fredag den 31. juli 2009

Når det regner...

... kan man sætte sig med et dameblad. Eller få lavet noget af det arbejde man burde. Eller gå en tur på biblioteket. Måske puste støvet af symaskinen.


Der er faktisk ret meget man kan!
Og så er det alt det man gør i stedet...









I et anfald af 'hjælp, vores ferie slutter snart'-panik fik vi pludselig stirret os vrede på køkkenet. Ud med de gamle elendige løsninger. Ind med smukke skabe og lækre farveklatter.

Skabene hang egentlig i stuen, det gør de ikke længere - for man skal passe på hvad man ønsker sig herhjemme.

torsdag den 30. juli 2009

Den indre kritiker


Jeg sidder og tænker over Valdemarsro's kommentar til mit forrige indlæg.
Af én eller anden grund er min indre kritiker en gammel, vranten mand - mavesur og bitter. Han elsker at holde mig i skak med sine fordomme om at jeg er en uduelig tøs uden evner og gennemslagskraft.

Jeg kender ham efterhånden godt, han har været en trofast følgesvend siden jeg var 12. Ind imellem lykkes det faktisk for mig at overhøre hans giftigheder. Men kun nogen gange. Jeg har lang vej endnu.

Hvem er din indre kritiker?

onsdag den 29. juli 2009

Men sig det ikke til ham, vel?

Kender I den der følelse af at skyerne åbner sig og en enlig, men stædig, lysstråle vrider sig gennem atmosfæren og rammer én lige i fjæset?

Et af mine store ønsker er gået i opfyldelse, for jeg skal på kursus hos Mette Holbæk (JAH, hende den lækre med turbodrive og de store armbevægelser!)
Kurset - ta daaa - er selvfølgelig om at få succes med sin bogide, og jeg er spændt, spændt, spændt!

Det er længe siden jeg har haft fat i min bogidé.
Det er der selvfølgelig adskillige grunde til, men den væsentligste årsag er frygt.
Jeg kunne sagtens sidde og skrive at det var pga for meget arbejde, eller børnene der har krævet min tilstedeværelse - men det ville være en stor, fed løgn, ville det.
Jeg er skide hamrende angst for at finde ud af at jeg ikke er én af dem med talent. Eller at mine idéer røvstinker.
Så enkelt er det.

Den lille latterlige kritiker der sidder inde i mit hovede og taler med sin rustne stemme, siger til mig at det er for sent, jeg er for sat, for mor-agtig, for provinsiel, for lærer-agtig, jeg har ikke noget at byde på; at det er latterligt jeg bilder mig ind folk gerne vil læse hvad jeg skriver.

Men jeg er mere snedig end min indre kritiker, så jeg er nu meldt til kurset uden at han ved det. Og jeg siger til mig selv igen og igen, at hvis jeg bare sidder med hænderne i skødet vil jeg aldrig finde ud af om drømmene holder - hvis jeg ikke handler nu bliver jeg ikke klogere, men bare ældre...

En 'lys' ide


Hvis ellers man følger med her i blogland vil man opdage at man(d) er i gang med at indrette værelse til ét styk TurboPrinsesse.
Det er jo for så vidt ganske udemærket, selvom jeg stadig ikke kan forstå, hvordan man kan kalde det ferie at rende rundt i savsmuld og længes efter at køre med trailer. Nå, men ham om det.

Værelset er blevet noget så øøøndigt. Jeg har næsten fået lov til at bestemme noget. Og barnet er tilsyneladende glad.
Jeg er på den anden side lidt bekymret over at hun giver udtryk for enorme mængder begejstring for den tykke, gule og meget meget lange forlængerledning, som snor sig tværs over gulvet og op ad hendes seng, og ender i en temmelig indiskret lyskæde med diodespots. Det må hun ha' fra sin far.

Jeg ville ikke ligge under for deres flexen med krea-musklerne, så jeg havde bestemt mig for at lave en lampe til værelset. Ud fra en tiltalende genbrugstanke/en doven 'jeg gider ikke bevæge mig udenfor'-tanke (vælg selv) besluttede jeg mig for at finde noget på systuen og lave en kæk lille lampe. Det behøvede da ikke tage så lang tid, tænkte jeg.

Og nej - ganske rigtigt tog det ikke særligt lang tid.

Lidt ståltråd viklet mange gange rundt om indmaden fra en rispapirlampe, tilsat et par meter af den grove, hvide tyl som jeg havde rynket i toppen. Så drysset med en lille snas stof-sommerfugle og lidt perler..

Og voila...

Det lignede dét det var: en underlig dusk tyl der hang og skammede sig på noget slattent ståltråd.
I allerbedste tilfælde ville jeg nøjes med at gøre Tøsen forskrækket over at Den Hvide Dame havde valgt at gå igen på hendes værelse. I allerværste ville hun vokse op og tro at det var fed stil.
Så den pillede jeg ned igen. Og lader nu far og datter om selv at flexe de der krea-fugleklatter.


(Billedet har i øvrigt intet med indlægget at gøre, men det fik mig til at grine.)

søndag den 26. juli 2009

Lige ud ad landevejen poncho


Ja ok, jeg blev jo ligesom ikke færdig dengang der var 35 grader og festival.
Men nu er der 16 grader og ro i huset, så alle ender er hæftet, ponchoen skyllet op, tørret - og så sidder den bare helt perfekt!

Den har været så taknemlig at strikke; rundt og rundt, lidt farveskift her og dér, og indtagninger placeret strategisk så den til sidst endte med at blive lige som jeg ville ha´den.

Jeg er godt tilfreds og allerede flyttet ind!



(Og i øvrigt er jeg ufattelig ringe til at tage mit eget poseren-foran-kamera-projekt helt alvorligt når det kommer til stykket....)



Hvis du får lyst til at kaste dig ud i et lignende projekt, kan du købe opskriften HER - god fornøjelse :-)

En heldig pamfilius




Det er lige hvad jeg er. Nemlig!
Hvis jeg nu gør mig helt lillebitte kan jeg snildt ligge på en hylde på systuen hjemme hos det dejligste væsen. Så kan jeg ae de dejlige stoffer og lytte til hendes pragtfulde latter.
Jeg tror jeg vil ligge rigtig godt!
Tænk, tænk, tænk at det her blogging-noget gemmer på så pragtfulde overraskelser som Historiefortælleren over dem alle, Workout-Guruen ;-) og Liberty-Heaven. Jeg sagde det jo. Et styk heldig pamfilius, det er mig!

lørdag den 25. juli 2009

Man ved...

... at man er gift med en nørd, når bilen står parkeret foran huset med vidtåben bagsmæk og indkøb liggende i åben begravelse, mens guitartonerne strømmer ud fra hoveddøren (naturligvis også pivåben) - og nørden hastigt springer op når man kommer ind i rummet og siger "Jeg sku' lige prøve noget...."


... at man trænger til at rydde op, når der ligger hårelastikker, tegninger og en øldåse i ens seng.


... at man har set for meget fjernsyn når 4-årig datter kommer ned i kælderen, kaster et hurtigt blik på skærmen, vender øjnene mod himlen og sukker: "Nej, ikke Tude-frans, IGEN" (Tour de France)


... at man er psykotisk rygetrængende, når man seriøst overvejer at ryge plaskvåde regnskyls-smøger, som desværre er de sidste i huset, og man i øvrigt havde lovet at holde op for 8 år siden.



... Og tjek så i øvrigt lige fortsættelsen :-)

Til tørre

Der er noget der ligger og tørrer på mit gulv.
Noget forsinket restværk som endte med at blive til lidt forsinket luksus. Der kan man skisme bare se :-)



fredag den 24. juli 2009

Hvem er du?

Jeg har længe haft lyst til at spørge dig om noget, kære blog-læser.

Hvem er du?
Har du været kreativ hele dit liv? Er du først lige gået i gang?
Ville du ønske du var det? Kan du lide at lave ting selv? Er det nemmere bare at betale andre for det?
Er du strikker? Syer? Patchworker? Ligeglad?


Jeg har lavet en lille afstemning ude til venstre på bloggen. Jeg vil blive meget glad, hvis du har lyst til at give mig dit klik :-)
For min egen nemheds skyld har jeg lavet 6 muligheder du kan klikke på - for at du ikke skal blive helt forvirret fortæller jeg lige, hvad jeg mener med de forskellige kategorier:



Tilbagelænet DIY-opkomling:
Du synes det ser fedt ud når andre laver ting selv, men du ved ikke helt om det er noget for dig. Enten synes du det ser så besværligt ud, eller også bliver du lidt skræmt ved tanken om at det nok er helt vildt svært.

Passioneret DIY-opkomling
Du har lige fået øjnene op for hele den store strikke-hækle-sy-verden, og du kan ikke få nok - lær mig det hele, tak!

Tilbagelænet DIY-amatør
Du har fået lavet nogle fede ting, men du bliver helt
træt over at det tager så lang tid. Du tænker lidt, at du ville ønske at du gad - men du gider ikke.

Passioneret DIY-amatør
Du kaster dig ud i projekter og bruger tit nettet, blade og bøger som inspiration. Du er selv godt tilfreds med de ting du får lavet.

Tilbagelænet DIY-ekspert
Du har lavet så meget gennem årene, men du er ikke
sikker på at du gider mere. I øvrigt kan man også købe tingene færdige i lige så god kvalitet.

Passioneret DIY-ekspert
Du har været kreativ al den tid du kan huske. Du følger sjældent anvisninger, du bliver mest tilfreds med dine egne ideer.


TUSINDE TAK FOR HJÆLPEN!

onsdag den 22. juli 2009

Paradis og slagmark


I Svigermamas kolonihave ligger bøger og blade jeg aldrig ville åbne eller bladre i, hvis ikke det var fordi jeg nu tilfældigvis sidder hér i regnvejr.

Især én artikel har fanget min interesse: en sociologistuderende skrev i 2004 speciale om havekultur, fordi hun undrede sig over hvorfor haven stadig er så interessant for mange mennesker - selvom den faktisk ikke længere har økonomisk værdi overhovedet. Hun nåede frem til, at havemennesker kan deles op i 4 generelle typer, med hver sin instilling til haven: Nusserne, Ordensaktivisterne, Øko-Romantikerne og Slapperne.

Nusserne ønsker sig balance og harmoni i deres have, farver og æstetik skal helst hænge sammen. Deres haver skal helst være naturlige, og det er selve arbejdet i haven der trækker i dem - processen er en vigtig del af haveprojektet. De kan godt finde på at bruge lang tid på havearbejde, og er nok det man betegner som garvede havefolk. Det vil eksempelvis ikke være spor besynderligt at en Nusser har havebøger liggende på sengebordet. Deres viden om planter og havekultur er stor - Søren Ryge er fx en klassisk nusser. Nussere HADER havenisser og andet unaturligt tingeltangel som de synes er håbløst sentimentalt og opblæst.

Hvis der er noget Nusserne ikke forstår, så er det Ordensaktivisterne, som Nusserne synes er temmelig hysteriske og har afsindig dårlig smag. Ordensaktivisterne ønsker sig for alt i verden at der er orden i haven, især kampen mod ukrudtet bliver prioriteret højt. Ukrudt er en skamplet, og andres mening om deres have er vigtigt for ordensaktivisterne. De synes at blomster er smukke, men helst ikke hvis gevæksterne bliver for uens eller hænger og dasker. De er ambitiøse havemennesker og bruger temmelig lang tid i deres have, de har viden og kræfter til at holde styr på naturen. Ordensaktivisterne blander gerne forskellige stilarter og materialer, deres haver indrettes så der kan være plads til mest muligt; figurer, terasser, bede, nyttehaver, vandarrangementer mv. En ægte Ordensaktivist vil aldrig rynke på næsen over en japansk have foran et gammelt bindingsværkshus!

Ordensaktivisterne kan ikke fordrage at nogen bare lader stå til, og de har svært ved at forstå Øko-Romantikerne, som de synes er alt for uordentlige. Øko-Romantikerne ønsker sig mest af alt bare frihed til at spire og gro, og på samme måde med deres haver, ingen skal trække normer ned over hovedet på dem. Øko-Romantikerne holder af det enkle og stilrene, men har ikke tid nok eller særlig meget erfaring med haver. Øko-Romantikerne synes ukrudt er helt ok, de foretrækker vilde planter og gamle træer. Hvis det bliver for friseret er det kedeligt. Øko-Romantikerne synes alle haver burde dyrkes økologisk. De er ikke erfarne haveejere, men har typisk overtaget en gammel have som de bruger som 'friheds-station', et gemmested i hverdagen. Øko-Romantikerne er individualister og de bryder sig ikke om at deres have ligner alle de andres.

Slapperne vil bare gerne have fred. For dem er fordelen ved haven, at der er længere til naboerne end i lejligheden. Det bedste ved haven er at sidde og slappe af - og Slapperne tænker sjældent på haven uden for sommerhalvåret. Sådan noget med at dyrke sine egne grøntsager er ikke umagen værd, det kan ikke betale sig. Slapperne bruger lige så megen tid i haven som Nusserne, men tiden bruges på afslapning, fx foran grillen eller i hængekøjen. Slapperne er også den gruppe der har de mindste haver. De ønsker sig hverken drivhus eller højbed, men synes at haven gerne må se pæn ud, og deres arbejdsindsats i haven rækker lige akkurat til nyslået græs.


Nu er det jo generaliseringer så det basker, men alligevel... Jeg er ikke et sekund i tvivl om hvilken gruppe jeg tilhører!

Hvem er du?

mandag den 20. juli 2009

Gemmeleg


I et lille hjørne af verden sidder jeg og hækler.
Her er kun lyden af en solsort inde hos naboen (og motorvejen bagved mosen), børnene sover, rødvinen er trukket op.
Jeg behøver ikke sidde her og gemme mig, men det er helt ufatteligt velsignende at stikke af fra det vante og de hjemlige projekter.
I morgen skal jeg give knus til dejlige mennesker. Men lige nu skal jeg bare hækle :-)
(I øvrigt er 'garnet' lavet af møbelstof fra Ikea, klippet op i 2-3 cm bredde. Jeg hækler rundt indtil der er tæppe nok til Prinsessens bare tæer)

Tilfældigvis forbi


Grafitti, nu med uld
Gad vide hvem der er kommet forbi og har tænkt "Hér mangler da vist et par geder?"

søndag den 19. juli 2009

Melamin


Jeg var på Koldinghus i går og se den flotte udstilling om bæredygtighed og mode.
Der var så mange flotte, flotte sager og mit krea-hjerte kan ikke glemme noget som helst af det vi så.

Karen Fly havde enkelte af sine tinge med på udstillingen, og især hendes melamin-ringe fangede min opmærksomhed.
De er skåret ud af vores allesammens Margretheskåle, og de har en fuldendt sarthed på trods af materialets robuste udtryk.
Som genbrugsfreak elsker jeg, at det er en gammel ting hun giver nyt liv. En ting med begrænset værdi der bliver ophøjet fra sin tidligere status, en hverdagsgenstand der er til at 'overse' bliver en luksusgenstand med unik status og præg af designerens håndelag.

Den måtte sgu gerne sidde på min finger, dén der grønne. Og jeg ville elske den fordi den var gammel, fordi det var genbrug og især fordi den var så fabelagtigt smuk!

Og de levede lykkeligt...

fredag den 17. juli 2009

Advarsel; ubegrundet hysterisk latter

Moster Bob og Moster Kuk på tur!
Det bliver helt sikkert ikke kønt, til gengæld blir det sikkert både dyrt og rimelig åndsvagt. Hurra :-)

torsdag den 16. juli 2009

Sommer-idiot


Hvert eneste år hører man om dem; sommer-idioterne. Som regel er det tyskere der driver til havs på luftmadrasser, eller noget i den stil.

I år er ingen undtagelse:
Hammerknuden på Bornholm. Vi var et smut forbi, skulle lige nyde udsigten inden jazzfestivalen i Allinge skulle besøges. Jeg havde selvfølgelige taget mit dejlige kamera med, der er jo forjættende smukt deroppe!
Vi gik forbi afspærringen, og vores venner der bor for foden af Knuden bevægede sig dejligt ubesværet og hjemmevant rundt. Så det gjorde jeg da også.

Jeg var optaget af tanken om at mågerne yngler ned at klippesiden, og jeg tænkte det kunne være kæmpestort at få et billede af en måge lige idet den letter fra klippen.
Jeg hørte ikke at Overblikket sagde noget til mig.
Jeg synes selv jeg holdt en ordentlig afstand til kanten, der var mindst 1½ meter mellem mig og afgrund, og jeg dimsede og knipsede med mit legetøj. Ud af øjenkrogen fornemmede jeg pludselig Overblikets ryg bevæge sig væk, mens han vredt trampede ned mod bilen igen, og ord som : "Børnenes mor, også i fremtiden...." nåede mit øre.

Jeg var faktisk lidt målløs, indtil det sev ind at han var skide sur over mit sommer-idioti.
Jeg kan alt for godt sætte mig ind i hans bekymring over at jeg bludselig spankulerede rundt derude på kanten med et kamera foran øjet - jeg var endda så optaget at jeg slet ikke havde lagt mærke til at han bad mig komme længere ind igen.
Det ville simpelthen være det værste ikke?
At miste sin elskede i en tåbelig ulykke - og de sker jo hvert eneste forbandede år! For så bagefter at se sig selv og sin historie penslet ud på diverse forsider, som endnu en prik i statestikken over tåbelige idioter, der glemmer at passe på sig selv.

Men det værste var at jeg overså hans frygt!
Jeg kiggede ikke på ham en eneste gang, eller hørte efter hvad han sagde. Jeg var så optaget af mit eget lille cirkusnummer derude på kanten, og opdagede først for sent at jeg for længst var drattet ud over kanten for hans tålmodighed.
DET er ægte sommer-idioti!

onsdag den 15. juli 2009

Mmm... Marabu


I et afsnit af Sex and the City blive Carrie forelsket i et par fjerklædte tøfler fra Dolce & Gabbana.
Hun er lige ved at forlade butikken, da hun møder en gammel veninde som forærer hende skoene og senere overtaler hende til at være sammen med en mand, der er i byen for en kort stund.
Da manden rejser giver han Carrie penge som 'tak'.

Det er tøflernes skyld!
De såkalde Marabu Slippers - opkaldt efter den bløde kant af fjer fra Marabustorken som pynter den forreste del af skoen.
Tøflen har siden det 18. århundrede været forbundet med feminin sovekammerstemning og sexappeal - den eneste form for sko, som skjuler den ene halvdel af foden og afslører den anden halvdel. Forsynet med en høj hæl bliver den nøgne hæl genstand for opmærksomhed. Det er ikke muligt at spadsere i disse sko - de tillader kun at balancere koket på tåspidserne og ændrer gangen til en sexet trippen rundt.



I filmen 'Cleopatra' spiller Elisabeth Taylor en kompleks kvindefigur; herskerinde og forkælet møgtøs, der manipulerer mændene omkring sig med skiftevis at være barnligt skrøbelig og barsk udnyttende sine (seksuelle) fordele.
Hendes sko siger det hele:

Sarte, delikate brokade-tøfler dekoreret med perler og glimmer - med en hæl så tyk og tung at man ikke er i tvivl når den bliver sat hårdt i gulvet. (Designet at David Evins til Taylors rolle i filmen)

Marylin Monroe trippede gennem filmen "The seven Year Itch" i et par skrøbelige tøfler - godtnok uden fjer. Jeg vil vove den påstand at ALLE kender scenen med risten og den hvide kjole. Kig på hendes fødder næste gang du ser den... Sexede små tøfler!




Monroe bekræftede kun det vi godt ved:
Marabutøflen leder tankene hen på soveværelset - silkebånd og pudderkvaste. Krøllede lagner og mælkehvid kvindehud. Tøflerne der lynhurtigt glider af foden. Den fine lille sexede gang de tvivnger til. Kvinder som benytter sig af alle deres køns fordele, og ikke tøver et sekund med at bruge deres seksualitet offensivt for at opnå penge, juveler, magt...

Carrie har helt selv været ude om det; da først hun tog dem på var der ingen vej tilbage!

tirsdag den 14. juli 2009

Tid

I en tid og en kultur hvor vi alle halser afsted for at nå at indhente lykken er Tid gået hen og blevet den reneste form for luksus.


Jeg synes tid er ekstremt skræmmende!
Efter min fars død føles tiden virkelig kostbar, men samtidig så udefinerbar - jeg vil have det bedste ud af min tid, men samtidig vil jeg også have god tid til virkelig at nyde at være til.
Det er et besynderligt paradoks; jeg kan halse afsted for at nå til fredag eftermiddag hvor jeg virkelig skal have god tid til at nyde mit liv - og når jeg så endelig kommer til fredag eftermiddag bliver jeg helt perpleks hvis jeg enten ikke har noget på programmet, eller endnu værre hvis jeg har SÅ meget planlagt at jeg bliver bange for om der er tid nok - så perpleks at jeg faktisk helt glemmer at nyde.

Sommerferien er én af de virkelig skræmmende begivenheder, når vi taler om tidsangst - ja, ok jeg ved det lyder som noget klamp at fyre af.. skolelærere eksisterer kun for 3 grunde; juni, juli og august... bla bla bla... (indsæt selv flere lærerjokes....)

Men. Hele konceptet omkring at vi nærmest skal nå at rejse jorden rundt, besøge samtlige familiemedlemmer, dyrke kulturelle begivenheder og nå at istandsætte vestfløjen i løbet af ferien er ved at give mig feriepanik.

Meget af tidsangsten opstår i vores medieskabte virkelighed, hvor især frygten for alderen sætter trumf på.
Medierne slår os dagligt i hovedet med at vi er håbløst bagud, hvis vi ikke husker at have heftig feriesex, udsalgsshopper os blå i hovedet, mens vi lige holder en lille sommerkomsammen for vores 80 nærmeste venner på en diskret ø i Middelhavet som vi har lejet i anledningen.

... Argh - hvem prøver jeg at narre? Jeg endte faktisk nærmest selv med at tro på det vrøvl, mens jeg sad og skrev - hvor sølle er det ikke at jeg prøver at give medierne skylden?

Jeg er desværre helt klar over at meget af min tidsangst og de andre fikse ideer opstår oppe i mit eget hovede. Af én eller anden grund er mit alterego Luna nemlig flyttet permanent ind i hjernebarken (hende må jeg fortælle om en anden gang, hun er virkelig et interessant bekendtskab!) og skaber så meget rod at jeg på ét eller andet tidspunkt glemte den grundlæggende idé med at holde fri: At Holde Fri.
Så lige i disse dage øver jeg mig i at gøre noget vildt; absolut INGENTING.
Det er øredøvende svært....
Se bare - jeg bliver endda nødt til at blogge om det, bare for at føle at jeg gør ét eller andet, bare noget.
Det besynderlige er at vi overraskende nok har fået gjort helt vildt mange fede ting ved at gøre ingenting:


Guitarhero laver køkkenesperimenter: gad vide hvordan pandekager med skumfiduser smager?

Det ser ikke helt tosset ud! Knægten har døbt retten 'Flipcake ala Mellow', men det bør måske tilføjes at han fralægger sig ethvert ansvar for kolestoroltal og køkkenrengøring.

Nye greb på køkkenlågerne. Længe leve Ikea! Det var ren Fakta; tog kun 5 minutter - men effekten er helt vild :-)

Fik den udsøgte fornøjelse af at tæve ungerne i Settlers. Overblikket påstår godtnok at han vandt, men det er helt tydeligt at han snød med det sidste point!


Tid til at blogge. Og se Tour. Mand, hvor jeg elsker den sport. 3 uger med intrigante selvhøjtidelige mænd i tricot, så bliver det ikke meget bedre!


Nyder og lader mig inspirere af den pragtfulde taske Christina sendte mig i bytte for buksedragten. Hvis jeg bliver rigtig dygtig til at lave ingenting vil jeg love mig selv et par timer til at sy noget én af dagene!

Vand. Dét alene kan sagtens fylde en hel måned! Dukkebarnet proklamerede i øvrigt i morges at hun ville have nattøj på hele dagen. Måske skal jeg bare lære lidt af hende?




jo, sørme....

Der var et lille bitte billede af min pragtfulde midnatsblå Uffe Frank. Samt et par plastikstole. Og Claus' røv...

søndag den 12. juli 2009

Dancing down memory lane


(Stilhed. Lidt endnu)




Jeg havde jo sørget for kjolen (som der by the way ikke er nogen billeder af, sorry)- og resten kom nærmest af sig selv. Til sidst var det faktisk bare at drikke en øl. Vente. Og glæde sig - vildt!
Har du knald i låget, det var ventetiden værd...




Man tror det er løgn, men den er god nok: Det ER deres første job - nogensinde!! De havde forinden været på øve-lejr (i 3 dage!) hos verdens bedste bonus-mor, som har nurset om dem med mad, kaffe og kage - midt i alvoren omkring at det var et 'rigtigt' job lød det nu som om de havde hygget sig ret godt.
Bær over med hjemmevideoen (og den noget tvivlsomme lydkvalitet), men helt ærligt - min mave synker helt ned i danseskoene og tilbage igen over hvor pissefatastiskfuckingfedt det lyder og hvor møghamrendestolt jeg er!

Det kunne ikke være mere passende at mase alle følelser ned i én kæmpe stor gryde og røre det godt rundt med spaden:
'Beat it' krydret med adskillige tanker til pop-kongen, spillet af den fedeste lillebror i Verden på dén guitar som blev den sidste vores far fik bygget.
Som Rock-bror også selv pointerer; det kan godt være den er røvgrim, men den har en fantastisk lyd...
Jeg er ret enig - især når det er ham der rører i gryden!
(Den røde guitar er i øvrigt også bygget af Den Store Excentrikr)

Mini-Kok amok på guitar! Læg venligst (!) mærke til hans fabelagtige solo, outstanding. Jonas på trommer gør nu også et temmelig pænt stykke arbejde. Og Sofie - tja, at hun har det i blodet og sjælen mærkes kun alt for tydeligt.










Og i øvrigt...
Ja - den brunklædte discosmølf er min.
Jep - det ér følgespots der er monteret i teltloftet (ok, lommelygter - men anyway)
Ja - det er børnenes tegninger der udsmykker scenen
Ja - han ser ikke så gammel ud, men han må altså godt drikke øl. Også for sin storesøster...
Nope - vi fik ikke én eneste klage, men tilgengæld en hel bunke glade naboer!

Nu venter så bare den sidste del af festen:


fredag den 10. juli 2009

Kommer det med alderen??

Jeg er tåbe!

Hvert evige eneste år kommer jeg til at udbryde :"Vi skal da holde en fest, hva?" - og Overblikket er sjældent sen til at gribe dén bold.
Så hvert evige eneste år går jeg ud og køber en ny, fabelagtig kjole (Ding ding ding) og tror naivt at vi er klar.
HA! HA!

Ikke at jeg undres...

mandag den 6. juli 2009

Minimega giveaway

Minimega har lavet en giveaway af den lækre slags.... ! Ih, jeg gad godt være heldig!

Uaaddr


Hvad freaking flying helvede...?
De har været hjemme i knap 1½ dag og skal afsted igen om meget få timer. Og vupti, amok med sokkehelvede - det ligner en kæmpe farvestrålende bunke bomuldsopkast, spredt ud over hele garderobegulvet.
Man burde tro de havde lært ordentlige strømpemanerer fra deres fædrende ophav?

'Nogen' påstår min freakmagnet stadig er på 'ON' - jeg nøjes ikke med at påstå, jeg konstaterer!!!

søndag den 5. juli 2009

Det betød noget!

(Hr. og Fru Junkie...)
Dagen derpå er dagen for status og evaluering. (Hvis jeg da ellers bare kunne koncentrere mig for den kvalme jeg alt for tydeligt indser er ganske selvforskyldt... Ingen ynk, tak. Men har du en panodil?)


Hvor fanden starter man henne, når de seneste dage har været så proppede med overvældende oplevelser af hvilken som helst karakter; de jublende, de grænseoverskridende, de rørende, de helt vanvittige, de humorisktiske, de platte, de kærlige og fantastiske?


Musikken, selvfølgelig.
Det var jo derfor vi var der!
Det kan være en udfordring at undgå festivalstress, især når programmet er spækket med alskens lækerier. I år var ingen undtagelse - alt det lækreste rock man kan samle midt i en skov, smidt lige i nakken på mig. Det var kun et spørgsmål om at gide stikke sine kulsorte fødder i ditto sko (der engang var gule...) og vade forbi den nærmeste udskænkning, inden man lod sig underholde.

Jeg har slet, slet ikke hjerneceller til at fortælle om samtlige musikalske oplevelser.
Gider overhovedet ikke spilde min tid på klynkehovedet Annika Åkjær, som jeg ellers tidligere har hørt til en lækker intimkoncert på Kulisselageret.
Gnags, Kim Larsen, Sys Bjerre - som forventet; leverede varen men ikke store overraskelser dér.
Nægter at indrømme hvor fuld jeg blev, da Magtens Korridorer spillede den varmeste koncert i stegende sol, mens jeg drønede rundt som en vanvittig hestebremse omkring en dampende, fugtig fugleklat.
Men jeg bliver nødt til at fortælle om Baal. Og Jooks.
(Hvad fanden sker der med de dobbeltvokaler?)


Baal - jeg troede de var døde, væk for bestandigt. Men i et menneskeforladt telt genopstod de, genfødte af røg og en rivende guitar. Hvad fanden der holdt resten af festivallen væk fra en absolut altfavnende og sønderivende koncert, det fatter jeg ikke.
Men vi var der! Vi skreg os hæse i mørket og lod os rive med af den intense stemning. Vi satte os ned på jorden, da forsangeren bød os det - og forsvandt i stemningen mens han dansende vandrede rundt mellem de siddende publikummer og sang sin sjæl ud i natten.




Jeg kan ikke fortælle om Jooks uden at blive en smule mere personlig!
Jeg føler jo nærmest at jeg kender ham - en lille smule. Har læst bogen. Ved mere om manden bag, end om hans musik.
Jeg er en sucker for lækker, dansk rap. Elsker flowet og føler mig udfordret af berigende ordtwistere. Men jeg er RØVtræt af dansk rap pt. - har fået nok af f****** John-SON, kvindehaderen (mikrogangsteren - som om det skulle være tiltrækkende) fra Ålborg, og ham den mainstream klaphat fra Havnen. Gider sgu ikke det møg.
Så jeg var en kende skeptisk da vi stod i Rocktown og ventede. Jeg ønskede virkeligt indeligt at jeg ville elske hans musik, det ville gøre det så meget nemmere, når nu resten af pakken er ubegribeligt indtagende.
(Ja, sorry. Ved jo godt at han er gift og barnefader - en temmelig heldig én af slagsen. Og at det samme gør sig gældende for mit eget vedkommende. Men han er da lige til at sætte tænderne i! Beklager Julia, men sandheden MÅ frem! ;-)

Og så stod jeg dér. Og glemte fuldstændig tid og sted. Han bevægede sig på scenen som en smidig kat og var alle steder på én gang. Fangede publikum med det samme, intens i øjenhøjde - jeg er sikker på at alle tilstede havde en oplevelse af at han så dem - ikke bare kiggede i deres retning, men virkelig SÅ dem.

Men det bedste - det absolut bedste... Det BETØD noget!
Mens bassen brølede ud af højtalerne og pigerne hvinede, stod jeg og kom i tanke om at dét som adskiller mennesker der drømmer om at realisere deres kreativitet fra de som gør det - handler ikke blot om rå talent, men i lige så høj grad om mod.
Jooks er en modig kunstner.
I en tid hvor dansk rap får mest medieomtale når det er groft krænkende, voldeligt eller direkte debilt i al sin 'motherfucking fuck you til you drop, horny bitch' - stiller han sig midt i spotlyset og rapper om at han er voldsomt provokeret af at have fået tæv men nægter at slås! Han insisterer på at tale ordentligt til kvinder. Han stod ene og alene stork på scenen og rappede acapella om smerten ved at se en elsket forsvinde langsomt, for tilsidst at give op overfor kræften - og lammede min hjerne totalt da han dristigt og direkte rappede sin taknemlighed og kærlighed til sine elskede derhjemme.
Jeg opdagede ikke at jeg stod og tudede før jeg smagte salt i min mundvig.

Det var mindblowing på den farlige måde! Jeg håber han er klar over at han nu er forpligtet? Forpligtet på at have mig som fan, forpligtet på at blive på den snævre ujævne og ufremkommelige sti - som han i øvrigt selv bliver nødt til at opfinde hen ad vejen. Men noget siger mig at han er klar over hvad han laver. Han ligner en modig mand med en modig plan (søvnunderskud eller ej) - og jeg vil være den første til at nyde at se hvorhen han bevæger sig herfra.

Thank you for the music

Kører stadig på festival-tid, mit hovede summer af oplevelser og en lille smule tinitus fra den sidste koncert, hvor Nephew gav den max og sluttede af med maner.

Så mange indtryk, så mange følelser, så mange historier at fortælle;
Baal og Jooks satte mine følelser i kog.
Støv, støv, støv alle vegne - dont ask...
En balancekunst at være til festival uden at føle sig alt for gammel og himlende over 'nutidens ungdom', der tilsyneladende aldrig har set en Yeti uden tøj på...
Oldies but goodies: Tim C, Magtens og fadøl.
Må. Sove. Nu.

TAK!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...