mandag den 28. september 2009

My, oh my!


Ohhh...
Billedet er fra The Sartorialist - og TJEK lige engang hendes halssmykke (på et ellers pænt kedeligt outfit. Hvad sker der lige for den blå mormor?)!
Men hey - hvor er den libertykuglemaker, når man har brug for den?
En tier til den første der poster et billede af et lignende DIY-projekt!

søndag den 27. september 2009

Din hygler!




Flere hyglerier (hygge + hæklerier = hyglerier...) har fundet vej til hylden med færdige sager. Nu ligger de og venter på chancen for at lune en lille piges skuldre.
De kan som bekendt købes hos Karlssons Kludeskab eller hér. Den lilla og den blå er begge str. 4 år, den røde er str. 6.
Mere garn ligger allerede og venter...

lørdag den 26. september 2009

Absorbering af øl og sofa

TøseTrolden har trukket et par underbukser oven på krøllerne og lystrer nu udelukkende, når man tiltaler hende 'Kaptajn Underbuks'
- mens min ægte mand er smeltet af teenagetømmermænd på briksen, med selvynk og en stabel ledsagende tegneserier.


Derfor udspiller der sig følgende ordveksling på min mobil:

Mig: - Hva så, Søster. Trænger du lige så meget til børnefri og fadøl som jeg gør?

Søster: - Ja, men jeg orker bare ingenting. E har skreget siden kl 01 i nat og har været totalt umulig. Virkelig lang lortedag! Må man godt sige det? Om en time har jeg muligvis mere selvironi og kan grine overbærende af min egen inkompetence som tålmodig mor. Hvad tænkte du? Så ja tak, meget gerne børnefri og alkohol... Kan det fåes i drop?

Mig: - Jeg tænkte slet ikke. Totalt instinktiv handling; jeg keder mig big time og rakte blot ud efter telefonen og skrev til dig... Trænger til at danse. Med øl. Og råbe. Tror desværre man bliver nødt til at rejse sig for at få en øl...

Søster: - Det er et problem - det der med at rejse sig for øllene.... Det må de der mænd da skaffe os! Jeg tror jeg satser på at blive totalt absorberet af en sofa inden en time... tror du ikke det kan lade sig gøre? Gad virkelig totalt mega gerne i byen med dig, skal bare lige absorberes lidt først. Vi kan ligge på hver vores sofa og pimpe og skrive sms'er og senere udgive vores længsler for dans og alkohol i bogform. Så er økonomien også reddet. Se! Det er en plan :-)

Mig: - God plan! Og nok også den bedste plan, hvis vi håber på også at kunne tænke igen i morgen. (ha. som om!)

Søster: - Jeg har sørget for en lind strøm at vin, chokolade og lakrids. Det kan varmt anbefales. Fortæl mig om dine fødsler :-)

Mig: - Shut the fuck up!

Søster: - Ej kom nu, det bliver en vildt god bog :-)

fredag den 25. september 2009

Mums!

Orh, hvad!?
Sådan ét vil jeg også ha...

It's just awesome stuff, dudes!


Jeg havde ellers gemt mig i krattet med en smøg og en kold øl, og troede at jeg var usynlig for nysgerrige blikke.

Men AnnePanne fandt min hest, trak den ind til bredden og bad om en forklaring....

Trine: Hey, Junkie - vi har altså set dig. Kom lige ud, så jeg kan spørge dig om noget.
Hverdagsjunkie: Hmmm. Ok. Fyr løs!

Trine: Jeg kan altså ikke lade være med at spekulere - hvorfor skal du ikke være lærer mere?
Hverdagsjunkie: Wow, du går da lige på, hva!
Det er ikke et let spørgsmål du stiller, og der er heller ikke et enkelt svar. Men kort fortalt er det fordi jeg er træt og brugt, og føler jeg ikke har mere at gi af.

Trine: Det lyder da ikke så rart? Har du haft det sådan længe?
Hverdagsjunkie: Ja, sådan har jeg haft det al den tid jeg har været lærer. Lyder det meget slemt at sige sådan? Men især det seneste år har været virkelig hårdt, og på et tidspunkt opdagede jeg, at jeg havde mistet min glæde ved at stå op hver morgen. Og det blev jeg nødt til at tage konsekvensen af.

Trine: Hvad var det der gjorde det hårdt?
Hverdagsjunkie: Ha ha - du snyder dig selv hvis du tror du får nemme svar hér! Det var en kombination af mange forskellige ting, men især den overvælden følelse af ansvarstyngde der tog pippet fra mig. Og ensomheden.

Trine: Ensomheden?
Hverdagsjunkie: Hmm, Ja. Det er underligt at sige, for når man er lærer er man hele tiden omgivet af mennesker - men det kan føles så ulideligt ensomt når man ikke føler sig skråsikker; løser jeg konflikterne empatisk nok?, lærer jeg børnene nok?, kan de li mig?, behøver de overhovedet kunne li mig?, hvem spørger jeg til råds?, er jeg den eneste der føler det overvældende i at have ansvar for børnenes liv, lykke, læring? Al den slags.
Og selvom jeg har haft et enormt behov for at tale om al min tvivl og undren har det været vanskeligt at finde ud af at stille de rigtige spørgsmål, eller bede om den rigtige form for hjælp.

Trine: Hvad har det gjort ved dig at du har haft det sådan?
Hverdagsjunkie: I starten knoklede jeg inderligt derudaf, fordi jeg troede det var mig der var 'hende den nye', der alligevel ikke fattede en skid.
Men fordi jeg knoklede sådan troede folk omkring mig at jeg var superstærk og havde vildt styr på skidtet - og så gik de ud fra at jeg da ikke behøvede hjælp. Der var ingen der greb fat i mig og spurgte hvordan jeg havde det.
Og jeg havde ikke selvtillid nok til at stole på at jeg havde krav på hjælp og opmærksomhed. Derfor turde jeg heller ikke spørge om hjælp.
Jeg blev vildt bange for nederlag, og troede til sidst at jeg skulle kunne det hele ene kvinde.

Trine: Var der slet ikke nogen gode dage?
Hverdagsjunkie: Jo, selvfølgelg var der det. Og børnene var jo fantastiske.
Men af én eller anden grund føltes samværet med børnene som noget minimalt målt i forhold til alt det andet; elevplaner, samarbejde med forældre, årsplaner, planlægning, konflikthåndtering, fagforeningsrepræsentanter, skoleintra, kontaktbøger, lærervejledninger, research osv osv.
De gode dage druknede. Desværre...

Trine: Men hvad gør du så ved det?
Hverdagsjunkie: Tjoo. Jeg var lang tid om at træffe en beslutning, men jeg har jo valgt at sige mit job op. Om 14 dage er jeg ikke længere lærer. (gisp gisp gisp gisp). Det føles kæmpestort og vildt farligt - for det har været hele min identitet, og nu skal jeg finde mig en ny....

Trine: Undskyld, det forstår jeg ikke helt? Du ER jo lærer. Du arbejder bare ikke som én. Hvorfor skal du finde dig en ny identitet?
Hverdagsjunkie: ... - .... Hmmm. Sådan har jeg ikke tænkt på det før.....
Du har ret, jeg er jo stadig lærer, og jeg har da også lært nogle fantastiske ting undervejs, som jeg ikke ville undvære selvom det har været hårdt!

Trine: Hvad skal der ske nu?
Hverdagsjunkie: Altså udover at jeg gerne vil have lov til at gå tilbage i krattet og ligge der lidt endnu og drikke min øl færdig?
Jeg har intet arbejde, men af en eller anden mærkelig grund er jeg ikke spor bange. Jeg har en besynderlig klippefast tro på at det hele ordner sig. Underligt, ikke?
Der viser sig en vej, det er jeg sikker på! Om ikke andet må jeg sætte varer på plads i en Netto. Men jeg håber da på at komme til at arbejde med noget af alt det kreative hejs.
Og så har jeg da også enhel masse ideer til fantastisk spændende projekter jeg glæder mig til at søsætte!

Trine: Kan du løfte sløret lidt?
Hverdagsjunkie: Kun hvis du ikke siger det videre? Er det ok?
Jeg skriver for tiden... Det har jeg gjort længe, men det er endelig ved at tage form og jeg kan nu se vejen i det. Men det jeg skriver på skal meget gerne ende med at blive en bog om at være ny lærer!
Vildt, ikke? Men vær lige sød ikke at sige det videre, for jeg er så bekymret for om jeg begår hybris ved at sige det højt! Lover du mig det?





Ha! Reglerne laver vi sgu da bare selv.
Om det så er 10 ting man fortælle om sig selv, 10 spørgsmål der handler om det samme, eller bare 10 ting man fortæller sig selv...






Den Awesomme Award giver jeg videre til fabelagtige M, der skriver så tårerne synger og fuglene triller af grin...
- hvis hun ellers kan få fingrene ud af posen med osterejser, uden at smøre hele tastaturen ind i orange snask?

torsdag den 24. september 2009

Du som har tændt millioner af stjerner


Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.

Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!


Selvom det er 1½ år siden vi sang den i kirken er jeg stadig kun i stand til at læse teksten, for synge den kan jeg ikke.
På den måde blev jeg nødt til at liste ud fra forældremødet her til aften og nøjes med at hviske med i mørket. Jeg ved, at hvis ordene baner sig vej gennem min strube vil de blive ledsaget af den gråd og afmagt jeg har forsøgt at sluge så længe, og selvom jeg længes efter modet til at give slip føler jeg mig ikke på sikker grund.

Sangen minder mig om barnets tillidsfulde og umiddelbare tro - den tro der så hurtigt fortog sig, da realiteter og hverdagspragmatik overtog.
Bliver sorgen nødt til at være som barnetroen; tillidsfuld og umiddelbar, for at jeg kan genfinde min styrke og stemme?
Jeg tror det. Men ved ikke hvordan.

tirsdag den 22. september 2009

Pausefisk


Stilletter og fede ideer samlet under ét tag. Jeg kunne mærke det; min idé holder 200 %!
Nu mangler jeg så bare at lære hvordan man skriver interviews - men det får jeg lært inden nogen har opdaget jeg ikke kan....

Det er helt utrolig sjældent det sker, men idag er jeg faktisk bare mundlam. Og eftertænksom. Som i tænketavs.
På den glade, gode, lykkelige måde!

søndag den 20. september 2009

Fravalg


Så er hun fander'neme online - hende min dejlige færing!
Og så er hun oven i købet KLOG at høre på!!!!

Hun har skrevet et fantastisk indlæg om hvorfor vi aldrig nænner at smide de ting ud vi engang har syslet med, men som led en krank skæbne i bunden af klædeskabet.
Det er skisme god og tankevækkende læsning - og du finder det lige HER.

Enjoy :-)

lørdag den 19. september 2009

Karakterbrud

Både hendes læber og negle var malet sorte, hendes strømpebukser revet og flænget. Hendes støvler så ud som om det mindst ville tage en halv time at lukke alle spænder og kæder op.
Hun havde sine skarpt opmalede øjne rettet mod kærestens ansigt, intens lyttende til hans historier.
De gik hånd i hånd foran mig på fortovet, da vinden pludselig greb fast i hendes lag-på-lag-blonde nederdel, og afslørede at selv den hårdeste skal alligevel kan skjule et par yndige hvide bomuldstrusser.

fredag den 18. september 2009

Implosion

Grrrrrr....

Hvad fanden stiller man op med al sin kreative overflod og alle de ideer der slås desperat om pladsen, når ingen gider ha´dem?
Lige om lidt imploderer jeg i et invers BigBang - en kæmpe flodbølge af skrig og frustration, der desperat suges indad og udslettes med et lillebitte mikroskopisk 'pling'!


Men men men men ..... når man så kan gå ud og skaffe sig et par lækre jeans, og Overblikket ikke så meget som løfter et øjenbryn over prisen - så går det hele nok alligevel!

onsdag den 16. september 2009

Svær start

Den ligger lige ved siden af mig og ser ny og sprød ud. En lækker, lækker bog der dufter præcis så fantastisk som nye bøger skal; af ny og tryksværte og papir og muligheder.
Jeg har stukket næsen i den flere gange, jeg elsker duften af bøger...
Jeg har også bladret den forsigtig igennem. Forsigtig fordi det ville være en skam at komme til at knække ryggen endnu; sidernes sprødhed forsvinder så let og jeg vil så gerne bevare min illusion lidt længere, bare lidt. Så lang tid jeg ikke har taget fat på at læse, kan den jo indeholde alt, alt det jeg drømmer om.
Den illusion forsvinder når jeg begynder at læse - det er meningen med at læse den!
Så bliver illusionen afløst af indsigt og følelsesstorm - hvad enten det er så er stormfuld kærlighed, medrivende humor, smerte - eller kedsomhed...

Men der er en grund til at den stadig ligger dér ved siden af mig. Jeg er skide bange for at åbne den!
Det handler ikke længere om at jeg nyder at trække oplevelsen af ny bog i langdrag, nej det er langt mere tricky - for det handler om at jeg er angst for hvad den bog kan gøre ved mig.

Bogen handler om sorg. Om at miste.
Jeg ved den er velskrevet. Og jeg ved den vil gøre mig ondt.
Den vil også gøre mig godt, for i smerten og savnet er der også lykke og taknemlighed at hente, men jeg har været god (for god?) til at pakke min sorg væk - og jeg ved at bogen ikke vil lade mig få fred før jeg har læst færdig, hulket færdig, mindet, savnet, sørget.
Et splitsekund tænkte jeg, at jeg ikke har tid til at blive ulykkelig igen. Som om det er tiden der er det kostbare jeg mister ved at give sorgen plads og, nåh ja, tid.
Jeg er angst for hvad den bog kan gøre ved mig - men jeg frygter i langt højere grad hvad det kan gøre ved mig, hvis jeg ikke tager mig tid til at læse den.

tirsdag den 15. september 2009

Tirsdag, tirsdag - kom nu snart....


Tiden går alt for langsomt i disse dage, for JA, jeg går egentlig bare og venter!
Jeg venter på at kunne komme igang med alle de kreative projekter jeg drømmer om at føre ud i livet, og som jeg fylder skitsebog på skitsebog med tanker om, og beskrivelser af.

Men jeg venter især på at det bliver tirsdag!
På tirsdag går en efterhånden gammel drøm big time i opfyldelse, for jeg skal nemlig (freaking fucking!) DET HER!!!
Jeg glæder mig så meget!
Til at hilse på Mette IRL og blive blæst baglæns af hendes passionerede power, der vælter ud fra de glitterblade og superblogs hvor jeg igen og igen støder på hende!
Jeg glæder mig til at få en hel dags legal kreativt nørderi - jeg længes efter at lære noget mere, suge til mig, få udbygget mit udsyn! (Det er i øvrigt også ALT for længe siden!)
Der sker noget magisk når man læser med hos andre bloggere (og øvrige skribenter), for ind imellem støder man på en person man aldrig har mødt i virkeligheden, men som man bare VED er én man 'står og mangler'...
Jeg står seriøst og mangler et Mette Holbæk'sk spark i røven, og det får jeg på tirsdag!
Hold kæft, hvor er der stadig længe til....

mandag den 14. september 2009

Slå smut på nettet

Hvis du får lyst til at se krea-konen over dem alle kaste lækre rester i grams, og forvandle det til endnu et flettet tørklæde, er der mulighed for det hér!

Og får du lyst til at deltage i en pragtfuld giveaway burde du kigge forbi hér!

Men men men - dagens mest seriøse klik bør du lægge hér, for idag skærer han sagumeddeme til benet, så man får ondt i knogler og hjerte!

søndag den 13. september 2009

Reste-fest!


Når nu søndagsvejret indbyder til hyggesysler og feng shui-kaos på systuen kan man vel lige så godt få noget ud af sine dimserier?





I min bunke ligger godt og blandet fra flere års insisteren på at gemme alle små lapper og klude, for måske en dag....?

En rest silke fra min søsters brudekjole.
En stump fra mit eksamensprojekt på seminariet.
Brokade fra en kjole Oldemor Annalise syede til sig selv da hun var ung.
Køkkentern fra min mors gemmer.
Gyldent silke hjemhentet på en kærestetur til Firenze.
Thaisilke fra dengang jeg arbejdede et lækkert sted.
En stump skjorte.
Blomstret bomuldsstof jeg har fået af en sød én jeg kender.


Start med at sy alle stumperne sammen til en lang bane på 3 meter, ca. 30 cm i bredden. Du skal i alt bruge 3 af den slags baner. Jeg har brugt min overlocker, men en almindelig symaskine kan sagtens klare skærene - blot du husker at siksakke kanten bagefter:



Alt skal stryges - det gør det meget nemmere, når mønstret skal klippes ud!



Lav et papir-mønster efter denne skabelon:


Klip 3 dele efter mønsteret. Du behøver ikke tænke over ekstra sømrum; hvis bare de 3 dele er nogenlunde ens skal det nok gå det hele :-)



Fold de 3 dele på den lange led og sy dem sammen, ret mod ret. Husk dog at lade et hul stå åben, så du kan vende delene om når de er syet sammen:



Når du har vendt delene om skal du stryge dem, så syningen kommer til at ligge ned langs med midten:


Og vupti; 3 aflange reste-slips. Og så skal vi til at lege, jubii!!




Læg de 3 ender oven på hinanden og sy dem godt sammen:



Find et sted at hænge enden op - jeg brugte tørresnoren - og hurra, så fik jeg sørme også frisk luft i dag...:



Flet! Prøv dig frem - skal det være løst eller fast? Jeg synes selv at mit blev pænest ved at blive flettet løst og 'fladt'.

Sy den anden ende sammen på samme måde som den første.

Slut af med at bikse et par kvaster sammen og sy dem fast i enden!




Weee - klar til en funky restefest!

Hvis du vover dig ud i din egen fest vil jeg blive så utrolig glad for at FÅ LOV TIL AT SE???
Og har du spørgsmål er du - som altid - velkommen til at skrive!

GOD FEST!!

lørdag den 12. september 2009

Installationskunst

Kreativitet har mange facetter og i dag så en hel ny genre dagens lys.
Den unge kunstner har klukket af grin hver gang snoren trillede ned ad trappen, og hendes installation fylder pt flere etager.
Udtrykket 'kreativt' er slet ikke dækkende - men den engelske betegnelse 'to create' fungerer!
(Om jeg så bare forstod hvad det er hun skaber?)

Jeg overvejer lidt om man burde lade kuntværket bestå - det er hård motion (dvs. sundt ifølge visse eksperter) at komme rundt i huset!

Totalt Udgård!

På cafeen sad der to ungersvende med dagen-derpå hår og hængerøv.
De havde rodet sig ud i en højrøstet diskussion, hvor den ene mente at den dér by hedder Trondheim, mens den anden stædigt holdt fast i at den hedder Jotunheim....

Jeg grinte så meget at jeg fik japansk tangsalat i næsen!

onsdag den 9. september 2009

Skak eller mat?

Jeg vil ha mig noget tern. Nu.

Dita her nedenfor kan om nogen se elegant og tilbagelænet ud i ternet heldragt, selvom hendes talje ligner noget der stadig har korsetmærker i huden.


Jeg er vild med den tilbagelænede grungestil; får lyst til at skråle noget Nirvana og lede efter mine gamle militærstøvler. (Gad vide hvor de i grunden blev af?)







Disse billeder (på nær Dita, som jeg har tyvstjålet) er alle fra LookBook


Og så er der jo mesteren over dem alle, når det kommer til tern:


Her kan du downloade tunika-snitmønster, hvis du vil gå Vivienne Westwood efter i sømmene



tirsdag den 8. september 2009

Slut med at nøjes!

Gu er det da ej tilfældigt!
Det er tværtimod helt perfekt synkront, at jeg i dag kan dele noget særligt med jer;

Pernille Melsted er en lysende fakkel midt i mørket! - hvis nu det skulle være gået hen over hovedet på dig...

Når hun spørger finder jeg svar, selvom hun også provokerer mig og skubber mig endnu længere ud over kanten. Men nogen mennesker må gerne skubbe - sådan er det bare. Og Pernille må gerne skubbe til mig, for jeg trænger til at blive provokeret, losset godt og grundigt bagi, gået på klingen.

Jeg har klamret mig til hendes bog i flere uger nu - og nej, selvfølgelig var det ikke bogen der tog beslutningen for mig om at jeg skulle sige mit job op (den blev taget for flere måneder siden) - men Pernilles måde at anskue tingene på har givet mig mod til at stole på min egen styrke - og det er altså ikke så lidt, skulle jeg lige hilse og sige!

I dag går Pernilles site i luften, og hendes første video giver virkelig stof til eftertanke! Du kan se videoen ved at klikke her: http://finddinpassion.dk/u/18

Pernille får mig til at tænke over hvorfor jeg fx altid kommer til at sige 'undskyld' når jeg taler om mig selv? Hvorfor jeg i lang tid ikke har haft lyst til at fortælle andre hvad jeg lavede? Hun får mig til at tænke over, hvorfor jeg har spildt så meget liv på at sidde og vente på at mit liv skulle leves - i stedet for bare at leve det?

Jeg vil ikke nøjes med at vente! Jeg er færdig med at nøjes med at drømme om de kjoler jeg skal sy, om al den mode og de historier jeg skal skrive om, om de bøger jeg har liggende færdige i skrivebordsskuffen, om det krea-vanvid jeg skal leve af. Slut med at vente! Slut med at nøjes!

Hvad med dig? Hvad er du færdig med at nøjes med?

mandag den 7. september 2009

Hæklemester


Mæklehester, hæklemester...
Sådan en chance lader man ikke gå fra sig, så nu kan du købe kreasager fra min hånd på http://www.karlssonskludeskab.dk/

Jeg er helt forelsket i Lis, den gæve tøs, og hendes finurlige børnetøj med de lækre detaljer og den solide kvalitet.
Hun er så mega cool at det gør helt ondt - mor til (næsten) tre, krea ud til fingerspidserne og selvstændig på dameblads-jeg-sidder-lige-og-syr-mine-drømme-ud-måden.
Det må være al det Liberty der gør det? Og nu har Overskuds-Lis så skabt en lille virtuel hylde til mig i sin shop. Jeg vil gå gennem glødende lava og garnbutikker for at leve op til æren!

På nålen sidder lige nu sart gul blødhed, som kommer til at passe et energibundt på en 7-8 år. Jeg hækler i den lækreste, blødeste uld - som oven i købet kan gå i maskinen.
Så bliver det ikke meget bedre!

søndag den 6. september 2009

Silence!!!


'Ud og se' til spot og spe...
Jeg er jo naiv nok til at tro at hele koncept 'togrejse' er noget rosenrødt og zen-agtigt. Jeg ser mig selv sidde med kildevand og dameblad i ophøjet ro, mens jeg oplader mine slidte mentale batterier, og dansk sensommerlandskab glider fredsommeligt forbi mit vindue.
Jeg betiller altid stillekupé fordi min naive forestilling om alenetid-på-farten udspiller sig i fredsommelig ro - måske kun afbrudt af en smule fuglekvidder eller en liflig duft af kaffe der kildrer mine næsebor.

Jeg fik skam min plads i stillekupeen!
Og der var godtnok stille. Som i MEGET stille. Og fuldstændig proppet med mennesker.
Alle sæder var booket, og hele vognen emmede af en stilhed, tyk nok til at skære i.
Jeg havde fået en gangplads - én af dem der vender som flysæder - og ved siden af mig sad en kæmpestor mand med iPod (garanteret med akademisk overbærende P1-podcast) og Weekendavis ud over det hele.

Jeg elsker stilhed. Og ideen om en stillekupé er genial, men der er bare nogen der har glemt at tage højde for hvor anstrengende det er, at være stille sammen med personer man ikke kender.
Det er næsten som om man vogter på hinanden.
Nej, vent. Ikke kun næsten, for i stillekupéen vogter alle på alle.
Ingen sagde noget. Ikke en lyd, blot togets rumlen, en svag knitren af en avis og lyden af støvet der ramte det metertykke tæppe på gulvet.
Det minder mig om dengang man lige havde lært hinanden at kende og stilheden var noget vi frygtede mere end alt det bullshit vi fik lukket ud.
Stilhed er enormt skræmmende, når det er sammen med mennesker man ikke helt er tryg ved endnu. Den akavde, pinlige stilhed hvor alle lyde bliver forstærket. Hvor hjerne kører på desperat højtryk for at finde på noget, bare noget, at sige for at bryde tavsheden.
Sådan er det at køre i stillekupé. Med den undtagelse at jeg rent faktisk havde betalt penge for det.
Gud nåde og trøste dén hvis telefon ringede. Eller endnu værre; havde den frækhed at spørge sidemanden om man måtte låne en sektion fra hans avis. Dødstille irettesættelser er supereffektive; det er nok blot at løfte et øjenbryn eller kigge hvast mod den synder der larmer lidt for meget med sit slikpapir.

Næhh - næste gang bestiller jeg en kupé med larm.
Gerne et helt fodboldhold med dåseøl på tur. Eller fem småbørnsfamilier i legeland. For den slags støj fjerner opmærksomheden og det akavede og er perfekt at gemme sig i. Så kigger alle på dem i stedet for, og vi andre kan læne os tilbage med lukkede øjne og lade støjtapetet fylde vores hoveder i tryg forvisning om at turen helt sikkert bliver afslappet og rosenrød!

lørdag den 5. september 2009

Og så ringede Universet ellers lige!

Det var min smukke færing der ringede!
Totalt synkront, som om hun fornemmede at jeg sad herovre og savnede hende.
Hun er startet hér for at leve vores fælles drøm ud , og kan næsten ikke se sig selv sidder dér uden mig...
Måske man burde ringe til en studievejleder og høre om de kan trylle?

Når jeg bliver stor...

... vil jeg være.. øhh???

Om en måned pakker jeg for sidste gang mine lærerbriller i tasken, krøller madpakkepapiret sammen, samler mine bunker af bøger, og krammer alle de søde Læseheste farvel.
Jeg kommer sgu nok til at fælde en tåre eller to - over de små søde, som jeg vemodigt har besluttet at overlade i en andens varetægt - og over et farvel til min egen tryghedssøgen, der blidt er ved at blive pakket ned i endnu en opbevaringskasse, der skal stilles væk på mit sinds fjernlager.
Og så kører jeg ud i efterårslandet på jagt efter mig selv.

Én måned! Så langt har det været muligt at se ind i fremtiden. Men hvad der sker efter 8. oktober har jeg A B S O L U T ingen anelse om!
Hvad vil jeg gerne være når jeg bliver stor...?

Jeg vil skabe noget! Jeg vil være et sted, hvor mit væld af ideer kan afprøves. Jeg vil skrive og fabulere. Jeg vil omgive mig med noget smukt, jeg vil kunne glædes dagligt over sprudlende skønhed, farvemylder og blive grebet om hjertet af hvordan gode mennesker i fællesskab kan skabe noget, der spirer og vokser. Jeg vil have plads og rum til både at være Trine og mor. Krea og kæreste. Manisk og helt, helt almindelig! Jeg vil føle mig glad, jeg vil anerkendes, jeg vil komme hjem hver dag og føle mig rig. Jeg vil føle mig HEL!

Måske noget med de kjoler, som jeg elsker så højt?
Måske kunne jeg springe ud, som Fru Sommer, med småblomstrede hæklerier og andet krea-vanvid?
Måske er jeg heldig at vinde?
Eller gå Karen Marie i bedene - hvis verden da ellers har plads til endnu en kreamanisk materialejunkie af en håndarbejdslærer?

Jeg har det godt med min beslutning, men mine dage afslører hvor splittet mit sind er;
hver anden dag er jeg klipperolig - har blind tillid til at mulighederne viser sig, at svaret kommer til mig helt af sig selv, at verden kan se mine potentialer og har lyst til at involvere mig, give mig chancen for at gøre det jeg er skabt til.
De andre dage går jeg i vild panik! Trawler alle jobsider igennem i håbet om at se et glimt at noget - bare ét eller andet - som kan sikre rugbrød på bordet. Bliver angst og føler skyld over at have sat min familie i en situation, hvor fremtiden ikke længere er sikker. Tvivler på at jeg overhovedet er dét værd.
Og dagen efter krøller jeg igen mine bekymringer sammen og smider dem i papirkurven.

Kom an, oktober. Det er ikke sikkert jeg er klar, men det blir jeg!

fredag den 4. september 2009

Efterlyst

Jeg vil på café NU!
Jeg vil sippe drinks i højrøstet selskab og sladre om mænd og jobs. Skråle latterlige popsange, og gyse af fryd over hvor meget nok sådan et par veninder kan ha' i sig selv.
Gi mig en fest, en venindedate. Gi mig koralfarvet flokmentalitet med ens frisurer og hvinen over hinandens lækre stil.
Bare lidt? Bare en lille bytur?
I stedet sidder jeg alene og drikker en øl, og nu tror jeg vist jeg bare går i seng.
Hvor filan er den færing, når man savner hende mest?
*buh huh huuhhh*




(ok, jeg er færdig med at klynke nu!)

tirsdag den 1. september 2009

Glædelig garn!

TøseTrolden spottede det lilla garn på hæklenålen, og kommanderede at det skulle være en størrelse 4½ år (meget vigtigt med det sidste halve år!)
Så jeg bukkede høfligt, gjorde honnør og gik i gang.
Men det føles ikke som tvang, når jeg får lov til at sidde med pragtfuld og tyk økologisk bomuld mellem hænderne - og opskriften en nem, så det tog kun et par dage før jeg kunne give hende blusen på.
Den er allerede blevet sovet i, og vredet til ukendelighed fordi hun konstant skifter tøj. (Åh ja -hun har lige fået en prikket bikini som hun ifører sig hvert øjeblik hun ser sit snit til det!)
Men blusen er lige så solid som tøsen, den skal nok holde til det :-)

Hvis du spotter et par libertykugler (dog uden liberty) er du ikke helt ved siden af - de er SÅ søde og sjove som knapper og liver gevaldigt op midt i al det nuttede lilla.




I min vindueskarm ligger der mere garn og venter på mig - og endnu en bluse er desuden klar til montering. Jeg er nemlig så heldig, at nogle af mine krea-sager kommer til salg hér. Meget mere om det senere!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...