fredag den 12. november 2010

Hola Onkel Danny

Junkie og Fyrbøder på blomstrende mark, hånd i hånd og i bedste Elvira Madigan-stil.
Romantisk hverdagslove, hvor alle dagligdagens små irritationsmomenter forsvinder i rosenrøde og dugvåde kys og kærlighedsløfter. Vi er så smukke, børnene, os, marken, livet, hverdagen; vandrende gennem hverdagen med altoverskyggende kærlighed til de mindste ting i livet, helt klædt i sprød og hvid ærlighed og integritet...


Det er så smukt!


*SCENE*

Fortravlet eftermiddags-fredag. 
Sådan én af de der ufarlige fredage, som alligevel gik hen og blev hektisk, uden nogen opdagede hvorfor, eller overhovedet spurgte om det var i orden.
Regnen pisser ned, og bilen er megakold - jeg har selvfølgelig klædt mig på efter min forfængelighed og ikke efter vejret, så jeg skide hamrende fryser.
Verdens længste bilkø bugter sig tværs gennem byen, og jeg er lige akkurat kommet de 10 minutter for sent ud af døren til at være sådan i rigtig god tid til at hente ungerne.

Og midt dér i ingenmandsland sker hverdagen:
Min bil lyder pludselig som en traktor. Jeps. Jeg hører det, og begynder at spekulere. 
I det samme tikker der en besked ind på mobilen fra min stærke, maskuline kæreste om at han er på vej hjem med 100 i feber, og om jeg i øvrigt ikke lige gider køber en vaskebørste til bilen.
Jeg bander over bilkøen, tænker mit om syge mænd, og er i forvejen irriteret over at sidde i kø, når jeg nu havde aftalt med ungerne at de skulle være til tiden i dag.
Til tiden? Slår det pludselig ned i mig. Jamen, fuck. Det er jo fredag - og jeg tror vist nok, at institutionerne lukker tidligere i dag. Shit?
Og bander.
For mens jeg sidder dér midt i min forsinkede hverdag, hvor der både er børn og aftensmad og vinterdæk der skal handles, tænker jeg at jeg sagtens kan slå den lillebitte forsigtige prut der trykker.

Men fordi jeg i min fredags-hverdags-forvirring har glemt at jeg skal have menstruation bliver den lille forsigtige prut til noget helt andet, som ikke virker specielt forsigtigt, men derimod bliver til det mest presserende problem i dette hverdagsagtige øjeblik. 
Dette hverdagsagtige øjeblik; fastklemt mellem andre biler, på vej UD af byen, pissefrysende, i en bil der lyder som en traktor, på vej efter børn i en institution der vist nok lukker om 3 minutter, lige inden man skal nå at handle aftensmad og vinterdæk og skynde sig hjem til sin syge kæreste og disneysjov. Med gennemblødte bukser. 

*SCENE SLUT*



Allermest holder jeg af hverdagen.
Det ER smukt. Det er hverdag. Og jeg elsker hvert sekund af den. 
Nogen dage mest fordi jeg skal!



4 kommentarer:

Essie B. sagde ...

Jøsses lille Junkie! Som en kollega sagde til mig forleden da jeg kom vindblæst, tung om hjertet og træt på arbejde: 'Jamen, du ligner jo en der har fået livet lige i hovedet.' Det var præcis sådan jeg havde det. Det er vilkåret for at være til.

Frau Putz sagde ...

Ah. Hverdag.
What's not to love? Specielt når man har sådan en af slagsen...

Totalt Elvira Madigansk.

superheltemor sagde ...

Smuk beskrivelse!

Charlotte Hyldgaard sagde ...

Nyder at følge med på din blog, og allermest dine beskrivelser af hverdagen :-) Tak for at du deler!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...