Sød musik

KrisP er en af mine heltinder!

Ikke nok med at hun synger som en drøm og kan spille på samtlige instrumenter hun får stukket i hånden (ja, jeg har engang set hende spille på kosteskaft!) - hun har også den der helt særlige evne til at fange ungerne i øjenhøjde og lege musikken i dem. Når hun begynder at vrikke derudaf kan man simpelthen ikke gøre andet end at overgi sig og vrikke med!

Dukkebarnet fik lov til at pille-dimse ved ALT - og det var ikke småting den 4årige kunne fremføre på diverse instrumenter. (Ja, hun lavede et kæmpe spetakel!) Og mens jeg sad og måtte bide mig i tungen for ikke at komme til at traumatisere min datters spæde musikforståelse (altså som i råbe "Hold kæft"... ) kiggede Kris på mig og sagde blot "Hun har en god fornemmelse for rytme, hende der"....

På med jernskjorten

Jeg hader rutchebanen!
Jeg har kun én gang i mit liv sat mig ind i den cellelignende vogn og klappet jernskjorten fast af egen fri vilje - det var på blå mandag, jeg var 15 og alle de andre gjorde det også, så jeg troede jeg skulle for at være modig.
Først langt senere forstod jeg at mod handler om meget andet - blandt andet at turde sige nej!

Rutchebane. Bare den lyd den laver... Det knirker og buldrer, så man ikke kan høre sig selv tænke - og den angst der syder i mave kulminerer når bakken flader ud og man kastes ud i intetheden. Alle sanser bedøves, og det eneste man kan gøre er at klamre sig til vognen eller dén som sidder nærmest i håb om at noget tager fra når man rammer bunden.

Men lige nu sidder jeg i vognen, og det kører godtnok stejlt opad.
Jeg er skrækslagen! Træværket hviner når vognens metalhjul skramler, og rystelserne i vognen får alle nerver i hele min krop til at synge af angst.
Alt i hele min krop reagere med panik over at være her. Alle mine kropsfunktioner er sat ud af spil - det eneste signal min hjerne sender er et urgammelt instinkt der byder mig at flygte, stikke af, redde mit liv.
Men jeg kan ikke, vognen har forladt perronen, og de aluminiumsbarrer der skal gøre det ud for mit sikkerhedsnet rasler faretruende i hængslerne.

Jeg ved, at generationer af generationer har kørt med rutchebane før denne min tur. Jeg ved at kun ganske få er kommet til skade for alvor. Jeg har hørt med egne ører og set med egne øjne, at selvom de skriger af angst, så stiger de i sidste ende af - måske en kende chokerede - men stadig i stand til at gå, tale, trække vejret.
Nogle med bøjede hoveder og bræksmag i munden. Andre totalt upåvirkede. Men også nogle med stolthed i blikket trods rystende lemmer!

Jeg må stole på, at Ham som har konstrueret rutchebanen vidste hvad han gjorde, at han sørgede for at sikkerheden er i orden.
Jeg kan ikke gøre andet end acceptere, at jeg er spændt fast i mit værste mareridt og bliver nødt til at køre hele turen med øjnene åbne.

Hvad ville Freud ha sagt til al den Asti?

Når man mister overblikket befinder man sig i overhængende risiko for også at miste sin stedsans, og hvis ikke man tager sig voldsomt i agt kan man hurtigt dreje ind på den sti, der ender i et koldt og mørkt ingen-mands-land.

Men mit ingen-mands-land er på mest charmerende og hudløst ærlige facon blevet invaderet af en flok skræppende kvindfolk, der med viljestyrke, latter og rå fasthed hjælper mig med at se kursen, og forstå at det er sundere at have indblik end overblik!
Ingen-mands-land forsvandt i tågerne, og i horisonten tegner sig i stedet konturen af en anden destination, hvor De Kloge Koners Klub holder fest og holder fast!


Brillerne? Et freudiansk slip? De er i hvert fald ikke mine...

Men kære koner - kære Maria, Lis, Sara, Valdemarsro, Astrid, Annamette, M, Julie, Christina, Anne - og selvfølgelig også Julia, AB og Sidsel - på bedste freudianske vis kom jeg vist til at sende jer afsted på jeres hjemture i efterårslandet med en lille bid af mit bløde hjerte klæbende til hver af jer!

Fredagshumør

Og så snakker vi ikke mere om det!

Kaptajn Underbuks sad på toilettet og hyggede sig, mens jeg utålmodigt stod og ventede på at få lov til at 'hjælpe' hende når hun var færdig.

Mig: Ved du godt at du er den dejligste pige på hele jorden?

Underbuks: Mener du det?

Mig: Ja. Af alle piger i hele verden synes jeg du er den dejligste.

Underbuks (smilende): Mine pøller lugter godt....

(hvilket - igen - bringer os lige lukt tilbage til lortesnakken...)

Housewife

Her kommer mutter med kost og spand...
For på lørdag får vi gæster, og vi glæder os MEGET!!!

(Og hvis jeg ikke bliver færdig, så slukker vi sgu bare for lyset!)

Det bliver en gave!

Skal du med?

Kære Blogdamer

TUSINDE tak for jeres klik på mit sykursus-spørgsmål herude til venstre.

Jeg er VILDT overvældet over hvor mange af jer der kunne tænke jer at være med til en sy-hygge-dag.

Så det bliver vi jo nødt til at gøre noget ved, hva!?

Min plan er at holde Emami-sykursus søndag 8. november, og jeg starter med at holde et her i Jylland (Jeg har endnu ikke fundet egnede lokaler i København der er til at betale)

Jeg har mulighed for at afholde kurset i dejlige, velfungerende lokaler Vestjylland v. Holstebro, og i løbet af dagen vil der oven i købet blive serveret lækker økomad og kaffe/te i rigelige mængder.

Hvis du er interesseret i at høre mere om tid, sted og pris så skriv til mig på trinekok@hotmail.com

Man tager et frø...

Bethoven skulle engang have sagt: "Problemet er ikke at få ideer - problemet er at undgå at træde på dem, når man står ud af sin seng om morgenen"

Det er derfor jeg slæber rundt på adskillige notesbøger og kuglepenne i jakkelommer, dametasken og sågar i bilens handskerum.

Jeg vil helst ikke gå glip af de ideer, der vælter ud i én stor multifarvet masse. Jeg vil helst huske dem allesammen, udleve dem, få dem til at blive til virkelighed.

Men ideer er luftige væsner; nogle er tydelige og fyldige, andre er slørede og skrøbelige, og det er langt fra dem alle der egner sig til at leve et virkeligt liv.

Hvornår er en idé god? Hvad er den afgørende faktor for om en idé holder?

Der er situationer, hvor jeg simpelthen bliver nødt til at slippe alt jeg har i hænder og hovede, for at forfølge en tanke og kaste mig ud i et eksperiment.

Det er som regel et meget godt tegn på at ideen kan tåle at få substans og holdbarheden rækker ud i den virkelige verden.

Men der er også situationer, hvor andres blik på min idé-spire er altafgørende for om den får lov til at vokse sig større og mere håndgribelig.

En idé er kun en god idé hvis den får lov til at leve sit eget liv!

Det er derfor jeg med slet skjult stolthed har lyst til at vise jer, hvordan min tørklæde-idé er flyttet ind hos både Maria og Rakel, der har fået smukke, farvestrålende resultater ud af den spontane eftermiddag jeg legede på systuen.

Det er tydeligt at tørklæderne er helt deres egne; Marias er lige så kulørt og sprælsk-plimmelim som hun selv er, og Rakels er lige så finurligt og omhyggelig som den person hun fortæller os om på sin blog.

Samme idé, samme grundsubstans - vidt forskellige og meget personlige udtryk!

Jeg er stolt og grundglad og helt utrolig beæret over at min lille, løjerlige idé voksede fra mig og ud i verden, til glæde og forskønnelse for hver af disse pragtfulde piger, der tog den til sig og gjorde den til sin!

Hvis du også får lyst til at adoptere og opforstre en idé om dit helt eget personlige tørklæde, kan du her finde vejledningen.

Grøn

Kirsten taggede mig for lidt siden - og fordi jeg er sindsygt legesyg og aldrig kan modstå en kreativ udfordring blev jeg øjeblikkelig nødt til at pløje mit hus igennem for alt grønt jeg kunne finde.

Udfordring lyder "Find 7 grønne ting i dit hjem" - men jeg ejer ikke evnen til at begrænse mig, så 7 blev hurtigt til 14 - måske også fordi grøn er min absolutte favoritfarve.

Hjemmesyet

Uundværlig

Nyt genbrug

Smukt

Praktisk

Julegave

Eksperiment

Favoritten

Genbrugsfund

Kærlighed

Godt og blandet

Køkkenlykke

Reminder

Ironi

Jeg udfordrer Julia, Astrid og Nette - for jeg er nemlig DØDnysgerrig:

Kan det lade sig gøre for disse prægtige kvinder, alle med huset fyldt af drenge, at finde 7 strålende tøsePINK ting i deres hjem?

50

Pigen uden alder og stadig med en strålende fremtid foran sig fylder 50 år i 2009.

Hun blev født som en tysk tegneserieblondine, Lilli, med overrasket mimik og høj hestehale, men inden længe fik det amerikanske teenagemarked øjnene op for hendes uendelige muligheder, og Barbie gik sin sejersgang over hele verden (og for så vidt også månen. Og den fremtidskapsel hun også blev lagt i.)

Denne udgave er fra 1962, hvor den unge og meget stilsikre præsidentfrue blev set iført en højrød kåbejakke, pilleæskehat og - ikke mindst - ny bobbet frisure, den såkaldte bubblecut.

Større end stort!

Det er mørkt uden for mit vindue og i min stue hersker der overskuelig søndagshygge med brændeovn og hvidvinsskid.

Jeg skal ingen steder i morgen, og tanken gør mig usigeligt godt!

Igen aftaler jeg skal halse efter, ingen deadlines der skal overholdes, ingen der spørger mig hvad de skal eller hvad jeg forventer...

Jeg tror også der er mørkt i København, hvor en af mine allerkæreste veninder sidder med sit barn i favnen og væbner sig med tålmodighed og vuggeviser. Måske kigger hun også ud på aftenhimlen og spørger sig selv hvad nattetimerne og morgendagen bringer hende?

Hun er træt, er hun!

Så træt som man bliver, når man hvinende kører en tur i livets rutchebane med sit insisterende, men klynketrætte barn i favnen, der har tigget og plaget om en tivolitur og nu er stopmæt efter at have prøvet samtlige forlystelser og spist 1½ candyfloss, mens de voksne har skyllet det hele ned med nervepiller og marcipanfarvet champagne.

Kvalmende, sødmefyldt, enerverende træthed.

Men på besynderlig vis formår hun at trodse trætheden og modløsheden og stadig være - jah, bare være sig selv. Sit trætte selv. Og nogle gange også sit modløse selv!

Hun har ikke væltet sig i medgang og suvival kits, men alligevel besidder hun en unik evne til at finde det bedste frem i selv de mindste detaljer.

Og jeg beundrer hende for hendes ukuelighed og hendes evne til at søge glæden i det små, det nære, det kæmpe store.

Og hendes mod til at stige på den rutchebane igen og igen.

I denne uge lå der en pakke fra hende i min postkasse; midt i sin egen rutchetur har hun alligevel mobiliseret overskud og glæde til at sende mig kærlige ord og dameting, til at forsøde min nye tid med.

Større bliver det ikke, og jeg elsker hende for det!

I mål

Nåede jeg mållinjen, eller nåede den mig?

I hvert fald er det dér jeg ligger og pruster lige nu, mens jeg desperat ser mig om efter den nærmeste vand- (eller øl-)post.

Ingen tårer. Endnu. Men lige om lidt dukker de op, når mit hjerte holder op med at piske afsted som en prestissimo metronome indstillet til at spille min forstand op til dans.

Jeg har dårlig samvittighed over at forlade 'mine' unger; jeg fik slet slet ikke modelleret nok, trøstet nok, indgydt dem nok mod, visdom og livsglæde.

Hvordan verden og skolen kan forstætte - ufortrødent - uden mig til at dobbelttjekke alting går over min forstand. Men selvfølgelig kan de det. Jeg er ikke uundværlig!

Og det er netop sagens kerne; hvis ikke jeg stopper nu og giver mig lov til at føle modet, visdommen og livsglæden vil verden blive nødt til at klare sig uden mig. Altid.

Turningpoint?

Så det basker!!!!

Jeg er hjemme nu, i mere end én forstand.

Noget i mig har lyst til at poppe en flaske med bobler og råbe, fejre, snakke højrøstet og omgive mig med alle dem jeg elsker.

Men alligevel er det faktisk ok at sidde her, alene i en spinkel solstråle. Der er helt stille, kun naboen der pusler i sin have og et par fugle og en hund i det fjerne. Og lyden af saxofonjazz fra et åbent vindue lidt længere nede af gaden.

Stilheden og tomheden fylder mig, og mit hjerte pisker afsted mens min rationelle hjernehalvdel prøver at forklare mig, hvorfor det var en vigtig og god beslutning jeg traf, dengang for 2 måneder siden.

Jeg kan ikke huske angsten og frustrationen lige nu. Men jeg mærker tomheden, og besynderligt nok er jeg ikke skræmt.

Vi lever i en tid og en kultur hvor vi jagter den øjeblikkelige, umiddelbare lykke. Vi vil have succes og gennemslagskraft, og det er svært at vente på at vores liv bliver 'perfekte'. Vi sparer ikke op, men låner rask væk til køkken, garderobe, ferie og alle de ting vi tror der gør os lykkelige.

Vi taler alle om når vi lige om lidt får den perfekte karrierre, når børnene sover igennem, når lønforhøjelsen går igennem, når vi finder det rigtige hjem til familien, får det helt rigtige navn, den perfekte terapeut, den korrekte mad - SÅ bliver vi lykkelige. Lige om lidt...

Og helst så hurtigt som muligt. Slank på 10 uger. Ro på 2 minutter. 4 uger til at finde sin passion.

Gør det os til verdens mest lykkelige folkefærd?

Jeg tror det ikke.

Jeg tror det gør os til et stresset folkefærd, der godt kan lide at beskrive os selv som lykkelige.

Jeg mærker det så tydeligt, her i tomheden: "Føl. Dig. Lykkelig. Nu. - var det ikke det du ville?"

Men jeg tror min lykke kommer l.a.n.g.s.o.m.t. snigende når tomheden trænger til at blive fyldt op, og alle de små hverdagslykker insisterer på mit nærvær og opmærksomhed.

Jeg er ikke skræmt. Kun træt. Og temmelig stille. Og tom.

Nedtælling!

Jeg tæller ikke længere uger. Nu tæller jeg dage, timer og minutter - for om lidt er jeg ikke længere lærer!
På fredag løber jeg direkte fra Skolernes Motionsdag og ind i favnen på mit nye liv, hvad det så end betyder!


Jeg tæller også ned til 14. november, hvor jeg får lov til at lege med dejlige damer på stoffer, og jeg er simpelthen så heldig, at flere her fra blogland har meldt sig til!
Det bliver en dejlig dag, og jeg glæder mig allerede til at møde jer! :-)





Og så kan jeg se på min afstemning her ude til venstre at jeg nok snart bør holde et Emami-sykursus?
Måske her i Horsens?
Måske i virkeligheden helst inden nytår, så kjolerne kan debutere med krudtstøv og boblevand?

Hvad er det modsatte af knald i låget?

Hold da kæft, hvor kan man gå glip af meget, når man aldrig er den der handler!

(fordi man er god til at uddelegere... hrm hrm... eller noget...)

Det er altid spændende at komme en tur i Netto.

Om ikke andet så fordi man kan gå rundt og rakke deres plastikdimser ned - og jo, selvfølgelig gør man det - nok mest fordi man er vildt misundelig over aldrig at have råd til selv den sølleste plastikdims.

Men i dag blev jeg noget overrasket (nej - læser nemlig heller ikke reklamer) for midt i al skramlen stod stabler af feeede cykelhjelme i skaterstil - designet af Katvig, Molo, Nørgaard og Jørgen Simonsen.

Ungerne fik mig til sidst slæbt derfra med argumenter om at det var pinligt at deres mor stod med 8 cykelhjelme i favnen og endnu flere på hovedet - og desværre måtte jeg gå tomhændet derfra, for min størrelse var udsolgt.

Men helt ærligt! Er de ikke fede?

Jeg bliver simpelthen så grundglad når dygtige designere går ind i et projekt for at øge opmærksomheden på en problematik der vedrører os alle.

Hjelmene er skabt i samarbejde med Hjernesagen, Hjerneskadeforeningen og Rådet for større Færdselssikkerhed.

Men jeg er heller ikke den eneste der er begejstret, og det er virkelig en god ting!

Hjelmene er ifølge EB revet væk, og for øjeblikket bliver de flashet rundt omkring på diverse blogs!

Det er sgu nærværende, samhørighedsskabende design i øjenhøjde - og jeg klapper i mine små fede hænder - på trods af at jeg selv stadig er på jagt.

(Bliver nok nødt til at købe én af hver når jeg endelig finder dem i min størrelse - det er saft susme svært at vælge!)

Vil du prøve at designe din egen hjelm? Så slå et smut forbi minhjelm.dk

Mumsfilibaba!

Den fabelagtige Karen Marie kaster lækkerier i grams!
Klik en tur forbi og læg en kommentar i den høje hat. Og kryds så fingre, men pas på! Jeg har nemlig tænkt mig at vinde!

Oh boy, jeg elsker blogland - tænk engang at vi er så rige... På gode venskaber, inspiration, gaver og anerkendelse.
Ganske som The Ironlady herself gør opmærksom på i sit seneste nyhedsbrev (som du i øvrigt kan skrive dig op til at modtage hér! GØR DET! Du vil blive både klogere. Og rigere!)

BLOGGING er det nye sort! Mumsfilibaba!

Wrap it!

Wrap dress.

Prøv engang at smage på det. Man får lyst til at smyge den om sig, bare man hører ordet!

Denne fabelagtige kjole med det flatterende snit er uimodsigeligt én af de mest klædelige kjolesnit, uanset form, figur og alder - eller 'omstændigheder'.

Den über-ultra-legendariske Wrapmistress har leveret ét styk kjole til min garderobe og jeg knuselsker den!

I weekenden har jeg igen anledning til at lufte den smaragdgrønne klædeskabsjuvel og tanken om dén og de høje hæle gør champagnebobler overflødige - jeg bobler allerede!

God wrap - og god weekend! :-)