Jeg har en tilståelse!
Endda en stor én af slagsen....
Jeg er afhængig... af alt muligt besynderligt;
kaffe, røde sko, at sniffe Dukkebarnets hals, hemmelige smøger, sol, byggeprojekter, chilipeanuts fra Estrella (!), få nusset mine tæer, snigende kærlighedskig til mine sovende børn, dameblade, Kashmir og Kaizers Orcestra, ensomme køreture med larmende høj musik, øreringe fra Carré, Overbliks-kys, cykelture.... og jeg kunne blive ved!
Men min største last - dén last jeg er mest bevidst om, og som jeg ikke helt ved om jeg er mest stolt af eller pinlig over - er at jeg elsker KJOLER!
Jeg elsker kjoler så meget, at jeg ved en hurtig gennemtælling i garderoben kommer frem til at der mindst må hænge 25 styk.
(Hvorimod jeg blot ejer 3 par jeans. Og ikke én eneste hvid t-shirt)
Mit radarblik spotter med det samme hvor kjolerne hænger når jeg træder ind i en butik. Og jeg har udviklet en særlig evne til at se udsalgsskilte gennem tykke lag af facadeglas og lag af tekstiler.
Jeg har ikke været ordentlig igennem hverken highstreet eller genbrugsbutikken, før end alle kjoler er trawlet igennem, hvilket resulterer i at jeg har så mange forskellige kjoler til rådighed at jeg kunne klæde mig på til et helt års fødselsdagsfester uden at løbe tør.
Jeg elsker mine kjoler!
Og selvom jeg har temmelig mange ender det som regel med at det er endnu en kjole der sprøjter ud af symaskinen når jeg trykker på pedalen.
Kjolerne med historie har en særlig betydning for mig.
Min sorte cirkusprinsessekjole med guldstriber og strutskørt fandt jeg i en genner, og jeg bliver så glad når jeg tænker på at der engang har været en anden kvinde der har følt sig særligt smuk når hun havde den på.
Min vintage guldbrokadekjole i vaskeægte 50'er-stil med klokkeformet skørt og høj hals er skræddersyet, og jeg forestiller mig at den måske engang har været båret til et afdansningsbal eller måske et bryllup?
Og så selvfølgelig de kjoler jeg selv har syet - de sidder sådan som jeg vil ha´det, og de er 100 % mig, mig, mig! (Egokjoler...?)
Men én kjole, én særlig kjole har stjålet mit hjerte!
Den var vanvittig dyr, og pengene til den var det sidste min far forærede mig inden han døde. Jeg vidste at pengene skulle bruges på noget helt særligt, og jeg behøvede ikke spekulere længe over hvad de skulle bruges til:
(Overblikket håner mig, når jeg kaster mig ud i lange forklaringer om at det jo er en investering...!)
En Diane von Furstenberg wrapdress!
Petroliumsgrøn og med små pufærmer. Læg i skørtet og længde til knæet. Stor, stor sløjfe i livet og det mest klædelige snit jeg nogensinde har set.
Jeg æææælsker den! (Altså så højt man kan tillade sig at elske en ting, ikk...)
Og i morgen skal den luftes! Jeg skal til barnedåb og selvom det hverken er formelt eller med dresskode skal kjolen luftes. Fordi det gør mig glad og giver mig en følelse af uovervindelig luksus at tage det bedste frem jeg ejer!
Hvorfor lade det bedste man har hænge og samle støv, når det netop er ved at tage det frem at man minder sig selv om at man er dét værd!
Og hey! Det er jeg jo!
Hvordan minder du dig selv om at du er det hele værd - og lidt til?
Min legesyge have lokker mig udenfor! 
Jeg tror godt at den lykkebringende, tykke mand kan mase sig gennem entreen ind i huset - men det er på tide han skal have et ordentlig skub bagi!
