Jeg har en tilståelse!
Endda en stor én af slagsen....
Jeg er afhængig... af alt muligt besynderligt;
kaffe, røde sko, at sniffe Dukkebarnets hals, hemmelige smøger, sol, byggeprojekter, chilipeanuts fra Estrella (!), få nusset mine tæer, snigende kærlighedskig til mine sovende børn, dameblade, Kashmir og Kaizers Orcestra, ensomme køreture med larmende høj musik, øreringe fra Carré, Overbliks-kys, cykelture.... og jeg kunne blive ved!
Men min største last - dén last jeg er mest bevidst om, og som jeg ikke helt ved om jeg er mest stolt af eller pinlig over - er at jeg elsker KJOLER!
Jeg elsker kjoler så meget, at jeg ved en hurtig gennemtælling i garderoben kommer frem til at der mindst må hænge 25 styk.
(Hvorimod jeg blot ejer 3 par jeans. Og ikke én eneste hvid t-shirt)
Mit radarblik spotter med det samme hvor kjolerne hænger når jeg træder ind i en butik. Og jeg har udviklet en særlig evne til at se udsalgsskilte gennem tykke lag af facadeglas og lag af tekstiler.
Jeg har ikke været ordentlig igennem hverken highstreet eller genbrugsbutikken, før end alle kjoler er trawlet igennem, hvilket resulterer i at jeg har så mange forskellige kjoler til rådighed at jeg kunne klæde mig på til et helt års fødselsdagsfester uden at løbe tør.
Jeg elsker mine kjoler!
Og selvom jeg har temmelig mange ender det som regel med at det er endnu en kjole der sprøjter ud af symaskinen når jeg trykker på pedalen.
Kjolerne med historie har en særlig betydning for mig.
Min sorte cirkusprinsessekjole med guldstriber og strutskørt fandt jeg i en genner, og jeg bliver så glad når jeg tænker på at der engang har været en anden kvinde der har følt sig særligt smuk når hun havde den på.
Min vintage guldbrokadekjole i vaskeægte 50'er-stil med klokkeformet skørt og høj hals er skræddersyet, og jeg forestiller mig at den måske engang har været båret til et afdansningsbal eller måske et bryllup?
Og så selvfølgelig de kjoler jeg selv har syet - de sidder sådan som jeg vil ha´det, og de er 100 % mig, mig, mig! (Egokjoler...?)
Men én kjole, én særlig kjole har stjålet mit hjerte!
Den var vanvittig dyr, og pengene til den var det sidste min far forærede mig inden han døde. Jeg vidste at pengene skulle bruges på noget helt særligt, og jeg behøvede ikke spekulere længe over hvad de skulle bruges til:
(Overblikket håner mig, når jeg kaster mig ud i lange forklaringer om at det jo er en investering...!)
En Diane von Furstenberg wrapdress!
Petroliumsgrøn og med små pufærmer. Læg i skørtet og længde til knæet. Stor, stor sløjfe i livet og det mest klædelige snit jeg nogensinde har set.
Jeg æææælsker den! (Altså så højt man kan tillade sig at elske en ting, ikk...)
Og i morgen skal den luftes! Jeg skal til barnedåb og selvom det hverken er formelt eller med dresskode skal kjolen luftes. Fordi det gør mig glad og giver mig en følelse af uovervindelig luksus at tage det bedste frem jeg ejer!
Hvorfor lade det bedste man har hænge og samle støv, når det netop er ved at tage det frem at man minder sig selv om at man er dét værd!
Og hey! Det er jeg jo!
Hvordan minder du dig selv om at du er det hele værd - og lidt til?
8 kommentarer:
Den er da også bare supersmuk! - og så sidder den jo knaldgodt på dig. Må man se billeder af de andre kjoler? De lyder til at være helt fantastiske! Selv er jeg mest til bukser, desværre, for når jeg så endelig er i kjole eller nederdel, ja så er jeg faktisk også glad for det.
den er fantastisk
Smuk kjole!
Jeg er også kjoloman, men for tiden hænger de fleste bare i skabet og venter, for de er ikke så ammevenlige.
Jeg vil også frygtelig gerne se de andre kjoler:-)
Den lille luksus skal da helt klart luftes så ofte som muligt. Jeg købte en lækker cashmerecardigan for to år siden. Jeg har haft den på mindst hveranden dag. I love it!
Fantastisk smuk kjole.
Hvordan jeg gør? Tjoe, til tider kan være at jeg tager et glas ag glas, istedet for et af de slidte i plastic når jeg er tørstig. Det lyder måske vanvittigt, men jeg skal til tider minde mig selv om at bruge af vores fine ting til mig selv, istedet for at gemme det til alle andre.
Andre gange kan det være at arrangere noget for mig selv. En venindeaften, en ensom køretur med volumen helt oppe ( ;) ) eller noget helt trejde. Ikke fordi det er fornuftigt, men bare fordi jeg har lyst.
Vi har alle brug for at slå nogle koldbøtter til tider, selvom vi ofte glemmer det i dagligdagens "skal" og "bør".
Åh ja jeg er også en kjole en! Jeg elsker kjoler, og har også fundet den jeg skal leve i dennne sommer. Og jeg er begyndt! Jeg går til alt for få fester til at jeg kan gå og gemme dem til den slags særlige lejligheder, så jeg bruger dem så ofte jeg kan. Næsten hele tiden. Og jeg har fundet ud af de store løse sommerkjoler dem kan man snildt (næsten snildt!) amme i, hvis bare man har en underkjole på også!
Hou - tak for din søde kompliment! Bukser er også pragtfulde - har du ikke også et par du bare altid elsker at finde frem igen og igen?
Det gule hus - Ja, ikk? Især farven gør mig helt lækkersulten :-)
Mette Marie - ihh, jeg vil give min højre arm for en cashmerecardigan (næsten!) Må vi se den?
Synne - du har bare så meget ret!
Koldbøtterne er dét som får os til at gå rundt og grine fjollet selvom det regner... :-)
Line - du har fat i noget dér, godt at du ikke gemmer kjolen væk men sørger for at bruge den når den nu får dig i godt humør!
Tak for jeres kommentarer - mon ikke der dukker et indlæg op med flere af skabs-juvelerne ;-)
Uvist af hvilken årsag støder jeg på dit indæg nu, i det kolde efterår, hvor jeg netop sidder og strikker den første af mindst to kjoler denne kolde årstid.
Og så kommer jeg til at tænke på en tankevækkende historie, der har fulgt mig igennem en del år o kvinden, der fik foræret det lækreste, smukkeste silkelingeri af sin mand på deres årsdag. Hun kunne ikke nænne at bruge det, lagde det i skuffen med silkepapiret stadig imellem, det skulle passes godt på - og det blev det jo i skuffen. Skæbnen ville, at hun kort efter fik konstaterer galopperende kræft. Tankerne gik - naturligvis - i helt andre retninger, det smukke lingeri blev glemt, man havde meget andet at tænke på. Kvinden døde uden at have haft dette sæt på en eneste gang - for det skulle jo gemmes til de der særlige anledninger som hun desværre aldrig kom til at opleve.
Den historie fik mig til at begynde at bruge disse ting, jeg ellers ville have gemt væk til særlige lejligheder, for hvis ikke vi når at glædes over dem, hvad skal vi så med dem? Så er det jo, groft sagt, bare erhvervet for at kunne prale af det og ikke for at kunne glædes ved det...
Du har så ret, Bettina. Rørende historie...
Send en kommentar