tirsdag den 30. juni 2009

Skatten i smatten

Billedet her er fra 2007 hvor Nibe redede vores liv!

På trods af elendigt vejr og latterlig økonomi blev det festivallen der tog præmien som årets højdepunkt. 4 dage til at flette fingre, savne ungerne og få gode fælles oplevelser - det var så afgørende for vores vilje og evne til at få alt det andet til at lykkes.

Det er så vigtigt at komme væk, få lov til at se tingene på afstand, for at man kan værdsætte dét man har. Vi får mere glæde ved vores sommersamvær, når vi har haft nogle dage væk fra dårlig samvittighed og hverdagsproblematikker. Væk fra det hele kan vi uden at panikgrine manisk tale om vores drømme og forhåbninger, vi kan lade som om vi ingen ansvar har, vi kan.. tja.. nærmest føle os frie!
Set gennem sommerdis og alko-skyer virker hverdagen på en måde mere dragende, fascinerende.

Og så gør det jo i øvrigt ingenting at man har det festligt imens - selvom det er på 16. år man holder ved?
Ingen ture i lysekronen i denne ferie! Måske ender det rent faktisk med at vi finder ud af hvordan man gør?


mandag den 29. juni 2009

33

1/3 af 100 år - så lyder det ikke af så meget ;-)

Det var skide svært at blive 30 - det er ingen hemmelighed.
Jeg stod for sølle 3 år siden og så mig selv i spejlet og frygtede den person der stirrede tilbage på mig; hvem var hun? Var hun nu voksen? Hvad var der tilbage at kæmpe for? Hvor blev alle de svar af som hun havde forventet ville dukke op? Hvad var det egentlig hun ville med sit liv?

Men 33...? Det er temmelig enkelt, for jeg er jo stadig bare præcis den samme Trine som jeg var igår.
Dog en lille bitte smule mere begavet end i går. Jeg går mit nye år i møde så uendelig meget rigere end i går: rig på en fantastisk familie, dejlige venner, på de lækreste øreringe (ja, han købte dem sgu! Er han ikke fantastisk?), et smukt ur fra min mor, lækker musik

..og en festsang...?

Jeg har rundet 30 nu
Plus det løse
Huden strammer nogle steder
Andre er de løse-ere
Jeg er stadig boldmongol
Men jeg slikker gerne sol
I min campingstol
Jeg har fri fra skole

Skål

Jeg er som en bedstemor
Jeg kan li at strikke
Folk deres øjne ikke tror
når de ser mig drikke.
Rødvin, snaps, vodka, likør
fråder chokoladefrøer.
Pindene de knækker
jeg mig gerne brækker

Skål



Nej, Rasmus - jeg tager ikke verset med 'hurlumhej pik' med...

søndag den 28. juni 2009

Tidspres

Den vil være så perfekt til en kølig festival-aften. Jeg strikker på livet løs for at blive færdig i tide.

Jeg har lavet et vævestrikket stykke forneden på ponchoen.
For 10 år siden sad jeg også foran computeren, dengang i vores lillebitte kollegiehus. Jeg var temmelig gravid med Æseløret og ventetiden føltes lang.
Strikkepindende klirrede, og på nettet fandt jeg en pragtfuld hjemmeside der handlede om vævestrik - jeg sugede til mig af inspiration, jeg VILLE lære hvordan man gjorde.
Mette der havde lavet siden var enormt sød og vi mailede frem og tilbage om hvordan man kan konstruere sine egne vævestrik-mønstre. Der kom fede, spændende resultater ud af mine forsøg, for teknikken er let at forstå og sjov at lege med!

Pludselig for kort tid siden dukkede Mette op igen på min skærm - sørme om ikke Faster Mette har en blog, totalt inspirerende som dengang. Det er helt vildt sjovt at 'mødes' igen så lang tid efter og få øje på at nogle ting stadig er de samme.
Mette - tusinde tak for at du inspirerer mig, dengang som nu :-)

lørdag den 27. juni 2009

Farvel




Det lykkedes....
Vi nåede faktisk frem til sommerferien, uskadte og med alle lemmer og forstanden (næsten) intakte.
De sidste 2 uger har været så hektiske at jeg har drømt om huskelister og alt det jeg mangler at få styr på - for af én eller anden grund sker der det, at de 1000 ting man har udsat indhenter én i ugerne op til den store ferie. Måske er det en lærerting?

Den sidste dag før ferien er den bedste og værste af dem alle. Tilbageblik og gode snakke om det år vi lægger bag os. Postkort-opfordringer. Det obligatoriske slagsmål mellem de store elever og lærerne - i år var det fodbold.* Tvangskrammere til de (kæmpe)store børn der skal videre til nye eventyr. Kagebord og lovord.
Og så alle mine små, søde pus der skulle krammes og nusses farvel og på gensyn. Når jeg ser dem igen er de blevet solbrændte og et hoved højere. Og er ikke længere de små.

For jeg kommer jo til at se dem igen, de skal sådan set bare ind ad den næste dør. Men lidt farvel er det alligevel, og lidt sørgeligt.
Et nyt kuld venter spændte på at det bliver august. Det gør jeg også.
Men ferien først, ferien først!!!






* Æseløret sagde i går til mig - og her citerer jeg ordret: "Mor, af en nybegynder spillede du faktisk ret godt". Og så headbobbede han lige på den anerkendende facon...
Ikke for at prale.., jo lidt for at prale - jeg scorede et mål og lagde op til et andet. Og så tog jeg lige en bold ned med hovedet og firsttimede den, desværre uden at score... Men Overblikket ville have været stolt af mig, tror jeg ;-)

torsdag den 25. juni 2009

Se min kjole...


Mit kyniske radarblik lader i disse dage ikke tvivlen komme meget til gode i mit klædeskab.
Men ret skal være ret; jeg har ting hængende som jeg meget nødigt vil skille mig af med!

Det er i virkeligheden fortællingerne og forestillingerne om disse ting jeg bliver så glad for - mine skønne sager får så meget værdi af at have historier at binde på ærmet.

Denne kjole er en absolut garderobefavorit, og jeg bruger den alt for sjældent i forhold til hvor glad jeg er for den! Jeg har som sagt en desideret afhængighed af kjoler - det må være noget med hvordan de får mig til at føle mig særligt feminin, eller håndværket, konstruktionen der fængsler.

Jeg var ude og gå en tur i min by (provinsflække), og jeg havde efterhånden afskrevet genbrugsbutikken som mulig guldgrube efter jeg adskillige gange med håb og tålmodighed havde stået på hovedet i kasser og sække - men uden det store held.
Men lige denne dag fik jeg en pludselig indskydelse - de kommer tit til mig, og indrømmet, jeg handler ofte på mine indskydelser fordi min nysgerrighed er større end min fornuft.
Mine hænder bladrede gennem matte stakke af sirligt sammenfoldede bigsize t-shirts og frotté, men lige i det øjeblik jeg opgivende trak følehornene til mig fik mine hænder fat i et stykke stof der forlangte at blive rørt ved, set på.
Den så ikke ud af meget som den lå dér i bunken. Lidt sort og lidt guldtråde. Syntetisk materiale, som jeg ellers plejer at gå en stor bue udenom. Men noget kaldte på mig, og jeg blev nødt til at folde den ud og tage den i nærmere øjesyn.
Jeg lyver ikke, det var nærmest som om himlen åbnede sig og lod en lyskegle ramme kjolen og åbne mine øjne:
Hellang sort kjole, skræddersyet. Pufærmer og syet ind i taljen. Og de yndigste guldstriber overalt, der fangede lyset og drillesyge glimtede til mig.
Størrelsen var perfekt, og da jeg dansende var hjemme skyndte jeg mig at korte kjolen af til knæet.

Jeg er vild med kjolen, og jeg bliver i vanvittig godt humør når jeg fantaserer om hvem der engang har fået den syet. Hvem var hun? Ung? Gammel? Hvad skulle hun bruge den til? Tænk hvis hendes datter skulle giftes og hun - brudens mor - havde fået lavet denne kjole til en helt særlig dag. Eller har hun haft den på den aften hun for alvor vidste at hun stod overfor manden i sit liv? Måske har det været kjoleN - den evige, sikre vinder - der trofast hang på hende hver gang hun skulle ud?
Hvor ville jeg ønske den kunne fortælle mig sine historier.
Men det gør ikke noget - forestillingen om de fortællinger den bærer med sig er en værdi i sig selv.
Når jeg har den på bliver jeg lykkelig ved tanken om, at en anden kvinde engang har følt sig lykkelig i præcis den samme kjole.

tirsdag den 23. juni 2009

Muggen røv!


Jeg er så træt, så fucking forbandet træt af mit klædeskab.
Bevares, der er tøj på alle bøjler og der gemmer sig for tusindvis af kroner i skuffer og på hylder. Men altså...

For nylig var jeg på lejrskole, og efter hjemkomst og store gensynsglæde fik vi billederne fra turen at se. En hel masse hyggelige billeder af børn der leger og voksne der hygger sig. Så langt så godt.

Men mere end én gang tog jeg mig selv i at blive overrasket når jeg så mig selv på et billede. Hvem var dog det kedelige kvindemenneske med slasket hår og jordfarvede gevanter?
Det var som om jeg først med et mikrosekunds forsinkelse blev klar over at det rent faktisk var mig selv jeg sad og kiggede på.
Er det ikke vildt underligt - jeg lignede slet, slet ikke mig selv?
Men ved nærmere eftertanke må jeg indrømme at det ikke var billederne der var falske - men tilgengæld mit selvbillede der trænger til at blive stillet i fokus.

Jeg TROR at jeg er i stand til at spotte tendenser og fortolke dem i min egen påklædning. Jeg er helt OVERBEVIST om at jeg har flair for at sætte farver sammen. Jeg er SIKKER på at mit tøj afspejler mit individuelle, kreative og småfjollede sindelag. Jeg MENER 100 % sikkert at jeg husker at tage noget på hver dag, som jeg selv har skabt.

Selvfølgelig. Sådan er jeg jo. Det er jo min stil. Det VED jeg.....!!!!!


Men billederne viste mig noget andet.
Jeg var chokeret over hvad jeg så: Jeg så mildest talt en smule smånusset ud. Slaskehår. Kedelige farver, og tøj som godt kunne kaldes stanglækkert og topsmart - for et par år og 240 gang maskinvask siden.
Jeg gik bagefter en tur gennem min garderobe med de kyniske briller på, og mere end 1/3 ville jeg - ærlig talt - ikke købe i en genbrugsbutik fordi standen var for dårlig, for slidt, for falmet.

Hmm, det er så her mit selvbillede halter: jeg har faktisk ikke en skid fornemmelse af hvordan jeg i virkeligheden går rundt og ser ud....
Nu har jeg i 1 uge lavet et lille eksperiment:
Hver gang jeg har brugt en beklædningsdel lægger jeg den i en særskilt bunke, og nu efter der er gået noget tid kan jeg tydeligt se, at jeg stort set kun går i 1 par jeans og 2 af mine cardigans.

...Jeg er simpelthen holdt op med at spekulere over hvad jeg tager på af tøj i hverdagen. ...Gulp. Det havde jeg fandme aldrig troet, og pludselig er det mere tydeligt hvorfor mit selvbillede står forpustet ovre i hjørnet og forsøger at komme til hægterne igen.

I 1½ år har jeg holdt igen, taget mig i agt for Svinet, og kun undt mig selv små køb i genbrugsbutikker og de obligatoriske t-shirts i H&M. (Så tror sgu da pokker at mit klædeskab ikke inspirerer mig!)
Efter 1½ år med FinansGrisen som husdyr og absolut minus på kontoen har jeg glemt hvordan man gør. Jeg har lært at lade mig nøjes...
Skyklapper på, hængelås på dankortet.

Forstå mig ret - jeg finder det absolut ikke nødvendigt at være helt fremme på beatet, at kunne bevæge sig skråsikkert rundt i de seneste trends, eller vide lige præcis hvilken farve der bliver den helt, helt store næste år. Det er ikke prisen på tøjet eller mærket i nakken der betyder om jeg bliver vild med det.

Men omvendt - jeg har efterhånden totalt mistet mit blik for hvad der rører sig lige nu. Er det stadig lilla der er fedt? Er vi færdige med at gå med nitter?
Mens jeg langsomt har overhalet mit selvbillede har jeg også tabt min fornemmelse af hvordan man gør. Hvad er det egentlig jeg står og mangler? Hvad er det egentlig jeg godt kan lide?
Nu er jeg blevet så god til at nøjes, at det er vildt svært at finde ud af hvad jeg har lyst til?

What the F&%# ??

Én ting står i hvert fald klart... Mit selvbillede trænger til en justering, og jeg trænger til at smide de gamle klude ud, så der kan blive plads til nye dejligheder og - måske hvis jeg er heldig - ligefrem en lille smule glæde ved at klæde mig på hver dag?

mandag den 22. juni 2009

Overblik og Hverdagsjunkie på tur!



En gang om året stikker vi af, væk fra børn, fra huset, fra byggerod, almindeligt rod, systuerod. En gang om året lader vi som om vi ikke har opdaget at voksenfælden har klappet, og vi stadig er som dengang; 17-årige hvor foråret og sommeren varede flere år og kyssene mindst lige så længe.

Vi taler faktisk ikke så meget sammen, slendrer mest. Holder i hånd. Læner os tilbage og lader indtryk fylde os, mens vi finder roen og ferien. Smiler en del.

Ja, ok... Og så råber vi. Pifter en del. Klapper og hujer. Tager latterlige mobiltelefonbilleder. Drikker lidt flere fadøl end vi vil indrømme. Spiser junk. Hopper i vandpytter. Glemmer at vi burde iføre os ørepropper. Dropper at tage bad. Smider os i solskin og græs. Gemmer os i dunkelt mørke. Danser bizart og hopper i flok. Eller lader os rive med af musikalske malstrømme. Sover i bilen, hvis overhovedet.

Elsker ham. Elsker det!

fredag den 19. juni 2009

How to Emami




Nu har jeg forsøgt en halv million gange at tage ordentlige billeder af jerseystof og emami-snit. Og skidtet har bare drillet. Og drillet. Ren emamimobning!
Af én eller anden grund bliver farverne møgelendige og falder sammen, så man ikke kan se detaljer eller syninger. Jeg kan love dig for at jeg har bandet!

Men heldigvis kom ideen om at tegne en vejledning samtidig med at husstanden erhvervede sig en scanner, så voila :-)
Jeg håber at du får glæde af din kjole - jeg ved at jeg har stor glæde af min!

Du skal bruge 3 meter jersey og tråd i den samme farve.
Viscosejersey kan fås i forskellig bredde, den fra Stof2000 er fx 160 cm i bredden. Bredden er afgørende for kjolens længde, og ikke mindst for hvor tung den føles at have på. (Jo mere stof, jo tungere bliver kjolen). Jeg har forsøgt mig lidt frem, og jeg synes en bredde på 130-140 cm passer til mit temperament, men det er en smagssag. Det er jo klart det nemmeste bare at bruge stoffet i den bredde det er købt ;-)



Klip et stykke af i den ene ende af stoffet - det skal være 42 cm i højden. Det skal du senere bruge til at lave åbningen med.


Klip en 4 cm bred kant af den lange side på stoffet - det skal du senere bruge til bånd.

Fold stoffet
Sy sammen i den ene side, men lad en åbning på 40 cm være åben.



Lav en ring af stofstykket du klippede af før. Klip det til, så det måler 42 x 80 cm.
Når du har syet det sammen skal det foldes og syes ind i åbningen på det store stykke.




Lav et bånd af det smalle stykke du klippede af, og træk det gennem løbegangen.
Tjek de mange fantastiske anvendelsesmuligheder og send mig en besked, hvis nu du stik mod al forventning alligevel bliver udsat for emamimobning, ikk!
God fornøjelse!

torsdag den 18. juni 2009

onsdag den 17. juni 2009

Ugens oplevelse




Tag et større antal islændinge der er i stand til at teaterråbe med engelsk accent. Tilsæt metalrør i alle størrelser. Med løs hånd drysser du Nick Cave og en hulens masse reb der hænger ned fra loftet - lejlighedsvis tilsat en atletisk islænding eller to.
Pak det hele ind i et kæmpe gennemsigtigt akvarium med vand, oplyst nedefra for den dramatiske effekts skyld.

Og så lige mig, yderst til venstre på 10. række. Lige akkurat så langt væk, at jeg blev nødt til at finde mine voksenbriller frem, for at kunne ane konturerne af skuespillernes ansigter.
Det var rigtig svært ikke at komme til at grine højt, da hovedrollens kridhvide underdrenge var ved at rutche ned at hans ligeså kridhvide bagdel mens han svømmede rundt i den lillaoplyste tank...

Jeg er absolut intet teatermenneske! Men jeg dyrker Ugens Oplvelse! Ugens oplevelse er den totalt unødvendige pjank! Det er ren kreativ overflod - det er at fylde nyt kreativt brændstof på beholderen.

Ugens oplevelse er ganske små ting i min ellers ret normale hverdag - engang stoppede jeg ved en kirke jeg havde kørt forbi 400 gange, og da jeg kom ind i kirken - som jeg ellers havde troet var provins-ordinær - opdagede jeg, at der overalt var de smukkeste håndkolorerede billeder, mere end 150 år gamle. Farverne var støvede og vildt lækre, og jeg spurtede hjem, belæsset med inspiration, og tegnede og tegnede. En anden gang købte jeg 10 fjollede postkort og sendte små hilsner til mine veninder - det gjorde mig i virkelig godt humør. Der var også engang hvor jeg bestemte mig for at køre en anden vej hjem fra arbejde og pludselig for vild. Eller dengang jeg lukkede øjnene på biblioteket og fandt en tilfældig cd som jeg hørte fra ende til anden, bare for at prøve at høre noget totalt ukendt.

Der er uger hvor jeg ikke får taget mig tid til en oplevelse. Der er også uger der tager fusen på mig, hvor jeg pludselig befinder mig midt i oplevelsen uden at det var planlagt på forhånd. Og så er der uger hvor jeg virkelig planlægger ned til mindste detalje hvad der skal ske. Som dengang jeg kørte til Holmegaard Glaspusteri og fik en rundvisning. Det var SÅ spændende, selvom det var vildt mærkeligt at gå rundt alene.

I går fik jeg Ugens Oplevelse foræret. Det var julegaven fra mit arbejde der kom til udbetaling og vi kendte ikke dagens program inden vi satte os i bilerne. Det er skide svært bare at lade sig føre - men det lykkedes for mig i går at nyde udflugten og uvisheden. Jeg er ikke blevet et teatermenneske af at se Woyzeck, men jeg nød det massive opbud af helt andre sanseindtryk end jeg er vant til!

Hvis man hele tiden gør det sammen, ; kører den samme vej til og fra arbejde. Hører de samme cd'er. Køber de samme madvarer. Læser bøger i den samme genre, osv osv - hvordan skal hele det kreative sanseapparat så finde ny næring? Jeg tror at man skal give sig selv lov til at lege for at få kreativitet til at blomstre!

Bare en lille bitte ting hver uge :-) Hvad får du lyst til i denne uge?

mandag den 15. juni 2009

Very berry



Så tror jeg vist lige min ønskeliste fik en ny #1.

Hvis du nu er et Overblik, og hvis du nu læser med, så skal du bare klikke hér for at komme til kassen. Men hvis du skal nå det i tide må du heller gøre det allerede nu. Det er bare et forslag. Ikke?

søndag den 14. juni 2009

Kom ind...

Det er en sand fryd at kunne stå i den dør og sige velkommen indenfor i smukke, indbydende omgivelser.
Det føles som evigheder siden vi gik i gang, men på den gode måde: jeg har allerede glemt hvordan der så ud forinden.






Fede, lykkelige mennesker kan snildt passere og finde et hyggeligt sted at slå sig ned. Der er skuffer med strikketøj at kaste sig over, og massevis af the på kanden, så man skal nok kunne føle sig velkommen!
Og faktisk - uden at ville lyde nyreligiøs eller noget - efter vi har lukket det store utætte hul i vores bagtrappe (området for velstand) og sat ny dør og smukt vindue op, jah, så er pengene også holdt op med at fosse ud af bagdøren i vores økonomi...

Kapring i egen sø

Jeg har tyvstjålet, ja jeg har!
Skuffetyveri ved højlys dag. Nu invaderet af garn og pinde, små dunter - og en upcoming poncho.

fredag den 12. juni 2009

Strikketid



Sofa. Brændeovn. Duften fra buketten som Overblikket har kravlet rundt på en skråning for at fange til mig. Garn. Stilhed.
Det bliver næsten ikke bedre end dette.

Hvis jeg er heldig ender det med at blive til den lækre poncho jeg drømmer om at kaste over hovedet de kølige sommernætter.
Det er virkelig skræmmende - mens jeg sidder her og strikker er det gået op for mig at garnet mellem mine hænder stammer helt tilbage fra dengang jeg arbejdede i Uldstedet...

Jeg ved ikke hvad der er værst?
At det rent faktisk er 10 år siden (!) - eller at jeg har glemt det lækreste garn bagerst i en skuffe i al den tid.

torsdag den 11. juni 2009

Poncho




Jeg vil ha´en poncho.
En varm, lækker en af slagsen. Som gerne må være lidt hjemmelavet. Helst. Mangler at finde den rigtige opskrift. Og tid. Og noget garn. Helt sikkert noget garn!

En ægte skat!

Verdens Bedste Birgitte har lavet den mest utrolige gave til Karen:


Birgitte er min fantastiske bonus-mor. Hun har taget det største, modigste og kæmpestore spring ud i sit nye liv, og hun gør det med så meget ærlig integritet, snilde og styrke, og jeg føler mig altid som et lidt stærkere menneske når jeg har været sammen med hende!

De små fine bogstaver er præget ned i sølvplader, og på kæden sidder fine ferskvandsperler og bjergkrystaller.

Birgittes smykker er alle unika - ikke to er ens, og ofte finder hun små finurlige dimser, en spændende lås, en særligt fin sten, et inspirerende materiale. Hun nusser om sit håndværk og det er en ægte skat hun har foræret Dukken. Al den tålmodighed og kærlighed der ligger i det smykke - hvis bare Tøsen vidste det ville hun sørge for at gå med kæden hver dag resten af sit liv. Jeg skal i hvert fald nok sørge for at fortælle hende, at det er noget ganske særligt hun kan smykke sig med!

Du kan se Birgittes hjemmeside hér. Og skulle du få lyst til at forære en helt særlig gave til én du holder af kan du skrive til hende ved at klikke hér.

onsdag den 10. juni 2009

Glitrende gave





For nogen tid siden fik Tøsebarnet og jeg en hjertevarmende gave, som vi forsigtigt stillede op i skabet. Længe har vi kigget til de lyserøde pakker; er de der stadig? Ser det stadig lækkert ud?
Og ja, såmænd - da dagen oprandt stod de glitrende æsker stadig og blinkede til os, og det var med stor forventning der blev lukket op for herlighederne.

Jeg havde også alle mine forventninger skruet op for fuld blus; vi skulle have os en rar hyggestund, pigebarnet og mig, bare os to, pink parade over hele linjen...
Men just som vi gjorde klar dukkede endnu et barn op og fik stjerner i øjnene over udsigten til at dimse med sukkerstads og glitterflas.
'Nej'.
Sagde jeg.
Og overså totalt at glimmeren i hans øjne forsvandt.
'JO!'.
Sagde hun.
'Alle må være med'.

Mon ikke det i virkeligheden er det gaven går ud på?
At vi bliver i stand til at se os fri for vores egne forventninger om hvordan tingene er perfekte, men formår at være tilstede i nuet og dele med de mennesker, der er omkring os.

Nogle dage kan det føles som om der ikke er meget glimmer over virkeligheden.
Jeg føler mig så rørt og så taknemlig over at dele mit liv med mennesker som hende, der kan minde mig om at livet er fantastisk, når bare vi har godt med strålende pink glasur at dele med hinanden.

Kagerne blev fantastiske, og selvom vores grunde var forskellige, var ungerne næsten lige så stolte af deres bedrift som jeg var!

tirsdag den 9. juni 2009

Køkken-imbecilen strikes back!


Det er altså ikke løgn når jeg påstår at jeg ikke er på talefod med mit køkken!
Nøhj, hvor skal vi bare smovse i dag, "umme numme"!!!

Til Karen fra Mor


En eventyrkjole til min ægte piratprinsesse, må du leve op til dit navn!

Lad det blive mig!

Oh... lykkelig være den heldige pige, der vinder den helt igennem pragtfulde clutch fra Christian Lacroix!
Du kan også deltage i lodtrækningen ved at klikke hér!

Længe leve internettet!

mandag den 8. juni 2009

Det blev en pige



For fire år siden fik mit liv en ny dimension.
Jeg blev mor. Igen.
Jeg havde været mor længe, jeg kendte bare det shit, der var intet der skulle komme bag på mig denne gang.
Jeg havde ligesom prøvet at være gravid, fødende, ammende og søvnløs før. Jeg havde taget min andel af lortenakker, vuggende vandringer med utrøstelig baby, salige middagsstunder med barnevogn, myggenet og sommerbrise, havregrødsfrisurer og kælkebakker af vasketøj.
Kort sagt: jeg havde udnævnt mig selv til at være Mor-med-styr-på-skidtet!
Men så kom hun!
Karen Feodora. Prinsessen. Dukkebarnet. Skrigeskinen. Troldeyngel. Hystaden. Frk. Feodora. Pulverheksen. Hexia. Karen Buttenschön.
Og mens hun langsomt lukkede sine store, krystalblå øjne op og plirrer med de ultralange øjenvipper gik det op for mig at dét her, det var nyt!
En pige. Hvordan fanden gør man det?
Bare sådan en ting som at vaske hende - hvilken vej tørrer man?
Drengene - dem havde jeg luret for længst.
De kommer op og skændes, slås og toppes, og minuttet efter er de gode venner igen og alt er glemt.
De bygger, konstruerer, arrangerer og skaber et univers af praktiske know-how-løsninger og sindrige Storm P-arrangementer. Kæmpe grineflip hvis man kan slå en prut på kommando. Bøvsekonkurrencer (som jeg plejer at vinde!) Sådan lige til at gå til.
What you see is what you get...
...og så lige krydret med interessante filosofiske betragtninger fra Guitarhero samt en fodfinte og et par driplinger fra Æseløret.
Men hende hér... hun er ikke til at greje!
Måske er det fordi hun allerede ved at hun er underskøn at hun har fundet ud af at lægge verden for sine fødder?
Hun hønser og knevrer. Dimser og piller i alt lækkert flitterstads. Hun plirrer med de lange øjenvipper og laver trutmund hvis der er noget hun vil opnå. Hun har sin far og sine brødre viklet behændigt om den kønne, buttede lillefinger. Hun er klippefast, urokkelig - hun står solidt i verden. Hun vikler sig ind i lag på lag af kæder, perler, glitterstads, flæser, blonder, tyl og gummistøvler.
Hun er stædig som Ghandi - selvom hendes metoder er knap så fredelige som hans var. Ok, lad os kalde det hvad det er: hun er bundhysterisk.
Måske er det fordi hun spiller mit spil, at jeg ikke kan se hende helt så klart?
(Der er måske bare noget med de der piger idag?)

lørdag den 6. juni 2009

Og vinderen er...






... Anja!


Tillykke, vi håber hér i nørdland at du bliver rigtig glad for bæltet!
(Smid mig lige din adresse på en mail, ikk!)


Rigtig god weekend til jer alle, og tak for jeres søde interesse.
Guitarhero og Hverdagsjunkie over and out.

Legoland lokker...



... de købestærke tweens lige derhen hvor de vil ha´dem.
Jeg ville blive skide sur, hvis ikke det var fordi det var så forbandet god underholdning!

torsdag den 4. juni 2009

ØV!




Har syet den lækreste buksedragt med smock og hele pivtøjet....
Gik lige og glædede mig, men da jeg fik den på gik det op for mig at jeg ikke har givet den vidde nok over hoften, så den sidder alt for stramt på mig.
Vil snarere tro den sidder godt på en str. S eller XS - med lange ben, vel at mærke.
Måske dig?


UNDSKYLD - UNDSKYLD - UNDSKYLD - de røvelendige billeder, jeg gad altså ikke andet....

onsdag den 3. juni 2009

Onsdags-giveaway





Håndfiltet bindebælte af uld med bomuldsbånd og kassevis af kærlighed!
Bæltet passer en voksen (én gang rundt om livet) eller et barn (to gange rundt om livet).

Beklager at farverne ikke helt stemmer på billederne (har stadig ikke helt greb om det der med at fotografere i aftenlys...), den lilla er meget aubergine, og det blomstrede bomuld er nougatfarvet.
Hjertet er hvidt med silkeflor i.


Hvis du har lyst til være med er det såre simpelt: skriv en kommentar forneden og du er med i puljen - den store lodtrækning finder sted på lørdag!



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...