Kun ét ord!

En gave er vel i grunden det samme som vaskeægte kærlighed pakket fint ind i det smukkeste papir og med en sløjfe on top?

Gaven en et helt håndgribeligt udtryk for at nogen har tænkt på mig, selvom jeg befandt mig et andet sted. At tankerne har kredset om at ville gøre mig glad, ville mig det bedste, få mig til at smile, få mig til at føle mig godt tilpas.

Lykkelig?

Uanset hvor lillebitte en dims der måtte ligge inde i det smukke papir er tanken bagved så uendelig stor: "Jeg har tænkt på dig - værsgo, her er min kærlighed til dig, pakket lige så fint ind"

Måske er det derfor jeg synes der er nogen gaver der kan være så svære at tage imod? Fordi den lillebitte dims der ligger i min hånd slet ikke står mål med dét den repræsenterer.

Og så plejer jeg altså at blive helt vildt forlegen.

For hvordan kan man tage imod og sige tak for kærlighed, så gavegiveren rent faktisk forstår at jeg forstår?

Jeg har ikke fundet ud af hvordan man siger tak for kærlighed. Hvordan man får sagt, at den gave er det største jeg nogensinde har fået, nogensinde vil få. Men jeg øver mig i at sige tak med alt jeg har, både øjne, krop og ord.

Jeg har den ringeste fornemmelse af hvordan jeg nogensinde får sagt et tak, der står rungende og tydeligt mål med gaven - for en gavegiver må aldrig misforstå og tro, at min forlegenhed skyldes at gaven er uønsket, at jeg ikke ønsker at beholde den. Aldrig!

Jeg ved ikke om det virker? Men under alle omstændigheder gør jeg mig stor umage og øver mig - for alle de småbitte gavefuld kærlighed jeg får hver eneste dag, er det som giver mit hjerte kraft og lyst til at banke frydefuldt videre!

I går måtte jeg spørge mig selv om et andet menneske kan være en gave?

Eller om en hel flok kvinder kan?

Kan jeg virkelig begribe og 'forstå-forstå' at en samling stærke ærligheder er dén lillebitte gave, lige så fint pakket ind - og til mig?

At de allesammen, hver og én, virkelig er til mig - uden bagtanke, uden beregning, uden omkostning - men lige præcis til for at gøre mig glad, ville mig det bedste, gøre mig... lykkelig?

At jeg er det værd? At det virkelig er sandt at jeg fortjener gaven; fortjener dem?

Tanken om i går, og den kæmpestore lillebitte gavefuld kærlighed gør mig så taknemmelig, og fylder mig med respektfuld undren over hvor stor den er, den gave.

Hér er hverken øjne eller krop, og mine ord løber så tør, at jeg har kun ét enkelt tilbage: TAK!

Åh-så-BLAH...

I dag kan du læse hvad jeg mener om hverdagsuniformens udfordringer lige hér...

Intercourse?

Jeg kan ikke prale af at have været i Intercourse, Pennsylvania - ej heller at have hverken ukendte mandslinge eller en synkronrynkende friendly-like Anders W Berthelsen hængende på mit køleskab!

Så en opfordring til at deltage i køleskabslegen virkede ærlig talt noget frygtindgydende - for mit køleskab, det være sig både udenpå og indvendig, er temmelig kedeligt.

I bedste fald siger det intet om mig. I værste fald alt...

Men som oftest lever min virkelighed sit eget særprægede liv - og motivet sprang mig insisterende i øjnene, da jeg stak hovedet ud på bagtrappen for at inspicere maskinparken.

(Ja, jeg kommer der sjældent. Medmindre det er for at ryge.... Så det vil egentlig sige knap så sjældent...)

Ja. Jeg drikker! Jeg drikker alt fra vand til whisky. Jeg indrømmer åbent og ærligt, at jeg gerne drikker alene - verdens bedste øl er pivkold og åbnes når der er børnefred i boho-lejlighed, og man viiirkelig trænger til 33 cl eskapisme!

Man kunne selvfølgelig også overveje at tage øl med i bad, men det gør det sgu noget svært at ryge imens...

Til gengæld er min opvaskemaskine godt pyntet med billedmagneter af rollingerne i hopla. Så får jeg nemlig ikke helt så dårlig samvittighed, når jeg eskapismedrikker og overhovedet ikke savner dem!

Kristine - må vi se dit???

(Nej, det var ikke et spørgsmål... ;-)

Aftenrock

Min Fyrbøder er lidt af en floskel-fætter, og jeg er sikker på han ville ha grinet af mit bord og sagt noget i retning af "Tomme skriveborde tyder på tomme hoveder...", eller noget andet totalt ligegyldigt og bundcharmerende pjat!

Under alle omstændigheder er jeg mest effektiv, når bunkerne vakler om kap med bjerget af skodder og brugte kaffekopper, mens stilfærdig aftenrock vælter ud af højtalerne.

(Jeg havde endda fjernet chipsposen, kvitteringsstablen, bunken af regninger, den aggresive hilsen fra Økonomistyrelsen og strikketøjet inden jeg tog billedet!)

Men se - hvad er nu dét som titter frem forneden på bordet?

Jamen er det ikke....?

Jo, såmænd!

Det er en billet!!! - til Himmerige; til verdens bedste lørdag i verdens bedste selskab, med verdens bedste suppedas af Asti, kagesmovs, fix-faxe-hæklerier, fagsnak, store knus og ord - og så lige lidt mere Asti!

Det er den billet der får min økonomiaften til at rocke!!

Hvad rocker din?

..arhøm

... jeg er her altså stadig!

Altså, når jeg ikke lige sidder i en sofa og fniser åndsvagt. Jeg ved godt det er SOO last pubertet at gøre den slags, men helt ærligt - det er bare helt vildt skønt!

Fyrbøder

Ved siden af mig sidder han i min sofa uden at blinke, målløs, åndeløst, bevægelseslammet mens hastigheden pludselig blev ændret fra kaos til uendelig.
Han lokker mig drillende så langt ud over kanten for normal, at ord ikke rækker.
Han bærer mit lys, han puster til flammen, han rør mig og rører mig!
Han puster forsigtigt til mig, og jeg vælter med et kæmpetyst brag af hengivenhed.

Han spørger mig hvad lykken er, og jeg svarer 'nu'.
Jeg spørger ham hvad meningen er, og hans svar er 'nu'.

Han er den blinde plet for mit øje, der gør det umuligt for mig at stille skarpt. Han er den nærende ilt der luftigt, klart, blidt, mildt bærer mig på hænder og fødder.
Han er mine 70.ooo favnes fnisende hybris!

Han er fyrbøderen, der sætter mine historier fri.
Han åbner lugen ind til de ulmende gløder og pusler ganske nænsomt om flammen. Lægger brændet omhyggeligt tilrette og vogter med nidkærlig omhu at ilden tager ved, men ikke tager over.

Han er min bonderøv. Min tidsrøver. Min hjemstavns-floskel.
Min Horisontudvider. Min Livsnyder. Min Ærlighed. Min blide Vedholdenhed. Min upbeat Rolighed. Min insisterende Overraskelse. Min Fakkelbærer. Min Fyrbøder.
Min.

By the way; det er til bloggen!

The blues er rykket ind i min vindueskarm....

Nårh-fælden

HA!
Så har man også prøvet det...

Plop, så sprang jeg lige på hovedet ned i NÅRH-fældens suppedas, hvor jeg ligger og basker uelegant rundt og forsøger at bunde:

Jeg har simpelthen spillet mit mest ynkelige 'ej-altså-det-er-mest-synd-for-mig-for-jeg-er-skilsmissedesperat-og-enlig-mor-kort'. Og jeg lægger ikke skjul på at det udelukkende er for at opnå de goder der følger med. Hvis jeg mon er så heldig!

Julies giveaway om en omgang massage, og Små Øjeblikkes giveaway om en fotosession har jeg tænkt mig at vinde. Med det svageste kort jeg har!

Du kan lige så godt give op - hvis vi skal lege 'lorteliv' vinder jeg!!!!!

I min favn!

Der blev holdt godt fast i min hånd i går, da vi gik fra børnehaven op til skolen.

14 dage har været for lang tid, og savnet kunne mærkes tykt og mørkt hos både dem om mig. Jeg savner dem så jeg tror jeg skal gå i stykker af det!

Som den fornemmelse man kan have, når man går rundt og ved der er noget helt afsindigt vigtigt man har glemt....

De er så forskellige, mine tre. Og deres måde at håndtere en gensynsfredag viser mig med største tydelighed noget om hvem de er:

Tøsetrolden satte i et hvin da hun så mig. Hun smed hvad hun havde i hænderne, brølede 'MOOR', og løb hen i min favn med krøller og tyl hvirvlende efter sig. Og så blev hun tavs... Barnet, der ALdrig spørger om vi ønsker at høre hendes mening inden hun gladeligt giver den fra sig, blev helt stille og lille.

Hun sad hos mig, med sine hænder om min hals og smilede ind i min skulder. Længe.

Hun græd ikke, ikke et sekund - men mig? Jeg blev sgu så rørt over at se hende, og over hvor ydmyg hun var over de store følelser hun kunne mærke. Så mens hun sad stille og smílede og krammede, var det mig der kæmpede en indædt kamp, for ikke at tude snot ned i hendes velduftende nakke!

GuitarHero vinkede til mig fra den anden ende af skolegården. Han havde lige travlt med noget sneborg der vistnok skulle bygges færdig.

Men han holdt øje med mig, og fortalte mig om alle de tekniske og finurlige detaljer ved hans byggeri. Og endelig, da han var færdig med sin gennemgang kravlede han ned fra sin højborg og forlangte knus i øjenhøjde.

Han er blevet så kæmpestor og jeg fatter ikke det er mit barn jeg står med i armene; velreflekteret, omsorgsfuld, så ufattelig legesygt barnlig og så ufattelig livsklog.

12 år, og spørger sin mor om det har været dejligt at have lidt tid til at 'fordybe dig, mens vi har været hos far?'

Bolddrengen så mig ud af øjenkrogen. Løftede lige hånden og kastede henslængt med nakke og øjenbryn i en hastig hilsen. Og spænede videre, for hans hold var ved at score. Han løb forbi mig og råbte at han lige skulle redde én bold mere, så var han klar - og ganske som forventet drønede han ned til målet, reddede, og luntede hen til mig med et skævt grin til kammeraterne og hilsner om god weekend.

Hans knus er noget for sig. Han bruger kun én arm og holder rundt om livet på mig - ligesom man ville holde om skulderen på éns bedste ven, og han bliver færdig med at knuse 100 år før jeg er klar til at give slip.

Når de er hos mig føler jeg mig hel. Og jeg savner at være sammen med dem når de ikke er her.

Men jeg ved at de er hos mig hele tiden, også de dage de sidder i den anden ende af byen, i den anden ende af mit liv.

Og det gør savnet til at holde ud!

Jeg har valgt verdens bedste mand som far til mine unger! Jeg har blind tillid til ham, til hans omsorg, til hans kærlighed til dem - og derfor savner jeg dem, uden at savne dem for alvor.

Men gud, hvor er det lige nu rart at de er hjemme i min favn!

Careful!

Jørgen og Luna danser.

Helt, helt stilfærdigt og meget forsigtigt for ikke at slå magien i stykker!

Hvordan er det nu det er med nemesis i blogland?

Noget skrøbeligt vokser frem, og jeg vover end ikke at sætte ord på af frygt for at det opløses igen.

Lost

Skru op. Helt op!
Tryk play.
Træk vejret.

Er du klar?

Læs!





Jeg vidste udemærket godt, at jeg stod midt i en chokreaktion på den skilsmisse, som pludselig var så konkret og uundgåelig.
Det hele virkede vakuumagtigt i al sin fortættethed og jeg stod ved siden af mig selv, så på mig selv, iagttog hele det groteske scenarie der udspillede sig for øjnene af mig.
Jeg var lammet.
Som pakket ind i en kæmpe stor gennemsigtig dyne af blødt omklamrende ingenting, der klistrede sig til alle mine sanser - og samtidig forstørrede samtlige detaljer, så de fremstod knivskarpe og væmmeligt klare!
Jeg følte alt, alt, alt, alt på én gang, og kunne alligevel ikke mærke noget som helst.
Ingen sult, ingen træthed, ingen gråd, ingen rastløshed, ingen ro.

Jeg vidste det godt. Jeg stod jo dér og så på mig selv, og vidste med enerverende insisteren at jeg reagerede alt for lidt.
'Du er i chok - det er normalt, at du ikke kan mærke noget. Giv dig selv tid'

I chokket er tid den værste form for tortur.
Jeg kunne ikke holde ud at være dér hvor jeg var. Kunne ikke holde ud at sidde i det hus hvor jeg ikke længere var elsket. Kunne ikke magte tanken om at den sidste tid jeg havde med ham var dyrbar. Kunne ikke holde ud at vente på at finde hjem til mig selv. Kunne ikke bære at tiden var gået - den tid jeg havde haft var slut, og den tid der skulle komme var ubærlig at forestille sig.

Jeg vidste at jeg måtte slås mig ud af 'ingen-tid' for at kunne flytte mig. Og jeg vidste at jeg blev nødt til at gøre det så safe for mig selv som muligt - af alt for håndgribelig frygt for at jeg for alvor ville være lost, hvis jeg bare gav los!

Og en ganske almindelig dag, i et ganske almindeligt hus, i et ganske almindeligt liv kom jeg hjem og vidste at jeg blev nødt til at gøre noget.

Jeg låste yderdøren. Skelede lige til naboerne for at tjekke om de var hjemme. Og gik hen til anlægget. Jeg vidste hvilken cd jeg skulle sætte på - jeg vidste endda hvilket nummer der ville slå hul på mig.
Men det var så svært, og jeg nåede at ryge et par smøger med cd'en i hånden inden jeg overhovedet kunne sætte den på.
Jeg skruede op. Trykkede på play. Og så lagde jeg mig på gulvet med armene ud fra kroppen.
Gulvet var hårdt under mig, og på en underlig måde gav det mig ro at ligge dér og stirre op i lysekronen, mens guitar begyndte at vælte ud af højtalerne.

Det første skrig var det sværeste.
Det er grænseoverskridende at høre sin egen stemme på den måde, så ukendt, så rå, så grim og afmægtig.
Jeg var på nippet til at afblæse hele missionen af angst for min egen stemme og naboernes velbefindende - men gulvet holdt mig fast. Og jeg skreg igen.
Over and over. Når luften forlod mine lunger, tog mine hænder og fødder over og hamrede i gulvet indtil jeg igen havde kræfter til at skrige.
Jeg skreg indtil der ikke var andet tilbage i mig end tom, tæt træthed.
Og gråd.
Uden at være for alvor lost.




Jeg bør måske af hensyn til andres mentale helbred og sindstilstand - og i øvrigt, AB, tak for dén reminder - tilføje, at historien hér er et par måneder gammel.
Men som med alt det største og alt det sværeste er det nemmere at verbalisere på afstand - også for mit vedkommende.
Det var først i dag jeg var klar til at høre Carpark North igen.

Gøgl!

Af én eller anden grund har blogland vedtaget at man fejrer diverse jubilæer, såsom 'fast læser nr. 89' eller 'blogindlæg nr. 700' med at lave en giveaway af en slags.

Ok. Tænker jeg så.

Jeg elsker en hvilken som helst anledning til at holde en fest - og tilslutter mig lystigt jubelkoret over den helt forrygende mulighed der ligger heri.

Hvis ikke andre vil holde fest, så skal jeg sgu nok selv sørge for det! Af den pinlige slags. Med højtråbende Asti og konfetti og en brandert så tyk, at Nynne ville blive forlegen....

DERFOR - (trommehvirvel) - annoncerer jeg nu Hverdagsjunkies storslåede giveaway:

Ved besøg nr. 97.472 trækker jeg lod om en blændende og helt igennem uundværlig gave, som absolut er en fest værdig. (Tro mig!)

Lodtrækningen foregår på denne måde:

Klik ind på min blog. Vent i spænding til counteren har tikket længe nok. (måske du skal ruste dig med en balje kaffe og lidt tålmodighed. Prøv at strikke imens, det hjælper...)

Når den endelig står på det rigtige tal gør du to ting:

1. Væk mig.

2. Råb, skriv, mail, sms, telepatér: 'GØGL'

3. Mind mig om jeg har lavet en giveaway.

(Skrev jeg to ting? Det gjorde jeg vist..... jeg mente tre!)

Er du så heldig at være den første til at galpe op er du en vinder - i min verden!

aaarrhj... man lægger næsten ikke mærke til at jeg ikke har sovet i et par dage, vel? Tsss....

En forurettet part II

En hel del af mine yndlingssager dampede en frostkold fredag ud af mit vindue i favnen på en idiot eller to. Deribland mit elskede spritnye digitale spejlrefleks - arrrggghhh - og samtligt arveguld fra gemmerne.
Så nu vandrer der sikkert en helt vildt glad dame rundt et sted i verden og glæder sig over den smukker, smukker glimmersag hun har fået foræret af én hun har kær - uden at være klar over at det er min farmors forlovelsesring, min mors konfirmationsring, min vielsesring (skæbnens ironi?) eller den guldkæde med hjertevedhæng jeg fik i dåbsgave som hun pynter sig med.

Og for lige at føje spot til skade (i øvrigt et udtryk man bruger alt for sjældent, slår det mig...) skal jeg nu dokumentere alt jeg mangler.
Dokumentere.
Som i skaffe beviser. Mig? Den forurettede part (som det så kønt hedder i politisprog)?

Og da jeg ikke ligger inde med billeder af mit arveguld har jeg fået pålagt, at jeg skal tegne alle de smykker jeg mangler - for at få dem vurderet hos en guldsmed.
Jada. Det har jeg da også vildt meget tid til...
Og han vil jo også kun have en 4-500 kr for det. Og jeg vælter mig jo i 4-500 kr-sedler.
Jada!

Nå - men når jeg engang i mellem holder op med at føle mig krigerisk - og jo, det sker ind imellem - må jeg indrømme at det egentlig er et meget hyggeligt projekt.
Jeg har ikke tegnet i en milliard år, og det ærger mig lidt. Jeg tegner ikke fantastisk, men kan lidt til husbehov - og i virkeligheden er det smadder hyggeligt at sætte pennen til papiret og være krea-loose.

Kreativ udfordring - eller træls ekstraarbejde? Same-same!

Bosch anyone?

Arrgghh...

Nogle gange, altså - så trænger man til .. øh... at få .. øh.. noget hjælp!

Nogle gange er den eneste løsning på tingene, at se koket ud gennem de lange øjenvipper, lave en lillebitte smule trutmund og overlade det til en anden at flexe med handymusklerne.

Bare lidt for alvor spille på de forcer kvindekønnet har overladt i min varetægt - og med uskyldig mine sende laaange og bløde øjne.

Altså i retning af hylderne, ikk. Dem jeg skal have hængt op. Men som ikke hænger nogen verdens steder, fordi - tja... fordi jeg ikke (gider) kan.

*blinke uskyldigt*

Jeg kunne jo sådan set ordne mine hylder selv.

Jeg er ikke bange for at betjene værktøj, ej heller at kaste om mig med håndværkergloser - men det er jo bare ikke ligesom det samme, vel?

Og desuden er det meget, meget sjovere at hænge sådan nogen hylder op sammen med én der ved hvad der er op, ned, bits og rawplugs.

Men hvem er det så man ringer til for at få sig noget Blå Bosch?

Exmanden, der har hænderne temmelig godt skruet på?

Tjo... han ved da om nogen hvordan jeg gerne vil have mine hylder hængt op. Men han har jo travlt med at hænge hylder op hjemme hos sig selv, og hans kæreste vil sgu nok også synes det var lidt (!) mærkeligt.

Jeg kunne jo sådan set også gå op af trappen og spørge min flinke overbo, der oven i købet er tømrer? Jeg er sikker på han har det professionelle udstyr i orden, men hvorfor i alverden skulle han dog vandre herned og ordne mine hylder... der kommer jo X-faktor, gør der ikke?

Hmm..

Man kunne jo sådan set også bare vandre ud på gaden og udse sig et styk mandfolk med sans for hylder? Balladen er så bare, at jeg risikerer at han ikke har en skid forstand på mine hylder når det kommer til stykket. Han kunne jo sådan set komme til at hænge dem bagvendt? Eller pisse skævt? Eller - gulp - i en helt forkert vinkel?

Goddammit!

Hvor fanden finder man noget powertool?

Måske verdens bedste råd?

'Hop af rutschebanen, og bræk dig ned i skrivemaskinen, så tører vi op i
brækket bagefter og finder alle perlerne'

Luis Jensen - i fri fortolkning af én af de dejlige!

Jeg kunne jo sådan set bare springe af den forbandede rutchebane? Og så lige blive siddende lidt endnu her i min stilfærdige bohemelejlighed og trække vejret.
Kigge lidt mere ud på sneen, og glæde mig over at forårets mirakel nok skal indfinde sig. Når vinteren er ovre, og glatførevarslerne hører op!

Dæk og fælge

Jeg har da helt glemt at vise jer det bælte jeg lavede sidst der var Kreaweekend hos Bonus...

(Hvor jeg i øvrigt havde den fantastisk glæde at bruge dejlig meget tid på at sladre og grine åndsvagt sammen med Paddemor og Hende med den døde hest. Absolut nogle af mine yndlingsmennesker!)

Jeps - ét styk traktorslange garneret med libertykugler én masse! Voila!

Trine vs. Trine

Det er simpelthen et stort udstyrsstykke, det her wrestling jeg er begyndt at dyrke. Jeg har både anskaffet mig et farvestrålende kostume og et par vulgære tatoveringer for at stive mit ego af!

Jeg har sågar stået foran spejlet og øvet mig i at se pågående og bidsk ud, så min modstander kunne føle sig behørigt skræmt over min flexende, olieglinsende fightervilje.

Min første fight skræmte mig så jeg troede jeg skulle dø - min modstander var af gigantiske dimensioner, og hendes snerrende smil fik mine knæ til at skvulpe rundt som makroner i portvin.

Jeg ved stadig ikke hvordan det lykkedes mig at besejre hende, men jeg husker lyslevende den brusende følelse af adrenalin, da hun endelig ramte ringgulvet og blev liggende.

Det var kun fordi jeg mobiliserede samtlige ressourcer af ydmyg realitetssans at jeg ikke hoverede frådende over sejren - selvom mine arme insisterede på at ville hæve sig over hovedhøjde og min mave dansede cancan!

Men som med alle andre fix fader rusen langsomt ud, og i går fik jeg pludselig øjnene op for at mit syntetiske kostume i virkeligheden er købt sekondhand, dommeren er wellpaid og publikum er godt instrueret!

Wrestling er fake fra ende til anden - lige fra de syntetisk forstærkede steoridepumpede muskler, til guldet på det Wrestling Championship Bælte, der nu hænger og pryder på min trofæhylde.

WrestlerTrine has left the building, and the winner takes it all!

(Eller sagt med andre ord: Hjælp! Hvordan stopper man dén - jeg vil altså gerne af. NU!)

Saxo

Jeg bilder mig ind at det er forberedelse - men i virkeligheden er det vist bare leg...

(Spillet egner sig til 10-13 årige - og så os andre på 33, der elsker historie men ikke gider vente længere på at den samlede dvd udkommer...)

nu

Min gave til mig selv for at have gennemført 2009's marathonagtige mastodontudfordringer har fået ingraveret det vigtigste i verden.

Uendeligheden består ikke af andet end en endeløs række af nu. Små øjeblikke der tilsammen skaber et helt liv. Mit liv.
To bittesmå bogstaver, så enkelt, så rent og så kæmpestort.
Så nyd det.
nu

The blues

Jeg er øm og blå idag!

Jeg havde lovet mig selv at nytåret skulle være et stilfærdigt hyggeraid i børnemode - hjemmelavede burgere, nytårstale med sodavands-skål, playstation og alle resterne af julekonfekten.
Jeg var sågar ude i vinterkulden og stå i kø foran en container med ivrige drengerøve i alle aldre, for at sikre mig en pose fyrværkeri og de obligatoriske beskyttelsesbriller i pangfarve.
(Hvorfor er det i øvrigt lige at krudt har den effekt på hankønsvæsner? Jeg følte mig som en stor pink elefant midt i et testosterondampende omklædningsrum - helt utrolig iøjenfaldende og helt utrolig malplaceret)

Det er længe siden en aften har føltes så lang.
Ungerne hvinede over bordbomber og serpentinere, og sammenlagt tog det 27 minutter fra maden var klar til de var utålmodige efter sceneskift. Og drønede ind foran deres playstation igen.
Fra 18.57 til 23.57 forsøgte jeg at lade som om jeg hyggede mig. Kom vist nok også til at drikke en flaske Asti. Gik lidt rastløst frem og tilbage mellem køkkeninferno og børneinferno. Røg ynkelige smøger på min 'bagtrappe' (ja, øv... - nu havde jeg ellers holdt siden juleaften!). Frøs på min opsynspost mens drengene brændte alt der kunne brændes af. Samlede konstant serpentiner-konfetti op fra gulvet, fordi mit Troldeyngel morede sig kosteligt over at lave snevejr. Ventede.

Jeg væltede i bogstaveligste facon ned i det nye år, da rådhusklokkerne endelig lød fra skærmen, fordi jeg i min panik over at vade med en størrelse bigfoot på GuitarHeros lego forsøgte at undvige med en mindre elegant manøvre - og fik i stedet hældt Asti ned i en fjernstyret bil der lå henslængt på gulvet.
Vi spænede hen til vinduerne og vred hovederne af led for at få et indendørs-safe glimt af de mange festlige og tusindevis af kroner der blev fyret af omkring os.

Og inden jeg fik set mig om stod jeg og tudede af afmagt over at skulle være børnenes garanti for nytårets magi af fremtidsløfter om lykke, rigdom, glæde.
De har krav på en barndom med magiske øjeblikke og stærke traditioner. Nytårsaften skal være en fest, sådan er det bare. Og den eneste der har pligt til at gi dem det - er mig!
Det føltes så uendelig svært - og alle mine løfter til mig selv om ikke at lade mig rive med - at det jo bare var en aften som de fleste andre - blev i den grad gjort til skamme!
I desperation for at kompensere for TudeMor med alene-angst fyrede vi op for anlægget og kampdansede rundt i stuen, til vi måtte smide os på gulvet og hive efter vejret.
Jeg lagde dem dansetrætte i seng med stjernedrys, og deres glade nytårshilsner til hinanden var det sidste jeg hørte inden jeg lukkede døren.
Jeg ved at jeg klarer det her. Jeg ved de havde et magisk nytår - trods alt!

I børnerolig nattestilheden væltede det til gengæld ind med sms'er og opringninger. Glade feststemmer i baggrunden og gode hilsner og ønsker.
Og det var så rart at blive tænkt på, men det gjorde så ondt at verden holdt fest og jeg skal stå det her igennem. Alene.

Men så er det heldigvis godt at Whale kan sætte lyd på hvordan 1. januar føles i skilsmisselejlighed!
Og med Hobo Humpin væltende ud af højtalerne er det faktisk svært at blive ved med at være rigtig blå!




(Heh - og så er det sjovt at tænke på, at det langlemmede menneske der lige nu hopper rundt og headbanger for 10 år siden var panisk angst for dette nummer.... )