tirsdag den 31. marts 2009

Fundet...

Nå.
Så ville jeg lige poste et billede og blære mig med den helt fantastiske, håndstrikkede, überlækre cardigan i midnatsblå/hvid jeg fandt i min Genner til 40 kr.
Og vil kameraet virke?'
Øv, øv, øv.
Man kan åbenbart ikke få det hele?

lørdag den 28. marts 2009

Køkkendrømme

Vi drømmer om at bygge nyt køkken i vores smukke, gamle hus.
Såhn´et køkken tager lang tid, og endnu længere tid, når man som os

a) ikke kan blive enige

b) synes idéfasen er langt den mest interessante

c)i forvejen er igang med at bygge om i kælderen, loftet, stuen, vaskekælderen og entreen.....

Der var vist nok noget med, at vi havde lovet hinanden at vi ikke ville falde i ombygningsfælden igen-igen, men jeg husker det ikke så tydeligt længere?!
Vi kan simpelthen ikke holde op med at få ide på ide, og det er efterhånden svært at begrænse os til kun at bygge ét køkken.

Idag 'kom vi til' at lege lidt igen - udfordringen var at nævne 5 forskellige personligheder, og så forestille sig hvordan de hver især ville bygge og indrette vores kommende køkken.
Det var nemt med Camilla Plum:
Teracottafliser på gulvet, direkte udgang til haven, blomster i store fade overalt, kæmpe køkkenmaskiner, melsække og rustikke fade. Og træsko med blomster på.
Det blev bindegalt da det var Stein Bagger:
Rødt lakgulv, intelligent køleskab der selv bestiller varer over nettet, lysekrone, tremmer for vinduerne, smeg-komfur med guldgreb. Og en butler.

Bamse og Kylling? Obama? Troels Trier?
Hvem skulle have lov til at bygge et køkken til dig, og hvordan ville det så se ud?




(For god ordens skyld må jeg hellere tilføje at billedet IKKE stammer fra vores hjem...)

Sparkle sparkle

"Jeg har købt en blomst til dig"...
Jo, tak - det skal jeg da lige love for at han havde. Så nu går jeg rundt med sorte negle og glæder mig over at altankasserne er fyldt med blomstrende kærlighed!

Nederdelen er inspireret af én af mine kreative onsdags-sypiger.
Hun ville lave en ballonnederdel, så vi gik igang med at udregne hvordan vi kunne lave én der var enkel og ligetil - og spiselig for en nybegynder.
Da hendes nederdel begyndte at tage form kunne jeg pludselig mærke den; trangen til selv at eje en nededel med fyld og draperinger.
Den er syet af en snas lækkergrå jeg fandt til 22 kr i en rodebunke. I livet har jeg syet strækjersey, så ikke nok med at den en skøn, den er også ultrabehagelig at have på!


fredag den 27. marts 2009

På danmarkskortet!

I dag var speciel...

TV2 skriver:

Lille sensation i Brædstrup
27.03.2009 Horsens
Af John Sundstrøm
Bakkelandets Friskole er en ganske særlig skole ude på landet ved Brædstrup. Alle barnets institutioner er samlet i én. Der er både en vuggestue, en børnehave, en skole og en SFO.
De fleste forældre kender turen. Børnene skal bringes og hentes, og der er ofte flere kilometer mellem institutionerne. Men det problem kender de ikke i Brædstrup. Her er barnet første 13 år samlet ét sted.

Det er usædvanligt. Skolen får faktisk opringninger fra folk, der spørger, om det nu også er rigtigt!

For seks år siden blev den kommunale skole lukket, og så gik forældrene i protest. De oprettede deres egen friskole, så kom en børnehave til, og for to år siden fik forældrene også mulighed for at få passet de mindste i vuggestuen.

Skolen underviser 0-7. klasse. Eleverne skal røre, se og lege sig frem til facit. Tavle-undervisning er et fy-ord i Friskolen. Til gengæld begynder indlæringen allerede i vuggestuen.


Se klippet fra nyhederne på TV2-syd hér
Hvis du ser godt efter vil du opdage ikke mindre end 2 af mine skønne unger i indslaget, den ene bevæbnet med hængerøv og fluesmækker....
Jeg undgik selv linsen, tak for det!

torsdag den 26. marts 2009

Nedtælling


Det er ved at gå op for mig at det bliver forår. Nu. Idag. Lige om lidt!

Jeg er lidt rundt på gulvet, der sker så ufatteligt mange ting på én gang i disse dage, og jeg kan slet, slet ikke finde mit overblik (ok, han er til hockey... det andet overblik...) I morgen kommer TV2 og filmer på skolen, og jeg har allerede tøjkrise... (for slet ikke at tale om spekulationer over hvordan man liiiige demonstrerer pædagogisk kreativitet og innovation på 1½ minut?)

Men om lidt er det ferie. Og forår. HURRA!

tirsdag den 24. marts 2009

SUR!

Jeg er arrig!
(Måske) fordi jeg lader som om jeg er holdt op med at ryge....

mandag den 23. marts 2009

Lysende lopper


Overblikkets gamle skole holder årligt et stort loppemarked for at skrabe penge ind til 7. klasses tur ud i verden.
Loppemarked er også den fest, hvor gamle elever ses og fortæller røverhistorier om dengang de var små og gik på skolen. I år var ingen undtagelse, og røverhistorier var der bestemt nok af!

Lilleskolen er på en måde også min, også selvom jeg aldrig har været barn dér.
Den har altid været nærværende gennem de mange fortællinger i min Svigerfamilie - og ikke mindst gennem det årlige brag af en loppemarkeds-fest.
Nu er skolen også kommet til næste generation, Kusine Ida går i børnehaveklassen og viser med stolthed sin skole frem :-)

Lamperne er et scoop!
De skal SÅ meget hænge i mit gamle køkken, indtil de en dag (forhåbentlig) skal hænge i mit nye køkken.
Jeg elsker at de er megafede, designerkorrekte - og med en rød stofledning kommer de til at opgradere mit provinskøkken til helt usete dimensioner.
Men tanken om at det var min svigerfar der i sin tid var med til at hænge dem op på skolen, at de har givet lys og liv til alle ungerne gennem de sidste 20 år gør dem endnu mere værdifulde for mig. Nu er de erstattet af andre mere tidssvarende lamper på skolen, men de får lov til at sprede lys og glæde her hos mig i stedet.
Hver eneste skramme har sin egen historie. Også lidt af min historie :-)

fredag den 20. marts 2009

Av!


...Det gør ondt når jeg griner!

Jeg har ramt et temmeligt tørt sted, og får ikke rigtig noget fra hånden.
Til gengæld får jeg leget og spillet en del Wii med drengene. Eller det vil sige; drengene synes vi leger, for mig er det blodig alvor. Jeg spiller sgu da for at vinde.
Eneste problem er bare at jeg overhovedet ikke vinder, men blive lammebasket af de møgører...

Nu gør det ondt i mine arme, ryg, mave, skuldre - muskler jeg ikke anede eksisterer værker og gør ondt, så jeg må skære ansigter når jeg skal løfte det mindste. Så meget for at 'nyde' et glas rødvin...
Og får man så nogen form for medfølelse? HA - hvad tror du selv?
Drengene håner mig. Håner!
Og Overblikket går rundt og gnægger og synes det er evigt morsomt at jeg rent faktisk bevæger mig og nærmest laver noget, der minder om sport...

Jeg tror sgu jeg flytter hjemmefra! Men jeg tar Wii'en med...

torsdag den 19. marts 2009

Kool

Synkroniteten har (igen) smidt en fabelagtig chance lige i hovedet på mig - det kan godt være jeg er både boldblind og bolddum, men når kasteskytset rammer mig lige i smasken er det faktisk ikke så svært at bide sig fast... ;-)

De sidste 14 dage har jeg leget at jeg var bidragsyder på koolhunting.dk, men de må jo kunne lide det de får, for jeg er blevet opfordret til at fortsætte!
Det er en udfordring at skulle formulere sig til en helt anden målgruppe - og så oven i købet i korthed, ikke just min stærkeste side.
Men jeg elsker som bekendt udfordringer, så jeg har kastet mig ud i det - og glæder mig over at mine ønsker ser ud til at gå i opfyldelse!

onsdag den 18. marts 2009

Tak, SKAT

Må melde mig ind i jubelkoret!
Og AB, du undrede dig over hvor pengene bliver af - jeg kan så fortælle dig at nogen af dem er havnet hos mig....

Vi drønede direkte ud i solskinnet for at solde...
For fanden, hvor havde jeg glemt hvor fedt det er!
Siden vi satte hus til salg (for 1½ år siden...) har vi lovet rollingerne at de måtte få en Wii - måske som et udslag af ægte forældreomsorg hvis man beholder de rosa briller på - men i virkeligheden er det nok mest et udtryk for den dårlige samvittighed, der følger med at hive tre børn ud af deres vante omgivelser og placere dem i et helt tomt hus og 4½ timer til de gamle kammerater...

Så ungernes forbløffede ansigtsudtryk var hele turen værd, da vi gik ned og pegede på Wii'en i butikken og bad dem pakke ind.
Hold kæft, hvor det føles godt endelig at kunne indfri et løfte (omend et temmelig materielt ét af slagsen), selvom der måtte gå mere end et år før vi nåede dertil!

Gnæg gnæg, der faldt da også lidt af til mig...;-)

mandag den 16. marts 2009

Usynligt tab

For omtrent 31.500.000 sekunder siden.
1 år.
Jeg kendte ikke den mand der lå i sengen, vidste hvem han var engang, men kendte ham ikke. Ikke ham...

Min far var stærk som en bjørn. Og havde mindst lige så meget hår og skæg. Man kunne altid høre ham, hans stemme kunne overdøve alle andre lyde, hans arme gav flyveture så hjertet stod stille i angst over at forsvinde op, op, op.
Stilfærdige meninger og diplomatiske evner var ikke hans stil. Snarere højrøstede diskussioner. Høj musik. Dyb, rungende latter. Standhaftige meninger, knoklede knus og barkede næver, der kradsede når han gav mig klem.
Det var ham jeg kendte. Og genkendte i glimt. For 1 år siden.

Et helt år giver plads til temmelig mange tanker. Nogengange sidder følelserne uden på tøjet, jeg har tudet i stride strømme, skældt ud og bandet. Over en dårlig sang i radioen (især Nik & Jay, gud bedre det...), et skænderi med Overblikket, MøgBørn der havde deres egne meninger om tingene, tøjkrise... Alt.
Andre gange gør man (jeg) sig hård, bider tænderne sammen og insisterer på at leve videre. Med smerten og tabet. Men alligevel finde latter og lykke dér hvor den er. Hjemme.
Tabet af min far er jeg igang med at deale med. Det er den naturlige proces, dén jeg var forberedt på gennem mange år.

Det er et andet (usynligt) tab jeg undrer mig over?
Tabet af ærligheden blandt venner, tabet af modet/lysten/empatien fra andre, tabet af et ægte blik uden slør som tør se mig i øjnene og spørge "Hvordan har du det?"
Jeg har ikke oplevet det én eneste gang, jeg undrer mig....

En gave!


Bank bank, og da jeg lukkede op stod hun dér lige så sprudlende fuld af farver, med liv og latter i blik og stemme!
Hun havde sin skønne datter med i hånden og under armen havde hun en fantastisk gave... til mig :-D
(Er den ikke bare skøn?)
Senere stødte hendes charmerende mand til, og den ene time tog den anden og vi lo og lo og lo, og selvfølgelig skal vi sy sammen og grille under sommerhimlen mens tøsepigerne hygger sig og de lyse aftner bliver til nætter fyldt med snak og lyskæder!
Nu sidder jeg allerede og glæder mig, med lommerne fulde af blå sten!
Jeg ÆÆÆLSKER sgu det her blogging!!!

lørdag den 14. marts 2009

Hudløs

Lige nu står dagene stille.
Jeg får ikke skrevet på mit manuskript som jeg havde aftalt med mig selv.
Jeg får ikke tænkt og skrevet store forkromede tanker på min blog.
Jeg passer mit arbejde, hygger mig og kører bagefter hjem og er stille.
Jeg får ikke syet eller strikket som jeg plejer.

På tirsdag er det 1 år siden min far døde.
Tankerne fylder mig. Ikke skidt. Men stille.

Engang for ikke så forfærdentlig længe siden, jeg husker ikke præcis hvornår, stod jeg midt om natten alene i min lillebitte have og røg en af de forbudte smøger. Jeg stod med hovedet vendt mod himlen og mine tanker fløj afsted, deropad, da et stjerneskud pludselig trak et strålende spor hen over himlen.
Forskrækket og bevæget sendte jeg tvivlende og taknemmelige tanker til min far - og i det samme strøg endnu et stjerneskud lysende klart hen over nattemørket.
Nu behøver jeg ikke flere stjerneskud.

torsdag den 12. marts 2009

Jamen, han har jo slet ikke noget på???





Akut førstehjælp til ganske almindelige (og rüfkedelige) kinabøger resulterede i disse fantastiske ekplosioner af tekstur og farve.
Billederne er fra kurset jeg holdt i Vestjylland sidst i februar.
Den grønne med prikker er syet i voksdug - ideelt til fx en kogebog til køkkenet.
De to sort/hvide er syet af hør, hvor motivet til den ene er klippet ud og applikeret på mørk bund.
Den grøn/hvide er syet ud af en indisk rispose, fairtrade. (Lækkert, ikke?!)
Hvis du selv får lyst til at kaste dig ud i et hyggeprojekt kan du finde en vejledning i venstre kolonne under "Kinabogens nye klæder"

Jeg giiiider bare ikke lige idag..

Og så gik jeg da ellers helt og aldeles i stå med manuskriptet. Igen.
Kan simpelthen ikke få min røv ud af starthullerne....
Når jeg nu meget hellere vil sidde og læse en historie med DukkeBarnet, der er syg hjemme fra børnehaven i dag.
Og drikke varm kakao. Uhm!

onsdag den 11. marts 2009

Dygtige damer :-)




De er bare SÅ søde og dygtige!

Jeg er vild med at springe...
Mine onsdage er allerede blevet et frirum med overstærk kaffe, symix i fadene, stofdynger, lavmælt banden i krogene, store smil, og ideer der vælter frem overalt man vender sig! :-)
Det er noget HELT andet at undervise voksne, kors hvor er det nemt at give en forklaring som bliver forstået første gang...
Deres glæde og entusiasme betyder alt, simpelthen ALT!

tirsdag den 10. marts 2009

Havebryllup ønskes. Har du ét?



















Hvorfor var det lige at vi var blevet gift?
Jeg synes jo egentlig lige at denne sommer ville være helt perfekt til et storslået, gennemført farvestrålende havebryllup med levende musik, blomster i dynger, yndlings-kjoler, alle dem vi elsker omkring os og kærlighed, kærlighed, kærlighed....
Men det bryllup har vi jo holdt. 2 gange.
Måske skulle vi prøve at holde en fest uden at blive gift?
(Eller lokke nogle andre til at holde et havebryllup som vi kan invadere... ;-)
Billeder fra Oncewed

mandag den 9. marts 2009

Nå men så....

Hverdag.
Lektielæsning med de to store baryler. Og et glas rødvin til mig, sådan egentlig bare fordi...
GuitarHero sidder og fortælle mig hvordan man staver på engelsk, og Æseløret læser så hurtigt at min finger ikke kan følge med hen over siderne i hans tempo.

Jeg tror det er mig som ikke kan følge med lige nu. Hvornår blev de så store??








Til sidst lige et billede af Lærerinden in action!
Vi har haft et fantastisk kunsttema gennem de seneste 7 uger, det har været utroligt at opleve hvordan de videbegærlige unger har kastet om sig med udtryk som 'radering', 'impressionisme', 'komplimentærfarver' og meget, meget andet.
Børnenes enestående kunstværker hænger nu rundt på hele skolen til fælles glæde og stolthed!
(Og ja, såmænd. Jeg er også lærer for min egen søn...)



søndag den 8. marts 2009

Banal plan


Mit manuskript har ligget for længe og samlet støv på mit skrivebord...

Efter afslaget fra Klematis blev jeg temmelig ærgerlig, selvom jeg virkelig ihærdigt forsøgte at fortælle mig selv, at det ville være for nemt hvis det blev antaget i første hug.
Det var bare ikke så nemt at tro på, selvom min logiske hjernehalvdel var på overarbejde for at overbevise mig om at det var bedst sådan!
Den ene side af mig blev såret og fornærmet - mens den anden side sagtens kunne se, at der er stadig lang vej at gå, at jeg snildt kan gøre mere ud af mit materiale.

At I var helt utroligt opbakkende herinde kom som en kæmpe overraskelse - og jeg tror, at hvis ikke det havde været for jeres virkelig gode ord (som allesammen er skrevet ned i min lille lommebog til dén slags!) og for Overblikket - så var det endt med at jeg havde droppet min idé og havde holdt mig på 'sikker grund'.

Der skete også det, at jeg af to forskellige superdygtige kvinder fik nogle temmelig gode råd om hvordan jeg kan gribe næste del af processen an. (Sådan helt uopfordret. Og helt enormt omsorgsfuldt. Og virkelig professionelt. Og SÅ overvældende! I ved hvem I er: TUSINDE TAK for jeres støtte!)

Men tingene skal åbenbart lige synke ned hos mig før jeg er klar til kamp igen :-)
I hvert fald er det først nu at jeg er parat til at tage de næste skridt.

Som udgangspunkt synes jeg min idé er fed!
Jeg kan se bogen færdig for mit indre blik, og den er bare røvlækker!
Men det er bare vildt farligt, for så kommer jeg til uværgerligt til at lave noget som er ringere hver eneste gang jeg skal formulere en sætning eller sætte pennen til papiret.
Jeg slås i dén grad med min indre perfektionisme, jeg kommer altid i tvivl om det jeg laver er godt nok. Når jeg ikke kan række ud og nå det jeg ser for mit indre blik, bliver jeg SÅ frustreret!

For at undgå at gå rundt om mig selv i store, forvirrede cirkler bliver jeg nødt til at sætte struktur på tingene. Jeg er slet, slet ikke færdig med min idé endnu - det er den simpelthen for god til, hvis jeg selv må sige det. Og det der perfektionisme-pjat øver jeg mig virkelig på at holde fra livet!

Jeg har en plan!
Jeg har lavet en liste (uha, hvor jeg elsker lister!) over de ting der skal til, førend jeg er klar til at sende manuskriptet afsted til endnu et forlag.
På listen er der 5 punkter:

1) Tjek op på hjemmesider fra forlag - hvad forventer de er med i en beskrivelse af det indsendte materiale. (Jeg har fået fortalt det hedder en 'synops' - men hvad katten er dog det? Nu prøver jeg mig altså bare frem...)

2) Skriv en liste (på baggrund af info fra hjemmesider) med arbejdsspørgsmål til mig selv.

3) Skriv en beskrivelse af min idé ud fra arbejdsspørgsmålene.

4) Print hele baduljen + første kapitel fra manuskriptet + beskrivelse af mig selv.

5) Find en postkasse. Mere kuvertkysseri. Og kryds fingre.

5 punkter. 5 dage. 1 punkt hver dag. Altså sender jeg mit manuskript afsted igen på fredag....

Min mave sitrer. Jeg kan mærke at jeg har svært ved at trække vejret helt ned i mellemgulvet.
Det er gode tegn! Det viser mig at jeg er spændt. Nysgerrig. Klar til kickoff.
Det fortæller mig at jeg er på rette vej!

lørdag den 7. marts 2009

Operation Påskeglad


Den hjertevarmende tradition blev startet i sin tid af Liselotte.
Nu har Pernille taget over, og du kan stadig nå at være med!!

Reglerne er enkle - du sender en mail til pernille, og hun matcher dig op med dén du skal overraske med en påskehilsen :-)
Ligeledes vil hun sørge for at din adresse kommer i hænderne på én som skal sørge for at gøre dig rigtig godt gammeldags påskeglad!

Se reglerne hér!

Mit navn ligger allerede i hatten - gør dit?

fredag den 6. marts 2009

Tilfældigheder?


Har du nogensinde prøvet at stå og mangle penge - fx til en regning eller noget andet vigtigt - og så pludselig, nærmest ud af det blå, dumper der en chek ind ad døren med penge tilbage i skat, eller boligsikring du har haft til gode?

Eller man går og tænker på sin bedste veninde, og når man så går hen til telefonen, så ringer hun i det samme.

Eller man kommer i tanke om den fedeste film man engang så, og så ligger den dagen efter i udsalgsbunken.

Eller man længe har overvejet at gå i gang med noget nyt - fx at lære at hækle - og så går man lige forbi en genbrugsbutik, hvor der både ligger hæklenål og garn i vinduet.

Jeg synes jeg har oplevet den slags ting SÅ ufatteligt mange gange. Hver gang har det forbløffet mig enormt meget, og det har virkelig skabt mange overvejelser og spekulationer hos mig; hvorfra kommer det? Er det held? Noget med at man tiltrækker sig én eller anden form for god energi? Eller er det simpelthen ikke bare andet end tilfældigheder.

Én af de vildeste gange jeg oplevede det var for 1½ år siden.
Nyuddannet. Klasselærer i en barsk klasse. Temmelig naiv på nogle områder, men samtidig viljestærk og med lyst til at ville gøre en forskel...
Mange forskellige ting skete pludselig på én gang (jeg er ikke helt modig nok til at udpensle det hele, kan jeg mærke, men smukt var det altså ikke....!) - og DUNS, dér sad jeg i min sofa og tudede og vidste ikke hvordan jeg skulle rejse mig igen.
Og så sad jeg der. I et par måneder.

Inde i mit hovede blev det til, at det var mig der var noget galt med; - jeg havde taget den forkerte uddannelse, jeg havde ikke arbejdet hårdt nok, jeg havde ikke gjort de rigtige ting, taget de forkerte konflikter, ikke været konsekvent nok osv osv osv osv OSV....
Jeg sad i min sofa og bandede og tudede - og bad til om der ikke nok ville være nogen/noget der kunne vise mig hvordan jeg skulle komme videre.
Og i det samme bankede det på døren.
Og udenfor min dør stod en forældre fra klassen med to buketter blomster i favnen.
(Ikke en hvilken som helst forælder, men dén forælder, der havde givet mig flest søvnløse nætter med spekulationer!)
Den ene buket var fra klassen samt et kort hvori de skrev at de savnede mig.
Den anden buket rakte hun mig, og så vendte hun sig og gik. Jeg stod målløs og så efter hende, men da jeg læste kortet forstod jeg bedre; hun skrev en uforbeholden undskyldning fra hende og hendes mand, og skrev også at de meget håbede jeg vendte tilbage til klassen, selvom de var klar over de ikke havde gjort tingene lette for mig.

Jeg havde siddet dér i min sofa og bedt om et svar og i det samme kom der ét.
Det var SÅ vildt! Jeg fatter stadigvæk ikke helt hvordan det hænger sammen.

Men jeg har lært at det har et navn; det hedder SYNKRONITET! (Begrebet er opfundet af Jung i sin tid.)
Når noget du længes efter eller beder om lykkes lige for øjnene af dig.
Jeg tror altså ikke længere på tilfældigheder! Jeg kan se det ske hver eneste dag for tiden, det er et spørgsmål om at have sine antenner skruet rigtig på.
Spørgsmålet er så bare hvor det kommer fra? Om det er god energi der bare kommer til dem der tør tage det? Eller hur?
Jeg ved det ikke, men jeg stoler sgu alligevel på det!

Synkroniteten har just givet mig en rigtig fed mulighed, som jeg lige i disse dage er ved at prøve af. Jeg glæder mig til at fortælle mere, når tiden er inde :-)

Har du oplevet synkronitet for nylig??

torsdag den 5. marts 2009

Art manifesto

En fremragende og charmerende lille video om kunst. Jeg kunne simpelthen ikke nøjes med én gang, men blev nødt til at høre/se den igen. Uhmm, nu kan resten af ugen sgu bare komme an!!

onsdag den 4. marts 2009

tirsdag den 3. marts 2009

Det gnaver i sjælen

I går fik jeg en kommentar på bloggen hvor der står at jeg er ulidelig selvcentreret.
Jeg sad og så på beskeden, da den lå til udgivelse i min inbox. Jeg overvejede et øjeblik om jeg skulle slette den, men tænkte at alle har ret til at have deres meninger, og jeg ikke ville stå i vejen for andres ytringer.

Bagefter gik jeg ovenpå for at børste tænder, og mens jeg stod der i mine egne tanker blev formuleringen i kommentaren ved med at køre rundt i mit hovede.
Tvivlen sneg sig langsomt ind på mig, hvad var der egentlig ment med det som var skrevet? Ulidelig og selvcentreret. Hvorfor netop det ordvalg?
Min mave føltes underlig men jeg mindede mig selv om at jeg jo ikke skriver blog for at please andre, men for selv at få afløb for mine utallige tanker - og hvis det bliver opfattet som selvcentreret af nogen, så gør det måske ikke noget?
Mit hovede sendte beroligende beskeder til min urolige mave og det virkede lidt.
Jeg overvejede om jeg skulle slette kommentaren, eller måske det svar jeg havde skrevet, men mit hovede blev enig om at det var ok, og at jeg ikke behøvede spilde mere krudt på at spekulere over det.

Da jeg senere lå i min seng begyndte mit hovede at snurre igen, og dér mellem vågen og søvn voksede det sig kæmpestort!
Pludselig blev jeg enormt ked af det og overvejede om jeg overhovede egner mig til det her blog-halløj, når bare én kommentar kunne få mit hovede til at snurre faretruende og min mave til at rutche rundt på den måde.
Det var det første jeg tænkte på da jeg vågnede i morges, og ordene "ulidelig" og "selvcentreret" har klinget med i alt jeg har foretaget mig i dag.

Jeg bliver vred på mig selv over at så få ord kan manipulere med mit selvbillede. Al den omsorg, nærvær og energi jeg dagligt putter i mine omgivelser falmer pludselig, og jeg opdagede først sent i dag hvad det egentlig gør ved mig at få sådan en kritik:

Det får mig til at skamme mig.
Jeg skammer mig over at være selvcentreret. At være ulidelig. Jeg skammer mig over at være naiv og tro at det er nok at skrive om mine egne tanker og forestillinger. At bruge tid dagligt på bloggen.
Jeg får dårlig samvittighed over alle de indlæg jeg burde have skrevet, hvor jeg skulle have været uselvisk, rose andre, prøve at forholde mig til at Verden er langt, langt større end min egen navle.
Alle synes jeg er ulidelig, der er bare ingen der har sagt det før nu...
Sådan får jeg det!

Jeg synes selv, jeg hver dag gør mit aller bedste for at være et godt menneske. Jeg stoler fuldt og fast på, at den kærlighed jeg får hvert sekund er oprigtig. Jeg tror med ægte overbevisning på at de ting jeg giver er sande og ment fra hjertet.
Men to små ord fik min tro til at vakle.
Jeg er ualmindelig taknemmelig over at der er et par stærke arme, der holder mig fast når tvivlen slår rod.
For få timer siden var jeg nået til den konklusion at jeg er ulidelig og selvcentreret.
Men min elskede mand, min vidunderlige søster og min omsorgsfulde svoger tog fat i mig og fik vristet mig ud af vrangforestillingen.

Der er vel ingen der kan påstå at de elsker at få kritik. Det ligger indgroet i os, at vi egentlig i bund og grund allerhelst vil elskes.
Men saglig kritik kan flytte bjerge. Når kritik er konsktruktiv og spørgende, lyttende, kan den være fødselshjælper for de mest utrolige nyskabelser og ideer. Saglig kritik kan give aha-oplevelser og blod på tanden.

Usaglig kritik dræber gnisten og lysten. Den sår usikkerhed og giver (i hvert fald mig) lyst til at ville please.


Jeg skriver blog for min egen skyld. Jeg tvinger ingen til at læse med. Jeg skriver ikke for at tilfredsstille et 'publikum'.
Så JO! jeg er selvcentreret.
Det har taget mig det meste af et døgn i rigtig skidt tilstand at finde ud af, at det må jeg faktisk godt være.


At skrive blog er selvcentreret, det ligger i kommunikationsformen. Kan man forestille sig en blogger, der skriver uden sig selv i fokus?
Min blog er en kreativ proces. Jeg forsøger at arbejde med min skriveproces og leger ofte med sproglige virkemidler. Jeg skriver OM min kreative proces. Min blog er en slags skitsebog hvor jeg leger og prøver ting af - ligesom strikkeprøver, prøverum eller øvelokaler.
Jeg øver mig for eksempelt rigtig meget i at turde være uperfekt.
Jeg har ingen forventning om at andre læser med - og jeg er blevet SÅ positivt overrasket over de mennesker, som rent faktisk lægger mærke til mine overvejelser og gerne deler ud af deres egne erfaringer.
Jeg er aldrig fjendsk overfor saglig kritik, jeg håber tvært imod på at min kreative proces vil være konstant dynamisk - at jeg lærer og bliver klogere.

Hvis ikke du gider læse om mine tanker, så lad være. Gider du ikke kommentere, så lad være. Har du ikke lyst til at dele dine meninger, så er det helt op til dig selv!
Men skulle du lige i dag få lyst til at kommentere så gå ud i blogger-land og find en blog der fortjener et skulderklap!
Jeg tænker at der nok er mange andre der trænger til saglig kritik eller anderkendelse. Nogle der måske idag har mere brug for det end mig.
Jeg er nemlig så fucking selvcentreret, at jeg påstår at jeg ikke er den eneste der kan have det som jeg har haft det idag!

mandag den 2. marts 2009

Stolt

Hun er bare så dygtig!
I dag lavede hun en tegning af os alle sammen - MED arme og ben. Og hår.
Nogle med lidt mere hår end andre ;-)

Forklæde-kjole

Der findes utrolig mange fanstasifulde, smukke forklæder rundt omkring i genbrugsbutikkerne. Jeg vil slet ikke begynde at fortælle om forklædets historiske betydning, for så er jeg bange for jeg ikke kan stoppe igen.
Men se engang hvordan et smukt broderet forklæde kan forvandles til en bedårene lillepigekjole med forstykke og krydsstropper på ryggen - ren retro!

søndag den 1. marts 2009

Flittige hænder






Tak for en rigtig dejlig weekend!

Drivhuset

Jeg har et drivhus - et smukt, dejligt, lyst og lunt ét af slagsen.
Mit drivhus passer altid lige til mit humør.

Nogle dage er det lille, lunt og tæt, med en grønmalet havestol og et lille kakkelbord i hjørnet til at stille thekoppen på. Så kan jeg sidde dér i fred, pakket ind i et spraglet tæppe og stille få samling på alle mine tanker.

Andre dage er det stort som et slot, kæmpe sprossede vinduer, og en kuppel der vil gøre Peterskirken misundelig. Så er der rislende springvand med karper, eksotiske fugle og sommerfugle og kæmpe gevækster hvor min hængekøje hænger udspændt imellem. Så kan jeg ligge dér og se op i den uendelige himmel, eller løbe rundt med store armbevægelser mens jeg råbetaler med mig selv.

I mit drivhus dyrker jeg meget forskelligt:
Jeg har et bed med spirende ideer, de er stadig lysegrønne og sprøde. De skal vandes dagligt og jeg passer godt på at der ikke kommer slibrige snegle i nærheden af dem! De små spirende idé-skud skal dagligt stryges lidt med hårene, have en hyggesnak og ind imellem en lille støttepind. Nogle gange er der et skud der ikke klarer den. Jeg bliver ked af det hver gang, men jeg glæder mig samtidig over at mit bed med spirende ideer stadig står fyldt, og at nye skud dukker op af mulden dagligt.

Jeg har også et bed med utrolig sjældne og meget særlige anderkendelses-slyngplanter. De er alle importeret, det særlige ved anderkendelses-planterne er nemlig, at de skal gives til én af andre, for at de har gode vækstbetingelser. Når de slynger sig rundt og omfavner mit drivhus føler jeg mig umådelig heldig over at have et helt bed!

Jeg har også et bassin med eksperimenter. Der er en hel pølfuld, og de er vidt forskellige - nogle er store og ser stærke og farvestrålende ud. Andre er skrøbelige og måske knap så udviklede. De er helt utroligt nemme at fange - jeg skal bare stikke hånden ned i bassinet, så kommer de hoppende. Eksperimenterne er ektremt legesyge og jeg kan ikke altid få dem til at gøre som jeg havde forestillet mig. Nogle gange finder de på unoder og så ender vi helt andre steder end forventet. Men jeg elsker dem for deres spontanitet og legesyge.

I midten af mit drivhus står det største og mest solide træ jeg nogensinde har set. Træets krone er tæt og busket, men bladene står alligevel tydeligt frem. Rødderne breder sig ud i alle hjørner og kroge i drivhuset. Jeg sidder tit lænet op ad stammen og mærker hvor meget liv der gemmer sig i det store træ På en måde kan alle planter og skabninger i mit drivhus mærke, at det store træ ligesom holder sammen på det hele. Mit drivhus ville være fattigt, hvis ikke træet var midtpunktet!

Mit drivhus giver mig så meget næring, så meget lyst til at gro.
Jeg går derind dagligt og suger til mig af al den kreativitet jeg dyrker dér.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...