Odense - "reklamepause"

En monsterlang travetur og diverse dejlige omveje og krumspring endte med fabelagtig take-out og dåseøl i den lejede sofa, mens Arsenal og FCB varmede op til aftenens brag.

Kampen var fed, genial underholdning og spil i høj klasse - men seriøst, tv3, behøver I alle de reklamer?

Især én reklame har klistret sig til skærmen som et andet klammo vinduesmaleri - nemlig dén med bilen og de eksploderende farvebomber.

Jeg forstår det ikke? Hvad er det sådan en reklame vil fortælle os? Køb denne bil, og du vil aldrig få en bombe pink maling eksploderet ud over forruden? Køb denne bil, og du vil for altid forblive grå? (Orv wow, i så fald stik mig to!!!)

Næh, så stik mig hellere verdens gladeste bilreklame.

På en måde står kage faktisk også fantastisk til dåseøl!

Odense

Mine fødder synger efter den længste travetur i flere uger, mine arme er orangutang-lange af alle de poser jeg har slæbt rundt på, min mave er fyldt til bristepunktet af lækker mad og kaffe og juice, mine læber er ømme af alle de kys man kan nå mens man venter for rødt lys, mine øjne er mætte af farverige eksplosioner, mit hovede er træt efter en hel dags intense sanseindtryk...

Men mit hår... mit hår føles fint, SÅ fint!

(Fyrbøderen har et svagt punkt for kvinder der synger op til jul - og synes jeg ligner hende hér..... jeg tror vist nok det er en kompliment?)

Going Twiggy?

Når man er på ferie skal man til barber - det er en regel!

Jeg overvejer at lave en Twiggy.... med ved ikke om jeg tør?

All that!

Chokoladekage-gnaskende, kaffe-slubrende, storgrinende, næsebens-indehavende, liberty-elskende, strikke-eksperimenterende, gyngende, referat-tegnende, baby-kildende, mad-fremtryllende, solbærvodka-tyllende, selvstændige, gave-forærende, underfundigheds-mestrende, spørgsmålsstillende, køkken-festende, stor-talende, altspisende, ærligheds-insisterende, småt-rygende, rummelige, navle-pillende, verdensherredømme-indehavende, überkrea(s)tive, kærligheds-filosofiske, sex-fnisende, internet-afhængige, æstetik-lystne, hjertelige, diskussions-hungrende, konsensus-ekspolderende, kvindelivs-forkæmpende, roligheds-afsmittende, festlige, Asti-elskende dejlige, dejlige, dejlige, dejlige damer!

Jeg elsker jer vist!

Hemmeligheder

Jeg strikker på en hemmelighed!

Hemmeligheden bliver afsløret lidt senere i dag, men HAHA – jeg kan time mit indlæg til at blive udgivet, så modtageren ikke kan nå at se afsløringen herinde, før hun har haft det bløde, lilla babyuld i hænderne! (Længe leve wordpress!)

Det er et eksperiment, jeg strikker – det skal meget gerne ende med at blive den sødeste, kortærmede slå-om-bluse størrelse nyfødt. Jeg strikker i lækker, blødt uld, der er superwash-behandlet, så det også kan tåle en tur i vaskemaskinen (temmelig essentielt i en børnefamilie!)

Jeg har endnu en bagtanke med mit strikkeri, for mens jeg strikker sidder jeg også og regner – og forhåbentlig får jeg udregnet et par øvrige størrelser – mit mål er at opskriften skal lægges herind til glæde og hygge, også for jer :-)

Men.

Jeg har endnu en hemmelighed – og den vil jeg slet ikke sige så meget om endnu – for det handler om en giveaway – den første af forhåbentlig mange ;-)

Jeg vil blot løfte sløret for at vi har med en spændende billedkunstner at gøre, og en gave som jeg næsten ikke nænner at forære væk, fordi jeg selv er ustyrligt vild med den!

(uhhh… magen til cliffhanger skal man godtnok lede længe efter!)

Forår i hjertet!

Vinteren har haft solidt tag om mit hjerte, og kun langsomt, langsomt begynder jeg at forstå at foråret spirer på steder jeg ikke kendte, og ikke forstår.

I dag drager jeg med syngende og trallende hjerte til Odense, til en forsamling af den rimfrost-optøende, småskøre, chokolade-elskende, ærlighedsforkæmpende, næsebens-indehavende og hjertevarmende slags kvinder!

Det bliver en fabelagtig dag og jeg tilgiver min nabo at hans fest vækkede mig klokken 5 i morges, for en dag som denne skal bare starte tidligt og blive ved og blive ved!

Jeg ønsker jer alle en smuk og varm forårsdag!

Stilhed

14 dage med BørneBanden har fået sin afslutning, og forude venter dem fantastisk påske-ekspeditioner med deres far. Jeg vinkede farvel og sendte dem alle mine hilsner og ønsker for en god ferie - og bagefter spurtede jeg direkte hjem og faldt omkuld i min seng.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det mange gange igen; jeg elsker at de er her hos mig. Vi er smadder gode til at hygge os sammen og finde frem til hverdagsro og al den finurlige spas - men hold da op (!) hvor kan det være opslidende at være tæt, så mange mennekser, så mange behov, så mange dage! Uanset hvor højt jeg elsker dem; det er hårdt!

Så jeg er blevet en af den slags mødre der rent faktisk glæder mig til at have børnefri og nyder når stilheden indfinder sig.

Men stilheden er også svær at acceptere, for den kan umiskendeligt fejltolkes som savn, og jeg skal passe nøje på ikke at komme til at tage fejl!

Selvfølgelig savner jeg dem så jeg tror jeg er ved at dø en lille smule af det - men jeg under dem alle de spændende eventyr, og jeg ved udemærket godt at de er verdens mest heldige børn, fordi de har SÅ mange gode mennekser omkring sig, som vil dem godt og give dem alle de ekspeditioner de ønsker sig.

Og savn eller ej, det vil jeg ikke stå i vejen for. Den største udfordring i forældreskabet er at give slip. Det er det sværeste, men det eneste rigtige, at gøre.

Da jeg vågnede lå jeg i Fyrbøderens stille arme, og han tog mig ud i regnvåd bøgeskov med udsigt til sø og savn, med chokoladeskildpadder i favnen (en klassiker!) og lod mine farveller synke ind, så vi nu er klar til en ferie med vores egne ekspeditioner.

Hvad hånden former....

Om den største glæde; kreative fællesskaber er det som får ideerne til at sprudle og sjælen til at synge!

Krea-tastisk

Et nyt fællesskab har set dagens lys, og jeg er spændt på at følge med i Kunstfabrikkens udvikling. Et par af ‘mine’ gode damer sidder som flittige bier og syer for at fylde hylderne (Christina og Lis), og jeg kæmpe-glæder mig til selv at komme en tur forbi fabriks-hallerne og få lov til at pille ved alle de krea-tastiske uundværligheder!

Bravo, damer! I er fælles om at skabe noget stort!

Lysten til at skabe noget behøver ikke være noget man sidder med alene, for sig selv, i ensom ophøjet kreativ majestæt.

Der er mange forskellige måder at arbejde med den kreative skabelsesproces på – og jeg bevæger mig da også selv lystigt rundt på flere forskellige niveauer når jeg arbejder.

MEN – i min verden bliver den kreative proces stærkere, dybere og mere dynamisk hvis den deles med andre!!! Det kreative fællesskab har en voldsom styrke og særlig berettigelse, mit liv ville være fattigt hvis ikke fællesskaberne havde sin tid og sin plads!

Dét at skabe noget er en enormt personlig ting, det er en subjektiv fortolkning af det materiale man sidder med i hænderne.

For at illustrere hvor subjektiv skabelsesprocessen rent faktisk er kan vi jo lave et lille tankeeksperiment: Forestil dig to kvinder med samme værdisæt, den samme baggrund og de samme kompetencer inden for det håndarbejdsfaglige. Giv så de to kvinder præcis lige store stykker stof af den samme metervare, giv dem ens sytråd, den samme slags symaskine til dem begge, bed dem klippe med ens sakse og sæt dem ved hver deres totalt identiske bord.

Vil de to kvinder lave totalt identiske produkter? Næppe!!!

Uanset hvordan vi vender og drejer det er vi forskellige, og vil altid skabe med udgangspunkt i vores egen omverdensfortolkning! Det er også derfor debatten om DIY hos Lis er så spændende – fordi den dykker ned i overvejelserne om man kan overtage en andens subjektive skabelsesproces?

Vores forskellige tilgange til det kreative er indiskutaBELT (Tak, Dolph!) – men hvorfor trækker fællesskaberne i os på den måde som de gør?

For mig at se handler det om at få lov til at spejle sig, at få lov til at spejle sin egen subjektive skabelsesproces i de andre kreative kvinders!

Eller med andre ord; for at føle sig genkendt, som en del af ‘flokken’, for at lære af hinanden og – ikke mindst – for at lade andres ideer og anerkendelse få indflydelse på vores egen kreativitet!

Fællesskabet er mit omdrejningspunkt! I fællesskab bliver vi hver især langt stærkere, og hver enkelt af os får lov til at føle os værdifulde, som en uundværlig brik i de andres processer! Fællesskabet styrker os som individer – og er noget af det mest livsbekræftende!

I øvrigt  - får du lyst til at læse mere om kreative fællesskaber bør du slå et slag forbi Winnie, DET indlæg kan godtnok sætte tanker i gang hos mig!

På nettet - nu med barn!

GuitarHero bruger meget tid foran sin computer - altså lige pånær når han bygger, bygger, bygger.

Men med en 12-årig på nettet har jeg flere gange tænkt over hvordan jeg lærer ham ordentlig net-etik, hvordan jeg lærer ham at passe på sig selv - det er svært, for hvordan får jeg vist ham gode manerer og fortæller ham at jeg gerne vil passe på ham, uden han føler jeg kontrollerer ham og snager i hans privatliv?

Men så faldt jeg over dette indlæg, og der var rigtig mange gode råd, som jeg har læst sammen med Hero - til vores begges fordel!

Lærer/lærer-ikke?

Jeg tænker. Og har meget at sige om lærergerningen. Men vil gerne sige det på den rigtige måde og når jeg har god tid til at skrive det ordentligt!

Men indtil videre ligger der interessante betragtninger her - du er mere end velkommen til at deltage i snakken - jeg er ret sikker på vi er mange der kender til dén problematik!

En lillebitte kone i en lillebitte lejlighed

I 4 måneder har verdens mindste, hyggeligst boheme-lejlighed været hjem for vores eksperiment af en familie.

Jeg var vild med lejligheden da jeg så den første gang - charmen, stemningen, atmosfæren, beliggenheden. Ok, jeg var vildt beklemt over at den er så lille, men jeg tænkte at det var et godt sted at starte, når nu det skulle være - og det skulle det jo.

Lejligheden gav mig tryghed!

Fra det første øjeblik jeg trådte ind ad døren tænkte jeg at hér kan jeg være mig selv, både i overført og i bogstaveligste betydning - og jeg lyttede nøje til min maves fornemmelse af ro og stilhed.

Vi bor i underetagen af et hus, og det har både sine fordele og sine ulemper! Fordelen er især udsigten til den mest charmerende vej i hele byen, og muligheden for at ungerne selv kan rende ud, hvis de får lyst (hvilket har vist sig at de dog sjældent har....?)

En lillebitte entré, og en lillebitte gang - hvor støvler, børnehaveklip, huer, handsker, skoletasker og overtøj slås for hver sin lillebitte ret til pladsen.

Et mikroskopisk badeværelse, som er så smalt at jeg støder knæene mod den modsatte væg, når jeg sætter mig på toilettet - ikke rart, skulle jeg lige hilse og sige! Og så er det tilmed et badeværelse uden hverken hylder eller skabe, hvilket er en pænt stor udfordring selv om man så kun ejer det allermest nødvendige af makeup og andre livsnødvendigheder.

(TAK til dem som opfandt børnetandbørster med sugekopper! Så behøver de i det mindste ikke ligge og flyde på vasken, eller - endnu værre - gulvet...)

Et lillebitte køkken med et komfur, der ikke rigtig har bestemt sig for om den vil fungere, og lige akkurat plads til en stol i hjørnet. Køkkenet er det mindste rum i lejligheden og alligevel er det altid hér jeg ender, når den står på kaffe, smøger, øl, rødvin, slik og/eller cola uanset om det er ledsaget af stilhed eller højlydt plapren.

Et lillebitte soveværelse, hvor jeg har forsøgt både at mase en seng og et krea-værksted ind til det kæmpe skrummel af et skab der stod der i forvejen. Det lykkes lige akkurat, men mine maskiner står i lag, og alt mit stof er stuvet af vejen under bordet, og alt mit garn ligger i kurve og kalder fra deres skjul under sengen. (Kan vi SÅ be om noget nattero!)

Stuen er rar. Det er vores fælles rum (ikke fællesrum, da ordet har en klang af noget kæmpestort, og det vil ikke være passende!) og det er her vi spiser, tegner, hygger, pjatter, danser, slås, bygger, læser, lytter og spiller.

Jeg tror faktisk ikke gulvet er blevet vasket én eneste gang siden jeg flyttede ind, men det hænder da at vi ind imellem samler noget af alt vores rod op - hvis vi gider.

Og så har børnene et værelse. Ét værelse. Som deles af mine tre, på trods af den store forskel i alder og interesser.

Værelset er ét stort inferno af børnesenge, tøjbunker, lego-virvar, dukkehusmøbler, playstationspil, computerledninger og midt i det hele sidder de tre og troner og morer sig.

Jeg forundres dagligt over mine vidunderlige tro væbnere, og deres ufattelige tilpasningsevne - antallet af konflikter mellem dem de seneste måneder kan tælles på én hånd, og deres kæmpestore tålmodighed med hinanden kan slet, slet ikke proppes ind på vores blot 75 km2!

Men børnene er min konstante dårlige samvittighed (intet nyt på dén front, velkommen mor-liv!)

Jeg ser min ældste søn vokse 1/2 meter om dagen, lytter til hans stemme som begynder at blive rusten, og husker alt for tydligt hvordan det var at være næsten 13 år og bare-så-lillebror-lillebror-nej-hvor-er-jeg-træt-af-dig

- og jeg kigger på min yngste datter som hvirvler rundt i tornado-rus med tylskørt og tusinde spørgsmål.... og jeg ved bare med stensikkerhed at jeg SKAL finde et andet sted at bo. Snart.

Jeg bliver nødt til at finde et sted, hvor der er bedre plads til dem. Bedre plads til deres livsfulde sprællen og leg. Bedre plads til at jeg også kan være en bedre mor, og ikke bare altid ender med at være hende der står og siger "Nu skal i lige være søde at skrue lidt ned".

Jeg kan simpelthen ikke være bekendt at byde mine unger at de skal trækkes med hinanden konstant - deres behov for momentalt privatliv bliver jo heller ikke mindre udtalt, jo længere jeg venter!

Men what to do?

Jeg vil have et hus - til leje - med egen lille have til, og helst totalt uforstyrret, og heller ikke i nærheden af tung trafik. Huset skal have sjæl og charme og have mindst ét værelse mere end vi har her.

Og så skal det gerne koste i retning af ingenting. Helst ikke mere end det jeg betaler for lejligheden..

Og selvfølgelig skal det ligge her, lige midt i byen. Og gerne med dejlige naboer. Og i gåafstand til Barenfaderen.

Og helst et hus, hvor jeg kan få lov til at blive i et par år! Og måske endda også have en lille kat? (årh ja. En kat! Væbnerne vil elske det!)

Nej nej nej, jeg er ikke kræsen! Jeg er bare kvalitetsbevidst, det er noget helt, helt andet!

Må vist hellere indstille mig på at den jagt kommer til at tage noget tid...

Og imens kan jeg vel passende sætte mig ud i køkkenet hvorfra jeg kan overskue det hele liiidt på afstand.

Damn good coffee

Dagene sker for mig uden jeg vil det.

Tiden kaster sig afsted uden at tage hensyn til mit egoistiske behov for ro, renlighed og regelmæssighed - og jeg eskapismer mig gennem dagene, og lader som om jeg har totalt styr på lortet.

Men det har jeg bare ikke, og jeg er den sidste til at indrømme det. Som altid.

Så jeg hænger på, og husker mig selv på at være hér hvor nuet og kaffen er, og hvor det er i orden ikke at kende fremtiden og ikke forstå nutiden.

Og i mellemtiden drikker jeg kaffe og har det underfundigt rart.

I weekenden trængte Børnebanden til Farmor-knus, så vi tankede bilen til et roadtrip og fik både krammet og knuset, bygget og hygget.

Vi nåede endda også at bygge-hygge videre hos den smukkeste færing (og ja, hun kan faktisk også synge. Jeg har selv hørt det!), der lagde øre og rødvin til min evindelig monolog (Undskyld, Winnge - næste gang kan vi også godt snakke lidt om dig... ;-)

I dag blev kaffen serveret med sødmeFryd og formiddags-tante-sladder i mit lille køkken, eftermiddagskaffen blev drukket i skoven sammen med Mormor - og i aften drikker min Fyrbøder og jeg kaffe med mine børns far og den kvinde som får ham til at smile.

Damn good coffee! - og det er vist godt nok.

Du gamle måne...

Hmm... Thinking bad mig i forrige indlæg fortælle lidt mere om det her med at være lærer, og så pludselig ikke ville være lærer mere.

Det vil jeg rigtig, rigtig gerne!

Men jeg tøver lige lidt, for hele problematikken omkring lærerstress og praksischok er temmelig meget større end jeg kan brede ud i dét her forum.

Jeg gør mig mange tanker om det, og har gjort det længe... Faktisk så mange tanker at den bog trænger til at blive skrevet!

Der er to historier; den som handler om nyuddannede lærere generelt - og så den som handler om mig.

Den første er en kompleks og meget politisk størrelse. Det er lang historie, som jeg ikke har patent på, og hvor jeg nødigt vil påtvinges en etikette som 'ekspert' - hvis jeg nogensinde skal forholde mig til den historie vil det udelukkende være som formidler af den - men endnu kan jeg ikke lukke den helt op... Dertil er den alt for mangfoldig og jeg besidder langt fra al den viden om emnet jeg føler er nødvendig for at kunne fortælle den på en ordentlig måde!

Men fortælles, det skal den sgu!

Den anden historie er meget, meget mere kompleks - og endnu længere!

Den har jeg til gengæld patent på - det er min historie, og den er ikke godnatlæsning. Den emmer af selvynk og mismod over forkerte valg i livet, den stinker af længslen efter anerkendelse, og mest af alt er den historien om at påtvinge sig selv at være noget 'man' ikke er...

Ikke i aften, Du Gamle Måne!

Men skrives - det skal den!

Tak for opfordringen, Thinkingspace - det er dejligt at blive bedt om at skrive noget konkret, så jeg ikke behøver sidde her og svæve rundt i fornemmelsen af ikke at have noget at sige.

DIY?

Hvor går grænsen mellem inspiration og kopi? Hvem bestemmer hvis idéer der kommer først? Er der forskel på at lade sig inspirere af dem som lægger vejledninger ud, og dem som blot viser billeder af de ting de producerer?

Hvad er den gode blog-etik?

Lis har taget hul på en afsindig spændende snak om inspiration og ophavsret.

Jeg har meget at tilføje, men mangler tid

- så indtil videre kan du starte med at læse med hér.

Jeg vil RIGTIG gerne høre noget mere om hvad I tænker om det hun skriver?

Update 24/3: Debatten ruller inde i kludeskabet hos Lis, tag lige og klik derind – det er meget, meget relevant og spændende!

Og så vil jeg i øvrigt lige gøre opmærksom på Marinas aldeles glimrende indlæg, der virkelig fint giver en fornemmelse af hvordan man kan definere og kreditere inspiration fra Bloglandia!!!

I metermål

Systuen kalder. Om lidt skal jeg derind og røre lidt ved alle de dejlige sager, pille ved dimserne og trykke på et par knapper. Jeg ved aldrig hvad der dukker op når jeg går i gang. Men jeg glæder mig til at finde ud af det!

Tough one!

Jeg er bange for at arbejde!

Det fløj ud af munden på mig i går, da Fyrbøderen spurgte hvad det egentlig er jeg går og venter på... og sandheden i det forskrækkede mig.

5 år og tre fuldtidsstillinger efter endt uddannelse er jeg nu bange for at arbejde, for arbejde er blevet det samme som nederlag. Arbejdsglæde, jeg ved ikke hvad det er? Åbenbart. Og nu tør jeg ikke, fordi jeg ikke har har kræfter til at slås for mig på alle fronter på én gang.

Sørgeligt, men sandt.

Nå - det var en øv'er i dag. Hvis du hellere vil læse noget mere morsomt kan du jo fx gå ned og købe Kristelig Dagblad eller Børsen.

roadtrip

Hele børneflokken er pakket ind i pladevat og bilen er tanket til et roadtrip.

Vi kører ud i regnvejrsdanmark med sang og skrål, med ingen andre planer om andet end at more os, der hvor vi får lyst til at slå os ned.

Nogengange er det bedst at køre langt med høj musik på anlægget. Så føler man ikke man sidder helt så stille...

(....)

Nogen dage kan jeg føle mig så helt ufattelig hul af forvirring og tomhed.

Jeg bliver skræmt af stilheden, men søger den alligevel, og her er så stille at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv. Og mens jeg gør alt det andet jeg bør og skal, gør jeg ingenting.

Gøje-sjov

Øj. Kom lige til at kigge på min blog. Den så pludselig helt farveløs ud, så jeg blev lige nødt til at putte lidt gøje-sjov herind. Og nej, de er ganske levende, selvom de ligner noget man har lyst til at trække op med en fjeder i ryggen.

En dag vil hun gøre en nørd meget, meget lykkelig!

"Mor, vil du høre en vits? - Alle børnene løb over vejen, undtagen Finn, han løb hjem"

Planlægningsnedlæggelse

Jeg har givet mig selv lov til noget som er helt uhyrligt set gennem lavpraktiske hverdagsbriller;

Planlægningsnedlæggelse!

Jeg har gjort mig selv insolvent, inhabil; jeg gældssanerer min indre kalenderrytter - og det er fandme svært når man nu har været vant til at være sådan én der planlagde fødselsdage, sommerfester, skolekoncerter, indkøb og ønskesedler i et væk!

Jeg befinder mig pludselig på den anden side af et ægteskab, og i mit nye ene-skab var smerten i starten så overvældende at jeg intet kunne mærke, intet kunne tænke og intet kunne planlægges.

Det lyder umiddelbart helt forfærdentligt, og ja, det var det også!

Men det er jo sådan det er med lidelsen - den reneste smerte minder os om den smukkeste glæde - og midt i smerten over det liv som sluttede opdagede jeg hvor fri jeg følte mig over at være tilstede lige her og nu, tiden forsvandt og blev ligegyldig - og 'nuet' blev helt ufatteligt levende og smukt!

Smerten går væk igen, også min. Men følelsen af frihed har jeg lyst til at bevare, jeg VIL simpelthen lære af det her!

Og én af de ting jeg har lært er, at jeg ikke kan planlægge mig ud af mit liv - faktisk er det gået op for mig hvor meget ret John Lennon havde, da han sang:

"Life is what happens to you, while you're busy making other plans"

Jeg kunne jo sådan set planlægge videre og arrangere fødselsdage, sommerferier, fællesspisninger, møder osv osv, nu hvor smerten ikke længere føles så skinger - men jeg har opdaget at det giver mig stress, og så glemmer jeg at være der hvor jeg er!

Lykke skrev forleden om at flygte når tingene bliver svære (du bliver NØDT til at lære hendes blog at kende! Hun tager fat og holder nænsomt ved, selvom det både kan være grimt og grumt!)

- da jeg læste hendes indlæg blev jeg så glad, for hun satte ord på nogen af de tanker jeg har gjort mig; jeg kunne sagtens flygte ind i kontrolfiksering, det ville være SÅ nemt!

Men jeg vil ikke! Det VIL jeg simpelthen ikke - også selvom det skaber uro hos dem som står mig nærmest; jeg er jo gået hen og blevet sådan én man ikke lige ved hvor man har henne....

I mit gamle skab ville det være pinagtigt, og den pæne pige i mig ville med det samme sige 'undskyld' og øjeblikkeligt finde kalenderen frem - men i mit nye skab forsøger jeg at forklare hvorfor det er vigtigt for mig ikke at kende det mindste til fremtiden, og jeg bliver rent faktisk mødt med smil og forståelse!

Planlægningsnedlæggelse!

Jeg har givet mig selv lov til at nedlægge arbejdet som hende der planlægger alt muligt, og i stedet for at stikke hovedet op i overbliks-skyen har jeg lagt mig fladt på græsset og lytter til mariehønsene der summer.

På træk

Med sit fuglebryst og sine unaturligt lange, knoklede ben stavrer han rundt i mine tanker som en bizar storkefortolkning af en mand. Jeg griner lidt vemodigt over hans spidse næsenæb og hans klaprende forkærlighed for himmelhøje, åbne, øde vidder.

Der er noget med lyset om morgenen 17. marts som for altid vil være lagret i min krops erindring.

Netop da han døde, kravlede forårslyset rosenrødt op over horisonten og afslørede paradoksalt nok forårets overvældende energiudladning, og luften fik den dag en overraskende tone af lun, varm jord. Min krop husker det.

Vi gik en lang tur og hyldede forårets storhed, og hviskede vores farveller til den storkefortolkning, der atter tog på træk.

Jeg har hele dagen været overvældet af en tung træthed, der bor helt inde i det inderste af mine knogler. Jeg sov, og drømte så livagtigt om ham at jeg vågnede og ikke kunne finde ud af hvad der var drøm, og hvad der var virkeligt.

Den lune, himmelhøje luft af varm jord er overvældende dér hvor han er. Og her hvor jeg er, har savnet slået sig ned for aldrig mere at tage på træk.

Easter

Får du trang til æg og forårssysler synes jeg du skal slå et smut forbi Sidsels blog, hvor du kan hente disse fantastisk (tak, Soul for at gøre dét ord til en kliche) dejlige æggedimser til dit vindue.

Og speaking of Sidsel - hende vender jeg tilbage til! Det har jeg nemlig meget god grund til!

Abe-trøjen

På min fars værksted hang der i gamle dage et billede af en lille pige i lilla velour-nattøj, der med tungen koncentreret placeret i mundvigen holdt øjne og hænder stramt rettet mod det strikketøj hun sad med mellem hænderne.
Strikketøjet var gran-grønt, og blev siden til en ufattelig skæv grydelap, som med barnagtige, pink bogstaver fik broderet 'Far Mor' hen over.

På bordet ved siden af billedet lå den grønne grydelap, der af uransagelige årsager var havnet på min fars værksted, efter at have boet i min farmors lejlighed. Dog knap så grøn længere - men til gengæld fyldt med savsmuld og rester af shellak.
(Shellak - den rødlige lak man bruger, fx når man lakerer en violin)

Den lille pige var mig, og den grønne grydelap var mit første møde med strikkeriet. Da jeg blev en lidt større pige fik jeg et par strikke pinde og en ordentlig røvfuld pink uld i fødselsdagsgave af min bonusmor - og jeg sloges videre med strikkeriet under kyndig og ufattelig tålmodig vejledning.

Jeg kan faktisk ikke påstå jeg var hooked, selvom jeg startede tidligt.
Men så blev jeg gravid - og det skal man passe på med det skidt, for fornuften ryger sig en tur når hormonerne spadserer ind og overtager systemet - og pludselig fik jeg en virkelig voldsom craving efter retmasker og mønsterstrik!

Jeg skulle strikke til min ufødte - og ingen kunne (eller turde!) stoppe mig. Så jeg vraltede ned i en garnforretning og købte lækker-lækker uld og en opskrift på en undertrøje str. Kok-Junior.

Jeg tror situationen må have lignet billedet fra min fars værksted - blot med den forskel, at den lille pige ikke var heeelt så lille længere, og den lilla farve begrænsede sig til ansigtet, der var oppustet og lagt i svedige og møjsommelige folder af hormoner og koncentration.

Jeg nåede at blive færdig med den sødeste, lillebitte, kridhvideste undertrøje inden maven poppede. Og jeg var SÅ stolt - jeg havde helt selv strikket noget som blev færdigt. Endda uden hjælp fra mine mange mødre, der ellers stod velvillige på spring med erfaringer både udi opslagning og opdragelse.
(Gå væk, blev der sagt!!)

Og stolt - dét var han også, barnefaderen, da han med et stor smil proklamerede at hu havde han vasket alt babys tøj. Han strålede som en lille sol og lænede sig indsmigrende frem for at modtage de kys og gode ord han følte sig berettiget til, men jeg hormoneksploderende holdt den mikroskopiske filtede agernhat (som egentlig var en undertrøje?) anklagende frem i strakt arm.

Undertrøjen blev aldrig sig selv igen, og hed i flere år ikke andet en 'abe-trøjen', fordi den i bedste fald kun kunne passe en nyfødt abeunge.
Men strikkeriet gik ikke over da hormonerne gjorde - jeg var forelsket, og er det stadig, selvom det er skræmmende så meget jeg har måtte trævle op gennem årene!

Hvad med dig? Er du også sindsygt go til at trævle op?
Hvor mange abetrøjer mon du har på samvittigheden?

Hell Yeah!

Ungerne er puttet, der er Magtens på Grisen og jeg danser en køkkendans til jeres ære - alle I fantastiske damer - som har overdynget mig med søde og vise ord hele dagen!

TUSINDE tak for at I gider lege med, og for jeres accept og anerkendelse af at det uperfekte-perfekte er noget vi skaber. Sammen!

I legen findes der ingen fejl - det er bare sådan det er - Hell YeaH!

En pind og en snor!

Det her med at skrive blog er blevet en hel livsstil for mig.

Jeg tror ikke jeg er den eneste, vel?

Og nu gør jeg det altså - bevæger mig videre!

Min egen, gode 'klippe hæle og hugge tæer'-blog lever videre, ingen tvivl om det. Den har på en besynderlig måde fået sit eget liv, og jeg føler mig så hjemme herinde!

Bloggen har givet mig ufattelige udspring og de varmeste venskaber, og intet i verden kan vriste mig væk herinde fra!

Engang forsvandt min glæde, og med dén forsvandt også min lyst til at skabe.

Jeg følte jeg sad på bunden af den tørreste og dybeste brønd, og jeg var så ulykkelig over at det var væk. Jeg blev så bange for at det aldrig ville vende tilbage til mig.

Men glæden er vendt tilbage!

På en måde kan man sige, at jeg vendte hjem til mig selv. Jeg fandt vejen, hjem til mig, til min ro og til min glæde. Til min skabertrang. Til min virketrang. Jeg fandt hjem til min kreativitet igen.

Det har været så hårdt at være ked af det, og er det stadig. Det forsvinder aldrig, det kommer i ryk og gør mig lige forfærdet hver gang.

Dog; det må aldrig forsvinde, for den største sorg minder mig hver eneste gang om den største glæde. Der er en grund til at frygt og jubel danser tæt!

Og da jeg fandt glæden fandt jeg også kreativiteten! Eller fandt og fandt - det er måske så meget sagt...

Jeg blev ramt af den, som af en tonstung truck med 130 i timen, der smadrede ind i hele min bevidsthed og smuldrede alt til tusindfacetterede atomer, der danser hvirvlende og legesyge rundt, så jeg er ved at boble over!

'Klip en hæl & hug en tå' er blevet for lille til kreative trucks - derfor vokser min nye blog lige så stille frem, og jeg er ved at knække midt over af skør og skrøbelig begejstring over at jeg er ved at bygge en fabelagtig legeplads, hvor jeg kan få lov til at lege mine yndlingslege igen og igen - alene og med dem som vil være med.

Jeg håber I vil være med?

Min største forhindring er min perfektionisme!

Jeg ved det, og jeg indrømmer blankt, at det er min egen fordom om at jeg skal være ih-og-åh-så-pæn' inden jeg tør vise verden hvem jeg er, som hver evige eneste gang forhindrer mig i overhovedet at vise noget som helst.

For at bruge en godt tyndslidt floskel; jeg er min egen værste kritiker!

Sådan har jeg også haft det i forhold til at skulle bygge en blog-legeplads.

Jeg har spekuleret længe over hvornår den mon var fin nok til at jeg turde vise den til nogen.

Men hvis jeg først begynder at køre ned af dén tangent bliver den aldrig nogensinde fin nok - så jeg øver mig i acceptere at jeg alligevel aldrig bliver dameblads-perfekt, og uanset hvordan jeg vender og drejer det vil der altid være ting jeg kan gøre bedre!

Så - kæreste damer og legekammerater!

Min hjerteblog kommer aldrig til at blive perfekt. Den bliver alligevel aldrig en alpha, og jeg griner højlydt og hånligt hvis den nogensinde bliver beta.

Men det uperfekte er sjovt nok også meget ufarligt, og jeg tænker at hvis jeg tør være uperfekt, så tør I måske også? Og måske får I så også mod til at turde lege med?

Kom og leg, hva? En god leg kan KUN blive bedre hvis der er flere med til at gøre legen god!

Det kan godt være vi kun har en pind og en snor at lege med - men hey, det er fandme også det bedste sted at starte!

www.hverdagsjunkie.dk

Jeg glæder mig!

Bare et øjeblik...

Nogen gange klikker jeg lige et smut forbi bloggen, men dropper det igen fordi jeg ikke aner hvad jeg skal skrive!

Det er ikke fordi jeg mangler noget at skrive om, men ind i mellem er der bare så meget talk-talk-talk over det hele, at mine ord strander og bliver til morgensol i vindueskarm i stedet.

Som nu.

Har egentlig godylt meget lyst til at skrive noget om min nye blog, som bliver så rock'n'rolla-lækker at jeg er ved at brække over af stolthed. Men jeg gider altså ikke lige nu.

Talk-talk-talk. Og lidt sol. Tak.

Outet

"Mor, du elsker da Fyrbøder gør du ikke?".....

Og sådan bliver man midt i formiddagskaffen outet af sin 4-årige datter, ude af stand til at finde hverken et svar eller en grimasse der egner sig til noget SÅ stort. Man er vel kun på sin 3. kop kaffe. I år....

Just another day at the office...

Herfra

Pap

Troskab mod status som ynkelig boho-mor blev i går til diner-æstetik til køkkenet.

Nu mangler jeg bare en tatovering. Og en truck.

Paradoks

Gik ud for at få luft. Kom i stedet forpustet hjem med favnen fuld af poser. Hvorfor sker den slags hver gang?

Hjerte-blog

Debussy sætter musik til en morgen, der på mange måder er præcis magen til alle de andre.

Og så alligevel ikke.

Kaffen er den samme. Og morgensmøgen. Varmen og tyngden fra min dyne føles fuldstændig på samme måde som alle de andre morgener.

Farvelkys og søde ord. Præcis som i går. (Bør faktisk aldrig nogensinde genereliseres eller sammenlignes!)

Udsigten fra mit vindue er fuldstændig magen til dén jeg kiggede på i går, nu blot med en anelse mindre sne. Gulvbrædderne føles lige så mat-ru under mine fødder som de gjorde da jeg sidst listede rundt på bare tæer.

HjerteElastikken til børneflokken i den anden ende af byen er lige så spændt ud som på alle andre morgener - den føles tydeligt, og det er rart den er der, for så ved jeg at de holder fast i den anden ende!

Men den her morgen er faktisk overhovedet ikke som nogen af de andre.

For jeg vågnede og var larmende bevidst om, at jeg bliver nødt til at fortælle hvad jeg går og pusler med!

For første gang har jeg lyst til at fortælle stolt om, hvad der er på vej!

Jeg har ikke fortalt det til nogen. At jeg er igang med noget nyt. Noget større. Noget som har spøgt i mit hovede i meget, meget lang tid, men som har været så flaksende, at det var svært at fange ind.

Hvorfor har jeg ikke fortalt om det endnu? Det spørger jeg også mig selv om!

Måske fordi jeg har været lidt næn om det, og har været nervøs for om magien ville forsvinde, hvis jeg begyndte at sige for meget?

Et lille, sprødt forårsgrønt frø har spiret i mit væksthus, og jeg har nusset om det, gødet det, vandet og næret spiren - ladet det suge til sig af sol og gode tanker. Frøet blev pludselig til en lille plante med rodnet og støttepinde, og jeg er så stolt af at den faktisk ser ud til at blive voldsomt smuk, og voldsomt betagende!

Mit frø... er en ny spirende blog!

Mit hjertefrø, min hjerteblog, er ved at tage form med god og kyndig hjælp fra et par eksperter med grønne fingre og forstand på vækster!

Det bliver en blog om alt det som også spirer og gror, om alt det kreative, om håndarbejde, om papir og garn og dimser og hæklerier og strik og ALT det lækre, lækre, lækre som jeg simpelthen ikke kan holde fingrene fra - præcis på samme måde som så mange andre af jer :-)

Det bliver en blog fyldt med fantastiske billeder og spændende instruktioner. Om alle de ideer, der fortjener at blive kigget nærmere på. Om alle de kurser jeg vil holde. Om alt det unødvendige pjank, som giver vores liv form og farve!

En hyldest til håndens arbejde. En hyldest til alle I kvinder (og mænd) som med fingersnilde og idémylder KAN og VIL være kreative - fordi I simpelthen ikke kan lade være.

Det bliver min kreative blog til jer. Fordi jeg simpelthen ikke kan lade være!

Kærlighed på formel

En god veninde... det er hende, der giver mig lov til at være lige præcis dét bedre 'jeg' som jeg ved jeg er!

Fordybelse

Min børnefri uge blev igår invaderet på mest charmerende vis af alt mit krøllede afkom. En hyggelig aftenstund med plads til fordybelse i lektier, strikketøj, god snak, krammerier - og mere af det dejlige papir.

Guitarhero og Tøsetrolden ligner efterhånden hinanden mere og mere, krøllerne, de møllehjulsstore blå øjne, de blødeste kinder og mængden af frækhed. Og så elsker de begge at dimse!

Heltens rammer var dog noget ufri, for når man er 12 er man oftest bagud med det hele. Selvom han er Legoekvillibrist af den geniale størrelse, og selvom man lærer ufattelige mængder logisk tænkning, spatiel forståelse og problemløsende tilgang ved at fordybe sig i plastikdimsernes uendelige muligheder, så bliver man alligevel nødt til også at få styr på sine lektier. Især når ens mor siger man skal...

Tøsen spottede de farvestrålende klippe-klatter og fik med det samme lyst til at lege.

Udstyret med saks, limstift og sin helt egen kasse gik hun lystigt i gang, og selvom hun tiltider kan være en tornado af utålmodighed og energi formår hun til andre tider at være dybt koncentreret og opslugt af hvad hendes hænder og fantasi kan skabe.

Denne gang blev klatterne cirkelrunde og så tilpas store, at de passer i størrelse til at en 4-årig kan klippe og lime uden besvær. Hun både kunne og ville selv, og det eneste det krævede af mig var en finger i ny og næ, når et hjørne blev besværligt - eller når noget af det drilske papir satte sig fast på hendes fingre.

Hvis du vil se hvordan det kan gøres kan du læse mere her.

Dukkebarnet har allerede planlagt hvad hendes nye, gamle kasse skal bruges til af hemmeligheder, og Helten skævede sukkende til hendes projekt og ønsker sig papir i drengefarver til den kasse han har forlangt står klar næste gang han kommer hjem.

Kæmp!

Nej, ok.

Jeg kan sgu da ikke finde ud af at være helt stille, vel.

Jeg prøvede med et forsigtig ekstra-indlæg, men på en måde var det ikke nok, og mens jeg sad og bed mig selv i tungen for ikke at komme til at overdøve den stakkels Fyrbøder gik jeg besærkergang i et farveladeorgie af æggebakkepædagogik, og det gik så ud over bloggen.

Undskyld. Fra den lilla ble.

Men i dag burde jeg jo virkelig skrive noget, ikk.

Det er jo for sytan 8. marts. En kampdag for kvinder. For sådan nogen af min slags.

Jeg burde seriøst kunne mene noget om det - altså jeg mener, jeg ER vel for fanden én af dem som både har overskud til at forstå hvad det drejer sig om, og sidder i en kultur og et liv hvor vi rent faktisk har mulighed for at gøre vores indflydelse gældende...

Og for at det ikke engang skal være løgn, så tilhører jeg oven i købet også ét af de fællesskaber som har mest at slås for; de enlige mødre....

Jeg ved jeg burde... men jeg er i tvivl. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal stille op med den her kampdag?

Jeg ved den er pisse vigtig! Jeg ved at der er kvinder overalt i verden der ikke bliver respekteret og behandlet ordentligt. Det ved jeg. Og jeg hader, at jeg ved det - jeg hader at det overhovedet eksisterer!

Sådan en form for viden forpligter sgu - fordi jeg ved dét kan jeg ikke sidde det overhørigt, men ansvarstyngden er overvældende. (ja ja, som om jeg ene kvinde kan redde alle de andre, ha ha.... )

Og for at sige det som det er; jeg bliver pisse hamrende berøringsangst af overvældende skyld over at jeg (!) har det godt, at jeg bliver behandlet ordentligt, at jeg har haft en opvækst der har givet mig styrken til at gå min vej, at jeg bliver lyttet til når jeg siger til og sige fra - at jeg i virkeligheden ikke behøver denne kampdag.

Det er overvældende, er det. For det er ingen selvfølge at kvinder lever det liv, der i min optik er en logisk forlængelse af at trække vejret.

Det skræmmer mig af helvede til, at noget jeg tager som den største selvfølge, for andre kan være et spørgsmål om overhovedet at få lov til at trække vejret!?

Jeg ved seriøst ikke hvad jeg skal stille op med det!!!!

Bevares - jeg kan mene en hulens masse ting om lige præcis denne dag og denne kamp.

Men jeg er ikke helt sikker på dels at jeg véd nok til overhovedet at kunne udtale mig kvalificeret - det lader jeg hellere end gerne andre om, fx i denne bog som er en stærk omgang, skulle jeg lige hilse og sige! - og dels ved jeg faktisk heller ikke om det overhovedet batter en skid at jeg mener noget som helst.

Bare fordi jeg mener noget betyder det jo ikke at der er en kvinde mindre i verden der får tæv, vel? Eller at der kommer flere kvinder på bestyrelsesposter? Eller at der er flere fædre der tager barsel med deres børn?

Og det er for alvor dér min lammende berøringsangst sætter ind - for jeg kan mene herfra og til juleaften, men hvis det for alvor skal gøre en forskel - så bliver jeg nødt til at gøre noget.

Handling.

Men hvor? Og hvordan? Og hvor sætter jeg bedst ind?

Jeg ved jeg burde kunne mene noget. Men jeg vil hellere gøre noget. Og hvad fanden stiller man op?

Børneopdragelse anno 2010?

"Nej nej, skyderen er ikke til at fægte med - den er til at skyde med...."

Må vi lige be om noget ordentlig våbenkultur hér, tak!

Gæstebloggeren i mit liv

I dag tier jeg stille (for en gangs skyld) og overlader ordet til Fyrbøderen. Og ja - det skræmmer mig faktisk lidt...

Tavshed = frygt

"Ufatteligt hvad oprydning kan gøre, og ikke mindst give af tanker...

Lørdagen blev brugt på at få bugt med det rod, som har hobet sig op, det var både det synlige rod, men så sandelig også det mentale rod.

En MEGET klog kvinde sagde til mig "Prøv at saml dine billeder og ting i klynger og skab lidt plads i din vindueskarm". Underligt tænkte jeg, hvad pokker kan det lige gøre af forskel, en vindueskarm skal da dækkes, tingene skal stå på rad og række, eller også skal der slet ikke stå noget!
Da først eksperimentet var gjort og tingene placeret i små klynger gav det så uendelig meget mening, men endnu bedre, så gav det stof til eftertanke;

Jeg frygter ofte stilheden, tavsheden i en samtale, specielt hvis det er med mennesker jeg ikke kender så godt, så bliver dette tomrum for mig pinligt, og så kæmper jeg ofte for at holde samtalen igang. Og som jeg stod der foran min vindueskarm slog det mig, at det faktisk også er det jeg afspejler i netop min vindueskarm.

Ved at placere ting op og ned af hinanden, på rad og række, jeg viser min frygt for luft, tavshed, stilhed - tænk at det hænger sammen!
Er det kun mig der har denne frygt for tavshed og stilhed i samtaler? Og er det kun mig der indtil i dag har haft min vindueskarm indrettet som et udstillingsvindue, med ting, blomster og andet gøgl på rad og række, som en anden udstilling? Og er det kun mig der har set denne sammenhæng?
Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke er bange for at lade vindueskarmen få lidt luft nu, så er jeg vel også klar til at lade tavsheden og stilheden snige sig ind - måske er frygten væk!

Hmmm, udvikling må vist være ordet. Fedt. Dejligt med kloge kvinder.

Og nu også en meget klog mig!"

Nåh ja...

Fakta er i øvrigt også at jeg på tirsdag skal høre dejlige ord fra den dejligste redhead jeg kender :-)

Ses vi i Skanderborg?

Hvis du nu tropper op og tænker "Gad vide hvem der mon er hende dér Hverdagsjunkie?", så kig efter to klonlignende søstre, den ene lys og den anden mørk, der står ovre i hjørnet og griner 10-årigt fjantet, garanteret over én eller anden plat joke der højst sansynligt involverer ord som 'molotov-tampon', 'alko-mor' eller 'tylskørter'....

Fakta er:

Jeg har vist glemt hvad jeg skulle, hvor jeg er, hvor jeg er på vej hen og hvad der egentlig var meningen med det hele?

Fakta:

Ja. Jeg er stadigvæk skilt.

Ja, det er stadig på den øko-romantiske måde uden hverken gråd og tænderskæren.

Og har vistnok stadig 3 børn. (kom dog lidt i tvivl om den ene overlevede nylig putteseance, eftersom to stk afkom blev nødt til at hente overdiktatoren og påberåbte sig retten til at falde i søvn uden ledsagende teatralsk tuderi)

Bor stadig i lillebitte lejlighed, der i disse dage vist er mere hobo end boho....

So far so good.

Men alt det andet...?

Mere fakta:

Har ét styk dørklokke der temmelig ofte giver Fyrbøder-afslørende lyd fra sig.

Har 3 stk børn, der kravler rundt på ét stk fyrbøder og kommanderer cirkus, kram, opmærksomhed, svar på 99 spørgsmål, teknikhjælp og rummelighed.

Har ét stk kæreste der godmodigt smiler sig gennem 99 svar og uendelig rummelighed. Og endda har overskud til at blinke til mig samtidig.

Har ét stk samarbejdende og koordinerende eksmand, der skal planlægges med.

Har dealet med de kommende 4 måneders kalenderbingo.

Har (havde!) ét stk turboreol som er dybt savnet. Delvis pga indholdet, der stadig ikke er flyttet.

Har ét stk støvsuger som sukker dybt af ensomhed.

Har minus ét lærerjob.

Har plus én stressmelding.

Har én måneds løn tilbage.

Har verdens dejligste skole, som gør mine børn uendeligt godt.

Har 25 km til verdens dejligste skole.

Har verdens dejligste skole, som koster 3000 om måneden.

Har ét stk bil. Hver anden uge.

Har 4 stk måltider at bære rundt på dagligt x 7 dage om ugen.

Har (heldigvis) ét stk opvaskemaskine.

Har én ovn, ude af drift.

Har ét komfur, nyt, på bedding.

(... intermezzo... teatralsk tuderi, 2. akt....)

Har ét stk verdens dejligste skole, som mangler en vikar med jævne mellemrum.

Har ideer til 15 forskellige workshops om at være krea(s)tiv.

Har ingen anelse om hvor de skal holdes?

Har 3 ideer til bøger verden mangler. Skrevet af mig.

Har stadig ikke haft overblikket, modet, nosserne, viljen, til at få skrevet ét stk synops til forlag om én af de utallige bogideer.

Men jo, har til gengæld tilsagn om ét stk artikel i fagblad.

Har tilsyneladende ét stk superblokering i forhold til at konkretisere mine skriverier?

Har ét stk venneflok.

Har ét stk fantastisk familie.

Har i dag ført 5 samtaler med ovenstående mennesker. Af den besynderlige og undskyld-jeg lyder-vist-mærkelig-minus-overblik-agtige slag.

Har til gengæld ét stk lækker-dygtig webfyr, som sidder og nusser med ét stk hjemmeside. Min. (gulp?)

Har ét stk grafiker til at pusle med pixels. Mine. (gulp?)

Har minus ét overblik.

Har minus-minus-minus på lønkonto.

Har plus-plus-plus i idébanken.

Har ét stk angst for ord som 'selvstændig', 'freelance', 'iværksætter' - og 'revisor', 'budget' mv.

Jotak, har absolut minus begreb om finanser og skat.

Har 3 børn at forsørge (jo, den sidste er skam i live. Ingen tvivl. Overhovedet...)

Har ét stk Fyrbøder, udrustet med brede skuldre, ro, ærlighed og stolthed over at være min.

Har ingen plan. Men læssevis af håb og drømme.

Har netop nu igen fundet ud af hvor jeg er.

Har stadig ikke fundet ud af hvor jeg er på vej hen.

Har undren om det er nødvendigt at kende vejen?

Har lyst til at skrige 'fuck' og skide på om der behøver være en mening med noget som helst.

Har kæmpestor tillid til Universet. Og til rødvin.

Har sommerfugle. Mange. Af alle slags! Fyrbøder, stress og kaos.

Har brug for søvn. Og børnefri. Og lidt mere solskin.

Patch på!

Der er ikke noget mere lækkert end en bog til at skrive sine tanker ned i!

Jeg elsker notesbøger. Jeg har hyldemeter på hyldemeter af notesbøger til alt muligt mærkeligt - dagbøger, morgensidebøger, opgavebøger, to-dolists, projekter, skriblerier, kladder.... you name it.

Og et sted til alle de vigtigste tanker fortjener at blive gjort til noget særligt.

Jeg har syet omslag til mange kinabøger - her kan du se hvordan.

Denne gang har jeg kastet mig ud i noget mere farvesprællende til min kinabog, og jeg bliver simpelthen bare så forårsglad hver gang jeg kigger på den.

Se DET gør noget ved lysten til at skrive ;-)

Klip en 6-kantet skabelon i karton. Jeg valgte at lave min skabelon ca 4 cm i bredden, men det er smag og behag - find den størrelse der passer til dit humør. Og hey, det skal ikke være så alvorligt, skide være med om den bliver helt lige!

Brug skabelonen til at tegne en hulans masse patch op på bagsiden af det lækreste papir du har liggende.

Ellers brug reklamer - de er gratis. Eller be' ungerne om at farve noget papir - det kunne da være festligt :-)

Jeg har haft det skønneste af det skønneste papir liggende i flere måneder. Det er det überlækreste miljørigtige kræs fra Minimega (læs evt. også Saras inspirerende blog!), og jeg vidste at det skulle bruges til noget helt særligt.

Klip klip klip klip klip.....

Lim alle dine papir-patch på forside og bagside. Lad være med at tænke for meget over hvordan de skal placeres - bare smid dem på, nærmest hulter til bulter.

Det er sjovt at sidde med mellem hænderne, og ikke spor svært - selv ungerne kan være med! Og så bliver resultatet helt igennem finurligt og festligt!

(Jeg har brugt decoupage-lim og pensel, men en ganske almindelig limstift vil sagtens kunne følge med.)

God kamp - og igen; vis gerne frem hvis ideen fanger an og I lader jer inspirere :-)

Puslerier

Ja, dig!

På facebook kører der for øjeblikket en dims, hvor man kan finde ud af hvilken sang der lå no 1 dén dag man blev født.

Det her er min sang, og jeg elsker den. Vitterligt!

Jeg er fuldstændig åndsvagt vild med glitterafro-look, og især højremandens vest - musfilibaba! Og hvordan filan kan det være at mænd holdt op med at gå i purpurfarvede overalls? Ja, jeg spør bare?

Den er altså så glad, så glad at det er helt umuligt ikke at komme til at smile!

Værsesgo! Fordi DU simpelthen betyder alt for mig! ;-) Ja, også dig.

Rasle

En lille fyr jeg kender bliver 1 år om lidt.

Når man er stor nok til snart at kunne gå selv, er man også stor nok til snart at lære at kaste og gribe.

Og mens man venter på at blive stor nok til dét er der masser af dimserier at smage på og pille ved (som med garanti ikke falder af for at ende i mund eller - endnu værre - næse), og en lille lomme hvor man igen og igen kan lege gemmeleg.

Pilledimse-sagen er fyldt med kikærter, så der også er noget for de små fingre at begrave sig i.