søndag den 28. februar 2010

På alles læber


Øv. Jeg har på fornemmelsen at jeg gik glip af noget, fordi jeg ikke så DR2 i går???

ekvilibrisme-isme?

Ok D'damer
(og D'herrer...? Jeg ved faktisk ikke engang om der er andre mænd herinde end 'mine'...? (heh. 'mine' mænd. Det var sjovt at skrive!))

Jeg er helt blank hér...
Mine hjernevindinger har nået det punkt, hvor ledningerne er totalt afisolerede og gnistrende nærmer sig en kortslutning...

Jeg har brug for jeres hjælp!
Helt konkret - jeg har virkelig brug for jeres ordekvillibrisme, jeres lingo-bingo, jeres synaps-eksplosioner....

KAN det lade sig gøre at sammefatte - i en helt kort og præcis sætning - hvad en Hverdagsjunkie er/gør?



lørdag den 27. februar 2010

Vores vej


Der er 'nogen' der larmer rundt i lillebitte boho-lejlighed iført lego, bare tæer og bokseshorts. For 3. weekend i træk.
Med ballon, disneyslik, morgenmad i 4 etaper, Ramasjang, ituklippet avis, lego-fabuleren, dukkebørn og 100 spørgsmål. Om alt.

Jeg elsker at de er her! Jeg ELSKER at de er her, her hos mig.
De roder som ind i helvede, støjer endnu værre, forlanger mad konstant og forventer nye ekspeditioner for 'det er jo weekend'.

Jeg har sgu ingen nye ekspeditioner. Jeg har præcis den samme vej at gå sammen med dem som sidste weekend. Og weekenden før.
Det er egentlig ikke en særlig interessant vej - den slår et lille smut forbi Hyggestad, havner undervejs i nabolaget omkring RydOpIDitEgetLortistan og indimellem holder vi pause i Krimskrams, hvor vi som regel finder dimser og sjov at lege med.
Nogen gange kommer ekspeditionen til at lande i GåVæk, men så er det altså ikke helt med vilje og KUN fordi 100 spørgsmål nogengange er 99 for mange!

Det er sgu vigtigt at rollingerne ikke får en oplevelse af, at 'bare' fordi mor og far er skilt, så skal alting gøres til en fest for at kompensere. Det er sgu vigtigt, at de får oplevelsen af at hverdagen (hverweekends?) er genkendelige, helt helt almindelige - og vores!

Vores ekspedition er helt og aldeles ganske almindelig. Det er præcis den samme vej hver gang. Men genkendeligheden er pragtfuld og skaber ro - i virkeligheden får vi øjnene op for de små hemmelige stier og krumspring der dukker op, når vejen er så velkendt!

Jeg kan se på dem, at de føler sig trygge og har overskud til at løfte blikket og smile til den verden de er i.
Det er sgu også nødvendigt at kigge op og frem, hvis man skal skræve over de bjerge af nullermændsklistrede sokkebolde og legodynger, som sådan en ekspedition efterlader!

torsdag den 25. februar 2010

Gab op, blev der sagt!

Nej, jeg gider ikke skrive noget i dag.
Jeg er muggen og sur. Igen. På tandlæger. Igen.

GuitarHero aka braceface fik idag lagt metal i hele undermunden, og det er hårdt nok at ligge dér og være udsat.
Mindst lige så hårdt som det er at sidde ved siden af og messe hårdt for sig selv "det er ikke et overgreb, det er ikke et overgreb, det er ikk...."

Men at man så oven i købet også skulle finde sig i at blive talt til i pattebarnssprog (ja! både ham og mig!) - og de satte trumf på ved konsekvent at udtale hans (rimeligt normale og pæredanske) navn forkert...
Så kan jeg sgu godt forstå at han skældte dem hæder og ære fra, med munden fuld af vat og slanger, og raseritårer væltende ud af øjnene.
Selvom ingen forstod et pløk af hvad han sagde.

onsdag den 24. februar 2010

Begin with... coffee


Jeg er lige landet efter den dejligste kaffedate jeg har været på længe!
Sidsel har øst af al sin charme og knowhow, og oven i købet hældt Nordeuropas lækreste kaffe på mig - man skulle altså være et skarn, hvis man takkede nej til endnu en kop!

Dygtige, dygtige Sidsel bor lige præcis så fantastisk som jeg havde forventet - helt igennem lækkert og virkeligheden slog mig som langt smukkere og mere favnende end billederne antyder!
Og heldigvis med den smule personligt rod, som gør det hele SÅ meget mere hyggeligt!
Billedet herover har jeg tyvstjålet fra hendes blog - for jeg synes det er vidunderligt smukt og symbolsk for min dag i dag...

Nye begyndelser starter altid med kaffe. Altid. Og en så stor begyndelse, som den der pusler i min bevidsthed kunne ikke kickstartes med andet end den lækreste kaffe i det dejligste selskab, vel?!


mandag den 22. februar 2010

Tænketid


Magisk børnemylder er afløst af tankespind og endeløs, vidtløftig indre monolog (uden afbrydelser! oh salighed!).
Og kaffe. Altid kaffe.

Hsssss.....

Der ligger en sø af giftgrøn galde på gulvet under sofaen som jeg arrigt forsøger at skræve hen over.
Helt ærligt! Hvorfor lave en åhh-så-fantastisk kampagne (bevares, det er da niiice med den positive vinkel og succeshistorierne) når 'man' bare lige har 'glemt' at tallene taler deres eget tydelige sprog - og 1/3 (!!!) af alle nyuddannede lærere bare i løbet af det første år som færdiguddannede vælger at bevæge sig i andre retninger?
Og en meget, meget stor del af dem som slås for at bevare fodfæste alligevel føler sig ulykkelige og stressede over, at den selvsamme regering gør det sværere og sværere at favne dém som det egentlig handler om; de helt vidunderlige skabninger hvis liv og lykke vi har del i ansvaret for!

Tror vist lige at Bertel glemte at ringe til mig, inden de bestemte sig for hvor pengene var bedst givet ud.
Nej nej. Denne gang er mor ikke skuffet. Mor er vred!

søndag den 21. februar 2010

Når kærlighed sætter sig på linsen...









Ok, måske lige lovlig i overkanten med så mange billeder. Men jeg er bare så skide stolt af de unger. Bær over med mig!

lørdag den 20. februar 2010

Spring.... over?

Jeg er verdensmester i overspringshandlinger!
Uha, hvor kan jeg finde på meget i stedet for at gøre det jeg rent faktisk har sat mig for...

En ganske almindelig dag starter altid med børnevirak. Madpakker, morgenmad, tandbørster, konflikthåndtering, skoletasker, overtøj, mere konflikthåndtering, oprydning, ud-af-døren-seancer, morgentrafik, afskedsscener, praktiske beskeder og aftaler, mere morgentrafik - og endelig, endelig, endelig - ro.

Ro. Og kaffe. Og en smøg. Ro.
Sådan en morgen sætter jeg mig i køkkenet og lader mit hovede indhente min krop, mens jeg kategoriserer de gøremål jeg ved dagen byder på.
Ha. Som om...
Jeg kategoriserer sgu da ikke en skid - det lyder totalt mor-frelst. Næh, hvis sandheden skal frem (og det skal den jo) så gemmer jeg mig vist lidt, og lader som om jeg er et lille stilfærdigt stilleben som ingen tager notits af eller stiller krav til.
Sådan kan jeg sidde længe.
Mens jeg sidder der og prøver at lade som om jeg går igang om et øjeblik, kommer den - det første overspring.
Overspring no 1: ryger en smøg mere.
Overspring no 2: laver en kop kaffe mere (fordi jeg stadig ikke er heeelt vågen, så jeg må godt!)
Overspring no 3: går på toilettet, og plukker lige øjenbryn, når nu jeg alligevel er derude.
Overspring n0 4: går tilbage i køkkenet og laver endnu en kop kaffe og ryger. (Fordi jeg er helt brugt op af den lange tur ud på badeværelset.)

På det her tidspunkt beslutter jeg mig for at jeg bør gøre noget nyttigt, så jeg henter min computer. Det starter helt vildt godt - jeg skal jo sende en vigtig mail og desuden ha' styr på mit budget og den regning, du ved. Klikker, skærmen lyser op, retter mig op i stolen, og gør mig klar.
Overspring no 5: tjekker mail
Overspring no 6: lader som om jeg for alvor læser jobannoncer og lader som om jeg for alvor er interesseret.
Overspring no 7: facebook
En halv time senere, overspring no 8: tjekker mail igen.
Overspring no 9: tjekker mail - det kunne jo være, at ham jeg skulle sende vigtig mail til havde nået at skrive til mig først? Sker dog sjældent.
Overspring no 10: skriver blogindlæg

Øj. Og så når jeg at sende den vigtige mail. Hurra. Og fejrer mig selv ved at bruge en halv time mere på facebook.
Overspring no 11: leder efter slik i skabet
Overspring no 12: bladrer gamle reklamer igennem
Overspring no 13: går ud og åbner køleskabet. Som godtnok stadig er mere fyldt med alkohol end mad... Lukker køleskabet igen. Spiser slik i stedet.
Overspring no 14: Blogsurfer. (tænk hvis jeg nu gik glip af noget, brrrr)
Overspring no 15: facebook

Jeg behøver ikke fortsætte, vel?
Hent sejrsskamlen, Europamesteren i overspring er klar til at modtage sin medalje!

Men hvad fanden handler det om, det der overspring?
Hvorfor bruger jeg al den tid på nonsens, i stedet for at gøre noget af det jeg i virkeligheden gerne vil?

Jeg har en TOTALT lam undskyldning, som er så barnagtigt pinlig at jeg nærmest ikke tør sige det højt. Jeg ved faktisk ikke engang om jeg kan hviske det, for det er så latterligt at jeg græmmes (men åbenbart ikke nok til at gide gøre noget ved det...?!)
Jeg er pisse doven. Og smører mig selv ind i selvynk over at jeg - bu hu hu - er enlig mor. Skyd mig bare - men det er undskyldning nok til mig!


Jeg fik tidligere i dag en tanke. En rigtig, rigtig ubehagelig én af slagsen!
Tanken handler om at min overspring ikke har en skid at gøre med at jeg er doven eller ved at dø af selvynk over mit skilsmisse-boho-børne-liv.
Nej, det er i virkeligheden langt mere forfærdentligt, og jeg er ikke engang sikker på hvor den tanke fører mig hen, men den har slået rod og er umulig at slette igen.


Jeg springer over... fordi jeg er bange.
Jeg springer over, fordi jeg ikke tør kaste mig ud i at gøre det jeg synes bedst om. Jeg springer over fordi jeg ikke tør forpligte mig overfor mig selv. Overholde mine egne aftaler.
Gud, hvor er det stygt!

Eksempel:
Jeg har en artikel til mit fagblad liggende som åbent dokument på min skærm. Der har den ligget fint og hygget sig i flere dage nu. Uden at jeg har skrevet et ord. Jeg har ind i mellem skelet til den, men hver gang jeg er gået på nettet for at reseache er der dukket en hel masse dejlige overspring op, som lige pludselig var helt vildt vigtigere.
Det værste ved det er, at jeg jo synes det er et helt vildt spændende emne jeg skriver om. Noget jeg serøst brænder for. Virkelig brænder for.
Og jeg har massevis af ord og argumenter at fylde på - men jeg overspringer i stedet for at gøre noget ved det.
Shit, jeg synes det er pinligt!

Men det allermest pinlige er faktisk, at jeg ikke helt er klar over hvad det er jeg er bange for - hvad det er som holder mig tilbage.
Jeg spekulerer over om jeg er bange for at blive et nederlag? Eller en succes?
Om jeg er bange for at stikke snuden frem og gøre mig selv endnu mere synlig end jeg synes jeg er i forvejen?
Om jeg er bange for at blive stemplet som en elendig skribent, som ikke engang er uddannet til at skrive?
Om jeg er bange for hvad det vil koste mig af agtelse/venskaber/kærlighed osv osv at kaste mig ud i at gøre det jeg drømmer om - selvom det kun er en lillebitte skide artikel.

Tænk hvis nu... ja, hvis nu hvad - helt ærligt?
Tænk nu hvis jeg ryger på røven, og ingen kan li det jeg skriver? Tænk nu hvis nu de ikke vil bruge min artikel?
Tænk hvis nu min familie vil synes jeg er latterlig fordi jeg drømmer om at skrive - og kommer til at holde mindre af mig?
Tænk nu, hvis det hele bare er noget jeg bilder mig ind - at jeg slet, slet ikke egner mig til at skrive? Eller udgive noget som helst?
Panikangst panikangst panikangst panikangst panikangst.

Og i stedet for at gøre det eneste som virker - nemlig at skrive - så gemmer jeg mig i utallige mængder af overspring.
Også lige nu.... for artiklen ligger stadig og glor på mig - og jeg sidder her og blogger, i stedet for at tage tyren ved hornene og gøre noget ved det!

Men det skal blive løgn skal det! Lige om lidt. Skal lige ryge lidt først. Og var der forresten ikke også en mail der tikkede ind?

At jeg orker?!


Den Krøllede Ork har invaderet mit hjem og min hjerne.
Det er en meget sjælden ork, som KUN findes i ét eksemplar - man kan kende den på talestrømmen, de vanvittige krøller, gummistøvlerne og ballerinaundertøjet. Den lever primært blandt nullermænd og plastikdimser, helst på mørke og hemmelige gemmesteder hvor dens lyssky affærer ikke umiddelbart kan gennemskues.
Den Krøllede Ork er nem at finde, hvis man ved hvad man skal lede efter - hvis du ser et spor af pink kartonstumper, sko i alle afskygninger, stjålne dimser fra systuen, sokkebolde, halvspiste æbler og kagekrummer - så VED du, at du er i nærheden af dens rede!
Nogen gange bliver Den Krøllede Ork til en Kung Fu-pige - andre gange bliver den til Spiderman, Belle, Sminke-Finke eller Dukkemor.
Men mest af alt er den en ork. En ret krøllet én.

fredag den 19. februar 2010

Bare sådan en morgen!


Bare sådan en morgen. En af dem med tungt snefald, tunge dyner og god, stærk kaffe.
Sådan en morgen med tusinde tankespind og stilhed midt i børnemylderet.
En morgen med mathvid lys, strikketøj - og verdens blødeste hånd at holde i.

I går dumpede en bog ind ad min brevsprække, som jeg glæder mig afsindigt til at stikke snuden i.


Jeg kender Kamilla Hega Holst fra 'gamle dage', da jeg studerede!
Det var et bekendskab som jeg i den grad glæder mig til at få genopfrisket, for dengang stjal hun min fornuft og kastede mig ud fra trætoppene med sin bog "Den sovende sangerinde" - en bog som hun fik Kulturministeriets Børnebogspris for i 2003.
SÅ fortjent!


Jeg sad på det tidspunkt med min store danskopgave på seminariet, og følte mig draget af fantastiske litteratur, en genre som
har fyldt meget i børnebogslandskabet, men som på daværende tidspunkt stadig ikke helt var 'fortalt'.

Jeg ville fortælle om det. Jeg ville fortælle om genren og den helt sublime evne fantastisk litteratur har til at skabe et eventyrligt og magisk univers, som sætter de store livstemaer i spil. En genre, som tør drøfte det sværeste, det største, det komplekse og det frygtelige - i børnehøjde.
En anden dag vil jeg måske skrive lidt mere om genren, som jeg stadig er helt og aldeles forelsket i....
(Anna Karlskov Skyggebjerg har skrevet en forrygende bog om genren, en helt suveræn bog, og afgjort et studie værd!)

Men ikke lige nu. Lige nu er det nemlig bare sådan en morgen. Med sne. En blød hånd at holde i. Og varme dyner og kaffe.
Og en sprød, ny bog der dufter af tryksværte og gode løfter.



torsdag den 18. februar 2010

Hørt fra bagsædet...

"Dit store facit-svin".....

Dumhed? - eller snarere den største fornærmelse blandt børn i en lærerfamilie?

onsdag den 17. februar 2010

Verdens Modigste Lørdag!

MOD - har mange afskygninger!

Min store modige søn sidder her og overvinder sin massive frygt for slanger. Og hvor gør man dét? Selvfølgelig lige midt i slangehuset, hvor de kryber frit omkring!
STOR overvindelse! STORT mod!

Min smukkeste søster vovede sig ud i noget Madness; small step for mankind, huge step for femininity!
Her er hvad hun skrev til mig:

"Madness" - Jeg tør godt!

3 timer sad vi i sofaen og snakkede, drak kaffe, drømte og lagde planer.
Associationsrækken var stor, og da du skulle ud af døren havde jeg pludselig en idé til, hvordan jeg kunne deltage i din spændende udfordring om at være modig.

Så nu vil jeg våge pelsen, "bryde ud af kassen" og gøre noget jeg tit har haft lyst til, men som jeg aldrig har gjort. Muligheden har været der - hver dag i ca 2½ år, men selvom den har været lige for næsen af mig, så har jeg aldrig overvejet at benytte mig af den.

Vinter, travlt hverdagsliv og små tvillinger har sat sit spor. Jeg trænger til at være feminin igen. "Feel like a woman, wear a dress!" skrev du for et par dage siden. Jeg siger: "Feel like a woman, wear "Madness""

Så nu vil jeg iføre mig CHANELS nail colour "Madness 333".
For første gang i mit liv skal jeg have mørk neglelak på mine negle. Umuligt at overse, men tilgengæld utrolig feminint.



Alle I modige kvindfolk! I fortjener den største respekt!
Mod har ingen størrelse - mod har ingen endegyldige sandheder! Men se engang hér, hvor modig en lørdag kan være - i alle afskygninger!

AB - den modigste kartoffel, har fået røvspark til at hitte på den lækreste kreative udfordring. Gør hende kunststykket efter, eller lad dig inspirere af hendes vanvittigt lækre streg!

Lavendel har fattet kosten og set sit støv i øjnene! Godt gået! Især fordi det dér med at smide ud er noget af det sværeste. Ever!

Julie har også kastet sig ud i at splitte en hel lejlighed ad. Og samle den igen.... Og har opdaget at hendes dansesmølf pludselig fylder to år... (ok, DET er vildt!)

Lena tog en veninde med i baglommen, men gik alligevel til koncert. Alene!

Louise har bedt om lov til at blomstre! Er du gal, jeg fik gåsehud da jeg læste det indlæg! SÅ modigt og kæmpestort!

Henriette har givet sig selv årets smukkeste udfordring!
Tja... jeg forstår det alt for godt! Vi strikker jo ikke for at holde varmen, men simpelthen fordi vi ikke kan lade være...!

Zpif påstår hun bare tænker lidt... men er vist mere vedholdende end hun selv går rundt og tror?

Mette - åh ja, Mette... Mette kastede sig ud i at slås for sin datter. Og turde stole på sin mavefornemmelse! Vær sød lige at læse Mettes blogindlæg, for det er stærke sager selvom hun prøver at pakke det lidt fint ind i blomstrede æsker. Men MODIGSTE Mette, jeg er målløs over at du finder styrken! Og selvom du bliver nødt til at lægge dig syg efter sådan en omgang ændrer det ikke ved at du om nogen tør springe, selvom isen knager!
(læs evt. også hendes kommentar på mit 'spring'-indlæg... wow!)


Jeg er bare så PISSEHAMRENDE stolt og taknemmelig over at I gad lege med, og har haft lyst til at dele!
Det er sgu blogging når det er bedst, det her!
TAK!!!

tirsdag den 16. februar 2010

Yey!


"The most important decision we make is whether we believe we live in a friendly or hostile universe."
Albert Einstein
Vil Universet os noget ondt? Eller noget godt?
Så simpelt et spørgsmål, og alligevel så uendelig kompleks og svært rigtig at gribe om.

Hvis Universet er fjendtligt indrettet er det kun et spørgsmål om tid før den næste krise ramler - uanset hvad vi gør er vi alligevel prædestineret til leve et liv i frygt, og døden må vel i grunden være noget man går og venter på med længsel, fordi det er den eneste udfrielse af et liv i lidelse??

Nej. Det er jo bare ikke sådan tingene hænger sammen, vel?

Universet vil os noget godt!
Jeg kan simpelthen ikke være et sekund i tvivl om andet! Hvorfor skulle vi ellers være hér, hvis ikke det er fordi vi skal nyde det???
Tanken om et godt Univers fjerner i hvert fald min frygt og mit kæmpestore behov for at have svar på alting!
Den gør det nemt at gå ud af døren om morgenen. Det gør det muligt at gå til koncert alene. Det gør det realistisk at sige dét højt jeg går og drømmer om;
Universet har intet andet end godt at byde på - vores eneste opgave er at stille os på tåspidserne og række ud efter det!

Tanken om at Universet vil os noget godt gør det muligt at træne modighedsmusklen... for i grunden; hvis vi stoler på os selv og har tillid til at der vil ske os noget godt - så kan det jo aldrig gå helt galt, vel? :-D




I weekenden strammede jeg ballerne og modigehedsmusklen!
Jeg bandt mine unger sikkert fast på ryggen og sprang - lige lukt ud i et liv der involverer et andet menneske.
Én ting er at involvere mig selv - det kan være skræmmende nok! Og er allerede kæmpestort og uvirkeligt magisk - men at involvere mine børn og have tillid til at de også kan se magien, at deres følelser ikke kommer i klemme, at turde stole på at de stadig kan trives... phewww.
Det kunne være så angstprovokerende! Det kunne det virkelig!
Men det var det ikke. Overhovedet! Kun lidt....

Fyrbøderen sidder bare stadig og smiler - men denne gang var det i hans egen sofa!
Med unger hoppende rundt i møblerne. Med mad i læssevis, der skulle bæres frem og tilbage.
Og sprittush på væggen. Og madrasser smadret ud over hele gulvet. Og popcorn i sofaen, bag sofaen, under sofaen...
Og en kæreste med et manisk tics ved øjet af en lillebitte frygt for at være ALT for stor en mundfuld....

Men han kvitterede ved at lade børnene tegne kunst på væggen. Og hoppe i madrasserne. Og vise dem hvordan de selv kunne lave flere popcorn. Og forkæle dem med slik og historier fra de varme lande...
Og børnene kvitterede med store grin og kæmpe jubelflikflak. Og TøseTrolden der tronede midt i sofaen og strålende sagde: "Jeg føler mig bare så hjemme her hos dig"

Og min tics nåede aldrig for alvor at blive farlig! Og jeg tør stole på det gode, og på ham når han siger at vi måske er en ordentlig mundfuld, men en lækker en af slagsen!!
(yey!)




mandag den 15. februar 2010

Undr!


Hvad er værst - at sidde fast, eller at bilde sig selv ind at man sidder fast???
Ja, jeg spør' bare...

Shit. Er det mandag?

Og så løb tiden fra mig!

Mit modige spring fyldte så meget, at jeg glemte tid og sted. Delvis med vilje!
Men jeg er SÅ glad!
Og SÅ stolt over at have skubbet lidt til jer. Om ikke andet så bare i tankerne!

Når jeg lige får vejret igen vil jeg sætte mig ned og læse om jeres modige weekend (- eller hverdag?)
Du kan stadig nå at sende mig et link, hvis du har vovet dig ud på isen! :-)

fredag den 12. februar 2010

Walk this way!

Man ved det bliver en god dag, når den starter med luftigt løb på stedet og 3 møgunger der moonwalker rundt i stuen!!!

onsdag den 10. februar 2010

Spring!!!


For et år siden vovede jeg mig ud i et eksperiment, som endte med at ryste jorden under mig og flere af jer!
Det var en helt igennem overvældende oplevelse, og jeg har flere gange i løbet af det sidste år tænkt at jeg ville gentage forsøget.
Og nu. Nu har jeg simpelthen tænkt mig at gøre det igen!

Eksperimentet handler om MOD!


Mange ting har ændret sig for mig i løbet af det år som er gået.
Men min opfattelse af mod er stadig uændret - det er vigtigt at bevæge sig ud hvor isen knager. Ikke hver dag, ikke hele tiden - men en gang imellem er det nødvendigt at se tingene fra et andet perspektiv, gøre noget uventet.

Mod handler om at se sig selv i øjnene! Det handler om at tage sig selv alvorligt!
Det handler om at lytte til drømmene og gøre dét som giver føles rigtigt, giver allerbedst mening.

(Jeg kender ham temmelig godt, jeg var rent faktisk gift med ham så længe, at vi nåede at fejre kobberbryllup og hele moletjavsen...)
Han havde i mange, mange år drømt om at spille guitar - men det var altid bare blevet ved tanken. Og en dag fik han nok af kun at kigge på andre der spillede musik - og gik i stedet målrettet ned og købte en guitar. Bare lige sådan...
Jeg gloede noget! Han kunne ikke en node. Anede ikke engang hvordan strengene skulle stemmes...
Men han var ligeglad og lod sig ikke skræmme - for som han sagde til mig;
"Hvis ikke jeg gør det her nu, så bliver jeg aldrig klogere - bare ældre!"
Han aftalte med sig selv, at han ville spille på sin guitar et kvarter hver dag - og så se hvad der skete...
Og (selvfølgelig - for sådan er det når man lader sig rive med af legen) der gik ikke særlig længe, før han sad med et koncentreret og smøret grin - og spillede rock i rå mængder.

Det kalder jeg edderma'eme mod!
Overblik - du er simplethen så rockercool!! Og så spiller du skide godt! Respekt for din viljestyrke. Og dit mod!

For et år siden vovede jeg mig ud på isen - hér på bloggen.
Jeg havde kastet bolden i luften med mit indlæg, men jeg havde ikke en entydig fornemmelse af hvad jeg ville kaste mig ud i.
Jeg var rundt om flere forskellige muligheder - men da dagen kom var jeg ikke i tvivl; jeg var helt klar over, at jeg blev nødt til at sætte mig ned og skrive en sidste mail til min far...
Mailen var ikke det modigste sats - det var svært og hårdt at skrive - men det var ikke helt så modigt, bare ærligt.
Til gengæld var jeg ved at gå til grunde, da jeg havde sendt mailen ud i det store tomme cyberspace. Og bagefter skulle finde mod og styrke til at slette hans mailadresse. For good.


Hvis ikke jeg havde gjort det dengang havde hans mailadresse stadig ligget i min adressebog og gjort mig ulykkelig hver gang jeg stødte på den.
For fanden, det gjorde nas! Men det var så stort, og det gav mig et kæmpe boost at gøre det. At gøre noget!
Den oplevelse satte store spor hos mig.


Og nu. Nu gør vi det igen!
Sgu!

På lørdag vil jeg igen kaste mig ud i at være modig - og jeg vil forfærdentlig gerne invitere dig til at være med!
Som i HELT VILDT gerne!!!!
Jeg tror nemlig fuldt og fast på at det er kæmpe værdifuldt at dele den slags. Så man ikke står alene. Så man har nogen med sig - selvom man skal gå vejen selv!
Og det er dét som er en af de største styrker ved blogland - at anerkendelse, styrke og fællesskab slet ikke står til diskussion! Sådan er det bare.
We are in this together! Også - og måske især? - når tingene har kant!

Jeg ved stadig ikke hvad jeg finder på på lørdag.
Men der er nok at tage af - for jeg er bange for alt muligt mærkeligt!
Jeg behøver ikke løbe om kap med en tyr eller røre ved en haj - hverdagen er langt mere skræmmende i virkeligheden...

Måske skal jeg smage på en tomat...? (uaaddrrr...)
Måske skal jeg lade være med at ryge en hel dag?
Måske skal jeg se min økonomi i øjnene? Måske tage mig sammen og få kontaktet det forlag med det manuskript? Fortælle Fyrbøderen præcis hvor glad jeg er for ham? Gå en tur i mørke, helt alene? Vise mine unger tillid nok til at lade dem gå ned og handle weekendsnoller - selv?
Se 'Der Untergang'? Gå ud i byen uden makeup?
Mulighederne er der sgu nok af!

KOM!
VÆR MED!
Jeg vil glæde mig som en sindsyg til at læse hvor I tør bevæge jer hen på lørdag.
Intet er for småt. Intet er for stort. Bare det er ærligt. Og føles modigt!

Send mig et link, når du har skrevet om din modige lørdag - så laver jeg en samlet liste over Verdens Modigste Lørdag;over de grundvoldsskælvende jordskred som I übercool damer udretter!
Og bagefter fejrer vi det sgu! (SKÅL!)



tirsdag den 9. februar 2010

I *heart Diane




SUK!
Er de ikke skønne?
Jeg er VILD med at de hænger hér!

Hun kan fannerne'me lave kjoler, kan hun! Jeg har endnu ikke set en kvinde i én af hendes wraps, som ikke struttede af smukhed, ynde og kvindelighed.
Måske fordi wrapdresses bare altid sidder godt, uanset størrelse, form og omstændigheder?
Måske fordi det er overdreven luksus at vikle de lækreste materialer om sig? Måske fordi pasformen i hendes kjoler er genial, måske fordi håndværket i hvert enkelt snit er så gennemtænkt?

Måske bare fordi hun har ret; 'feel like a woman, wear a dress'...

Hej. Jeg hedder Trine og jeg er DvF'oman! Jeg (mis)bruger kjoler, og især hendes kjoler til at stive mig af, gøre gode ting for mig selv, føle mig lækkerlækker.
Jeg vil langt hellere købe en DvF end fx forære mig selv en ring - men princippet er fuldstændig det samme - et helt konkret bevis til mig selv om at jeg er det hele værd. Og lidt til!
Fordi jeg kan og må.
Fordi kjoler er min ultimative luksus. Fordi det får mig til at føle mig som noget helt, helt særligt!


Hvad *heart du?

mandag den 8. februar 2010

Wupti-fucking-huuuu

Feel like a woman, wear a dress!


Tilgiv mig, Fader - thi jeg har syndet!

På grund af en seriøs lang omvej, der involverede et indbrud, et lærerjob, en sygemelding, en låne-Nissan, en gammel regning og en kasse fuld af fortidsminder stod jeg i dag pludselig i midtbyen. Og havde for en gangs skyld penge på lommen.

Tsss... 'for en gangs skyld'....
I know. Det er sgu da noget forbandet vrøvl!

Sandheden er, at jeg ALDRIG har haft en klink til mig selv; fordi alt jeg ejede drønede lige direkte ned i det store sorte fællesøkonomiske børne- og husbyggeende ormehul.
Jo, ind i mellem har jeg insisteret på at nogle af skejserne skulle ryge ned i mit foer - men et sådan forslag skulle stemples hos 14 instanser og godkendes inden det blev skrevet under i 3 eksemplarer. Og måske - måske - blev der lige akkurat nok til at at jeg kunne købe lidt af det uundværlige dullehejs. Selvfølgelig ikke det hele, vel. Men måske bare én ting, en lillebitte ting en gang imellem.
Og måske - måske - hvis jeg var helt vildt dygtig (eller heldig) kunne det dullehejs jeg havde købt umiskendeligt ligne dét dullehejs jeg i virkeligheden drømte om at købe, men bare aldrig havde råd til - i tusmørke og med hårdt sammenpressede øjne.

Men altså - ret skal også være ret!
Jeg lærte SÅ forbandet meget af det - fx at værdsætte det enkelte. At prioritere mine drømme. At nyde og bruge det jeg havde. At penge bare er penge, og at ting bare er ting.
Egentlig, nu hvor jeg tænker over det, lærte jeg mig en helt vildt voksen tilgang til penge.
Nå. Jamen, der kan man bare se?

Nå - men anyway. Det var jo slet ikke meningen at jeg skulle derind, vel? Og det var jo overhovedet ikke meningen at jeg skulle kigge på kjoler. Overhovedet.
Hvis jeg endelig skulle kigge på noget måtte det da i stedet være en fornuftig vinterjakke, inden den jeg har siger op!
Men min fornuft blev udvist - og kjolerne lokkede mig med deres sødmefyldte sang om foråret der kommer inden vi aner, om bare ben, om fester og om de vanvittige procenter de var sat ned.
Suk.

Og så gjorde jeg noget som jeg ALDRIG i mit liv, nogensinde, never, never, never har gjort før. I stedet for at vælge mellem de to kjoler købte jeg simpelthen dem begge!
Jeg købte dem begge.
'Bare på beløbet, tak'. Det fløj ud af min mund, jeg sværger, det var ikke noget jeg havde planlagt! Amar' halshug!
Og så var jeg ved at dø så meget af skam, at jeg forsøgte at camouflere posen med et tørklæde da jeg gik ned til låne-Nissan'en.

Jeg var SÅ flov! Tænk at jeg kunne finde på at bruge så mange penge på noget overflødigt. For det første kan de jo ikke spises. (eller jo, men det er sgu nok lidt træls i længden!)
For det andet er det ikke noget til mine børn.
Og for det tredje er det den totale overflodsfælde der klappede; jeps - lige præcis den fælde jeg afskyr af et rent og ondsindet økohjerte. (Det økohjerte der er så skide tolerant at det KUN accepterer, at alle andre er lige så frelste som mig selv!)
Hvad bildte jeg mig ind at købe ikke mindre end TO kjoler - og så til de penge - når mine børn kun får lov til at spise havregryn til morgenmad, resten af verden sulter og Haiti dør?

Men ikke ti vilde heste kunne få mig til at aflevere kjolerne, eller måske bare den ene af dem, da jeg først havde forladt butikken.
Så nu hænger der to spritnye ultimativt fantastiske vinke-wraps på hver sin bøjle og gløder til mig med kom-og-ta-mig-blikket skruet godt på!
For jeg fortjener de kjoler! De gør mig glad. Og pengene er for første gang i en milliard år fucking mine. Så jeg kan købe lige præcis hvad jeg vil - som et lille plaster og kompensation for de par idioter, der stak af med andre af mine værdifulde sager!

Så jeg gav mig selv fingeren, forærede mig selv to kjoler og vendte Nissan og ryg til indbrudsbesværligheder, klagesange og dårlig samvittighed!
Wupti-fucking-huuu!

Bagtanke


Og NØHJ - hvor jeg trænger til at der skal ske noget andet, nu.
Noget andet på min blog. Noget andet med mit sprog, som er ved at hænge mig langt ud af halsen. Noget andet med dét jeg skriver om. Noget mere konkret. Noget som måske endda handler om andet end min lille ego-navle?
Noget af alt det andet jeg også fanges af. Bare noget andet.



Sådan her ser det fx ud, når man drager vestpå for at kaossurfe - og for at spekulere over hvilken fremtid (altså fremtid som i; kreakaos, WORKSHOPS og skriverier...!!!) der venter lige rundt om hjørnet :-D

søndag den 7. februar 2010

Wuptihuuu




Det er det ultimativt bedste, det vildeste; intet mindre end gåsehuds-hele-vejen-ned-af-ryggen-mens-jeg-gyser-af-fryd-krillende!
Det er svært ikke at blive smittet af Fyrbøderes kæmpe arsenal af jubelfloskler - men det er sgu fordi jeg er så hopla-glad at jeg hverken kan sidde stille eller få mine sætninger til at give mening!

Det aller-allerbedste ved tøsetudende at have bidt tænderne sammen, kæmpet sig op ad Det Døde Bjerg med modvinden ruskende i håret og regnen piskende i ansigtet, stikkende som en milliard små nåle, tværet mascaraen ud og efterladt kinderne isnende følelsesløse - det aller-aller-aller-bedste...
Det er dét øjeblik hvor jeg mærker hvordan stigningen under fødderne bliver knap så brat og jeg forsigtigt tør slippe stien med øjnene - når jeg stoler på at vandrestøvlerne står fast, når jeg tør rette ryggen, vende mig om og rette blikket.... Op. Ud. Ned.
Dét øjeblik hvor det går op for mig at jeg har nået toppen af bjerget.
Dét øjeblik hvor jeg tydeligt kan se den sti jeg lige er kommet af, hvor landskabet under mig folder sig blændende ud og detaljerne fortaber sig i det store, hele billede.

Alle der har børn ved hvor træt jeg blev, da jeg for lidt siden stod dernede hvor stien begyndte. Sådan en klapvogn vejer jo for fanden 100 ton når den skal køre i sand!
Jeg blev bare så træt ved tanken om at jeg skulle klatre op af det lortebjerg, med pik-pak og 3 unger på slæb.
Man kan sgu helt få lyst til at gi op når man står dernede! Især fordi alle der har børn også ved at man skal sørge for at medbringe afsindige mængder mad, som skal pakkes ud og anrettes 4 gange dagligt... (og i øvrigt har alle andre end hende der slæber lov til at brokke sig over at maden ser 'gammel' ud. Tak, min dejlige datter. For den...)

Men HOPLA! For fanden hvor er den udsigt fucking wuptihuuu!

Jeg aner ikke hvor stien fører henad nu...? Og totalt paradoksalt er jeg ikke en skid bange, for kunne jeg klare det her lortbjerg kan jeg klare alt.
Jeg kan nemlig surfe på kaos, og jeg har en tosse-springer med som bare kan dét der med balance. Og som bare er SÅÅH stærk!


fredag den 5. februar 2010

Kaossurfing


Ta' lige og ha en rigtig skøn weekend, hva!

Brug den nu fornuftigt - måske er det netop denne weekend du får lyst til at sparke fornuften af led og dykke ned i skaberglæden? I hvert fald kan du få dig et skabet los i kreativitetsbollerne hos Lykke, der har læssevis af bud på hvordan du kan få hul på skaberiet!
Meget inspirerende læsning. Meget!

Fyrbøderen har insisterende godt fat om mine krea-bollerne, så nu drager jeg syngende og trallende mod vest for at surfe på kaos!



Nød lærer... part II


The return of køkkenimbecilen. Nu med avanceret udstyr!





(INGEN kommentarer på det faktum at nød hér i hjemmet åbenbart er ligerfrem proportionalt med procenter!!!)

torsdag den 4. februar 2010

Kant

Det her er ét af de mere besynderlige indlæg, men som jeg ikke kan lade være med at skrive...
Fordi dét at skrive ikke er en option for mig; jeg skriver fordi jeg er, og er fordi jeg skriver!

På en mærkelig måde er det lige nu svært at skrive det jeg mærker brænde i hjernevindinger og fingerspidser. Det er voldsomt kompleks. Og voldsomt enkelt. Og svært at (sommerfugle)fange...

Rutchebaneturen har fyldt meget i mit hovede og på min blog; dog - herinde har mine ord, historier og refleksioner lov til at fylde og leve selvstændigt.
Åbenbart også hos mange af jer?
I hvert fald lægger jeg meget mærke til, at mange af jer har brug for at knytte jeres ord på det jeg skriver; ærlige, smukke, levende, refleksive, overraskende, konstruktive, opbakkende, rørende og tankevækkende ord.

Jeg vil ikke begynde på en lang takketale, for jeg ved at I ved hvor taknemmelig jer er over jeres ord!
Mange af jeres kommentarer er jeg vendt tilbage til, jeg har læst dem igen, studset over dem - nogle gange for at finde trøst og opbakning, andre gange fordi jeres ord sparker til min forståelse af virkeligheden!

Forleden skrev Sille en kommentar, som har fyldt meget i mine tanker:

Jeg er imponeret over din måde at beskrive følelser, så jeg næsten mærker dem fysisk. Følelser jeg aldrig har mærket, og som jeg er i tvivl om man skal have mærket for at være sikker på at man lever.

Hvis det at være menneske er at være i lidelsen, så har du bevist til fulde at mere menneskelig kan man ikke blive. Så glem spidsborgeren, herfra er der ingen vej tilbage, andet end at være et fuldendt menneske.

"Hvis det at være menneske er at være i lidelsen..."

At forestille sig et liv uden lidelse er utænkeligt. Lidelsen er en grundpræmis for vores eksistens, på samme måde som kærlighed er. Og sorg.

Jeg mener det faktisk meget alvorligt, når jeg siger der bliver nødt til at være en kant.
Der bliver nødt til at være noget som er skarpt, noget som er brækket. Noget upænt. Noget uafsluttet, noget uperfekt.
Noget som er gået lidt i stykker, noget som afslører at det færdige er blevet gjort ufærdigt.

Jeg er betaget af tanken om at lidelse er den indikator et livs lykke kan pejle efter. Uden lidelse ingen lykke. Uden lykke ingen lidelse.

Selvom det kan lyde uendelig sorgfuldt at beskrive det på den måde!
Men ja, dét at være menneske er at være i lidelsen. Og for at have levet må man også have oplevet lidelsen.
Men det gør det sorgfulde så favnende lykkeligt; fordi vi mærker lidelsen bliver vores lykke så meget stærkere!



onsdag den 3. februar 2010

Sommerfuglefanger


Kan en sommerfugls basken med vingerne skabe orkan over Texas?
Hvor mange engle kan danse på et knappenålshovede? Hvor mange djævle?

Kaosteori har mange udtryk, men M.C. Escher's tilhører nogle af de smukkeste!







Etage-kreativitet



En snefri dag behøver ikke nødvendigvis involvere hverken skruemaskine, bits eller dyvler.
Men nogengange gør den!

Og på den måde endte mikroskopisk boho-lejlighed med at ligne noget der for alvor kunne minde om et afsnit af 'lige om lidt ringer vi efter børneværnet'...

Drengene gik til opgaven med mini-maskulin begejstring og lod sig overhovedet ikke afskrække af den manglende manual. Tværtimod demonstrerede de (igen) et fabelagtigt overblik og en evne til at gennemskue en kompliceret arbejdsgang!
Med skruemaskine-mine reflekterede de højlydt over om det mon var smartest at det var den ene eller anden der skal have overkøjen;
"Har du tænkt på om den har bæreevne til dig, du er jo trods alt lidt større end mig?"

Og mens drengene tog hul på deres nyerhvervede roller som værktøjseksperterne i vores hjem hoppede SkrigeSkinken rundt i dynger af blødt, og lod som om hun slet ikke havde opdaget at vi andre knoklede så sveden sprang!


Midnatsrørt!

Jeg bliver midnatsrørt over natmørk midnatsstilhed ledsaget af en sagte susen - dels fra frostkolde vinduer, dels fra Fyrbøderen der smiler saligt i søvne.

Og over nogle meget, meget store ord - som jeg har smadder svært ved at tage rigtig til mig, fordi det er så... stort!

tirsdag den 2. februar 2010

*Indsæt hånlig gnæggen

Så lukker vi


Pyha - jeg nåede det vist lige....

Vores unger er friskolebørn. Det har vi valgt af mange grunde - men mest af alt fordi, tjaa... Friskole er et fantastisk sted, hvis man gerne vil gøre sig forhåbninger om at ens prægtige børn skal ende som stort-tænkende, velfungerende, helhedsorienterede personligheder.
Og dén slags mennesker kan jeg godt li - så skolevalget var oplagt!

Nå - det var altså ikke for at rode mig ud i en lang smøre om skolevalg og friskole!

For at komme ud til vores lillebitte friskole langt ude på landet skal vi køre 25 km, og da klokken blev 11 kom jeg pludselig til at se ud af vinduet...
...og spurtede ud i bilen, drønede gennem snedriver og tilfygede/tilføgne/tilfygne (...hvad hedder det?) landeveje, nåede lige akkurat ud på skolen netop som lærerne annoncerede at skolen lukker resten af dagen, fløj tilbage i bilen med 3 unger under armene, og sneglede mig gennem hastigt voksende driver med 30 km i timen!

I løbet af den time det tog mig, nåede alle vejene at lukke ned, min egen hyggelige byvej inklusiv!
Men nu ligger hele BørneBanden og ser tegnefilm - og krydser fingre for at de kan blive liggende hele dagen igen i morgen.
(Heh - de ved endnu ikke at jeg har tænkt mig at jage dem ud og skovle!! Og fordelen ved singlemom-liv er at der ikke er nogen til at modsige mig!)



Heldigvis har jeg en lille smule farvespræl i vindueskarmen til at opveje alt det hvide udenfor!

mandag den 1. februar 2010

Nedsmeltning

Og på en ganske almindelig mandag morgen stod jeg i mit køkken og fik nedsmeltningen!
Den kæmpestore angst over hvad der nogensinde skal blive af mig og alle de fejldisponeringer jeg har gjort, væltede ind over mig med en stormstyrke så voldsom at det synger for mine ører.

Så ja. Jeg tuder.
På den snottede, rå, uelegante måde. Med mascara ned af kinderne og savl i mundvigen.
Og Fyrbøderen holder mig tæt og sidder bare ved siden af mig, lige så stille. Med mascara på trøjen.

Jeg er så skide bange! For det her liv som er fucking mit - og som jeg elsker og kæmpenyder fordi det er mit. Og som fylder mig med den største livsangst og panik af de store - fordi det er mit. Og kun alene mit!

Jeg opdagede nærmest ikke engang at han sørgede for at arbejde hjemmefra i dag. Men han er her, ved siden af mig - og sørger for at jeg ikke løber tør for kaffe, smøger og kleenex. Og jeg vælter stadig kæmpetyst af en hengivenhed så stor at jeg ikke kan beskrive dét han gør ved mig.
Han er så klipperolig og stiller blot et eneste krav; at han skal være hér.
Lige her, hvor smerten og angsten også bor. Og ærligheden.

Jeg vidste den ville komme, nedsmeltningen. Og på en måde giver det vanvittig god mening at det lige blev en ganske almindelig mandag morgen i singlemom-livet...
Min krop har reageret voldsomt på de sidste 3 måneders udfordringer - men hvem kan kende forskel på om pulsen hamrer afsted pga forelskelse - eller stress?
Kamikazesommerfuglene i min mave er hans.
Men den manglende appetit, søvnløsheden, cyklus-panik, den larmende puls...? Jeg tror ikke længere jeg kan bilde mig ind at det er fyrbøder-relateret.

Jeg har haft 3 måneder fra helvede!
Det kan ikke beskrives med ord hvordan mit liv har vendt sig, splittet sig, flexet og boblet rundt i en massiv celledeling!
Jeg har haft det værre end da min far døde. End da jeg havde en fødselsdepression. Værre end nogensiden.
Nogensinde!
Grædt mere end jeg har gjort sammenlagt de foregående 33 år. Ligget på stuegulvet og skreget.
Kørt Danmarks landeveje rundt for bare at mærke, at jeg i det mindste selv kunne kontrollere ét eller andet - om det så bare var min bil.
Stirret tomt på ingenting. Haft en større og mere sindsyg lykkefølelse end når jeg har født.
Og ligget på badeværelsesgulve i fosterstilling ude af stand til at rejse mig.
Haft en energi og et drive som aldrig før - samtidig med at jeg har siddet helt musestille i min sofa af frygt for at den mindste bevægelse kunne medføre flere kæmpestore forandringer.
Jeg har én gang tryglet om kærlighed - og det gør jeg aldrig, aldrig nogensinde igen.
Men blev bagefter fuldstændig rolig og afklaret omkring at den kærlighed der er det vigtigste er min egen kærlighed til mig selv.
Og den kamp var faktisk ikke svær at vinde!

Og pludselig var jeg her. I det liv som nu er fucking mit, fuldstændig renskuret og fristende nyt på overfladen, men hvor gamle handlingsmønstre knaser faretruende under fødderne hver gang jeg tager et skridt.
Jeg elsker at være her. Jeg begynder at fornemme konturerne af livet og fremtiden som jeg ønsker at skabe den. Begynder at fornemme konturerne af det jeg ønsker at invitere indenfor.
Mærker meget kraftigt (alt for kraftigt?) at mit fucking liv er MIT ansvar. Mit.

Med stabilitet følger reaktionen. Sådan er det. Altid.
Og en ekstrafølsom weekendtur med asti, venskabscementering og højtflyvende sisterhood har blot gjort følelsesmembranen endnu mere tyndslidt end den var i forvejen.
Dét - og så den mascaraplettede skulder.
Selvfølgelig blev det nødt til at være i dag jeg smeltede!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...