fredag den 19. november 2010

Bang

Jeg hørte en kvinde blive kørt ned i dag.
Bang.
Lyden af metal mod cykel og metal mod krop. Den lyd glemmer jeg aldrig.
Hun lå på fortovet og hulkede af smerte.
Bilens fører styrtede derhen og holdt sig til hovedet, mens han messede bønner uhørlige for andre end ham selv. Folk stimlede sammen, udrykning, ambulance, politi, afhøringer, orange veste.
Og så var hun på benene igen. Lettet. Nærmest dansende. Uden en skramme, så det ud til, og med taknemmelighedens lettelse printet i hver fjedrende lykkelige bevægelse.
De krammede, cyklisten og bilisten. Og græd.

Min far kørte også en pige over. Midt i sin egen afmægtighed og frygt for døden kørte han et andet menneske ned. Måske var han træt. Måske var han fanget i distræthed og angstfyldt filosoferen over det liv han havde, men som ændrede sig.
Jeg ved ikke hvad han tænkte, men han kørte hende over.
Og sad ved siden af hende på sygehuset, og undskyldte, og ønskede virkelig for hende at hendes knæ ville fungere igen. Nogensinde.
Jeg var vred over at han sad der med omsorg for et fremmed menneske, når nu hans egen datter havde så meget brug for ham. Jeg var vred over at han i det hele taget var så åndsvag at køre én ned, når nu han i forvejen havde så meget at tænke på.
Og jeg var stolt over at hans hjerte var stort og sårbart, og hans omsorg rakte langt ud over hans egen frygt.

Det er så skrøbeligt, det liv vi har.
Da trafikken igen var normal trak jeg igen vejret og tænkte på min far. En far som jeg i det mindste havde i 31 år. Jeg har været så utrolig heldig at have ham i så lang tid.
Jeg tror der er to hjem, hvor der bliver krammet ekstra hårdt i aften. Med taknemmelighed over at det ikke gik værre end det gjorde. Og lettelse over at livet er skrøbeligt, men dog med så uendelig og solid kærlighed.
Jeg krammer min Fyrbøder. Og ved at mine små bliver krammet i den anden ende af byen. Og er så taknemmelig over at vi har det. Det skrøbelige, uendeligt solide kærlighedsfyldte liv.

6 kommentarer:

Onkel Anne sagde ...

Tak!
Jeg forstår dig fuldt ud. Ser du mine forældre var nemlig i en meget grim ulykke for nogle år siden, hvor en ung mand sprang ud foran deres bil og blev dræbt. De havde overholdt alle færdselsreglerne og er totalt uden skyld.
Men ved du hvad? Jeg er vred over, at han var ved at tage mine forældre fra mig, vred over, at de blev forandret for evigt efter den traumatiske ulykke. Men jeg er taknemlig for, at de slap med livet i behold!

F r k. E v i g g l a d sagde ...

Det er en grim oplevelse, som IKKE skal opleves! Husker selv tilbage til da jeg gik i skole over vi fik en sørgelig besked om at en af skolens børn var blevet kørt ned af en bus! Grimt grimt syn for alle der måtte være der lige på tidspunktet og for dem der bagefter skal klare oprydningen! Gudskelov der ikke skete pigen noget og en manden ikke skulle leve med skyld - ligesom med din far.

Julia Hausfrau sagde ...

Puha. Det var tankevækkende, gav mig gåsehud og ubehag. Godt der ikke skete hende noget!

Litzy sagde ...

Super smukt skrevet... jeg fællede en tåre.
Vi glemmer nemlig ofte det mest dyrebare vi har - livet.

Godt det ikke gik værre end det gjorde.

Louise sagde ...

Hvor er det et smukt og tankevækkende indlæg, du har skrevet.
Og ja! Livet er det kostbareste, vi har. Det kan ændre sig i købet af et øjeblik...
"Så kys det nu, det satans liv..."
Kram Louise

superheltemor sagde ...

Nårh, fint beskrevet... Kram til dig

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...