mandag den 1. februar 2010

Nedsmeltning

Og på en ganske almindelig mandag morgen stod jeg i mit køkken og fik nedsmeltningen!
Den kæmpestore angst over hvad der nogensinde skal blive af mig og alle de fejldisponeringer jeg har gjort, væltede ind over mig med en stormstyrke så voldsom at det synger for mine ører.

Så ja. Jeg tuder.
På den snottede, rå, uelegante måde. Med mascara ned af kinderne og savl i mundvigen.
Og Fyrbøderen holder mig tæt og sidder bare ved siden af mig, lige så stille. Med mascara på trøjen.

Jeg er så skide bange! For det her liv som er fucking mit - og som jeg elsker og kæmpenyder fordi det er mit. Og som fylder mig med den største livsangst og panik af de store - fordi det er mit. Og kun alene mit!

Jeg opdagede nærmest ikke engang at han sørgede for at arbejde hjemmefra i dag. Men han er her, ved siden af mig - og sørger for at jeg ikke løber tør for kaffe, smøger og kleenex. Og jeg vælter stadig kæmpetyst af en hengivenhed så stor at jeg ikke kan beskrive dét han gør ved mig.
Han er så klipperolig og stiller blot et eneste krav; at han skal være hér.
Lige her, hvor smerten og angsten også bor. Og ærligheden.

Jeg vidste den ville komme, nedsmeltningen. Og på en måde giver det vanvittig god mening at det lige blev en ganske almindelig mandag morgen i singlemom-livet...
Min krop har reageret voldsomt på de sidste 3 måneders udfordringer - men hvem kan kende forskel på om pulsen hamrer afsted pga forelskelse - eller stress?
Kamikazesommerfuglene i min mave er hans.
Men den manglende appetit, søvnløsheden, cyklus-panik, den larmende puls...? Jeg tror ikke længere jeg kan bilde mig ind at det er fyrbøder-relateret.

Jeg har haft 3 måneder fra helvede!
Det kan ikke beskrives med ord hvordan mit liv har vendt sig, splittet sig, flexet og boblet rundt i en massiv celledeling!
Jeg har haft det værre end da min far døde. End da jeg havde en fødselsdepression. Værre end nogensiden.
Nogensinde!
Grædt mere end jeg har gjort sammenlagt de foregående 33 år. Ligget på stuegulvet og skreget.
Kørt Danmarks landeveje rundt for bare at mærke, at jeg i det mindste selv kunne kontrollere ét eller andet - om det så bare var min bil.
Stirret tomt på ingenting. Haft en større og mere sindsyg lykkefølelse end når jeg har født.
Og ligget på badeværelsesgulve i fosterstilling ude af stand til at rejse mig.
Haft en energi og et drive som aldrig før - samtidig med at jeg har siddet helt musestille i min sofa af frygt for at den mindste bevægelse kunne medføre flere kæmpestore forandringer.
Jeg har én gang tryglet om kærlighed - og det gør jeg aldrig, aldrig nogensinde igen.
Men blev bagefter fuldstændig rolig og afklaret omkring at den kærlighed der er det vigtigste er min egen kærlighed til mig selv.
Og den kamp var faktisk ikke svær at vinde!

Og pludselig var jeg her. I det liv som nu er fucking mit, fuldstændig renskuret og fristende nyt på overfladen, men hvor gamle handlingsmønstre knaser faretruende under fødderne hver gang jeg tager et skridt.
Jeg elsker at være her. Jeg begynder at fornemme konturerne af livet og fremtiden som jeg ønsker at skabe den. Begynder at fornemme konturerne af det jeg ønsker at invitere indenfor.
Mærker meget kraftigt (alt for kraftigt?) at mit fucking liv er MIT ansvar. Mit.

Med stabilitet følger reaktionen. Sådan er det. Altid.
Og en ekstrafølsom weekendtur med asti, venskabscementering og højtflyvende sisterhood har blot gjort følelsesmembranen endnu mere tyndslidt end den var i forvejen.
Dét - og så den mascaraplettede skulder.
Selvfølgelig blev det nødt til at være i dag jeg smeltede!


15 kommentarer:

Frederikke sagde ...

Puha. Jeg får helt ondt i maven af at læse dit indlæg og jeg kan end begynde at begribe, hvordan du så må have det.

Det glæder mig, at du ikke er helt alene. Det betyder noget.

Desværre tror jeg også, at man kun kan løbe foran i et stykke tid. Jeg synes altid, at man bliver indhentet.

Jeg sender dig en masse tanker.

Kirsten sagde ...

Uff. Den er hård at komme igennem, den panik - men man KOMMER igennem, og stærkere end før. Heldigvis.

Tanker og virtuelle kram herfra! Og hils Fyrbøderen fra mig, og sig at han er et ordentligt mandfolk. Respekt!

En fugl i hånden... sagde ...

Kære Trine

Når jeg læser dit indlæg, dine ord, ja så mangler jeg selv ord. Du tager pusten helt fra mig, og jeg mærker langt inde en eksistentiel samhørighed med dig, selvom vores liv er vidt forskellige...

Helle

AB sagde ...

Nogen gange er det nedsmeltninger der skal til for at få gang i hjulene igen :-) Stort knus herfra!

Sille sagde ...

Tak for din ærlighed.
Den rører noget i mig. Den sætter mine tanker og følelser i gang.

Jeg er imponeret over din måde at beskrive følelser, så jeg næsten mærker dem fysisk. Følelser jeg aldrig har mærket, og som jeg er i tvivl om man skal have mærket for at være sikker på at man lever.

Hvis det at være menneske er at være i lidelsen, så har du bevist til fulde at mere menneskelig kan man ikke blive. Så glem spidsborgeren, herfra er der ingen vej tilbage, andet end at være et fuldendt menneske.

Marianne sagde ...

Jeg kan ikke rigtig sige noget klogt, men jeg sender dig et kæmpe kram (og lover at ringe i morgen)

Maria sagde ...

Åhh Trine - Du er så pissesej og stærk. Jeg beundrer din kamp, og alle dine sejre.
Du er virkelig unik.

Kram Maria.

Astrid sagde ...

Nedsmeltning betyder muligheden for opbygningen af noget helt nyt og fantastisk. Så på en måde tillykke?! Og hvor er det dejligt at have en skulder, der kan rumme alt...

Uden Relevans sagde ...

Genopbyggelsen er større end selve skabelsen.

pialouise sagde ...

Kram og varme tanker fra mig til dig.

Astrid sagde ...

Nedturene, nedsmeltningerne er nødvendige for de efterfølgende nystøbninger og en uvurderlig forudsætning for, at vi bliver klogere på os selv hele tiden. Kram herfra!

Lavender Garden sagde ...

Ihhh du milde, jeg har det lidt dårligt med at indrømme at jeg er glad for at jeg ikke er den eneste i hele verden som har haft det sådan. Et eller andet sted lyder det frygtelig selvisk. Men jeg har i særdeleshed haft den samme slags nedsmeltning som du Trine, du er bare så fabelagtig fantastisk til at sætte ord på. Du skal vide at dine beskrivelser af dine rutchebaneture - både opture og nedture med alt hvad de indebære af sorger og glæder, er medvirkende til at jeg, og jeg tror mange flere kvinder i lignende situationer, ikke føler sig helt alene i verden med disse voldsomme følelser og angstanfald.

Det bliver bedre hele tiden, der er lys forude, jeg kan skimte det og det tror og håber jeg også du kan Trine.

Kun Sandheden sagde ...

En mavepuster af rang og så guddommelig beskrevet. Min dybeste respekt

Trine sagde ...

Det er helt rigtigt - nedsmeltninger afslører nogengange de konturer der ligger nedenunder og har været gemt så længe!

Sådan er det også her!

Men lige et spørgsmål - er der nogen af jer, der ved hvordan man får mascara af en uldsweater? ;-)

Lavender Garden sagde ...

Selvom jeg har en lumsk fornemmelse af at du joker ;o) vil jeg alligevel foreslå dig at prøve at opløse pletten med en ganske lille bitte smule rensecreme og suge så meget væk du kan inden du forsigtigt vasker efter med lunkent vand og uldvaskemiddel. Jeg fik engang sort skosværte af en uldsweater med lidt rense benzin og vask i uldvaskemiddel.

Held og lykke!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...