 1:

Mørk nat, roligt åndedrag i nærheden af mit øre.

Stilheden bliver pludselig brudt af en spæd stemme som siger: "Mor, jeg kan ikke sove, der er muselort i min seng".

En krøllet ork invaderer den 140 cm smalle seng og breder sine krøller ud under mine næsebor, mens hun mosler rundt og brokker sig over at hun ikke har noget pude.

Søvndrukkent klør jeg min næse som bliver voldsomt irriteret over alt det hår, puffer lidt til den småtsovende Fyrbøder og vi rykker os endnu tættere sammen, så der er plads til både krøller og moslen rundt.

Scene 2:

Mørk nat, flere urolige åndrag nu i begge mine ører.

Uroen bliver brudt af en spæd stemme som laver mærkelige lyde, og pludselig går det op for mig, at hun ligger og kaster op.

Jeg griber barnet, som naturligvis er lige så krøllet ind i dynen som jeg selv er og kæmper en fuldstændig febrilsk kamp mod tiden og hendes mave, for at nå badeværelset i tide. I kampens hede kommer jeg både til at sparke til og råbe af Fyrbøderen...

Scene 3:

Mørk nat. Et grædende barn som stinker af bræk, og en forsovet kæreste står midt i lejlighed og blomstrer, mens jeg ligger splitterravende HansJørgen med røven i vejret og fjerner brækrester fra gulv og vægge.

Scene 4:

Mørk nat. "Muselort?"

Kigger i hendes seng, som er overbrækket. Skifter sengetøj alle de steder det er nødvendigt.

Scene 5:

Mørk morgen. Et småtsovende barn trækker vejret uroligt fra sin madras på gulvet, mens to absolut vågne voksne lytter anspændte efter den mindste ændring i hendes lyde, som ville kræve et synkront spring ud af sengen med kurs mod badeværelset.

Scene 6:

Lys morgen. En småtsovende mor med rengøringshænder og fedtet hår trækker vejret tungt med en mave som rumler. Jeg bøvser og overvejer, om jeg kan nå badeværelset i tide. Imens sørger en Fyrbøder for morgenmad til børneflokken, og kører de store drenge i skole.

Hvordan... Hvordan???

Bidt!

En kat der forsvandt. En kvinde der forsvandt. En rød vinylhat. En dødsfikseret teenager med forkærlighed for skaldede mænd og toupeer. En forstenet fugl, med spredte vinger og blikket fast rettet mod himlen. En kvinde, der ikke kan føle smerte. Klirrende armbånd og klirrende isterninger i whiskeyglas. En tiger, der bliver skudt. En dyrlæge med et modermærke. En krig mellem urgamle nationer. En gammel, synsk mand og en tom beholder. Et forbandet hus. En stum, ung mand og hans perfektionistiske mor. Adskillige begravede hemmeligheder.

Et parallelt univers, hvor en kvinde holdes indespæret i et mørklagt hotelværelse. En usynlig trussel.

Og midt i det hele en tyvagtig skade og en trækopfugl, der med sit skrig trækker verden op!

Og en mand, som på bunden af en brønd forsøger at få det hele til at give mening, mens det eneste han kan se er stjernerne langt, langt over hans hovede.

Jeg er åndløs efter at have fløjet gennem 'Trækopfuglens Krønike' af den japanske forfatter Haruki Murakami!

Min rationelle hjerne forstår intet af det jeg har læst - jeg har nu brugt det meste af en uge på at binde historiernes løse og viltre ender sammen, dog uden meget held!

Men resten af mig dirrer over en fortælling, der kryber ind under huden på én, den smukkeste, mest grusomme, forvirrende og allermest fantastiske fortælling jeg nogensinde har læst!

Så smuk! Så ond! Så livsbekræftende og forfærdenlig på én og samme tid!

Og så må jeg indrømme at jeg nu også er blevet bidt af den smukke vampyr med de topasfarvede øjne! Og jeg vil have mere, vil jeg!

Kan ej købes for penge...

Jeg har mine mest trofaste venner på besøg; Monica, Rachel, Phoebe, Joey, Chandler og Ross.

De svigter mig aldrig, og siger ikke noget til at jeg spiser sodavandsis mens jeg ligger under dynen.

Dog - hvis de havde været ægte, loyale venner ville de havde fortalt mig, at is har en ubehagelige tendens med at smelte og efterlade store sorbet-farvede pletter på sengetøjet, hvis man lader papiret ligge og flyde...

Barnedåb-boomerang!

Da jeg engang i tidernes morgen fik mit første barn, overvejede vi hvad vi skulle stille op med hensyn til navne, og til det meget populære (og indimellem noget opblæste) barnedåbsritual.

Diskussionen om barnedåb var et meget mere omfattende problem end selve det at finde navn til knægten!

Det var en meget, meget spændende snak som naturligt nok bundede i vores forskellige opfattelser af trosbegrebet og de medbetydninger en eventuel barnedåb ville have i vores forskellig fortolkninger.

Jeg vil ikke trætte med den lange og indimellem noget anspændte diskussion vi førte, dengang i tidernes morgen (delvis anspændt på grund af vores unge alder og manglende erfaringer, måske??) - blot ridse op, at den mand jeg har børn med tror på fornuft og rationalisme, og er selv hverken døbt eller konfirmeret. Jeg er derimod både døbt og konfirmeret og tro har fyldt en del i min opvækst.

Under alle omstændigheder endte vi et sted, hvor vi begge kunne se, at der var andre sandheder end lige netop vores egen, og andre måder at forvalte store livsspørgsmål på end dem vi selv umiddelbart kunne gennemskue eller følte vi havde patent på.

Og derfor endte vores diskussion med et fælles håb om at opdrage børn, som med tiden ville blive fornuftige, modne mennesker i stand til at være tro mod deres egne værdier og med evner til at handle derefter!

Og med fælles håb om at avle dén slags mennesker blev valget nemt - for os.

For børnene blev ikke døbt, til gengæld synes vi det var et valg vores børn selv skulle træffe, når de en dag blev modne til den slags beslutninger.

Og det blev de så i går!

Drengene har talt om det i et stykke tid, og det var seneste oppe og vende for et par år siden, da min søsters børn blev døbt.

Men i går kom de til mig og fortalte, at nu vil de gerne døbes.

Jeg spurgte naturligvis GuitarHero om det hænger sammen med en bekymring om han ville kunne blive konfirmeret, hvis ikke han var døbt - men han svarede oprigtigt at det ikke hang sammen med fester og gaver, men var fordi han gerne ville være døbt.

Og Bolddrengen fulgte trop og sagde, at han synes det var vigtigt at være døbt for at høre med i fællesskabet.

Så nu skal jeg åbenbart til at holde barnedåb.

Eller kan man overhovedet kalde det barnedåb, når det er drenge på 10 og 12 der er tale om?

Jeg ringede til deres far i går aftes efter de var lagt i seng og fortalte ham om drengenes ønske - og sammen brystede vi os noget af, at vi lige præcis har fået den slags børn som vi allerhelst ville avle:

Modne, tænkende individer med evne til at reflektere og evne til at være tro mod deres egne værdier!

Jeg er fandme så stolt af de unger! Af alle slags mennekser i hele verden synes jeg dén slags er de mest 'hele' og spændende, og jeg er så lykkelig over at det lige præcis er dem som beriger mit liv!

Barnedåb? Hmm... gad vide om vi skal til at begynde at gå i kirke, så? Skal jeg så også til at holde op med at bande? (Shit!)

Hvorhen?

En underlig tom tanke har slået rod hos mig. Den er svær at slippe, men endnu sværere at slippe uden om...

Hele mit liv, alt det der var mig, alt det jeg stod for, alt det som indikerede min eksistens; mine holdninger, mit væsen, mine tanker, mine handlinger, værdier - alt dét som var fortællingen om Trine - det var nedfældet på papir, beskrevet, uddybet og argumenteret for.

Men det var skrevet med blyant.

Og nu har et kæmpemæssigt viskelæder danset en sørgmodig dans hen over de myriader af ord som var mig - en grundig, systematisk og vemodig dans.

Det eneste som er tilbage er de tomme, blanke sider, hvor man blot aner at blyanten har efterladt svage mærker dér hvor der engang var en ordrig fortælling. Der er kun de svage mærker tilbage - og det grålige gummiagtige smulder som afslører viskelæderets ordløse rejse hen over siderne.

Jeg ved hvad jeg var. Jeg ved ikke længere hvad jeg er.

Jeg øver mig i ikke at gå i panik, når jeg ikke kan finde mig selv, men jeg er ikke særlig god til det.

Nogen dage er ok. Så ved jeg at jeg stadig er nogens mor; at jeg er elsket, at jeg har nogens buttede hånd i min, at jeg har nogens ranglede arme rundt om mig, at nogens 100-vis af spørgsmål er et udtryk for, at nogen er afhængige af mine svar for at forklare og forstå verden.

De dage er ok.

Men de andre dage er svære.

De dage har jeg glemt hvad det var jeg skulle. Hvem det egentlig var jeg var blevet. Hvem jeg egentlig gerne ville være. Hvad jeg synes er godt og skidt, hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke bryder mig om.

De dage ved jeg ikke hvad der skal blive af os allesammen, og jeg leder forgæves efter mine forsvundne ord i tapetets mønster eller i en sjat kaffe på bunden af en kop.

Men det er hverken i tapet eller kaffe jeg kan finde mine svar; i stedet finder jeg blot endnu flere spørgsmål som dekorerer og forstørrer den massive følelse af tomrum som omgiver mig.

De dage kan jeg blive så ydmygt forskrækket og lillebitte-let at jeg frygter jeg blæser væk. Jeg mærker det på min krop som føles underligt fjern, og jeg mærker det på mine tanker som er fløjet i forvejen for at bane vejen.

De dage er jeg nødt til at pakke mig i tunge tæpper og dyner for at kunne mærke min krop. De dage er jeg nødt til at bede min evigt tålmodige Fyrbøder om at holde et solidt tag i min hånd og mit hjerte, for at jeg ikke flagrende kommer til at forsvinde væk i en håbløs jagt på det som engang var skrevet ned, men som forsvandt.

Med strik og pibe

Det er ikke for sjov de går i strik, det er helt sikkert!

Blandt andet er der opskriften på denne lille babybluse – som er genial! Jeg kender blusen, fordi jeg selv har fået håndstrikkede eksemplarer foræret af OldeAnnalise dengang mine børn var mikroskopiske. Det fleksible hals- og bryststykke gør blusen nem at få over hovedet på det lille pus, og man føler ikke man strammer sin baby ind. Genialt.
Den skal helt sikkert strikkes. Snart :-)

For et par dage siden havde jeg besøg af en pragtfuld pige! Vi brugte hele dagen på at tale om alt, blandt andet om både strik og mænd…

Hun havde disse fabelagtige bøger med til mig – og tjek engang disse pæne ungersvende og den aura af ophøjet maskulin coolness der oser fra dem. Eller er det bare piberøgen jeg lugter?

Bøgerne er tyndslidte og lige præcis så oldfashion som jeg elsker! Man kan se at de har været bladret flittigt igennem, og jeg er ikke overrasket – især ikke når jeg ser de grundige illustrative og ultra-pædagogiske anvisninger på maskeopslagninger, udtagninger  og – gulp – sokkestopning…

Der er noget charmerende naivt over de håndkolorerede billeder – hvad siger du fx til denne lille, søde og helt aldeles upraktiske badedragt til børn? Eller en fin, bredskuldret sweater med Heidi-hår og påfugle? Eller hvad med lille Mogens – det er heldigt hans navn står på huen, så kan han altid finde den, hvis den nu skulle gå hen og blive væk…

  

Men ok, det skal ikke være pjat og ironi det hele! Bøgerne er skønne, og jeg har allerede fået rigtig mange gode ideer til kommende projekter – altså omformet til en mere nutidig æstetik, ikk.

Jeg elsker ting med historie. Jeg elsker strik. Jeg elsker bøger. Det er jo et helt strikket Kinderæg! Hurra!

Ordknap

Der er dage der er fyldt med svirrende ord og endeløs talestrøm.

Og så er der dage, hvor tavsheden lægger sig tyst og mat-dunkelt, som en usynlighedskappe af ordknaphed.

Sådan en dag er det i dag. Sådan en dag var det også i går. Jeg ved at det også bliver sådan en dag i morgen.

Mine hjerne bobler over af utallige ord og sætningskonstruktioner, en endeløs indvendig monolog uden sammenhæng eller formål - jeg tænker en million ord på én gang og formår ikke at skrive et eneste.

Så i stedet strikker jeg. Og drikker lidt kaffe. Og venter.

Venter på at mine ord vender tilbage til mig, at jeg igen tør titte frem under usynlighedskappen, venter på at jeg - hvis jeg er heldig - opdager at forårssolen er begyndt at skinne udenfor.

Jeg hader at vente, jeg er ikke god til det. Men det er det eneste at gøre lige nu.

Strikke. Og vente.

Gi mig, gi mig, gi mig!

Hver gang Sidsel kreerer får jeg lyst til at fråde i farver og dimser! Jeg får SÅ meget lyst til at lege, når jeg går på besøg i hendes univers.

Nu blomstrer de dejligste slik-agtige blomster i hendes netshop, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg bliver nødt til at have godt fat i min egen nakke, hvis ikke jeg skal komme til at købe 100!

Kender du det?

Jeg kender en pige, som jeg ikke kender.

Jeg kender hende, fordi min søster har hende meget kær. Jeg kender hende fordi hun er en kær venindes kære kusine. Jeg kender hende af navn og af omtale, og kender hende så godt efterhånden at det er på tide at lære hende at kende.

Og i dag kommer hun og besøger mig. Og jeg er nærmest en lillebitte smule genert nu....

Men jeg glæder mig til at kende hende. Altså kende hende rigtigt!

Giveaway

Jeg har lært en pragtfuld billedkunstner at kende!

Anette har lært mig nye, lækre, velsmagende ord at kende som ‘kede-pind’, ‘lommegalleri’

- og ‘ART-MONEY’

Art-money er verdens-valuta, håndlavede pengesedler, alle er præcis lige store (12 x 18 cm) og skabt af kunstnere verden over. Der findes lige så mange udgaver af Art-money, som der findes deltagende kunstnere – alle unikke og med deres helt eget udtryk.

Art-money skulle ifølge mine søgninger på nettet have rigtig mange deltagende kunstnere, også hér i landet – men af én eller anden grund er Art-moneys hjemmeside ikke levende. Jeg har til gengæld læst mig frem til, at ideen for et par år siden kom i Finanstilsynets søgelys, fordi konceptet nærmest kunne tolkes som en art falskmøntneri.

Det ændrer nu ikke specielt på min fascination af ideen om at penge ikke behøver være triste og ensrettede – og på det faktum at uanset hvordan man vender og drejer det – så er det stadig lækker, lækker kunst!

Og jeg er som bekendt en sucker for den slags – og kunne ikke dy mig! Jeg blev simpelthen nødt til at eje nogle af de skønneste af Anettes eksemplarer. De har nu stået i min vindueskarm og strålet til mig i et par måneder – men jeg vidste godt det var på lånt tid, for planen har hele tiden været, at den ene var til DIG!

Jeg er ikke selv den store billedkunst-udøver, men jeg er fascineret af de forskellige teknikker Anette har brugt på denne pengeseddel. Der er vist både noget spartelmasse og nogle aviser involveret, men derudover er jeg blank for andet en ‘wow’…

Hvis du har lyst til at blive den lidt rigere indehaver af din helt egen personlige pengeseddel skal du såmænd blot smide en kommentar på dette indlæg – og fredag 30. april udtrækker jeg den heldige vinder :-)

Og skulle du nu få lyst til at se lidt mere til Anettes farverige univers kan du besøge hendes spritnye blog lige hér!

Fodnote:

Jeg synes giveaway-princippet handler om at lysten til at give noget videre til andre. Det gør mig glad at få lov til at dele! DERFOR er der ikke én eneste betingelse for at deltage i mine giveaways, da jeg synes det ville stride imod selve essensen. En giveaway handler om at give. Ikke om betingelser for at deltage!

MEN – når det så er sagt… skulle du få lyst til at sprede rygtet vil jeg da blive rigtig glad, og ja, du må gerne bruge billedet.

:-)

Arty-farty

At der er penge i kunst er ingen hemmelighed!

Men vidste du godt, at noget kunst ligefrem ER penge i sig selv???

I dag får du chancen for at blive en lillebitte smule rigere på kunstige penge - kig med ovre på Hverdagsjunkie, hvor der er en falskmøntner på spil i en dejlig giveaway :-)

Frisør-te

Jeg er blevet tyk. Bare lige sådan, over night, er min krop svulmet op, som om samtlige af de sidste par måneders chokoladeorgier samstemmende har indgået en gnæggende hån-aftale om først at slå til, når jeg mindst ventede det.

Og nej. Det ventede jeg ikke...

Godt nok har jeg en mellemlang videregående uddannelse bag mig, men rigtig klog, det er jeg altså ikke...

Så jeg stavrer rundt uden bh, fordi mine bryster ikke længere kan holde ud at være indeklemt i noget som helst - og i går måtte jeg nød-sy et strækstof-rør som kunne gøre det ud for nederdel, udelukkende for at kunne skabe en illusion om at være anstændig påklædt. Tanken om jeans er pludselig skræmmende trang!

Og hvad har det så med teen at gøre? Ikke en skid - jeg synes bare det er sjovt det hedder 'frisør-te', og så smager den helt vildt godt! Alt burde være som urte-te med pebermynte og lakridsrod; slikagtigt og samtidig med en øko-frelst aura af ren beroligende skærhed over sig. (Lidt som en frisør, eller hvad?)

Så kan man nyde med god samvittighed.

Altså - hvis man lige ser bort fra den plade rittersport jeg kører ned sammen med teen...

Gotta love it!

Der er altså en grund til at jeg elsker hende her!

Og hende her!

Store skiftedag

Den store skiftedags-forvirring spreder sig.

Børnene er nok de mindst forvirrede, men jeg render rundt og prøver at danne mig et overblik midt i bunker af brugt service, legodynger, 1000 spørgsmål fra det altid-talende-barn, vasketøjsinferno, mobilopladere og skoletasker der skal pakkes til den kommende uge.

Jeg ville ønske at de kunne blive her hos mig. Jeg ville ønske at de ikke behøvede at være midtpunktet i min forvirring.

Nej, vent - jeg ville ønske de kunne blive hos mig, så jeg ikke behøver rende rundt her som en rundtosset loppe i en trykkoger!

For når det så er sagt; jeg glæder mig til et par dages fred i hovedet, hvor jeg ikke har stemmer kværnene i mine ører konstant, hvor diverse maskiner og spillekonsoller bliver tavse, hvor jeg rent faktisk når at drikke min kaffe mens den er varm. Hvor jeg kan få lov til at sove alene i min seng, og hvor jeg ikke behøver slå øjnene op til flere spørgsmål og problemer der skal løses.

Men det er så kompleks, og gør ikke min forvirring lettere at bære; jeg vil så gerne have dem tæt på mig, bære alt for dem jeg kan og bør bære - og samtidig orker jeg bare ikke mere nu.

Det er store skiftedag. Mest i mit hovede.

A real person, a lot like you!

Jeg fandt denne her ovre hos hende hér - og den er simpelthen for godt skrevet og for vigtig til bare at læse og så spadsere videre.

Så nu får den også lov til at låne lidt husly her hos mig, for det er fandme en vigtig pointe!

Jeg kunne godt finde på at spørge, om du er blevet skældt ud eller råbt af i din inbox - men det gider jeg ikke, for det vil være det samme som at tillade at det finder sted!

I stedet vil jeg meget hellere spørge dig:

Hvornår har du sidst oplevet at de usynlige netkoder og elektroniske signaler magisk voksede sig større og blev til et rigtigt, levende og hjerteligt menneske - lige foran dig, på din skærm?

Læs "A real person, a lot like you"

Synkroniteten længe leve. Hip hip....

Og så ringede Universet ellers lige i går og spurgte, om ikke jeg stod og manglede en reol, som ellers var på vej til at blive ekspederet videre...??

JO tak, for fanden! Og tak for at du ringede!

Jeg er sgu fan af det Univers, det er jeg altså!

Hvordan?

Og hvordan skriver man så videre, når man (læs: jeg) stadig står midt i den skilsmisse som er grotesk, og stjæler al fornuft?

Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når jeg nu ikke ejer for en halv kobberskilling vrede, forsmåethed, indignation og alle de andre stygge skilsmisse-følelser man altid læser om 'i bladene' ??

Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når det eneste man føler er grå?

Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når man ikke har lyst til at udlevere eller pege fingre - og egentlig heller ikke kan se nogen at pege af?

Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når den eneste finger der peger, bliver ved med at stritte i én retning. Min egen...

Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når den værste dommer er én selv?

Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når det eneste der dukker frem under fingerspidserne er enerverende gentagelser af de samme floskler og de samme forvirrede følelser?

Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når inspiration og glæde først ligger for enden af tre ton ægteskabs-oprydning og 14 kilometer selvbebrejdelser?

Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når man (læs: jeg) i virkeligheden selv er træt af at læse hvad man (læs: jeg) skriver?

Temmelig meget trold

Jeg forsøgte at tage et billede af den nederdel jeg har syet til TøseTrolden.

Knap så meget nederdel. Til gengæld temmelig meget trold....

Country-girl

Jeg forsøgte, det gjorde jeg altså – helt ærligt! Men hun var umulig at fotografere, hvilket du kan se hér...

Jeg var blevet godt og grundigt træt af at se hende vimse rundt i nederdele, der var blevet pinligt røvkorte, og tænkte det var på tide med noget forårs-noget, som rent faktisk passer en størrelse 5-år-lige-om-lidt.

Så et bedre billede at nederdelen kan jeg ikke diske op med, men jeg kan da fortælle så meget, at den er syet af ternet bomuld, og kantet med det fineste småblomstrede stof fra Stof2000. Den er syet i hel sol, og jeg har tilføjet endeu et lag ‘sol’ – blot et par cm kortere i omkreds, for at få den lidt puffende effekt.

Hun er glad. Jeg er mest glad for at hendes røv ikke længere hænger ud forneden

Slowspeed

Slowspeed skulle være så sundt – det har jeg i hvert fald læst mig til, dengang jeg gjorde mig meget umage for at blive lærer.

Så jeg slowspeeder så meget at jeg nærmest står stille og med risiko for én af dagene at begynde at vandre baglæns. Men hey, hvis det er sundt, så er jeg ligeglad… så kan det måske kompensere for nogle af mine andre utallige dårlige vaner.

Det jeg i virkeligheden prøver at sige er: jeg får ikke lavet en skid. Intet. Zip. Nothing. Nada. Intet at vise på bloggen, intet at skrive om. Jeg har sindsygt mange ideer, men ikke rigtig (….. indsæt selv passende lam undskyldning…) nok.
Så jeg strikker lidt. Syr lidt på en nederdel til min datter. Og falder totalt i svime over alle mine sy-bøger, som jeg endelig har fået i hus igen!

Måske bliver der noget at vise én af dagene. Måske ikke. Men altså, jeg skynder mig bare langsomt – ikk!?

White trash

Slummy Mummy er flyttet ind og fordrer børnene med crappy mad fra pap, mens hun asker i kaffekopperne og drømmer om et hus med plads og reoler og rigtige senge og den slags.

Hun gider ikke rydde op, og det er ved at være længe siden hun har gjort rent nogen som helst steder.

Nej, vent - hun fik børnene til det forleden, så lidt rent er der da...

Hun er på dagpenge, har ikke noget arbejde, og ved egentlig ikke hvad hun vil med sin fremtid. Til gengæld kan hun bøvse alfabetet. Og har for 372 kr pantflasker liggende ude bagved...

White trash wannabe, mangler nu kun en trailerpark eller nogle sigøjnere at slå pjalterne sammen med!

Hus forbi

Var så ude og se på noget hus.

Og gik hjem igen.

Tak. Men nej tak!

Og er nu vendt hjem til småtteriet, lidt mere desperat, og endnu mere sikker på at der MÅ og skal være personlighed i mit hjem!

Hvordan lokker man et hus ud af busken?...

(Hey! Den kender jeg godt svaret på! Det er vist noget med..... nej, vent lidt, - det var dén med pingviner i køleskabet. Nå. Jamen så gør jeg ikke...)

Hverdagsjunkie

Jeg elsker min nye hjerteblog! - Har du set den?

Jeg er nemlig i gang med en større personlighedsspaltning, so to speak, og på Hverdagsjunkie har jeg flyttet mine mange tanker om kreativitet og håndarbejde over.

Og hér, på 'klip og hug' vil jeg blive ved med at skrive om.. tja, om alt det andet.

Giver det mening?

(Eller... jeg synes ikke selv det helt giver mening - endnu - men jeg øver mig i at finde meningen med det. Hvis du kan se meningen med galskaben er du nået længere end mig, og så fortjener du både en ostesalve og en klapreje (eller var det omvendt?)!)

Hverdagsjunkie er stadig kun ved at starte op - men indtil videre har vi haft gang i noget spændende snak om at ødelægge børns (og voksnes) værker just to prove a point.

Jeg har også fortalt om håndarbejde gennem 100 år - og er KUN lige begyndt!!!

Og så har jeg skrevet om et virkelig, virkelig spændende kreativt fællesskab der begynder at vokse frem :-)

Det er også på Hverdagsjunkie du fremover kan finde mine vejledninger til ting du selv kan lave - altså dem som plejer at ligger herovre til højre:

Og lur mig, om ikke der kommer flere til - fx denne hér om at redde livet på en højt elsket cardigan, der døde i Ikea.

Hverdagsjunkie er KUN i sin opstart, og mit perfektionistiske overjeg er ved at DØ over at den er så ufærdig, som den er! Men jeg bilder mig ind, at hvis jeg tør vise hvordan tingene ser ud når de er halvfærdige eksperimenter undervejs i processen, så tør I måske også?

Du finder linket herovre til højre, hvor jeg også lægger updates på de seneste emner.

Kig forbi - jeg vil elske at snakke videre med jer dér også!

Bunkeee!

Når én reol skal deles bliver man nødt til at tænke de store kreative tanker for at skabe plads. Især når man kun er af den lillebitte slags!

Men jeg synes faktisk det er hyggeligt, selvom det mest af alt ligner en frisindet 70'eragtig kollektivtænkning der står bag. Men det er det måske i virkeligheden også....

Jeg krydser alt jeg har, for at jeg ikke får brug for noget af dét som ligger nederst.

Hmm... Der står stadig 2 fyldte flyttekasser midt i stuen.

Fik jeg sagt jeg elsker bøger?

Be my star!

Ikea sprang på mig, og en arrig hylde trak en tråd ud af min allerlækreste kashmir-cardigan!

Pis! Hul på albuen, og så den trøje jeg går med konstant! Jeg var færdig! G.r.æ.d.e.f.æ.r.d.i.g

Så frem med stoppegrejet – en disciplin jeg foretrækker at skrive om, ikke udføre. Men stoppes skulle det, så jeg kunne få smækket en lap på.

Forsiden af et dameblad måtte agere skabelon – det fandt både bladet og modellen sig i – måske fordi de vidste at det var et spørgsmål om at blive pakket ind i det lækreste Liberty? Stjernen er tegnet ubehjælpeligt i frihånd, men det lykkedes da vist nogenlunde…

Mmmmnnnnnn… Liberty-lækkert!

Forside-stjernen blev pakket ind i stof og riet hele vejen rundt i kanten – det kan du se et billede af her.

Stjernen fik en grundig omgang under dampstrygejernet (fra bagsiden for ikke at sætte mærker i det fine bomuld!), så kanterne blev knivskarpe og til at sy i.

Og så var det ellers i gang med pillearbejde og småbitte sting – og tungen lige i munden for ikke at sy hele vejen gennem ærmet, og for at holde stjernen lige akkurat på stoffet, dér hvor det hørte til!

Da jeg var nået halvvejs rundt i takkerne blev ri-stingene pillet af, og stjerneskabelonen lirket forsigtigt ud. På grund af strygningen og de skarpe kanter var det stadig nemt at se hvor jeg skulle sy resten.

Og Voila: endelig færdig – og måske endda endnu mere lækker end før? Stadig yndlings-cardigan, men bare med lidt mere UHMfaktor. Og det er da ikke helt skidt!

Ærmefjæs

Nogle albums fortjener andet end en krank skæbne bagerst i reolen eller i genbrugsbiksen.

Vi elsker dem for det de betød for os og for alle de bulede sange vi nåede at skråle med på.

(Især dem min mor hørte i gamle-gamle dage - jeg synes stadig 'Dødens Triumf' lyder bizar uden en en bulet lyd af vejbumb, hver gang nålen ramte dét sted på skiven, hvor radiatoren havde gjort lakken blød...)

Og så elsker vi de gamle albums for det vi stadig bruger dem til! Især den her, som jeg synes er intet mindre end fantastisk!

Sleeveface

God tur på Ærmefjæset - vi forlanger at SE, hvis du har et coverbillede liggende!!!

Den tid på året

Jeg gætter på det enten er et udtryk for at det er blevet forår. Eller konfirmationstid. Eller begge dele...

Tør man håbe???

Jeg skal se på noget hus i denne uge.

Måske. Måske. Måske er jeg larmende heldig og får græs under mine tæer til sommer?

Måske.

Måske kommer ungerne til at bo tættere på deres far end de gør nu?

Måske.

Måske er det noget værre høvl, som skal mere end Ibi'es for at føles som hjem? Måske er det en gammel, grisk pengepuger som lejer det ud til alt for høje omkostninger?

Måske?

Men måske viser det sig at min drøm om et lille byhus bliver virkelighed.

Måske. Hvis man altså tør håbe!!??

Midnatsstund

Kylle-Kylle og alt for mange orange Kings.

Men ja, jeg skriver! Og jeg tør faktisk tro på det. Tror jeg... Vist nok.

Når jeg har drukket min påskebryg færdig. Og sovet lidt....

Simpelt

Det største i verden er at have en ven!

Storm

En øredøvende orkan er kun lige ved at finde til ro i mine øregange.

Jeg blev blæst omkuld af Fyrbøderen, og bortført til en koncert som jeg ærlig talt troede jeg skulle gå glip af - hvor heldig har man lov at være? ;-)

Jeg må sige at det klæder hende at have fundet sin egen stemme!

Hun anstrenger sig ikke længere for at lyde hverken som Anisette eller Grethe Ingmann - uagtet hvor fabelagtige de to sangerinder er hver især - men har fundet sit eget sted, midt i kærlighed til rock og til Wohlert.

Bemærkelsesværdigt og faktisk en smule rørende at være vidne til deres ømhed overfor hinanden, også på scenen.

De klæder hinanden godt - hans vildskab bliver tæmmet af hendes sødme - og hendes blå noter får arrigt modspil af hans guitar. Lækkert. Intet mindre!

Det hører vist til en sjældenhed i dansk rock at kærligheden også er onstage - jeg kan ikke huske mange andre eksempler end netop Grethe og Jørgen Ingmann (og det kan man jo dårligt kalde rock...) og Dicte og Sonne - og det er måske også et dårligt eksempel, for vi ved vist alle hvordan dét gik...

Al kritikken af Stormens første album gik hen over hovedet på mig - jeg har så meget respekt for at de turde lave musik med hjertet, også selvom det slog noget i stykker hos dem, da det ikke blev så vel modtaget som de havde håbet!

Men jeg elsker at de lavede et højtflyvende album, uden kompromisser og med hilsner til alle de største rocklegender flettet ind i musikkens krumninger. Det album vil altid have en stjerne i min bog, om ikke andet så for kompromisløsheden!

Jeg ser frem til at skulle høre dem igen på Danmarks Smukkeste lidt senere på året - men det gør ikke noget lige at vente lidt, jeg skal lige have orkanen i mine øregange til at lægge sig helt først - og i mellemtiden vil jeg skråle med herhjemme, og glæde mig over at Danmarks rockscene er blevet et lidt rigere og mere stormfuldt sted!

Lommestrik

Hmmm… Hvad gør man så, når man opdager at der lige præcis IKKE er nok garn til den lilla overraskelse? Så lærer nød en tåbelig kone at strikke lommer!

Så nu bliver der – midt i alt det lilla – en lille, fin lysegul lomme, så der forhåbentlig er nok lilla til at få de sidste ender til at mødes.

(Beklager den elendige billedkvalitet – webcam…)

Fordi jeg er!

Min søn sendte mig i går sin solnedgang. Jeg blev uendelig stolt og uendelig lykkelig og uendelig sorgfuld på samme tid.

Hvorfor overhovedet skrive om sådan noget?

Hvorfor skrive om fantomsmerter, bobleplast, rutcheture og sneblindhed?

Jeg spørger hele tiden mig selv om hvorfor det overhovedet er vigtigt at fortælle og fabulere på bloggen, hvorfor er det vigtigt at skrive, hvorfor mine tanker og dimserier overhovedet har sin berettigelse?

Jeg kan ikke give et entydigt svar!

Men jeg stod under Fyrbøderens bruser og hulkede hult fordi jeg savner, savner, savner mine børn og min illusion om at far, mor og børn var det liv jeg er en del af - og straks efter satte jeg mig til skærmen og skrev uden pause - og mens jeg skrev faldt det hele lidt mere til ro, min vejrtrækning blev mere rolig, min stemme mere fast, mine tårer holdt op.

Jeg skriver ikke for andres skyld end min egen. Jeg øver mig i ikke at tænke over om familie, venner og arbejde læser med - jeg skriver for mig!

Jeg skriver til mig selv, for mig selv, om mig selv - for at sætte ord på mine tusinde forvirrede tanker, nedfælde mine ideer, huske hvor jeg er og hvor jeg har været. Jeg skriver for aldrig at glemme. Aldrig glemme smerten, aldrig overse detaljen, aldrig give køb.

Jeg skriver for altid at huske sejrene, altid turde satse på håbet, altid forsøge at mærke efter hvad der giver mening og betyder mest. Altid for mig. Jeg skriver for altid at minde mig selv om hvem jeg er.

Jeg skriver for at forklare verden, jeg skriver for at undres, for at jagte svar og stille spørgsmål når jeg finder dem.

Først når jeg skriver giver verden mening. Det er i mine tekster jeg kan finde mig selv, huske mig selv på hvem jeg er, samle mig selv op og undgå at forsvinde fuldstændig.

Jeg skriver for at skabe mening. Jeg skriver for at forklare verden. Jeg skriver for at løbe vildt og aldrig besvime. Jeg skriver for at surfe på kaos og aldrig drukne i det. Jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være. Jeg skriver fordi jeg er.

Fantomsmerter

Jeg vågende en morgen og opdagede at jeg mangler en arm - den er på mærkelig vis forsvundet i løbet af søvnen, og på grund af morgentræthed og kaffetåger gik der lidt tid før jeg opdagede at den er væk...?

Det er skide svært at undvære en arm. Den er nogengange i vejen, men en arm er så indgroet en del af éns krop og bevidsthed, og man tænker ikke rigtig over at man har den før end den er væk. Og når den er væk er det vildt ubehageligt - hvordan skal man nogensinde klare alle de hverdagsagtige fornødenheder med en anden arm end den man plejer at bruge?

Jeg føler mig mærkeligt nøgen uden min arm. Den har bare altid været der, den har altid siddet fast på min skulder og i min bevidsthed - man har jo en arm, det er selvfølgeligt. Og nu hvor den ikke er der kigger jeg undrende på det sted den plejer at være, og kan ikke helt forstå hvor den blev af?

Jeg kigger mig lidt omkring og tænker over om andre også mistede deres arm i løbet af natten? Men jeg kan ikke se andre enarmede, og det ser egentlig heller ikke ud som om der er nogen der for alvor lægger mærke til at min bluse er slunken i den ene side?

Men jeg mærker hvor underligt det er at klæde mig på med kun én arm. Det gør sgu det hele så besværligt, og jeg er helt uvant med at se mig selv i spejlet, så amputeret, så halv.

Fantomsmerterne er virkelig bizarre! Det er ikke min skulder og min krop der gør ondt. Det er min arm, som jeg ikke har, som gør ondt. Jeg mærker den, selvom den ikke er der, en underlig stump smerte som er der, og alligevel ikke er der.

Det er mærkeligt, for jeg glemmer hele tiden at den ikke er der. Jeg tror jeg skal række ud efter noget, men min arm lystrer ikke, og det er først når jeg kigger på min stumpe skulder jeg husker at armen ikke er der. Så jeg klarer mig med den arm jeg har tilbage, men jeg kan godt se at det meste ikke er andet end venstrehåndsarbejde.

Jeg bliver irriteret på mig selv over at jeg hele tiden glemmer den ikke er der - selvom fantomsmerterne er tydeligt og tunge er de på en måde blevet til min nye arm - og fordi jeg hele tiden mærker min arm som ikke er der, glemmer jeg den er væk.

Ubevidst går jeg hele tiden rundt og leder efter min arm. Hvor er den henne? Har du set den? Den er egentlig ret nem at genkende, det er jo ikke ligefrem fordi man overser en arm der bare sådan ligger og flyder ét eller andet sted....

Den er ca 80 cm lang, flæskefarvet og med fem fingre ude i enden - hvis du ser den må du altså gerne sige til, for jeg savner den!

Det er tit som om jeg ser den ud af øjenkrogen, bag ved en sofa, ude under bruseren eller glemt i en rodebunke. Men når jeg drejer hovedet og forsøger at fange et indtryk af det som flimrede i min øjenkrog forsvinder det, og jeg bliver forvirret over at jeg lige synes jeg så noget vigtigt, men jeg har allerede glemt hvad det var jeg ledte efter.

Lidt som en hund, der jagter sin egen hale drejer jeg mig hele tiden rundt om mig selv i en solodans, navigeret af fantomsmerter, en evig, insisterende og intetsigende jagt efter den arm jeg troede jeg havde, men som blev væk.

Pragt-Værk

I et lille hemmeligt hjørne af Odense ligger et pragtværk!

Værket, hedder det – og på trods af den bugnende skatkiste af håndgjorte lækkerier der gemmer sig i bugen på den anonyme storby, var jeg nærmest gået lige direkte forbi uden at opdage stedets eksistens. Den grå asfalt gemmer godt på sine urbane hemmeligheder, men når først man har fået vristet dørene op eksploderer Værket ud i alle afkroge af fantasi og sanser.

Værket har det hele – fotokunst, glasskulpturer, læderarbejde, filt, tekstiler, billedkunstnere, keramikere, smykker i alt fra hæklerier til keramik, installationskunst, beklædningsdesignere, papirklip, træskærerarbejde og interiør – i alle afskygninger og alle størrelser.

Fra den mikroskopiske hæklede blomst på en guldfingerring, til den største og groveste udskårne maske med vanvids-grimasse – uanset hvorhen man vender sig er der nye farver, nye former, nye dufte og krummelurer man lige bliver nødt til at røre ved.

På en underlig uforklarlig måde klæder tingene hinanden i en grad der overraskede mig! Jeg stod længe derinde og sugede til mig, mens jeg forsøgte at finde en forklaring på hvorfor den store diversitet aldrig blev træg, men tværtimod gav genstandende lov til at spille op mod hinanden i deres vidtrækkende forskellighed…

100 kunsthåndværkere samlet i én kæmpestor hal – jeg bliver helt og aldeles forpustet ved tanken om al den tid og nænsom kærlighed der ligger i hver enkelt genstand!

Og måske er det i virkeligheden dét som giver Værket sin uforklarlige magiske stemning? Al den tid og flid og kærlighed og snilde og dygtig ekspertise synger fra hver enkelt genstand, og sluttes sammen i en harmonisk klang af overskud og begejstring…

Ren glæde… Skaberglæde!

Og midt i det hele står Jan, som driver stedet sammen med sin kone. Hele året rundt summer han rundt midt i sit Værk, og fortæller om kunstnerne og tingene med en stolthed som var hver eneste ting hans egen!

(I øvrigt – hvis du pludselig får trang til den tunge, smukke bolchehalskæde kan du godt glemme det! Den bor  hos mig nu, og jeg vil nødigt af med den, for manner, hvor er den smuk!)