Som min gode Svigermama sagde til mig i går: "Man kan også give sig selv lov til at være heldig!"
For at få chancen for at være heldig bliver man nødt til at melde sig ind i konkurrencen, ikk!
Så nu trodser jeg al fornuft og selvkritik og sender mit bidrag til Bagsidens skrivekonkurrence.
For at vinde bliver jeg jo nødt til at give det et go!
GO GO GO!
************************************************************************************
Da jeg blev gravid for 3. gang havde jeg et helt tydeligt billede på min nethinde af hvordan jeg lige skulle ’smutte den mandel’ og efter fødslen trone i al min moderskabelige lækkerhed, og gloome af overskud og nybagt brød, med et styk nyfødt marcipanbaby i favnen og liflig strygermusik i baggrunden.
Jeg spildte ikke tiden med unødig spekulation over om min forestilling var i level med virkeligheden – jeg havde jo ligesom besluttet hvordan verden så ud, og enhver der har været i nærkontakt med en hormonbefængt gravid ved bedre end at starte dén diskussion!
Da den første ve ramte mig som en østeuropæisk betonklods i mellemgulvet kom jeg arrigt i tanke om hvad mit dameblads-overjeg havde forsøgt at fortrænge de foregående 9 måneder, og det eneste jeg kunne tænke, mens smerterne rullede ind over mig, var hvordan jeg kunne komme i nærheden af noget smertestillende - og det i en fart.
Men som 3.gangs-fødende blev jeg ikke ofret mange løftede øjenbryn, da vi endelig under eder og forbandelser fik slæbt mig ind på fødegangen. Vi blev placeret på en dunkel fødestue og temmelig meget overladt til os selv.
Og der lå jeg så og bed mig i knoerne, mens jeg kneb øjnene sammen og prøvede at fremmane en strygerkvartet i fødestuens ene hjørne. Ikke at jeg havde synderligt meget held med det projekt…
Ind ad døren trådte til gengæld Jordemoderen fra Helvede!….
En lille, ilter kvinde med røde pletter på kinderne og vind i håret og heftige armbevægelser. ALT ved hende var sindsygt irriterende, og da hun rykkede nærmere og friskfyr-agtigt kommanderede rundt med min mand kunne jeg mærke noget der helt bagerst i min bevidsthed faretruende begyndte at knase og slå sprækker.
Til sidst stod hun lænet ind over mig i sengen, hvor jeg krampagtigt forsøgte at møve mit noget opsvulmede legeme så langt væk fra hende som muligt, og med fuld diskant på tegneseriestemmen råbte hun: ”Så, nu presser du bare…Kom så”
Netop i det øjeblik blev mit højre ben pludselig enig med sig selv om at kanalisere samtlige arsenaler af bitterhed og vrede ud i et voldsomt spark, der med al styrke ramte den kække jordemoder på halsen. Et øjeblik så det ud som om hun ville vælte baglæns, mens hendes ansigt udtrykte naiv forundring. Hun vaklede et par gange, men genfandt fatningen – og resten af tiden sagde hun ikke ét ord.
Da jeg endelig, svende og hidsig, sad med min skrigende og grisefarvede datter i favnen forlod hun fødestuen i tavshed. Jeg så hende aldrig igen.
mandag den 31. august 2009
søndag den 30. august 2009
Skriv, for satan!
Hvis du lover mig ikke at vinde, må du gerne klikke hér!
Men det kan du jo selvfølgelig ikke love...
God kamp :-)
Men det kan du jo selvfølgelig ikke love...
God kamp :-)
lørdag den 29. august 2009
Katrines top
Jeg syede Katrines top i går aftes - nu håber jeg at bestillingsarbejdet falder i god jord.
Og mens jeg alligevel havde rigget maskinen til blev jeg jo også nødt til at sy én til mig selv :-) Den vil gøre sig godt, hvis man nu er så heldig at skulle til havefest engang i slutningen af august. Og så heldig er man vist! :-)
fredag den 28. august 2009
En helt ny vej
Jeg ryster af angst over hvad jeg har gjort!
Jeg har bevæget mig ud i det ukendte, uudforskede terræn - uden kort eller kompas. Jeg kender hverken dagen eller vejen - jeg ved blot at jeg står overfor en stor udfordring.
Jeg har valgt at sige mit job op!
Jeg har INGEN anelse om, hvad der skal ske nu - men jeg glæder mig til at finde ud af det.
Jeg spekulerer i disse uger på, om det overhovedet var meningen at jeg skulle være lærer?
Jeg er klar over at jeg er god til det - men når jeg tænker tilbage var der tegn gennem mange år på at jeg skulle noget andet. Jeg valgte fx at droppe ud af seminariet første gang jeg var startet, og allerede da jeg sad i mit første job kunne jeg mærke at der ligesom var noget i mit indre billede der ikke stemte helt.
Da jeg var yngre - som i helt lille - fik jeg altid meget ros for at tage mig af mindre børn. Jeg kunne så godt lide at få af vide jeg var dygtig, og jeg opsøgte selv de situationer hvor jeg kunne sole mig i at 'de voksne' så hvor omsorgsfuld og givende jeg var.
I mine sorteste stunder bliver jeg helt ked af at tænke på, at jeg i bund og grund nok har valgt at blive lærer for at få ros af de voksne.
Men jeg er voksen nu, og jeg roser ikke mig selv for at stå i noget, som jeg føler giver mig bekymringer og går ud over samværet med mine egne børn, og det er grunden til at jeg må bevæge mig i en anden retning.
Hvilken retning har jeg absolut intet begreb om - hele min identitet er bygget op omkring at jeg da er Trine, læreren, hende der er god til børn. Hvis jeg ikke er dét længere - hvad fanden er jeg så?
Hjælp. Jeg aner ikke hvad der skal ske lige om lidt. Det skræmmer the screaming heebee jeebees ud af mig.
Helt konkret står jeg jo faktisk - midt i en finansiel krisetid med arbejdsløshed - og mangler arbejde om en måned...
Selvforskyldt.
Åårh - min indre kritiker er ved at tage kvælertag på samtlige af mine indre organer! Han brøler til mig, at jeg er skide forkælet og hvad fanden jeg bilder mig ind at tro jeg vil slippe godt fra det...
Men jeg øver mig i at lukke hans rustne stemme ude af mit hjerte, og jeg fortryder ikke min beslutning et sekund. Jeg VED det er det rigtige jeg gør!
Jeg har pakket rygsækken, provianteret og kysset farvel. Nu mangler jeg bare at finde vejen.
Er der nogen der har en lommelygte jeg må låne?
Jeg har bevæget mig ud i det ukendte, uudforskede terræn - uden kort eller kompas. Jeg kender hverken dagen eller vejen - jeg ved blot at jeg står overfor en stor udfordring.
Jeg har valgt at sige mit job op!
Jeg har INGEN anelse om, hvad der skal ske nu - men jeg glæder mig til at finde ud af det.
Jeg spekulerer i disse uger på, om det overhovedet var meningen at jeg skulle være lærer?
Jeg er klar over at jeg er god til det - men når jeg tænker tilbage var der tegn gennem mange år på at jeg skulle noget andet. Jeg valgte fx at droppe ud af seminariet første gang jeg var startet, og allerede da jeg sad i mit første job kunne jeg mærke at der ligesom var noget i mit indre billede der ikke stemte helt.
Da jeg var yngre - som i helt lille - fik jeg altid meget ros for at tage mig af mindre børn. Jeg kunne så godt lide at få af vide jeg var dygtig, og jeg opsøgte selv de situationer hvor jeg kunne sole mig i at 'de voksne' så hvor omsorgsfuld og givende jeg var.
I mine sorteste stunder bliver jeg helt ked af at tænke på, at jeg i bund og grund nok har valgt at blive lærer for at få ros af de voksne.
Men jeg er voksen nu, og jeg roser ikke mig selv for at stå i noget, som jeg føler giver mig bekymringer og går ud over samværet med mine egne børn, og det er grunden til at jeg må bevæge mig i en anden retning.
Hvilken retning har jeg absolut intet begreb om - hele min identitet er bygget op omkring at jeg da er Trine, læreren, hende der er god til børn. Hvis jeg ikke er dét længere - hvad fanden er jeg så?
Hjælp. Jeg aner ikke hvad der skal ske lige om lidt. Det skræmmer the screaming heebee jeebees ud af mig.
Helt konkret står jeg jo faktisk - midt i en finansiel krisetid med arbejdsløshed - og mangler arbejde om en måned...
Selvforskyldt.
Åårh - min indre kritiker er ved at tage kvælertag på samtlige af mine indre organer! Han brøler til mig, at jeg er skide forkælet og hvad fanden jeg bilder mig ind at tro jeg vil slippe godt fra det...
Men jeg øver mig i at lukke hans rustne stemme ude af mit hjerte, og jeg fortryder ikke min beslutning et sekund. Jeg VED det er det rigtige jeg gør!
Jeg har pakket rygsækken, provianteret og kysset farvel. Nu mangler jeg bare at finde vejen.
Er der nogen der har en lommelygte jeg må låne?
torsdag den 27. august 2009
mandag den 24. august 2009
Fyld
Nå. Men for at det hele ikke skal ende i selvynk gav jeg mig selv lov til at bestille en fabelagtig strikkebog over nettet. Antikvarisk. Nærmest billig.
Bogen beskriver hvordan synes på strikkeriet har ændret sig fra 50'erne og frem til nu. Jeg er en sucker for kulturhistorie, og så gør det bestemt heller ikke noget at bogen fra første side er spækket med fede illustrationer og lækre opskrifter hele vejen igennem!
Den kommer til at se godt ud i min reol :-)
For 10.000 kr bhlandedt mund, dtak!
Jegh er dlige kommedt hjem fra tdandlægen.
Både mit ansigtd og min bevidhsthed føles som om det er blevet tampet med våde avisher; følelsesløst, bedøvet.
"Er du super-ammer", spurgte hun mig?
Øh, jah?
Jegh har ammet alle tre mihnst 9 måneder, og samtidig med at jeg har shiddet dher og tudet over mine sprukne brysctvorterh har jegh så åbenbart oghså udvahndet al næring fra min egen krop. Ehndnu en skhøbeslig tsand knækkede i sihdste uge, og jegh har tilsyhnelahdende khun mig selv at sthå til regnskab for!
"10.000 kr, så bliver det hele i tip-top orden", smilede huhn til mig, mens jeg stædight holdt øjenkontakt selvom mit hjerte dhrattede helt nedj i mellemghulvet.
Jeg kunne fandme godt fihnde andre, scjovere ting at bhruge 10.000 kroner på.
Det ville være helt tip-top i orden med mig!
Både mit ansigtd og min bevidhsthed føles som om det er blevet tampet med våde avisher; følelsesløst, bedøvet.
"Er du super-ammer", spurgte hun mig?
Øh, jah?
Jegh har ammet alle tre mihnst 9 måneder, og samtidig med at jeg har shiddet dher og tudet over mine sprukne brysctvorterh har jegh så åbenbart oghså udvahndet al næring fra min egen krop. Ehndnu en skhøbeslig tsand knækkede i sihdste uge, og jegh har tilsyhnelahdende khun mig selv at sthå til regnskab for!
"10.000 kr, så bliver det hele i tip-top orden", smilede huhn til mig, mens jeg stædight holdt øjenkontakt selvom mit hjerte dhrattede helt nedj i mellemghulvet.
Jeg kunne fandme godt fihnde andre, scjovere ting at bhruge 10.000 kroner på.
Det ville være helt tip-top i orden med mig!
søndag den 23. august 2009
Skriiiiiiiiid !
Hvad siger man, når man bliver vækket klokken ALT for tidligt på en ellers rolig søndag morgen, af ét styks hoppende datter - iført prinsessekrone trukket helt ned i panden som et enhjørningshorn, alt alt alt for lang udklædningsnederdel i pangfarver, Puttebamsen under armen, drengenes håndbold - i denne situation kaldet 'Boldi' - i favnen, og et skrigpink skumgummisværd med glimmer, som hun klasker ned i dynen igen og igen, mens hun råber:
"Pas på den flydende lava"
"Pas på den flydende lava"
lørdag den 22. august 2009
Lyst til lørdag
Lørdage er altid pragtfulde.
En hel dag, knasende sprød og til at sætte tænderne i - KUN beregnet til de ting jeg har lyst til.
I dag havde jeg lyst til at male reolen færdig!! Hurra. Så nu står den og tørrer... mens jeg sidder her og venter utålmodigt på at få lov til at fylde bøger, dims og nips ind på alle hylderne.
Selvom jeg bekymrer mig for om jeg har bøger nok, er jeg ikke i tvivl om at den nok skal blive fyldt til randen. Og lidt til...
Det er noget underligt noget, det der med at vente.
Lige i disse dage venter jeg meget. Venter på at noget bestemt kan tage sin begyndelse. Jeg venter på at kunne få lov til at tale frit, vende tilbage til den Trine som jeg ved er derinde et sted, men som jeg tabte på vejen.
(Nej, jeg er ikke gravid, for fanden!)
Jeg har et ret anstreng forhold til at vente. Jeg synes tit jeg går rundt og venter, men jeg ved ofte ikke rigtig på hvad? På at Overblikket kommer hjem? Ungerne bliver større? Mit 'rigtige' liv skal begynde? At jeg har den perfekte garderobe? Sandheden om livet vil folde sig ud for mine fødder?
Come on!
Al den venten rundt er spild af tid! Og en latterlig undskyldning for ikke at være tilstede i livet lige her og nu!
I dag havde jeg lyst til at være mere tilstede i mit eget liv, bare for min egen skyld.
Så jeg gik på café, ganz alein.
Det har jeg godtnok aldrig prøvet før, og det føltes helt vildt!
Flere gange blev jeg nødt til at huske mig selv på det råd min store søn gav mig forleden - hver eneste gang jeg følte trang til at undskylde for at jeg efterlod børnene derhjemme, optog et helt bord for mig selv, brugte dankortet på tant og fjas osv osv - hev jeg lige de store ord frem og messede 'Det er ok, jeg elsker dig alligevel'.
Og ganske rigtigt var der ingen der blev stødte over at jeg sad der og drak min iskaffe og læste i fred.
Så har jeg også prøvet det. Det bliver ikke sidste gang!
Jeg har også vildt lyst til at hækle for tiden. Det er fedt at hækle. Og helt fantastisk når man føler man venter - så er det pragtfuldt at have noget der kan distrahere den utålmodige hjerne.
Den lille lækre grå sag foroven er lavet i det blødeste uld jeg nogensinde har haft mellem hænderne. Den røde her forneden er noget større i størrelsen, men mindst lige så lækker!
onsdag den 19. august 2009
Undskyld
Et menneske jeg har tæt på mig spurgte forleden "Trine, hvorfor siger du hele tiden undskyld?"
Hendes spørgsmål klinger stadig i mine tanker, for hun har ret; jeg siger tit undskyld.
Undskyld, må jeg lige smutte forbi hér?
Undskyld, er der nogen af Jer der skal have noget med?
Undskyld, men jeg mener altså at...
Undskyld, må jeg spørge om noget?
Undskyld, jeg står bare lige her og damper af/fylder/føler mig til besvær.
Essensen af den slags undskyld er i virkeligheden: Undskyld at jeg er til.
Undskyld betyder 'Det Er Det Ondes Skyld' - underforstået det onde der bor inde i mig, som er skyld i de ting jeg gør. Underforstået at jeg besidder ondskab. Underforstået at jeg ikke er god. Men skabt af noget ondt. Mig.
Jamen, det er jo forfærdentligt?
Når alle de lag som vi mennesker vikler os ind i, i vores behov for at passe på vores eget skrøbelige skind og sjæl, bliver skrællet af - er det så dét der er min grundopfattelse af mig selv?
Undskyld for at jeg eksisterer?
Hvad fanden betyder det? Altså udover at jeg lige vinker 'haalløj' til mine tro følgesvende; mindreværd og skyld.
Hvor bizart det end lyder er det faktisk de nemme 'undskyld' jeg nævner her. De flyver ud af mig i tide og utide, de kommer helt umotiveret og klæber til mig som stædige burrer man tror man får rystet af, men som bare sætter sig fast et andet sted på kroppen.
Pas på, eller jeg undskylder ud over det hele!
De svære 'undskyld' - den slags undskyld der får munden til at rimpe sig sammen og stemmen til at svigte er 'Jeg Kan Se Jeg Tog Fejl - Det Er Jeg Ked Af'-undskyld.
Om det så bare er fordi Overblikket er irriteret over at opvaskemaskinen (igen) er fyldt med dej (undskyld!) - en helt almindelig hverdagsagtig ting - så råber råber min hjerne forgæves til min mund at den skal åbne sig og forme ordet.
Men ud kommer de sjældent. Undskyld?
Undskyld bliver svært når det handler om at tage det skide ansvar på sig.
Jeg kan jo i bund og grund ikke gøre for at jeg er til - selvom jeg ofte prøver at undskylde mig ud af det.
Men jeg kan jo faktisk gøre for, at jeg nogen gange klokker i det. (ja ja.. nogen gange, tit, konstant... same same!)
Men hvorfor er det så 'nemt' at undskylde for noget jeg ikke kan tage ansvar for - men så forbistret svært at sige undskyld, når ansvaret ER mit?
Min store følsomme søn siger ofte undskyld - men på en helt anden måde end jeg gør.
Det er meget, meget simpelt: Han siger tit undskyld, fordi han tit klokker i det.
"Ubs - jeg kom vist til at spilde lidt juice/vand/lego/vasketøj. Det må du undskylde"
Og så tørrer han op og går videre.
Jeg tror ikke han oplever undskyld som pinligt? Jeg tror faktisk, at han lige præcis behersker at sige undskyld for det han HAR ansvar for - og som han TAGER ansvar for.
Undskyld, men så spørger jeg lige: Hvordan fanden er det lykkes?
Jeg spurgte ham hvad et godt svar kunne være når der er én der siger undskyld, og han sagde "Du skal bare sige: 'Det er ok. Jeg elsker dig alligevel'"
Hold kæft, hvor er det genialt i al sin enkelthed!
Så jeg øver mig i at sige "Det er ok. Jeg elsker dig alligevel" til mig selv, hver gang et undskyld
bevæger sig ind i min bevidsthed.
Jeg har ingen anelse om det virker, eller hvor lang tid jeg skal blive ved - men jeg kigger på min søn og tænker at han har været 12 år undervejs, og så lang tid kan jeg også have tålmodighed med mig selv hvis det skal være!
Undskyld, men det er altså bare min mening.
Hendes spørgsmål klinger stadig i mine tanker, for hun har ret; jeg siger tit undskyld.
Undskyld, må jeg lige smutte forbi hér?
Undskyld, er der nogen af Jer der skal have noget med?
Undskyld, men jeg mener altså at...
Undskyld, må jeg spørge om noget?
Undskyld, jeg står bare lige her og damper af/fylder/føler mig til besvær.
Essensen af den slags undskyld er i virkeligheden: Undskyld at jeg er til.
Undskyld betyder 'Det Er Det Ondes Skyld' - underforstået det onde der bor inde i mig, som er skyld i de ting jeg gør. Underforstået at jeg besidder ondskab. Underforstået at jeg ikke er god. Men skabt af noget ondt. Mig.
Jamen, det er jo forfærdentligt?
Når alle de lag som vi mennesker vikler os ind i, i vores behov for at passe på vores eget skrøbelige skind og sjæl, bliver skrællet af - er det så dét der er min grundopfattelse af mig selv?
Undskyld for at jeg eksisterer?
Hvad fanden betyder det? Altså udover at jeg lige vinker 'haalløj' til mine tro følgesvende; mindreværd og skyld.
Hvor bizart det end lyder er det faktisk de nemme 'undskyld' jeg nævner her. De flyver ud af mig i tide og utide, de kommer helt umotiveret og klæber til mig som stædige burrer man tror man får rystet af, men som bare sætter sig fast et andet sted på kroppen.
Pas på, eller jeg undskylder ud over det hele!
De svære 'undskyld' - den slags undskyld der får munden til at rimpe sig sammen og stemmen til at svigte er 'Jeg Kan Se Jeg Tog Fejl - Det Er Jeg Ked Af'-undskyld.
Om det så bare er fordi Overblikket er irriteret over at opvaskemaskinen (igen) er fyldt med dej (undskyld!) - en helt almindelig hverdagsagtig ting - så råber råber min hjerne forgæves til min mund at den skal åbne sig og forme ordet.
Men ud kommer de sjældent. Undskyld?
Undskyld bliver svært når det handler om at tage det skide ansvar på sig.
Jeg kan jo i bund og grund ikke gøre for at jeg er til - selvom jeg ofte prøver at undskylde mig ud af det.
Men jeg kan jo faktisk gøre for, at jeg nogen gange klokker i det. (ja ja.. nogen gange, tit, konstant... same same!)
Men hvorfor er det så 'nemt' at undskylde for noget jeg ikke kan tage ansvar for - men så forbistret svært at sige undskyld, når ansvaret ER mit?
Min store følsomme søn siger ofte undskyld - men på en helt anden måde end jeg gør.
Det er meget, meget simpelt: Han siger tit undskyld, fordi han tit klokker i det.
"Ubs - jeg kom vist til at spilde lidt juice/vand/lego/vasketøj. Det må du undskylde"
Og så tørrer han op og går videre.
Jeg tror ikke han oplever undskyld som pinligt? Jeg tror faktisk, at han lige præcis behersker at sige undskyld for det han HAR ansvar for - og som han TAGER ansvar for.
Undskyld, men så spørger jeg lige: Hvordan fanden er det lykkes?
Jeg spurgte ham hvad et godt svar kunne være når der er én der siger undskyld, og han sagde "Du skal bare sige: 'Det er ok. Jeg elsker dig alligevel'"
Hold kæft, hvor er det genialt i al sin enkelthed!
Så jeg øver mig i at sige "Det er ok. Jeg elsker dig alligevel" til mig selv, hver gang et undskyld
bevæger sig ind i min bevidsthed.
Jeg har ingen anelse om det virker, eller hvor lang tid jeg skal blive ved - men jeg kigger på min søn og tænker at han har været 12 år undervejs, og så lang tid kan jeg også have tålmodighed med mig selv hvis det skal være!
Undskyld, men det er altså bare min mening.
mandag den 17. august 2009
Viva
Det var så godt.
Som i gåsehud på armene og frådegråd over at man ikke kan tage med dem på deres turné.
(Jeg tror ellers jeg vil være helt vildt god at have med - jeg kunne jo fx være hende der sørgede for at de havde pistacenødder nok. Eller havregryn.)
Måske har det noget med den grunge-tid jeg selv voksede op i, men mit billede af en rockmusiker er noget med noget trægt sort og nitter og vredladen attitude.
Men drengene hér var en ren energiudladning, en kæmpemæssig eksplosion af blød mand ud over scenekanten. Der var soltegn og forårsblomster, svævende jordkloder og sommerfugle nok til at gøre alle mine gymnasiehelte lidt mere ligblege i deres ansigter.
Uhm, det er så sundt at få rusket lidt op i sine verdensbilleder - og drengene må gerne ruske lidt mere, hvis det skal være.
(Gad vide om det er sundt at rende rundt og være SÅ lækre, i øvrigt? )
I øvrigt så det ud som om den bløde mand også har fundet andre egne; mens jeg stod og ventede på mit pragtfulde selskab - (ih, hun er så SØD!) - måtte jeg sande at LILLA bukser til MÆND åbenbart er temmelig hot i Midtjylland?
(Jeg vovede dog ikke at spørge dem om de så også havde libertykugler)
(Og så er der den del af aftenen jeg ikke vil fortælle om! Næh nej, jeg skriver ikke noget som helst om at jeg var 1 time om at komme ud fra parkeringspladsen og ellers kørte hele vejen fra Herning til Horsens i 1. gear. Det var vildt - på et tidspunkt var jeg endda helt oppe og køre 30 km i timen....)
lørdag den 15. august 2009
Ren nydelse!
Det er simpelthen det bedste han nogensinde har bygget! Jeg er SÅ glad, og stolt, og lykkelig og taknemmelig. (Og stadig ret forbløffet over at han bare sagde 'ok' og gik igang)Og lettet over at min stue endelig er tilbage.
Og over at min mand ikke ligger og mumler tal og beregninger i søvne.
Og man ikke får splinter af at gå med bare tæer. Eller bliver nødt til at spise stående, fordi bordet er fyldt med plader eller svampe (!) der skal limes.
Gad vide om vi har bøger nok?
Verdensmesterskaberne
VM i 100 meter arbejdsliv har lige nået sin afslutning.
Efter en meget lang ferie havde Universet besluttet sig for at kompensere for rødvinshygge og almindelig livs-nyden ved at lægge et 6-dages VM med hækkeløb, atletiske udfordringer krydret med præstationsangst og højtalerstemme (...skolestart!)
Men nu er lørdagen ved at få fat, og de mojitos drikker jo ikke sig selv, vel!
I øvrigt er her et lille billede af det køkken jeg har installeret på TøseTroldens værelse, eller det vil sige; sådan så det ud lige da vi var blevet færdige...
Siden har op til flere børn bl.a. forsøgt at gemme sig i ovnen og skiftet dukkebleer på komfuret. Altså nærmest som i et rigtig køkken...
Efter en meget lang ferie havde Universet besluttet sig for at kompensere for rødvinshygge og almindelig livs-nyden ved at lægge et 6-dages VM med hækkeløb, atletiske udfordringer krydret med præstationsangst og højtalerstemme (...skolestart!)
Men nu er lørdagen ved at få fat, og de mojitos drikker jo ikke sig selv, vel!
I øvrigt er her et lille billede af det køkken jeg har installeret på TøseTroldens værelse, eller det vil sige; sådan så det ud lige da vi var blevet færdige...
Siden har op til flere børn bl.a. forsøgt at gemme sig i ovnen og skiftet dukkebleer på komfuret. Altså nærmest som i et rigtig køkken...
torsdag den 13. august 2009
onsdag den 12. august 2009
Vintersysler
Ja, jeg ved godt det er lidt tidligt at forestille sig, at vi allesammen skal til at sidde og karte uld i vores gyngestole i kærtelysenes skær...
Men de kontrolfikserede af os er allerede begyndt at planlægge efteråret, og i den anledning vil jeg løfte sløret -ta daaahh - for at forårets succes bliver gentaget!
Hvis du får lyst til en sprudlende dag i november, begravet i stoffer og sjove projekter (i nærheden af Holstebro) kan du smide en kommentar/mail med din adresse - så sørger jeg for at du får alle de oplysninger du skal bruge for at kunne melde dig til :-)
Ad, smitter det?
Jeg er så gået hen og har fået 'blog' - det er ret smittefarligt, og når først man er inficeret er det totalt umuligt at slippe af med igen!
Jeg har de underligste symptomer; skrivekløe, sproglige udfordringer, utålmodighed, latterkramper, grådlabilitet, kreativt vanvid og konstant symaskinehunger.
Nu har det så også bredt sig, det skidt. Men heldigvis er min lille skole langt ude på landet meget overbærende, og har accepteret at de må leve med at jeg er ramt!
Jeg har de underligste symptomer; skrivekløe, sproglige udfordringer, utålmodighed, latterkramper, grådlabilitet, kreativt vanvid og konstant symaskinehunger.
Nu har det så også bredt sig, det skidt. Men heldigvis er min lille skole langt ude på landet meget overbærende, og har accepteret at de må leve med at jeg er ramt!
mandag den 10. august 2009
Sagde jeg det ikke nok!
Og sådan helt tilfældigt blev det åbenlyst for alle, at hendes sande identitet er ved at bryde igennem!!
Sure it looks stupid... now..
Arsch, for filan. Jeg havde sgu da helt glemt at jeg hader at male...
Ved nærmere eftertanke burde jeg måske ha' tænkt på det, inden jeg kommanderede Overblikket i Silvan efter et styk mega-reol.
56 kvadratmeter...? Der er lang vej igen.
(Mit brok er egentlig ikke helt reelt; jeg er ved at smile mine kæber i stykker over hvor meget luksus den reol er!)
søndag den 9. august 2009
Angst og bøven!
Jeg har taget en kæmpestor beslutning, som jeg nok skal berette mere om, når tiden er inde til at jeg kan være mere klar i spyttet.
Men lige nu bøver jeg bare rundt og aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv - og mens jeg gør det (og samtidig driver Overblikket til vanvid) sidder jeg og hækler.
Det kan jeg i det mindste finde ud af!
Men lige nu bøver jeg bare rundt og aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv - og mens jeg gør det (og samtidig driver Overblikket til vanvid) sidder jeg og hækler.
Det kan jeg i det mindste finde ud af!
fredag den 7. august 2009
torsdag den 6. august 2009
Lurer-Pave
...98...99...100 - NU KOMMER JEG!
Og så luntede han afsted for at finde resten af flokken der havde gemt sig.
Alle legede med, sådan er det på lejren; hver aften leger både børn, unge, voksne og ældre den samme leg. Reglerne er enkle, traditionen er tung, scenen er altid den samme.
"Magnus, gå i Rom"
"Jacob, gå i Rom"
Han var blevet Pave, det var ikke tilfældigt. Han havde sørget for at lade sig finde 3 gange i træk, og skyndte sig hen og ringe med klokken. "NYYY PAVE", råbte han mens folk stimlede sammen til endnu en omgang.
Jeg sad på bænken ved siden af. Følte med det samme suget i maven, hvordan mon han ville klare at placere sig selv midt i en af de største sociale udfordringer der findes; spillet, legen.
Det kan være så svært at forstå hvordan man gør. Hvad er det man siger for at få lov til at være med i legen? Hvordan er det lige man bliver venner? Findes der en god måde at spørge om nogen vil gemme sig sammen med én?
Han har haft vildt svært ved at gennemskue hvordan de usagte spilleregler fungerer, og hans bløde 11-årige hjerte har flere gange været gennem kødhakkeren. Det gør så ondt.
Og dér stod han, igen, i centrum for opmærksomheden.
Hans ansigt lyste af glæde over det vilde projekt han havde kastet sig ud i. Hver gang han kom luntende forbi Rom skævede han til sine fanger, og lige så snart han havde rundet et hjørne kom han springende frem igen med fryd i stemmen, for at forhindre nogen i at stikke af.
Den første der begyndt at lyde irriteret var naturligvis hans bror. Lillebror. "Paven lusker, han er en lurepave" råbte han, og der gik ikke lang tid før Paven var fulgt at tilråb fra sine fanger.
Det er en del af legen at Paven skal drilles lidt - det nytter ikke noget at Paven ikke giver sine fanger en fair chance for at stikke af igen. Ellers bliver legen kedelig.
Paven gemte sig i Rom og lurede, og hvis nogen råbte sprang han op som en trold af en æske og råbte tilbage.
Lidt efter lidt holdt tilråbene op. Rom blev fyldt med folk der kom tilbage fordi de ikke kunne forstå hvorfor der ikke var nogen der fandt dem?
Efterhånden var der ikke mange tilbage som egentlig legede. Kun Paven. Han opdagede ikke at legen var slut, men gjorde tværtimod et stort nummer ud af at moonwalke rundt om Rom.
Til sidst var der én af de voksne der ringede med klokken og alle begyndte at gå tilbage til lejren. Tilbage sad jeg som en anden Schweitzergardist og ventede.
Han var målløs. Kunne ikke forstå hvorfor de gik. Han var gal og rasende, og mest af alt synes han det var helt vildt tarveligt.
Han tudede af skuffelse og forvirring, for hvad var der egentlig sket?
Min egen indre 11-årige tudede sammen med ham. Jeg husker det. Tydeligt. Følelsen af forvirring, når man tror at NU har man forstået hvordan man gør og det så ikke holder. Ærgelsen, tomheden. Ensomheden.
Jeg vidste lige præcis hvor ondt hans liv gjorde lige dér, og jeg ville ønske at min indre 11-årige kunne trøste ham, give ham et knus og fortælle ham at han er kostbar og SÅ meget mere værd!
Hun ville holde ham i hånden og fortælle ham at han aldrig behøver være ensom.
Men han ser ikke min 11-årige. Hun er gemt inden i hans mor, og når han ser på mig ser han jo en voksen og én af dem der ikke forstår hvordan livet kan være hårdt for en 11-årig.
Jeg ville ønske jeg kunne tage det fra ham. Hvis jeg kunne ville jeg, ingen tvivl. Men hvordan gør man?
Hvordan forklarer man sin 11-årige at det for ham kræver tid og øvelse at blive dygtig til at forstå sociale mønstre? Hvordan siger man med kærlighed at han ikke havde forstået legen?
Hvordan overbeviser jeg ham om at for mig vil han altid være perfekt?
Og så luntede han afsted for at finde resten af flokken der havde gemt sig.
Alle legede med, sådan er det på lejren; hver aften leger både børn, unge, voksne og ældre den samme leg. Reglerne er enkle, traditionen er tung, scenen er altid den samme.
"Magnus, gå i Rom"
"Jacob, gå i Rom"
Han var blevet Pave, det var ikke tilfældigt. Han havde sørget for at lade sig finde 3 gange i træk, og skyndte sig hen og ringe med klokken. "NYYY PAVE", råbte han mens folk stimlede sammen til endnu en omgang.
Jeg sad på bænken ved siden af. Følte med det samme suget i maven, hvordan mon han ville klare at placere sig selv midt i en af de største sociale udfordringer der findes; spillet, legen.
Det kan være så svært at forstå hvordan man gør. Hvad er det man siger for at få lov til at være med i legen? Hvordan er det lige man bliver venner? Findes der en god måde at spørge om nogen vil gemme sig sammen med én?
Han har haft vildt svært ved at gennemskue hvordan de usagte spilleregler fungerer, og hans bløde 11-årige hjerte har flere gange været gennem kødhakkeren. Det gør så ondt.
Og dér stod han, igen, i centrum for opmærksomheden.
Hans ansigt lyste af glæde over det vilde projekt han havde kastet sig ud i. Hver gang han kom luntende forbi Rom skævede han til sine fanger, og lige så snart han havde rundet et hjørne kom han springende frem igen med fryd i stemmen, for at forhindre nogen i at stikke af.
Den første der begyndt at lyde irriteret var naturligvis hans bror. Lillebror. "Paven lusker, han er en lurepave" råbte han, og der gik ikke lang tid før Paven var fulgt at tilråb fra sine fanger.
Det er en del af legen at Paven skal drilles lidt - det nytter ikke noget at Paven ikke giver sine fanger en fair chance for at stikke af igen. Ellers bliver legen kedelig.
Paven gemte sig i Rom og lurede, og hvis nogen råbte sprang han op som en trold af en æske og råbte tilbage.
Lidt efter lidt holdt tilråbene op. Rom blev fyldt med folk der kom tilbage fordi de ikke kunne forstå hvorfor der ikke var nogen der fandt dem?
Efterhånden var der ikke mange tilbage som egentlig legede. Kun Paven. Han opdagede ikke at legen var slut, men gjorde tværtimod et stort nummer ud af at moonwalke rundt om Rom.
Til sidst var der én af de voksne der ringede med klokken og alle begyndte at gå tilbage til lejren. Tilbage sad jeg som en anden Schweitzergardist og ventede.
Han var målløs. Kunne ikke forstå hvorfor de gik. Han var gal og rasende, og mest af alt synes han det var helt vildt tarveligt.
Han tudede af skuffelse og forvirring, for hvad var der egentlig sket?
Min egen indre 11-årige tudede sammen med ham. Jeg husker det. Tydeligt. Følelsen af forvirring, når man tror at NU har man forstået hvordan man gør og det så ikke holder. Ærgelsen, tomheden. Ensomheden.
Jeg vidste lige præcis hvor ondt hans liv gjorde lige dér, og jeg ville ønske at min indre 11-årige kunne trøste ham, give ham et knus og fortælle ham at han er kostbar og SÅ meget mere værd!
Hun ville holde ham i hånden og fortælle ham at han aldrig behøver være ensom.
Men han ser ikke min 11-årige. Hun er gemt inden i hans mor, og når han ser på mig ser han jo en voksen og én af dem der ikke forstår hvordan livet kan være hårdt for en 11-årig.
Jeg ville ønske jeg kunne tage det fra ham. Hvis jeg kunne ville jeg, ingen tvivl. Men hvordan gør man?
Hvordan forklarer man sin 11-årige at det for ham kræver tid og øvelse at blive dygtig til at forstå sociale mønstre? Hvordan siger man med kærlighed at han ikke havde forstået legen?
Hvordan overbeviser jeg ham om at for mig vil han altid være perfekt?
onsdag den 5. august 2009
Til gengæld kan de stå op og tisse...
Maskulin humor på et meget tidligt stadie:
Bagsæde-brødrene: "Fnis, fnis, gnægge, gnægge, ha har harhhh"
Driving Miss Junkie: "Aj, helt ærligt - kan det virkelig blive ved med at være sjovt at sidde og sige 'Fuldmåne' til hinanden??"
Bagsædet: "Harh harh, fnise, fnise *hulkegråd* - Hun sagde 'fuldmåne'...."
Bagsæde-brødrene: "Fnis, fnis, gnægge, gnægge, ha har harhhh"
Driving Miss Junkie: "Aj, helt ærligt - kan det virkelig blive ved med at være sjovt at sidde og sige 'Fuldmåne' til hinanden??"
Bagsædet: "Harh harh, fnise, fnise *hulkegråd* - Hun sagde 'fuldmåne'...."
tirsdag den 4. august 2009
Det tunge skyts
Billedet er godtnok fra 2007, men lyden er den samme! For en gangs skyld var det mig, der stod i køkkenet her til aften - til stor overraskelse og moro for den del af befolkningen herhjemme, der ikke behøver liberty for at ha kugler.
Bolddrengen udbrød sågar: "Det er det bedste mad du har lavet i år, Mor", og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Jeg havde endda husket at komme salt i, ta daa!
SkrigeSkinken, derimod demonstrerede sit aldeles velfungerende temperement ved at starte måltidet med ryggen til os andre. Overblikket påtog sig den blide BonusPater-stemme og forklarede hende at hun skulle spise noget af sin mad.
Ikke på vilkår om ungen gad. Hun var på dette tidspunkt allerede nået dertil hvor hun udelukkende kommunikerede til os via sin underlæbe.
Underlæben signalerede at den ville have noget saft.
Overblikket: "For at få saft skal du spise noget af din mad"
Underlæbe: " -------"
Overblikket: "Jeg mener altså hvad jeg siger"
Underlæbe: "------------ !!"
Overblikket: " ---- ! ! ----------!!!!!"
Underlæbe: "Nå, men så kan det bare være ligemeget, så går jeg bare"
Og ud marcherede Underlæben med sus i skørterne og smæk i døren. Hun satte sig oppe i sin seng og vrælede så højt, at hun var sikker på at vi kunne høre hende.
For et øjeblik siden køret Overblikket - det var noget med nogle fodboldstøvler der skulle indvies - og ikke et halvt sekund efter stod SkrigeSkinken ved siden af mig og bad om saft.
Psykopatmor: "Nej, jeg vil selvfølgelig ikke give dig saft, når du lige haf fået et nej af din far"
Nu sidder hun igen i sin seng og vræler endnu højere end før. Jeg tror hun kommer til at sove i en våd seng i nat.
Hvor er det dog også vildt tarveligt, når ens forældre holder sammen...
mandag den 3. august 2009
Sur røv
Jeg har en aftale med mig selv om at jeg kun må skrive ting på bloggen der handler om kreativitet eller er udtryk for min egen én af slagsen.
Den aftale kan jeg ikke holde i dag.
Jeg har brug for luft, jeg ved ikke helt for hvad, men jeg er træt, træt, træt, ked af det og bare i rigtig dårligt humør.
Det er bare en af de der perioder hvor overfladen ser fin ud, men mit indre liv på én eller anden måde er totalt anderledes end jeg havde tænkt det.
Hvad fanden sker der?
Jeg har al grund i verden til at være glad og juble, men jeg er så forbandet tung i hovedet og ude af stand til at se sammenhængen overhovedet...
Min krop er tung og mit hovede summer af bekymring over alt muligt, stort og småt, vigtigt og ligegyldigt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal dæmme op for det, og det er pænt irriterende.
Det værste er, at jeg har permanent dårlig samvittighed over at være så modløs. Jeg kan ikke slippe følelsen af at være en lille smule ved siden af mig selv hele tiden, og når jeg prøver at se gennem filteret kan jeg sagtens se de 4 mennesker, der står trofast og vil lege og dele liv med mig. Jeg ærger mig hudløs når jeg ikke orker at smile tilbage. Jeg bliver skide irriteret på mig selv når jeg (igen) siger "ikke lige nu" til en af ungerne.
Det er jo ikke meningen at det skal være på den måde, vel.
Arhh, kan man ikke få lov til at spille det der kort der giver én lov til at kravle ned i sin seng og så blive dér en 2-3 måneder?
Jeg elsker at have børn, jeg er vild med at have familie. Men ansvaret, ansvaret! Det tager pippet fra mig!
Jeg ved at de vigtigste væsner i mit liv regner med mig, og følelsen giver mig en stolthed så jeg er ved at sprænges. Men engang imellem, bare en gang imellem, kunne jeg godt tænke mig kun at have mig selv at stå til regnskab for. Ingen der skal tales med, lyttes til, opdrages på, arrangeres for. Kun mig selv og min egen sure røv.
Det er totalt feje hold.
De har ikke valgt at blive født, de har ikke valgt mig som deres mor. Valgene har jeg 100 % stået for , og nu sidder jeg her og har lyst til at vælge det fra igen og sejle under bekvemmelighedsflag. Jeg burde skamme mig, ærlig talt.
Der er så meget der er blevet lettere efterhånden som ungerne er blevet større. Og så meget der er blevet markant sværere at håndtere.
Hvor sætter man grænserne? Får de nok? Får de for meget? Er det de rigtige valg vi træffer for dem? Hvornår er det rimeligt at de selv får indflydelse?
Og hvad med fremtiden? Hvad gør vi når ungerne når til 7. klasse og skolen ikke længere er en mulighed? Hvad med konflikten i går? Fik jeg sluttet den ordentlig af, eller har jeg efterladt endnu et ar og endnu en regning til psykologen?
De fleste dage er jeg klar til udfordringen, men i dag har jeg bare mest lyst til at gi op.
Jeg ønsker mig en kold øl og et tog til det nordlige Sibirien; det kan være at der derovre er plads til mit kæmpe ego og min mugne bagdel...
Den aftale kan jeg ikke holde i dag.
Jeg har brug for luft, jeg ved ikke helt for hvad, men jeg er træt, træt, træt, ked af det og bare i rigtig dårligt humør.
Det er bare en af de der perioder hvor overfladen ser fin ud, men mit indre liv på én eller anden måde er totalt anderledes end jeg havde tænkt det.
Hvad fanden sker der?
Jeg har al grund i verden til at være glad og juble, men jeg er så forbandet tung i hovedet og ude af stand til at se sammenhængen overhovedet...
Min krop er tung og mit hovede summer af bekymring over alt muligt, stort og småt, vigtigt og ligegyldigt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal dæmme op for det, og det er pænt irriterende.
Det værste er, at jeg har permanent dårlig samvittighed over at være så modløs. Jeg kan ikke slippe følelsen af at være en lille smule ved siden af mig selv hele tiden, og når jeg prøver at se gennem filteret kan jeg sagtens se de 4 mennesker, der står trofast og vil lege og dele liv med mig. Jeg ærger mig hudløs når jeg ikke orker at smile tilbage. Jeg bliver skide irriteret på mig selv når jeg (igen) siger "ikke lige nu" til en af ungerne.
Det er jo ikke meningen at det skal være på den måde, vel.
Arhh, kan man ikke få lov til at spille det der kort der giver én lov til at kravle ned i sin seng og så blive dér en 2-3 måneder?
Jeg elsker at have børn, jeg er vild med at have familie. Men ansvaret, ansvaret! Det tager pippet fra mig!
Jeg ved at de vigtigste væsner i mit liv regner med mig, og følelsen giver mig en stolthed så jeg er ved at sprænges. Men engang imellem, bare en gang imellem, kunne jeg godt tænke mig kun at have mig selv at stå til regnskab for. Ingen der skal tales med, lyttes til, opdrages på, arrangeres for. Kun mig selv og min egen sure røv.
Det er totalt feje hold.
De har ikke valgt at blive født, de har ikke valgt mig som deres mor. Valgene har jeg 100 % stået for , og nu sidder jeg her og har lyst til at vælge det fra igen og sejle under bekvemmelighedsflag. Jeg burde skamme mig, ærlig talt.
Der er så meget der er blevet lettere efterhånden som ungerne er blevet større. Og så meget der er blevet markant sværere at håndtere.
Hvor sætter man grænserne? Får de nok? Får de for meget? Er det de rigtige valg vi træffer for dem? Hvornår er det rimeligt at de selv får indflydelse?
Og hvad med fremtiden? Hvad gør vi når ungerne når til 7. klasse og skolen ikke længere er en mulighed? Hvad med konflikten i går? Fik jeg sluttet den ordentlig af, eller har jeg efterladt endnu et ar og endnu en regning til psykologen?
De fleste dage er jeg klar til udfordringen, men i dag har jeg bare mest lyst til at gi op.
Jeg ønsker mig en kold øl og et tog til det nordlige Sibirien; det kan være at der derovre er plads til mit kæmpe ego og min mugne bagdel...
Ud over det sædvanlige
I dag kan Stine fejre et jubilæum der er temmelig specielt; et helt år som tegneserieblogger = 365 tegninger - lidt af en bedrift, hvis nogen spørger mig!Stines streg og humor er unik og jeg har ikke længere styr på hvor mange sene aftenstunder jeg har siddet og ventet på at hun skulle lægge dagens tegning ud.
Stine styrer!
søndag den 2. august 2009
lørdag den 1. august 2009
Julegave
Julegaven er bestilt. Ingen gavepapir i år, blot sne, sne, sne!
Jeg elsker lyden af sneen der knirker under mine brædder, duften af gran og tåge, ungernes latter i mine ører, varmen i kinderne, kakaoen der brænder på tungen, de fortættede lyde, kroppen der føles brugt og tung når man smider sig i sengen om aftenen.
Sidste skud på stammen kommer til at køre selv i år - uden sele. Det bliver hendes tredje år på ski (første år lå hun i en barnevogns-overdel, monteret med lammeskind og kælk, så jeg tror ikke det tæller med...). Første gang hun stod på egne ben - eller ski, om du vil - spillede hendes humørsyge os alle et puds. Ikke på vilkår at hun ville ud i det møgsne! Hun ville hverken bæres, lege i sneen eller kælke. Kun skrige. Så det gjorde hun i 4 dage. I skovens dybe stille ro kunne man se følgende udspille sig:
Tyk, hvid, tæt sne lå overalt og tyngede landskabet, tavst og fredsfyldt. Mellem de kæmpestore graner bugtede en smal sti sig ned, ind og ud, hårdt stampet og glitrende i det sarte solskin. Rundt om hjørnet drønede først én, så endnu en dreng, fart under skiene og med store grin. Og lige efter dem kom en mor glidende med huen trukket godt ned over ørerne, stirrende stift fremad - og lige i hælene på hende en far med en skrigende flyverdragt i favnen.
Mit barnlige ønske om engang at få lov til at se en elg, altså sådan en RIGTIG én af slagsen i levende live har haft lange udsigter. Med SkrigeSkinken (deraf tilnavnet!) på slæb har alle former for vild natur valgt at trække så langt ind i det øde som overhovedet muligt. Ikke at jeg kan fortænke naturen i det, egentlig. Men måske i år? Pakket ind i gavepapir?
Abonner på:
Indlæg (Atom)
