Liv i kludene

Affald er dét som er tilbage, når fantasien hører op!

Det går med raske fjed mod Krea-Kursus og Kvinde-Kunst(er) i Vest.

Nu skal der edder-broderme NYT LIV I KLUDENE!

God weekend til jer alle :-)

Hattedame

Nu hvor vi er igang med hovedbeklædningen:
Jeg er sgu en heldig snegl....

Så så man sørme lige mig vinde en dødlækker hue...

Sådan helt tilfældigt og virkelig heldigt!

Mode Med Mere havde lavet en konkurrence om et godt tip til en dårlig hårdag - og vupti, så vandt jeg. Sørme.

Og for at det ikke skal være løgn så er det den lækreste hue fra Best Behavior som jeg har nævnt tidligere.

Best Behaviors kollektion inspirerede mig som bekendt til at lave det fedeste, lækreste tørklæde, som troligt har hængt om min hals lige siden. (Du kan se et glimt af det på billedet)

Og hey, nu har jeg tilmed en hue der passer til.

En heldig snegl, jeg sagde det jo!

På med hatten

Hatten er ikke til at komme udenom - den er efterhånden blevet fast ingrediens når de store modehuse lancerer deres kollektioner.

Disse ufatteligt dejlige hatte-billeder stammer alle fra The Satorialist, som jeg besøger stort set dagligt. Hans billeder er vanvittig inspirerende, og så er jeg vild med at det er almindelige dødelige menneskers stil han viser.

Han spotter folk med fed stil, tager billeder af dem og viser dem på sin blog.

En anden hat du bestemt heller ikke kan komme uden om er 'Rudehatten'

Charlotte Rude laver unika-hatte i de lækreste farver og materialer, perfekte til at trække godt ned om ørerne i denne kolde tid - eller til de dage man har lyst til at det skal være lidt ud over det sædvanlige :-)

At bygge med tape

Visse dage har syprojekter intet med tråd, nål og stof at gøre.
Dagens udfordring har været buksedragten på billedet...
Ja, eller den buksedragt det ender med at blive, når jeg er færdig med at konstruere mønstret :-)

Mor, hvorfor græder du?

Jeg er GAL.
Jeg er flintrende ARRIG!
Du skal bare overhovedet ikke sige noget til mig i dag, så eksploderer jeg...

Æseløret, Midterbarnet, TudePrinsen.... arrrrggghhhh... nu bliver jeg gal igen..... kan altså lige dét der med at trykke på mine knapper og få mig op i det røde felt.
Han manipulerer med mig - og det værste er, at jeg plopper i næsten hver gang. Han tuder for at få sin vilje. Kæmpestore tsunamier der vælter ned af landskabet i hans forvrængte ansigt. Han går sin vej i vrede. Han udvandrer i frustration. Han spiller fucking MARTYR!
FUCK! Hvor blir man træt af det...

Jeg blev så rasende på ham i morges, da han sad på toilettet (!) mens han tudede fordi han helst ville blive hjemme fra skole i dag, ligesom SkrigeSkinken. Jeg fik nærmest lyst til at slå ham, så gal blev jeg over hans tuderi, jeg stod seriøst og overvejede hvordan det ville lyde hvis hans hovede ramte radiatoren??
Ja, ikke en særlig pæn ting at tænke om sit eget barn, vel? Jeg blev sgu også selv forskrækket over at blive SÅ gal.
Det sværeste er ikke at lade mit raseri overdøve alt. Jeg får lyst til at råbe ham ind i hovedet og ruske ham for at få ham til at holde op med at styre alle os andre med sin gråd. Men jeg har heldigvis selvkontrol nok til at gå væk fra barnet, gå ned til Barnefaderen og så råbe HAM ind i hovedet i stedet....
Måske heller ikke så smukt, men nok sundere for mit afkom!

Barnefaderen tog det heldigvis (næsten) pænt, og jeg fik læsset af og vendte tilbage til Æseløret med almindeligt stemmeleje og konsekvenspædagogikken i behold.
Så nu er han gelejdet afsted - og til gengæld sidder jeg hér og tuder....
Øv. Lortemorgen!

Skal vi lege?

For længe siden læste jeg Lars Daneskovs bog om at være far, og især en bestemt beskrivelse af hans datter har hængt ved lige siden.

Han beskriver sin datters spontane legeglæde ved at klæde sig på/ ud med ordene:

"Hun lignede Pippi Langstrømpe, der havde fået lov til at gå amok i Jytte Abildstrøms garderobe"

Jamen er det ikke bare fantastisk?

Pippi er som bekendt så spontan, stædig, opfindsom og fantastisk at jeg næsten ikke kan beskrive det, og Jytte Abildstrøm har bevaret den barnlige lattermilde lyst til liv og farver.

Jeg elsker den beskrivelse Lars Daneskov laver af sin lille datter, den rummer ufattelige mængder kærlighed!

Er det længe siden du har leget 'klæd ud'?

Det var min yndlingsleg da jeg var lille :-)

Min søster og jeg har altid delt værelser - og i et af de huse vi boede i gennem tiderne havde vi endda to værelser, ét til at sove i, og ét til alt vores leg og rod.

(Ok, det var et soveværelse der lå for enden af et støvet loftsrum, men det andet lød bedre, ikke?)

Vi havde en stor siv-kiste med metalhængsler til alt vores udklædningstøj, og jeg lover dig for vi havde en del. Kisten var så stor, at vi begge kunne gemme os i den under alt tøjet - hvilket vi i øvrigt gjorde ofte.

Kisten var et orgie af rigdom for små tøser. Vi ELSKEDE den kiste og vi ELSKEDE alt det tøj der lå i den. Selv om det er temmelig mange år siden efterhånden, kan jeg stadig huske hvordan tøjet lugtede lidt fugtigt af gammel.

Og så var der jo brudesløret!

Jeg tror i virkeligheden det var et aflagt gardin vores mor ikke længere brugte, men det var laaaaangt og det var af blonde, suk. Vi bandt en stor knude i den ene ende af stoffet og så kunne den lige præcis balancere oven på hovedet som en krone.

Nogle af de største skænderier jeg har haft med min elskede lillesøster har handlet om dét slør!

Eller om de yndigste kniplede blondehandsker vi havde arvet fra vores farmor. Jeg tror nok jeg engang fik af vide det var hendes konfirmationshandsker?

De var lavet af bomuld, karrygule af ælde - og så knirkede de når man tog dem på. Knirk knirk. Mine fingre blev aldrig lange nok til helt at fylde handskerne ud, men de blev fundet frem hver eneste gang.

I kisten lå også tøj vores mor havde gemt helt tilbage fra sin barndom. Og fra vores mormor.

Særligt husker jeg et sæt ternet skoletøj som var syet af en skrædder til min mor da hun var en lille pige. Sættet bestod af en kort jakke med korte ærmer og knapper ned foran. Og til jakken var der en plisseret nederdel. Begge dele var i ternet uld, der kradsede forfærdentligt!

Der var også den smukkeste sølvfarvede kjole vores mormor havde båret til sit sølvbryllup.

Jeg kan godt undre mig over at vores mor lod os lege med den slags klenodier?

Vi nåede aldrig at lære vores mormor at kende, hun døde kort tid inden jeg blev født - og i dag spekulerer jeg over hvilke tanker min mor gjorde sig den gang, var det måske hendes måde at give os en chance for at 'komme tæt på' vores mormor og hendes liv?

Af en eller anden grund gik der nu heller aldrig noget i stykker.

Min søster og jeg boede og levede i den kiste. I udklædningskisten kunne vi gøre lige hvad vi ville, være lige dem vi ville.

Så det gjorde vi! I mange år!

Jeg har mange, mange skønne minder om min barnom - og på langt de fleste billeder der toner frem på min nethinde har vi skørt tøj på. Paraplyer. Læssevis af perlekæder. Dukkevogne. Lange skørter over fløjlsbukserne og paryk oven på vores hjemmeklippede grydehår.

Jeg savner altså at lege klæd ud!

Hver eneste dag står jeg foran min egen skattekiste der bugner af fund, og alligevel er det kun ganske få dage jeg finder brudesløret frem.

Helt ærligt, skal vi ikke lege? Dig og mig? :-)

Vi kunne aftale en dag vi klædte os ud/på - altså bare for sjov, ikk ;-) - og så kunne vi skrive om det, eller måske vise et billede?

Det kunne være skægt!

Jeg føler mig lidt usikker, så jeg vil blive glad for dele det med nogen. Og så er det jo i øvrigt bare SÅ meget sjovere når man er flere om at lege, ikk?

:-)

Bevar dine drømme - skriv dem ned

Sy et omslag til din notesbog, så du glæder dig hver gang du finder den frem. Der er ikke noget mere lækkert end en smuk bog til notater, digte, skrøbelige tanker, madopskrifter - eller hvad du ellers går og brygger på :-)

Rigtig god fornøjelse - jeg håber du kan forstå mine instruktioner. Skrive meget gerne til mig hvis du har spørgsmål eller andre kommentarer - eller hvis du får lavet noget godt, du har lyst til at vise frem :-)

Klip stoffet så det måler 29 cm x 56 cm. Disse mål er beregnet til en alminelig kinabog A5

Brug fast stof; hør, lærred, voksdug, uld eller andet.

Sy diagonale stikninger på hele stykket. Hvis der ikke er et tydeligt mønster i dit stof kan du måle ud på bagsiden og tegne op med en blyant - det gør det nemmere at sy efter. Dette er for at give mere struktur til stoffet - hvis du er modig kan du vælge en tråd i kontrastfarve :-)



Buk 1 cm om på de to korte sider og sy kanten fast.




Buk 3½ cm om på den ene langside og lave en stikning så tæt på kanten du kan komme.




Læg bogen ind i omslaget og mål hvor bredt ombukket på den modsatte kant skal være. Det passer formentlig med 3½ cm, men hellere være på den sikre side, ikk ;-)

Buk den anden langside det antal cm du målte ud og sy på samme måde som ovenfor en stikning tæt ved kanten.

Nu ser dit omslag sådan ud.

Buk den ene side 11 cm ind, læg den øverste og den nedeste kant præcis oven på kanten nedenunder. Sæt nåle i for at holde godt fast.

Sy en stikning - fra ydersiden - præcis oven i den stikning du før lavede næsten ude ved kanten. Hvis du har været omhyggelig går stikningen igennem begge lag og når du har syet både foroven og forneden har du fået lavet dig en lille lomme.

Læg bogens bagside ind i lommen for at tjekke om lommen passer som den skal.

Luk bogen med omslaget på. Nu kan du måle dig frem til hvor du vil have noget pynteværk siddende :-) Jeg har hér valgt at klippe et T i noget andet stof.
Prøv dig frem til du finder den rigtige løsning, og sæt det fast med nåle.

Sy dit pynte-halløj fast, fx som hér med brede zigzag-sting.

Læg bogen ind i omslaget igen og luk den. Stram stoffet godt til (så det ikke kommer til at slaske rundt på bogen senere). Sæt en nål fast dér hvor stoffet bukker ind under forsiden, gør det både foroven og forneden.

Sy forside-lommens øverste og nederste fast som du før gjorde med bagsiden. Nu er dit omslag færdigt og klar til at pynte op på din kinabog og dit skrivebord ;-)

Færdigt arbejde!

Udspring

Kender du følelsen af at være retrospektivt modig?
Altså dén fornemmelse der opstår når du kaster dig ud i noget uden at blinke et sekund - for bagefter at skælve af angst over det, der er sat igang.

Jeg skal til at holde ugentlige kurser, hver onsdag, to timer, hygge, en masse kreative damer, kaffe, sludren - og forhåbenlig dels en hulens masse gode erfaringer, dels en smule slanter til min slunke tegnebog.
(Min tegnebog ligner til forveksling et skrumpehovede, seriøst!)

Det tog mig under 10 minutter at få ideen, kigge i kalenderen og få det til at passe sammen med resten af (stor)familiens planer. Glad og fro klatrede jeg op på 10meter-vippen.
Og på 10. døgn er jeg nu i gang med at spekulere og spekulere om det da også liiige var så gennemtænkt. Jeg står stadig øverst på vippen og frygter det sug i maven det uværgerligt vil give når jeg trækker vejret dybt og springer.

Det er blevet så alvorligt, at jeg er begyndt at glemme mærkelige ting, fx sådan en ting som om jeg er på vej op eller ned af en trappe. Befinder mig pludselig i kælderen i strikketanker og vågner forundret op og synes det er vildt underligt at jeg ikke er på 1. sal?

Det er den gamle veninde, perfektionismen, der fylder mine tanker og skaber bekymringer. Hvordan vil dommerne bedømme mit udspring? Mit nedslag, æstetikken, den kunstneriske dimension?
Og pludselig føler jeg mig ENORMT usikker på mit eget mod - altså set i bagklogskabens klare lys. Hvis jeg havde kendt til alle de spekulationer der følger med, ville jeg så alligevel have kastet mig ud i projektet?

Hvis livet gir dig tomater laver du vel salsa?

Nu har jeg to dage i træk lavet mad med tomater som hovedingrediens...

Papa al Pomodore i går, og bruchettas i dag.

Tomater?

I TO dage?

Og jeg der ellers havde svoret at jeg ALDRIG i mit liv ville komme til at bryde mig om den falske, falske grøntsag.

(Den er så smuk udvendig, og så... uarhhh... indeni!)

Hvad bliver det næste? At jeg også begynder at spise frugt?

Hun har jo ret

SkrigeSkinke: "Moar, jeg skal tisse"

MangeMor: "Kan du godt selv klare det?"

SkrigeSkinke: (suk) "Du spørger ALTID om jeg godt kan selv..."

MangeMor: "Jamen, det er jo fordi jeg synes du er stor nok til at kunne selv"

SkrigeSkinke: (himmelvendte øjne og begge arme ud til siderne) "Ejj, moar. Prøv lige at se på mig - ser jeg måske overhovedet stor ud, hva?"

Flænse

Jeg får en ubændig trang til at finde en gammel t-shirt frem og rive, bide og flå...
Har du lyst til at se flere spændende hverdagsalmindelige mennesker som viser deres fede outfits frem skal du hoppe en tur forbi Lookbook.
Du bliver ikke skuffet :-)

Bukse-ryst

Der er store huller i mine drenges bukser.
Der er kæmpe store huller i min viden om hvordan man fixer problemet?
Jeg har simpelthen ikke prøvet det før, og nu ryster jeg i bukserne for jeg kan ved Gud ikke finde ud af hvordan man laver det, så det ser ordentlig ud.
En lap?
Sy nye bukseben på?
Spærre drengene inde til de fylder 22?

Har du et godt råd?

(Jeg blev så nødt til at bestikke Æseløret med en lakrids for overhovedet at få lov til at fotografere hans skamferede knæ...)

Igen-igen

Jeg har fået temmelig mange forespørgelser på mønster til Emami-kjolen her på det seneste.

Jeg vil lave en tutorial inden længe - men som fattig friskolefreak og mangemor må jeg liiige vente til der kommer penge i bøtten, så jeg har noget stof at sy af ;-)

Jeg ved I kender dén følelse, så jeg ved også at I har tålmodighed med mig!

NB! Nu er den her, vejledningen! God fornøjelse :-)

Endelig

Endelig fik jeg gjort alvor af syprojektet.

Jeg er selv blevet SÅ tilfreds med resultatet; stoffet spiller med de sort/hvide farver, alle syninger har jeg lavet i rød for at give lidt modspil, og jeg har holdt ærmerne godt til, så de puffer helt rigtigt på toppen af skulderen. Forneden har jeg sluttet kanten af med en dobbeltrække smock (Tak igen, Lis) så den får bobbel-ballon-agtig facon.

Men det bedste af det hele er, at den er totalt Yde! Jeg bladrede billederne fra hans SS09 igennem og fik lyst til prikker, sløjfer og luxuriøse materialer - så silkeresten fra min søsters brudekjole er nu monteret i halsen MED sløjfe og som store prikker forneden på skørtet.

Jeg måtte bare tage den på i dag, også selvom jeg egentlig ville sy 4 kæmpeprikker mere på. (Faldt så også lige i søvn på sofaen, jvf. krøllet skørt...)

Bemærk i øvrigt den fine briks (og boremasinen) - men den kan du læse om et andet sted!

Sneak Peek

Ja, jeg ved godt I er nysgerrige - men I får kun en lille forsmag i dag :-)
Men det er blevet godt, jeg glæder mig til at vise jer mere i morgen!

Snemand Frost & Frøken Tø

Nyrebesvær

Inden du læser videre skal jeg lige have et par ting gjort klart:

- Dette er et langt indlæg

- Jeg er ikke sød, og jeg lægger ikke fingre imellem

- Det er muligt du bliver forarget, forvirret, gal i knotten, frustreret - eller måske inspireret eller kan genkende nogle af de ting jeg beskriver? I hvert fald tror jeg ikke du bare kan være ligeglad...

Så kom ikke og sig at du ikke var blevet advaret...

Dette indlæg handler om J A L O U S I....

Dén der altopædende, mavekrampende, pletter-for-øjnene, tudefrustrerende jalousi som får det værste frem i én.

I hvert fald hos mig!

"Hej, jeg hedder Trine og jeg er jaloux"

I alt for mange år har jeg forsøgt at bilde mig selv ind at jalousi er en følelse der ikke fandtes i mit register. Jeg mente at jalousi var en nedværdigende følelse forbeholdt fraskilte kvinder over 40 eller teenagere med bøjle og lavt selvværd. (Ok - jeg er så også fordomsfuld, men den tager vi en anden gang...)

Men efterhånden som jeg selv er vokset fra min egen bøjle er det gået op for mig, at jalousien findes inde i mig - en brunligt, klistret klat der hånligt lægger sig rundt om mine organer og suger al næring bort, strangulerer omløbet og fortærer de sørgelige, visne rester af liv.

Jeg ved ikke med dig - men min jalousi får det til at synge i mit hovede så jeg føler det er ved at sprænges. Den brune, klistrede følelse lægger sig tungt omkring mine nyrer så hele mit system vejer det samme som Hollands bruttonationalprodukt. Jalousien bøjer min ryg, slører mit blik, skærer tænder og banker konstant i mine tindinger.

Jeg har i dén grad skammet mig over at være jalousi! Når jeg nu så gerne ville være næstekærlig, rummelig, værdsætte andres succeser - og jeg så alligevel endte med at skule og skumle.

Jeg mente at det var muligt at feng shui'e sit indre, så jalousien røg med ned i de kasser man pakker væk på loftet og aldrig åbner igen. (De samme kasser, der også skal rumme selvhadet, forsmåelsen, grådigheden og samtlige hormonelt betingede reaktioner...)

Men jeg blev klogere, gjorde jeg. Og heldigvis, da!

Hvad handler jalousien i grunden om?

Jeg går jo ikke rundt og er jaloux på Kronprinsesse Mary, vel? Eller Tina Dickow. Britney? Næh, ikke rigtig. Heller ikke på Malene Birger, Camilla Stærk, Cecilie Toklum. Eller Michelle Obama.

Stærke selvstændige kvinder med succes på hvert sit felt, garderoben i orden, indtægter jeg aldrig turde drømme om, fast stylist og alt det der.

Dem beundrer jeg nærmest betingelsesløst på afstand, lytter til dem, lærer af dem.

Dem identificerer jeg mig med - men kun en lille bitte smule. Deres verdner er så utroligt forskellige fra min, så selv om jeg forsøgte mig med en sammenligning ville grundlaget være temmelig spinkelt.

Nej, jalousien opstår i det sekund at identifikationen ligger lige for!

Når jeg møder noget i mit liv som kunne være mig. Når jeg møder kvinder som har haft held og succes med at forfølge drømme og mål som tydeligvis er mine drømme, mine mål.

Når min veninde køber den kjole jeg ikke selv har råd til. Når min søster formår at sige fra, og jeg ikke gør. Når min kollega kommer på det kursus jeg gerne ville på.

Klisterklatten bliver håndfodret af den sure, gamle kritiker der også bor inde i mig. Han sidder derinde og sender små beskeder til min hjerne:

"Den kjole klæder hende overhovedet ikke", "Hold kæft hvor er hun streng at hun bare altid skal have sin vilje", "Sådan en fedterøv".

Eller endnu værre er de dage hvor den indre kritiker fortæller mig at det er fordi jeg ikke duer til noget, at jeg ikke fortjener det gode, at jeg selv er ude om at tingene ikke lykkes for mig.

Men i virkeligheden er jalousien en slags vejviser!

Når jeg kan mærke syngen for ørene og flimmer for øjnene er det fordi der er noget der kickstartes i mig. Noget jeg drømmer om. Noget jeg ønsker mig. Noget jeg gerne vil vide, lære, kunne.

Det er hér det bliver vildt for alvor: jeg skal jo slet ikke gemme min jalousi væk og prøve at lade som om jeg er et 'bedre mennekse' - jeg skal LYTTE!

Helt konkret - hvad er det så der kickstarter min jalousi for tiden? Og helt konkret - hvordan kan jeg lytte længe nok til at finde modgift?

a) Jeg er jaloux på min SvigerMama fordi hun har ikke mindre end to hjem, der helt er hendes egne. Hun bestemmer hvordan der skal se ud. Hun kan selv vælge.

Modgiften er, at jeg selvfølgelig skal have indrettet et sted til mig. Alene. Hvor jeg bestemmer. Basta.

b) Jeg er vildt fascineret af Julia fordi hun har haft mod nok til at forfølge sine drømme. Jeg er så fuld af beundring over hendes vovemod, hendes færdigheder. Hendes sødmefyldte charme, hendes ben i næsen. Men jeg er jaloux på hende over at det er lykkedes hende at udgive sin bog - at hun har succes med at skrive.

Min modgiften er at jeg skal klø på med at sende manuskripter afsted. Og lytte til de råd og anvisninger jeg modtager.

c) Jeg er jaloux på Overblikket fordi han bare bliver ved med at skrive, skrive, skrive - han er ukuelig. På trods af afslag mister han ikke troen og modet.

Modgiften er at jeg skal skrive, skrive, skrive. Blive ved. Være ihærdig.

d) Jeg er jaloux på alle I skønne, pragtfulde bloggere for jeres evne til at bruge farver. Når jeg surfer rundt bliver jeg helt breathtaken over jeres fantasi og evner til at sætte ting sammen på en fed måde.

Modgiften er at jeg skal være modig og turde vælge flere farver.

e) Jeg er jaloux - bigtime - på Auras stil og garderobe. Mand, hun rykker - og jeg er stensikker på at hun har det skide skægt når hun vælger outfits.

Modgiften må være at jeg skal turde noget mere med mit tøj - ikke bare ende i 'uniformen' bestående af jeans og sort top. Mere glimmer, flere farver, mere tyl...

Jalousiens væsen er at pådutte mig at jeg ikke har noget andet valg end at være jaloux.

Jalousien har frataget mig min evne til at handle, den bremser mine initiativer og efterlader mig med nyrebesvær og mismod.

MEN DET PASSER IKKE!

Jalousien giver mig rent faktisk mulighed for at gøre noget ved de ting jeg virkelig gerne vil have ind i mit liv.

Jeg kan ikke længere bilde hverken mig selv eller andre ind at jeg ikke er jaloux - men jeg kan love at jeg vil lytte og lære!

Spændingen stiger...

Så er der gaveregn:

Og så indførte jeg lige spontant en bonusrunde, bare mest fordi...

Tillykke, tillykke...

Sender I mig en mail? Så sender jeg jer en gave :-)

(Maria, jeg ved du også gerne ville vinde no 1 - men den vandt Blæsedamen... Men du var også hooked på no 4, ikke?)

Rigtig god søndag til jer alle!

Knus Trine