Da jeg gik i 7. klasse gik det op for mig, at min veninde havde noget jeg ikke havde...
Hun havde opdaget et band og klædte sig nu som den karismatiske forsanger; stramme leggins med leopardprint, sorte støvler og sokker, løse t-shirts og en forvasket skjorte hængende løst udenover eller bundet skødesløst om hofterne. Hendes hår var altid udslået og hun havde en sort bandana om håret og en rød bundet om sit ene håndled.
Og så havde hun en hamster. Den hed Axl.
Jeg troede jeg skulle DØ, så jaloux var jeg på hendes fede stil og hendes mod.
Men mest af alt, fordi jeg pludselig så hende i et andet lys end nogen andre jeg kendte: hun havde inspiration, hun havde ideer!
Jeg gjorde alt der stod i min magt for at gøre hende kunsten efter - men uanset hvor meget jeg baksede og masede synes jeg aldrig helt det lykkedes for mig at lure andre deres stil og ideer af.
Hvis jeg var heldig slap jeg nogenlunde fra mine eksperimenter med at kopiere de ideer jeg opfangede i bladene, på den brand new tv-station Mtv og hos mine klassekammerater.
Men ofte var jeg knap så heldig i mine forsøg; jeg husker alt, alt for tydeligt den periode hvor jeg malede hele mine øjenlåg plus stykket op til øjenbrynet med den mest charmerende orange øjenskygge jeg kunne opdrive. Det var så også inden jeg havde opdaget konceptet mascara...
Eller dengang hvor jeg selv synes det var en ganske glimrende ide at klippe mine jeans i laser, for det havde jeg set nogle andre gå med.
Jeg havde bare ikke lige fanget, at bukserne skulle være trevlede på den helt rigtig slidte måde, og helst i afmålte doser - så mine bukser endte bare med at ligne noget som Edvard Saksehånd havde lavet i raseri.
(Den refleksion fik jeg så først gjort mig, da jeg havde været med klassen på cykeltur og jeg for det første frøs af helvede til, og for det andet bitterligt fortrød at jeg havde taget lyserøde underbukser på...)
Jeg forstod det ikke dengang.
Jeg forsøgte jo at gøre som de andre; have antennerne ude og forsøge at suge de gode ideer til mig, og alligevel endte jeg altid med at føle mig som den grimme misforståede ælling.
Jeg tror endelig jeg forstår det nu.
Det har taget mig 2o år at nå hertil, men jeg tror jeg er ved at være dér :-)
Det er jo netop ikke meningen at jeg skal halse rundt på jagt efter andres ideer! Meningen er, at inspirationen, ideerne skal komme indefra - hurra!
Det er SÅ uforståeligt, at jeg er blevet nødt til at stoppe op!
Det vil jo sige, at jeg skal tvinge mig selv til at lytte ordentlig efter, når ideerne pludselig bobler op til overfladen. Det sker oftest når jeg i forvejen er fordybet i ét eller andet kreativt. Eller når jeg skal sove.
Kunststykket er at turde tro på, at de ideer der udspringer af ... ja, af hvad i grunden?... er GODE NOK!
Jeg skal ikke være en dårlig kopi, men tro nok på mig selv til at turde være en original. AMEN!
Tør du?
4 kommentarer:
Jeg øver mig!
Men har nok været modigere modemæssigt end jeg er nu, -kan sagtens huske da jeg for 15 år siden sad og sleb mine cowboybukser med sandpapir til de var helt trævlede, sort stram t-shirt til, sorte spidse cowboystøvler og langt, langt mørkebrunt, næsten sortfarvet hår og så øvede jeg mig på at se sej ud med en cigaret, det var ligesom en del af stilen. Det var tider....
Klasse! Godt skrevet, og SÅ rigtigt. PS. Du er nu nok original til mig :-D
Åh, hvor har du ret, og hvor husker jeg tydeligt, hvordan man kikset forsøgte at følge jetsettet, som faktisk sad med samme følelser, men som bare var bedre til at skjule dem.
Ja, man skal gå sine egne veje, finde sin egen nische og sit eget sprog. Derfor er det også så skide vigtigt, at man få ros og anerkendelse, også selv overfor de små ting. Det giver styrken og troen på, at man kan og tør gå egne veje.
Så derfor ROS ROS ROS...alle omkring jer. :-)
En oplevelse plopper op i hovedet på mig. Jeg var ridepige. Du ved, sådan en der konsekvent lugtede af hest og havde sorte negle. I min rideverden var det cool at gå med bredstribede H2O sokker, trukket godt opover ridebukserne så alle kunne se de berømmelige striber. Problemet var bare at mine forældre nægtede at købe mærkesokker til mig, når de alligevel aldrig blev rene igen (umuligt at vaske rene), så jeg hvade kun èt par....
De blev vasket hver aften, og brugt hver eftermiddag på rideskolen.... Enormt cool ja.
Har også være én af dem der sad og filede på mine cowboybukser for at få dem slidte på den helt rigtig måde, hvilket selvfølgelig ikke lykkedes. Det blev bare aldrig rigtigt vel.
Nu er jeg vel efterhånden bare mig. Sådan en jævn kedelig midtjyde, med nederdele syet af gamle dynebetræk og lilla støvler !
Lækker blog du har her. Jeg har moret med med at læse din mands blog, herlige tekster der vækker nysgerrighed. Glæder mig til at læse her ved dig også.
Kh Maria.
Ps: det er "perle" broderi.... jeg elsker det !
Send en kommentar