fredag den 16. april 2010

Hvordan?

Og hvordan skriver man så videre, når man (læs: jeg) stadig står midt i den skilsmisse som er grotesk, og stjæler al fornuft?
Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når jeg nu ikke ejer for en halv kobberskilling vrede, forsmåethed, indignation og alle de andre stygge skilsmisse-følelser man altid læser om 'i bladene' ??
Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når det eneste man føler er grå?
Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når man ikke har lyst til at udlevere eller pege fingre - og egentlig heller ikke kan se nogen at pege af?
Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når den eneste finger der peger, bliver ved med at stritte i én retning. Min egen...
Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når den værste dommer er én selv?
Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når det eneste der dukker frem under fingerspidserne er enerverende gentagelser af de samme floskler og de samme forvirrede følelser?
Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når inspiration og glæde først ligger for enden af tre ton ægteskabs-oprydning og 14 kilometer selvbebrejdelser?
Hvordan skriver man (læs: jeg) videre, når man (læs: jeg) i virkeligheden selv er træt af at læse hvad man (læs: jeg) skriver?

11 kommentarer:

Nina sagde ...

Jeg ved det ikke, Trine. Den såkaldt 'lykkelige skilsmisse' hvor man ikke er ved at rive hovederne af hinanden gav mig en masse sorg, tristhed, selvkritik og skuffethed i stedet for vrede og råberi. Ikke nemmere at finde svar og løsning når følelserne vender indad. Men klogere på livet og mig selv er jeg blevet og jeg håber også du sidder med den følelse når al selvpineriet har fundet sin rette kasse en dag. God weekend til dig - håber lidt solskin og krearier falder i din retning! Kh Nina

mette b sagde ...

Åh, Trine. Hold op med at bebrejde dig selv. Du har gjort hvad du kunne og det er godt nok, selvom dit ægteskab ikke holdt.
Du er en god mor - det er jeg sikker på med al den kærlighed du fortæller os andre om dine herlige børn.
Det er let for mig at sige, at du skal holde op med at bebrejde dig selv. Men jeg ønsker for dig, at du kunne.
Klem fra
mette

Onkel Anne sagde ...

Kære Trine
Jeg har været igennem det samme, og må sige, at tiden gør det muligt at komme videre. Den dårlige samvittighed og den kæmpe hammer, du bruger til at dunke dig selv med, vil efterhånden blive mindre.
Men med forlov vil jeg komme med et godt råd, der hjalp mig. Mindfulness. Jeg finder simpelthen ind i min egen kerne, og derinde er sorgen. Det hjælper at græde, virkelig græde, så du kan mærke den dybe sorg. Jo mere du får grædt desto mere heler du.
Solen er begyndt at skinne, noget af det bedste og mest helende jeg ved, er at sætte mig i en dejlig stol, og kigge mod solen- dog med lukkede øjne ;) og bare lade solens stråler varme mine kinder. Det er mega godt for humøret.

Og selv om der er en finger der peger mod dig, så MÅ der jo være en grund til at du ikke vil være i forholdet mere. Det kan du også fokusere på. Du tager jo ansvar for din egen lykke netop ved at være alene :)
Pøj pøj med det. KH
Anne

Kolorista sagde ...

Hej Trine - jeg har heldigvis, heldigvis, heldigvis ikke stået der hvor du står (selvom det i mit 10 år lange ægteskab har været uhyggeligt tæt på et par gange). Derfor kan jeg ikke sende dig brikker til puslespillet med at komme videre... kun omsorg og pøj-pøj. Jeg læser altid dine indlæg med fornøjelse og interesse - du tænker store tanker, om både store og små ting og det er inspirerende! Kh Lisbeth

AB sagde ...

Man skriver.
Sætter ord på det.
Igen og igen.
Mange gange.
Måske de samme ord, men med nye meninger hver gang. Meninger der betyder rykker lidt for dig, hver gang de lægges ned på papiret.
Og det gør du så godt.
Jeg tror det er din vej videre, Trine.

SKRIV!

Knus AB

Kirsten sagde ...

Kæreste Trine.

Jeg har sådan lyst til at give dig et ordentligt trøstekram, stryge dig over håret og bare være der - for du står midt i en kæmpemæssig sorg.

Det véd du jo godt, og jeg kan ikke skrive noget som helst som du ikke allerede selv har tænkt. Det véd jeg, for du er en af de klogeste kvinder jeg "kender".

Der er ikke altid raseri involveret i en skilsmisse, men altid sorg. Sorg over det liv som kunne ha´ været, sorg over den fremtid man havde planlagt, sorg over nu at skulle gå en usikker fremtid i møde - og ikke mindst sorg over at ens børn sikkert har det på samme måde, allerinderst inde.

Det er sgu hårdt - men jeg ved du klarer den. Du har måske bare brug for en der stryger dig blidt over håret, holder dig i hånden - og lytter.

Det sidste gør vi alle herinde. Lytter. Uanset HVAD du vil af med.

Det er et løfte.

Kærligst, Kirsten

Monika Grøndal sagde ...

Hej Trine!

Du har allerede fået nogle gode råd.
Jeg vil bare til opmuntring sige at det skal nok blive godt igen. Tro mig, jeg har været der selv. Men du er stærk og du er allerede nået langt ved at åbne dig op og tale/skrive om det. Giv det tid og der er lys på den anden side for dig og dine børn.
Kærlig Hilsen
Monika

Jule Mig sagde ...

Altså her... snart 7 år efter min skilsmisse... Kan min ex og jeg næsten føre en samtale... og ellers ikke være mugne på hinanden...

At jeg så stadig tit har lyst til at slå hans hoved ned i maven på ham, over hans manglende opdravelse af vores unger... Tjaa jeg forsøger at bide det i mig... Sige til migselv at vi har hver vores møde at gøre tingene på..

Stoler på at ungerne er kloge og stærke nok til at vide hvad der er rigtig og forkert...

Vi vil skulle samarbejde ... så længe ungerne behøver os...

Og jeg tror faktisk at det vil lykkes os...

Det troede jeg ikke for et år siden...

Pøj pøj

Lena sagde ...

Man (jeg) skriver noget andet, bare hvad som helst. Hver morgen i en lille bog, et stykke papir, på bagsiden af en kuvert eller en avis.

Man (jeg) dropper bloggen, bogen og projektet og syr lidt bare for sin (min) egen skyld i nogle dage eller uger.

Man (jeg) løber til hjertet springer ud af brystet på mig og vejret må tvinges genenm næsen.

Man (jeg) skriver til mig selv til vreden bryder gennem sorgen og giver energi til at skrive videre.

Meget kærlig hilsen Lena

Karen Marie sagde ...

Kære Trine - Har været der 2 gange, men med forskelligt udtryk, det er tungt og hårdt arbejde. Selvbebrejdelse er det værste du kan udsætte dig selv for, du og alle vi andre gør altid vores bedste - og mere kan man ikke gøre. At du kan bruge dine erfaringer til at komme videre i processen og forhåbentlig på tid kan se hvad det var du lærte, kunne bruge, fik med dig i den epoke af dit liv. det kan føles som en floskel at fokusrer på det positive, men det virker sgu. Men det er hårdt, hårdt at bære, hårdt at se i øjnene - men der er lys og du vil se det når du mindst venter det - tro på det. Der er altid en mening, som du kan få øje på når du er paret til det. Vi tager de skridt vi er klar til at tage, i alle tilfælde når man, som dig er åben og gerne vil udvikling!Sejt at du deler disse tanker med os andre!
jeg sender dig en masse varme og kærlige tanker og ville ønske du lige kunne komme forbi til kop kaffe og en god snak :0) Knus Karen Marie

Trine sagde ...

I er simpelthen bare så søde, og jeg bliver både klogere og kæmpe-rørt over at 'kende' fantastiske kvinder som jer!

Nina - jeg er ked af at høre det også har været tungt for dig, men uden at lyde alt for hoven har jeg alligevel lyst til at skrive, at det er rart at vide man ikke er den eneste i verden!

Mette - tak, sødeste væsen! Du er sgu altid så anerkendende!

Onkel A - det var en rigtig god reminder, dén der! Jeg har simpelthen skrevet den ned i min bog så jeg kan finde den igen!

Kolorista - nej, brikkerne blir jeg nødt til at klare selv, men pøj's og omsorg er jeg SÅ taknemmelig for!

AB - JA! You know...!

Kirsten - tak, tak, tak. Jo, det er fandme rart at blive strøget med hårene, også selvom det er svært at be om! Og det løfte dér er fantastisk!

Monica - tak for gode ord! Det er rart at vide at der er andre end mig, der har overlevet turen - pheww!

Jule Mig - hold da op, 7 år? Men I nåede dertil, det synes jeg fandme er godt klaret, hvis udgangspunktet har været meget vanskeligt!

Lena - tror vist jeg kender dén tur du beskriver der!

Karen Marie - tak for gode og nærende ord. Jeg håber sgu du har ret! Eller rettere, jeg glæder mig til at opdage du har ret!
2 gange...? Ja, der er vel en grund til at du er så farvestrålende? ;-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...