Jeg tog kørekort mens jeg var gravid for 3. gang.
Selen strammede over min (alt for tidligt) udspilede mave, og køretimerne henslæbte sig ledsaget af kvalme og mangemors-stress.
Det er den ultimative voksentest at sætte sig ind i sin egen bil med børn på bagsædet og bevare overblikket, selvom man mest har lyst til at ringe til sin far og tude fordi bakgearet ikke eksisterer, og man vistnok har kørt hele vejen fra Køge til Vordingborg og blinket til venstre...
Jeg følte mig udsat på en hel ny måde, når jeg med tilbageholdt åndedræt startede motoren og udsatte mine børn for Den Værste Fare af alle: Provins-trafik!
Det er uden for min fattevne at der allerede er gået 4 år uden skader på hverken mine børns lemmer eller psykiske velbefindende - eller bilen. (Ok, den lille skramme på skærmen tæller altså ikke! Garagen flyttede sig med vilje, på æresord!)
Faktsik har jeg nået et helt nyt niveau - ELITEBILIST!
Altså hvis jeg selv skal sige det.
Sådan som vores liv er skruet sammen tilbringer jeg mindst 1 time dagligt, med bilen fyldt op med børn og hvad de ellers kan slæbe med sig af kiks, Bionicle, juicebrikker, figenstangs-papir, legodimser, skoletasker, viskelædre, jumbobøger, barbiesko, skaterhjelme, pinde, ekstra gummistøvler, tegninger, gameboys, proppen fra en tush, fjer og andet livsvigtigt skrammel.
Jeg færdes hjemmevant bag rattet og synes faktisk det er federe at være dén som kører, fordi jeg så i det mindste også er den der har lov til at vælge musikken (HA!), og kan kommandere andre til at tørre snottede næser eller grave rundt efter en dims der er forsvundet ned under sædet.
I sidste uge skulle jeg et smut til nabo-flækken på raid i den lokale genbrugsbutik.
Der var ikke andre muligheder end en P-bås langs med kanstenen, og der var lige akurat plads til at jeg kunne liste slæden ind mellem de to andre parkerede biler.
Jeg stinker til at parallelparkere (måske derfor jeg også er så råden til at stave til parrallel? Paralel? Parallel?) - men der var ikke andet for, hvis jeg ville ind i butikken.
Jeg prøvede at komme i tanke om et trick min kørelærer lærte mig, men efter at have forsøgt hendes teknik uden det store held kom jeg bandende i tanke om, at hun lærte mig at køre i en lillebitte damebil - mens jeg nu forsøgte at mase et skrummel på størrelse med en container på plads.
Ind mellem de to andre biler kom jeg dog.
Bakgear. 10 cm tilbage. 1. gear. 25 cm frem. Bakgear. 12 cm tilbage.
Frem og tilbage, mens jeg blev mere og mere arrig og kiggede mig febrilsk omkring for at være sikker på at ingen så mig.
Jeg havde lyst til at skrige, men jeg kunne ikke bære hvis nogen skulle komme forbi og se min skodelendige møgparkering.
Lige dér, med hænderne krampagtigt om rattet og fråde om munden trak jeg i håndbremsen og bestemte mig for at være en mand. Jeg sked på om min parkering ville få en bøde eller være til gene for andre, og jeg marcherede demonstrativt derfra med armene over kors.
....Altså de 10 skridt det holdt, før jeg igen blev ramt af usikkerheden og blev nødt til at se mig omkring; Er der nogen der kigger? Jeg kunne jo godt lige prøve igen? Eller måske parkere et andet sted? Eller lade som om bilen ikke var min?
Helt ærligt, hvad er det for noget? Jeg - en elitebelist, der forlængst har bestået både køre- og voksenprøve - bliver helt perpleks og rundforvirret over at nogen måske har set mig lave en skodparkering.
Jeg bilder mig rent faktisk ind, at jeg er SÅ interessant at intetanende borger i en mikroskopisk by et sted midt i Jylland ikke har noget vigtigere at foretage sig end at observere min færden rundt på deres parkeringspladser. Og jeg er absolut overbevist om at deres dom er af altafgørende betydning for hele min eksistens...
COME ON, Trine!
