torsdag den 30. april 2009

Tæppefald


En bums (!!!????)
Ok, stop. Hold lige fast!

JEG er jo stadig 17 år og i bumsealderen. Ikke ham. MIG!
Det er altså MIG der går til abefester og brække sig i skraldespanden på Brønshøj Torv. MIG som stjæler sprut (og slik) fra de voksnes skab. MIG der smugryger og aldrig håber mine forældre opdager det....

Big time tæppefald.
Abefesterne slutter oftest kl 01 fordi vi gerne vil have noget ud af dagen i morgen. Dét der med skraldespanden er immervæk 13 år siden.
Og skabet med sprut og slik er vist nok mit eget.
(Dog - den der med rygningen holder stadig!)

Ikke ham. Mig...
Ham - ikke mig?

tirsdag den 28. april 2009

Noget om nye venner


Hun trådte ind ad døren, og alting faldt på plads!
Jeg har i dag følt mig så utrolig lykkelig og heldig på den særlige måde man kun kan føle sig lykkelig, når en ny veninde træder ind i ens liv!

Hun kom med takserne fulde af gaver, lommerne fyldte med hemmelige smøger og hovedet fyldt med snak og fantastiske fortællinger vi aldrig nåede at få sluttet af, fordi den ene historie tog den anden, og tråd blev spundet på tråd.
Vi har talt nonstop, og selvom vi har givet knus og sagt farvel taler jeg stadig med hende inde i mig selv; fortæller videre, griner af hendes vanvittige historier, kommer i tanke om ting jeg aldrig nåede at få spurgt om.
Jeg kender hende! Det er paradoksalt, for vi har ikke har mødt hinanden før idag, og det er først nu det slår mig...?

Jeg ved næsten ikke hvordan jeg skal sætte ord på, men jeg har så stort behov for at holde fast i den følelse af nærhed og tryghed - genkendelse - som jeg oplevede i dag.
Hun har en unik evne til at være lyttende på en måde, hvor jeg følte mig særligt vigtig.
Jeg tror i virkeligheden ikke selv hun er klar over hvor meget power hun rummer; når hun taler er det med så stor charme og entusiasme at jeg bliver blæst en lille smule bagover af hendes vid og hendes humor.
Hun er som en jordbærtærte - blød, fyldig bund der knaser i kanterne, et tyndt lag bitter chokolade, godt med creme i midten og en overflod af sprøde, søde (og smukke) jordbær! Hun vil sikkert hade mig for den sammenligning ;-) - men som med jordbærtærterne tror jeg også jeg vil få svært ved at holde mig fra hende!

Mine veninder er mit livs nødvendige luksus, det er disse helt igennem fantastiske kvinder jeg læner mig op ad og søger anerkendelse og støtte hos.
At genkende sig selv og opleve at ingen følelse er forkert, at historierne får plads, at nye erkendelser roses, at fællesskabet løfter os mod nye mål og højder!
Det fælleskab som jeg oplever med dem giver mig modet til at gøre alvor af mine drømme og håb.
Mit hjerte voksede i dag en smule og skabte en særlig plads til dig, Julia!

søndag den 26. april 2009

Lykken er...


... at have den bedste veninde i verden!
Min soulmate, min pseudo-tvilling, som tør drømme fabulerende og vidløftigt sammen med mig.
Verden er vores, vi skaber den!

fredag den 24. april 2009

Værdi

Jeg har en tilståelse!
Endda en stor én af slagsen....

Jeg er afhængig... af alt muligt besynderligt;
kaffe, røde sko, at sniffe Dukkebarnets hals, hemmelige smøger, sol, byggeprojekter, chilipeanuts fra Estrella (!), få nusset mine tæer, snigende kærlighedskig til mine sovende børn, dameblade, Kashmir og Kaizers Orcestra, ensomme køreture med larmende høj musik, øreringe fra Carré, Overbliks-kys, cykelture.... og jeg kunne blive ved!

Men min største last - dén last jeg er mest bevidst om, og som jeg ikke helt ved om jeg er mest stolt af eller pinlig over - er at jeg elsker KJOLER!
Jeg elsker kjoler så meget, at jeg ved en hurtig gennemtælling i garderoben kommer frem til at der mindst må hænge 25 styk.
(Hvorimod jeg blot ejer 3 par jeans. Og ikke én eneste hvid t-shirt)

Mit radarblik spotter med det samme hvor kjolerne hænger når jeg træder ind i en butik. Og jeg har udviklet en særlig evne til at se udsalgsskilte gennem tykke lag af facadeglas og lag af tekstiler.
Jeg har ikke været ordentlig igennem hverken highstreet eller genbrugsbutikken, før end alle kjoler er trawlet igennem, hvilket resulterer i at jeg har så mange forskellige kjoler til rådighed at jeg kunne klæde mig på til et helt års fødselsdagsfester uden at løbe tør.

Jeg elsker mine kjoler!
Og selvom jeg har temmelig mange ender det som regel med at det er endnu en kjole der sprøjter ud af symaskinen når jeg trykker på pedalen.
Kjolerne med historie har en særlig betydning for mig.
Min sorte cirkusprinsessekjole med guldstriber og strutskørt fandt jeg i en genner, og jeg bliver så glad når jeg tænker på at der engang har været en anden kvinde der har følt sig særligt smuk når hun havde den på.
Min vintage guldbrokadekjole i vaskeægte 50'er-stil med klokkeformet skørt og høj hals er skræddersyet, og jeg forestiller mig at den måske engang har været båret til et afdansningsbal eller måske et bryllup?
Og så selvfølgelig de kjoler jeg selv har syet - de sidder sådan som jeg vil ha´det, og de er 100 % mig, mig, mig! (Egokjoler...?)

Men én kjole, én særlig kjole har stjålet mit hjerte!
Den var vanvittig dyr, og pengene til den var det sidste min far forærede mig inden han døde. Jeg vidste at pengene skulle bruges på noget helt særligt, og jeg behøvede ikke spekulere længe over hvad de skulle bruges til:
(Overblikket håner mig, når jeg kaster mig ud i lange forklaringer om at det jo er en investering...!)

En Diane von Furstenberg wrapdress!
Petroliumsgrøn og med små pufærmer. Læg i skørtet og længde til knæet. Stor, stor sløjfe i livet og det mest klædelige snit jeg nogensinde har set.

Jeg æææælsker den! (Altså så højt man kan tillade sig at elske en ting, ikk...)


Og i morgen skal den luftes! Jeg skal til barnedåb og selvom det hverken er formelt eller med dresskode skal kjolen luftes. Fordi det gør mig glad og giver mig en følelse af uovervindelig luksus at tage det bedste frem jeg ejer!

Hvorfor lade det bedste man har hænge og samle støv, når det netop er ved at tage det frem at man minder sig selv om at man er dét værd!
Og hey! Det er jeg jo!
Hvordan minder du dig selv om at du er det hele værd - og lidt til?

torsdag den 23. april 2009

Ingen grund til andet!

Der er faktisk dage, hvor jeg helt glemmer om jeg er mig selv.
Midt i mylderet af forskellige personer jeg skal agere kan jeg ind imellem helt komme i tvivl om jeg også husker at være mig.

MangeMor, Lærer-mor.
Kollega, Nogens Voksen, Tante Skrap, Frk. Perfekt (uadr!)
Hustru, Ven, Livs-deler.
Bedsteveninden med Dumbo-ører.
Storesøster, Datter-Dygtig
Skribent, Idemager, Håndarbejderen, Nørden, Nattevandreren, Livsnyderen, Rødvinstyller, Musiksnob, Stjernekiggeren, Livsfilosoffen, Hystaden, Tudemarie, Sovetrinen, Bogslugeren, Klædeskabsfacsiten, Melankolikeren, Legebarn, Rodehovede....

Jeg prøver. Det gør jeg virkelig!
Det er mig det hele, nogle dage bare lidt mere end andre.

Det fantastikse billede med citatet har Dygtige Sidsel lavet - jeg bliver SÅ meget nødt til at besøge hendes og mindst lige så dygte Lines atelier 17. maj.
(Du kan også hente billedet hér.)

onsdag den 22. april 2009

Fordi man kan

Hvis du skulle være i tvivl om metoden er der hjælp at hente her:




Jeg vil ikke ha en baby, bare rolig! Jeg er helt på det rene med at der ikke kommer flere blegfede skaldepander med (mælke)skæg ind i mit hjem (pånær Overblikkets morfar, forstås).

Julia vil ha´en rapper! Det kan man sgu godt forstå.....

Jeg vil ha mit hår klippet af. HELT af!
Kom i tanke om min drøm om Mia - og pludselig synes jeg at mit hår er aaaalt for langt.



(Kommer pludselig med gru i tanke om mine gode, gamle gymnasiedage hvor jeg en overgang enten var kronraget eller ultrakorthåret... i forskellige farver efter humør. Måske jeg skulle overveje en ekstra gang alligevel....?)

mandag den 20. april 2009

Tidsfordriv

Stick Figure Family at FreeFlashToys.com

Lav din egen Stick Figure Family hos FreeFlashToys.com

Suk. Hvad man dog ind i mellem kaster sig over, for at det skal se ud som om man arbejder seriøst... He, men han hoppede på den, og nu er børnene puttet. Gnæg gnæg!

søndag den 19. april 2009

Legesyg

Min legesyge have lokker mig udenfor!

Indrømmet, det der med haver blir jeg nok aldrig rigtig god til.
Jeg tænker, at hvis jeg skulle udvikle mig til et småblomstret havemenneske med sorte negle, botanisk paratviden og dræbersnegleallergi - så var det sgu da nok sket på nuværnde tidspunkt...
Næh - gi' mig en havestol, en solhat, en bog (nærmest ligemeget hvilken...) og en kold øl, tak!

Jeg har været haveejer i 10 år.
Den første have var et mikroskopisk frimærke der lå uden for vores kollegiehus - vi delte have med de andre huse, og vores havedel indeholdt det tørrestativ de andre også skulle benytte - hvilket betød konstant traffik og ingen havefred.
Vi forsøgte at etablere en lille terasse med plads til en grill, og vi indrettede vist nok også en lille bænk til at opbevare de mere og mere visne pelargonier på.
Jeg troede dengang at jeg ikke kunne kende forskel på svalderkål og roser fordi haven var alt, alt for lille....

Så vi gik ud og købte en kæmpe have på Falster. 4000 km2 knap og nap.
Æblelund, brombærkrat, gåsehold, vinstokke, oliventræer, figentræer, pæoner, pæoner, pæoner.
Der var plads til en hel fodboldbane og et legestativ med ridderborg og svævebane. Der var tulipaner og roser, jordbærbed og solbærbuske.

Der var alt i den have - lige pånær mennesker. Vi var der aldrig....
Jo da, når Overblikket tog sin ugentlige tur på havetraktoren eller jeg smed mig ude på den kæmpestore terasse med - naturligvis - en bog, solhatten og en kold øl, tak!
Eller de gange vi holdt kæmpestore og fantastiske sommerfester med band og bål!
(Ok, billedet viser det modsatte. Nogengange jog jeg de mennesker ud i haven, der ikke selv kunne bestemme om de ville eller ej. Tarvelige mor. Og så kunne jeg stå inde i køkkenet og tage billeder ud gennem ruden, smukt ikk?!)
Men ellers fik haven lov til at gro som den ville - og dét ville den!
Det var dér jeg fik bekræftet at jeg er god til én ting i en have: at sidde!
Jeg elsker at sidde i haven, jeg gør det tit, jeg tror faktisk jeg er mester i at sidde i en have og lade livet ske og fylde omkring mig.
Vores dejlige have i Horsens er lillebitte. Totalt overskuelig.
Og så virker den!
Nogen andre mennesker har i forgangne tider nusset og puslet om haven, sat løg, beskåret træerne, arrangeret bede. Der dukker små sjove planter op hele tiden. Jeg har lige vinket farvel til de sidste erantisser, men andre blomster jeg slet ikke aner hvad hedder pipler frem og nikker hej. Jeg skal nærmest ikke gøre noget, bare nyde, og en enkelt gang imellem pille lidt ukrudt væk fra kantstenene.
Jeg har dog plantet lidt:
Vindhjul der pisker legesygt rundt i vinden og spreder god stemning. De ligner forvoksede blomster som de står der og putter sig, og jeg bliver hele tiden lokket til at kigge i deres retning når de står der og snurrer og kalder....


Ahh, og vi fik udskiftet døren ind til bagtrappen til denne vildt lækre sag i går: (Bemærk snigeren....)
Jeg er sgu vild med at sidde i min legesyge have.
Hvor stillede jeg forresten min øl?




torsdag den 16. april 2009

Forløsning!



YEHAAAA! Vi gjorde det sgu!

Huset på Falster er fra og med i dag officielt ikke længere vores, og det rigtige liv vi har gået og længtes efter i 1½ år kan tage sin begyndelse.

Hver celle i min krop eksploderer i et fyrværkeri af taknemlighed og befrielse. Lettelsen er så fysisk at jeg føler jeg svæver. Jeg har næsten ikke ord til at beskrive hvordan det føles, det er som om et sort hul i universet har lukket sig i stedet for at suge os ind i dybet og mørket!

Og helt alvorligt: hvis vi kunne klare dét her, så kan vi fandme klare HVAD SOM HELST! Verden, kom an! Vi er klar!

tirsdag den 14. april 2009

Mit kongerige for en hest...

Jeg kom til det igen...
Jeg læste dejlige Ranvitas nyhedsmail om at bringe lykke og velstand ind i sit hjem, og hun lavede en genial sammenligning; tænk på at lykken er som en stor, tyk mand - ville han kunne komme ind i dit hjem?

Der er ikke plads til meget i min entre, den er lillebitte og hænger som et hyggeligt lille fuglebur uden på huset.

Vi er fem mennesker der har vores daglige gang gennem det hyggelige bur, men pladsen er trang, og følelsen af luksus bliver ikke ligefrem bekræftet af den kedelige knage, de 100vis af børnejakker og støvler der bor derude - og gulvet er træls.

Jeg tror godt at den lykkebringende, tykke mand kan mase sig gennem entreen ind i huset - men det er på tide han skal have et ordentlig skub bagi!
Der er som bekendt ikke langt fra tanke til handling her i huset, hvor Pippis skøre tante huserer side om side med det tossegode Overblik, den distræte Prof. Teflon, det skeløjede Æseløre og den kreamaniske egocentriker
Men nu har fanden taget ved mig, og jeg har pudset en mur op, revet tapet af i lange baner og er gået på intensiv jagt efter en lækker hoveddør, der skal lukke lidt mere lys ind.
Alt det der med at sætte i stand det skræmmer mig overhovedet ikke - jeg har gjort det før, jeg gør det gerne igen.

Nej, når jeg kommer til kort er det i forhold til at indrette rummet og gøre det lige præcis så dejligt, personligt, indbydende og æstetisk at Lykke og Velstand permanent flytter ind ;-)

KÆREste BLOGVENNER - hvordan gør man en ultralille entre indbydende og hjertelig - og samtidig skaber plads til 5 menneskers gennemgang og overtøjsopbevaring?
Hvis du har gode forslag eller et link til en genial løsning - meget gerne gør-det-selv - så vil jeg blive SÅ utrolig glad for dine råd!

Et dukkehjem




Hos Fyrbarnsmamman har jeg set dette pragtfulde dukkehus! Hvem får ikke kriller i fingrene efter at komme i gang med tapetrester og den mindste støvsuger der findes i verden?
Jeg gør i hvert fald!

lørdag den 11. april 2009

Pippis skøre tante


Gid jeg besad hendes evne til skødesløst at sætte et outfit sammen så intet passer sammen, men helheden alligevel, og besynderligt nok, er fuldendt!

fredag den 10. april 2009

Hverdagskaos og Overblik!

Mand, hvor er jeg ør!
Ør af glæde, ør af længsel, ør af forvirring og ør af adskillige dages hektiske aktiviteter.

Ferie er på papiret lig med afslapning, afstressning og selvfordybelse - men i realiteten er det et kapløb med tiden om at nå så mange aftaler som muligt.
(Jeg har i mange, mange år undret mig over at det skal være så forceret - hvorfor er det lige at det er småbørnsfamilierne der skal stable et helt børneliv og en dårlig økonomi ind i stationcar'en og drøne rundt for at pleje de familiære forbindelser? Burde det i grunden ikke være dem med økonomisk overskud og knap så mange pakkenelliker der hankede op i overskuddet og ankom med store smil og favnen fuld af kærlige knus?
Nå - blot en lille tanke...)

Vores ferie har ikke budt på ture i lysekronen i denne omgang ;-)
Til gengæld har den budt på mere end almindelig kaos... altså mest inde i mit hovede, ikk!
(Jeg er SÅ træt!)

En ting vi har bokset rundt med lææænge er så ulidelig tæt på at gå i orden, og jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Det har kostet så ufatteligt mange kræfter og spekulationer - og værst af alt har det igen og igen stået i vejen for at flere af vores praktiske drømme og håb kan realiseres.
Hvad vi ikke har brugt af timer på at telefonere, gå til møder, drøftelser til langt ud på natten, papirarbejde, bekymringer... Psykisk overflod der har været brugt på en forfærdentlig (kedelig), demoraliserende ting og har forhindret os i at drømme alt for vidtløftigt!
Det har været en kamp at blive ved med at insistere på at kreativitet og spontanitet kan blomstre, når systemet bliver tappet for overflod og glæde!

Vi er NÆSTEN i mål! De sidste krampetrækninger har betydet at store dele af ferien er blevet tilbragt bag rattet i et spagt forsøg på at få alle ender til at mødes. Vi har pisket rundt i hele landet, knoklet rundt, talt og talt og talt - og har sideløbende været til påskefrokost et par gange.

Jeg har diplom som eliteudøver af kaosbetvingning, men selv en mester bukker under når kaos vokser sig kæmpestort.
Men når alt andet glipper har jeg et Overblik, der taler mig ned, minder mig om hvad der er rigtigt og vigtigt. Han fortæller mig dagligt hvor god jeg er, og jeg elsker ham for det! Han krammer mig, lytter til mig, losser mig i røven når det er nødvendigt.
Og faktisk har han præsteret i denne ferie at tale mig ned fra lysekronen, da jeg havde camperet deroppe bevæbnet med kasteskyts!
Han er mit liv, han er mit Overblik, jeg elsker ham så jeg blir helt ør af det.

Så meget tid i bilen giver dog plads til lidt restestrikning - jeg fandt en masse dims frem fra gemmeren, og nu er det langsomt ved at forvandle sig til boho-farvelade-vest jeg skal lune mig med, når jeg solskinslækker og i FANTASTISK humør går vores friere liv i møde.
Lige om lidt.
Lige om lidt!

Nå, ja... Vi var også lige en tur forbi Frk Fryds Familie - det var sgu ugens festlige indslag!

søndag den 5. april 2009

Jomfru Morgenstund


Bagt kanelbrød. Tjek!

Ordnet og sorteret vognlæs bøger. Tjek!

Vandet planterne. Tjek!

Vaskemaskinefodring. Tjek!

Sørget for kaffe til Gemalen og hans tømmermænd. Tjek!

(Smugrøget på terassen for at pleje egne tømmermænd. Tjek!!)

Givet Barbie, Puttebamsen, Askepot og SkrigeSkinken tøj på. Tjek!

Tømt opvakskemaskine. Og fyldt den igen. Tjek!

Danset køkkendans. Tjek! Tjek! Tjek! Tjek!


... What?

Klokken er ikke engang 12 endnu, jeg har tømmermænd efter vanvittig hyggelig påskefrokost med naboklanen i går - og så vimser jeg rundt hér med forklæde og støvekost!

Hvad sker der lige? Gad vide om det er voksen-genet der endelig er ved at slå igennem?

lørdag den 4. april 2009

YES!

Tillid til synkroniteten.
Jeg fik ret...

Jeg vover et forsigtig jubelskrig med medfølgende køkkendans og venter længselsfuldt på 17. april!

torsdag den 2. april 2009

Er du gal, vi skal ha ferie...


Ægtepar der har brugt et langt og rigt liv sammen siges at udvikle præcis de samme rynker i ansigtet. Deres ansigter lægger sig i synkrone folder og som tiden går ligner de hinanden mere og mere.
Synkronrynkning?
I grunden er det logisk nok, for mennesker der deler liv udvikler også et fælles sprog og et fælles kropssprog. Ansigtets signaler samstemmes, så afkodningen hen ad vejen bliver nemmere, mere symbiotisk.

Jeg kan så afsløre at det ikke kun er mimikken der samstemmes og får sit eget særegne mønster når man har delt liv i mange år!
Vi har et helt særligt mønster, der ALDRIG slår fejl:

½ dag inde i den nye, spæde og uprøvede ferie forvandler kærligt ægteskab med kaffe latte og synkronrynkning sig til et glødende inferno af skældsord og kropssprog ala Gollum...
Det er de helt store følelser der svinges rundt mellem lysekronerne.
Som princip synes jeg at det er skide sundt at skændes, men havde ferieskænderierne så handlet om noget med mening kunne jeg forstå at de var nødvendige.
Nu er det dog sjældent dybsindigt indhold det har flydt over med, når vi er gået feriegrassat...

Jeg husker især det år, hvor Overblikket havde købt en parfume til mig og jeg blev skidesur fordi jeg "fandme ikke ville have gaver, når jeg hellere ville bruge pengene på at shoppe selv..."
Eller dengang hvor jeg brugte det meste af en dag på at overbevise det stakkels Overblik om at "jeg bare ikke har nogen veninder, fordi du hele tiden er her"....
Eller sidste års juleferie, hvor jeg hysterisk hulkede mig frem til, at det alligevel var i orden at Overblikket tog afsted til den aftale han havde glædet sig til længe...
(Jeg behøver ikke udpensle flere pinlige eksempler, vel?? Av, av, av. Mine tæer gør ondt...)
Overblikket tager det med så ophøjet ro man kan, når man er en diskussionslysten kontrolfreak. (Jeg er allerede ved at varme lidt op til i morgen, kan jeg mærke... )
Når jeg klatrer op i lysekronen kravler han med og sørger for at give det hele lidt ekstra swing. Han holder sig ikke tilbage og giver gerne igen af samme skuffe. Faktisk tror jeg næsten at han nyder en lille bitte smule når jeg bliver hys, så han bedre kan slippe afsted med at sige de ting han ellers bare tænker...
Det plejer som regel at vare et par timer før end luften fiser ud igen. Og bagefter fortsætter vi ufortrødent med det vi var igang med. Overload released, ferien kan gå igang...
Og i morgen er det ferie.
Hmm...
Hvad mon jeg kaster mig over i denne omgang? Måske noget med at han ikke giver mig komplimenter nok, det er en klassiker.
Eller måske noget med at jeg synes han giver mig rynker?

onsdag den 1. april 2009

April med smil!


1. april 2008 fik jeg nøglen til vores hus.
Det var en helt igennem fantastisk og længe ventet dato.

Vi havde efterladt alt i al hast på Falster og havde i et par måneder boet i ly hos Mormor og Preben, mens al vores tid og tankevirksomhed var nødvendig et andet sted.
Månederne var fløjet uendelig langsomt og ubønhørligt afsted, men på den anden side af sorgen venter glæden. Altid!

Jeg fik tidligt fri fra job den dag, og fik et lift til den by, der kun lige var begyndt at blive vores. Ejendomsmægleren og sælger var begge i huset da jeg kom, og sammen gik vi en runde, aflæste forskellige maskiner, smalltalkede.
Ejendomsmægleren gik på vores husvandring rundt og svingede med nøglen, og flere gange måtte jeg bremse mig selv for ikke at række ud og tage den ud af hånden på hende. Da de langt om længe nærmede sig hoveddøren og fik givet de sidste instrukser var jeg for længst holdt op med at lytte. Så blot længselsfuldt efter nøglen, ledte efter formuleringer der kunne afslutte vores samtale.

Det var den mest besynderlige fornemmelse at lukke døren efter husets tidligere ejer med et "Vi ses".
De tomme stuer, plankernes knirken, sollyset der listede sig hemlighedsfuldt omkring - præcis lige som mig.

Jeg endte i haven, hvor solen væltede ned, og jeg fandt en lysstråle at varme mig ved, men der gik ikke længe før jeg var ved at gå ud af mit gode skind af iver efter at resten af familien skulle komme HJEM!

Ventetiden brugte jeg på at vandre ned til det nærmeste supermarked og finde chokolade, boblevand og lækkerier. Jeg var nået helt op til kassen da jeg opdagede at jeg ikke havde mit dankort med, så jeg måtte vandre tomhændet tilbage.
Rastløs gik jeg frem og tilbage, huset var næsten for tomt og stille til at jeg kunne rumme det - jeg trængte i den grad til at fylde det med liv, rod og glade stemmer.
Jeg glemmer aldrig hvordan det var at stå i døren og tage imod ungerne i deres nye hus og høre dem løbe galoperende gennem alle husets rum, og deres stemmer gav genlyd så de gungrede om kap med støvlernes larm.
Vi kørte afsted efter madrasser og redte op til alle mand, og da ungerne var puttet tændte vi op i brændeovnen og drak et glas rødvin.
Vores liv begyndte forfra på den fantastiske forårsdag. Det glemmer jeg aldrig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...