tirsdag den 14. september 2010

Skrub ud af mit liv - eller noget?

Hvad fanden har jeg gang i?

Jeg er jo ligesom ved at flytte sammen med nogen....?! 
Jeg skulle jo ikke have en kæreste, og jeg havde bare overhovedet ikke brug for en ny mand i mit liv til at fucke mit hovede op! 
Jeg kunne fanderme det hele selv, og hvis nogen overhovedet fik lov til at komme inden for min dør - endsige få lov til at se mit soveværelse - så var det KUN KUN KUN fordi jeg gav ham lov. Nådigst!

Men han har ikke været til at slippe af med, og tro mig - jeg har forsøgt med al den skyts jeg overhovedet ejede!
Jeg fortalte ham alle de usandsynligt grimme sandheder, truede ham med mine humørsvingninger og vegelsind, tudede på ham, brugte ham som boksebold når jeg var allermest rasende, bad ham lade mig være i fred, hånede hans køn og nægtede ham adgang til mit hjerte.

Det mest paradoksale er, at jo mere jeg truede ham med at være mig selv - med alt hvad det indebærer af grumhed og galskab - jo fastere holdt han om mig.
Jeg forstår det stadig ikke?
Måske er det én af de ting jeg måske bare skal lade være med at forsøge at forstå?

Hvor sindsygt er det ikke at indlede et nyt forhold, så kort tid efter at have afsluttet dét forhold, der har eksisteret i hele mit voksne liv?
Jeg mener... jeg blev jo nærmest gift da jeg var 8?! Har levet hele mit liv sammen med én mand, og én mands måde at anskue verden og mig på. 
Jeg troede den kærlighed skulle vare for evigt, i medgang og modgang, og jeg havde intet begreb om hvad der lå på den anden side af dét ægteskab - andet end tomheden, mig, og kun mig.
Det er jo sygeligt at afslutte en epoke der har varet en livstid, med at indlede en ny epoke af samme kaliber.
Det var hvad jeg tænkte, og jeg skulle fusking ikke nyde noget som helst af at give køb på min integritet og invitere et hankøn indenfor til andet end sjov og ballade...

Det synes jeg jo sådan set heller ikke jeg gjorde. Jeg skulle jo ikke have en kæreste, remember?
Jeg gjorde alt jeg overhovedet kunne for at jage ham væk. Hele smøren om at jeg er enlig mor til 3 (!!!), nylig fraskilt, ligger i økonomisk ruin og i øvrigt insisterer på at have en nær relation til den mand jeg har elsket i mere end 15 år....

Hvad fanden skete der? 

Svaret er temmelig enkelt:

-

-

-

-

Nej, jeg fatter det stadig ikke....

Hvad fanden har jeg gang i? Aner det ikke!

Men jeg aner bare et lillebitte glimt af, at det er blevet ret vigtigt for mig, at han sidder her ved siden af mig i den lejlighed, der er alt alt for lille til at vores liv kan udfolde sig.
Det er blevet meget mere end vigtigt, at det er hans hånd jeg holder om natten.
Det er blevet essentielt at kende hans tanker og overvejelser, kende hans passioner og hans liv.

Det er blevet temmelig altafgørende at den dør og det hjerte hans nøgle passer til - er min! 

Nåeh...!? 
Det er måske i virkeligheden dét jeg har gang i?

7 kommentarer:

Frau Putz sagde ...

Fååk. Jeg må være temmelig grådlabil - eller også er du bare fandens eminent med ord.

Og skulle du egentlig ikke bruge din tid på at pakke - i stedet for at skrive indlæg, der får mig til at flæbe? Hva'?

M sagde ...

Dét dér du har gang i, ik'? Det lyder fanderme bare så dejlig-rigtigt som noget overhovedet kan gøre!!!

Cecilie sagde ...

Åh Trine for helvede....
Ja, har ikke mere at sige faktisk.

Anja sagde ...

Seriøst NU stopper du kone med al din flæben og væven....... Er det virkelig nødvendigt ;) Du får jo det bedste op i os andre, vi bliver tvunget til at se det bedste i vores partner og værdsætte det og herliggøre vores liv og kærlighed - Trine Jeg håber du er din egen bedste øjenåbner Ss du åbner vores øjne til det fantastiske liv vi har TAK dont stop Ss

Nette sagde ...

Lad være med at tænke, nyd det nu bare for fanden, Trine. :-)

Kolorista sagde ...

Jeg mener det samme som Frau Putz. Fååååark - og snøft!!! Kram fra Lisbeth

Trine sagde ...

Ok ok ok..... skal jeg sige det højt?

I loooove him!

:-D

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...