lørdag den 31. januar 2009

Far

Kære Far

Jeg savner dig. Sgu.

Mit liv er godt. Sgu. Men det ved du - det er jeg overbevist om.
Jeg har så svært ved at finde de rigtige ord til dig, men jeg har brug for at fortælle dig at jeg elsker dig.
Mine fingre kan ikke finde de rette taster, og ordene kommer ikke flydende til mig som de plejer. Nogle mails er nemme, humoristiske, hurtige. Dette er ikke en af dem.
Men jeg kæmper mig igennem, det er vigtigt, for jeg har lovet mig selv at være modig nok til at fortælle dig at jeg ikke er vred mere.

Jeg er ikke vred mere!
Jeg er ikke vred mere?
Jeg ved ikke hvordan det skete, men en dag vågnede jeg og opdagede at min afmagt var afløst af en ny følelse, som jeg ikke før havde mødt; længslen efter at tale med dig igen. Trangen til at få et knus af dig, høre dig fortælle mig at det hele nok skal gå. Behovet for at være din gode pige, hende der altid rendte i dine hæle og hjalp dig. Høre stolthed i din stemme, som når du fortalte andre om din datter, skribenten, hende med de flotte resultater der både magtede børn og uddannelse.
Savn.
For jeg savner dig. Meget. Hver dag.

Det er specielt at savne dig, for jeg har savnet dig hele mit liv.
Jeg har brugt så ufatteligt mange år på at savne dig og længes efter din anerkendelse.
Vores verdner har altid været parallelle, men porten mellem dem blev lukket. Jeg savner dig på en anden måde nu, og jeg har haft svært ved at finde ud af hvordan jeg skal leve med den her nye form for savn.
Jeg kan ikke længere ønske mig tilbage til de forfærdentlige år, hvor jeg længtes efter at du kæmpede noget mere for mig. Jeg er blevet en anden.
Du vil mene at jeg er blevet kynisk. Jeg vil give dig ret. Jeg er blevet kynisk. Måske er jeg bare blevet voksen?
Dengang savnede jeg at du var i min verden. Eller at jeg var i din.
Jeg savnede din forståelse for at jeg ikke gjorde tingene på din måde.
Jeg ville så gerne kende dig, vide hvem du var - sådan rigtigt! Vide at du altid ville være der uanset hvor åndsvagt jeg opførte mig.
Men den tid er væk. Jeg er så lettet over at vi slap ud, kom væk! Vi overlevede, sammen. Selvom vi aldrig talte færdig om dén tid, indgik vi en stilfærdig aftale om at vores liv var for korte til at vi behøvede at bruge vores tid til at dvæle ved utrygheden, vreden, svigtene.
Vi talte ikke om det, men jeg følte alligevel stikkene i hjertet hver gang vi ikke talte om det. Men vores tid var kostbar.

Jeg ville ønske at jeg som voksen kunne lære dig at kende helt forfra igen.
Du var så ufattelig inspirerende, der var altid gang i spændende projekter; husbyggeri, instrumenter der skulle bygges, folk der skulle hilses på, artikler der skulle skrives, musik der skulle spilles, fester, rejser, arrangementer.
Jeg tror virkelig jeg ville kunne lide dig, du ville provokere mig til at få ideer, diskutere filosofisk og flytte min opfattelse af virkeligheden. Du ville involvere mig, skabe nye kontakter og muligheder for mig. Jeg ville elske at lytte til dig, jeg ville følge dine råd, jeg ville se op til dig.

Din angst for døden betød at vi ikke nåede det.
Da vi havde tiden sammen fyldte din angst og smerte så meget, at jeg kun fik lov til at kende dig - rigtigt kende dig - i glimt. Nogle dage var gode. Nogle dage var rigtig gode. Og mange dage var svære og tunge.
Din angst lagde sig som en klistret, uigennemtrængelig hinde over os alle, og vi var mange der sloges sammen med dig, for at angsten ikke skulle få lov at vinde over vores lyst til liv. Nogle dage lykkedes det vist. Jeg husker heldigvis latter og kærlighed. Den stærke følelse af at vi var sammen om at dele glæde.
Men døden er angstfyldt og ubærlig. Vi bar det sammen med dig, og jeg ved at du ved at vi var der!
Det er urimeigt at et barn skal bære sin fars angst for at dø. Men jeg forstår dig godt, hvordan kunne du dog bære det alene? Ingen skal bære så stort et ansvar i stilhed og ensomhed.
Og måske er det helt heldigt at jeg er blevet en kynisk voksen så, hva?!

Jeg har været så vred over at vi ikke nåede det!
Hvorfor fanden skulle du dø lige som vi skulle til at lære hinanden at kende forfra igen? Jeg har så mange ting jeg har lyst til at spørge dig om, du vidste så mange ting jeg aldrig nåede at lære. Hvorfor sloges du ikke for os to - hvorfor fyldte angsten mere end din lyst til at dele liv og erfaringer med din datter?
Jeg har været så tænderskærende, hjertesmertende, neglenedbidende, hysterisk, nedbrydende VRED over at du forsvandt. Igen.

Men jeg er ikke vred mere!
Det forsvandt, jeg ved ikke hvorfor, men det forsvandt.
Og nu har jeg ikke mere vrede, kun savn. Vreden var nem for den var udadreagerende. Den kunne blive til noget - skrig, arrige breve eller raserianfald. Men savnet bliver ikke til andet end savn.
Jeg har et stort sort sug i maven, nu hvor jeg ikke længere har dig. Jeg kan ikke stille noget op med mit sug i maven, jeg kan ikke fylde det op med noget andet, jeg kan ikke dække det til. Måske bliver det mindre engang?

Jeg elsker dig og jeg savner dig, Far!
Det er så fucking hårdt, men jeg har fundet ud af, at sådan var det nødt til at være.
Hverken du eller jeg ønskede det sådan, men det er ok at du døde.

Kærlig hilsen din Trine

torsdag den 29. januar 2009

Snyd!


På skolen har vi kunst-tema i disse uger.
Jeg laver tryk-forsøg med ungerne, og i dag lavede vi kort med sjove, gamle poststempler.
Det er pragtfuldt at få lov til at være kreativ sammen med de skønne unger - faktisk føles det næsten (næsten!) som snyd at få løn for det ;-)

onsdag den 28. januar 2009

Modig inspiration

Julias blog ligger et pragtfuldt indlæg om modige veninder.
Det fik mig til at tænke... (uha, det skal man passe på med, det skidt!)

I dejlige bloggende kvinder! Det er på tide vi selv samler mod til at være modige!
Dagens udfordring til alle der ønsker at være med:

På lørdag vil jeg kaste mig ud i at være modig. Jeg ved endnu ikke hvordan, men det ved jeg på lørdag...
Måske smage noget jeg tror jeg ikke kan lide? Ringe til den barndomsveninde som jeg frygter måske har glemt mig?
Eller hvis det virkelig kører for mig (frygt og bæven...) vil jeg fortælle min mor/veninde/søster rent ud at hun irriterer mig. (Oh, panikangst!)

Og lørdag aften vil jeg poste et indlæg om hvordan det gik!
Slut med at beundre andres mod på afstand, men HURRA for at vi alle er hverdagsmodige på hver vores måde!

Send mig et link, hvis du skriver om dit modige sats på lørdag!

tirsdag den 27. januar 2009

Din original!


Da jeg gik i 7. klasse gik det op for mig, at min veninde havde noget jeg ikke havde...

Hun havde opdaget et band og klædte sig nu som den karismatiske forsanger; stramme leggins med leopardprint, sorte støvler og sokker, løse t-shirts og en forvasket skjorte hængende løst udenover eller bundet skødesløst om hofterne. Hendes hår var altid udslået og hun havde en sort bandana om håret og en rød bundet om sit ene håndled.
Og så havde hun en hamster. Den hed Axl.

Jeg troede jeg skulle DØ, så jaloux var jeg på hendes fede stil og hendes mod.
Men mest af alt, fordi jeg pludselig så hende i et andet lys end nogen andre jeg kendte: hun havde inspiration, hun havde ideer!

Jeg gjorde alt der stod i min magt for at gøre hende kunsten efter - men uanset hvor meget jeg baksede og masede synes jeg aldrig helt det lykkedes for mig at lure andre deres stil og ideer af.
Hvis jeg var heldig slap jeg nogenlunde fra mine eksperimenter med at kopiere de ideer jeg opfangede i bladene, på den brand new tv-station Mtv og hos mine klassekammerater.

Men ofte var jeg knap så heldig i mine forsøg; jeg husker alt, alt for tydeligt den periode hvor jeg malede hele mine øjenlåg plus stykket op til øjenbrynet med den mest charmerende orange øjenskygge jeg kunne opdrive. Det var så også inden jeg havde opdaget konceptet mascara...
Eller dengang hvor jeg selv synes det var en ganske glimrende ide at klippe mine jeans i laser, for det havde jeg set nogle andre gå med.
Jeg havde bare ikke lige fanget, at bukserne skulle være trevlede på den helt rigtig slidte måde, og helst i afmålte doser - så mine bukser endte bare med at ligne noget som Edvard Saksehånd havde lavet i raseri.
(Den refleksion fik jeg så først gjort mig, da jeg havde været med klassen på cykeltur og jeg for det første frøs af helvede til, og for det andet bitterligt fortrød at jeg havde taget lyserøde underbukser på...)

Jeg forstod det ikke dengang.
Jeg forsøgte jo at gøre som de andre; have antennerne ude og forsøge at suge de gode ideer til mig, og alligevel endte jeg altid med at føle mig som den grimme misforståede ælling.

Jeg tror endelig jeg forstår det nu.
Det har taget mig 2o år at nå hertil, men jeg tror jeg er ved at være dér :-)
Det er jo netop ikke meningen at jeg skal halse rundt på jagt efter andres ideer! Meningen er, at inspirationen, ideerne skal komme indefra - hurra!

Det er SÅ uforståeligt, at jeg er blevet nødt til at stoppe op!
Det vil jo sige, at jeg skal tvinge mig selv til at lytte ordentlig efter, når ideerne pludselig bobler op til overfladen. Det sker oftest når jeg i forvejen er fordybet i ét eller andet kreativt. Eller når jeg skal sove.
Kunststykket er at turde tro på, at de ideer der udspringer af ... ja, af hvad i grunden?... er GODE NOK!

Jeg skal ikke være en dårlig kopi, men tro nok på mig selv til at turde være en original. AMEN!
Tør du?

søndag den 25. januar 2009

Optimal frustration


Jeg er frustreret lige præcis så optimalt, at det helt nøjagtigt er muligt for mig at række mig på tåspidserne og gribe efter mulighederne!

Det føles som at gå op ad en lang, lang trappe: Hvis man kigger hele vejen op af trappen kan den virke uoverskuelig, men hvis man ser på det næste trin ud for ens fødder er det rent faktisk muligt at stille sig op på det. Og så det næste. Og så det næste...

Eller sagt på dansk: Jeg kan se, hvad det næste skridt med mit manuskript skal være! Så det har jeg tænkt mig at gøre noget ved. Jeg har fået sat nogle ord på - dog ikke mine egne - men gode ord, det var det!

Wow, jeg synes simpelthen ikke mine dage har timer nok efterhånden...

Kjolen uden navn






Jeg var helt overbevist om at jeg var færdig med kjolen, da jeg lagde den fra mig sidst.
Men som det altid sker, så udvikler tingene sig mellem mine hænder, og pludselig var den ikke længere dét jeg troede. Jeg har bygget videre, lavet om, rettet til, konstrueret.
Men nu er den til gengæld færdig!
Stoffet lægger sig i bløde folder rundt om min krop, uanset på hvilket led jeg vender og drejer modellen. Jeg har stadig ikke afprøvet 1/10 af mulighederne, men jeg kan mærke allerede nu, at det bliver én af forårets favoritter.
Du kan se nogle af de muligheder jeg har fundet frem til ovenover - der dukker garanteret flere op undervejs.
Jeg er mest tilfreds med den brede linning, der både passer rundt om bryst, mave og hofter. Og stoffet er levende og giver kjolen det helt rigtige 'swung'!
Men en favoritkjole kan ikke være navnløs - gode forslag modtages rigtig gerne!
Vi kan jo forhøje indsatsen og smide en præmie i puljen, til den som kommer med det bedste forslag??!

fredag den 23. januar 2009

Trine?

SuperSyret!
Den smilende kvinde i midten (med det lyse, stribede forklæde) hed præcis det samme som jeg gør.
Jeg aner ikke hvem hun er, men det er da nogengange de mærkeligste ting man kan finde ud af på nettet!

Det' en OMMER!


Kære Trine
Tak for tilsendt materiale til en bog.
Forlægger xxx har kigget på det og bedt mig meddele, at det ikke er noget for os.
Venlig hilsn
xxx

Nå - ok.
"Ikke noget for os" - hvorfor kommer så harmløs en sætning pludselig til at lyde så sprængfarlig?
Hvor er takketalen, beklagelsen - eller i det mindste Kleenex'en - som de burde sende med?
"Ikke noget for os" lyder som de der mavesure campister i ens fritidssæt, der på den lokale bodega bliver budt på danskvand.
"Ikke noget for os" var den fornemmelse jeg havde i maven, da jeg engang i min ungdoms vår var kæreste med en knægt fra en helt, helt anden (økonomisk og social) klasse end min egen.
"Ikke noget for os" lyder som et valgprogram for Dansk Folkeparty.

Næh nej, jeg er ikke bitter.
Jeg har jo op til flere gange fortalt både mig selv og alle andre der var tvunget til at høre på det, at jeg ikke regnede med at have heldet med mig i første hug.
Jeg har faktisk meget fred med ikke at være gennem nåleøjet - endnu. Det ville simpelthen være for let, og jeg må indrømme at jeg faktisk godt kan lide at slås lidt for det, være lidt stædig. Så bliver følelsen bagefter nemlig endnu bedre!
(Ok, lidt bitter. Men sig det ikke til nogen, vel? Det er så håbløst umodent at bære nag. Jeg er jo trods alt over 30...!?)

Men hvad så nu?
Jeg ved faktisk ikke hvad mit næste skridt skal være, men jeg har gang i lidt ønsketænkning...
Julia har fortalt mig om hende hér, og hun holder et sådan-gør-du-dit-manus-rigtig-tjekket-lækker-på-den-hopla-agtige-facon-kursus som jeg bare så gerne vil med på.
Jeg har ikke rigtig råd, men jeg har vel fødselsdage et par gange i år hvor jeg kan ønske mig lidt slanter af min mor og andre demente?
(Jo, jeg forlanger også gaver på børnenes fødselsdage. Det er jo trods alt mig der har haft veer i sammenlagt et par uger for at føde dem!!!)

Og så tror jeg det er tid til at kigge manuskriptet grundigt igennem igen. Mine illustrationer har hele tiden føltes alt, alt, alt for amatøragtige, og jeg har lyst til at skrive mere, skrive til, finpudse...
Jeg ved endnu ikke om jeg har nerver til at sende afsted til flere forlag på én gang. Jeg ved faktisk heller ikke hvilke forlag jeg skal kontakte.

Det eneste jeg faktisk er helt sikker på er, at jeg ikke kontakter xxx's forlag igen, for..."Det er ikke noget for mig!"

(Jeg ved godt billedet ikke har noget med indholdet at gøre, men jeg blir altså bare så glad af de farver. Det har jeg alligevel brug for idag. Trods alt. Af Yayoi Kusama)
ps. Jeg har så skrevet 'faktisk' 5 gange i dette indlæg...

torsdag den 22. januar 2009

En god dag!

Man ved det har været en god dag, når

- man midt i arbejdsdagen opdager at man har ondt i maven. Af grin.

- ungerne i bilen hjem spontant begynder at synge 'Skille-ma-dinga-dinga-duuuu'

- der ligger den skønneste pakke i postkassen fra Lis, det sødeste væsen. Og pakken indeholder et styk finurligt broderi, der straks inspirerer til at gå amok med symaskinen. (Jeg poster et billede i morgen...)

- aftenen byder på god puttestund med rollingerne, og derefter hygsom alenetid mens Overblikket leger med sine venner.

- man glæder sig til at vågne i morgen tidlig.

onsdag den 21. januar 2009

Sådan én kan man jo altid bruge!

Jeg skal som bekendt holde kursus i næste måned, og jeg er igang med at forberede.
Jeg har givet mig selv den begrænsning at jeg udelukkende må anvende materialer jeg kan finde rundt om i huset!
Meningen er, at de ting jeg har med skal inspirere de flittige sy-piger til selv at få tonsvis af ideer til hvordan deres gamle ragelse kan blive til lækre projekter!

Blandt andet har jeg syet denne mappe til papirer/tegninger/fotos eller andet lækkert.
Jeg har brugt pap som indmad - du kender dét der hejs der altid ligger inde i et lagen, når man køber det.
Stoffet er rester, og knappen er betrukket med sjovt broderi, som jeg har scoret fra en gammel dug jeg engang fandt i en genbrugsbutik.






(Jeg burde måske lige ha´strøget stoffet inden jeg syede i det....)

BukseTrold


Her er de så færdige og med Tøsen indeni...
Bukserne er allerede indviet, det blev tisset i dem i går og de har bestået tørretumblerprøven!

tirsdag den 20. januar 2009

Tic Tac Amok

Tøm dine lommer på en tirsdag!


Hvad har du i lommerne?

Man har det sjovt og sådan noget!


I vores familie er vi kreative på kommando! Vi har sågar indført faste tidspunkter i ugens løb, hvor alle har mulighed for frie udfoldelser.

'Krea-tid er når man skaber noget. Når vi har krea-tid aftaler man et tidspunkt hvor man får udfordringer, og prøver at klare udfordringerne på hver sin måde. Jeg ser mest det hele som billeder inde i mit hovede.'
Citat: GuitarHero, 11 år

'Krea-tid er noget hvor man tænker sig om. Arbejder med papir og ting og koncentrerer sig. Man plukker blomster og har det sjovt og sådan noget.'
Citat: Æseløret, 8 år

mandag den 19. januar 2009

Superhelt!


LIS!!!!

For katten, pigebarn! Du er simpelthen en perle!!
Det skønne 'smock for dummies'-indlæg har givet mig blod på tanden, og jeg har bakset og spolet, bandet og haft tungen lige i munden.
Men se!
Det blev faktisk til mit første par bukser med smock i linning og ved fødderne.
De er absolut ikke perfekte, men hey - jeg er på vej!

Nu håber jeg SAGO%#!?%!! at SkrigeSkinken bliver glad for dem!
Ellers skal I se blod, sved og bidemærker... Og hvis det er en konkurrence om at være mest stædig, så vinder JEG!

Gele i knæene...

Jeg skulle tage et billede af GuitarHero, men inden jeg kunne nå at sige 'situationsfornemmelse' dukkede det endnu et barn op og dikterede sin helt egen dagsorden...




søndag den 18. januar 2009

Samling


Shhh...

... Jeg strikker!

Den lille fine kjole er begyndt at tage form, men mere end én gang har jeg talt forkert og endt med noget juks!
Så Overblik og Møgungerne er jaget ud af stuen, så jeg kan få brændeovnen for mig selv. I stilhed, tak!
Og hvis Overblikket læser med kan han da lige notere sig, at jeg allernådigst tåler at blive afbrudt af en kop kaffe...!

torsdag den 15. januar 2009

"What the...?"


Hvorfor sker det bare altid?

Mørkt i huset, småkravl der græder. Mor går barfodet gennem stuerne og vader med fuld størrelse Bigfoot lige ned på en enlig Legodims, der har lagt sig til rette mellem nullermændene.
Humpende rundt på ét ben forsøger Mor at undgå at jamre så højlydt at småkravl vågner og blir kede.
Altså, lige indtil Mor med det resterende - og intakte - fodværk hopper ned på den barbiesko 'nogen' har glemt at rydde op.
Come on...???

tirsdag den 13. januar 2009

Den Stor Sokke-krig!


Scene 1
En vilkårlig lørdag aften, sent.
Hverdagsjunkie er blevet til weekendjunkie og rødvinsmisbruger. Overblikket og Rødvinsdrankeren sidder foran brændeovnen og 'samtaler' højrøstet og snaldrede om stort og småt.

Hverdagsjunkie: Nu er jeg altså godt træt af at blive drillet med at jeg aldrig laver mad!
Overblikket: Jamen, du kan sgu da bare begynde at lave mad, så?!
Hverdagsjunkie (forurettet): Det var bare overhovedet ikke det jeg mente! Jeg gør bare SÅ mange andre ting her i huset, og det eneste jeg hører er kritik og drilleri fordi jeg måske ikke lige er dén som står med forklæde og dukkeøjne, men ...
Overblikket (mumler): Here we go, again...
Hverdagsjunkie (rødvinssnaldret og grådkvalt): ...støvsuger og samler alt det forbandede legetøj op fra krogene, og hvornår har du måske sidst skrubbet toilettet, hva??? Altså, jeg synes godtnok at vi trænger til at få ....
Overblikket: suk... (bunder en glas rødvin til...)
Hveragsjunkie: Er det måske ikke mig der vaske alt tøj her i huset, måske? Hva? HVA? OG lægger det hele på plads i jeres skabe, selvom jeg går ud fra at I er store nok til at gøre det selv!
Overblikket: Du vasker sgu da ikke sokkerne? Jeg skal altid rode rundt og lede for at finde et par...

Scene 2
En vilkårlig mandag morgen.
Alle i huset spæner rundt for at gøre sig klar til at komme ud af døren.
Hverdagsjunkie har i denne situation taget Stresset Mor-kostumet på.

Stress-Mor: Kom nu, drenge. Jeg gider simpelthen ikke sige det igen.
Den ældste: Vi har hørt dig!
Stress-Mor: Hvorfor reagerer I så ikke?
Den mellemste: Ja, hvorfor tror du? Vi kan ikke finde vores sokker... hvorfor er der ikke nogen sokker vi kan tage på?
Stress-Mor (perpleks): Så tag dem på du havde på i går... (skynder sig videre)

Scene 3
(hemmelig scene, indtil videre kun kendt af instruktøren!)
Vaskekælderen, en tilfældig hverdag.
Hverdagsjunkie står mellem vasketøjsbjergene og forsøger at skabe sig et overblik.
Hun samler en bunke tøj op, og smider i maskinen. Op til flere sokke-knolde falder ud.

Hverdagsjunkie: What the fuck? Det gider jeg simpelthen ikke, det pis!
Overblikket (står i haven): Hvad siger du?
Hverdagsjunkie: Øh, ikke noget...! (Skubber sokke-knolde væk med foden og går ud.)

søndag den 11. januar 2009

Den dér grønne....


Den håbefulde grønne endte med at blive en kjole - hvor heldig har man lov at være?
TøseTrolden havde ikke tålmodighed til mere, så nu har hun endelig fået kjolen trukket over hovedet.
Det lykkedes mig at fange barnet der aldrig sidder stille i et uopmærksomt øjeblik - speedsnakkende og med snot i næsen...

Tilsæt lyden af kirkeklokker



















Jeg elsker min by!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...