Hvem tuder dér bag skærmen?

Da jeg kom hjem fra job i dag lå der den bedste mail af dem alle og ventede på mig i min inboks!

Jeg læste den - læste den igen - og blev nødt til at blinke en fem-seksogfyrre gange før jeg forstod hvad der stod:

Til verdens sejeste søster

Jeg havde lige et øjebliks kreativitet i går, og bestemte jeg ville lave en sang til dig.

Han har freaking fucking fantastic lavet en sang til mig? Til mig?

Og synes JEG er verdens sejeste søster?

Han var min første unge - jeg var 13 da han blev født, og alle dage har han været en del af min flok. I starten som ét af småkravlene, men lige så stille blev det til ferieture, Yehaa, drukmås, nattefilosofi og total gensidig anerkendelse og kæmpestor lyst til at lege!

Jeg er så pisse stolt af ham!

Han står på tærsklen til mange ting; flytte landsdel, begynde så småt at tage hul på sin musikalske karrierre, skal vælge sin egen kurs. Og han gør det med integritet og humor - og en charme han kun dårligt kan ha arvet en brøkdel af!

(Jeps - det var ham med landsdelens til dato lækreste guitarsolo!!! U2 go home!)

Oven på oplevelsen i går troede jeg der ville gå laaaang tid før musik på samme måde kunne få lov til at kravle ind under huden på mig - men jeg tog fejl!

Tjek hans MySpace - jeg sidder allerede derinde bag skærmen og tuder. Lidt.

Her til aften var jeg hjemme i huset for at være sammen med ungerne mens Overblikket passede sit job.

Vi lavede mad og hyggede os - drengene tævede mig i Wii (næh, intet nyt på den front...), og Dukkebarnet faldt til sidst i søvn med armene viklet rundt om min hals mens hun lå og sagde små knirkelyde...

Jeg bliver mikroskopisk lillebitte ydmyg af kæmpestor taknemmelighed over at være elsket så meget!

Fever Ray

Mørke skygger klæber til mig og efterlader mig åndeløs, hudløs.
Under virkelighedens skrammede logik gemmer der sig et dunkelt, skingert, enerverende musikals univers, som påtrængende kalder på opmærksomhed fra nøgne ører og hjerter.

DR's koncertsal lagde gyldne, bløde rammer til en af de mest nervepirrende musikalske oplevelser jeg har haft - nogensinde!
Alle celler i min krop synger stadig med om laserlysets giftiggrønne vandring hen over de røgfyldte skygger; om ulidelig uhygge i skæret af blinkede lamper og maskerede musikere!

Hele koncerten var én lang dunkel messe, hvor intet spotlys fandt vej til kunstnernes særegne kvaliteter - og resultatet var en sammenspillet intens oplevelse af musikken, kunsten, stemningen, følelsen. Ingen musiker fik lov til at stå alene, ingen fremhævet på bekostning af de andre - kun musikken, der talte sit eget tydeligt, intense sprog!

Men Koncertsalens gyldne hal af gennemtænkt lydoplevelse kunne ikke følge med i Fever Rays tempo, og midt under koncerten gik røgalarmen og vi blev alle gennet udenfor. Stor skuffelse for publikum og endnu større for kunstnerne - tydeligt og forståeligt!
Det trælse break fik dog aldrig lov til at ødelægge den sublime oplevelse, og tilbage på scenen sænkede der sig hurtigt en fortættet intensitet, formentlig yderligere forstærket af kunstnernes ambition om ikke at lade drilagtig teknik ødelægge måske årets bedste musikalse oplevelse!






Morten Sternberg på Soundvenue er enig med mig.

Nød lærer....

* Endevendt skuffer og skabe - tjek

* Talt grimt og meget højt ud i tom lejlighed - tjek

* Givet finanskrisen, mine forældre, naboen, flytterodet, børnene skylden - tjek

* Opført en alkoholikerpinlig scene, der involverede flaske, dybe suk og meget lange øjne - tjek

* Fundet en løsning - tjek, tjek, tjek, tjek!

Av, for filan!

Der er simpelthen bare nogle dage, hvor man får ondt i kinderne af at smile!

Jeg brugte hele formiddagen på at kampsmile mig gennem verdens hyggeligste kaffe-tale-tale-tale-blog-date med pragtfulde, dygtige Sidsel - for jeg kunne simpelthen ikke stoppe igen!

(og billedet er selvfølgelig fra hendes studio, hvor man næsten må holde vejret for at undgå at gå amok i papir, farver og dimser... )

Jeg fatter ikke hvordan Universet kan blive ved med at smide så pragtfulde kvindemennesker efter mig - men heldigvis behøver jeg ikke forstå det for at åbne armene og tage imod sådan en kæmpe stor gave!

Og nu har jeg siddet og smilet ned i mit tastatur i flere timer... for, HEY! Min skrivetrang er vendt tilbage...!!!

Jeg har savnet den, men vidste at den nok skulle komme igen. Og det gjorde den så..

Smile smile smile....

(av. av. av. av. smile. av!)

Hvordan får jeg ham til at elske mig?

Jeg får ondt helt ind i sjælen når jeg opdager, at der har været én på besøg på min blog fordi hun på Google har søgt "hvordan får jeg ham til at elske mig"....

Jeg ved simpelthen ikke hvordan man får andre til at elske én... Og jeg er faktisk heller ikke sikker på jeg vil vide det?

Måske var det også derfor hun i løbet af meget få sekunder klikkede videre igen?

Kærlighed handler ikke om at finde en lille netbaseret appetitlig DIY-manual, der kan guide dig gennem de snørklede kringelkroge til en andens hjerte.

Der findes i min optik ikke en samling smarte tricks; fede opskrifter på hvilken mad, holdninger, undertøj, ord, sengetricks og des lige som skal til, for at man kan sikre et andet menneskes kærlighed!

Det er alt for stort, alt for kompleks, alt for.... årh, mangler ord.

Jeg er faktisk lidt lettet over at hun ikke fandt hvad hun søgte her hos mig!

Men kærlighed fåes ikke på formel! Hverken netbaseret, dameblads-pænt eller veninde-velment!

Hvis den er der, så er den der.

Og vores ord rækker på ingen måde til at beskrive hvordan vi hver især oplever dét at føle os elsket og elske selv. Kærlighed har lige så mange afskygninger som himlen har nuancer. Hver enkelt af os vil føle os elsket på hver sin egen særegne måde.

Hverken himlen eller kærlighed fåes på formel, og det er hele meningen med det!

Mit hjerte bløder lidt over hvor håndgribeligt hendes angst for at miste sin elskede skinnede op til mig fra skærmen.

Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe hende! Give hende et klem, stryge hende lidt med hårene og forsikre hende om at hendes kærlighed er stor og kostbar, også selvom han måske ikke er i stand til at tage imod den!

Jeg aner intet om hvordan man kan generalisere kærlighed! Men jeg ved hvad kærlighed er for mig... og jeg ved, at når jeg står overfor de mennesker, der på elskeligste vis befolker min verden føler jeg utallige afskygninger af kærlighed til dem.

Men ingen generaliseringer. Heldigvis.

God jagt, kære ukendte besøgende.

Jeg ønsker virkelig for dig, at du finder det du søger.

Hvis jeg må komme med et enkelt ydmygt forslag til dig må det blive dette: google dit indre net næste gang, jeg tror sansynligheden for at finde svar er større dér!

(Ok, indrømmet - måske er det kombinationen af stilhed i skilsmisse-lejlighed, stearinlys, go'nat-øl og lidt for meget Radiohead der taler lige nu?)

I'm gonna take my chances on Everyday!

Kan et totalt fremmed menneske påvirke dig? Kan man gi et knus til én man aldrig har mødt - og mene det?

Pick me up, love, from the bottom

Up, onto the top, love, everyday

Pay no mind to taunts or advances

I'm gonna take my chances on everyday

Den her sang og video betyder sindsygt meget for mig!
Fordi den rummer en masse minder. Fordi den handler om at være tilstede - lige hér og nu.
Fordi det er hverdagslykke til en Hverdagsjunkie!

Nu gir jeg den videre til jer! Og et stort knus. Og tak. - bare fordi...

A time of many firsts...!

For første gang nogensinde...

Har jeg helt selv hængt en lampe op!

Og ikke en hvilken som helst af slagsen, men faktisk dén lampe, min lampe - min yndlingsting i hele huset.

Overblikket kom forbi og hjalp mig, lånte mig gode råd og skruetrækker. Men lod mig selv gøre det. Tak. Delvis fordi jeg selv insisterede på det ;-)

Og jeg er glad - meget glad. På en eller anden måde er jeg rigtig flyttet ind nu hvor min lampe hænger og lyser op i mit brune hjem.

For første gang nogensinde...

Har jeg været ude og investere i ting til mit køkken.... (oh ja..!)

Godtnok et totalt urealistisk køb, som slet ikke står mål med alt det jeg mangler til at danse køkkendans - jeg købte et dueblåt melamin-dørslag, udelukkende på grund af farven. Men hey, det tæller da også for lidt, gør det ikke?

For første gang nogensinde...

Har jeg været i byen. Selv. Uden veninde eller mand at klamre mig til.

Totalt grænseoverskridende! Stod længe og klamrede mig til min fadøl og forsøgte at bekæmpe enhver trang til konstant at se mig over skulderen for at lede efter nogen jeg kendte, bare én eller anden.

Var til koncert med Grand Avenue og trængte til at blive blæst baglæns... Det må man så sige at jeg blev! Opdagede først flere numre inde i koncerten, at jeg stod lige midt i spotlysets største charmeoffensiv... ét pust mere og jeg var væltet! (Damn, han er HOT!)

Det er svært at gå i byen selv. Det var svært at gå hjem selv. Alene. For første gang. Nogensinde. Jeg er stolt af mig.

For første gang nogensinde...

Må jeg til gengæld flirte, feste, sexe og grine med hvem jeg vil. Når JEG vil. Uden forklaringer eller andre bagtanker end at fiske efter komplimenter og gode oplevelser.

Har hørt det der sex er kommet for at blive...?

Og i øvrigt - Christina, tak for at tage hul på dén snak!

For første gang nogensinde...

Trådte jeg i dag ind ad døren på min nye arbejdsplads. Som lærer. Folkeskolelærer.

Og er faktisk meget, meget ok...?!

Tanken om at have kolleger er rigtig rar og god lige nu. Og at skulle arbejde med noget som jeg kender. Og er tryg ved.

Adddd.... - vent!?

Dukkebarnets små fingre aer den lille guldfugl, og hun spørger mig længselsfuldt om hvornår vi skal tænde hendes gelænderlys?

Stilhed

Der er stille på min vej, i min lejlighed og i mit hovede!

Jeg prøver at mærke rigtig godt efter om stilheden skræmmer mig - men det gør den sjovt nok ikke. Tværtimod nyder jeg at der er ro omkring mig - selvom jeg savner! (Meget!)

Det er en besynderlig ting at mit liv har taget så voldsom en drejning på ufattelig kort tid - og jeg stadig sidder her og er i stand til at smile af solskin i vindueskarmen. Hvor fanden det kom fra fatter jeg faktisk ikke...

Hvis nogen uddeler medaljer for at kunne rumme alle følelser på én gang står jeg parat på sejersskamlen, og har allerede takketalen parat!

Jeg er blevet så ufattelig glad for alle de kommentarer jeg har fået den seneste måned - jeg får gåsehud over at cyberspace på alle måde overstiger mine fordomme - og viser sig at være nærværende, anerkendende! I er sgu nærværende og anerkendende, og jeg er dybt taknemmelig over jeres omsorg og interesse!

Men jeg bliver nødt til at komme med en tilståelse: jeg er bare overhovedet ikke en skid sej - selvom jeg soler mig i at I hepper på mig på sidelinjen.

En blog er et meget tænkt medie - og jeg har haft store kvaler i forhold til at skrive om min livssituation!

Jeg startede min blog fordi jeg havde brug for et kreativt outlet - og jeg har holdt meget stramt i tøjlerne overfor mig selv: hvis ikke det på én eller anden måde handlede om kreativitet hørte det ikke hjemme på bloggen!

Min blog er mit kreative frirum hvor jeg kan øve mig i at skrive, lege med ord, stof, garn, inspiration og ideer. Mit åndehul, hvor jeg dukker op til overfladen og gisper efter frisk ilt!
Intentionen har hele tiden været at omdrejningspunktet var glæde og skabertrang.

Men jeg ejer for tiden ingen begejstring, og føler mig på ingen måde skabertrængende.

I virkeligheden egner jeg mig slet ikke til min egen blog - Jeg er uegnet for børn, nybagte mødre og sarte sjæle...!

Jeg er nemlig ikke en skid sej - for jeg er også dum og grim, træls, klistret, ynkelig, sørgelig, afmægtig og grum.

Jeg er i dyb sorg, og i stor krise.

Jeg er såret. Jeg har såret!

Alt jeg føler er klistret og mudret, og egner sig ikke til cyberspace.

Jeg kan ikke være glad og sprudlende på min blog - det vil ikke være ægte. Og mit behov for at være ægte overstiger mit behov for at skrive!

Jeg mærker på egen krop hvor smerteligt det er at se sig selv omtalt distanceret - og det ønsker jeg på ingen måde at byde nogen som helst!

De klistrede sider af mig egner sig simpelthen ikke til en blog - men i langt højere grad til samtaler med øjenkontakt. Dem har jeg heldigvis mange af for tiden.

Og i dag har jeg én med mig selv her i min vindueskarm!

Min vej og min lejlighed er stille - og min blog. For en stund.

Af kærlighed til Overblikket og af respekt for mig selv!

Vi ses

Fuck nu det...!

En mand har for nylig sagt til mig at han ikke elsker mig for den jeg er.

Det er meget, meget sørgeligt. For os begge to.

Han sagde også en masse andre ting; både hårde og svære ting, og gode og dejlig ting.

Men bottomline er: Han elsker mig ikke for den jeg er!

Hvad har det så med Christina Wedel at gøre?

Tja.. Det har faktisk ikke noget som helst med den dejlige DivaHeks at gøre.

Og så har det alligevel alting med hende at gøre...

For hendes bog "Hvad klæder mig" rummer - ud over en masse lækre og konkrete trick og tips til hvordan man kan opgradere sit klædeskab og sin stil - en ærlig og befriende tone.

Og så rummer den et vigtigt budskab der rækker langt, langt ud over de pragtfulde tekstiler: DU ER DEJLIG FORDI DU ER DIG!

Jo, klart - vores påklædning afspejler hvem vi gerne vil være i dag. Ingen tvivl om det.

Vi klæder os efter humør og situationer vi skal imødekomme.

Tøjet kan hjælpe os med at understrege de sider af os selv som vi ønsker at fremhæve; det kan give os selvtillid de dage vi føler vi mangler, det kan give os trøst (eller lyst?) de dage vi har brug for det, det kan give os varmen når vi fryser.

- men under tøjet er vi stadig bare nøgne - og indenunder alt det nøgne er vi os selv - hele tiden!

Vores påklædning hænger uløseligt sammen med vores identitet, og Christinas hudløse og ligefremme facon er befriende lattermild! Hun serverer sandheder om sig selv, og lokker provokerende til at vi skal tage et kig på os selv - i øjenhøjde, vel at mærke!

For selvfølgelig skal hylsteret rundt om vores inderste kerne føles dejligt og godt og trygt. Vi skal værdsætte vores krop og vores hylster, fordi det får os til at stråle, og når vi stråler er vi smukke.

Såre enkelt, og så alligevel hamrende svært.

(Se, her er det alle hendes tricks og tips kommer til ære og værdighed!)

Men klæder alene gør ikke lykkelig. Tøjet gør os ikke til hele, værdifulde mennesker - men er snarere det redskab vi kan (mis)bruge for at understøtte vores egen bevidsthed om at vi er dejlige - lige præcis sådan som vi er skabt.

Hver eneste af os!

Og det bringer mig lige lukt tilbage til pointen:

JEG er dejlig - lige præcis sådan som jeg er!

Jeg sørger over at den mand ikke kan elske mig for den jeg er.

Men jeg går ikke i stykker af det og jeg falder ikke i den fælde, hvor jeg tror jeg skal lave mig om - hverken indeni eller udenpå - for at få ham til at elske mig.

For JEG ELSKER MIG for den jeg er!

Og jeg elsker Christina Wedels skønne bog for at hjælpe mig med at huske, at der er så meget lækkert jeg kan gøre for mig selv!

Og så elsker jeg verdens dejligste søster for den lille hjerte-ring hun forærede mig, nu hvor min finger føles så tom! Ok, det er godtnok en anden finger den sidder på - men fuck nu det!

Enlig mor søger.... mælk?

(Jep - sådan ser et skilsmissehjem ud: intet matcher, pånær brunt...!)

En morgen er kun en rigtig morgen hvis der er blevet fortæret et par ordentlige portioner havregryn og cornflakes - helst godt blandet sammen.
I hvert fald hvis man spørger GuitarHero og Bolddrengen!

Men de stakkels drenge er på hård prøve i denne tid; for i stedet for overskueligt familieliv med faste måltider har de nu fået.... mig!

Indrømmet - jeg har aldrig været særlig fiks i et køkken! Jeg ved mere om forklædets historiske betydning for kvinders selvopfattelse, end om hvordan man får bikset en simpel tærte sammen.
Jeg overvejer seriøst om det har været mit eget private kvindeoprør at vige så langt uden om kødgryderne som muligt? - det er enten dét eller regulær dovenskab. Og så synes jeg altså det første lyder lidt federe...

Men nu er jeg jo mor, ikk? Enlig mor!
Og der står altså ikke andre og bikser ude i det køkken end mig, og på bare én uge er det lykkedes mig at brænde aftensmaden på 3 gange. (Ok, den ene gang var det på grund af en sms der skulle besvares, så det var jo reelt ikke min skyld!)

Drengene smiler overbærende til mig, og lyver tykt om at de synes maden smager himmelsk, og jeg elsker dem højt for at de vil gå SÅ langt, bare for at gøre mig glad.
Men jeg er jo ligesom noget mere erfaren i det der med at sødmelyve, så jeg ser udemærket de blikke de sender hinanden hen over bordet!
TøseTrolden derimod er så herligt ligefrem som man kun kan være når man er 4 år. Hun prikker i maden med en gaffel og spørger mig hvorfor maden ser gammel ud?

I morges var der ingen mælk. Overhovedet. Ikke engang en mikroskopisk lillebitte sjat.
Så drengene sødmeløj og forsikrede mig om at det gjorde da overhovedet ingenting. De kunne da bare finde noget andet at putte på deres havregryn.
Så de køkkendansede rundt i skabene og kom glædesstrålende tilbage med en brilliant løsning!


Jeg er enlig mor. Jeg kan ikke lave mad. Jeg er en køkkenimbicil.
Og derfor har mine drenge i dag spist havregryn med citronsaft til morgenmad!
Velbekomme

Tilbage-færd

Sikke en debut!

Jeg har kun haft mit helt eget net i ganske få timer, og er ikke engang begyndt på at danse grundtrin i køkkenet endnu - men nettet er åbenbart så glad for at se mig igen at det her dukkede op!
Og lad mig bare sige: gensynsglæden er ganske gensidig!

YES!

Så er jeg kraftedderme online! Sgu!
MIT net. MIT liv!

Der er dømt køkkendans i aften...

Ekspedition

Hver dag er en ny ekspedition fyldt med udfordringer der både er velkendte og fuldstændig fremmede.
Jeg har bevæbnet mig med thermoundertøj - (og så dén slags med lidt flere blonder, fordi det giver mig en lækker lækkerfølelse...) - en lommelygte, proviant til flere årtier og en vandrestav med modhager! Nederst i min rygsæk ligger der også et lille skrin med hængelås, hvor jeg samler på hjertevarme tanker og gode ønsker; de er helt særlige for mig, og jeg passer godt på dem!

Det tager flere dage at løfte den ene fod og sætte fra, og det synes som en evighed at foden hænger der i den tomme luft, inden jeg får øje på et sikkert sted at placere den - men når først foden bliver sat i jorden igen går det op for mig hvor sindsygt lange skridt jeg tager!

Hver dag byder på nye udfordringer. Og erkendelser!
I går aftes da jeg slog lejr foran bålet fik jeg for første gang i flere uger lyst til at pakke mit strikketøj ud. Det tog mig noget tid at finde ud af hvor jeg præcis havde pakket det ned - men da jeg sad med det i skødet fik jeg en enorm rolig følelse af genkendelighed.
Ok, jeg fik godtnok ikke strikket - vist nok kun flyttet et par masker fra den ene pind til den anden...
Men jeg kan mærke at det snart kommer tilbage - lysten til at lege og skabe. Og se, dét er faktisk et skridt af de helt store. Og en erkendelse som jeg lægger ned i skrinet til de ting jeg ønsker at passe virkelig godt på!

Panik i myldretid

Jeg står nede i Netto og er ved at fylde en indkøbsvogn med alt der skal bruges, når en hel uge i en mikroskopisk og temmelig tom lejlighed venter.
I dag bliver lejligheden invaderet at krøller, lego og bunkevis af leg og latter - og jeg vil så gerne være forberedt til de kommer hjem til mig.

Vognen er allerede fyldt til randen, og Netto er tålmodig og stilfærdig.
Det er mere end man kan sige om mig... Mit hjerte pisker afsted, og jeg griber hektisk alle de varer jeg ved plejer at fylde skabe og skuffer i mit gamle liv.
Og uden varsel sker det: Mellem hylderne sortner det, og i gulvet åbner der sig pludselig en smertelig lang sprække og åbenbarer et afgrundsdybt Helvedesgab foran mine fødder.
Det svimler for mig og jeg ønsker jeg kunne fjerne blikket fra afgrunden, men mine øjne er låst fast. Alle lyde forsvinder og jeg står og vakler, mens glas med babymos og dåser med snittede arsparges vælter ned om ørerne på mig. "Nu sker det", tænker jeg. "Nu falder jeg i afgrunden uden bund"
Jeg er alene. A.L.E.N.E.
Ingen at dele glæder og sorger med, ingen at vende øjne med, kun mig. På godt og ondt. Alene.
Jeg er ved at dø af skræk over at føle mig så skrøbelig og samtidig skulle være så stærk at de vigtigste mennesker i mit liv aldrig vil tvivle på at jeg er der for dem.
Hvordan kan jeg passe på dem, når jeg ikke engang kan finde ud af at handle ind til en uge? Hvordan kan de nogensinde stole på min styrke, når jeg ikke engang selv stoler på den?

Jeg har lyst til at kravle ind på hylden med tudekiks og gemme mig indtil nogen opdager al den ravage og ser hvad jeg har gjort ved gulvet. Hvis jeg nu bare lægger mig ned må der vel for fanden komme nogen og fixe det for mig?
Jeg skammer mig over at forårsage så meget ødelæggelse - og så her, midt i Netto...

Men jeg ved, at jeg lige nu står overfor et af de største valg i mit liv: Enten kan jeg flygte langt væk fra afgrunden og lade som om det ikke var min skyld at alt gik i stykker i Netto. Eller også kan jeg lære af Ronja:
"Hvis man vil lære at tage sig i agt for Helvedsgabet bliver man jo nødt til at springe over det"

Så jeg springer. Måske ikke videre elegant, når man tænker på at jeg har en fyldt indkøbsvogn og en hel lejlighed i favnen. Men jeg springer!

Nøglebærer

I min indre vinterjakke er alle lommerne fyldt til bristepunktet med nøgler.

Store nøgler, små nøgler, finurlige, klodsede, tjekkede, skrøbelige og vidt forskellige nøgler.

En stor, tung og rusten nøgle stikker op af brystlommen. Den passer til den store, tunge hængelås der holder skodderne for mit hjerte tæt, tæt sammen. Den føles tung at bære, men lige nu giver den mig samtidig usigelig tryghed; jeg mærker konstant dens tryk mod mit bryst og det minder mig om at jeg stadig er her, stadig er i live!

En lillebitte og helt ny nøgle ligger godt og varmt nederst i jakkeforet. Den låser op for et venskab og et fællesskab som er adskillige år gammelt, men nu skal defineres forfra igen.

En bulet og småskæv nøgle låser op for mit eget selvbillede. Selvom den er bøjet på alle leder og kanter er den ikke så let at knække endda.

En kæmpe nævefuld smånøgler i forskellige farver ligger og rasler rundt i min anden brystlomme. De låser hver især op for forståelsen af hvordan mine børn har det, hvad de oplever og føler.

Og i lommen lige ved siden af ligger en enlig gylden nøgle der låser op for min indsigt i hvordan jeg kan komme mine børns følelser i møde og sikre dem tryghed og klarhed.

Helt oppe ved kraven ligger en småskør og farvestrålende nøgle med krummelure-udskæringer. Den ligger i en lomme helt tæt ved mit øre, og den ligger der og hvisker til mig, at hvis jeg får brug for det behøver jeg blot at gribe den og låse op for kærlighed og støtte hos alle de pragtfulde mennesker, der dagligt sender mig lyse tanker.

Det er mig selv der har valgt at den skal ligge så tæt på mit øre - jeg kan godt lide at lytte til dens historier!

En helt ny nøgle ligger i min hånd; eller det vil sige, der er faktisk to - et sæt.

Den ene nøgle passer til låsen i opgangen. Den anden nøgle passer til min hoveddør.

De låser i fællesskab op for det liv der nu bliver mit.

Bag dørene de passer til ligger en lillebitte lejlighed, hvor jeg den ene halvdel af mit liv skal lege, bygge, fodre, hygge - og alt det andet vi kommer til at opleve når 5 pludselig er 4.

Og i min lejlighed skal jeg den anden halvdel af mit liv øve mig i at være alene; tænke og handle, opleve og selv tage ansvar - og alt det jeg kommer til at opleve når 5 pludselig bliver til 1.

Én person. Hundredevis af nøgler! Jeg er taknemmelig over at jeg har lommer nok!

Fly mig til hjælp...?

Er der nogen af jer der har erfaring med at skifte hælen på Fly-sko?
Jeg vil rigtig gerne høre hvordan I har gjort inden jeg fucker mine elskede støvler op!!!

Maminka

Danmarks lækreste blog for mødre!

Så lækkert og enkelt at man næsten skulle tro det var løgn? Men det er det heldigvis ikke, for i dag går Maminka i luften - og gyyys, hvor ser det lovende ud!

Lur mig, om ikke libertykuglerne bliver serveret råt for usødet derinde, garneret med sødme, charme og litervis af søstersolidaritet!

Hvor er rullen med bobleplast?

Når forældreskabet pludselig mister to ben og adskillige vitale hylder kræver det en særdeles veludviklet balancesans at få stabiliseret det vaklende møbel, så ingen kostbarheder falder på gulvet og knuses.


Det der liv-noget er sgu en hård satan, og selvfølgelig bruger jeg afsindige kræfter på at finde ud af hvordan jeg kan beskytte mine børn mod alle tænkelige farer der truer.

"Lad nu være med at kravle helt derop"

"Er du sød at ringe, så jeg ved hvornår du kommer hjem?"

"Har du brug for hjælp?"



Men børn bliver nødt til at slå sig!
De bliver nødt til at mærke og opleve, at man ikke kan gå igennem et helt, langt liv uden at støde på problemer og udfordringer.

Den svære, svære balancekunst mellem at beskytte og overbeskytte kan være afsindig svær at afkode, og mange gange er det kun ren intuition der afgør om man befinder sig i den ene eller anden kategori.

Jeg har lyst til at overbeskytte mine børn! Jeg har lyst til at forsikre dem om, at uanset hvad det satans liv serverer for dem af ubehageligheder skal jeg nok være både skjold og sværd!
Jeg har lyst til at tage det hele fra dem, pakke dem ind i kattekillinger og lammeuld og forsikre dem om, at no matter what så skal jeg nok vogte over dem, som Smaug over sin guldskat!

Og det er det eneste jeg ikke hverken kan eller skal!
Jeg skal lade mine børn slå sig, jeg skal stå lige bagved dem og være parat til at træde til, hvis de har brug for trøst, råd, knus eller puf.
Jeg skal give slip. Selvom det er det sværeste er det det rigtigste.
Jeg kan ikke love mine børn at jeg altid vil vogte over dem, for det vil jeg ikke! Der vil være tider hvor jeg er væk fra dem, og de vil også fra tid til anden selv ønske mig væk.
Jeg skal med blind tillid lade dem leve deres liv og lade dem slå sig - og hele tiden være ét skridt foran dem i tankerne, men ét skridt bag dem i handlingen.

Jeg kan ikke vise mine børn at et liv kan leves uden problemer, men min største opgave som deres mor er at vise dem hvordan man håndterer de problemer, store som små, der dukker op undervejs.
Lige nu!